Naturligvis kan det have karakter af en lidt akademisk øvelse. Ser man bort fra åbningsweekenden og Paris-Nice, har alle andre løb i alt væsentligt været forberedelse mod de store mål, der nu enten er udskudt eller aflyst. For de fleste hold er tidlige resultater derfor mest af alt en velkommen bonus, men den reelle værdi af deres sæson skulle naturligvis været blevet bestemt af de store løb, som netop stod for døren.

Alligevel kommer de tidlige resultater nu til at spille en vigtigere rolle. Det er nemlig dem, der bestemmer det momentum (eller mange på samme), som tages med på corona-pause, og da udsigten til at skulle træne til mål, man ikke aner, hvad er, stilles der i disse tider ekstra krav til rytternes motivation. I den sammenhæng er det formentlig langt sjovere at sætte sig på rammen på en regnvejrsdag, hvis man er kommet fra start, end hvis de første løb alle gik i vasken.

Fra mandag til fredag vil vores ekspert, Emil Axelgaard, hver dag evaluere sæsonstarten for tre eller fire hold, indtil alle 19 WorldTour-hold er dækket. Alt sammen ledsages det af en karakter, der er bestemt ud fra forhåndsforventningerne til holdet. Med andre ord sættes barren højere for hold som Ineos og Deceuninck-Quick Step, end de gør for Israel Start-Up Nation og Cofidis, der er de nyeste medlemmer i den fine klub.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Holdene præsenteres i omvendt rækkefølge af deres placering på UCI-ranglisten fra 2019.

Team Jumbo-Visma

Antal sejre: 3 (to etapesejre i Volta a la Comunitat Valenciana med Dylan Groenewegen, etapesejr i UAE Tour med Dylan Groenewegen)

Antal podiepladser: 7 (3 sejre, 3 andenpladser, 1 tredjeplads)

Top 10-placeringer: 20 (Dylan Groenewegen 5, George Bennett 5, Chris Harper 4, Sepp Kuss 2, Mike Teunissen 1, Antwan Tolhoek 1, Timo Roosen 1, Pascal Eenkhoorn)

Vurdering:

For alle hold er det på sin vis urimeligt at give en karakter for præstationen i sæsonens første to måneder, hvor langt, langt de fleste løb først og fremmest har handlet om forberedelse. Når man taler om Jumbo-Visma, nærmer det sig imidlertid det umulige. På mange måder føles det nemlig som en situation, hvor eksaminanden egentlig er udeblevet, men hvor man alligevel skal fælde en dom.

Sagen er nemlig, at det ambitiøse hollandske mandskab, der på mange måder måske kan regnes som det mest alsidige af alle sportens bedste hold, nærmest slet ikke nåede at komme i gang. Manager Richard Plugge har satset næsten alt på at vinde Touren, og derfor var/er planen ikke blot at stille med næsten hele A-kæden i Frankrig, den var/er også at spare kaptajnerne, så de kunne/kan være skarpe til de tre uger i Frankrig til sommer.

Resultatet er, at holdets A-kæde skulle skubbe sæsondebuten, og derfor har holdets stjerner knap kørt cykelløb. De tre Tour-kaptajner, Primoz Roglic, Steven Kruijswijk og Tom Dumoulin, har således ikke kørt ét eneste cykelløb, selvom det for Dumoulins vedkommende skyldtes sygdom forud for den planlagte debut i Valencia. Wout van Aert, Mike Teunissen og Amund Grøndahl Jansen skulle holde krudtet tørt til klassikerne og nåede kun én enkelt løbsdag i Omloop. Laurens de Plus nåede kun at køre én dag i Emiraterne, inden sygdom afbrød hans sæson, og Sepp Kuss kørte kun de fire dage i Provence. Længere nede i hierarkiet finder vi Tour de l’Avenir-vinderen Tobias Foss, der brækkede kravebenet efter knap to løbsdage, og Jonas Vingegaard, der slet ikke er kommet i gang.

Med andre ord er det urimeligt at fælde dom over langt hovedparten af holdets største navne, og derfor må vurderingen baseres på de to kaptajner, der nåede at køre løb af betydning, nemlig de på forhånd udpegede Giro-kaptajner Dylan Groenewegen og George Bennett. Ser man på dem, er udbyttet desværre temmelig blandet.

