Enhver skuespiller vil vide, at en god premiere ikke står og falder med en vellykket generalprøve. Alligevel bliver tiden op til den store dag ufatteligt meget lettere og mindre urolig, hvis detaljerne sad i skabet, da det hele blev testet en sidste gang inden den første forestilling. Naturligvis er der stadig tid til at rette op på skønhedsfejlene i den mellemliggende periode, men det hele bliver nu alligevel lidt mindre stressende, hvis det kan undgås.

Det er formentlig på præcis samme måde, klassikercirkussets hovedaktører har det i disse dage. Den seneste uges tre store WorldTour-løb, Driedaagse Brugge-De Panne, E3 BinckBank Classic og Gent-Wevelgem skød nemlig Den Flamske Cykeluge i gang, og selvom de alle tilhører kategorien af sportens allerstørste endagsløb og derfor bærer en prestige, der med et godt resultat kan redde foråret for de fleste, har de alle i en eller anden grad karakter af test, forberedelse og generalprøve. En podieplads i E3 måske nok et stort resultat, men det er stensikkert, at alle løbets hovedaktører i de efterfølgende dage har haft mere end travlt med at aflæse de små tegn og drage de væsentligste konklusioner om konkurrenternes form inden de to begivenheder, der ganske enkelt overskygger alt andet: Flandern Rundt og Paris-Roubaix.

Af de tre løb er det altid E3, der har i dagene op til Flandern Rundt tiltrækker den største interesse. Fredagsløbet er nemlig det, der minder mest om søndagens store monument, og det er derfor her, man for alvor kan se, hvor formbarometeret står, inden hele Flandern går amok i en kollektiv cykelrus på søndag. Med det forrygende forårsvejr blev løbet i De Panne nemlig en sand sprinterfest, og selvom Gent-Wevelgem blev en knaldhård affære, vil løbet altid have en karakter, der gør det mindre sammenligneligt med det, der venter i Flanderns smukkeste cykelløb.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

På den baggrund er det måske også meget passende, at podiet i E3 så ud, som det fremgår af billedet ovenfor. Da pulsen igen var faldet ned efter det hæsblæsende Gent-Wevelgem, og de vigtigste konklusioner skulle drages, står man nemlig tilbage med billedet af, at det er netop de tre bedste fra det løb, der kan gå ind til monumenterne med mest ro i maven.

Selvom den ene sejr efterhånden er en måned gammel, er det naturligvis Zdenek Stybar, der fremstår som kongen af den første del af brostenssæsonen. Med sejre i både Omloop Het Nieuwsblad og E3 - de to løb, der minder mest om Flandern Rundt - er det i hvert fald svært at komme udenom, at tjekken til fulde har udfyldt det tomrum, som er blevet skabt med først Tom Boonens karrierestop og siden Niki Terpstra holdskifte. Der var ellers tvivl om, hvorvidt det hul kunne lukkes efter et 2018, hvor Terpstra havde været Deceunincks absolut stærkeste, men den frygt hos manager Patrick Lefevere, har den tidligere crossverdensmester effektivt lagt en dæmper på.

Der er da næppe heller tvivl om, at Stybar er i sit livs form. I hvert fald er han den eneste, der endnu ikke har vist ét eneste svaghedstegn i de største brostensløb. Både i Omloop og E3 sad han limet til Greg Van Avermaets hjul, da denne i begge løb lancerede de afgørende angreb, og i går var det Stybar selv, der forcerede så stærkt på Kemmelberg, at kun Wout van Aert kunne følge ham.

Stybars styrke kan således ikke diskuteres, men det står også klart, at han har kunnet profitere af det stærke Deceuninck-kollektiv, der i høj grad muliggjorde hans sejr i fredags. I hvert fald er det stærkt utænkeligt, at han havde spurtbesejret den normalt hurtigere Van Avermaet, hvis ikke Bob Jungels’ store soloridt havde sikret ham en gratis fragt frem til spurten. På den måde betød det taktiske spil, at han aldrig blev tvunget til for alvor at blotte sine kort, og reelt ved vi derfor ikke, hvor tjekken reelt står i forhold til sine værste rivaler.

Det er dog altid kollektivet, der har været Deceunincks styrke, og derfor er det bare en grundpræmis, der ikke kan ændres, at man netop på det mandskab ikke behøver at være stærkeste mand for faktisk at vinde. Det blev i hvert fald tydeligt i fredags, men alligevel er der måske grund til lidt optimisme i de rivaliserende mandskabers lejre.

