SE TOUR DE LANGKAWI UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

I løbet af de sidste to årtier er cykelsporten blevet mere global. Mens store etapeløb er blevet etableret i Nordamerika og Australien, var det Malaysia, der puttede Asien på landkortet, da man første gang arrangerede Tour de Langkawi. Selvom der i mange år havde været adskillige etapeløb, manglede der en begivenhed, der kunne tiltrække de europæiske storhold, men det kom, da løbet blevet etableret i 1996.

Med en tidlig dato, god organisation og perfekt vejr var det altid i stand til at tiltrække hold fra Europa, som har set det som en god lejlighed til at få tidlige løbskilometer i benene. I de senere år tabte det ganske vist tabt kampen til løbene i Mellemøsten og Tour Down Under, og startlisten havde ikke altid den højeste standard, men det udgjode fortsat en alternativ forberedelse for nogle europæere, specielt fra professionelle kontinentalhold. Da det afholdtes lidt senere end de fleste andre ikke-europæiske forberedelsesløb, var det som skabt til ryttere, der ville ramme formen lidt senere på sæsonen.

Se afslutningen på sidste etape af Tour de Langkawi

SE MASSER AF CYKELSPORT PÅ

I samme periode blev løbet primært en skueplads for unge talenter. I stedet for at satse på etablerede navne, der brugte løbet til at forberede sig mod senere mål, sendte de deltagende WorldTour-hold ofte unge ryttere til Malaysia. Manglen på stress og det lidt lavere niveau gjorde det til en god mulighed for talenterne til at påtage sig en kaptajnrolle og få et par sejre. I 2015 var det Caleb Ewan, der fik en blid start på sin professionelle karriere ved at vinde etaper i Malaysia, og i 2016 var det Miguel Angel Lopez, der tog sejren på kongeetapen som opvarmning til sit senere gennembrud i Europa.

Tour de Langkawi er et sært løb. Meget ofte har det været afholdt over 10 etaper, og da de næsten alle har været helt flade, har det været et sandt paradis for sprintere. Næsten alle etaper er endt i massespurter, og det har gjort løbet temmelig monotont.

De rene sprintere har imidlertid aldrig været i spil til den samlede sejr. De fleste udgaver af løbet har inkluderet den berømte bjergafslutning i Genting Highlands, som meget ofte har bestemt den samlede vinder. For flere år siden var der også en enkeltstart i løbet, men det er ikke længere tilfældet. Derfor har løbet været en speciel affære, hvor sprinterne har været i rampelyset næsten hver eneste dag, mens klatrerne har kørt rundt og bare ventet på den ene dag, hvor de kunne gøre forskellen. Genting Highlands er en meget svær stigning, der kan gøre kolossale forskelle, og da det stort set hvert år er blevet afgjort her, er løbet blevet domineret af rene klatrere fra Colombia og Venezuela.

Dermed har Tour de Langkawi traditionelt passet to ryttertyper: rene klatrere og rene sprintere. For den sidste kategori af ryttere er det den perfekt chance for at vise deres topfart i stedet for at deltage i mere kuperede løb i Europa, og for de førstnævnte er det en chance for at vinde et etapeløb uden at skulle køre enkeltstart. I flere år har Genting Highlands imidlertid været ubrugelig grundet afviklingen af det kinesiske nytår, og det har betydet, at man i flere udgaver i stedet har benyttet den meget lettere Cameron Highlands-stigning som mål for kongeetapen. Det har givet lidt tungere folk som Ryan Gibbons og Reinardt van Rensburg en chance for at tage lidt atypiske sejre i etapeløb.

I løbets storhedstid havde løbet et vist held med også at tiltrække større navne, men desværre er tiltrækningskraften dalet i takt med, at andre verdensdele har kunnet præsentere løb under varme himmelstrøg under den europæiske vinter. Det har kostet dyrt for det malaysiske løb, der har kunnet se antallet af store hold og store navne dale betragteligt. Derfor har løbet også søgt efter den ideelle kalenderplacering. Tidligere blev løbet altid afviklet i første del af februar, men den måned er i dag nærmest dynget til med etapeløb i forskellige dele af verden. Derfor har man forsøgt sig med alternative placeringer i januar og marts. I de senere år har det hovedsageligt været afviklet i forbindelse md månedsskiftet mellem februar og marts, men siden er eksperimenterne taget til. I 2018 blev løbet afviklet i anden halvdel af marts, og i 2019 blev det sågar afviklet i april, inden det i 2020 genfandt sin gamle placering i første del af februar. Samtidig blev løbet forud for 2015-udgaven forkortet fra det gamle meget lange format over 10 etaper til de otte etaper, løbet i dag strækker sig over.

