Denne udgave af mindeværdige Grand Tours handler om den glimrende 1987-udgave af Vuelta a España, hvor store stjerner som Laurent Fignon, Pedro Delgado og Sean Kelly fik kamp til stregen af det colombianske hold Café de Colombia, der blev ledet af den fantastiske bjergrytter Luis ”Lucho” Herrera, der for præcis 33 år siden vandt det største løb i spanien.

Længe før ryttere som Nairo Quintana og Egan Bernal cementerede Colombia som en en af de allerstørste cykelnationer, så var Lucho Herrera den første colombianske etapevinder i Tour de France, og så var han ovenikøbet amatør.

Senere var han den første colombianer, der stod øverst på podiet i et af de tre uger lange etapeløb. 

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Det skete under en intens Vuelta a España, hvor colombianere gang på gang dominerede i de høje bjerge.

Optakt til Vuelta a España 1987 

Vuelta a Espana var årets første Grand Tour, da den dengang startede i april.

Den forsvarende vinder Álvaro Pino stillede ikke til start, men der var ingen mangel på klasseryttere, da store stjerner som Sean Kelly, Pedro Delgado og Laurent Fignon stillede til start. 

Det mest interessante hold var Colombias første professionelle cykelhold. De rød, gule og blåklædte Café de Colombia. Holdkaptajnen Luis Herrera, også kendt som "El jardinerito" (den lille gartner), var en af sin tids bedste bjergryttere, og inden denne Vuelta blev han allerede hyldet som en stor helt i sit hjemland. Han skrev historie i Tour de France 1984, hvor han sikrede Colombia sin første Grand Tour-etapesejr nogensinde, den kom endda i ensom majestæt på Alpe d'Huez. Året efter sikrede han sig to etaper og bjergtrøjen, endnu en bedrift han opnåede som den første colombianer.

Bernard Hinault y Lucho Herrera subiendo a Morzine en el tour del 85. pic.twitter.com/006QQybz2a

— Nicolás Borrás C. (@BorrasNicolas)

March 31, 2020

Bernard Hinault og Lucho Herrera i Tour de France 1985

Café de Colombia havde udtaget et hold fyldt med dygtige colombianske klatrere, men Herrera blev ikke set som en stor vinderkandidat, da han var decideret elendig til at køre enkeltstart, og flere af modstanderne var langt bedre i den kategori.

Blandt disse var Sean Kelly, som i manges øjne var storfavorit til at løbe med den samlede sejr. Den alsidige irer var kommet på podiet året forinden, var generelt bare en fantastisk rytter med adskillige etapeløbssejre, etapesejre, top-ti placeringer i Grand Tours og monumentsejre.

I 1987-sæsonen havde han vist sig som den absolut stærkeste op til Vueltaen. Kelly havde domineret i optaktsløbene Baskerlandet Rundt, Critérium International og favoritløbet Paris-Nice, hvor han i alle tre løb sikrede sig den samlede sejr med en komfortabel margin og etapesejre. Hans spanske hold Kas prioriterede løbet, så Kelly var omgivet af gode støtter som den solide belgier Jean-Luc Vandenbroucke, San Sebastian-vinderen Iñaki Gastón og adskillige dygtige spanske ryttere som den senere Vuelta-toer Jesús Montoya.

Den dobbelte Tour de France-vinder Laurent Fignon jagtede sin tredje Grand Tour sejr efter et par år uden succes i de lange løb. To etapesejre i Paris-Nice vidnede om en favorit i fin form op til den spanske rundtur.

Pedro Delgado var også en mulig vinderkandidat. I 1985 havde han vundet en ekstremt tæt Vuelta foran Robert Millar, nu jagtede han mere succes i hjemlandet. Den 26-årige spanier kørte for det hollandske hold PDM-Concorde sammen med Luis Laguía, der i perioden 1982 - 1986 havde vundet bjergtrøjen i Vueltaen fem gange i træk, hvilket stadig er rekorden.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Blandt andre ryttere med muligheder i klassementet var der spanske Angel Arroyo (Reynolds - Seur) og tyskeren Raimund (nogle gange stavet Reimund) Dietzen (Teka). Dietzen havde en fjerde- og en tredjeplads i vueltaen som bedste resultater, samt adskillige sejre i mindre spanske etapeløb som Vuelta a La Rioja og Setmana Catalana de Ciclisme. Angel Arroyo havde en andenplads og en sjetteplads i Tour de France som karrierens bedste resultater.

Desuden var løbets andet colombianske islæt holdet Postobón-Ryalcao, der udenfor Europa var kendt som Postobón-Manzana. Holdet var fyldt med dygtige colombianske klatrere, men manglede en profil på Herreras niveau. 

Der var desuden fire danskere til start. Søren Lilholdt var afsted med Système U-Gitane, hvor han skulle hjælpe Fignon til den samlede sejr. Fagor-Larios-holdet havde udtaget en meget ung Johnny Weltz, der senere i karrieren ville gøre sig bemærket i Tour de France.

Ingen ringere end Bjarne Riis fik sammen med Steen Michael Petersen Grand Tour-debut, da de begge kørte for det lille hold DYC-Lucas. Riis har sidenhen kritiseret holdet for at være ekstremt dårligt organiseret, da han udtalte til Ritzau, at han fik udbetalt sin løn i sponsorernes møbler i stedet for penge.

Vuelta a Espana 1987

Løbet startede med et par etaper i Valencia-regionen, hvor der ikke var lagt op til de store klassementsslag, men Kelly satte sig allerede i en glimrende position til at vinde fra start.

Kelly blev nummer to på den indledende prolog i Benidorm bagved holdkammeraten Jean-Luc Vandenbroucke. Det blev blot til en enkelt dag i førertrøjen for Vandenbroucke, da multitalentet Kelly spurtede sig til etapesejren dagen efter og overtog førertrøjen. Den italienske sprinter Paolo Rosola tog sejren og førertrøjen dagen efter, men på fjerde etape blev løbet for alvor sat i gang.

Etapen var en 34,8 kilometer lang enkeltstart med mål i Valencia. Kelly var den stærkeste i feltet og tog etapesejren, Ireren overtog naturligvis også førertrøjen. Ingen af de øvrige favoritter sluttede i top ti, Raimond Dietzen tabte kun 33 sekunder, men de store udfordrere Delgado og Fignon tabte begge over halvandet minut.

Herrera tabte hele to minutter og 36 sekunder, men blev på dette tidspunkt ikke set som en reel vinderkandidat.

I'm loving the cap height. Sean Kelly's doing things right. #vuelta #1987 #seankelly #vitu… http://t.co/Bn7wH5oLku pic.twitter.com/1Wiyhv6mjZ

— Cbeaton_ (@cbeaton_)

September 9, 2015

Kelly i den gule førertrøje, Vueltaens føretrøje har gennemgået mange farveskift i årernes løb 

De næste par dage skiftedes Sean Kelly og lykkeridderen Roberto Pagnin til at bære førertrøjen, mens de resterende favoritter prøvede på at indhente den tid de tabte på enkeltstarten uden held.

Læs også

Journalist: Her er Pogacars Giro-hold

På sjette etape, som var den første rigtige bjergetape, tog Herrera noget af tiden tilbage med adskillige angreb, hvor han rev sig løs fra resten af favoritterne. Et udbrud snuppede etapen, Kelly kørte sig i den gule trøje (som den var dengang) endnu en gang, men Herrera havde taget tid på alle favoritter med sin tredjeplads på etapen.

Café de Colombia spiller med musklerne

Dagen efter begyndte Café de Colombia virkelig ville spille med musklerne, da den var løbets mest bjergrige etape.

Spredt ud over 186 kilometer var der 5 bjergpas med en etapeafslutning på Cerler - en benhård stigning udenfor kategori.

Café de Colombia spildte ikke tiden, da de satte et drabeligt tempo allerede fra første stigning.

Holdet blev kritiseret for ikke at kunne køre enkeltstart og for at være elendige nedkørere, men her viste de deres sande styrke i bjergene.

