Artiklen fortsætter efter videoen.
Landstræner Tayeb Braikia var tilfreds med sine rytteres indsats i det netop overståede Bane DM i Ballerup Super Arena.
”Det gik mere eller mindre som forventet. Vi havde forventet, at Rasmus Quaade og Michael Færk skulle køre om guldet på fire kilometeren og at det egentlig kunne få begge veje. Rasmus kørte flot og derudover overraskede Jens Erik ved at køre sig i finalen. I de andre discipliner blev der også kørt flotte cykelløb, blandt andet fik Daniel vist sin klasse i pointløbet, men jeg må sige, at jeg er skuffet over antallet af deltagere. Både ved de normale DBC stævner og ved tidligere Danmarksmesterskaber har der været flere ryttere. Det er som om, at det kun er dem som virkelig satser på banen, som vælger at køre DM,” forklarer Tayeb Braikia til Feltet.dk og tilføjer, at der i juniorklassen også blev kørt virkelig flot.
”Både pointløbet og scratch løbet var virkelig flot cykelløb, og derudover var finalen i tre kilometeren mellem Emil Hovmand og
Lasse Norman Hansen spændende,” forklarer Tayeb Braikia, som har store forventninger til de unge ryttere.
”Vi har allerede haft begge inde omkring landsholdets træningssamlinger og det er absolut positivt. Når vi til januar skal til World Cup i Beijing, har vi også valgt at tage Norman med, så han kan snuse til det højeste niveau,” slutter Tayeb Braikia.
Landstræneren var også tilfreds med kvindernes indsats, men det vil Feltet.dk beskrive senere på ugen, hvor vi også kommer ind på deres planer frem mod VM.
Foto: Dan Reinhardt