Milano-Sanremo-analyse: Så mangler de jo bare de sidste 17
28. marts 2019 13:59 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

I går blev endnu en af nyere tids smukkeste udgaver af Milano-Sanremo kørt, og det gav en imponerende første monumentsejr til Julian Alaphilippe, der sejrede i spurten i en formidabel gruppe af topnavne. Nedenfor analyserer vores ekspert, Emil Axelgaard, begivenhederne og drager konklusioner frem mod de kommende løb.

Julian Alaphilippe vinder årets første monument, Milano – San Remo

se mere cykling på

Så er vi der igen! Allerede i min analyse af Strade Bianche beklagede jeg mig over, at det svært at blive ved med at finde variationer over det evigt tilbagevendende tema, der synes at have været det altdominerende i både 2017 og 2018: Deceuninck-Quick Steps totale dominans i klassikerne. Det var nemlig det, der stod tilbage efter en fuldstændig suveræn 2017-sæson, hvor de gjorde næsten rent bod på den ellers righoldige belgiske klassikerscene, efter en formidabel åbningsweekend, hvor de med to sejre på to dage ryddede bordet, og igen efter det italienske grusvejsløb, hvor Julian Alaphilippe med autoritet styrkede sin status som tidens måske allerbedste klassikerrytter.

 

Der er nu meget at uddrage fra en af de smukkeste udgaver af Milano-Sanremo, vi længe har set, men alligevel er det svært ikke igen at fremdrage det belgiske supermandskabs dominans som den vigtigste lektie fra årets første monument, der bød på en lige så intens og spændingsmættet finale, som vi ser det hvert eneste år i et løb, der ellers lider under det ufortjente ry at være kedeligt. Med Alaphilippes fornemme sejr er der nemlig fortsat fuld plade for belgierne, når det gælder årets endagsløb på WorldTouren. Elia Viviani lagde ud med at vinde Cadel Evans Great Ocean Road Race, en snu og stærk Zdenek Stybar snød Greg Van Avermaet i Omloop Het Nieuwsblad, og senest har Alaphilippe foreløbig gjort rent bord i de store italienske klassikere ved at sejre i både Strade Bianche og senest altså i weekendens store monument.

 

Det er ingenlunde nogen tilfældighed, men alligevel svært imponerende. Mens etapeløb ofte vindes af stærkeste mand, er endagsløbenes charme netop deres uforudsigelighed og taktiske spil, der betyder, at det kræver mere end bare gode ben at vinde. Derfor kræver det mere at være en altdominerende faktor i klassikernes alsidige terræner end som Sky at sætte sig på etapeløbstronen, der langt lettere kan erobres blot ved at have tilstrækkeligt mange topnavne.

 

Det har Deceuninck utvivlsomt også, for det har været tydeligt, hvordan holdet både i 2018 og 2019 har lukreret på deres overflod af vinderkandidater til at sætte endda stærkere rivaler skakmat. Det var særligt tydeligt i sidste års brostensklassikere, hvor det i høj grad var kollektivet - ført an af en skræmmende stærk Niki Terpstra -  der gjorde forskellen, men også lørdagens løb var en smuk illustration af, at det kræver mere end bare en klasserytter som Alaphilippe at vinde et løb som Sanremo, der som bekendt er det letteste at gennemføre, men det sværeste af vinde.

 

Holdet stod ellers i en lidt delikat situation, hvor de mange optioner kunne vise sig at blive en hæmsko. Alle vidste, at Alaphilippe vel var stærkeste mand på Poggio, men skulle han have den optimale chance for at køre væk, krævede det et dræbende tempo fra bunden. Det risikerede at kompromittere chancerne for Viviani, der måske var det mest sandsynlige vinderbud i en spurt, og derfor lå det bestemt ikke på den flade at greje den taktik, der ville optimere belgiernes sejrschancer.