Planen var at isolere kaptajnerne og køre dem trætte, inden Herrera selv spillede ud med et angreb, som gerne skulle resultere i bjergpoint, etapesejr og et par hop frem i klassementet.

Planen var en stor succes. Hele 63 ryttere sluttede uden for tidsgrænsen efter en vanvittig hård etape, dog blev kun 35 smidt ud, da løbskommissærerne gav kompensation til 27 ryttere.

Spanieren Laudelino Cubino løb med etapesejren, men lige i hælene på ham kom Herrera med Kelme-rytteren Vicente Belda på hans hjul.

42 sekunder senere kom en gruppe med Delgado, Dietzen, mens Kelly tabte yderligere tid og førertrøjen.

På grund af sin flotte enkeltstart førte Dietzen nu løbet samlet, dog var han kun to sekunder foran Kelly. Delgado lå på en foreløbig tredjeplads 27 sekunder bag tyskeren.

Læs også

Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg

Efter to dage som stærkeste mand i bjergene den lille gartner var oppe på en femteplads kun 49 sekunder bag Dietzen. Den flotte kørsel resulterede også i, at Colombianeren kunne iføre sig løbets røde bjergtrøje.

La Vuelta a España 1987

Raimund Dietzen 🇩🇪 (maillot amarillo) entouré par Pedro Delgado, Sean Kelly, Lucho Herrera, Yvon Madiot et Eric Guyot.
📷 D.R. / MC 1987#LaVuelta #LaVuelta19 pic.twitter.com/WnmP6W05JR

— Miroir du Cyclisme (@Miroir2Cyclisme)

September 3, 2019

Dietzen i gult sammen med resten af favoritterne

De næste par etaper rykkede ikke meget ved det samlede klassement, men da feltet igen nåede en bjergrig etape, så var colombianerne klar på endnu engang at vise deres overlegenhed.

Herrera i gult

11. etape var en af de slemme. Efter hårdt arbejde fra Café de Colombia var dagens tidlige udbrud indenfor rækkevidde på den sidste stigning, og her spillede Herrera ud med et angreb, som ingen havde en chance for at følge. Dietzen, Delgado og Kelly kæmpede for at begrænse tidstabet, mens Herrera spurtede mod linjen i et forsøg på at tage maksimal tid.

Herrera var stensikker ny mand i førertrøjen, da han krydsede stregen. Kelly tabte halvandet minut og Dietzen endnu mere. Delgado og Fignon tabte yderligere tid, og løbet lignede nu mest en kamp mellem Dietzen, Kelly og Herrera.

Herrera kunne overtage førertrøjen i løbet som den første sydamerikaner nogensinde, da han førte løbet 39 sekunder foran Kelly. Raimund Dietzen var tredjemand 50 sekunder efter.  

 11. Etape.  Santander - Lagos de Covadonga

Herrera skulle en del gange på podiet den dag, for han førte stadig bjergklassementet.

De colombianske cykelfans kunne desuden glæde sig over, at hele fire colombianere kom i top ti på etapen. Udover Herrera selv var tre Postobón-folk blandt dagens stærkeste, hvilket sikrede holdets andet colombianske hold føringen i holdkonkurrencen.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

”jeg var klar til at forsvare det indtil den sidste dag med al min styrke. Jeg følte mig meget god både fysisk og psykologisk til at møde alt, hvad der manglede. Det gav os meget moral, at vi dominerede næsten alle klassifikationer,” fortalte den lille gartner ifølge revistamundociclistico.com.

På trods af den afklapsning colombianerne havde givet nogle af Europas bedste klatrere, så blev holdet stadig set som svagt.

”Lucho kører godt opad, men jeg tror ikke han kan vinde Vueltaen. Han taber for meget tid i kampen mod uret, og jeg tror ikke, at han har holdet til at kontrollere løbet,” fortalte Dietzen til reporterne efter han kom i mål, netop som han havde tabt trøjen til Herrera.

Den tyske rytter havde alligevel en pointe, da der ventede en 24 kilometer lang enkeltstart i Valladoid. Dietzen og Kelly begge havde lammetævet colombianeren på både prologen og den første enkeltstart.

