6. etape: Aprica - Ossana 82,34 km - 1.979 hm

Igen er vi fuldtalligt på holdet, og I dag venter der en kort etape. Så med det i hovedet, tænkte jeg at den skulle have fuld gas, op over første stigning. Og så kunne jeg køre med et lidt mindre tempo resten af etapen.

Og det går også rigtig den første del af løbet, og min ben er helt fantastiske. Men hvad der ikke er fantastisk, er min røv. Jeg kan knap sidde på cyklen, og hver gang jeg skal gå fra stående til siddende, eller omvendt. Så er det med stor smerte HVER gang!

Jeg kommer på det først depot som nr. 2 fra holdet, og kan se resten af holdet komme dumpende ind. Men jeg må se langt efter min far, som kommer ned som sidste mand.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Det viser sig at den ene bremse ikke virker, og må derfor tage det roligt på nedkørslerne.

Denne etape, var en til glemmebogen. Og ikke nok med det, inden sidste stigning, kører jeg ind i helt nyt vejarbejde. Dette gør at jeg samler tjære, og samtlige sten med på vejen. Det giver heldigvis ikke punktering, men dog mange kilometer, hvor man nærmest føler at dækkende klæbrer sig afsted på asfalten.

Heldigvis var der masse af indlagte pauser, med is og sodavand. En dag, som ikke behøvedes at være lang, tog dog stadig 5 timer at komme igennem.

Vi kom på hotellet, hvor vi i dag skulle bo fire mand på samme hotelværelse. Så der var lagt op til god mandehygge. Og som det første gik turen ned i den indendørs pool, som var helt fantastisk. Dog lige med undtagelse af at, klorvand og siddesår ikke lige går hånd i hånd.

Vi nyder dog at kunne restituere i poolen, og snakken går på, at der nu kun er en dag tilbage. Dem der havde prøvet turen før, kan fortælle om den fantastiske følelse der er i vente, når man får øje på Gardasøen i det fjerne.

Stemningen er høj, og selvfølgelig skal vi lige op og have en øl, inden vi skal ud og spise.

Vi kommer hjem, og med en god dunst af metangas i lejligheden, kan man nu ligge sig til at sove med tankerne om at der nu kun var en etape tilbage.

Foto: Tour TransAlp

7. Etape: Ossana - Riva Del Garda 100,47 km - 2.320 hm

100 kilometer tilbage, af hvad der har været en af de vildeste oplevelser jeg nogensinde har haft. Og jeg glæder mig helt vildt til at skulle komme ned til Gardasøen.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

Desværre står denne etape ikke helt så klar i min erindring. Om det skyldtes den ”gode stemning” senere på dagen, vides ikke.

Dog skulle den største overraskelse komme i dag. Jeg havde nok lidt mentalt indstillet mig på at det var slut, og havde desværre undervurderet dagens etape.

Dagens anden stigning, Passo Daone, skulle vise sig at være den mest overraskende stigning. En mega hård stigning, hvor jeg igen måtte se min far, stille og roligt trække fra mig. Jeg holder mig dog på cyklen, men også kun lige. Denne stigning, var konstant i procenterne, som aldrig lod til at slippe.

På toppen er vi kun lige nået halvvejs igennem dagen, og jeg kan mærke der er slukket. Jeg husker fra dagen før, at Søren siger til mig, at man på sidste dagen lige finder den sidste energi frem, og man har lige lidt ekstra at give af. Men dette var ikke tilfældet med mig.

Mine ben var tømte, og mit hovedet var heller ikke med mig. Heldigvis havde jeg tidligere på ugen, hjulpet min far igennem 4. etape, og nu var det hans tur til at give igen på den konto. Han sidder ved min side hele vejen igennem, og trækker mig op over både tredje og fjerde stigning. Og nu stod den på nedkørsel ned mod Gardasøen.

Vi havde tidligere aftalt at vi alle på holdet skulle vente på hinanden, så vi fælles kunne køre i mål. Men jeg tvivlede dog på at holdet ville vente på os, da jeg havde kørt i et meget langsomt tempo. Så til min store overraskelse, når vi kommer trillende nedad, står de seks andre gutter inde til højre og venter. Og lige der, får vi øje på Gardasøen - Alt går op i en højere enhed.

Hele holdet samlet, synet man havde set frem til. Lad mig bare ærligt sige, jeg er her glad for mine store oakley briller med reflekterende glas i. Med en lille klump i halsen, får man taget sine billeder. Og nu var turen til de sidste 10-15 kilometer.

Vi kommer ind i byen samlet, og jeg venter hele tiden på der hvor man får øje på porten. Og pludselig kører vi ind til højre, og her viser porten sig. Holdet samler sig så meget vi kan, og vi kører over i samlet flok - Speakeren anderkender holdet der kommer ind over stregen, og med det største smil læben, er dette års Tour TransAlp overstået.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

Det er meget svært at beskrive hvad der sker oven i hovedet på en, når man passerer stregen. Man er utrolig stolt over sig selv. Og jeg er glad for den oplevelse jeg har kunne dele med min far, og med dem fra holdet. Jeg er lettet over at det er overstået, men samtidig lidt trist over at det nu er slut.

Men ovre var det, og det var tid til at få sin Finisher-trøje, og den velfortjente medalje hen over hovedet.

Og nu skulle aftenen bare nydes, og det var direkte i øllene. I målområdet, sidder vi alle og hygger, og får et par øl. Vores cykler bliver herefter afleveret, til hjemtransporten. Og herefter var det afsted til hotellet, med tasken på ryggen.

Vi går på hver vores værelser, og ikke mange minutter senere er vi alle nede i poolen, hvor øllene nu begynder at komme i en lind strøm.

En helt igennem hyggelig tur med holdet, peaker nu her ved poolområdet, hvor stravasegmenter gennemgåes, stikpiller gives til højre og venstre, og humøret er måske liiiige til den gode side.

Og med bar mave og lækkert hår, finder Rene os et bord på den absolutte nærmeste restaurant. Og hvem der får den gode idé, at vi alle skulle da have 1 liter øl til maden, vides ikke. Men klog er manden ikke. Mænd i deres bedste alder, hygger sig nu for fuld skrue.

Efter maden, dasker vi nu mod den allersidste tur i isboden. Nogen har mere succes end andre, med at få spist sin is. Og selvom vi for få timer siden var konger, var gassen nu gået af ballonen. Og med tanke på at vi også skulle hjem dagen efter, var det nu tid til at lukke og slukke.

En helt igennem fantastisk uge var nu slut. Og nu var der kun tilbage at sige, tak for denne gang, og dette her var absolut ikke sidste gang at jeg skulle prøve Tour TransAlp. Nu må vi så se, hvornår denne chance igen byder sig.

Læs første del af løbsberetningen om Tour TransAlp

Læs anden del af løbsberetningen om Tour TransAlp