\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
Den rolle havde han også i sidste sæson, men ikke desto mindre var det kun Quick-Steps Niki Terpstra, der viste sig stærkere end den unge dansker i Flandern Rundt, og han måtte derfor tage til takke med en vanvittig flot andenplads i monumentet.
”Rollen som joker forhindrede ikke Pedersen i at levere sensationen i 2018, og tager han yderligere et skridt i 2019, er hierarkiet næppe mere fastlåst, end at han vil kunne tiltvinge sig en vis plads, ikke mindst i de hårdeste løb, Omloop Het Nieuwsblad, E3 Harelbeke, Flandern Rundt og Paris-Roubaix, hvor benene og i mindre grad taktikken gør forskelle,” siger Emil Axelgaard.
Vueltaen fremfor Touren
Selvom Mads Pedersen stadig er i Trek-Segafredos bruttotrup til Tour de France, er det ikke sandsynligt at 2019 bliver sæsonen, hvor han debuterer i den franske Grand Tour.
Til gengæld er han sammen med holdets ledelse blevet enig om at køre Vuelta a España, og det kan vise sig at blive en rigtig god disposition.
”Her kommer holdet til start uden en topfavorit til klassementet, og der burde derfor være rig mulighed for, at han her kan jagte etaper og forsøge sig i et par af massespurterne,” vurdere Emil Axelgaard, der dog ser en enkelt ulempe for den stærke dansker.
”Hans klatreevner er fortsat for begrænsede til, at han har de helt store chancer til faktisk at omsætte mulighederne til en sejr.”
Mads Pedersen meldte tidligere på måneden ud, at han kommer til at køre alle forårets brostensløb, og at det er her hans fokus i første omgang ligger. Ikke desto mindre håber Feltet.dk’s cykelekspert at se ham i etapløb imellem de hårde forårsløb og Vueltaen sidst i august.
”Man kan drømme om at se ham forsøge sig som klassementsrytter i løb som BinckBank Tour og Belgium Tour, der på papiret passer perfekt til den tempostærke dansker, der forhåbentlig også kan fortsætte sin fremgang i kampen mod uret,” siger Emil Axelgaard.
I Tour de l’Eurométropole sidst i september viste Trek-Segafredo i høj grad, at de tror meget på deres dansker, som med stor hjælp fra Jasper Stuyven lige akkurat lykkedes med at hente Lotto Soudals Tiesj Benoot inden stregen, og det tegner godt for den nye sæson.
”Trek viste i 2018, at de er mere end villige til at give flere ryttere chancen i mindre endagsløb, og Mads Pedersen burde have chancer for at jagte en sejr i de relativt flade løb i Belgien eller Frankrig, som han gjorde det med sejren i Tour de l’Eurometropole i september,” siger Emil Axelgaard.
Mads Pedersen formåede i 2018 at vinde både en etape i Herald Sun Tour og Fyn Rundt iklædt dannebrogstrikoten, som også blev båret, da han tog sin flotte andenplads i Flandern Rundt.
Da danskeren kørte først over stregen i belgiske Tour de l’Eurométropole var det dog i den klassiske, røde Trek-Segafredo-trikot, og han vil helt sikkert være opsat på at genvinde dannebrogstrikoten, når der skal findes en ny dansk mester i Esbjerg den 30. Juni.
Slutteligt er der også et VM i Yorkshire at se frem til sidst i september, og som det var tilfældet i 2018, kan Danmark forhåbentligt stille med et historisk stærkt hold, hvor Mads Pedersen potentielt kan få en meget stor rolle.
”Endelig ligner han en vigtig brik på det danske VM-hold, hvor han dog nok umiddelbart står under Cort, Kragh og Valgren i hierarkiet,” vurderer Emil Axelgaard.
Mads Pedersen starter sin sæson i det franske etapeløb Etoile de Bessèges den 6. februar, mens hans deltagelse i Omloop Het Nieuwsblad, Kuurne-Bruxelles-Kuurne, E3 BinckBank Classic, Gent-Wevelgem, Dwars door Vlaanderen, Flandern Rundt og Paris-Roubaix ligeledes er bekræftet.