 

Det hele blev imidlertid hurtigt ret enkelt. Viviani måtte nemlig tidligt indse, at han for andet år i træk havde en offday i det løb, han mere end noget andet drømmer om at vinde, og da han ikke sad hos holdkammeraterne, da de skød frem i positionskampen mod bunden af Poggio, stod det klart, at den italienske mester allerede havde kastet håndklædet i ringen. Herefter var det alle mand for Alaphilippe, der fik beredt vejen med et forarbejde, der fortjener en plads på side 1 i cykelsportens ABC.

 

Efter at bundsolide Tim Declercq havde ført i beskedne 250 km, viste formstærke Yves Lampaert sin tårnhøje klasse, da han i det, der må karakteriseres som et af årets allermest hæsblæsende momenter overhovedet, bragede frem til fronten med den eminente klassikertrio bestående af Philippe Gilbert, Zdene Stybar og Alaphilippe limet til baghjulet. I kraft af den belgiske mester kunne de begge tage hul på stigningen i top 5, og herfra var det fuld fart frem. Alaphilippe bad med det samme om et rasende tempo, og til det formål kunne han ikke ønske sig bedre støtte end den, han kunne få fra formstærke Stybar og Gilbert, der i parentes bemærket viste sin ekstreme loyalitet i et af sine sidste forsøg på at vinde et af de to monumenter, der fortsat mangler i at realisere hans helt store drøm.

 

Da Stybar som sidste mand slog ud, var alle på grænsen, og farten havde været så høj, at de stakler, der ikke havde haft holdet til at føre dem frem inden stigningen, ikke havde en jordisk chance for at nå frem til fronten. Alaphilippe tøvede imidlertid en anelse og lod i stedet den formstærke og genrejste Alberto Bettiol sammen med Anthony Turgis åbne ballet. Det varede dog ikke længe inden det seneste års klassikerkonge nr. 1 trådte an og med det slangehug, der bare bliver mere og mere dræbende, åbnede et hul, der kortvarigt gav anledning til at tro, at franskmanden måske som den første puncheur i mange år kunne sætte alle rivalerne af allerede på Poggio - Vincenzo Nibalis angreb i 2018 havde mere karakter af tidlig overraskelse - og køre alene hjem til sejr. En ellers velkørende Michal Kwiatkowski havde i hvert fald yderst svært ved at lukke hullet, som han ellers gjorde det, da Peter Sagan lavede samme nummer for to år siden.

 

Netop som Kwiatkowskis elastik var ved at knække, kom der imidlertid en trold op af æsken. Med en af de rasende forceringer, som det vel kun er ham, der mestrer, viste Sagan med ét, at han trods sygdom og et svært Tirreno altså er betydeligt mere formstærk, end de pauvre resultater i det italienske etapeløb havde antydet. Med sin kraftanstrengelse fik han afblæst risikoen for Alaphilippes solosejr, og da også Kwiatkowski på magisk vis fik lukket det sidste hul, var der pludselig samlet en mindre gruppe, da støvet havde lagt sig på toppen af den legendariske stigning.

 

Og hvilken gruppe! Fra den liste af topklassikerryttere med dokumenteret form, som man på forhånd kunne have peget på som kandidater til at køre væk på Poggio var de der nemlig næsten alle. Stybar og Gilbert havde som bekendt brændt krudtet af forinden, og derfor var det kun Greg Van Avermaet, man for alvor kunne savne i et selskab, der nok må kunne have fået hver eneste af de overlevende til at ryste i bukserne, da det efter toppen blev klart, i hvilket selskab de hver især var havnet. Og langt mere åbentblev det af, at de alle var kendt som hurtige afsluttere, og selvom Sagan og Matteo Trentin på papiret skilte sig ud som de hurtigste, havde Kwiatkowski som bekendt for to år siden vist, at alt kan ske, når der i en lille gruppe skal spurtes efter 300 km.

