Løbets rolle og historie

Bemærk: Gennemgangen af løbets rolle og historie tager udgangspunkt i et sædvanligt cykelår. Grundet corona-krisen er meget imidlertid anderledes i 2020.

Serien af brostensløb i Flandern afsluttes traditionelt med en begivenhed, der afviger en anelse fra dem, der har domineret i de foregående uger. Scheldeprijs er ganske vist et flamsk løb, indeholder brosten og afvikles i udkanten af Den Flamske Cyckeluge, men det finder sted i en anden del af regionen, langt fra de hellingen, der karakteriserer de øvrige flamske klassikere, og derfor giver det anledning til en helt anden slags cykelløb.

Med dets flade rute markerer Scheldeprijs på perfekt vis overgangen fra de kuperede flamske løb til de flade pavéer i Paris-Roubaix. Som den franske klassiker er løbet helt fladt, og de værste udfordringer er de få lader pavéer, men bortset fra de fællestræk er der tale om vidt forskellige løb. Mens Paris-Roubaix er et af de mest selektive løb på sæsonen, er Scheldeprijs i den helt modsatte ende af skalaen. Broeckstraat-pavéen - løbets hovedudfordring - er slet ikke hård nok til at gøre en nævneværdig forskel, og derfor er løbet et af de mest eftertragtede for sprinterne.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

Kalenderen er fyldt med flade endagsløb, specielt i Belgien, men Scheldeprijs er i sin egen liga. Ingen stor sprinter kan være fuldt tilfreds med karrieren, hvis ikke han har sikret sig en sejr i løbet, der er kendt som sprinternes verdensmesterskab. Hvad der får det til at skille sig ud fra de øvrige fladbaneløb, er dets lange historie. Scheldeprijs blev afviklet første gang i 1907 og er dermed et af sportens historiske løb, endda det ældste i hele Flandern. Sejrslisten indeholder navnene på mange af sporyens allerhurtigste folk, og med folk som Mark Cavendish, Marcel Kittel, Alexander Kristoff, Tyler Farrar, Alessandro Petacchi og Tom Boonen som tidligere vindere har mange af den nuværende generation af topsprintere allerede sat deres aftryk på den traditionelle afslutning i Schoten lige uden for Antwerpen. Som mange andre belgiske løb er det blevet domineret af værtsnationen i de tidlige år, men efterhånden som sporten blev internationaliseret, og løbet vandt prestige, blev vinderlisten mere varieret, og nu skal man helt tilbage til Boonens sejr i 2006 for at finde den seneste belgiske vinder.

I mange år blev Scheldeprijs afviklet onsdagen efter Paris-Roubaix og var det sidste løb i brostenssæsonen. Med få kilometer på brosten havde de store klassikerspecialister begrænsede muligheder for at gøre en forskel, og de store stjerner fra Flandern Rundt og Paris-Roubaix valgte derfor ofte at afslutte deres forårssæson på velodromen i Paris-Roubaix tre dage før Scheldeprijs. I stedet blev det lidt af et vedhæng til en af de mest spændende dele af sæsonen, afviklet på et tidspunkt, hvor mange af dets mulige profiler var trætte.

I en generel omstrukturering af forårskalenderen i 2010 overtog Scheldeprijs Gent-Wevelgems plads i kalenderen om onsdagen mellem Flandern Rundt og Paris-Roubaix, og det viste sig at være et klogt valg. I stedet for at være et overflødigt tillæg til en allerede lang forårssæson tilbyder løbet nu klassikerspecialisterne en mulighed for at holde kroppen i gang og få en sidste test på brosten i løbstempo inden deres store mål næste søndag. Brabantse Pijl har overtaget den gamle dato, og det giver samtidig en langt mere naturlig overgang fra brosten til de mere kuperede løb i Ardennerne.