De seneste løb har nemlig også vist, at det belgiske hold måske ikke helt er så stærkt uden Terpstra. I hvert fald var det ildevarslende, at hverken Philippe Gilbert eller Yves Lampaert kunne køre med de bedste på fredagens stigninger. Det har Lampaert ganske vist aldrig kunnet, men han har altså ikke været i stand til at tage det sidste skridt op. Samtidig bekræfter løbet blot det billede, vi allerede fik sidste år, nemlig at Gilbert efterhånden mangler det punch, der gør ham i stand til for alvor at udfordre favoritterne.

Håbet er, at Jungels kan udfylde lidt af det tomrum, men det er langt fra sikkert. Vi så nemlig i åbningsweekenden, at heller ikke luxembourgeren har det punch, der skal til for at udfordre de sande specialister. Hans styrke er den enorme motor, der gør ham i stand til at iværksætte soloridt fra distancen, men han er næppe i stand til at køre finale, når de rigtige brostenskonger træder an. Set i det lys kan rivalerne i hvert fald se en mulighed for på søndag at isolere Stybar og dermed for en gangs skyld skabe en situation, hvor Deceuninck ikke sidder med overhånden.

Det må være det, Greg Van Avermaet håber på. De seneste løb har i hvert fald til fulde bekræftet den frygt, man har kunnet have, siden CCC færdiggjorde deres trup, nemlig at holdet slet ikke har styrken til at bakke kaptajnen op. Det er en skam, for Van Avermaet har med overbevisende kørsel vist, at han er tilbage på det niveau, der gjorde ham næsten usårlig i 2017. I Omloop angreb han så hårdt på Muren og Bosberg, at kun Stybar kunne følge ham, og i E3 var det ham, der skabte de afgørende udskilninger både på Paterberg og Tiegemberg.

Alligevel blev Van Avermaet i begge tilfælde slået, blandt andet fordi hans isolation betød, at han ikke som Stybar kunne lukrere på sit hold. Samme svaghed blev åbenbaret i gårsdagens Gent-Wevelgem, hvor CCC var helt fraværende, da feltet knækkede i sidevinden, og stakkels Van Avermaet kunne som isoleret orange skikkelse ikke gøre meget for at påvirke løbsudviklingen over de sidste 100 km. Nok bruger Van Avermaet megen tid på at glæde sig over sin egen superform, men han kan næppe undlade at ligge søvnløs over et hold, der ikke er i nærheden af at matche det BMC-hold, der hjalp ham til de store triumfer for to år siden.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Den slags overvejelser behøver Wout van Aert ikke gøre sig. Belgieren er efter de seneste uger den sidste mand i den aktuelle top 3, og modsat Van Avermaet er det sket som led i en kollektiv indsats, der viser, at Jumbo i disse løb er kommet milevidt i løbet af de sidste 12 måneder. Van Aert selv gav allerede prøver på talentet i et flot 2018, men alligevel må det komme som en overraskelse, at han har været så stærk i alle løb fra Sanremo og frem til Gent-Wevelgem. Faktisk er det måske ham, der har efterladt det allerstærkeste indtryk, for han har ikke på noget tidspunkt givet indtryk af for alvor at være presset. Det var han ikke i Sanremo, hvor det endda var ham, der effektivt forhindrede Matteo Trentin i at vinde og alligevel havde kræfter til at spurte sig til en 6. plads mod mange hurtigere folk. Det var han heller ikke, da han sad limet til Van Avermaet på alle stigninger i E3. Og det var han heller ikke, da han trods hård sidevindskørsel i første gruppe over mere end 100 km som eneste mand kunne matche Stybar på Kemmelberg i Gent-Wevelgem.

Vi har fra crosstiden længe vist, at Van Aert har en enorm motor, men hans stormskridt mod toppen af klassikerscenen er alligevel gået hurtigere end forventet. Der var i hvert fald ikke mange, der havde peget på ham som en af de tungeste favoritter til de to brostensmonumenter, men den status må han påtage sig efter de seneste ugers løb. Og samtidig kan altså betrygge sig ved, at han i Mike Teunissen, Danny Van Poppel og Amund Grøndahl Jansen har tre formstærke løjtnanter, der alle kan ventes at spille en rolle i finalen, ikke mindst efter et Gent-Wevelgem, hvor hollænderne var på forkant i alle situationer, først i sidevinden, siden med fremstød fra Teunissen og Jansen og til sidst med Van Poppel som våben i spurten. Og med tanke på, at Dylan Groenewegen med sin overmenneskelige spurtsejr foran Fernando Gaviria og Elia Viviani - ikke just to juniorsprintere - nærmest satte en ny standard for, hvor legende let man kan vinde, må man tage hatten af for, hvordan det hollandske hold på 12 måneder er forvandlet fra anonymt 2. divisionshold til en reel magtfaktor på brostenene.

