Kender I det, hvor man læser noget og tænker: “Det kan jeg godt toppe.”

Sådan havde jeg det, da jeg læste en klumme på TV 2 fra fodboldekspert Peter Sørensen, hvor han hyldede den danske landsholdsspiller William Kvist for dennes 4 minutter på banen, efter han var blevet nedlagt af en modspiller i Danmarks åbningskamp ved VM i fodbold mod Peru. Det viste sig nemlig efterfølgende, at Kvist havde brækket to ribben og punkteret den ene lunge, og Peter Sørensen kaldte indsatsen "legendarisk".

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Kvists bedrift er beundringsværdig. Han er tydeligvis en topprofessionel sportsmand, der knokler benhårdt for at opnå sine mål og kæmper videre, selv når det gør rigtig ondt. At han blev klar til at spille igen så kort tid efter, er blot endnu mere imponerende og fortjener absolut sin hyldest. I en kontaktsport som fodbold er det særdeles rimeligt at opgive ævred med den slags skader.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Men den her kommentar handler ikke om William Kvist.

For nok er Kvists præstation unik for fodbolden, men i cykelsporten havde han blot være endnu et nummer i rækken.

I går styrtede amerikanske Lawson Craddock med 100 kilometer tilbage af 1. etape af Tour de France og brækkede sit venstre skulderblad. Enhver, der så etapen, bemærkede, hvordan han sad fuldkommen skævt på cyklen efter styrtet og tydeligvis var i stor smerte.

I dag fortsætter han så Tour de France. Ja, du læste rigtigt. Manden, som i går kørte 100 kilometer med et brud på skulderbladet, har besluttet, at han nupper 182 mere, inden han afgør, om det går eller ej. Oven i købet vil Craddock donere 100 $ til et cykelprojekt for hver etape, han gennemfører. Man kunne tro, at det skyldtes, at Craddock også slog hovedet i styrtet, men i virkeligheden er det blot udtryk for indstillingen hos langt de fleste cykelryttere, som i mange, mange tilfælde er set færdiggøre en etape med brud på fingre, skuldre, ribben eller lignende. Ja, Tyler Hamilton formåede endda (i en helt anden tid, I know) at gennemføre Tour de France og opnå sit bedste resultat i karrieren med et brækket kraveben næsten hele løbet.

Når man så i modpolen ser fodboldspillere falde til jorden og vride sig som en fisk, der netop er hevet op af søen, hver eneste gang en modspiller strejfer deres skulder eller ankler, så er det, som om det samlede billede ikke på samme måde indgyder til respekt.

Cykelryttere er gjort af særligt stof. Det har vi fået bekræftet gang på gang. Fodboldspillere er gjort af et helt andet og noget mere sart stof. Det får vi bekræftet gang på gang i disse uger.

William Kvist skal hyldes for sin indsats for det danske landshold, og en dertil skreven klumme er ikke ufortjent, fordi han stikker ud som en ener blandt de fleste af sine kolleger. Men hvis vi også skal til at gøre det, hver gang noget lignende sker i cykelsporten, så kunne vi næsten ikke lave andet.

All hail Lawson Craddock.

Happy to bring you this report from @lawsoncraddock this morning from our hotel. pic.twitter.com/qO7vBFytSU

— EF Education First - Drapac p/b Cannondale (@Ride_Argyle)

8. juli 2018

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx