KASPER ASGREEN VINDER FLANDERN RUNDT
04. april 2021 16:18Foto: Sirotti
af Rasmus Brandt

En fuldstændig fantastisk dag i Flandern endte med en historisk triumf for Kasper Asgreen, da han slog Van der Poel i finalen og vandt Flandern Rundt som den bare anden dansker i historien.

Annonce

Man turde næsten ikke håbe på det, da han op ad de flamske hellingen lignede en mand med diamanter i benene.

 

Kasper Asgreen (Deceuninck-Quick Step) viste dog, at han er en af verdens bedste klassiker-ryttere, da koldingenseren kørte væk med Mathieu van der Poel (Alpecin-Fenix) på de sidste stigninger i Flandern Rundt.

 

I spurten holdt danskeren sig i skindet, da han på utrolig vis slog Van der Poel i en direkte duel til en historisk dansk sejr, da han som den anden dansker i historien vandt Flandern Rundt.

Kasper Asgreen vinder Flandern Rundt

SE ALLE GIRO-ETAPER I FULD LÆNGDE UDEN REKLAMER

 

Løbsreferat

Slaget skulle stå i det engang så krigshærgede Flandern, da det professionelle felt trillede ud fra Oudenaarde til dette års udgave af Flandern Rundt.

 

I blandt favoritterne var de evigtgyldige 'big 3' med Julian Alaphilippe (Deceuninck-quick Step), Wout van Aert (Jumbo-Visma) og Mathieu van der Poel (Alpecin-Fenix), men flere danskere heriblandt Kasper Asgreen (Deceuninck-Quick Step) var spået som en stor favorit.

 

Da den reelle start gik begyndte festfyrværkeriet med det samme iblandt lykkeridderne, og der var en ung dansker med i den fest.

Annonce

 

Mathias Norsgaard (Movistar), Stefan Bissegger (EF Education-Nippo), Jelle Wallays (Cofidis), Mathijs Paaschens (Bingoal Wallonie Bruxelles) og Fabio van den Boosche (Sport Vlaanderen-Baloise) rykkede væk fra feltet, og de fik tilkæmpet sig et lille hul.

 

Snart bakkede feltet af, da Deceuninck-Quick Step erklærede bred front.

 

Nico Denz (DSM) og Hugo Houle (Astana) vill dog også afsted, og de kørte snart væk og op til de øvrige.

 

Snart var der derfor syv mand i front, og de fik lov til at trille væk mens der kom bred front i feltet.

 

Inden feltet faldt til ro, opstod der dog noget drama, da Otto Vergaerde (Alpecin-Fenix) og Yevgeniy Fedorov (Astana Premiertech) kommer op at toppes i feltet, hvilket blandt andet fik Lukas Pöstlberger (Bora-Hansgrohe) til højlydt at brokke sig.

Annonce

 

Episoden fik den yderste konsekvens for Vergaerde og Fedorov, da begge blev diskvalificeret fra løbet.

 

 

Udbruddets forspring voksede hurtigt til knap 10 minutter, og da feltets primære drivkraft Edoardo Affini (Jumbo-Visma) stoppede for at tisse, voksede det til 12 minutter inden dagens første stigninger.

 

Med knap 100 kilometer kørt begyndte positionskampen i feltet, da Deceuninck-Quick Step kom til fronten.

 

Bagved i feltet var der defekter til Sep Vanmarcke (Israel Start-Up Nation) og Warren Barguil (Arkéa-Samsic).

Annonce

 

Henover Kwaremont første gang

De følgende kilometer kørte udbruddet over Katteberg, og snart nåede de første passage af Oude Kwaremont med 135 kilometer til mål.

 

Stigningen, som Kasper Asgreen over for Feltet.dk har erklæret som sin favorit, skulle i alt passeres tre gange i dag. 8:30 efter udbruddet ramte feltet den, og det var med Mikkel Bjerg (UAE-Emirates) i front til at diktere tempoet.

