Medie: Endnu en rytter forlader Sunweb
17. august 2018 16:01 af Lasse Wedege PenningFoto: A.S.O.

Laurens Ten Dam har været en skattet hjælperytter på Team Sunweb, men nu skriver De Telegraaf, at hollænderen forlader holdet til fordel for BMC Racing Team.

Phil Bauhaus skifter til Bahrain-Merida, Roy Curvers går på pension, Simon Geschke tager til BMC, og nu lader det til, at endnu en Sunweb-rytter forlader skuden.

 

Ifølge De Telegraaf tager Laurens Ten Dam, som Chris Anker Sørensen har døbt Fedtmule, samme vej som Geschke og skriver kontrakt med BMC Racing Team, der næste år får ny hovedsponsor i CCC.

 

Ten Dam har tidligere kørt i top ti i både Tour de France og Vuelta a España, men har de seneste år dedikeret sig til hjælperytterarbejde, særligt for Tom Dumoulin, som han i år hjalp til andenpladser i både Giro d'Italia og Tour de France.

 

37-årige Fedtmules formodede afgang kan blive et stort tab for hollænderen, som i Ten Dam og Geschke mister sine to bedste bjerghjælpere fraset Wilco Kelderman, som missede Touren på grund af en skade.

 

BMC Racing Team har selv mistet en række ryttere som Rohan Dennis, Dylan Teuns og Stefan Küng. Du kan få hele overblikket over transfermarkedet på Feltet.dks transferliste.

DEL
KOMMENTARER