Det er den 23. juni 2018, lørdag morgen, og klokken er 08:23, jeg ruller ned af Hovedgaden til Bryrup. Solen er fremme, det er okay lunt, men vinden er allerede frisk, og rusker lidt i cyklen. Jeg er noget nervøs, for jeg var med i et voldsomt styrt i maj måned og er vist ikke helt kommet mig efter den påkørsel.

Sidste weekend kørte jeg GP Horsens, og det var en rigtig hård omgang med vind, regn og bakker. Så jeg håber i dag vil blive en god dag, med en sluttid på omkring de fem timer plus lidt depottid.

Turen gennem Bryrup

Det summer af forventninger og stemmer på Bryrup Skole, hvor indskrivning foretages. Nemt og hurtigt er det formelle overstået, og rygnummer er monteret. Jeg skal med den første gruppe mod Viborg. Vi bliver sendt af sted med venlige ord fra en lokal notabilitet med ønske om god tur og nyd naturen undervejs.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Vi ruller op gennem Bryrup i en lang slange. For dem som ikke kender byen, så ligger den i bunden af en dal, og for at komme ud af byen skal man opad.

Vi ruller af landevej nordpå inden vi bliver ledt ind i Løndal Skov. Vi kører på grusveje af rimelige kvalitet. Der er nogle kanaler på tværs af vejen til afledning af vand, som giver lidt udfordringer ved passagen, specielt når det går op ad bakke. Og bakker har ruteplanlæggerne fundet her. For en lidt tung rytter som mig, når pulsen hurtigt højder, hvor åndedrættet ikke kan følge med.

Jeg kan ikke sidde med foran, og finder mig en lille gruppe, som kører sammen. De giver den godt med gas, og jeg spekulerer på, hvor længe jeg kan sidde med. Det er ikke helt gode ben, jeg sidder med. Til mit held har gruppen en rytter, som kæmper noget, så jeg hænger på i skoven.

Første depot
Vi suser rundt på sporet i Velling Skov og Store Hjøllund Plantage indtil vi rammer landevejen mod første depot i Hjøllund. Her siger jeg farvel til gruppen, da jeg inden start havde besluttet, at stoppe i alle depoter, for at tanke op på vand og energi. Tror faktisk heller ikke, jeg kunne sidde med ret længere, kroppen var begyndt at reagere på anstrengelserne.

Efter depot ruller jeg alene mod Gludsted Plantage, hvor sporet består af kringlede og krogede singletracks samt grusveje. Her kommer vinden også i spil, for der står en pæn hård vind lige imod. Spotter to ryttere noget fremme, og forsøger at køre dem op. Det kan jeg ikke. Så jeg fortsætter i mit eget tempo mod Engesvang og næste depot.

Depotet i Engesvang er uden tvivl det bedste depot jeg har frekventeret i min cykletid. Du ruller af bagdøren direkte ind i hallen, hvor du hænger din cykel på stativ, nærmest voldtager det store bord med gode sager, inden du vælger, for derefter at gå igen og igen efter proviant.

Mens jeg sidder og nyder pulled pork og friske boller, kommer to grupper ind i hallen. Den første er på seks mand og den anden på tre mand.

Jeg vurderer mine muligheder for samkørsel, og henter lige lidt ekstra godter fra bordet. Ruller ud af hallen igen, og krydser fingre for, at jeg snart får selskab på sporet.

Fedt spor, men måske har jeg overvurderet mig selv?

Solen titter frem og bringer lidt tiltrængt glæde ind i kroppen. For jeg er endnu ikke blevet hentet af grupperne fra Engesvang. Sporet leder ud i Kompedal Plantage med modvind og løst grus. Synes selv det går ok fartmæssigt, men er begyndt at være øm i skulderpartiet og overkroppen. Kompedal er en lang kamp mod vinden og underlaget. Bliver overhalet af de første 165 kilometer på distancen. Kan slet ikke sidde med der.

Rammer Stendal sporet ved Havredal. DET er virkeligt et fedt spor, og der er lagt rigtig mange timer i det. Her bliver jeg fanget af seks mands gruppen fra tidligere. De bliver lukket forbi, og jeg forsøger at sidde på halen. Det går slet ikke, og her går det rigtig op for mig, at måske, igen, har overvurderet mig selv. Der er slet ikke mere kraft i benene, og de første tanker om DNF dukker op. Heldigvis kommer sidste depot i Stendalen.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Vand, rugbrød med marmelade og masser af appelsiner ryger ned i maven, inden jeg fylder min flaske og ruller mod Dollerup Bakker.

I Dollerup Bakker er der masser af singletracks, hvor det ikke er nemt at overhale. Og her fanger jeg to ældre mennesker, som forsøger at betvinge singletracket. Først lidt irriteret og med lyst til at råbe ”bagfra”, men så alligevel også med en del beundring. 

Sammenhold og samvær

Efter min vurdering, så er det ikke længe siden, disse to ældre mennesker har kastet sig over at køre mtb. Men her ruller de sammen til Hærvejsløbet 2018, og bliver udfordret af sporet og kundskaber. Måske har jeg grebet det hele lidt forkert an? For hvor er sammenholdet og sammenværet på min tur? Hvor er den åbenlyse glæde ved at cykle, som disse to mennesker højlydt giver udtryk for?

Jeg kører forbi dem og hilser, de er stjerner i min verden. Resten af turen ind til Viborg gennem Lang Skov og Liseborg Plantage smiler jeg trods en krop, som nu virkelig reagerer. Ruller over målstregen i tiden 05:46:42. Et pænt stykke fra mit mål, men trods alt i mål.

Lyt til din krop

Bilen er parkeret tæt på mål, og jeg får skiftet tøj og cyklen bagi parat til hjemturen. Så får jeg det rigtig dårligt, med sløret syn og kvalme. Jeg kører hjem og går i seng. Resten af natten kaster jeg op, og har det rigtig skidt.

Ved eftertanke, har de mange rystelser undervejs fra cyklen, sikkert været med til at forværre den hjernerystelse jeg havde efter mit uheld.

Så mental note til mig selv, lyt nu til din krop!!

Du kan også læse min løbsberetning fra 2017, hvor jeg også kørte løbet. Kunne du være frisk på at køre Hærvejsløbet i 2019, så kan du tilmelde dig nu på løbets website.

Tilmeld dig allerede nu Hærvejsløbet 2019