 

Henover de følgende hellingen Kortekeer og Eikenberg var mønsteret det samme. Feltet kørte hektisk henimod stigningerne, men holdt sig samlet opad dem, kun afbrudt af defekter til Nils Politt (Bora-Hansgrohe) og et par andre.

 

Kort før næste stigning var der dog drama, da Michael Schär (AG2R Citroën) blev diskvalificeret for at smide affald uden for de markerede zoner. Samtidig var der også punktering til Christophe Laporte (Cofidis), der hurtigt havde hele holdet omkring sig.

 

Annonce

 

Deceuninck-Quick Step spiller ud

De belgiske favoritter fra Deceuninck-Quick Step havde sat et kryds ud for Molenberg, og her lancerede de en høj fart, der skabte splittelser i feltet grundet det snævre indløb.

 

Feltet splittede ved forsøget, og på stykket efter Molenberg, forsøgte flere at køre væk fra feltet.

 

Den famøse anden bølge af angreb kom med lidt over 90 kilometer til mål, da flere af de store hold, sendte ryttere i offensiven for at komme på forkant

 

En gruppe med Edvald Boasson Hagen (Total Direct Energie), Davide Ballerini (Deceuninck-Quick Step), Nathan van Hooydonck (Jumbo-Visma), Edwars Theuns (Trek-Segafredo), Joris Nieuwenhuis (DSM), Kevin Geniets (Groupama-FDJ), Luke Rowe (INEOS), Boy van Poppel (Intermarché-Wanty Gobert), Oscar Riesebeek (Alpecin-Fenix) og Bryan Coquard (B&B Hotels) fik således et lille hul, men flere hold var interesserede i et højt tempo i feltet.

 

Samtidig baksede Mads Pedersen med det bagerst i feltet, og han lignede ikke en mand, der ville komme meget længere i løbet.

Annonce

 

10-mands gruppen blev snart kørt ind igen, og forsøget blev annuleret, så med 80 kilometer til mål lå Quick Step-toget atter forrest i feltet med et højt tempo. Nils Eekhoff (DSM) styrtede snart efter voldsomt og lignede ikke en mand, der kunne fortsætte.

 

En anden DSM-rytter der skulle derudaf var Søren Kragh Andersen, der på Kanarienberg lancerede sit angreb. En del forsøgte at følge ham, men danskeren kom alene væk med 70 kilometer til mål. Desværre for ham blev forsøget annuleret, da farten forblev høj.

 

Asgreen i asfalten

Men så kom kaos.

 

En Alpecin-Fenix-rytter væltede forrest i feltet, og snart lå hele Deceuninck-Quick Step i den flamske grøft. Alaphilippe kom hurtigt op igen, men Asgreen måtte vente længe på en ny cykel.

 

Annonce

 

Der kom dog bred front på feltet, og så kunne den danske mester Asgreen genetablere kontakten til fronten af feltet, hvor udbruddets forspring var faldet til to minutter inden anden tur opad Kwaremont.

 

Her skruede Bissegger bissen på i udbruddet, da han kørte fra dem alle sammen. Norsgaard sad godt med og kom over stigningen sammen med Denz, i hvad der nu måtte betegnes som anden gruppe.

 

I feltet lancerede Yves Lampaert et Quick Step-angreb, hvor både Asgreen og Alaphilippe holdt sig fremme.

 

Asgreen viser diamanterne

Forhåndsfavoritten Van der Poel kørte kontra på rykket og kun Asgreen kunne sidde med i hollænderens hjul.

 

Van Aert ville dog ikke lade konkurrenten slippe væk, og han lukkede angrebet, så de nu sad omkring 25 mand tilbage.

Annonce

 

Henover Patterberg gentog mønstret sig dog, da Asgreen og van der Poel trak fra de øvrige og markerede sig som de to stærkeste opad.

 

På stykket efter stigningen kørte Alaphilippe, Senechal, Tom Pidcock (INEOS), Tim Wellens (Lotto-Soudal), Christophe Laporte og et par andre væk. Hvilket efterlod Van Aert og Van der Poel i en ubehagelig situation.

 

Fuld gas op ad Koppenberg så dog løbet smelte sammen og starte på ny.

 

Alaphilippe kom først over toppen, sammen med Bissegger fra udbruddet. De blev dog hentet på nedkørslen af blandt andre Van der Poel og Van Aert. Asgreen glimrede ved sit fravær, da han sad nede i anden gruppe.

 

Status med 40 kilometer igen var, at Van Aert, Van der Poel, Alaphilippe, Laporte, Wellens, Turgis og Haller.

Annonce

 

På Mariaborrestraat kørte Haller dog væk, samtidig med at Asgreen-grupper nærmede sig bagfra og fik kontakt.

 

På Taaienberg lancerede Asgreen en ny forcering i favorit-gruppen, og pludselig kom han væk sammen med de tre store Van Aert, Van der Poel og Alaphilippe. Danskeren kom dermed med i den luksuriøse klub og havde i sandhed diamanter i benene.

 

 

De kom op til Haller, og fik tilslutning af Teuns bagfra. Dermed sad Bahrain-holdet med to mand i front sammen med det luksuriøse selskab.

 

De syv ryttere fik et godt forspring og inde på Kruisberg med 29 kilometer til mål havde de 15 sekunder, men angreb bagfra gjorde, at de nærmede sig.

 

Det lykkedes formstærke Turgis at lave harespringet op til de forreste, og så var de otte.

 

Mathieu van der Poel ville dog afsted, og den hårde forcering gjorde, at kun Asgreen og Van Aert kunne sidde med.

 

Den vilde koldingenser sad dermed pludselig med de to fænomener inden sidste gang på Kwaremont.

 

Samtidig blev de fem andre opslugt af forfølgergruppen, og inden de gik ind på den skrappe stigning sidste gang havde de tre foran 27 sekunder ned til forfølgerne.

 

Turgis var dog ikke til at kue, og franskmanden forsøgte nok engang at lukke op til de forreste, men døde på kwaremont i forsøget.

 

Følger Van der Poel til dørs

Inden toppen kom vanvids-rykket fra Van der Poel, der kørte både Asgreen og Van Aert ud af hjulet.

 

Hvor belgieren døde, forsvarede danskeren sig så flot, at han kom tilbage på det følgende stykke inden Patersberg.

 

Op ad den lignede Asgreen ikke en, der havde i sinde at blive sat, og de to holdt behersket Van Aert, der snart blev hentet af forfølgerne, bag sig.

 

På stykket ind imod Oudenaarde gik de begge med rundt i front, og hullet forblev på mere end 20 sekunder.

 

Kasper Asgreen lignede en mand, der stolede på sig selv, og inde på den sidste kilometer holdt han sig i hollænderens hjul.

 

Det tvang Van der Poel til at åbne sin spurt, og så kunne Kasper Asgreen gå forbi ham på de sidste meter på vild vis, så danskeren kunne vinde sit første monument i karrieren.

INFO
Deceuninck - Quick-Step
Nyheder Profil Ryttere Resultater
Ronde van Vlaanderen
Nyheder Profil Resultater
Mathieu Van der Poel
Nyheder Profil Resultater Statistik
Team Jumbo-Visma
Nyheder Profil Ryttere Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Eksklusivt interviewTopresultat til RYTGER-rytter i Frankrig: Det føles som en sejr

Landevej

WorldTour- og podiedominans: Så gode har danskerne været i 2021

Landevej

Eksklusivt interviewContador peger på Giro-favoritter: Han er i god form

Landevej

Eksklusivt interviewHonoré roser kaptajnerne: Vi er klar til den lyserøde kamp

Landevej

Marcus Sander hentede første sejr

Landevej

Rekordsættende Asgreen: Holdet er altid med fremme

Landevej

Hollandsk vidunder vinder endnu en gang: DSM med 1-2 i Belgien

Landevej

Annonce