Desværre har løbet som så mange andre ikke-europæiske løb lidt voldsomt under coronapandemien. Løbet nåede akkurat at blive afviklet i 2020, inden verden blev lukket ned, men i 2021 blev løbet, der var planlagt til begyndelsen af februar, helt aflyst. Det var også planen, at løbet i 2022 skulle have sin vanlige placering i den første del af sæsonen, men igen måtte man opgive den oprindelige plan. Denne gang lykkedes det dog at finde en alternativ dato, og derfor vendte løbet efter mere end to års pause tilbage i en helt ny rolle som efterårsløb og i kraft af aflysningen af Tour of Guangxi som sæsonens sidste store etapeløb.

Det førte paradoksalt nok til en markant styrkelse af feltet. Hvor løbets gradvise deroute førte til deltagelse af bare to WorldTour-hold i 2017, ét WorldTour-hold i 2018, nul WorldTour-hold i apriludgaven i 2019 og et enkelt WorldTour-hold i 2020, talte 2022-felt ikke færre end seks hold fra højeste niveau, hvilket må være tæt på at være rekord for løbet. Det var ikke svært at regne årsagen ud. Fire af holdene var nemlig Lotto, Movistar, Cofidis og EF, der ikke turde misse chancen for at score point i et relativt svagt besat ProSeries-løb, selvom det næppe var populært at sende de udkørte ryttere til Malaysia for at køre ikke færre end otte etaper på en tid af året, hvor alle helst vil på ferie. Endnu mere frustrerende blev det for selvsamme ryttere, at pointkampen stort set var afgjort, da løbet endelig løb af stablen, og derfor kunne de have sparet sig turen. For løbet og alverdens cykelfans var det imidlertid en glæde, og da også UAE og Astana, formentlig grundet deres asiatiske baggrund, også mødte op, var det et for løbet historisk stærkt felt, der kastede sig ud på de malaysiske landeveje på en helt atypisk tid af året.

Læs også

Thomas om Froome: - Han sidder lidt fast i 2010’erne

Om det var den succes, der har fået arrangørerne til at holde fast i den nye efterårsplacering, skal jeg lade være usagt, men i 2023 er det i hvert fald atter sidst på sæsonen, det vil løbe af stablen. Denne gang sker det dog betydeligt tidligere, nemlig i sidste uge af september, hvor der stadig er fuld gang i den i Europa. I år er Tour of Guangxi ellers tilbage, men man har ikke valgt den oplagte løsning at lægge løbet så tæt på det kinesiske WorldTour-løb, at der kan opstå en væsentlig synergi. Den nye placering har da også kostet ganske meget på feltet, der nu blot tæller WorldTour-holdene Astana og EF, men med deltagelse af yderligere otte ProTeams er det stadig et stærkere felt, end vi så det i flere af de sidste år inden nedlukningen.

Sidste års superfelt kan de dog ikke matche, men her var det også en sand stjerneparade, der var draget til Malaysia. Som altid blev der kørt et hav af massespurter, mens klassementet blev afgjort i det store slag på Genting Highlands, hvor et historisk stærkt felt udkæmpede slaget. Det endte som en duel mellem Ivan Ramiro Sosa og Hugh Carthy, og her kunne Sosa på de sidste meter trække fra og tage etapesejren, inden han fem dage senere kunne hyldes som endnu en af de mange colombianske samlede vindere med 23 sekunder ned til Carthy og 1.47 ned til Torstein Træen, der via et udbrud på 7. etape lykkedes med at tage den sidste podieplads, selvom han blot var blevet nr. 5 på kongeetapen. Movistar skipper i år løbet, hvorfor Sosa ikke forsvarer titlen, og da Uno-X og dermed Træen heller ikke deltager, mens Carthy puster ud efter Vueltaen, skal der denne gang findes et helt nyt podium.

SE TOUR DE LANGKAWI UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

BEMÆRK: I denne optakt er der ikke de sædvanlige detaljerede etapebeskrivelser. I stedet er der blot tale om en mere skitseagtig gennemgang ledsaget af kort og profiler.