Men før Valladoid havde Café de Colombia og Postobón-Ryalcao begge interesse i at holde sammen på tingene.

Den colombianske patruljering betød, at de fleste etaper op til den sidste enkeltstart var præget af udbrud uden betydning for klassementet eller massespurter. Den eneste forskel i klassementet var, at Fignon en enkelt gang stak af i en mindre gruppe, og snuppede et minuts tid på de øvrige, han var dog stadig udenfor podiet, og Herrera fokuserede nok mere på Kelly og Dietzen.

Riis forgiftet?

Da løbet nåede 14. etape, var 70 ryttere allerede udgået efter et hårdt løb.

Et særligt hårdt ramt hold var DYC-Lucas, der på et tidspunkt var blevet reduceret til en enkelt mand - den fremtidige Tour-vinder Bjarne Riis.

Et maveonde tvang desværre Riis til at udgå som sidste som holdets sidste mand. Ifølge Ritzau er Riis’ teori, at nogle omkring holdet forgiftede ham for at få ham ud af løbet, da de ansatte på holdet var trætte af at blive hængende i Spanien kun på grund af ham.

Læs også

Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye

Det er svært at sige nu, om det var tilfældet eller ej, men Tour-vinderens første Grand Tour fik i hvert fald en ret kedelig slutning.

Den sidste enkeltstart

Café de Colombia og Postobón-Manzana havde neutraliseret de fleste trusler op til enkeltstarten på 18. etape, men Kelly og Dietzen så nu deres snit til at tage førertrøjen tilbage.

Kelly kom kun på andenpladsen på etapen, men det var rigeligt til at tage trøjen. Dietzen kørte sig ind på en syvendeplads, mens ingen af de andre favoritter var i top ti.

Kelly førte kun 42 sekunder foran Herrera, mens Dietzen var på tredjepladsen 52 sekunder efter.

Klassementet var stadig tæt, og der var bjerge endnu, men det hårdeste terræn var overstået, og Kelly var storfavoritten til at vinde løbet.

Herrera selv var fortrøstningsfuld

”Vi havde ingen grund til at tro løbet var tabt, eller at vi ikke skulle kæmpe videre. Tværtimod så jeg mig selv på andenpladsen kun 49 sekunder bag Kelly, foran Dietzen og de andre rivaler,” forklarer Herrera til revistamundociclistico.com.

Kelly ude - Fignon stikker af

Det blev desværre ikke et episk slag i bjergene, der afgjorde det hele. For Kelly havde skuffet en smule på enkeltstarten, og det var der en god grund til.

Et sadelsår havde krævet en mindre operation, og Kelly kørte derfor med sting der konstant sprang op. Efter 14 kilometer på 19. etape måtte Kelly udgå, smerten blev simpelthen for meget.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

Da den førende rytter udgik, var det som en bombe under løbet. Herrera pludselig førte igen, men kun 10 sekunder foran Dietzen. 19. etape skulle indeholdt adskillige bjerge, inden etapen sluttede på på cykelbanen i Ávila, så der var mulighed for at skabe reele tidsforskelle. Flere ryttere lugtede blod, og der blev blæst til angreb fra alle sider.

Det var først og fremmest Fignon der prægede etapen. Tour-vinderen havde startet Vueltaen halvskidt, men han havde tydeligvis kørt sig varm, og han havde allerede taget et minut tilbage på en mere eller mindre flad 14. etape.

Efter 150 kilometer af den 213 kilometer lange etape var tilbagelagt, begyndte Fignon på gentagende angreb, mens Herrera satte sin tropper til at holde nogenlunde samling, noget som Postobón-tropperne også hjalp til med. 

Men det formåede de ikke hele dagen, og da rytterne nåede etapens sidste to stigninger var feltet eksploderet i dusinvis af grupper, og Herrera måtte gøre arbejdet færdigt selv.

Med en vanvittig nedkørsel på dagens næstsidste stigning, havde Fignon lagt sig alene i front med over to minutter til den lille gartner.

Fignon recibe instrucciones durante la Vuelta'87. Imagen: Ricardo Gutiérrez. #Ciclismo #Cycling #CristóbalCabezas pic.twitter.com/WEZ3hnvITx

— Cristóbal Cabezas (@crstobalcabezas)

February 7, 2020

Fignon alene i front

Det var dog ikke kritisk for Herrera, der kunne begrænse tabet til Fignon på den sidste stigning, mens han samtidig distancerede sin største konkurrent Dietzen.

Fignon tog etapen, og han havde god tid til at fejre det på cykelbanen, men Herrera overlevede den farligste dag med sin andenplads på etapen.

Vueltaen var så godt som vundet, men de colombianske cykelfans fik dog mere at glæde sig over på de sidste par etaper.

Colombia tager to etaper mere

Colombia fik det maksimale ud af de resterende etaper. 20. etape blev vundet af Postobón -rytteren Omar Hernández, der kom alene i mål, og som samtidig kørte sig op på en samlet tiendeplads.

Læs også

Hot seat var hårdt for dagens vinder: Værste timer i mit liv

Dietzen vandt favoritgruppens spurt foran Søren Lilholt, der med tredjepladsen fik det bedste danske resultat i løbet.

Colombianerne var ikke engang færdige endnu, da den colombianske BH-rytter og tidligere vuelta-treer Francisco Rodríguez tog løbets næstsidste etape, efter han var kørt alene meget af dagen, krydsede han stregen over fire minutter foran feltet.

På den 22. og sidste etape vandt den spanske sprinter Jaime Vilamajo, men løbet var slut, og Colombia havde vist sig som den stærkeste nation.

Lucho vandt løbet samlet med et minut og fire sekunder til Dietzen, Fignon tog podiets nederste trin, mens Delgado fik den kedelige fjerdeplads. På femtepladsen var der endnu et colombiansk navn, nemlig Manzana Postobón-rytteren Óscar de Jesús Vargas. Café de Colombia og Posatbon havde begge yderligere en mand i top ti. 

⏮ La Vuelta 1987

🏆 Luis Alberto Herrera | 105:34:25
🥈 Raimund Dietzen | +1'04''
🥉 Laurent Fignon | +3'13''#LaVueltaEnCasa

👋🔜 Próximamente... ¡más historias! ¿Cuál quieres ver? ¡Responde a este tuit! / Soon... more stories! Which one do you wanna see? Answer here! 👇 pic.twitter.com/9W4nozxEs5

— La Vuelta (en casa 🏠) (@lavuelta)

March 26, 2020

Herrera efter sidste etape var overstået. 

Herrara vandt samlet og han sikrede sig bjergtrøjen, Postbon vandt holdklassementet, der var fire Colombianere i top ti og hele fire colombianske etapesejre. Det er svært at beskrive, præcis hvor stort et indtryk det gjorde i hjemlandet.

”Det var et kæmpe skridt fremad for colombiansk cykling, og der fra det øjeblik blev meget større. Det opnåede en respekt og beundring, som den stadig nyder den dag i dag,” forklarede Herrera.

Colombia lignede en nation der var klar til at overtage cykelverden.

Efterspil

Den generte Herrera blev en kæmpe stjerne i sit hjemland, og han kørte gode resultater en del år femrover, da han kun var 26, da han vandt Vueltaen. Den lille gartner tog flere bjergetaper og sejre i andre etapeløb resten af karrieren, men han aldrig var tæt på endnu en Grand Tour-triumf.

I 1987 fik Herrera sit bedste samlede resultat i Touren med en femteplads og endnu en bjergtrøje. I 1989 vandt Herrera bjergtrøjen i Giro d’Italia, blev var derved den første rytter siden den eminente spanske klatrer Frederico Bahamontes, der tog bjergtrøjen i alle Grand Tours.

De største sejre udover Vueltaen var triumferne i Critérium du Dauphiné Libéré, som han vandt i 1989 og 1991.