Som en konsekvens har løbet været i stand til at tiltrække et meget stærkere felt, der ikke bare består af sprintere. Nu om dage blander de hurtige folk sig ofte med favoritterne til Paris-Roubaix, men de to ryttertyper har helt forskellige ambitioner. Mens Roubaix-stjerne bare skal teste benene på brostenene, inden de falder tilbage eller helt udgår, har sprinterne altid løbet som et af de vigtigste mål i foråret, og de vil gøre alt for at vinde. Det gør løbet til en sjov blanding af forberedelse og højdepunkt. Uheldigvis har det været skæmmet af mange styrt, og det er derfor altid en vanskelig balance for Roubaix-rytterne at vurdere, om det overhovedet er risikoen værd at stille til start. For et par år siden var stort set alle Roubaix-favoritter til start, men i de seneste tre år har tendensen ændret sig, og i år er det igen primært sprinterne, der nøder op, mens stjernerne til den kommende søndag næsten alle er fraværende.

Arrangørerne er opmærksomme på deres ry som lidt af en styrtfestival, og specielt i de senere år har vi set nogle grimme styrt i finalerne. Forud for 2016-udgaven tog man derfor en række forholdsregler for at forbedre sikkerheden. Først og fremmest forkortede man opløbsstrækningen, hvilket gør det vanskeligere at ændre position i finalen, og når der kommer færre ryttere bagfra, burde det blive mindre farligt. Derudover har man reduceret størrelsen på feltet i det håb, at færre ryttere på de smalle veje vil gøre en forskel.

I de seneste år har løbet været domineret af to sprintere, der begge har været blandt de hurtigste i de seneste årti. Marcel Kittel og Mark Cavendish har vundet løbet henholdsvis fem og tre gange, og efter at de begge måtte droppe løbet i 2015, var det Kittel, der i 2016 skrev historie ved at blive den første rytter med fire sejre, en rekord, han udbyggede med sin femte sejr i 2017. I de seneste to år har mange af topsprinterne overraskende valgt løbet fra, men i corona-året 2020 får løbet en lille renæssance med deltagelse af de fleste af de hurtige folk, der ikke kører Giro.

Løbet er altid fundet sted i området omkring byen Antwerpen og floden Schelde, der har givet det dets navn. I 2017 flyttede man imidlertid starten til Tom Boonens fødeby Mol for at markere hans sidste løb på belgisk grund, men sidste år tog man et helt nyt skridt i et forsøg på at gøre løbet til andet og mere end en sprinterfestival. Man forsøgte nemlig at give det lidt forudsigelige løb et nyt twist ved at flytte starten til Holland og den vindblæste Zeeland-provins i håb om, at det kunne skabe ny dynamik og mere bevægelse i løbet, og det blev i særdeleshed tilfældet på en ganske dramatisk dag, der bød på langt større udskilning end tidligere - præcis som det skete, da modellen blev genbrugt i 2019.

Derfor var det også blot et decimeret felt, der skulle spurte om sejren i det, der blev løbets ukronede konge Kittels sidste løb, og her var Fabio Jakobsen for andet år i træk hurtigst, da han henviste Max Walscheidog Chris Lawless til de sekundære podieplaceringer. Uheldige Jakobsen forsvarer naturligvis ikke titlen og misser muligheden for et hattrick, men både Walscheid og Lawless er med igen.

Ruten

Ruten i Scheldeprijs følger altid et meget traditionelt format, og selvom der som regel er enkelte modifikationer fra år til år, har der traditionelt aldrig været store overraskelser for løbets favoritter. Nøglepunkterne har således altid været de samme. Efter en stor indledende rundstrækning afsluttedes der med tre omgange på en rundstrækning, der inkluderer den lille pavé Broeckstraat, der er løbets højdepunkt, og denne del af ruten er uforandret år efter år.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Som sagt lavede arrangørerne i 2016 et par små justeringer for at forbedre sikkerheden. Den velkendte 16,8 km lange rundstrækning blev kun ændret svagt, men målstregen blev flyttet, hvorved opløbsstrækningen blev kortere. Derudover havde løbet det velkendte format, dog i en lidt forlænget udgave.