Som nævnt ovenfor har Tour de Langkawi traditionelt været et af sportens mest monotone løb. Et hav af helt flade, meget lette og ofte også ganske korte sprinteretaper har gjort det til et paradis for de helt rene sprintere - først og fremmest Langkawi-kongen Andrea Guardini, som vandt ikke færre end 24 gange. Specielt da løbet fortsat var 10 etaper langt, kunne man godt føle, at man var udsat for den ene gentagelse efter den anden, når de samme sprintere kæmpede om sejren igen og igen i mere end en uge.

Efter enkeltstarten forsvandt for efterhånden mange år siden, har undtagelsen været løbets kongeetape, der mere eller mindre ensidigt har afgjort klassementet. Som udgangspunkt har den været henlagt til løbets ikoniske stigning, Genting Highlands, men når fejringen af det kinesiske nytår er kommet i vejen, har man brugt den meget lettere Cameron Highlands i stedet. Heldigvis er der på denne tid af året ikke nytårsfester, og derfor er Genting Highlands i år tilbage for fjerde udgave i træk.

Sidste år forsøgte man endda givet løbet et ekstra krydderi i form af en anden bjergafslutning, men et ærgerligt jordskred dagen forinden betød, at man i sidste øjeblik måtte opgive den ide. Om det er det uheld, der er årsagen til, at eksperimentet ikke gentages, skal jeg lade være usagt, men sandt er det i hvert fald, at man i år dropper ideen og vender tilbage til et helt klassisk format. Således er hele seks af de otte etaper helt flade sprinteretaper, og derudover er der som supplement til kongeetapen en mere kuperet 3. etape, hvor de sidste små 40 km dog stadig er ganske lette, hvorfor den næppe vil gøre forskelle mellem de bedste klatrere.

Lørdag får sprinterne som altid det første ord, når der skal køres 187,4 km næsten helt flade kilometer mellem Kerteh og Kuala Terengganu. Undervejs er der to småbakker og i alt 1066 højdemeter, der dog næppe kan genere mange frem mod en enkel finale, hvor eneste udfordring over de sidste 4,8 km er et sving med 1500 m igen.

Læs også

Amerikansk toprytter vil ikke gå efter Tour-klassement: Der er kun tre der kan vinde

Søndag bliver der med det samme en mulighed for revanche, når der venter en næsten identisk etape. Her skal der køres 186,2 km mellem Kuala Terengganu og Kota Bahru, og her er der igen to småbakker samt denne gang i alt 1009 højdemeter på programmet. Denne gang er finalen dog helt anderledes teknisk, da der er sving med hhv. 2500 m, 800 m og 700 m igen.

Læs også

Giro-etapevinder mangler hold: - Jeg tror, min erfaring kan være værdifuld

Mandag kommer der variation i foretagendet på den ganske kuperede 3. etape. Her venter nemlig ikke færre end 3511 højdemeter over de 183,1 km mellem Jeli og Beling, men de første kommer i starten, hvor man med det samme skal op over stigningen Jeli (14,1 m, 3,5) efterfulgt af Punch Titiwangsa (14,1 km, 2,6%) - begge relativt bløde stigninger. Efter en nedkørsel venter så Sri Banding (8,1 km, 4,2%), inden et fladt stykke leder frem til Sungai Rui (2,3 km, 6,2%), der er ganske stejl. Fra toppen er de sidste 36,1 km dog faldende eller flade frem mod en teknisk finale med sene sving med hhv. 1300 m og bare 300 m igen.

Læs også

Officielt: Dansk profil skal køre for portugisisk hold

Efter en sådan omgang skal der skrues ned for vanskelighederne igen, og det bliver der tirsdag. Hr skal der nemlig køres beskedne 140,2 km mellem Bukit Mertajam og Meru Raya, og med bare én lille stigning og i alt 416 højdemeter er der ikke mange udfordringer. Igen venter dog en kringlet finale, da en mere end 8 km lang vej afbrydes af et sving bare 400 m fra stregen.

Onsdag er det så endelig tid til kongeetapen, der som altid er en kort sag, denne gang over bare 126,4 km mellem Slim River og Genting Highlands. Med sine 2618 højdemeter har etapen det klassiske forløb med en helt flad indledning, inden den afsluttende opkørsel, der kommer i tre ramper med først 8,8 km med 4,1%, siden 4,9 km med 8,3% og slutteligt 8,8 km med 8,6%, idet stigningsprocenten næsten konstant ligger på 10-12 over de sidste 3,8 km.

