\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
Michael Mørkøv og Elia Viviani skiftede forud for 2018-sæsonen begge til belgiske Quick-Step, hvor samarbejdet de to imellem så ud til klikke nærmest fra dag ét.
Michael Mørkøv og Elia Viviani indgik et særdels givtigt makkerskab i 2018.
På de tos blot tredje løbsdag sammen lykkedes det italieneren at vinde en etape i Tour Down Under, mens italienerens fire etapesejre i Giro d’Italia og tre i Vueltaen formentlig heller ikke var kommet uden danskerens store hjælp.
”Mørkøv havde rollen som manden inden Fabio Sabatini og Viviani - af og til tog han dog over som kaptajnens sidste mand - og derfor ventes den trio også at følges ad i tykt og tyndt igennem 2019,” vurderer Emil Axelgaard.
Foruden Tour Down Under kender vi endnu ikke meget til Mørkøvs løbsprogram for 2019. Om han eksempelvis bliver i Australien og tager Cadel Evans Great Ocean Road Race med den 27. januar vides endnu ikke, men da Elia Viviani er eneste bekræftede Deceuninck - Quick-Step-rytter til det løb, kunne noget tyde på det.
Hvilke Grand Tours det bliver til, er ligeledes uklart, men Mørkøv sagde før nytår til Feltet.dk, at han godt kunne tænke sig et program i stil med det, han havde i 2018. Efter to sæsoner uden Tour de France-deltagelse er det dog ikke helt urealistisk at tro på et comeback til det franske etapeløb.
”Mørkøvs præcise program vil blive bestemt af, om Viviani satser på Giroen og/eller Touren, og da meget peger i retning af, at sprinterstjernen kører første del af det italienske løb samt satser på at køre hele vejen til mål i Frankrig, kan det meget vel ende med at blive en hektisk og stor sæson for danskeren,” spår Emil Axelgaard.
Klassikere i dannebrog
Michael Mørkøv kunne den 1. juli sidste år hæve armene, da han kørte først over stregen ved DM i Linjeløb på Lolland. For anden gang i karrieren kunne han derfor iklæde sig den ikoniske dannebrogstrikot, som han selvfølgelig bar resten af sæsonen.
Michael Mørkøv bar dannebrogstrikoten i blandt andet Vueltaen.
Dermed har Mørkøv også mulighed for at lufte den flotteste af alle nationaltrøjer, hvis han bliver udtaget til årets Giro d’Italia. Også i klassikerne er der mulighed for at se den rød-hvide-trikot, men så er spørgsmålet, om Michael Mørkøv skal køre klassikere i år, og i så fald hvilke.
”Viviani vil også køre enkelte klassikere, som Milano-Sanremo, Gent-Wevelgem og Dwars door Vlaanderen, men da der her typisk ikke stilles med et klassisk tog, er danskerens deltagelse her usikker,” vurderer Emil Axelgaard, der mener, at Mørkøv i stedet kan sendes andetsteds.
”Det kan betyde, at han i løbet af foråret i stedet sendes med Hodeg eller Fabio Jakobsen til ugelange etapeløb, som det skete ved enkelte lejligheder i 2018.”
Selvom Mørkøv selv vurderer sin 2018-sæson til at være den bedste nogensinde, blev det ud over sejren ved DM ikke til personlig succes, hvis man altså ser bort for de to banesejre i henholdsvis Ballerup og Odense kort før nytår.
Flotte etaperesultater som to sjettepladser i Giroen, en fjerdeplads i Catalonien Rundt, en andenplads i Romandiet rundt, samt syvendepladser i både Vueltaen og Polen Rundt vidner dog om en dansker, der på sin bedste dage kørte med i den sjove ende i 2018.
”Mange personlige muligheder får han ikke i 2019, men vi så dog i det forgangne år, at han af og til kunne spurte sig til et hæderligt resultat på dage, hvor holdets sprinter var faldet fra inden finalen,” slutter Emil Axelgaard.
Michael Mørkøv tabte i midten af juni spurten til Mads Pedersen i Fyn Rundt, og måtte således tage til takke med andenpladsen i løbet. 14 dage senere overtog han i en personlig revanche dannebrogstrikoten fra netop Mads Pedersen.