Lynoptakt: Paris-Tours
10. oktober 2020 22:40Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

Normalt er Paris-Tours sæsonens sidste store klassiker, men det ældgamle løb, der i de senere år har tabt meget af sin prestige, kommer nu midt i en travl oktober, hvor det står i skyggen af Giroen og brostensklassikerne. Hidtil har det været en af de få klassikere, der kan vindes af rene sprintere, men efter at man sidste år ændrede det til et knaldhårdt grusvejsløb, er det nu de hårdføre brostensspecialister, der ventes at skulle slås om sejren i den store efterårsklassiker.

Annonce

Løbets rolle og historie

Bemærk: Gennemgangen af løbets rolle og historie tager udgangspunkt i et sædvanligt cykelår. Grundet corona-krisen er meget imidlertid anderledes i 2020.

 

Klatrerne har deres store sæsonfinale i Il Lombardia, og den efterfølgende søndag er det tid for sprinterne og de tungere klassikerspecialister at lukke ned for deres europæiske sæson i en af sportens største klassikere. Traditionelt markerer Paris-Tours afslutningen på året for de hurtige folk, der ser frem til chancen for at sikre sig en stor sejr på en hovedsageligt flad rute, der bekommer dem vel.

 

Hvad der gør Paris-Tours prestigiøst, er løbets lange historie. Efter først at være blevet afviklet som amatørløb helt tilbage i 1896 havde det en omtumlet start og var først tilbage med anden udgave fem år senere. Derefter fulgte endnu en pause på fem år, indtil avisen L’Auto, der også arrangerede Tour de France, overtog begivenheden og arrangerede det som et årligt tilbagevendende løb for professionelle fra og med 1906.

Highlights: Jelle Wallays vandt Paris-Tours – Lars Bak tog imponerende afsked i sit sidste løb

KØB ADGANG: SE ALLE DE STØRSTE CYKELLØB PÅ

 

Siden da har det været et vigtigt element på den internationale kalender, og det er kun udgaverne i 1915, 1916 og 1940, der på grund af krigene er blevet aflyst. Efter at have startet som efterårsløb blev det i 1911 flyttet til foråret, hvor det forblev helt frem til 1951. Siden da har det haft sin nuværende rolle som et af de største løb mod slutningen af sæsonen med en position enten sidst i september eller først i oktober.

 

Det kræver bare et hurtigt blik på vinderlisten at forstå, at vi her taler om et stort løb på cykelkalenderen. Adskillige store navne - hovedsageligt sprintere og klassikerspecialister - har sejret, men det er en af de få store klassikere, der aldrig er blevet vundet af Eddy Merckx. Belgieren kunne have vundet i 1968, men valgte at give sejren til holdkammeraten Guido Reybrouck, og senere lykkedes det ham aldrig at krydse stregen i Tours som første mand. Fire ryttere har tre sejre på cv’et: Gustaf Daneels, Paul Mayé, Reybrouck og senest Erik Zabel, der sejrede i 1994, 2003 og 2005. Det er også en af de store klassikere, der har haft danske vindere, idet Rolf Sørensen og Jakob Piil vandt i hhv. 1990 og 2002.

 

Med dets lange historie og store prestige er det ikke noget under, at løbet blev inkluderet i World Cuppen, da de største endagsløb blev samlet i en sæsongående konkurrence forud for 1989-sæsonen. Det forblev en vigtig del af serien frem til dens opløsning i 2004 og blev med det samme en del af efterfølgeren, ProTouren, da denne blev introduceret i 2005.

Annonce

 

Som de fleste andre store franske løb arrangeres Paris-Tours af Tour de France-arrangørerne ASO - et resultat af arven fra L’Auto og 1906-udgaven af løbet - og derfor blev det en del af konflikten mellem grand tour-arrangørerne og UCI, der fulgte i kølvandet på ProTouens indførelse i 2005 og kulminerede i 2008. Som alle andre løb arrangeret af ASO, RCS eller Unipublic blev det derfor trukket ud af UCI-systemet i 2008, men da en aftale mellem parterne blev nået om at indføre en ny WorldTour fra og med 2009, var løbet det eneste af de oprindelige begivenheder, der ikke genvandt sin plads på den fineste kalender. Siden da har det været afviklet som et 1.HC-løb på UCI Europe Tour.