Læs også

Lefevere afviser: Selvfølgelig havde han sidste ord

Delgado, Fignon og Kelly havde alle en Grand Tour-sejr i sig efter 87. I 1988 kom Kelly tilbage til det spanske løb som storfavorit, og han tilføjede en Grand Tour til sin i forvejen imponerende palmarès.

Fignon vandt aldrig Vueltaen, men i 1989 fik han Grand Tour-succes igen, da han vandt Giro d’Italia. Samme år var han kun 8 sekunder fra at tage sin tredje Tour-sejr.

Delgado viste sig som Spaniens bedste klassementsrytter de næste par år, da han kom på andenpladsen i en ekstremt spændende Tour samme sæson, mens han vandt Touren i 88 og tog endnu en sejr i Vueltaen i 1989. 

Dietzen fortsatte med at få succes i Spanien, da han nåede op på tre podieplaceringer i Vuelta a Espana i løbet af karrieren, da han året efter igen kom nummer to -  kun et minut og 40 sekunder bag Kelly. Et styrt under Vueltaen 1989 ødelagde desværre karrieren, og han fik aldrig sin Grand Tour-sejr.  

Café de Colombia kørte frem til 1990. To danskere fandt vej til det colombianske hold, hvor Jørgen V. Pedersen og Jesper Worre blev hentet til holdet for at støtte Herrera, det rollen som hjælper forhindrede dog ikke Jesper Worre i at tage karrierens største skalp i sin tid på holdet.

Jørgen V. Pedersen talte pænt om sine holdkammerater.

”Holdet var anderledes, men på en god måde. Jeg husker alle mine holdkammerat var ekstremt venlige og glade mennesker, måske fordi de allerede vidste, hvordan det var at føle sig fremmed i feltet,” udtalte han i et interview på Alpsandes.com.

Faldende kaffepriser og en manglende Tour de France-invitation gjorde sponsoren forsvandt, og holdet måtte trække stikket efter 1990-sæsonen. Postobón-holdet forsatte lidt længere, men måtte også give fortabt midt i halvfemserne.

Efter at have givet resten af feltet en klatrelektion i Vuletaen, så var det nærtliggende at tro, at Colombia ville blive en af de mest dominerende nationer på cykelscenen. Det er de sådan set også nu, da Nairo Quintana og Egan Bernal har overgået Herreras resultater i Grand Tour sammenhæng, men det var først mange år senere, end man måske kunne have forventet.

Den konstant tilbagevendende politiske ustabilitet i Colombia fik desværre lagt en dæmper på mulighederne for den colombianske cykelsport, da sponsorpengene forsvandt, arbejdet med unge talenter blev næsten umuligt at udføre, og det blev decideret farligt at træne udendørs flere steder.

Ustabiliteten eksemplificeres bedst ved Herrera og hans tid efter livet som cykelrytter, hvor der ventede ham en livsfarlig oplevelse. I januar år 2000 blev Herrera pludseligt kidnappet, da han var på besøg hos sin mor i hjembyen Fusagasugá. Mens Ester Herrera var ved tilbyde sin søn en kop kaffe, brød syv maskerede mænd ind i huset, og stak af med hjemlandets elskede cykelikon.

Kidnapperne var fra Colombias revolutionære væbnede styrker - folkets hær, også kendt som FARC. Gruppen kidnappede i denne periode flere berømtheder, men denne gang var det en tilfældighed. De vidste ikke, hvem de lige havde kørt ud af byen, og smidt i et rum så usselt, at det bedst kan beskrives som et fangehul.

Da gik op for dem, præcis hvem de havde bortført, så besluttede FARC at slippe ham fri.

Herrera var en højtelsket og samlende figur for det konfliktfyldte land, så det var ikke ligefrem god reklame for deres politiske formål at kidnappe en så folkerær atlet. Det svarer lidt til at kidnappe Allan Simonsen eller Preben Elkjær med det formål at blive populær i Danmark, hvilket nok heller ikke ville være den bedste strategi.

Inden den lille gartner fik lov til at gå, så slap han dog ikke for at blive bombarderet med spørgsmål om sine mange eskapader i diverse europæiske bjergkæder - selv blandt de bevæbnede revolutionære er der cykelfans.