 

Alligevel var det helt åbent, hvordan det ville ende, for hvordan i alverden skulle en så eksklusiv gruppe af stjerner kunne samarbejde, når de ramte de to flade kilometer ved den liguriske kyst. Det lignede på forhånd en umulig mission, og dermed kunne ingen endnu afskrive muligheden for, at sprinterne faktisk kunne komme tilbage i en af de medrivende finaler, der gør Milano-Sanremo til sportens mest intense klassiker, hvor syv timers kørsel koges ned til knap et kvarters pulserende drama.

 

Det var måske det, Trentin vidste. Om nogen burde han ellers være manden, der troede på, at han kunne besejre forhåndfavoritten Sagan i en spurt, men ligesom det skete i en lignende situation, da han kørte finale i Kuurne-Bruxelles-Kuurne for nogle år siden, stolede den ellers skræmmende stærke italiener ikke på sine egne afslutterevner. I stedet var det ham, der kom med det snigerangreb, der i en ukontrollerbar finale meget vel kunne have givet succes og måske også havde gjort det, hvis det alene havde været op til de tungeste favoritter, der alle var meget på vagt på hinanden.

 

Det så i hvert fald kortvarigt lovende ud for europamesteren, indtil Wout van Aert trådte i karakter. Belgieren havde overrasket sig selv ved at sidde med de mest eksplosive ryttere, men måtte som gruppens rookie indse, at der stadig mangler lidt rutine i at håndtere disse tricky finaler. Som en af gruppens langsomste gav det ellers god mening at sætte en offensiv ind, men tilsyneladende gik det aldrig op for ham, at han havde resten af gruppen med på slæb, da han på egen hånd kørte europamesteren ind. Derved endte han med at bruge sit eneste skud i bøssen forgæves og samtidig sikre sig, at han næppe får julekort fra Trentin, der meget vel kunne have gjort arbejdet færdigt, hvis det ikke havde været for belgieren.

 

I stedet endte det i en spurt, efter at fartdjævelen Matej Mohoric med endnu en af sine vanvidsnedkørsler havde taget kaptajn Vincenzo Nibali på bagsmækken og igennem Poggios tætpakkede hårnålesving blæst op til forreste og derefter forsøgte at overraske favoritterne, først med en forcering og siden ved at åbne en lang spurt. Det fik med det samme Alaphilippe til at reagere og med dagens anden kraftanstrengelse viste han sig atter som dagens klart stærkeste rytter, da han i den ikke ubetydelige modvind holdt alle de andre bag sig i en sprint, han bestemt ikke havde åbnet for sent.

 

Det så ellers ud til, at gruppens hurtigste, Sagan, endelig skulle vinde det løb, der så mange gange var undsluppet ham. Han havde i hvert fald alt under kontrol, da han med få hundrede meter igen patruljerede fronten. Her brændte det imidlertid igen sammen for eksverdensmesteren, som det også to gange tidligere er sket i en spurt i Sanremo, da han - måske i savnet af sin elskede regnbuetrøje - tilsyneladende ikke kunne få blikket fra Alejandro Valverde og således tilsyneladende glemte alt om, at vi mennesker har både en højre og en venstre side. I hvert fald var han totalt uopmærksom, da Mohoric kom bragende forbi hans venstre hånd, og da han endelig fik reageret, var døren lukket. Den åbnede sig igen, men da var det desværre for sent for stakkels Sagan, der måske nok var den hurtigste, men måtte indse, at hans Sanremo-forbandelse havde indbragt ham endnu en 4. plads, som han fik det i 2012, hvor en sær Liquigas-taktik formentlig kostede ham en sikker sejr, til en samling, der også tæller to 2. pladser fra choknederlagene til Gerald Ciolek og Kwiatkowski i hhv. 2013 og 2017.