I 2017 ærede man Tom Boonen i hans allersidste løb på belgisk grund, og det gjorde man ved at flytte starten fra Antwerpen nogle få kilometer fra målet i Schoten til Boonens fødeby Mol, der er lokaliseret ganske langt øst for området omkring den store havneby. Det betød, at første del af løbet var ændret fuldstændigt, og i stedet for en stor rundstrækning tilbragte man nu tiden med at køre mellem start- og målbyerne igennem fladt terræn. Det hele afsluttedes dog med den klassiske rundstrækningsfinale, der var helt uforandret, og derfor havde ændringerne ikke den store effekt.

Som sagt besluttede man i 2018 at ændre på forudsigeligheden. I vinteren 2017-2018 blev det nemlig annonceret, at man havde indgået en aftale med den hollandske by Terneuzen i den vindblæste Zeeland-provins om i de kommende år at arrangere starten. Håbet er, at en god gang sidevind i den indledende del vil skabe mere action og større udskilning og dermed ændre det lidt begivenhedsfattige format, der som regel kulminerer i en stor spurt. Finalen med omgangene på rundstrækningen med Broeckstraat er dog fortsat helt uændret. Den model fungerede godt i de mere dynamiske 2018- og 2019-versioner og skulle have været genbrugt i år.

Det fik corona-virus dog ødelagt, da Holland som bekendt allerede under BinckBank Tour sagde nej tak til cykelløb. Derfor har arrangørerne i sidste øjeblik ændret planer og reduceret den historiske klassiker til et rent rundstrækningsløb. Nu skal der alene køres omgange på den afsluttende 17,5 km lange runde, der er en modificering af den 16,8 km lange rundstrækning, vi kender. Modifikationen består endda af at køre udenom brostenene på Broeckstraat, hvorfor der i år bliver tale om helt brostensløs klassiker.

I alt skal der køres 10 omgange i et løb, der altså bliver 175,0 km langt og er pandekagefladt med start og som altid mål i Schoten. Rundstrækningen er næsten rektangulær, og for det meste kører rytterne enten mod øst eller vest. Først snor man sig mod nordøst via et par sving, inden man rammer en lang, lige vej, der fører mod sydvest. Dernæst går det ad en lang, lige vej mod nordvest - det er her, man dropper passagen af Broeckstraat - inden man med 3,8 km igen drejer skarpt til højre. Det næste sving følger med 2,7 km igen, og derefter er det en helt lige vej, der leder passerer igennem en rundkørsel og leder frem til mål.

Løbet byder i alt på 710 højdemeter, hvilket er 500 mere end sidste år.

Læs også

Nyt, stort løb annoncerer ruten til første udgave

Vejret

De seneste to år har sidevinden i Holland skabt herligt cykelløb, men i år skal man for det første ikke til Holland, og det bliver heller ikke specielt blæsende. Onsdag vil være overskyet, men tør, og temperaturen vil nå 14 grader. Vinden vil være let til jævn (15-17 km/t) og komme fra nordvest. Det giver indledende sidemedvind, indtil man får sidemod- og modvind på rundstrækningen anden halvdel. Slutteligt får man sidemedvind på den lange opløbsstrækning.

Favoritterne

Enhver, der har set kalenderen for de kommende uger, vil vide, at der bliver knald på. Derfor er dette også en skitseagtig lynoptakt uden samme grundighed som normalt - mest skrevet fordi min samvittighed ikke kunne holde til at skippe så stort et løb. I den forstand er det mere en opremsning af de mest interessante navne mere end en meget præcis vægtning af, hvem der har de bedste chancer.

Så snart et løb får ry som et sprinterløb, bliver det ofte en selvopfyldende profeti. Der er ganske vist enkelte hold, der alene stiller til start i Mol for at forberede sig til Flandern Rundt, men ethvert hold med ambitioner i onsdagens løb møder op med en hurtig afslutter og et stærkt mandskab til at støtte ham. Som et af de får store endagsløb, sprinterne faktisk kan vinde, er det udpeget som et mål for mange af dem, der har forberedt sig helt specifikt. De vil ikke lade denne mulighed gå til spilde, og de fleste hold går ind til løbet med den plan, at det hele skal slutte i en massespurt.