Det er Peter Sagan normalt også, men den tidligere verdensmester har i de seneste dage måttet sande, at sygdommen op til Tirreno har sat sig dybere spor end ønsket. Ganske vist havde han en defekt som en delvis undskyldning for et alt andet end overbevisende E3, men han var heller ikke for fin til selv efterfølgende at indrømme, at der nok manglede en diamant eller to i benene. Det stod da også tydeligt for enhver, at det ikke just var en frisk Sagan, der kun akkurat kunne hænge på de bedste, da Van Avermaet trykkede den af på Paterberg, længe inden cyklen voldte problemer. Og da han spillede på den forkerte hest med sin offensive kørsel i Gent-Wevelgem og derfor ikke forsvarede sin titel, går han ind til brostensmonumenterne helt uden et eneste nævneværdigt resultat på pavéerne.

Er det så for sent for Sagan at finde formen? På ingen måde. Sagan er nemlig noget ganske særligt, og han har hele tiden haft som mål at skubbe formtoppen en anelse, så han også har lidt i tanken til sin første fuldtonede ardennerkampagne. Sidste år så han langt værre ud i E3, men da det gjaldt i Flandern, var han alligevel i stand til at køre fra alt og alle og jagte Terpstra i finalen, og der er vist heller ingen grund til at erindre om, hvem der knuste al modstand med en overbevisende indsats i Roubaix. Man skal derfor slet ikke være overrasket, hvis det er en helt anden Sagan, vi ser, når det for alvor gælder om lidt under en uge.

Det er nok derfor snarere en mand som Oliver Naesen, der har grund til at være bekymret. Efter hans skræmmende klatreindsats i Paris-Nice, hvor han sikrede sig en vanvittig samlet 13. plads, og den fornemme 2. plads i Sanremo, kom han hjem til Belgien som det absolut varmeste navn. De to seneste løb har imidlertid afsløret klare huller i hans ellers så ubrydelige panser, og selvom han i Wevelgem leverede endnu en overraskende spurt og vel næppe har været så spurtstærk tidligere, imponerede han ikke just på stigningerne i hverken det ene eller det andet løb. I teorien burde monumenternes distance være til fordel for Naesens enorme motor - i hvert fald er det i dem, han i tidligere år har virket mest overbevisende - men man kan frygte, at han måske alligevel var lidt for god, da han for to uger siden klatrede med alle bjerggederne på de sydfranske stigninger.

Om det er en mistimet form, der også betød, at Matteo Trentin ikke kunne matche de bedste i E3, er nok til gengæld ikke tilfældet. Italieneren kørte nemlig et fremragende Gent-Wevelgem, hvor han modsat Sagan stadig kunne køre en flot spurt, selvom han havde slidt sig selv op med offensiv kørsel tidligere. Der er ikke noget, der tyder på, at Trentin ikke er præcis lige så stærk, som han har været fra dag 1 i en sæson, hvor han har kørt som en motorcykel ved enhver lejlighed. Snarere må vi nok bare sande, at Trentin stadig mangler de sidste få procent for at kunne matche de allerstørste specialister på de belgiske hellingen, og dem finder han nok ikke inden på søndag. Det sletter dog ikke indtrykket af, at Trentin har været en af forårets oplevelser, og kan han fortsætte den udvikling i de kommende år, synes alt muligt i fremtiden.

Det er det måske også for Alberto Bettiol. Et 2018 ødelagt af skader og sygdom havde ganske vist fået mange til at glemme, hvor lovende han egentlig var i 2016 og 2017, og derfor var han gledet lidt af radaren. I de seneste uger er der imidlertid i den grad blevet zoomet ind på den spændende italiener, der lige siden Strade Bianche har været flyvende. Mest overraskende var hans chokerende 2. plads på enkeltstarten i Tirreno, men der var næppe heller mange, der havde regnet med, at han i fredags ville være fuldt på højde med Van Avermaet, Stybar og Van Aert.

Det var han imidlertid, og selvom han måske i kampens hede var lidt for generøs med sit føringsarbejde og derfor kørte en skuffende spurt, kan han gå ind til Flandern Rundt med en reel tro på, at han kan køre med om sejren. Han har stadig til gode at vise, at han kan være med efter 250 km, og i det lys kan hans fejlslagne Gent-Wevelgem være lidt bekymrende, men Bettiol fremstår i hvert fald som en yderst farlig dark horse frem mod søndagens storløb.