Groenewegen er heldigvis kommet fremragende fra start. Af de fem massespurter, han har kørt, har han vundet de tre, og havde det alene handlet om fart, havde han gjort rent bord. Forud for sæsonen var der måske lidt tvivl om, hvorvidt hollænderen stadig kunne gøre krav på prædikatet som verdens hurtigste, men den tvivl har han effektivt begravet med sin suverænitet, der især kom til udtryk på 1. etape i Valencia, hvor han fik Fabio Jakobsen til at ligne en komplet nybegynder.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Mindre godt har det været for Bennett. Newzealænderen skuffede nok engang i Tour Down Under, selvom en 8. plads i et WorldTour-løb naturligvis ikke er helt elendigt. Ved de nationale mesterskaber viste han også stor styrke på rutens stigninger, men de kom desværre så langt fra mål, at soloridtet blev lidt for langt. Derfor står han med endnu en nedtur på hadestigningen Willunga Hill samt to andenpladser ved mesterskaberne, hvilket ikke er ringe, men ikke helt lever op til de forventninger, man kunne have.

Holdet kan til gengæld glæde sig over, at Kuss var overbevisende i Provence, hvilket er særligt opløftende, da amerikaneren aldrig tidligere har vist form før begyndelsen af juni. Det var også godt at se talentfulde Chris Harper rejse sig efter to skuffende løb fra start, da han i Andalusien kørte flot på stigningerne, indtil uheld kostede ham et bedre resultat. Til gengæld blev samme løb en skuffelse for Antwan Tolhoek, der stadig alt for sjældent viser det høje topniveau, han har.

Oplevelsen af åbningsweekenden, hvor holdet kun kørte Omloop, var blandet. Van Aert lignede løbets stærkeste mand, men blev låst i det taktiske spil, og da Teunissen skuffede gevaldigt i frontgruppen, kom holdet fra løbet uden det ventede resultat, også fordi Jansen udgik tidligt efter et styrt.

Her slutter historien desværre også for holdet, der aldrig rigtigt nåede i gang med sæsonen, inden den blev afbrudt. Det er også hovedforklaringen på de meget pauvre tal for antal sejre, podiepladser og top 10-placeringer. Da en af holdets stjerner faktisk er kommet flyvende fra land, har sæsonstarten derfor slet ikke været så katastrofal, som de nøgne data antyder, og man kan jo ikke vinde løb, man ikke deltager i. På den anden side har holdet også fejlet med blandt andet Bennett og Teunissen, og for et storhold som Jumbo gør udbyttet utvivlsomt ondt, også selvom det har en god forklaring. Derfor er det svært ikke at betegne holdets foreløbige præstation som skuffende.

Karakter: 4/10

BORA-hansgrohe

Antal sejre: 5 (sejr i Trofeo Serra de Tramuntana med Emanuel Buchmann, sejr i Clasica de Almeria med Pascal Ackermann, etapesejr i UAE Tour med Pascal Ackermann, samlet sejr og etapesejr i Paris-Nice med Maximilian Schachmann)

Antal podiepladser: 19 (5 sejre, 9 andenpladser, 5 tredjepladser)

Top 10-placeringer: 46 (Maximilian Schachmann 9, Peter Sagan 7, Pascal Ackermann 6, Lennard Kämna 5, Felix Grossschartner 4, Rafal Majka 3, Gregor Mühlberger 2, Emanuel Buchmann 2, Jay McCarthy 2, Erik Baska 2, Patrick Konrad 1, Matteo Fabbro 1, Martin Laas 1, Oscar Gatto 1, Daniel Oss 1, Maciej Bodnar 1)

Vurdering:

Hvis dette havde været 2017, havde Bora været i krise. Dengang var holdet nemlig nærmest at regne som Peter Sagans hold, og succesen stod og faldt i vidt omfang med, om den slovakiske stjerne præsterede eller ej. Det gjorde han heldigvis både i 2017 og 2018, men det har i den grad knebet for den trefoldige verdensmester i både 2019 og 2020 (selvom det siger meget om Sagans klasse, at han i et dårligt år stadig ender i top 10 på verdensranglisten).

Læs også

Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt

Ved VM blev der skabt håb om, at Sagans dårlige 2019 bare var et engangstilfælde, men desværre tyder 2020 på, at det ikke nødvendigvis er tilfældet. Tværtimod gjorde det næsten ondt at se ham i Paris-Nice, hvor han først blev sat tidligt af på den sidste bakke på den vindblæste 1. etape og siden leverede en for den normalt så stabile Sagan nærmest uhørt skidt præstation på de sidste to etaper, hvor hans fravær på stigningerne gjorde Bora uhyre sårbare. Havde det ikke været for andre hold, kunne Maximilian Schachmann meget vel have tabt førertrøjen, da Sunweb satte tyskerne under pres på 7. etape.