 

I stedet blev det altså Alaphilippe, der kunne føje sit første monument til en liste, der også tæller Strade Bianche, Fleche Wallonne og Clasica San Sebastian samt podiepladser i Liege-Bastogne-Liege og Il Lombardia, og som nu har vundet i alle de løb, han har deltaget i et fænomenalt 2019. Det står vist klart, at spinkle Alaphilippe aldrig vinder Paris-Roubaix, men når han måske allerede i år har føjet Lombardiet og Liege til listen over monumentsejre, synes der næsten ikke at være grænser for det, det franske fænomen kan opnå. Formentlig er han for klejn, men med den rette træning kan også de flamske klassikere måske komme inden for rækkevidde. Med lørdagens sejr i et løb, der er yderst vanskeligt at vinde for en type som Alaphilippe, står det i hvert fald klart, at han har potentiale til at indskrive sig blandt klassikerhistoriens helt store giganter.

 

Andenpladsen gik til Oliver Naesen, der lignede en solstråle i målområdet. Vi vidste ganske vist alle, at belgieren var i skræmmende form, efter at han med sin 2. plads på den sidste bjergetape i Paris-Nice havde vist, at han vist var fysisk eller mentalt fraværende, da fysiklæreren i sin tid underviste ham i tyngdekraften. Alligevel havde han ikke stilet højere end en top 10 i et eksplosivt løb, der ikke just er ideelt for den brølstærke belgier, hvis motor i højere grad kommer til sin ret på de belgiske brosten. Med dagens præstation fik han imidlertid sat en tyk streg under, at han - i hvert fald hvis han ikke fo tredje år i træk rammes af en endeløs serie af uheld - bliver en magtfaktor på Nordeuropas toppede pavéer og er klar til at indfri det potentiale, han åbenbarede, da han i 2017-udgaven af Flandern Rundt som eneste mand kunne matche Van Avermaet og Sagan, indtil en uopmærksom hollandsk tilskuer fik sat en stopper for festen. Og lørdagens spurt viser, at han som i sidste års Bretagne Classic slet ikke behøver at være bange for at slæbe også hurtige folk med til stregen. Det vil bestemt ikke være en overraskelse, hvis Ag2r, der ellers tidligere var helt anonyme i de nordlige klassikere, ender med at erobre en historisk monumentsejr i de kommende uger.

 

For Kwiatkowski var der ingen eventyrafslutning som i 2017, hvor han ellers overgik alle forventninger ved med vanlig Kwiatkowski-snilde at udmanøvrere ungdomsrivalen Sagan i finalen. Alligevel er det svært ikke at tage hatten af for polakken, der slet ikke skulle have været til start, men som fik en sen opringning, da den desværre stadig skadede Gianni Moscon måtte melde forfald. Naturligvis kunne sportens største hold ikke stille til start uden vinderkandidat i et af sportens monumenter, og her var polakken eneste tilbageværende option. Med sin 3. plads viste han dermed, at han er blevet hamrende stabil og pålidelig efter et skræmmende 2018, hvor han var med i front fra Dauphiné i juni til VM i slutningen af september, og at han forhåbentlig er kommet over de mærkelige formudfald, som kostede dyr i 2015 og 2016, og som også betød, at sidste års klassikere var en mindre katastrofe.

 

En anden klar vinder var Van Aert. Måske endte det blot med en 6. plads, men for belgieren repræsenterer det et stort skridt fremad. Sidste år fik han ganske vist et stort klassikergennembrud, hvor vi stadig kan ærgre os over, at en punktering forhindrede ham i at udfordre de bedste i Paris-Roubaix, men alligevel virkede det usandsynligt, at han kunne køre med de mere eksplosive folk på Poggio. Det gjorde han imidlertid med relativ lethed, og selvom han måske manglede lidt kølighed i den taktiske finale, skaber det enorme forventninger inden årets brostensløb. Hans jætteindsats i Strade Bianche indikerede allerede, at han havde taget næste skridt, men nu kan vi for alvor tro på, at Van Aert vil spille en hovedrolle, når hans enorme motor endelig kommer til sin ret i brostensmonumenterne til april.