 

Den degradering har betydet, at løbet har mistet megen prestige, da alle WorldTour-mandskaber ikke længere er forpligtet til at deltage i den sidste store efterårsklassiker. Sidste år nåede man endda et nyt lavpunkt, da man kun præsenterede 7 af de 18 hold fra den fineste række. I år er det gået helt galt, da den travle corona-kalender får det til at stå i skyggen af WorldTour-løbene, så det nu blot er Sunweb og de franske Ag2r og FDJ, som deltager fra den fineste række.

 

I 2012 gav UCI løbet yderligere et tilbageslag, da man omstrukturerede kalenderen. I adskillige år blev Paris-Tours afviklet den første søndag efter VM, mens Il Lombardia herefter endte klassikersæsonen seks dage senere. Forud for 2012-sæsonen besluttede UCI imidlertid at bytte rundt på de to begivenheder for at skabe bedre synergi mellem Il Lombardia, et af sportens fem monumenter, og VM. Mens den italienske klassiker fik et fantastisk boost med meget stærkere startfelter, har det franske løb siden da haft betydeligt sværere ved at tiltrække de største sprintere, der meget ofte allerede har afsluttet deres sæson så sent på året. Den tendens er naturligvis blevet forstærket af, at man i 2012, 2013 og 2014 havde så kuperede VM-ruter, at de fleste sprintere allerede var startet ferien, da regnbuetrøjen blev uddelt. Selv i 2015, hvor VM-ruten i Richmond var ganske flad, kunne man ikke fremvise mange store navne, og de fleste sprintere drog direkte fra USA på ferie.

 

Tingene blev kun forværret, da man skabte the sprintervenlige Tour of Beijing, som endda var en del af WorldTouren. Heldigvis havde mange store navne meget lidt lyst til at rejse hele vejen til Kina så sent på året, og derfor havde det ikke umiddelbart den helt store effekt på Paris-Tours. Værre var det i 2015, hvor den nye Abu Dhabi Tour blev skabt og gjorde det meget sværere for ASO. Det arabiske løb var arrangeret af Giro-arrangørerne fra RCS og pengestærke lokale bagmænd og samarbejdede tillige med den magtfulde Velon-gruppe bestående af mange af sportens tophold. Der var utvivlsomt mange nostalgiske cykelfans, der havde det svært med at se sprintere som Peter Sagan, Marcel Kittel, Elia Viviani og Sacha Modolo rejse til Abu Dhabi i stedet for at stille til start i en af sportens største klassikere. For at gøre det hele endnu værre sluttede sidste etape af det arabiske løb stort set samtidig med den franske begivenhed, og dermed blev løbets vanskeligheder udstillet.

 

I 2016 ændredes situationen imidlertid. Det sene VM betød, at man fra ASOs side designede ruten til Paris-Tours så det både mht. distance og terræn virkede som den perfekte generalprøve forud for det store slag i Qatars ørken. Løbet blev forlænget og de sene bakker fjernet, og da løbet i Abu Dhabi samtidig blev afviklet senere end året før, udeblev resultatet ikke. Løbet oplevede en slags renæssance og tiltrak et langt stærkere felt end i de foregående år. I 2017 var VM imidlertid tilbage på sin vante plads, men ganske overraskende var den positive effekt på Paris-Tours ikke forsvundet. I hvert fald valgte mange topsprintere at holde benene i gang helt frem til den store sæsonfinale, og selvom de alle blev fravalgt til VM, var André Greipel, Dylan Groenewegen, Nacer Bouhanni og Mark Cavendish alle at finde i feltet, ligesom den forsvarende vinder Fernando Gaviria valgte at fortsætte efter hans store mål i Bergen.