I det hele taget kan EF-mandskabet blive en magtfaktor. Det kræver bare, at stakkels Sep Vanmarcke, der ellers så skarp ud inden sit uheld, ikke er for mærket af det styrt, der sendte ham i asfalten i fredags. Det formmæssige udgangspunkt burde være godt, og kommer han fint igennem onsdagens test i Dwars door Vlaanderen, kan han stadig nå at være en kandidat til sejren i Flandern Rundt, der passer ham som fod i hose. Og da holdet også har en forrygende velkørende Sebastian Langeveld, der med sin dieselmotor altid er bedst over lange distancer, vil det være en god ide at zoome ind på de pink trøjer, når der skal køres finale om en lille uges tid.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Her kan det også være en god ide at holde øje med Sonny Colbrelli. Italieneren var allerede i top 10 i Flandern Rundt i 2017, og efter et sygdomsramt forår i 2018 er han nu klar til at bygge videre på det resultat. I hvert fald har han vel aldrig været bedre, end han var i E3, hvor det formentlig kun var en dårlig position, der sendte ham ud af kampen om sejren. Et ødelagt hjul knuste hans drømme i Gent-Wevelgem, men Colbrelli ligner en mand, der med sin spurt som et hemmeligt våben, kan gøre sig gældende også på søndag.

Om Niki Terpstra kan det, er mere tvivlsomt. Sidste år var han den ubetinget stærkeste i disse løb, men det har han slet ikke været i år. Uheldigvis falder det sammen med, at han ikke længere har støtte fra feltets stærkeste mandskab, og selvom Direct Energie kørte et imponerende Gent-Wevelgem, forsvarer Terpstra kun sin titel, hvis han igen er stærkeste mand. Det er der i skrivende stund ikke meget, der tyder på, men man skal altid passe på med at undervurdere netop ham. Humørrytteren Terpstra har altid været yderst svingende igennem én og samme klassikersæson, og da han altid er bedst i de længste løb, vil det stadig være en god ide at holde øje med 1-tallet på søndag, også selvom han savner de gamle bonkammerater fra de gode, gamle Quick-Step-dage.

For andre hold ser det mere kritisk ud. Særligt Lotto Soudal må ærgre sig over, at Tiesj Benoot slet ikke har samme superform som sidste år. Heldigvis er der endnu tid at løbe på, og også han er altid bedre over lange distancer, men foreløbig har han slet ikke haft det tårnhøje niveau, han havde i et 2018, hvor han var langt bedre, end resultaterne afslørede. Jens Keukeleire har måske aldrig været bedre, end han er netop nu, men han er trods alt ikke en rytter, der for alvor kan regnes som en favorit til på søndag. Og selvom man henter en joker ind i Tim Wellens, vil det nok være meget at forlange, at belgieren i dennes debut skulle kunne køre med om sejren.

Også Sky har grund til at være bekymrede. Det så ellers så lovende ud med en yderst spændende og bred trup, men desværre har de været ramt af uheld. Det står efterhånden klart, at Gianni Moscon ikke når at finde formen efter det ærgerlige styrt i Emiraterne, og for ham handler det nu mest om at blive klar til Giroen. Dylan Van Baarle viste heldigvis god form i Coppi e Bartali, men han må formodes stadig at være sat tilbage af den skadespause, han har haft efter styrtet i Omloop, og som kostede ham deltagelse i Tirreno. Til gengæld kan holdet glæde sig over, at Luke Rowe med et meget overbevisende Gent-Wevelgem ligner en spændende joker på søndag, men i kraft af hans manglende spurtstyrke vil han altid være en rytter, der har svært ved at vinde.

Den spurtyrke mangler Alexander Kristoff til gengæld ikke. Nordmanden har altid været kendt om verdens hurtigste på den anden side af de 250 km, men den status har der været stillet spørgsmålstegn ved på det seneste. Efter at han vandt feltets spurt i Sanremo og i går leverede en knusende sejr, da en træt Fernando Gaviria gav ham løbepas på den lange, lige opløbsstrækning i Wevelgem, har han med fynd og klem sat en tyk streg under, at han er næsten umulig at overspurte, når silken er slidt af rivalerne. Samtidig har han trods en hel serie af uheld i Paris-Nice, generelt virket betydeligt stærkere end i mange år, og han har derfor svaret flot på den degradering, Gavirias ankomst til holdet har betydet.