Læs også

Tour-direktør ønskede sig ikke Vingegaard og Evenepoel på samme hold

Med kongeetapen overstået er der dømt sprinterfestival for resten. Torsdag er vi tilbage i fladlandet på de 174,5 km mellem Karak og Melaka, hvor der bydes på to mindre stigninger og 1321 højdemeter. Igen venter en flad finale med en teknisk afslutning med en rundkørsel med 900 m igen og en skarp kurve bare 500 m fra stregen.

Læs også

Dansk sportsdirektør fortsætter på rekonstrueret EF-hold

Traditionelt er fredagsetapen i det muslimske Malaysia altid en kort og let sag, der afvikles tidligt på dagen, og sådan er det også i år, hvor der skal køres bare 123,8 km mellem Muar og Seremban 2. Ikke én eneste bjergspurt er der på ruten med de 669 højdemeter, og det hele slutter med en teknisk finale med et skarpt sving med 2,8 km igen og to skarpe kurver med hhv. 2100 og 1400 m igen, inden der er et sidste sving bare 700 m fra stregen.

Efter at sidste års finaleetapen var en lidt småkuperet sag på øen Langkawi vender man i år tilbage til en tidligere tradition med en afsluttende massespurt i hovedstaden Kuala Lumpur. Lørdag skal der køres beskedne 156,5 km mellem Setia Alam og netop Kuala Lumpur, og trods to småbakker er der bare 631 højdemeter på programmet. Det hele slutter med en rigtig boulevardspurt, når man efter et sving med 4300 m igen rammer en helt lige vej, der leder frem til stregen.

Læs også

Trofast Sagan-hjælper siger farvel og tak: - Der er aldrig et godt tidspunkt til det

SE TOUR DE LANGKAWI UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Favoritterne

Tour de Langkawi har altid været et uhyre enkelt løb, der meget kan sammenlignes med Abu Dhabi Tour, forgængeren til UAE Tour. De fleste af etaperne er så flade og lette, at det er et af sportens mest rendyrkede sprinterparadiser - det er ikke uden grund, at det var den helt rene sprinter Andrea Guardinis personlige legeplads, hvor han på syv besøg vandt ikke færre end 24 etaper - og derudover har der typisk været én bjergetape, der alene har skullet definere klassementet. Det er præcis det, vi også kendte fra Abu Dhabi Tour, hvor man tidligere bare havde sprinteretaper koblet med én stor bjergafslutning, og hvor man kørte fladt hen til et svært bjerg. I et vist omfang følger UAE Tour et ikke alt for anderledes mønster, men her har man nu også en tidskørsel, ligesom man har to bjergfinaler og har gjort brug af puncheurfinalen på Hatta Dam.

I gamle dage var billedet lidt anderledes. Da løbet stadig var ti etaper langt - lidt af en mundfuld, når man tænker på, hvor ensartede etaperne er - var der ofte også en enkeltstart. En sådan har vi ikke haft i mange år, og her har det i alt væsentligt været løbets eneste bjergafslutning, der har afgjort løbet. Den kommer traditionelt på klassikeren Genting Highlands, som har gjort det hele endnu mere enkelt. Det er nemlig en pokkers svær stigning, der ville kunne gøre stor skade også i en grand tour, og her trives de rene klatrere. Det er ikke tilfældigt, at løbet et hav af gange er blevet vundet af de sydamerikanske klatrere på Gianni Savios hold, først og fremmest Jose Serpa, der nåede at vinde etapen hele tre gange.

Som nævnt ovenfor har man i udgaver ramt af fejringen af det kinesiske nytår været tvunget til i stedet at benytte den helt anderledes og meget lettere Cameron Highlands til kongeetapen, og den har været så let, at løbet i stedet blev vundet af tungere folk som Youcef Reguigui og Reinardt van Rensburg. Nu er Genting imidlertid tilbage, og det gør det til et løb for de helt rene bjerggeder og et løb, der er meget let at fortolke. Bedste og mest formstærke klatrer vil formentlig vinde kongeetapen.