Annonce

 

Det er ikke overraskende, at løbet har været et paradis for sprintere. Hjemstedet i en stort set hel flad del af Frankrig betyder, at antallet af højdemeter er begrænset, og løbet er derfor som regel endt i en massespurt. Siden 1919 har arrangørerne gentagne gange forsøgte at gøre løbet hårdere ved at angribe Tours fra forskellige retninger og udnytte områdets mindre stigninger, men det har ikke gjort den store forskel. Mellem 1974 og 1987 ændrede man konstant ruten og skiftede endda navn flere gange, da flere udgaver end ikke sluttede i Tours. I 1988 vendte løbet tilbage til sin historiske målby, men de kortere distancer i moderne cykelsport betyder, at en start i Paris ikke længere mulig. På grund af klassificeringen som et løb på Europe Tour er det heller ikke længere blandt kalenderens længste, og siden 2009 har distancen været reduceret fra de tidligere 250-260 km til ca. 230 km.

 

Til trods for det er sprinterne alligevel blevet snydt ganske ofte i de senere år. Indløbet til Tours inkluderer flere mindre stigninger, og de har ganske ofte været nok til at franarre sprinterne chancen for at spurte om sejren. Siden år 2000 er kun seks udgaver sluttet i massespurter, og der har på intet tidspunkt været to spurtsejre i træk. Faktisk har man tilsyneladende fundet en rytme, hvor der spurtes om sejren hvert tredje år, idet de seneste fire ”spurtårgange” har været 2007, 2010, 2013 og 2016. I mange år var løbet berømt for sin nærmest uhørt lange opløbsstrækning på Avenue de Grammont, men siden 2011 har konstruktionen af sporvejsskinner tvunget ASO til at forkorte den og dermed gjort det endnu sværere for sprinterne.

 

I 2018 besluttede ASO højst overraskende fuldstændig at ændre identiteten på et af sportens ældste løb.

Ser man bort fra den lidt specielle 2016-udgave, der er omtalt ovenfor, har man i de seneste mange udgaver haft den samme finale med de velkendte bakker på de sidste 15 km. Denne gang blev det hele imidlertid kastet helt op i luften dels at angribe Tours fra en helt ny retning, dels ved at gøre inklusionen af grusveje til løbets væsentligste element. Det viste sig hurtigt, at det totalt knuste sprinternes chance, og løbet blev i stedet til en slags brostensklassiker i oktober. Cykelløbet var fantastisk, men reaktionerne blandede, både fra nostalgiske fans, der havde svært ved at acceptere ændringen af løbets identitet, og fra holdene, der betragtede løbet mere som cykelcross end som landevejscykling. Faktisk blev Patrick Lefevere så rasende, at han lovede, at Deceuninck ikke ville vende tilbage, før grusvejene var væk igen.

 

Desværre for Lefevere er hans ønske ikke imødekommet. ASO har tilsyneladende været svært tilfredse med forandringen, og derfor har de valgt at genbruge modellen i både 2019 og 2020. Lefevere er imidlertid også en mand, der holder sit ord, og derfor var 2019-udgaven den første i mange, mange år, hvor det belgiske storhold ikke var at finde i feltet. Samtidig har de fleste topsprintere valgt løbet fra, efter at de har indset, at den nye rute ikke var for dem.

 

Det er til gengæld noget for klassikerspecialisterne, men de blev sidste år snydt. Jelle Wallays angreb langt udefra og blev aldrig hentet, og derfor hjalp det ikke meget, at Oliver Naesen og Niki Terpstra til sidst efter mange angreb endelig kunne køre væk, så Naesen kunne tage 2. pladsen foran Terpstra. Lotto og Wallays deltager ikke i år, og da Terpstra og Naesen kører Gent-Wevelgem er hele podiet fra sidste år fraværende denne gang.

Annonce

 

Ruten

ASO har som sagt i årenes løb foretaget adskillige justeringer af ruten og forsøgt at gøre indløbet til Tours så hårdt som muligt. Forsøgene har imidlertid ikke gjort det helt store forskel, og derfor har man i de senere år lagt sig fast på den samme afslutning. Al tale om at flytte målet væk fra Tours er droppet, og nu om dage har de sidste kilometer altid været de samme og budt på de samme to stigninger i den absolutte finale. Den eneste væsentlige ændring er ovenfor omtalte forkortelse af opløbsstrækningen på Avenue de Grammont, et initiativ, der har vanskeliggjort forholdene for sprinterne.