 

Trentin kan ærgre sig voldsomt over Van Aerts taktik og måske også - i bagklogskabens ulideligt klare lys - over, at han ikke turde gamble på sin spurt, men alligevel har han grund til at være stolt. Ganske vist har han været skræmmende igennem hele første del af sæsonen, men efter at uheld ødelagde hans åbningsweekend havde han stadig til gode at bevise, at han kan køre finaler med de virkelige klassikerspecialister og ikke bare skal vente på en spurt. Ifølge eget udsagn havde han endda let ved at køre med på Poggio, og dermed står det lysende klart, at han har lagt 2018-sæsonens mange problemer bag sig. Nu skal han vise, at han også har holdbarheden i de hårdere løb mod nord, men baseret på det, vi hidtil har set, er der ingen grund til ikke at nære stor tiltro til en synlig europamestertrøje også i de kommende uger.

 

En anden klar vinder var Simon Clarke. Vi vidste ganske vist alle, at australieren efter et mageløst Tirreno var i sit lit livs form, men det kræver altså yderligere et skridt eller to, hvis man skal køre med verdens førende specialister på Poggio. Det gjorde australieren imidlertid, og selvom han tilsyneladende intet havde tilbage til spurten, må han knibe sig lidt i armen over det, der er sket siden udbrudssejren i Vueltaen sidste år. Ganske vist viste han stort klassikerpotentiale ved VM i Firenze i 2013, men alligevel affandt han sig med en rolle som støtte for Simon Gerrans og Michael Matthews på GreenEDGE og som vejkaptajn og bodyguard for Michael Woods på EF. Nu har han imidlertid endelig forstået, at han er alt for god til bare at være hjælper, og hans seneste resultater gør blot det stadig mere lovende EF-mandskab yderst spændende, når de i Ardennerne tropper op med VM-bronzevinderen Woods side om side med Clarke og Bettiol, der begge har imponeret stort i de seneste uger.

 

Bahrain-Merida synes at have et særligt forhold til La Primavera. For bare et år siden tog en formsvag Nibali karrierens mest overraskende sejr i et løb, der slet ikke passer ham, og igen i år spillede de en hovedrolle, selvom holdets bedste kort, Sonny Colbrelli, som ventet trods alt ikke kunne matche de bedste puncheurs på Poggio. Mohoric viste nemlig igen sin enorme potentiale, da han bare få uger efter at være kommet sig ovenpå en knæskade for første gang kørte finale i et monument, og gudhjælpemig om det ikke igen lykkedes Nibali trods en pauver sæsonstart igen at være i spil på Via Roma, selvom den hårde opkørsel med Mohoric tilsyneladende havde kostet lidt for meget til at komme med et hajangreb i finalen. Det overskud havde imponerende Tom Dumoulin heller ikke, da han igen befandt sig i samme situation som ved VM, hvor han blev fanget på mellemhånd og efter en hård opkørsel stod uden muligheder i finalen. Alligevel må man tage hatten af for hollænderen, der har en eminent evne til næsten altid at spille en rolle, når han er på startstregen.

 

Knap så tilfreds kan Alejandro Valverde være. Efter at man lidt overraskende har skullet spejde forgæves efter den spanske veteran i forbindelse med hans seneste optrædender i Sanremo, lykkedes det ham ellers endelig at komme med det angreb på Poggio, som vi hidtil har savnet. I sidste ende kostede hans og Sagans intense nedstirren af hinanden imidlertid en anelse for meget, og ligesom sin forgænger i VM-trøjen blev han overrumplet, da spurten blev åbnet i venstre side. Derfor blev det ikke til et nævneværdigt resultat for manden, der forbløffede nok blot har vundet ét af sportens fem monumenter, men han kan i det mindste drage til Catalonien Rundt med bevidstheden om, at den sygdom, der kostede ham Strade Bianche, definitivt hører fortiden til.

 

En mere anonym vinder var Michael Matthews. Med bare halvanden løbsdag i benene og et slemt styrt, der betød, at han først i forrige weekend var tilbage på cyklen, gjorde nemlig, at han drog til Milano med tæt på ingen forventninger overhovedet. Alligevel lykkedes det ham næsten at køre med de bedste, og havde det blot været en anelse mere taktisk på Via Roma, var han måske endt i en position, hvor han kunne spurte om sejren. Det havde kræfterne nok trods alt ikke rakt til, men han kan nu drage til Spanien for i den kommende uge at fintune formen med en tro på, at han nok skal være der i de klassikere, han med den ændrede sæsonplan trods alt stadig har fastholdt på programmet, startende med Flandern Rundt.

