Naturligvis kan det have karakter af en lidt akademisk øvelse. Ser man bort fra åbningsweekenden og Paris-Nice, har alle andre løb i alt væsentligt været forberedelse mod de store mål, der nu enten er udskudt eller aflyst. For de fleste hold er tidlige resultater derfor mest af alt en velkommen bonus, men den reelle værdi af deres sæson skulle naturligvis været blevet bestemt af de store løb, som netop stod for døren.

Alligevel kommer de tidlige resultater nu til at spille en vigtigere rolle. Det er nemlig dem, der bestemmer det momentum (eller mange på samme), som tages med på corona-pause, og da udsigten til at skulle træne til mål, man ikke aner, hvad er, stilles der i disse tider ekstra krav til rytternes motivation. I den sammenhæng er det formentlig langt sjovere at sætte sig på rammen på en regnvejrsdag, hvis man er kommet fra start, end hvis de første løb alle gik i vasken.

Fra mandag til fredag vil vores ekspert, Emil Axelgaard, hver dag evaluere sæsonstarten for tre eller fire hold, indtil alle 19 WorldTour-hold er dækket. Alt sammen ledsages det af en karakter, der er bestemt ud fra forhåndsforventningerne til holdet. Med andre ord sættes barren højere for hold som Ineos og Deceuninck-Quick Step, end de gør for Israel Start-Up Nation og Cofidis, der er de nyeste medlemmer i den fine klub.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Holdene præsenteres i omvendt rækkefølge af deres placering på UCI-ranglisten fra 2019.

Movistar Team

Antal sejre: 1 (Trofeo Pollenca-Andratx med Marc Soler)

Antal podiepladser: (1 sejr, 2 andenpladser, 1 tredjeplads)

Top 10-placeringer: 21 (Alejandro Valverde 6, Marc Soler 5, Nelson Oliveira 4, Hector Carretero 2, Jurgen Roelandts 1, Davide Villella 1, Jose Joaquin Rojas 1, Sebastian Mora 1)

Vurdering:

Det var slet ikke uventet, men alligevel gør det helt ondt at se. Allerede forud for sæsonen stod det klart, at den gamle spanske mastodont, der har vundet alverdens cykelløb utallige gange i en periode på ca. 40 år, er forvandlet til en sær blanding af unge talenter, der gør det svært at finde hoved og hale i de overvejelser, der har ligget til grund for sammensætningen af truppen. På den baggrund var det nærliggende at tro, at det spanske storhold ville glide ned mod bunden af ranglisterne.

Alligevel er det svært ikke at blive forundret over det pauvre udbytte hidtil. Det er helt forkert, at et af sportens største mandskaber skal spille en helt marginal rolle, men det har været situationen i de to første måneder, hvor holdet blot har været på podiet 4 gange og i top 10 kun 21 gange. Det var en statistik, Alejandro Valverde let kunne overgå på egen hånd i sine bedste år, hvor han sjældent kom ud af februar uden at have sejret et hav af gange.

I år stod det klart, at det var de tre kaptajner, Valverde, Enric Mas og Marc Soler, der skulle levere, og at holdets succes i vidt omfang stod og faldt med de tre esser. Desværre har de alle været under niveau, og det er naturligvis hovedforklaringen på elendigheden.

Mest markant er det naturligvis, at sejrsmaskinen Valverde ikke bare er gået i stå, men har været på et for ham uhørt ringe niveau. Det er vel ikke inden for de sidste 15 år set, at Valverde er blevet kørt så markant agterud i februar, som det er sket i Valencia og UAE Tour. Klasserytteren Valverde har alligevel sikret sig to andenpladser, men det har været nærmest sensationelt at se den snart 40-årige veteran være så langt fra sit vanlige niveau.

Selv forklarer han det ikke med alder, men et entydigt fokus på sæsonens anden halvdel, og baseret på 2019 er det bestemt ikke udelukket, at han kan komme tilbage for 117. gang. Lige nu er udbyttet imidlertid uhørt pauvert, og Valverde bidrager derfor ikke med meget positivt til denne evaluering.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Det gør Enric Mas heller ikke, men det er mere forventet. Det spanske talent er kendt som en langsom starter, og det ville derfor have været uventet, hvis han var flyvende fra start. Bedre er det ikke blevet af den sygdom, der slog ham ud i Murcia og Andalusien, og derfor er han egentlig lovlig undskyldt. Problemet er bare, at holdet er så svært afhængig af blandt andre ham.