 

Mens anden halvdel af løbet altid har været næsten helt uforandret, har ASO som regel ændret en del på den indledende del, hvor startbyen har varieret fra år til år. De grundlæggende karakteristika har imidlertid været helt uforandrede. Siden 2009 har distancen som regel været ca. 230, og starten er gået et stykke nord for Tours, hvorefter man har holdt en hovedsageligt sydlig retning frem mod målet og den traditionelle lille sløjfe rundt om målbyen, hvor man ramt de små stigninger, der leder frem den store finale på Avenue de Grammont.

 

Som omtalt ovenfor er blev løbets karakter totalt forandret i 2018. Med en helt ny finale uden de klassiske stigninger, Cote de Beau Soleil og Cote de l’Epan, der i mange år har været de afgørende elementer i finalen blev der i stedet opfundet nye sene bakker, men det var inklusionen af grusveje, der var hovedattraktionen og gav løbet en ny identitet. Ikke færre end 12,5 km fordelt på ni sektorer skulle i finalen afvikles på det ujævne underlag, og det gjorde sammen med syv sene bakker, at løbet slet ikke var for sprintere.

 

Den model fastholder man som sagt sidste år, men man ændrede alligevel på finalen. Ganske vist reduceredes omfanget af grusveje til 10,7 km, men af disse kom 6,5 km samlet over seks sektorer på bare 20 km. I alt var der ni grusvejsstykker og syv bakker i en finale, der dog ikke viste sig helt så selektiv som i 2018. I år ruten i alt væsentligt den samme som i 2019, og eneste ændring er nogle små modifikationer i den indledende flade fase, hvor der ”forsvinder” to kilometer, ligesom der skæres to kilometer af i den kuperede zone.

 

En anden konsekvens af omlægningen var, at løbets distance sidste år blev reduceret fra 234,5 til 214,5 km, og den model fastholdes, når der denne gang skal køres 213,0 km mod 217,0 km i 2019. De vil igen føre feltet fra Chartres, der ofte har ageret startby for løbet, til Tours, hvor den klassiske finale på Avenue de Grammont venter. Som altid er den første del helt ukompliceret og flad, men den relativt konstante retning mod syd og sydvest betyder, at vinden kan blive farlig i det åbne landskab, hvis den står rigtigt. Den kortere distance skyldes, at man denne gang følger en mere lige linje ned mod Tours, og i den første halvdel kører man derfor skiftevis mod syd og sydvest med direkte kurs mod målbyen. Terrænet er helt fladt og åbent, og der er stort set ingen højdemeter på programmet.

Annonce

 

Den eneste reelle fare i denne fase er vinden, der ofte har spillet en helt afgørende rolle. Da man som sagt kører i samme retning næsten hele dagen, kan det være ekstremt stressende, hvis der bydes på sidevind. Er der modvind, kan det til gengæld blive en lang, kontrolleret dag, mens vi har set helt ufattelige hastigheder i år med medvind. Rekorden for det hurtigste endagsløb er i de senere år flere gange blev slået i netop Paris-Tours, senest i 2015, hvor vinderen Matteo Trentin holdt en gennemsnitshastighed på imponerende 49,642 km/t over de 231 km.

 

Efter 98,0 km når man frem til forplejningszonen i Vendome, men det ændrer ikke på løbets karakter. Man fortsætter nemlig herfra mod syd gennem fladt terræn. Først i Cangey efter 142,5 km sker der noget, for her drejer man mod sydvest og vest med retning mod målbyen. I stedet for at følge den direkte linje, snor man sig imidlertid rundt på områdets smalle, kuperede veje, og det er her de ni grusvejsstykker og syv stigninger melder sig.

 

Den første udfordring er Cote de Goguenne (800 m, 6,6%), hvis top nås med 51 km igen og leder direkte ind på den 1500 m lange Grosse Pierre-grusvej (***). Derefter fører en nedkørsel til Chateau de Valmer-sektoren (500 m, *), som indledes med 46,5 km igen. Kort efter rammer man Cote de Chancay (800 m, 5,5%), hvis top nås med 43 km tilbage, og den leder direkte ind på Chancay a Reugny-sektoren (900, *), der i år er 1200 m kortere end sidste år.