Naturligvis er Sagan ikke resultatløs. Syv top 10-placeringer, herunder tre podiepladser, vidner om, at vi taler om en verdensklasserytter, men hovedparten af resultaterne kom på de fem sprinteretaper i San Juan, hvor man ikke skulle bruge meget mere end én hånd for at tælle antallet af sprintere på bare et rimeligt niveau. Da det virkelig gjaldt i Paris-Nice skuffede Sagan så gevaldigt, at pausen måske kom meget belejligt, og måske er det meget heldigt, at han får lov at starte forfra én gang til.

Som vi så i 2019, hvor holdet endte som nr. 2 på verdensranglisten, er Bora i dag heldigvis meget mere end Sagan, og stort set alle holdets øvrige navne har leveret. Det gælder naturligvis særligt Schachmann, der har lagt yderligere til i forhold til det tårnhøje niveau, han allerede havde i 2019, og efter en solid 2. plads bag fænomenet Remco Evenepoel sejrede i det vel nok vigtigste løb, der nåede at blive kørt, nemlig Paris-Nice. I Løbet mod Solen endte han sågar i top 17 på alle syv etaper, selv sprinteretaperne, og i Algarve var han i top 4 på de tre etaper, der betød noget. Den statistik er meget svær at overgå.

Også holdets klassementskaptajn Emanuel Buchmann var skræmmende fra sæsonstart. I løbene på Mallorca så han ud til at have et par gear mere end alle andre på stigningerne, og selvom taktik betød, at han kun vandt ét af de to hårde løb, startede han for andet år i træk som lyn og torden. Desværre ødelagde et styrt hans UAE Tour, men her viste Rafal Majka til gengæld hæderlige takter, der bygger videre på det lille comeback, han leverede i 2019.

Der er også grund til at fremhæve Felix Grossschartner. Det var ellers rystende at se, hvor langt væk han var i sine første mange løb, men da det gjaldt, var han bedre end måske nogensinde. Uden ham er det i hvert fald tænkeligt, at Schachmann ikke havde vundet Paris-Nice, og trods det hårde arbejde endte østrigeren alligevel som nr. 9. En lige så vigtig rolle spillede Patrick Konrad, der måtte løfte ekstra arbejde i Sagans fravær, og selvom det ikke kan ses i resultaterne, kom også han ganske pænt fra start.

Efter Sam Bennetts exit ligger der nu mere pres på Pascal Ackermann, men han har været en anelse skuffende i sæsonstarten. Det er klart, at sejren i det uhyre stærkt besatte UAE Tour vægter tungt, men man skal også huske, at triumfen kom i en spurt, hvor både Dylan Groenewegen og Fernando Gaviria aldrig kom i position. Tværtimod synes tyskeren at have tabt noget topfart, både da han to gange blev slået af Matteo Moschetti på Mallorca, næsten blev slået af Alexander Kristoff i Almeria og senest blev slået af Giacomo Nizzolo i den eneste spurt, han nåede at køre i Paris-Nice. To sejre er på papiret godt, men helbredsindtrykket har været mindre prangende.

Der har også været andre opløftende momenter. Lennard Kämna fortsætter med at vise sit potentiale efter fornem kørsel i Murcia, hvor han var meget tæt på at løbe med det hele, og Algarve. Gregor Mühlberger var flyvende på Mallorca, hvor han var tæt på at tage en sejr, inden han atter faldt ned i et af sine mange huller. Jempy Drucker viste i en uheldsramt åbningsweekend, at han synes fuldt tilbage efter et uheldsramt 2019, og her virkede Lukas Pöstlberger også ganske overbevisende, selvom resultatet udeblev. Selv Erik Baska viste i Tour Down Under, at han godt kan tage lidt mere ansvar, nu hvor Bennett er væk.

I tillæg til Sagan og Ackermann har der dog også været andre skuffelser. Det gælder for Jay McCarthy, der intet fik ud af den Tour Down Under, men han er lovligt undskyldt, da et styrt kostede ham alle chancer. Faktisk nåede han at redde æren med et flot Cadel Evans Great Ocean Road Race. Og unge Matteo Fabbro skuffede i et svagt besat Vuelta a San Juan, hvor han ellers lagde stærkt ud med en overraskende god enkeltstart.