Når de fleste hold har den ambition, er det eneste, der kan skabe udskilning, styrt eller vind, især nu hvor brostenene på Broeckstraat er ude. Det er en skam, at starten i Holland, der har givet vildt sidevindsræs de seneste år, har måttet droppes, for nu er det næsten umuligt at undgå en massespurt. I forvejen plejer vinden ikke at spille en rolle på rundstrækningen, og i år synes den slet ikke at være kraftig nok til at gøre det. Lidt nervøsitet er der altid i sidemedvinden i starten, men det bliver ikke i år, at vinden skaber splittelse.

Nej, det bliver et ret tilforladeligt løb. Selvfølgelig vil der være angreb undervejs - sikkert også i finalen, som der plejer - men sprinterholdene anført af Deceuninck, Lotto og Bora skal nok holdet samlet. Sprinternes verdensmesterskab ender i en spurt - i år heldigvis på tørre veje - efter et lettere og kortere løb end vanligt. En modifikation af selve finalen betyder også en meget lang og lige opløbsstrækning, hvor positionering ikke er altafgørende, og hvor man kan lade benene tale i sidemedvinden.

Startlisten er stærkere end sidste år og tæller de fleste af de topsprintere, der ikke kører Giro. Det gør det til en relativt åben affære, men i mine øjne står Sam Bennett stærkest. Han savner den sygdomsramte Michael Mørkøv, men toget ser stadig skræmmende stærkt ud og ligner det bedste. Udfordringen er, at Bennett ofte er rusten efter en pause, men forhåbentlig fik Gent-Wevelgem fjernet den værste rust. Han bør være i form, da han synes at have kurs mod Vueltaen, og som løbets vel nok hurtigste med det bedste tog er han min favorit.

Den naturlige hovedrival er Caleb Ewan, men jeg tror faktisk mere på Pascal Ackermann. Tyskeren skuffede i BinckBank Tour og har været svær at læse i år, men han viste fremragende fart i Tirreno. Formen frem mod Vueltaen bør være i top, og også hans tog ser stærkt ud. I øjeblikket kan det blive fugl eller fisk med ham, men med Tirreno-farten er han farlig.

Når jeg tvivler på Caleb Ewan, skyldes det tvivl om formen. Sidste år var han død efter Touren, og det kunne godt gentage sig. Han droppede Giroen og blev sat med det samme i Wevelgem. Det er ikke bekræftet, at han ikke kører Vuelta, men mest af alt tror jeg, at han kører sine sidste løb i Wevelgem, her og De Panne. Jeg tror, at form og motivation kan mangle. Udelukket er han dog ikke, for han har stadig farten i et let sprinterløb som dette, hvis han kan placere sig bedre end i Touren.

Dernæst vil jeg faktiskpege på Edward Theuns. Jeg har ikke selv kunnet finde en bekræftelse på det, men en bruger fortalte mig under live-opdateringen i dag, at Mads Pedersen har udtalt, at han ikke kører spurten. Theuns er knap så hurtig, men toget er utvivlsomt et af de to bedste - hvis ikke det bedste. Det kan gøre den afgørende forskel. Og skifter de hest, så de kører for Pedersen, står de bare endnu stærkere.

Læs også

Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter

UAE kan køre for både Jasper Philipsen og Alexander Kristoff. Forhåbentlig kører de for Philipsen, der viste fremragende fart med sejren i BinckBank Tour og er god i positionskampen, men deres udmelding inden løbet indikerer, at de satser på Kristoff. Han er ikke uden chance, men får det svært i så let et løb trods den gode positionering. Bedst chance har de med Philipsen.

Tim Merlier har vist, at han har farten til at slå de bedste, senest i Tirreno, men han skuffede fælt i Gooik og BinckBank. Han er i forvejen svag i positionskampen og skal bruge både held og bedre form end hidtil. Lykkes det, har han utvivlsomt farten.

Sunweb kommer med hele tre sprintere i form af Cees Bol, Alberto Dainese og Max Kanter. Meldingen er meget uklar, for de vil bare køre for ”en af deres sprintere”. Kanter bliver det næppe, men det kan både blive Bol og Dainese. I dag må Bol dog regnes som deres førstesprinter, og jeg vil tro, at det bliver ham. Han mangler lidt fart og positionering, men toget ser forrygende stærkt ud og kan gøre forskellen.

Jeg vil også fremhæve Danny van Poppel, der endelig er genfødt. Han gjorde det fornemt i BinckBank Tourog er god i positionskampen. Måske mangler han dog den sidste fart til at vinde. Jakub Mareczko har lignet sig selv igen i Ungarn. Hans positionering er altid svag, men dette opløb er så ukompliceret, at han har en chance, hvis han sidder rigtigt. Nacer Bouhanni har virket meget formstærk med to sejre i Frankrig og et flot Paris-Tours og bør komme langt, selvom han nok mangler den sidste fart. Max Walscheid blev nr. 2 sidste år og står stærkt i et let sprinterløb, hvis han endelig kan få sig positioneret. Endelig vil jeg fremhæve Arvid de Kleijn, der virkelig har imponeret i år senest i Gooik.

Blandt de øvrige sprintere har Mitchelton åbnet mulighed for at køre for både Luka Mezgec og Kaden Groves , hvoraf sidstnævnte står stærkest på fart, men det bliver svært i dette selskab. Bryan Coquard virker meget formsvag, og selvom løbet egentlig passer ham, og han stadig synes at have farten, er jeg usikker på André Greipel , der er erklæret kaptajn, efter styrtet i Touren. Bahrain har meldt ud, at de kører for Mark Cavendish efter den megen polemik, der har været om ham, men han kan ikke længere være med i front på dette niveau. Christophe Laporte har positioneringsevne, men mangler fart, og det samme gælder for Amaury Capiot, der dog måske skal dele ansvaret med Sasha Weemaes. Niccolo Bonifazio har slet ikke ramt den efter pausen og synes igen formsvag. Nippo kan køre for både Eduard Grosu og Pierre Barbier, der kan gøre det godt, men ikke vinde, og det skal blive interessant at se unge Jake Stewart fra FDJ følge op på den fine kørsel i Limousin. Lionel Taminiaux, Enzo Wouters, Chris Lawless og måske Yevgeniy Gidich kan også spurte, men ikke være med helt i front.

***** Sam Bennett

**** Pascal Ackermann, Caleb Ewan

*** Edward Theuns, Mads Pedersen, Jasper Philipsen, Alexander Kristoff, Tim Merlier

** Cees Bol, Danny van Poppel, Nacer Bouhanni, Jakub Mareczko, Alberto Dainese, Max Walscheid, Arvid de Kleijn, André Greipel, Kaden Groves

* Bryan Coquard, Christophe Laporte, Niccolo Bonifazio, Eduard Grosu, Jake Stewart, Amaury Capiot, Pierre Barbier, Jasper Stuyven, Max Kanter, Luka Mezgec, Mark Cavendish, Sonny Colbrelli, Chris Lawless, Lionel Taminiaux, Sasha Weemaes, Enzo Wouters

Danskerne

Mads Pedersen burde have været en af favoritterne, men har angiveligt sagt, at han ikke kører spurten, hvorfor han nok bare skal støtte Edward Theuns. Hos Mitchelton skal Christopher Juul hjælpe Kaden Groves og Luka Mezgec, mens Casper Pedersen bliver en vigtig del af toget for en af Sunwebs sprintere. På Riwal skal Tobias Kongstad støtte Arvid de Kleijn

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Fabio Jakobsens sejre fra 2019 og 2018, Marcel Kittels sejre fra 2017, 2016, 2014 og 2013 samt Alexander Kristoffs sejr fra 2015.