Betyder det så, at han kan genvinde Flandern Rundt? Næppe. Der er stadig lang vej til den Kristoff, der i 2015 knuste alt og alle i snart sagt hvert eneste løb i nogle gyldne uger, men han er utvivlsomt bedre, end han har været i de senere år. Distancen i det flamske monument vil altid tale til hans fordel, men vi ved også, at Kristoff ikke har det nødvendige punch til at gå med de bedste på de sværeste hellingen. Kun hvis det samles til en spurt i en gruppe, eller hvis han kan foregribe de mere eksplosive folk, har han en chance, men sejren i Wevelgem har i hvert kastet hans navn ind i puljen over ryttere, der måske kan gøre det, hvis alt flasker sig. Det kan Gaviria nok ikke i dennes debut i Flandern, men med flot kørsel i Wevelgem og en solid 2. plads i De Panne har han rejst sig fornemt efter et lidt skuffende Sanremo og ligner et godt bud på en mand, der kan vinde onsdagens Dwars door Vlaanderen.

Det kan Mathieu van der Poel også. Der har været megen spænding om det hollandske fænomens klassikerdebut, og han har med det samme vist, at potentialet er reelt. Det er ikke mange, der bliver nr. 4 i deres allerførste WorldTour-løb, men det var, hvad Van der Poel gjorde i går. Det skete endda efter et løb, hvor han havde været med i sidevinden, selvom han er del af et hold, der ikke kan yde ham megen støtte, og kommer som opfølgning på sidste års EM-sølv og sejr ved de hollandske mesterskaber, der også begge blev opnået efter mere end 250 km. Det vil nu stadig være en overraskelse, hvis han vinder sit første Flandern Rundt, men udelukkes kan det ikke. Også i Amstel Gold Race vil han være en stærk kandidat, og da han lige nu ligner den største favorit til Brabantse Pijl, er der meget, der tyder på, at Van der Poel får en klassikerdebut, der til fulde kan matche den, ærkerivalen Van Aert fik sidste år.

Trek-mandskabet kigger sikkert misundeligt i hans retning. Forud for sæsonen var der ellers enorme forventninger til det klassikerstærke amerikanske mandskab, men det har været et forår til rotterne. Ganske vist kørte holdet flot i sidevinden i går, inden John Degenkolb i spurten fik vist, at han trods sine mange trængsler stadig er en af de bedste afsluttere efter mere end 250 km, men vi så også tydeligt på Kemmelberg, at hverken Degenkolb eller Jasper Stuyven, der ellers var sidste brostenssæsons suverænt mest stabile rytter, har ramt formen. For tyskerens vedkommende handler det stadig om trængslerne efter det grimme træningsstyrt i 2016, og for Stuyven synes en kombination af styrtet i Algarve og sygdom i åbningsweekenden at have sat ham tilbage. Da Edward Theuns trods mere positive takter stadig ikke er helt skarp nok til at blande sig med de bedste, og Mads Pedersen fortsat har lidt at gå, inden han kan være med i front, hvis ikke han som i sidste års Flandern Rundt foregriber situationen med et tidligt angreb, skal holdet håbe på et lille mirakel, hvis ikke Degenkolbs andenplads i går skal blive højdepunktet i klassikersæsonen.

Der er også andre navne, der er værd at holde øje med. Søren Kragh synes stille og roligt at genfinde den form, han desværre mistede efter sin længere sygdomsperiode, og med tilgangen af Michael Matthews, der kommer fra Catalonien med to etapesejre og fornyet selvtillid, kan Sunweb se frem til søndagens løb med en vis fortrøstning. Det kan det ellers profilfattige Katusha-hold også, efter at Nils Politt i E3 bekræftede sidste års lovende takter, og han kan måske med en top 10 skabe lidt sjælden glæde hos det fallerede storhold. Og så er der naturligvis mange, der glæder sig til Alejandro Valverdes med spænding imødesete Flandern-debut, der for Movistar nu bliver endnu vigtigere, efter at satsningen på en meget formsvag Jurgen Roelandts er faldet helt til jorden.

Om den spanske multikunstner også kan slå de tungere folk på de belgiske brosten, har vi stadig til gode at se, men han vil være et friskt pust og spændende nyt krydderi på en klassikerscene, hvor vi ellers i generalprøven har vænnet os til at se de samme navne i front. Foreløbig er hovedrollerne blevet besat af Stybar, Van Avermaet og Van Aert, der kan gå ind til søndagens store forestilling med mest ro i maven, ikke mindst hvis man husker på, at de seneste tre vindere af Flandern Rundt alle var på podiet fredagen forinden. Men som Kristoff senest viste os i 2015 er en vellykket generalprøve ikke altid er en forudsætning for en god premiere. Og når støvet har lagt sig på søndag, kan alle sidste uges trængsler lynhurtigt være glemt. Det er nemlig først her, det for alvor gælder!