Resultaterne er således meget blandede. Sejren i sæsonens største løb, Paris-Nice, vægter meget, og også den lovende start til hovedparten af rytterne tæller. Desværre er Sagan stadig så vigtig en figur, at hans skuffende præstation let kommer til at overskygge for det hele, især fordi Ackermann heller ikke har været overbevisende. Derfor er det svært at komme helt op at ringe, også selvom holdet tog en gigantisk triumf i Løbet mod Solen.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Karakter: 7/10

Deceuninck-Quick Step

Antal sejre: 15 (etapesejr i Tour Down Under med Sam Bennett, sejr i Race Torquay med Sam Bennett, samlet sejr i Vuelta a San Juan med Remco Evenepoel samt to etapesejre med hhv. Remco Evenepoel og Zdenek Stybar, sejr i Cadel Evans Great Ocean Road Race med Dries Devenyns, etapesejr i Volta a la Comunitat Valenciana med Fabio Jakobsen, newzealandsk mesterskab med Shane Archbold, samlet sejr i Volta ao Algarve med Remco Evenepoel samt tre etapesejr fordelt på to til Remco Evenepoel og én til Fabio Jakobsen, sejr i Faun-Ardeche Classic med Remi Cavagna, sejr i Kuurne-Bruxelles-Kuurne med Kasper Asgreen, sejr i GP Jean-Pierre Monseré med Fabio Jakobsen)

Antal podiepladser: 31 (15 sejre, 7 andenpladser, 9 tredjepladser)

Top 10-placeringer: 60 (Alvaro Hodeg 8, Remco Evenepoel 7, Fabio Jakobsen 7, Sam Bennett 6, Kasper Asgreen 4, Yves Lampaert 3, Florian Senechal 3, Julian Alaphilippe 3, Michael Mørkøv 3, Bert van Lerberghe 3, Tim Declercq 2, Andrea Bagioli 2, Dries Devenyns 1, Remi Cavagna 1, Bob Jungels 1, Zdenek Stybar 1, Joao Almeida 1, Mikkel Honoré 1, Shane Archbold 1, Ian Garrison 1, Davide Ballerini 1)

Vurdering:

På sin vis er det bare ”business as usual”. Med 15 sejre har Deceuninck-Quick Step allerede indtaget deres vante plads som sæsonens mest vindende og det endda med klar afstand ned til nr. 2. Holdet har tillige allerede været i top 10 ikke færre end 60 gange, og det siger uhyggeligt meget om holdets effektivitet, at mere end halvdelen af disse er podiepladser og præcis en fjerdedel er sejre!

Graver man dybere ned i tallene, bliver det endnu mere imponerende. Blandt de 27 ryttere er det således kun de udprægede hjælperyttere, Stijn Steels og Iljo Keisse samt James Knox, Mattia Cattaneo og Jannik Steimle, der endnu ikke har været i top 10. Alle andre - selv Tim Declercq, Mikkel Honoré, Bert van Lerberghe, Ian Garrison, Michael Mørkøv og Shane Archbold, der stort set alle kun benyttes som hjælpere - har været i top 10, og hjælpere Declercq, Van Lerberghe og Mørkøv har endda alle været det tre gange.

Succeshistorierne står da også i kø. Det er umuligt ikke at starte med Remco Evenepoel, der har fortsætter med at udvikle sig med stormskridt, har vundet begge de to løb, han har kørt, og med i alt fem sejre er den WorldTour-rytter, der har vundet mest i den afbrudte sæson. Ikke blot har han fortsat sit tårnhøje niveau på enkeltstarterne, han synes også at være blevet en langt bedre klatrer og viste endda i Algarve det punch, man hidtil har kunnet savne.

Dernæst falder blikket hurtigt på Kasper Asgreen. Danskeren leverede et gigantisk soloridt i Kuurne-Bruxelles-Kuurne, der sikrede, at klassikerkongerne har vundet én af de to klassikere, der allerede er kørt, ligesom han bekræftede klassen med overbevisende kørsel i sidevinden og på enkeltstarten i Paris-Nice. Forinden havde Yves Lampaert med en fornem 2. plads i Omloop Het Nieuwsblad vist, at han er klar til endnu mere ansvar fremover, og dermed endte verdens bedste klassikerhold igen som det mest succesrige i åbningsweekenden, selvom de modsat sidste trods alt ikke vandt begge løb.