Holdets eneste sejr er kommet fra Marc Soler, men desværre har også han været skuffende. Sejren på Mallorca kom i et mærkeligt taktisk løb, hvor et udbrud kørte væk, men i hverken Valencia eller Andalusien var han i stand til at køre med de bedste. I lyset af hans generelle karriere er niveauet for så vidt ikke lavt, men det markante fremskridt, han gjorde fra Touren og frem, synes at være gået i sig selv, i hvert fald i de første måneder.

Håbet var naturligvis, at en af holdets mindre navne kunne skabe en overraskelse, men det har været småt med succesen. Eduard Prades styrtede i Australien, men var i Provence langt fra sit gamle niveau. Sprintertalentet Gabriel Cullaigh har end ikke været i top 10 én gang, Antonio Pedrero er ikke i nærheden af niveauet fra 2019, og de colombianske talenter, Einer Rubie og Juan Diego Alba, fejlede gevaldigt på hjemmebanen i Colombia.

Det gjorde Eduardo Sepulveda også i hjemlandets Vuelta a San Juan, hvor han ellers plejer at have et rimeligt niveau, men her var trods alt én af de få opmuntringer, idet Nelson Oliveira kørte et ganske flot løb. En anden opmuntring var en solid start fra Davide Villella, der ellers er gået lidt i stå, og at Jurgen Roelandts i Omloop viste lidt livstegn efter noget, der lignede en kollaps.

Desværre står det alt sammen i skyggen af de manglende resultater. Selv da holdet havde chancen for at få noget succes i et Vuelta a Murcia, som Valverde utvivlsomt kunne have vundet selv med sin nuværende form, smed man det hele væk ved at lade et udbrud sejle væk på 1. etape. Det eneste, der forhindrer, at karakteren når det absolutte bundniveau er det forhold, at holdet trods alt har en sejr, og at den svage trup på forhånd havde skruet forventningerne så langt ned, at de manglende resultater ikke kommer som nogen sensation.

Karakter: 2/10

Team INEOS

Antal sejre: 1 (etapesejr i Tour de La Provence med Owain Doull)

Antal podiepladser: 12 (1 sejr, 7 andenpladser, 4 tredjepladser)

Top 10-placeringer: 35 (Rohan Dennis 5, Egan Bernal 5, Dylan van Baarle 4, Eddie Dunbar 4, Filippo Ganna 3 (for det italienske landshold), Tao Geoghegan Hart 3, Richard Carapaz 3, Ben Swift 2, Pavel Sivakov 1, Gianni Moscon 1, Owain Doull 1, Michal Kwiatkowski 1, Chris Lawless 1, Brandon Rivera 1)

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

Vurdering:

På mange måder er der mange ligheder mellem Movistar og Ineos. Begge hører til blandt sportens giganter, men begge er de kommet uhyre trist fra start. Ligesom de spanske konkurrenter har briterne således blot vundet én gang i årets første to måneder, og selvom antallet af podiepladser og top 10-placeringer er højere end for spanierne, er der ingenlunde tale om tal, der antyder, at vi her taler om verdens førende etapeløbsmandskab.

Der er nemlig én afgørende forskel på Movistar og Ineos. Hvor man let kunne forudse, at spanierne gik en svær sæson i møde efter en transfersæson, der havde rippet dem for stjerner, er der ikke mangel på stjernestøv hos briterne. Tværtimod betyder tilgangen af Richard Carapaz og Rohan Dennis vel blot, at truppen er endnu stærkere end sidste år, og derfor er det også langt mere katastrofalt, at udbyttet har været så pauvert, som det har været tilfældet.

Man skal spejde langt efter succesoplevelserne, men de er der. Mest åbenlyst er det naturligvis, at Owain Doull vandt en etape i Provence, men i det store regnskab tillægges en udbrudssejr altså lille vægt i forhold til en sejr i et favoritopgør på en svær stigning eller en sejr i en stærkt besat massespurt, hvor man slår de bedste af de bedste. Snarere er det Dylan van Baarle, der for alvor har imponeret ved at lægge yderligere niveau til nogle klatreevner, der allerede eksploderede i 2019, og som nu er så gode, at han kan køre top 5 i Tour Down Under. Desværre blev han hurtigt sat i stå igen, da sygdom kostede ham deltagelsen i Algarve og åbningsweekenden.

Et andet lyspunkt har været Tao Geoghegan Hart. Den unge brite fortsætter med at forbedre sig, som han viste med en podieplads i det stærkt besatte løb i Valencia. Rohan Dennis blev en flot nr. 4 i Tour Down Under, og selvom han fejlede ved de nationale mesterskaber, vidner enkeltstarten i Algarve, hvor han meget vel kunne have slået Evenepoel, hvis vejrbetingelserne havde været de samme, at han formentlig har langt sidste års trængsler bag sig. Ben Swift har været dybt imponerende, selvom det primært har været som hjælper, og selvom det skete i den italienske landsholdstrøje, gjorde det stort indtryk at se Filippo Ganna klatre fremragende på Colorado-stigningen i Argentina.

Herefter er det små med succeserne. Egan Bernal gjorde egentlig det ventede i Tour Colombia, men holdløbet dømte ham ude på forhånd, og kongeetapen var for let til, at han kunne ryste det stærke EF-mandskab. Derfor afspejler resultaterne ikke, at hans niveau har været af vanlig høj standard. Det var det også for kometen Ivan Sosa, der var på vej mod en mulig sejr ved de colombianske mesterskaber, men som styrtede og fik afbrudt sin sæson med et brækket håndled, inden han og Sergio Higuita nåede den afgørende duel.

Eddie Dunbar kørte pænt i både UAE Tour og Provence, men i lyset af de forventninger, man kunne have til den talentfulde brite, har han ikke taget det ønskede skridt fremad. Carapaz, der er kendt som en langsom starter, var også bedre end vanligt som hjælper for Bernal i Tour Colombia. Og endelig var Ian Stannard bedre end i flere år i en åbningsweekend, der ellers var uhyre trist for briterne.

 Listen over skuffelser er imidlertid endnu længere. Michal Kwiatkowski er desværre fortsat en trist skygge af det alsidige vidunderbarn, vi ikke har set siden efteråret 2018, og Gianni Moscon fik hurtigt lagt en dæmper på de små tendenser på et comeback, man kunne læse i Valencia. Pavel Sivakov blev måske nok en uventet nr. 2 i Cadel Evans Great Ocean Race, men hans klatring i både Tour Down Under og Provence var langt, langt under vanligt niveau.

Og vi kan fortsætte. Chris Lawless er kendt for at være svingende, men han har befundet sig i en dal gennem alle to måneder, selvom han har kørt en del løb. Geraint Thomas vidste måske godt, at han ikke var i topform, men han blev alligevel skuffet over at være så langt fra de bedste i Algarve. Og Luke Rowe, der ellers er en sand maskine, var slet intet værd i åbningsweekenden.

Et lille lys i mørket er det naturligvis, at Chris Froome ved debuten i UAE Tour faktisk var meget bedre, end man kunne frygte, men den slags skaffer ikke smør på bordet allerede nu. Nok er Ineos et hold, hvis sæson først og fremmest bestemmes af præstationen under Touren, men mandskabet med feltets måske mest stjernebesatte trup og det højeste budget kan aldrig være tilfreds med en sæsonstart, der er så mager, som den har været i år.

Læs også

Tredobbelt monumentvinder melder sig på banen som Lotto-chef

Karakter: 1/10

Astana Pro Team

Antal sejre: 6 (etapesejr i Tour de La Provence med Aleksandr Vlasov, etapesejr i Vuelta a Murcia med Luis Leon Sanchez, to etapesejre og samlet sejr i Ruta del Sol med Jakob Fuglsang, etapesejr i Volta ao Algarve med Miguel Angel Lopez)

Antal podiepladser: 18 (5 sejre, 6 andenpladser, 7 tredjepladser)

Top 10-placeringer: 41 (Ion Izagirre 9, Alexey Lutsenko 7, Jakob Fuglsang 6, Miguel Angel Lopez 4, Alekandr Vlasov 3, Oscar Rodriguez 2, Luis Leon Sanchez 2, Fabio Felline 2, Nikita Stalnov 2, Omar Fraile 1, Manuele Boaro 1, Yevgenoy Gidich 1, Gorka Izagirre 1)

Vurdering:

Astana havde i den grad noget at leve op til, da de tog hul på 2020-sæsonen. Hvis man havde lavet en tilsvarende evaluering af holdet for et år siden, var det nemlig blevet til et klokkeklart 10-tal. Ved afslutningen af Paris-Nice havde holdet nemlig allerede vundet 19 gange og nærmest gjort rent bord med ikke færre end 7 samlede sejre i etapeløb. Faktisk var det kun Tour Down Under, UAE Tour og Paris-Nice, som holdet ikke vandt, når det gjaldt løb af mere end én dags varighed.

Mirakler sker som bekendt ikke to gange - ellers var det vel svært at tale om et mirakel - og derfor kommer det ikke som noget chok, at Astana ikke er i nærheden af at matche sidste års resultater. Det betyder dog ikke, at der er spor grund til skuffelse hos Alexandre Vinkourov. Faktisk står et lille plus ud for langt de fleste af holdets ryttere, og der har tværtimod været tale om endnu en fremragende sæsonstart.

Det er naturligvis nærliggende at starte med Jakob Fuglsang. Danskeren er ansvarlig for halvdelen af holdets sejre og har fem top 2-placeringer ud af seks mulige!!! Det er en statistik, der næsten umulig at overgå, og selvom den naturligvis også skyldes, at årets Ruta del Sol var så bjergrigt, at der reelt blev kørt en slags klassement hver eneste dag, kan ingen benægte, at Fuglsang har fløjet lige så højt som sidste år. Faktisk kunne det være blevet endnu bedre, hvis han på enkeltstarten havde haft marginalerne på sin side, eller hvis han havde valgt en anden og måske mere oplagt taktik på kongeetapen, men det kan ikke slette indtrykket af, at starten har været fabelagtig.

Det har den også for Alexey Lutsenko. Det kan godt være, at hans seks podiepladser endnu ikke har udmøntet sig i en sejr, men hvis nogen for et år siden havde sagt, at en puncheur som ham ville køre podiet i et Tour de la Provence med etapemål på Mont Ventoux og i UAE Tour med to store bjergafslutninger, ville det have ført til øjeblikkelig undersøgelse for diagnosen ”kuk i låget”. Ikke desto mindre har kasakken leveret netop det, og med undtagelse af en kikser på Hatta Dam i Emiraterne har han været på podiet hver eneste gang, han havde en reel chance for at være det.

Holdets tredje kaptajn, Miguel Angel Lopez, er kommet om muligt endnu bedre fra land. Hans sejr på kongeetapen i Algarve var fremragende, men måske ikke i sig opsigtsvækkende for en af verdens bedste klatrere. Det var til gengæld hans enkeltstart, der fik hele verden til at tabe næse og mund, og den førte til, at han endte som en samlet nr. 3 i et løb, der på forhånd lignede en umulighed for en mand, der på papiret er så temposvag som ham. På den baggrund tæller tredjepladsen i det løb formentlig meget, meget mere end de fleste sejre i de bjerge, vi ved, han mestrer.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Vi kan fortsætte med kometen Aleksandr Vlasov. Vi vidste godt, at russeren var et stort talent, men det kom alligevel overraskende, at han skulle tage sin første sejr for Astana i allerførste forsøg, og at han kunne have vundet sit første etapeløb, hvis ikke Nairo Quintana havde befundet sig på en anden planet. Selvom resultaterne ikke viser det, synes Omar Fraile tilbage efter en sæsonstart ødelagt af rygsmerter, og Alex Aranburu virkede også uhyre overbevisende i Provence, selvom talentets rolle som hjælper ikke gjorde det specielt synligt.

Der er dog også elementer, der har været mindre opløftende. Nok har Ion Izagirre været i top 10 hele ni gange, men det har stået ret tydeligt, at han fortsætter den tilbagegang, man så efter sejren i Baskerlandet sidste år. Heller ikke storebror Gorka synes at kunne genfinde fordums styrke efter en sæsonstart, hvor han kun én gang levede op til forventningerne.

Mest overraskende har det været at se Luis Leon Sanchez. Spanieren er kendt som en af feltets bedste sæsonstartere, men i år har han været helt væk. Det er udtryk for hans enorme løbsintelligens, at han alligevel tog en etapesejr i Murcia, men ser man alene på hans fysiske styrke, har det været svært bekymrende. Det samme har været tilfældet for Yevgeniy Gidich, der trods en lille opblomstring sidste efterår, fortsætter med at skuffe, og heller ikke Oscar Rodriguez har vist det, man kunne have håbet, særligt ikke i UAE Tour. Endelig er der ikke umiddelbart tegn på, at holdskiftet har bragt Fabio Felline tilbage på sporet.

Det kan dog ikke slette indtrykket af endnu en sublim start. Når Fuglsang, Lutsenko og Lopez alle har leveret på tårnhøjt niveau, og supertalentet Vlasov allerede er begyndt at vinde, er resten bare hår i suppen. Da holdet samtidig er blandt de få, der ikke for alvor kommer til at savne de fleste af endagsløbene i foråret, hvor de reelt ville være uden de store chancer på brostenene og dermed i hovedparten af klassikersæsonen, er det bestemt ikke Vinokourov, der sover dårligst under coronapausen.

Karakter: 9/10

UAE-Team Emirates

Antal sejre: 11 (tre etapesejre i Vuelta a San Juan med Fernando Gaviria, etapesejr i Saudi Tour med Rui Costa, samlet sejr og to etapesejre i Volta a la Comunitat Valenciana med Tadej Pogacar, tre etapesejre i Tour Colombia 2.1 med Juan Sebastian Molano, etapesejr i UAE Tour med Tadej Pogacar)

Antal podiepladser: 24 (11 sejre, 7 andenpladser, 6 tredjepladser)

Top 10-placeringer: 57 (Tadej Pogacar 7, Diego Ulissi 7, Alexander Kristoff 7, Brandon McNulty 7, Rui Costa 5, Fernando Gaviria 5, Juan Sebastian Molano 5, Jasper Philipsen 4, Davide Formolo 2, Sergio Henao 2, Cristian Camilo Munoz 2, Jan Polanc 1, Maximiliano Richeze 1, Ivo Oliveira 1, David De La Cruz 1)

Vurdering:

Man skal altid være forsigtig med bombastiske udmeldinger. De kan nemlig meget hurtigt ende som en boomerang, der brager ind i ansigtet på afsenderen med dobbelt styrke. Sådan så det også ud til at gå med det gamle Lampre-mandskab, da de efter sikringen af mange arabiske oliemillioner bekendtgjorde ambitionen om at blive verdens bedste cykelhold, men trods erhvervelsen af en hel serie verdensstjerner mere lignede det midterhold, de plejede at være, i debutåret 2018.

Læs også

Stjerne spurter sig til første sejr i næsten fem år - Tour-vinderen må nøjes

Sidste år kom der imidlertid langsomt hul på bylden, da holdet avancerede til den samlede 4. plads på UCI-ranglisten. Nok kan man stadig lidt undre sig over, hvor i alverden de mange point egentlig kom fra, men sandt er det, at holdet præsterede med en hel serie forskellige ryttere, selvom to af de største stjerner, Fabio Aru og Fernando Gaviria, begge havde mareridtssæsoner.

Skal man basere holdets fremtidsudsigter på sæsonstarten, synes araberne med de italienske rødder klar til at tage næste skridt mod ambitionen om at blive cykelsportens herskere. Ikke færre end 11 sejre placerer dem på andenpladsen på listen over sejre bag den evige nr. 1, Deceuninck-Quick Step, der reelt gør netop andenpladsen til det højest opnåelige. Blandt sejrene er endda også flere, der skal tillægges en del vægt, og da holdets kaptajner næsten uden undtagelse er kommet godt i gang, er alle 2018-sæsonens bekymringer ikke længere relevante.

Mest imponerende har Tadej Pogacar naturligvis været. Det slovenske vidunderbarn er i hvert fald ikke blevet ringere af at have kørt sin første grand tour, og han har været ganske ustyrlig i årets første måneder. Det lykkedes Adam Yates i UAE Tour at vise ham, at træerne trods alt ikke vokser ind i himlen, men bare få dage senere fik han sin revanche ved at vinde den etape, der endte med at blive løbets sidste. Dermed blev det også til en samlet 2. plads i et af årets stærkest besatte løb som opfølgning på en knusende magtdemonstration i Valencia, hvor han viste, at han for alvor skal regnes som en etapeløbsgigant allerede nu.

Han er imidlertid ikke alene. Alexander Kristoff har måske endnu ikke vundet, men det kan man heller ikke forvente af en mand, der primært har haft chancer i klassiske massespurter, som ikke passer ham. Faktisk har han spurtet overraskende godt, hvilket særligt det knebne nederlag til Pascal Ackermann i Almeria viser, og efter et uheldsramt Omloop sikrede han sig også sæsonens første klassikerpodium i Kuurne, hvor modvindsspurten dog blev en anelse for lang. Desværre er Kristoff en af de største tabere som følge af brostenssæsonens aflysning, men han havde kurs mod store resultater.

Holdets stjernesprinter, Gaviria, har måske mere blandede følelser, men egentlig kan han kun være tilfreds. Han var altdominerende i San Juan, hvor feltet i lyset af Alvaro Hodegs ringe form dog var af begrænset dybde, men i den ene spurt, han reelt kørte i UAE Tour, nåede han at vise, at han for alvor er tilbage efter det forfærdelige 2019, som sluttede positivt med suveræn kørsel i Guangxi. Når der alligevel er grund til bekymring, skyldes det en sjældent svag præstation af Maximiliano Richeze, som ellers er helt afgørende for Gaviria, hvis positioneringsproblemer i den grad allerede er blevet udstillet. Er argentineren ved at falde af på den i sin høje alder, kan det få alvorlige konsekvenser for Gavirias fremtidige sejrsrate.

I det hele taget ser det fremragende ud på sprinterfronten. Tredjesprinteren Jasper Philipsen floppede fælt i Kuurne, men i Tour Down Under viste han igen, at han ikke mangler meget i forhold til de allerbedste. Og med tre etapesejre foran Hodeg i et dog svagt besat Tour Colombia fik Juan Sebastian Molano i den grad vist, at han fortjener mere end bare end rolle som lead-out man.

Listen over succeshistorier er længere endnu. Diego Ulissi kom fremragende fra start med en samlet 2. plads i Tour Down Under og efterfølgende stærk kørsel i UAE Tour, hvor han imponerede mod sprinterne på Hatta Dam og forsvarede sig pænt på de lange stigninger i UAE Tour. I samme løb viste Davide Formolo, at han er en klar forstærkning, da han med en jætteindsats var en helt afgørende brik i Pogacars etapesejr.

I det hele taget kører det også for holdets mere klatrestærke ryttere. I de senere har Rui Costa stort set kun kørt stærkt i Romandiet, men i år har han været som genfødt med etapesejr i Saudi Tour samt i Algarve et klatreniveau, vi ikke har set fra ham uden for Schweiz i ganske lang tid. Unge Brandon McNulty synes allerede at have gjort forrygende fremskridt med stærke præstationer i San Juan, hvor vinden på enkeltstarten kostede ham et bedre resultat, og i Andalusien, hvor en offday på 1. etape og et lidt overmodige angreb på 4. etape formentlig endte med at skjule hans reelle styrke. Dertil kan lægges, at Jan Polanc har været sjældent god fra sæsonstart, og dermed er der næsten fuld flade i gruppen af klatrestærke folk.

Lidt mindre åbenlyst har de fine præstationer været fra Sven Erik Bystrøm, der i Tour Down Under klatrede på et niveau, han aldrig tidligere har været tæt på. Vores danske tempotalent Mikkel Bjerg kørte også en flot enkeltstart i Volta ao Algarve, hvor vinden desværre forhindrede ham i at få en mere præcis udmåling af hans niveau i forhold til verdenseliten. Joe Dombrowski, der ellers er lidt af en lottokupon, var fremragende i arbejdet for Costa i Algarve, ligesom David De La Cruz viste en lille smule livstegn i Andalusien, indtil sygdom sendte ham til tælling.

Der er dog også malurt i bægeret. Fabio Aru havde ganske vist nedspillet forventningerne til Tour Colombia, men hans indsats gav i hvert fald ikke det store håb om en genrejsning. Supertalentet Andres Ardila skuffede fælt på hjemmebanen, og Valerio Conti har været helt fra den gennem hele sæsonen. Endelig er der absolut intet, der tyder på, at Sergio Henao nogensinde igen bliver den rytter, der leverede den ene betagende præstation i sit elskede Baskerlandet efter den anden.

Det kan dog slet ikke overskygge en liste, der tæller langt flere plusser. Aru er den eneste kaptajn, der ikke er kommet i gang, og flere af de mindre navne har overgået forventningerne. Sejrslisten har både kvantitet og kvalitet, og ikke færre end 15 ud af 30 ryttere har allerede været i top 10. Det er svært at gøre meget bedre.

Karakter: 9/10