 

Efter denne grusvej resterer stadig 42,5, og nu falder der lidt ro på. Den næste udfordring kommer nemlig først 9,0 km senere, hvor man når toppen af Cote de la Valle du Vau (1000 m, 4,1%), og på toppen rammer man Noizay-sektoren (600 m, *). Bare 2500 m efter afslutningen rammer man med 30,5 km igen Epinettes-sektoren (1200 m, **), efter hvis afslutning der bare er 1000 m, inden man rammer toppen af Cote de la Rochere (400 m, 9,8%), på hvis top med 28,5 km igen man indleder Coudraie-sektoren (900 m, **). Den er knap overstået, inden man med 25,0 km igen skal over Solidarité-sektoren (1500 m, ***), der er den måske sværeste grusvej, og med 22,5 km når man toppen af Cote de la Vallée Chartier (600 m, 6,4%). På toppen indleder man Peu Morier-sektoren (1600 m, **), og kort efter skal man over Cote de Vouvray (500 m, 5,2%), der har top med 17,0 km igen. Efter yderligere 3,0 km skal man over dagens sidste grusvej Rochecorbon (800 m, *), hvorefter det gælder dagens sidste udfordring Cote de Rochecorbon (700 m, 5,1%).

 

Herfra resterer fortsat 10,5 km, der efter en lille nedkørsel det igennem helt fladt terræn ad en lang, lige vej mod sydvest, inden man i udkanten af Tours med knap 5 km drejer mod syd for at slå en lille sløjfe rundt om centrum. Med 4 km igen skal man til højre i en rundkørsel og derefter med det samme til venstre. Til slut er der et venstresving med 2100 m igen, inden man med 800 m igen drejer til venstre i en rundkørsel ind på den berømte, 6 m brede Avenue de Grammont, hvormed det berømte meget lange opløb som i tidligere år er væsentligt forkortet.

Annonce

 

Løbet byder på i alt 1258 højdemeter, hvilket er 14 mere end sidste år og 24 mere end i 2018.

 

I forhold til 2018 er den indledende del kun modificeret let. I finalen er der sket flere ændringer, men fra Epinettes-sektoren med 30,5 km igen er eneste ændring, at man har lavet et mere direkte indløb til Tours, hvorfor den flade sidste del er reduceret fra 12,0 km til 10,5 km. I forhold til 2019 er ændringerne som sagt minimale.

 

 

 

Annonce

 

 

 

 

 

Annonce

 

 

 

 

Vejret

Som sagt er det vejret, der i stor udstrækning bestemmer, hvor hårdt et Paris-Tours vi får, og det har traditionelt været vinden, der har været den værste udfordring. I år venter imidlertid en fin dag. Det vil være skyet fra morgenstunden med en bygerisiko på 20-25% frem til midt på eftermiddagen, men fra middagstid vil der mest være solskin og en temperatur på 15 grader. Den frygtede vind vil bare være let til jævn (15-18 km/t) og komme fra nord. Det giver med- og sidemedvind hele dagen frem til den kuperede zone. Her vil vinden komme fra alle retning, men der vil primært være sidevind. Til slut vil der være side- og sidemedvind efter sidste bakke, indtil man får medvind med 4 km igen. Det bliver til sidemedvind med 2,1 km, indtil man får modvind på de sidste 800 m.

 

Favoritterne

Enhver, der har set kalenderen for de kommende uger, vil vide, at der bliver knald på. Derfor er dette også en skitseagtig lynoptakt uden samme grundighed som normalt - mest skrevet fordi min samvittighed ikke kunne holde til at skippe så stort et løb. I den forstand er det mere en opremsning af de mest interessante navne mere end en meget præcis vægtning af, hvem der har de bedste chancer.

Annonce

 

Paris-Tours har altid været et af årets mest uforudsigeligt løb. Hvis løbet var blevet afviklet på snart sagt et hvilket som helst andet tidspunkt af året, ville de små bakker i finalen næppe have haft den store indvirkning, og en massespurt ville have været et næsten sikkert udkomme. Forholdene er imidlertid markant anderledes i et løb, der ofte er det sidste for langt de fleste deltagere. Motivationen kan være ganske lav, trætheden er sat ind, og formen er slet ikke, hvad den var tidligere på året.