Den ene af holdets sprintere, Fabio Jakobsen, er også kommet stærkt i gang med tre sejre. Nok viste Dylan Groenewegen i Valencia, at han stadig kun er nr. 2 i Holland, men sejren over landsmanden på sidste etape viser nok engang, at unge Jakobsen allerede er en sprintergigant - en status, han bekræftede med sin suveræne sejr på 1. etape i Algarve.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Også tre af holdets hjælpere fortjener anerkendelse. Remi Cavagna leverede endnu et af de vanvidsridt, han er blevet berømt for, med en overlegen sejr i det knaldhårde løb i Ardeche, og hele verden må have beundret uopslidelige Tim Declercq, da han efter en hel dags arbejde leverede et topresultat i Omloop. Veteranen Dries Devenyns greb tillige en af sine sjældne chancer, da han med kløgt og klasse sejrede i Cadel Evans Great Ocean Road Race og dermed sørgede for, at holdet også har vundet et af de fem WorldTour-løb, der nåede at blive kørt.

Holdets evne til talentudvikling er også blevet åbenlys. Joao Almeida var dybt imponerende som hjælper for Evenepoel i Algarve, og Andrea Bagioli viste sit potentiale med stærk kørsel i Provence. På samme måde viste Mikkel Honoré med sin top 10 i det brutale løb i Ardeche, at han med mere frihed kunne levere meget mere, inden en skade desværre satte ham på sidelinjen lidt før alle andre.

Når det alligevel langt fra har været en perfekt sæson, skyldes det, at listen over skuffelser også er lang. Naturligvis kan man ikke undlade at starte med Julian Alaphilippe, der ellers stort set altid er flyvende, men som i år har været sjældent svag, først med nedturen i Drome-Ardeche-weekenden og siden med et skuffende Paris-Nice, hvor han stadig var en hovedaktør, men manglede det ekstra gear, han plejer at have.

Heller ikke Sam Bennett er kommet godt fra start. To sejre, herunder én på WorldTouren, er naturligvis pænt, men for en mand, der i 2019 vandt stort set hver eneste gang, han havde bare skyggen af chance, har det været en helt ny virkelighed at blive slået ganske hyppigt. Det ægteskab, der lignede en garanti for succes, er i hvert fald kommet lidt haltende fra start - også selvom Mørkøv og Archbold ofte har sat ham godt op - og Bennett lignede da også en yderst frustreret mand, da et styrt sendte ham hjem fra et skuffende Paris-Nice, hvor han slet ikke spillede en rolle i sidevinden.

Holdets tredje sprinter, Alvaro Hodeg, er også kommet bekymrende i gang. Hans styrt i Tour de l’Eurometropole kan være en del af forklaringen, men det må give panderynker, at han i relativt svage sprinterfelter har kørt hele otte massespurter uden at vinde én eneste gang. Særligt de tre nederlag til Juan Sebastian Molano i Colombia gjorde ondt, og også han lignede mod slutningen en mand, der var ramt på moralen.

Andre skuffelser er James Knox, der var under det ventede niveau i både UAE Tour og Valencia, ligesom Bob Jungels stadig desperat leder efter den form, han ikke har haft siden sidste års E3. Mattia Cattaneo har altid været svingende, og han har desværre haft en af sine mange dårlige perioder fra sæsonstart. Selvom han vandt en etape i San Juan med sin vanlige løbsintelligens og snilde, efterlod Zdenek Stybar også et sjældent dårligt indtryk i åbningsweekenden. Og talentfulde Jannik Steimle og Davide Ballerini nåede aldrig rigtigt at komme i gang efter en sæsonstart præget af hhv. en hjerteoperation og sygdom.

Derfor er billedet mere blandet end som så. De nøgne data er igen ganske imponerende, og særligt Evenepoels fænomenale start vægter tungt. Det er også udtryk for holdets helt særlige evne, at så mange hjælpere har leveret, hvor kaptajnerne har fejlet. Holdets standard er imidlertid også så høj, at barren sættes højere end for de fleste andre, og det skæmmer altså helhedsindtrykket voldsomt, at Alaphilippe, Bennett og Hodeg alle er kommet så haltende fra start.

Heldigvis får de nu ligesom resten af feltet lov til at starte forfra, og mon ikke belgierne fortsætter med at vinde med lige så stor hast, som de plejer, når sæsonen engang genoptages på den anden side af coronakrisen.

Karakter: 7/10