 

Som sagt måtte man lidt overraskende spejde langt efter Greg Van Avermaet, der ellers normalt burde have været at finde i en gruppe som denne, og det kan undre. For to år siden fik han nemlig i sit jubelår for første gang chancen for faktisk at køre væk med en gruppe på Poggio, men her sad han alt for langt tilbage, da Sagan satte sit angreb ind. Man kunne have forventet, at han havde lært af den lektie, men alligevel var det ifølge hans eget udsagn det samme, der fik galt denne gang for en Van Avermaet, der ellers har virket velkørende i år. Man kan frygte, at det igen var det svage CCC-hold, der fejlede i forsøget på at hjælpe kaptajnen, og det kan vise sig at være et slemt dårligt varsel frem mod brostensklassikerne, hvor netop manglen på støtte kan være den værste forhindring for flere klassikersejre til den bundsolide belgiske stjerne.

 

For sprinterne blev årets løb en nedtur, men de var alle helt uforskyldte. For de hurtige folk er skæbnen nemlig altid ude af deres egne hænder, og de kan aldrig gøre andet end at folde hænderne og bede til de højere magter om et favorabelt scenarium efter Poggio. Det fik Deceuninck effektivt spoleret med deres dræbende tempo efterfulgt af Alaphilippes slangehug, og dermed må Arnaud Demare, Caleb Ewan, San Bennett, Fernando Gaviria og Alexander Kristoff - samt uheldige John Degenkolb, der blev ramt af defekt i finalen - sande, at det var skønne spildte kræfter at grave så dybt på Poggio. Heldigvis kommer der en chance igen om 12 måneder, og her kan de så håbe på, at Alaphilippe har spist noget forkert til morgenmad, så han ikke igen spolerer deres fest og med sine vilde antrit måske i de kommende år forvandler Milano-Sanremo til en puncheur- og ikke en sprinterfestival. I mellemtiden kan Kristoff så glæde sig over, at han fik ram på holdkammeraten Gaviria i spurten og atter fik vist, at han stadig er ufatteligt svær at bide skeer med, når der skal spurtes efter mere end 250 km.

 

Den evne håber han at drage nytte af, når klassikercirkusset i de kommende tre uger drager først til Flandern og siden Nordfrankrig. Her kan han og resten af feltet glæde sig over, at de slipper for Alaphilippe, der foreløbig ikke har noget at skulle have sagt på de ujævne pavéer. Til gengæld står der så en hel stjerneparade af andre Deceuninck-ryttere klar til at tage over, inden franskmanden vender tilbage til Ardennerne. Og foreløbig har de jo vundet de første fire af WorldTourens endagsløb. Nu mangler de bare de sidste 17…

DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Grædende Fuglsang: Mega, mega skuffet, mega ærgerlig og mega irriteret

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

TIRSDAG

Optakt med etapevinderbud: Adriatica Ionica Race

Hjælp os - Vind en Garmin Egde 830

Sunweb trækker Cees Bol ud af Touren: Vi vil ikke overskride hans grænser

Optakt: 17. etape af Tour de France

Fuglsang ikke alene - Endnu en Astana-rytter udgår

Groenewegen må igen se sig slået: Jeg blev lukket inde

Mørkøv: Nu har vi kun én chance tilbage

Fuglsang: Jeg kunne knapt stå på mine ben

Tour de France-analyse: Frem og tilbage er lige langt

Følg Tour-etapen til udbryderbyen Gap

Roompot trækker sig som sponsor

Etapevinder Ewan: Jeg havde ekstra motivation i dag

Mørkøv efter tabt sprint på 16. etape: Nu skal vi udnytte sidste chance i Paris

Roger Kluge efter ny Caleb Ewan-sejr: Han er den hurtigste fra baghjul

Debutanten Caleb Ewan efter ny sejr: Jeg led så meget derude i dag

Highlights: Caleb Ewan stjal sejren fra udbryderne på Fulgsangs sidste etape af årets Tour de France

Caleb Ewan vinder i Nîmes - Fuglsang udgår

Adam Yates vil vende tilbage til Touren

Nyt styrt: Jakob Fuglsang udgår af årets Tour de France

Fuglsang udgår af Tour de France

Thibaut Pinot tager ikke glæderne på forskud

Magi? Ineos-drengene laver sjov med vandflasker

Dan Martin: Benene er der bare ikke

Styrt! Geraint Thomas ryger en tur i asfalten

Movistar boss bekræfter: Farvel til Quintana og Carapaz

Bernal: Geraint Thomas er stadig vores kaptajn

Kruijswijk: Jeg kan vinde Touren

CCC-allrounder: Jeg har fundet min niche

AG2R skriver med tre stagiairer

Overblik: Udgåede ryttere i årets Tour de France

Ny bog: Den hemmelige cykelrytter

MANDAG

AG2R udtager holdene til belgiske løb

Bardet efter fiasko: Vil ændre mine forberedelser

Landa: Jeg vil kæmpe for hvert sekund

Jesper Hansen skal køre Vuelta a España

Optakt: 16. etape af Tour de France

Tour de France-analyse: Den rette hest at spille på

Jumbo-Visma forhandler med danskere

Fabio Aru efter comback: Jeg er realistisk

Astana har tropperne klar til Polen Rundt

Bernal: Tilpas med ny rolle

Geraint Thomas om klassementet: Situationen er anderledes

Disse 10 bøger bør du eje under Touren - SPAR 50%

Van Aert havde Paris i sigte

Berhane forlænger med Cofidis

Movistar forlænger med hele syv ryttere

James Knox forlænger med Deceuninck – Quick-Step

Alaphilippe: Vi har ikke holdet til at vinde Touren

Produktnyt: Cannondale opgraderer på E-MTB fronten

Quintana: Handler om at støtte Landa

Mads P kan få to nye danske holdkammerater

Sunweb-rytter udgår af Touren

Efter 15. etape i Touren: Sådan er klassementet på point

Nedslået Fuglsang: Jeg mangler noget

Nomaden Roche vil være mere end en, der bare cykler rundt

SØNDAG

Valverde: Det var næsten en perfekt dag for os

Landa: jeg følte mig bedre kørende i dag

Emanuel Buchmann havde endnu en god dag

Bernal: Jeg fik besked på at køre mit eget løb

Kämna: Jeg var selv overrasket

Kruijswijk: Hovedet ned, kør til stregen og begræns skaden

Fuglsang gav ingen interviews

Presset Geraint: Det er nemt bare at tænke på sidste år

Alaphilippe: Glad for at beholde trøjen

Simon Yates: Jeg var bekymret for, om de hentede mig bagfra

Matt White: Den største kvalitet ved denne organisation er at vende modgang til medgang

Geraint Thomas: Vi ville ikke føre med Alaphilippe på hjul

Tom Steels: Jeg tror, at Julien gik en smule over grænsen for at følge Pinot

Thibaut Pinot: Jeg vil tilbage til toppen af klassementet

Julien Alaphilippe: Det bliver en vildt hård sidste uge, så jeg nyder hver dag i den gule trøje

Yates: Jeg kørte aggressivt – lige som jeg kan lide det

Pinot: Vejret og etapen passede mig godt

Yates vinder på Prat d'Albis - Pinot i storstilet angreb

Alaphilippe knækker for første gang

Simon Yates: Alaphilippe vinder Touren

Lutsenko tæt på at styrte - Brian Holm ganske rolig i boksen

Landa angriber, og Fuglsang går efter!

Bagioli snupper sidste etape i d'Aosta - Vansevenant vinder samlet

Mas droppet tidligt på etapen!