 

Tidligere havde sprinterne meget ofte overtaget i Paris-Tours, og i langt de fleste tilfælde endte det i den forudsigelige massespurt på Avenue de Grammont. Det har imidlertid ændret sig i de senere år, et forhold, der primært kan forklares af to faktorer.

 

Først og fremmest har den kortere opløbsstrækning betydet, at der er mindre tid til at jagte efter de sidste stigninger. Det har gjort det langt sværere for sprinterne at komme i spil igen. Derudover spiller også kalenderændringen og den reducerede prestige en rolle. Der har været færre topsprintere til start, og det har gjort det sværere at kontrollere. Rytterne har tillige været mindre motiverede to uger efter VM, end de var, da løbet blev afviklet en uge tidligere, og det har gjort det lettere at overraske. Der har simpelthen væretfærre ryttere, der stadig har været i form. Selv hvis sprinteren selv har været tæt på 100%, har han sjældent været omgivet af friske hjælperyttere. Mange hold har allerede været reducerede i antal på forhånd, og løbet har ofte været præget af, at mange ryttere står af undervejs. Det er ganske enkelt lettere at gøre en forskel for friske ryttere. Det er derfor ingenlunde nogen tilfældighed, at det siden 2007 kun er hver tredje udgave, der er endt i en massespurt.

 

Uforudsigeligheden er kun blevet endnu større af den nye identitet, ASO gav det med ruteændringen i 2018. Forud for løbet var mange i tvivl om, hvorvidt løbet ville være for hårdt for sprinterne eller ej, men det svar kom prompte. Løbet blev forvandlet fra uforudsigelige sprinterløb med muligheder for sene angreb til at blive en slags brostensklassiker i efteråret. Grusvejene og bakkerne betød, at det kun var de hårde drenge, der kunne være med, og det endnu som et konstant udskilningsløb, hvor det ret hurtigt stod klart, at en massespurt var udelukket. Søren Kragh, Niki Terpstra og Benoit Cosnefroy kørte relativt tidligt væk for siden at afgøre løbet, og bag dem var det en gruppe med de brølstærke Oliver Naesen, Valentin Madouas, Tiesj Benoot, Sep Vanmarcke og Philippe Gilbert, der spurtede om 4. pladsen. Det siger lidt om, hvilken slags løb vi nu taler om.

 

Man skal dog passe på med at overgøre vanskeligheden. Sprinteren Timothy Dupont, der ikke er den allermest hårdføre, sad bare 10 sekunder bag Gilbert-gruppen, og Arnaud Demare sad sammen med hurtige Damien Touze yderligere 31 sekunder tilbage. Også Jonas van Genechten, Tom van Asbroeck og Clement Venturini var med i finalen, men til gengæld måtte de mere klassiske sprintere som André Greipel og Fabio Jakobsen strække våben og smide 4 minutter, mens Dylan Groenewegen var endnu længere tilbage med et tab på mere end 12 minutter. Sidste år havde løbet slet heller ikke samme hårdhed - delvist grundet hård modvind - og havde FDJ ikke været ramt af mange uheld, havde Arnaud Demare formentlig vundet en spurt i en gruppe. At Oliver Naesen og Niki Terpstra først til allersidst kørte væk fra navne som Lars Bak, Bert de Backer, Kevin Ista, Julien Vermote, Nikolas Maes og Fernando Barcelo, og at Cees Bol blev nr. 15 siger noget om, at vi ikke ser udskilning som i Flandern Rundt. De dage, hvor sprinterne kan drømme om et brag af en massespurt, synes dog definitivt at være ovre.

 

I gamle dage var det næsten alene vejret, der bestemte, hvor selektivt løbet skulle være. Sådan er det med den nye rute ikke længere, men de klimatiske forhold vil stadig være en nøglekomponent. Vinden bliver dog slet ikke specielt kraftig, men modsat sidste år vil der være generel medvind, hvilket gør det lettere at gøre det hårdt tidligt, ligesom man får sidevind i den kuperede zone. Lidt kraftigere vind havde været at foretrække for de stærke folk, der ikke vil spurte, men generelt taler betingelserne for et hårdt løb, selvom vi nok ikke får delynhurtige udgaver, som blev vundet af Marco Marcato og Matteo Trentin, der nærmest blev blæst til Tours med en gennemsnitsfart på knap 50.