I lyset af restens af løbets karakter bliver man overrasket over, hvor ofte vinderen af Genting-etapen ikke er endt med at vinde løbet samlet. Tidligere skyldtes det ofte enkeltstarten, og derudover har der været en tendens til, at Genting-vinderne rammes af uheld. Det var eksempelvis tilfældet i 2020, hvor forhåndsfavoritten Kevin Rivera grundet sygdom mistede en masse tid på første etape, og selvom han nåede at rejse sig og vinde på Genting, kom han aldrig tilbage i et klassement, som i stedet blev vundet af Genting-etapens nr. 2, Danilo Celano. Undgår man den slags uheld, er der imidlertid en meget stor chance for, at vinderen af 5. etape også ender som den samlede vinder.

I år er der dog en jokeretape. Mandagens 3. etape byder på intet mindre end 3500 højdemeter. De kommer primært først på etapen og på nogle ret bløde stigninger, hvo de bedste klatrere ikke burde kunne bringe hinanden i vanskeligheder, men det er på en af den slags dage, hvor løbet godt kan eksplodere i et ukontrollerbart kaos i et felt med meget få stærke hold. Det ligger næsten i kortene, at det sprinterløse EF-mandskab skal forsøge at skabe alt det kaos, de kan, og det kan godt åbne døren for en overraskelse. Som sagt burde stigningerne ikke i sig selv kunne skabe forskelle mellem løbets klatrere, men på en dag som denne kan en stor gruppe køre væk, hvorefter det kan blive afgjort i en taktisk finale. Det åbner døren for, at vinderen af Genting ikke nødvendigvis vil vinde samlet. Det kan dog også med stor sandsynlighed samles til en reduceret massespurt, og i det tilfælde vil etapen næppe spille en rolle.

Det bør dog i hvert fald være de to etaper, der afgør løbet i en sag for de bedste og mest formstærke klatrere. De øvrige seks etaper bør ende i en eller anden form for spurt. Et udbrud holder traditionelt hjem på et eller andet tidspunkt, men det vil næppe ændre klassementet. Det stærkere felt taler også for, at vi får seks spurtafgørelser denne gang.

Læs også

Cykelskribent fremsætter vildt klimaforslag

Mest sandsynligt er det således, at løbets bedste og mest formstærke klatrer nok engang vinder, men helt så enkelt behøver det ikke at være, hvis 3. etape eksploderer. Det ændrer dog ikke på, at Genting er så svær, at løbet vil blive vundet af en af løbets klatrere. Det bliver i hvert fald svært at vinde så meget tid, at man som tungere ryttere kan forsvare forspringet på onsdag.

Man skal også bemærke, at det er en lidt speciel bjergetape. Vi taler ikke om en stor bjergdag med 5000 højdemeter, men derimod om den slags enkle bjergetaper, hvor man bare skal køre op ad én stigning. Det er en særlig type bjergryttere, der excellerer i den slags. Eksempelvis er Adam Yates altid som en fisk i vandt, når vi kører den slags etaper i UAE Tour, mens han har det vanskeligere på en stor bjergdag med adskillige bjergpas. Til gengæld er Genting Highlands også så svær, at man vitterligt skal være en bjergged for at excellere på kongeetapen. Skulle det blive tæt, kan bonussekunder naturligvis også komme i spil, men det vil være et særsyn, hvis ikke bedste mand kører alene hjem med et pænt forspring på onsdag.

En anden væsentlig faktor er form, motivation og det usædvanligt stærke felt. I de senere år har løbet kæmpet med bare at få deltagelse af ét WorldTour-hold, og selvom feltet ikke er så stærkt som i 2022, hvor pointkampen rasede, er det stadig et bede felt, end vi ofte har set det. Samtidig har vi nået en tid på året, hvor man nok skal have en vis motivation for at kunne gøre et løb i Malaysia til et stort mål. Derudover spiller friskhed en gigantisk rolle. Man skal ikke blive overrasket, hvis lyset pludselig er slukket hos ryttere, der ellers så meget skarpe ud i deres seneste løb. Løb sidst på sæsonen er altid svære at blive helt klog på.

Endelig er der vejret. Vi kommer fra et Europa, hvor det ganske vist slet ikke er blevet koldt endnu, men sommeren har trods alt været slut i flere uger. Alle dage vil der være trykkende og fugtig varme - 30 grader lørdag og søndag, 28 grader mandag, 30 grader tirsdag, 25 grader i højderne på onsdag, 31 grader torsdag, 32 grader fredag og 33 grader den sidste lørdag - og der vil altid være svage vinde samt mange af dagene stor risiko for kraftige tordenbyger. Der vil være medvind på Genting Highlands, hvilket øger selektionen.

Nok er feltet stærkt, men det er også ret markant, at det i den grad har knebet for løbets klatrere med at vise form i optakten, og det gør løbet til en ganske åben affære. Der er dog ingen tvivl om, at EF kommer med det klart bedste bjerghold, og de har således muligheder for ikke blot at vinde via kongeetapen. Kan de få det til at eksplodere på mandag, kan de måske vinde løbet med en tidsgevinst, selvom andre skulle vise sig stærkere på kongeetapen.

Jeg peger på Jefferson Cepeda , men usikkerheden er enorm. Han startede forrygende efter sommerpause, men på kongeetapen i Ain kollapsede han, og det har han ikke rejst sig fra. Han skuffede i Burgos, og da han efter endnu en pause startede i Italien i sidste uge, eksploderede han, da han forsøgte at gå med de bedste i Toscana, hvorefter han udgik af Sabatini. Det er et problem. Vi ved, at Cepeda har et meget, meget lavt bundniveau, og har han ramt det, kommer han ingen vegne, heller ikke i dette felt. Heldigvis er han hos EF i år blevet mere stabil, og blandt klatrerne i dette felt har han i hvert fald vist det klart højeste topniveau - ikke mindst til denne form for stigning for de rene bjerggeder. Han følger perfekt den sydamerikanske tradition for at vinde på Genting Highlands, og det bør han i dette felt også gøre. Det kræver dog, at han har fundet formen, og det er jeg langt, langt fra sikker på, at han har - og så kan han tabe løbet mandag, hvor han ikke er EFs bedste bud på en mand, der kan vinde tid i fladlandet til sidst.

Skulle han kikse, har holdet andre optioner, men igen taler vi om rene lottokuponer. En anden er Simon Carr, der som Cepeda har en skræmmende forskel på top- og bundniveau. I foråret klatrede han måske bedre end nogensinde, men efter sommerpausen har han kørt fire løb. Han blev en anonym nr. 32 i Ordizia og udgik i San Sebastian og senest i både Toscana og Sabatini. Det oser ikke just af form. Som for Cepeda gælder, at han i dette felt stadig bør komme et stykke, men ikke meget tyder på, at formen rækker hele vejen. Modsat Cepeda er han dog en type, der kan vinde tid på mandag.

Holdets tredje kort er Odd Christian Eiking, der ligeledes er indbegrebet af en lottokupon. Han har modsat de to ovennævnte vist form i sit seneste løb, da han gjorde det hæderligt i Norge, men det er mere end en måned siden. Modsat Cepeda og Carr har han også haft en sæson, hvor han aldrig har fundet sit bedste, hvad han bestemt heller ikke gjorde i Norge, hvor han jo reelt skuffede. Genting er også for svær en stigning for ham, men i dette felt vil en formstærk Eiking kunne komme langt. Skal han vinde, skal de mere rene klatrere dog nok kikse.

Holdets klart mest formstærke rytter er Michael Valgren. Som udgangspunkt er dette løb jo for svært for en større fyr som ham, men han har et kort i hånden, nemlig mandagens etape. Får EF det til at eksplodere, er det helt oplagt, at en kraftfuld fyr som Valgren kan vinde noget tid i fladlandet. Vi så i Toscana, at han gjorde det imponerende flot på Monte Serra. Desværre er Genting Highlands helt anderledes stejl, og her vil han tabe tid til de lette folk, men hvis klatrerne slet ikke er i form, kan meget lade sig gøre med et forspring fra 3. etape - ikke mindst hvis han er i trøjen, og EF derfor griber kongeetapen passivt an.

Læs også

Van Aert: Jeg ville ikke være så god en rytter uden Jumbo

Den værste rival ligner Astana, der har to kort at spille. Det ene er Vadim Pronskiy, der kun finder formen på ét tidspunkt, nemlig i den tredje uge af en grand tour og i de efterfølgende uger. Derfor er det opløftende, at han kommer fra Vueltaen, men denne gang lykkedes det ham bare aldrig at finde sin vanlige tredjeugesform. Der var dog klar fremgang at spore med en 48. plads på Tourmalt og en 46. plads på den sidste bjergetape, og det niveau fører altså i dette felt ret langt, når vi taler om en helt ren klatrer, der vil elske Genting. Han lider under EFs overtal og kan tabe løbet på taktik på mandag, men der er mere garanti for hans form, end det gælder for EFs bjerggeder.

