Tredje etape af Vuelta a Andalucia forløb perfekt for Katusha, der lancerede Oscar Freire flot til spurten.
Annonce
Oscar Freire er i gang med sin sidste sæson som professionel rytter, og den sæson har han fået en fin start på med en etapesejr i Tour Down Under og senest på dagens etape af Vuelta a Andalucia, hvor spanieren var hurtigst i en spurt.
”Holdet arbejdede rigtig godt for mig i dag. Vi formåede at holde en høj fart, og ikke mange ryttere kunne holde sig til. Med hensyn til spurten vidste jeg at det sidste svære sving var vigtigere end den sidste del, som var nedad. Det var ikke nemt, men Paolini tog mig nærmest til stregen,” forklarer Oscar Freire efter løbet i en pressemeddelelse fra holdet.
”Vores moral på holdet er god, vi bliver bedre dag for dag, så jeg tror på at vi i år kan opnå rigtig gode resultater, også i mere præstigefyldte løb. Jeg føler mig i god form. Naturligvis er jeg ikke på mit bedste, hvilket også er fordi der ikke er grund til det på denne tid af sæsonen, men jeg arbejder fint frem mod at kunne være i topform senere. De to sejre er meget vigtige, fordi de giver os den rigtige motivation for at fortsætte på denne måde og måske endda forbedre os.”
Sportsdirektøren på Katusha var også en glad mand. ”Alt var perfekt i dag. Vi forberedte dagens strategi rigtig godt, og i sidste ende tog vi en fortjent sejr. Hele holdet arbejdede flot for at give Freire chancen for at vinde denne etape. Til slut satte vi et højt tempo i feltet, og lavede en stor udskillelse, hvilket gjorde at vores sprinter kunne kæmpe mod færre rivaler, siger Dmitrii Konyshev.
Der resterer en enkelt etape af Vuelta a Andalucia.