 

For mig at se skiller to navne sig ud. Søren Kragh og Benoit Cosnefroy blev som sagt hhv. nr. 1 og 3 i den første grusudgave - faktisk var det Cosnefroys første store resultat i sin første hele sæson som WorldTour-rytter - og det viser, at de passer til finalen. Begge har været flyvende på det sidste - Kragh i BinckBank Tour og Cosnefroy i Fleche Wallonne og senest i Brabantse Pijl - og de vil begge have et hårdt løb. Sunweb har et relativt svagt hold, men stadig med Joris Nieuwenhuis og Casper Pedersen til at gøre det hårdt til sidst, og Ag2r ser ganske stærke ud. Med med- og sidevind hele dagen tror jeg, at de kan undgå ”en Wallays” med et tidligt overraskelsesangreb, så vi får en duel mellem de to favoritter, der formentlig vil åbne ballet relativt tidligt, som Kragh gjorde det sidste år indtil sin punktering.

 

Min forventning er, at de to vil køre fra alt og alle og skal duellere til sidst. Cosnefroy må regnes som den bedste på bakkerne, men de er næppe svære nok til at sætte Kragh, der er stærkest i fladlandet og på gruset. Jeg vil ikke udelukke, at Cosnefroy kan sætte Kragh til vægs på bakkerne, eller at Kragh kan gøre det på gruset, men jeg vil tro, at det ender i en spurt mellem de to. I en flad spurt bør Kragh være hurtigst, og derfor tror jeg, at han vinder yndlingsløbet for anden gang efter sidste års uheld.

 

Skal man pege på ryttere, der måske kan gå med dem, kunne det være Valentin Madouas og Loic Vliegen , der begge har vist fornuftig form i Ardennerne og burde passe fint til løbet. Også de er langsommere end Kragh, men i en spurt mod Cosnefroy burde de på flad vej have en ganske fair chance. Warren Barguil er også i fremragende form. Han mangler noget tyngde til gruset, men han har i Touren været overraskende god på brosten. Selvom han er hurtig, må han dog være overmatchet mod de fleste af de nævnte. Rudy Molard er ligeledes velkørende, men han synes ikke helt skabt til et grusvejsløb, selvom han formentlig er stærk på bakkerne.

 

Petr Vakoc er også et godt bud. Han var overbevisende i Brabantse Pijl, og dette er i sandhed et løb for ham, især fordi han også er hurtig. Også den uhyre holdbare Kristian Sbaragli står stærkt, og han burde kunne slå alle de nævnte. Med Montreal-benene fra sidste år bliver han ikke let at sætte. En joker er unge og hurtige Biniam Ghirmay, der imponerer igen og igen, men hans form er temmelig usikker, og han fremstår ikke som en mand, der elsker grus. Løbet er også perfekt for Aime de Gendt, der skuffede i BinckBank, men var flyvende i Luxembourg. Han er notorisk svingende og kan være i form igen. Jeg er også ret spændt på Alexander Krieger, der var god i Luxembourg og er lynhurtig, men svingende.

 

Løbet har også en stribe sprintere, der kan være med fremme. Mest fidus har jeg til Jon Aberasturi, hvis holdbarhed imponerer gang på gang, og som må være i Vuelta-form. Clement Venturini er ligeledes skabt til løbet, men et exit fra BinckBank gør mig i tvivl om formen. Casper Pedersen var fantastisk i Touren og vil elske dette løb. Han bør have en fair chance i en spurt. Det er også et godt løb for Bryan Coquard, men hans kørsel i onsdags var ikke overbevisende og tyder på Tour-træthed. Nacer Bouhanni er meget velkørende, men jeg tror, at det bliver for hårdt med det, han har vist på det sidste. Det er også på grænsen for Eduard Grosu, der ikke har kørt siden VM. Med ham kan det derfor blive både fugl og fisk, men jeg vil tvivle på, at han er i den helt store form til et ensomt løb, der slutter hans sæson. Til gengæld vil jeg tro, at det er for hårdt for Lorrenzo Manzin, Thomas Boudat, Emiel Vermeulen, Bram Welten, Sacha Modolo, der ikke har kørt meget i år, og Arvid de Kleijn. Omvendt har Anthony Maldonado en fair chance, men hans holdbarhed har skuffet i år, som det gælder for den meget svingende Mikel Aristi, der ikke har kørt løb i halvanden måned.

 

Andre ryttere, der kan være med langt fremme, er den stadig mere spændende Bruno Armirail, Quentin Jauregui, Connor Swift, Anthony Roux, Dries de Bondt, Qentin Pacher, Maurits Lammertink, den spændende Alessandro Fedeli, Jonathan Hivert, Pim Ligthart, Lucas Eriksson, Martijn Budding, August Jensen, Milan Menten, Arjen Livyns, Eliot Lietaer, Marco Canola, Charles Planet, Mathias De Witte, den i Luxembourg så stærke Markus Hoelgaard og Torstein Traen.

 

***** Søren Kragh

**** Benoit Cosnefroy, Valentin Madouas

*** Loic Vliegen, Jon Aberasturi, Kristian Sbaragli, Clement Venturini, Petr Vakoc

** Bryan Coquard, Warren Barguil, Aime de Gendt, Casper Pedersen, Jonathan Hivert, Alexander Krieger, Biniam Ghirmay, Eduard Grosu, Nacer Bouhanni, Alexander Krieger, Bruno Armirail, Rudy Molard, Markus Hoelgaard

* Alessandro Fedeli, Quentin Jauregui, Connor Swift, Anthony Roux, Dries de Bondt, Quentin Pacher, Maurits Lammertink, Lorrenzo Manzin, Arvid de Kleijn, Martijn Budding, Lucas Eriksson, August Jensen, Milan Menten, Arjen Livyns, Eliot Lietaer, Marco Canola, Anthony Maldonado, Matthias de Witte, Torsten Traen, Mikel Aristi

 

Danskerne

Søren Kragh er som nævnt ovenfor en af de tunge favoritter, men på Sunweb har Casper Pedersen også gode chancer for at køre med om sejren, hvorfor de begge er omtalt ovenfor. Hos Riwal ventes Tobias Kongstad at skulle agere hjælper for sprinteren Arvid de Kleijn, en formstærk Lucas Eriksson samt måske Martijn Budding August Jensen.

 

Tidligere års løb

Du kan gense Jelle Wallays sejr fra 2019. Søren Kraghs sejr fra 2018, Matteo Trentins sejr foran Søren Kragh fra 2017 samt Fernando Gavirias fantastiske overraskelsesangreb fra 2016.

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering.
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig.
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering.
Søren Kragh
Benoit Cosnefroy, Valentin Madouas
Loic Vliegen, Jon Aberasturi, Kristian Sbaragli, Clement Venturini, Petr Vakoc
Bryan Coquard, Warren Barguil, Aime de Gendt, Casper Pedersen, Jonathan Hivert, Alexander Krieger, Biniam Ghirmay, Eduard Grosu, Nacer Bouhanni, Alexander Krieger, Bruno Armirail, Rudy Molard, Markus Hoelgaard
Alessandro Fedeli, Quentin Jauregui, Connor Swift, Anthony Roux, Dries de Bondt, Quentin Pacher, Maurits Lammertink, Lorrenzo Manzin, Arvid de Kleijn, Martijn Budding, Lucas Eriksson, August Jensen, Milan Menten, Arjen Livyns, Eliot Lietaer, Marco Canola, Anthony Maldonado, Matthias de Witte, Torsten Traen, Mikel Aristi
INFO
Optakter
Nyheder
Paris - Tours
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Video i artiklenInterview med Michael Matthews før Brabantse Pijl

Video

Video i artiklenInterview med Greg van Avermaet før Brabantse Pijl

Video

Video i artiklenInterview med Dylan Teuns før Brabantse Pijl

Video

Video i artiklenInterview med Wout van Aert før Brabantse Pijl

Video

Video i artiklenOptakt: 1. etape af Volta a la Comunitat Valenciana

Landevej

Video i artiklenLIVE nu: Skal Ewan og Demare spurte på kuperet dag i Valencia?

Landevej

Optakt: Volta a la Comunitat Valenciana

Landevej

Annonce