Holdets andet bud er unge, lovende Harold Martin Lopez, der bragede ind på scenen med en samlet 9. plads i Burgos. Med de samme ben i dette løb vil han kunne blive næste sydamerikanske rytter til at vinde på Genting, men desværre synes formen væk. I hvert fald udgik han af alle de tre italienske løb, han kørte i sidste uge. Endelig har holdet Yuriy Natarov, men det er meget længe siden, han har vist klatreevner.

Kern Pharma har nok den største trussel mod WorldTour-holdene. Jeg har været ret imponeret over unge Pablo Castrillo, der virkelig har klatret flot i år. Senest blev han en imponerende samlet nr. 11 i Burgos, hvor han var nogenlunde på niveau med Lopez. Det niveau fører meget langt i dette felt. Til gengæld har han ikke kørt løb siden dengang, og vi aner således ikke, hvor han står, men da han generelt virker ret stabil og meldes i form, burde det ikke gå helt galt. Alternativet er den tidligere Alsace-vinder Jose Felix Parra, der efter en svag sæsonstart egentlig har været ganske stabil med top 20-placeringer i sine tre seneste etapeløb. Med gode ben senest i England er han i hvert fald i form, men hans niveau har ikke været skræmmende højt i relativt svagt besatte løb. Et tredje kort er Jon Agirre, der dog er en anelse tungere og ikke har kørt løb siden et tidligt exit i Portugal.

Human Powered Health kommer med en meget spændende kandidat i Paul Double. Det har grundlæggende været et skidt år for ham, men i Slovenien viste han endelig det fine potentiale, vi så i 2022. Desværre har det været helt galt efter pausen, men da han ikke har kørt løb i mere end en måned, er der et håb om, at han har fundet formen. Den Double, vi så i Slovenien, kan som ren klatrer i hvert fald komme meget langt, men han kan også falde igennem igen. Han ledsages af unge Embret Svestad-Bårdseng, men jeg er ved at miste håbet i forhold til nordmanden. Han blev en hæderlig nr. 8 i l’Avenir, men i de professionelle løb har han haft det svært. Ben Perry har haft et svært år, hvor han intet ha vist.

Euskaltel kommer med Mikel Bizkarra, der er ren klatrer og så god, at han burde have en chance for at slå WorldTour-rytterne. Det gør han dog næppe, da dette er hans comeback efter det lårbensbrud, han pådrog sig i Occitanie. I stedet skal vi nok holde øje med Joan Bou, der har gang i sin hidtil bedste sæson. Han endte endda som nr. 10 i Burgos, hvor han altså slog Castrillo, men her fik han også tid foræret via et udbrud. Han er derfor nok et niveau under de ovennævnte, men han er blevet ret stabil, hvilket er vigtigt, da dette er hans første løb siden netop Burgos for en måned siden. Et alternativ er Txomin Juaristi ¸ der endelig slog igennem med en samlet 2. plads i Portugal, og Mikel Iturria, der endelig viste livstegn med en samlet 9. plads i Portugal, men de er nok begge lidt for tunge til Genting

Bardiani kommer med Luca Covili, hvis topniveau rækker relativt langt i dette felt. Han har generelt skuffet mig i år, ikke mindst i Giroen. Det var bestemt heller ikke prangende i det svage felt i Tjekkiet, selvom han endte som samlet nr. 6, eller i Limousin, men modsat mange af de ovennævnte kom han hæderligt igennem sidste uges italienske løb. Han bør derfor gøre det ganske godt, men en sejr virker ikke sandsynlig. Holdet har også den unge klatrer Matteo Scalco, der i dette felt nok kan komme et stykke, samt veterane Davide Gabburo, der i dette felt kan forsvare sig, men som har klatret skuffende i år.

Tudor kommer her med et næsten rent sprinterhold, men de giver chancen til den unge Hannes Wilksch, der netop er rykket op fra U23-holdet. Sidste år blev han nr. 7 i både l’Avenir og Baby-Giroen, og i år blev han en fin nr. 3 i sidstnævnte. Han er dog ganske uprøvet på dette niveau, og han havde et skuffende l’Avenir. Han viste stigende form med en 3. plads i U23-udgaven af Plouay, men han har ikke lignet en mand på sit bedste siden sommerpausen. Alternativet er den tungere Simon Pellaud, der vil komme til kort på så svært et bjerg som Genting, men han er som Valgren typen, der måske kan ende hæderligt, hvis han vinder lidt tid på 3. etape.

Det bliver ikke et let løb for Caja Rural, der primært er her med deres to tjekkiske sprintere. De har den unge klatrer Jokin Murguilday, men han er aldrig slået til på dette niveau og har ikke vist meget i år. Det kan også blive erfarne Eduard Prades, der ender bedst. Han har flere gange i år vist, at han stadig har en vis holdbarhed, men bjergrytter er han trods alt ikke.

Det er svært at tro meget på Bolton, hvis eneste relativt klatrestærke er tempospecialisten Logan Currie, der dog bør komme til kort på et voldsomt bjerg. Hos Corratec er det Davide Baldaccini og Lorenzo Quartucci, der klatrer bedst, men slet ikke godt nok til et bjergløb. På kontinentalholdene skal vi særligt holde øje med Adne van Engelen, der før har gjort det pænt på dette niveau, Jambaljamts Sainbayar , der var i top 10 sidste år, samt måske den tidligere WorldTour-rytter Dylan Sunderland, der dog ikke har vist meget i år. Andre navne er Jeroen Meijers, Aiya Phounsavat, Valentin Midey, Thanakhan Chaiyasombat og Roniel Campos

***** Jefferson Cepeda

**** Simon Carr, Vadim Pronskiy

*** Michael Valgren, Harold Martin Lopez, Odd Christian Eiking, Pablo Castrillo, Paul Double

** Joan Bou, Jose Felix Parra, Luca Covili, Embret Svestad-Bårdseng, Txomin Juaristi, Hannes Wilksch, Mikel Iturria, Mikel Bizkarra, Adne van Engelen, Jambaljamts Sainbayar, Dylan Sunderland,

* Jokin Murguialday, Simon Pellaud, Eduard Prades, Matteo Scalco, Davide Gabburo, Yuriy Natarov, er Jeroen Meijers, Aiya Phounsavat, Valentin Midey, Thanakhan Chaiyasombat, Roniel Campos

Danskerne

Hos EF skal formstærke Michael Valgren fortsætte de lovende takter, og han er omtalt ovenfor, o hos Tudor skal Sebastian Changizi spille sin faste rolle som lead-out man i det, der meget vel kan blive til mange etapesejre for Arvid de Kleijn.

Etapeoptakter

Tiden tillader ikke daglige etapeoptakter, der grundet de mange sprinteretaper også bliver ret ensformige. En optakt til 5. etape afspejles fint af favoritvurderingen ovenfor, og derudover er der den helt åbne 3. etape, der kan vindes fra udbrud - Michael Valgren og det stærke EF er som sagt et godt bud - men også i en reduceret massespurt. Snyder et udbrud ikke sprinterne de øvrige dage, venter der derudover formentlig seks massespurter. Som det fremgår ovenfor, er mange af finalerne ret tekniske, og derfor betyder positionering meget. Det vil ikke undre mig, hvis Arvid de Kleijn, der er feltets hurtigste og har det bedste tog, gør rent bord ved at vinde det hele. Hans værste rival er nok Gleb Syritsa, men han har slet ikke samme støtte. Det kunne også være den meget stærke duo med Tomas Barta foran Daniel Babor, der gjode det så godt i Portugal. Bolton er også spændende, da de har tre sprintere i form af George Jackson, Matthew Bostock og Luke Mudgway og dermed et godt tog. Jeg vil tro, at de kan ende med at køre for Jackson, der netop har vundet i Taihu Lake. Man kan håbe, at det er nu, at Sasha Weemaes endelig viser den fart, han havde tidligere, når løbet nu er så let, og derudover komme også Enrico Zanoncello og Lorenzo Conforti, der ligeledes sammen havde succes i Kina i sidste uge. I dette felt kommer Attilio Vivinai med støtte fra Alexander Konychev også langt. På kontinentalholdene er der Raymond Krede,r, Mohd Harrif Saleh, Jeroen Meijers, Youcef Reguigui, Polycronis Tzortzakis, Maris Bogdanovics, Sarawut Sirironnachai, Cristian Raileanu og Hohamas Izzat Hilmi Abdul Halil.

Liveopdateringer

Løbet streames på Discovery+ i morgentimerne hver eneste dag fra lørdag til lørdag, men desværre tillader tiden ikke, at vi liveopdaterer fra løbet.

SE TOUR DE LANGKAWI UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE