\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
STREAM BOUCLES DE LA MAYENNE OG GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER
MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE
Vejret
Prologen i løbet er før blevet ødelagt af regnvejr, men det sker heldigvis ikke denne gang. Der venter en næsten skyfri aften, hvor temperaturen i løbet af etapen vil falde fra 20 til 18 grader. Vinden vil også være aftagende fra en styrke på 21 km/t til 17 km/t, og den vil komme fra nordøst. Det giver generelt sidemedvind på etapens første halvdel og sidemodvind på etapens anden halvdel.
Favoritterne
Prologer er en uddøende race, og derfor var det egentlig lidt synd, at en af de sidste af slagsen forsvandt. Nu er den imidlertid tilbage, og som altid bliver det i et løb, der typisk afgøres på bonussekunder, en helt afgørende åbning på løbet.
Ruten er ny, men den er akkurat lige så teknisk og stort set lige så lang, som den plejer. Det betyder, at vi slet ikke skal se i retning af tempospecialister. Nej, her handler det om tekniske evner, eksplosivitet, punch og accelerationsstyrke igennem det enorme mylder af sving, og denne gang betyder den nye, lille bakke, at puncheurs står endnu bedre. Det er noget for eksplosive sprintere og puncheurtyper, som vi har kunnet se de seneste gange. Mathieu van der Poel har gjort det godt flere gange, Dorian Godon, der er alt andet end tempospecialist, har vundet to gange i træk, blandt andre Clement Venturini, der som crossrytter er eksplosiv og teknisk dygtig, er gået på podiet, selvom han slet, slet ikke kan køre enkeltstart, og sprinteren Bryan Coquard har vundet og været på podiet flere gange. Det er altså den slags ryttere, vi kigger i retning af.
Prologen har før været spoleret af regnvejr, der selvsagt kan ødelægge et løb på en rute som denne, men heldigvis bliver betingelserne denne gang perfekte. Vinden vil aftagende under etapen, og det kan give en fordel for de sidst startende, men det er spørgsmålet, hvor stor en rolle det spiller på en etape, hvor alt foregår i byzone.
Fordi prologer i dag er så sjældne, er det ikke det letteste at skrive optakt til denne etape. Det er derfor med betydelig usikkerhed, jeg giver mine bud, for denne etape har før skabt store overraskelser. Vi skal i hvert fald se i retning af puncheurs og sprintertyper med tekniske evner.
Jeg vælger at gå med Arnaud Demare. Som jeg skriver i den store optakt, er hans form ukendt efter en pause og et svært forår, men som jeg argumenterer for, er det rimeligt at antage, at han er i fornuftig form. Han er præcis den sprintetype, der bør køre stærkt her, da han er er robust og tempostærk, har punch og accelerationsstyrke. Det burde være guf for Demare, selvom han ikke har megen prologerfaring. FDJ har også Laurence Pithie, der ligeledes er typen, der kan køre en god prolog, og den tidligere specialist Miles Scotson kan formentlig også køre en god prolog, selvom den er nok for eksplosiv til, at han kan vinde.
Cofidis har en spændende kandidat i Axel Zingle. Franskmanden er som tidligere mountainbiker og en eksplosiv puncheur formentlig god på denne prolog, og han har da også kørt et par fine prologer på lavere niveau. Et andet godt bud fra Cofidis er tempostærke Max Walscheid , der både er sprinter og god på enkeltstarter, men da han ikke er den mest eksplosive sprinter, er han måske ikke skabt til denne form for etape.
Ag2r har Clement Venturini, der tidligere er blevet nr. 3 på prologen. Han er slet ikke tempostærk, men hans crossbaggrund gør ham teknisk fremragende og eksplosiv. Vi ved endda, at han er uhyre formstærk. Det andet gode bud er Benoit Cosnefroy. Han har punch og passer derfor ikke ringe til den, men han er måske ikke helt på samme måde skabt til dette. Franck Bonnamour gør comeback efter sin skadespause, men er eksplosiv. Marc Sarreau burde også kunne gøre det pænt, men må mangle for meget efter den lange skadespause, mens unge Pierre Gautherat kan overraske.
Tudor har Maikel Zijlaard , der med sit punch og sin banebaggrund ligner en af favoritterne til denne etape. Han har forbedret sig enormt i år, og selvom hans resultater på prologer er begrænsede, burde han med sit nuværende niveau måske køre med om sejren her. Holdets sprinter, Arvid De Kleijn fremstår ikke som typen, der vil køre en alt for god prolog, mens Rick Pluimers og Sebastian Changizi er også typer, der kan køre en god prolog. Tom Bohli har i Romandiet kørt sublime prologer, og det er måske her, han igen kan vise livstegn, selvom det har været sløjt på det sidste.
UAE har Marc Hirschi. Schweizeren er i flyvende form, og han har på papiret alle de rette evner til at køre stærkt her, men han har ofte skuffet mig på prologerne i Romandiet. Den prolog, han kørte i 2021, vidner dog om, at han bør gøre det hæderligt. Han ledsages af Rui Oliveira og Ivo Oliveira , der begge ligeledes burde kunne køre stærkt på prologen, ikke mindst Rui, der er den stærkeste af de to. Begge er eksplosive og har en banebaggrund. Holdets sprinter, Alvaro Hodeg, er til gengæld nok ikke prototypen på den sprinter, der kører stærkt.
Total kommer med Edvald Boasson Hagen, der i gamle dage måske havde været favorit til prologen. Det er han ikke længere, men man må næsten tro, at han stadig kan gøre det godt på en rute som denne. Alternativet er den uhyre formstærke Sandy Dujardin, der også burde have evnerne til en etape som denne. Måske kan Julien Simon, Dries Van Gestel og Jason Tesson hævde sig.
Jeg er lidt spændt på Milan Menten . Han er den alsidige sprintertype, der måske kan køre en god prolog, og han kommer til løbet i form efter det fine løb i Köln. Han ledsages af Harry Sweeny, der er en god temporytter, men næppe en blændende prologrytter, og det tror jeg heller ikke, at den ellers ret eksplosive Arjen Livyns er.
Et andet godt bud er Gonzalo Serrano, der burde han være den eksplosive type, der kan køre en god prolog. Hans tempohistorik er dog meget begrænset, og han har ikke imponeret i år. Mathias Norsgaard er ikke rigtigt skabt til denne prolog, men vil formentlig prøve. Oier Lazkano og Ivan Romeo kunne måske køre en god prolog, særligt Romeo.
Arkea har banerytterne Donavan Grondin, der også er ret eksplosiv. Vi har bare aldrig set ham helt fremme på landevejen. Den bedste Nacer Bouhanni kan også gøre det godt på denne rute, men han er næppe på toppen efter endnu et nyligt styrt. Også Simon Guglielmi og Ewen Costiou kan måske lave et resultat.
Uno-X kommer med en spændende kandidat i Louis Bendixen . Danskeren har et hav af gode prologresultater på lavere niveau, og det bliver spændende at se, hvad det rækker til her. Lige så spændende er den i år så imponerende Stian Fredheim¸ der ikke har prologresultater, men meget vel kan overraske. Holdets tredje sprinter, Tord Gudmestad, kan næppe være med helt i front. Jacob Hindsgaul og Fredrik Dversnes kan måske også gøre det pænt.
Derudover er der en række sprintere, der kan gøre det godt, men næppe vinde. Det er navne som Matteo Moschetti, Matteo Malucelli, Pierre Barbier, Emmanuel Morin, Pier-André Coté, Sasha Weemaes, Daniel Babor, Tomas Barta, Manuel Penalver, Miguel Angel Fernandez, Kiko Galvan, Alex Jaime, Jules Hesters og Thomas Boudat samt et par eksplosive typer i form af Nicolo Parisini, Marco Tizza, Remy Mertz, Rasmus Søjberg, Barnabas Peak, Jesus Ezquerra, Cyril Barthe, Alex Colman, Anthony Maldonado, Samuel Leroux, Jeremy Leveau, Paul Hennequin, Jonathan Couanon og Jean-Louis Le Ny.
Feltet.dks vinderbud: Arnaud Demare
Øvrige vinderkandidater: Axel Zingle, Clement Venturini
Outsidere: Max Walscheid, Maikel Zijlaard, Marc Hirschi, Rui Oliveira, Edvald Boasson Hagen
Jokers: Benoit Cosnefroy, Milan Menten, Miles Scotson, Ivo Oliveira, Gonzalo Serrano, Sandy Dujardin, Laurence Pithie, Tom Bohli, Donavan Grondin, Ivan Romeo, Nacer Bouhanni, Louis Bendixen, Stian Fredheim
Starttider
Det er ikke lykkedes med at finde starttiderne. Jeg håber at bringe et link inden starten torsdag aften.
STREAM BOUCLES DE LA MAYENNE OG GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER
MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE