Naturligvis kan det have karakter af en lidt akademisk øvelse. Ser man bort fra åbningsweekenden og Paris-Nice, har alle andre løb i alt væsentligt været forberedelse mod de store mål, der nu enten er udskudt eller aflyst. For de fleste hold er tidlige resultater derfor mest af alt en velkommen bonus, men den reelle værdi af deres sæson skulle naturligvis været blevet bestemt af de store løb, som netop stod for døren.

Alligevel kommer de tidlige resultater nu til at spille en vigtigere rolle. Det er nemlig dem, der bestemmer det momentum (eller mange på samme), som tages med på corona-pause, og da udsigten til at skulle træne til mål, man ikke aner, hvad er, stilles der i disse tider ekstra krav til rytternes motivation. I den sammenhæng er det formentlig langt sjovere at sætte sig på rammen på en regnvejrsdag, hvis man er kommet fra start, end hvis de første løb alle gik i vasken.

Fra mandag til fredag vil vores ekspert, Emil Axelgaard, hver dag evaluere sæsonstarten for tre eller fire hold, indtil alle 19 WorldTour-hold er dækket. Alt sammen ledsages det af en karakter, der er bestemt ud fra forhåndsforventningerne til holdet. Med andre ord sættes barren højere for hold som Ineos og Deceuninck-Quick Step, end de gør for Israel Start-Up Nation og Cofidis, der er de nyeste medlemmer i den fine klub.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Holdene præsenteres i omvendt rækkefølge af deres placering på UCI-ranglisten fra 2019.

Trek-Segafredo

Antal sejre: 6 (samlet sejr og en etapesejr i Tour Down Under med Richie Porte, sejr i Trofeo Felanitx med Matteo Moschetti, sejr i Trofeo Palma med Matteo Moschetti, etapesejre i Tour du Var med Julien Bernard, sejr i Omloop Het Nieuwsblad med Jasper Stuyven). Dertil kommer Giulio Ciccones sejr i Trofeo Laigueglia, som dog blev vundet for det italienske landshold.

Antal podiepladser: 10 (6 sejre, 1 andenplads, 3 tredjepladser). Dertil kommer Giulio Ciccones sejr i Trofeo Laigueglia, som dog blev vundet for det italienske landshold.

Top 10-placeringer: 25 (Vincenzo Nibali 6, Richie Porte 5, Jasper Stuyven 3, Bauke Mollema 3, Matteo Moschetti 2, Emils Liepins 2, Alex Kirsch 2, Mads Pedersen 1, Julien Bernard 1). Dertil kommer Giulio Ciccones sejr i Trofeo Laigueglia, som dog blev vundet for det italienske landshold.

Vurdering:

Det er velkendt, at momentum spiller en afgørende rolle for ethvert hold. Når først der er gået hul på bylden, kommer sejr nr. 2 som regel meget lettere. Et skoleeksempel på det fænomen, er Trek-mandskabet, der efter et ellers skidt 2019 pludselig endte året på toppen af verden med Mads Pedersens VM-sejr og Bauke Mollemas triumf i Il Lombardia.

Siden Pedersen krydsede stregen i Yorkshire, har holdet været som forvandlet. Amerikanerne er nemlig fortsat, hvor de slap, i et 2020, der ikke kunne være startet meget bedre. Inden cykelsæsonen gik på coronapause nåede man således at køre fem WorldTour-løb, og af de vandt Trek de to, ligesom det undervejs blev til en etapesejr i Paris-Nice. Dermed har de allerede nu vundet lige så meget på WorldTouren, som de gjorde i hele 2019, og ser man alene på deciderede løbssejre overgår de med to triumfer den ene gevinst, det blev til i sidste sæson.

Det gode er, at der været lovende takter fra de fleste nøglefigurer. Efter sit rædselsfulde 2019 viste Jasper Stuyven med sejren i Omloop, at han er klar til at fortsætte, hvor han slap i 2018, og at han igen skal regnes som en af verdens førende brostensryttere. Og selvom hans kørsel i Europa vidner om, at Richie Porte nok aldrig blive så god, som han var i sin storhedstid, var hans sejr i Tour Down Under ganske overlegen og et vidnesbyrd om, at han stadig ikke er på vej på pension.

Listen over succeser rækker imidlertid også til den tredje af holdets kaptajner og holdets største navn. Siden 2014 har Vincenzo Nibali stort set kun været i form til sine sæsonmål, og det er blevet sædvane, at han aldrig er konkurrencedygtig i februar og marts. I år har han imidlertid allerede seks top 10-placinger, herunder en samlet 4. plads i Paris-Nice, og dermed har han klart signaleret, at han er en stor investering ikke kun af navn. Der er fortsat masser af bid i hajen.

Den fjerde og sidste rytter, der har overrasket positivt, er Matteo Moschetti. Det italienske supertalent gav selveste Pascal Ackermann prygl to gange på Mallorca og fik dermed endelig bekræftet sit enorme potentiale. Desværre betød et grimt, grimt styrt i Besseges, at hans storm mod toppen igen blev sat på pause, men han nåede i det mindste at vise, at holdet altså har en af fremtidens supersprintere på holdet.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

For andre var billedet mere blandet. Mads Pedersen virkede rusten i sine første løb, herunder i åbningsweekenden, men i Paris-Nice nåede han på 2. og ikke mindst den knaldhårde 6. etape at vise, at han alligevel havde kurs mod god form mod de klassikere, der nu er aflyst/udsat. Giulio Ciccone fortsatte med at imponere, da han sejrede i Trofeo Laigueglia for det italienske landshold, men siden fik han sig lidt af en dukkert med et dybt skuffende UAE Tour. Helt skuffende var det for Bauke Mollema, der var sjældent svag fra sæsonstart, og Edward Theuns, der måske nok havde en forslået tommelfinger, men virkede helt fra den i både klassikere og Paris-Nice.

Andre lyspunkter tæller Alex Kirsch, der efter et lidt skuffende 2019, virkede ganske overbevisende både i åbningsweekenden, og da han fik sin egen chance i Le Samyn. Den evige hjælper Julien Bernard tog karrierens første sejr i Tour du Var, og danske Niklas Eg viste i UAE Tour, at han stille og roligt nærmer sig de lovende takter, han viste i WorldTour-karrierens spæde begyndelse.

Naturligvis kan man indvende, at 10 podiepladser og 25 top 10-placeringer er få. Sandt er det også, at det er færre end mange andre, men når de 6 af disse er sejre, heraf tre på WorldTouren, har holdet leveret kvalitet fremfor kvantitet. Det er svært at forlange meget mere af et hold, der bestemt ikke havde det let i 2019.

Karakter: 9/10

Lotto Soudal

Antal sejre: 4 (3 etapesejre i Tour Down Under fordelt på 2 til Caleb Ewan og 1 til Matthew Holmes, etapesejr i UAE Tour med Caleb Ewan)

Antal podiepladser: 6 (4 sejre, 1 andenplads, 1 tredjeplads)

Top 10-placeringer: 28 (Caleb Ewan 8, Harm Vanhoucke 4, Tim Wellens 3, John Degenkolb 3, Roger Kluge 3, Sander Armee 2, Philippe Gilbert 1, Matthew Holmes 1, Thomas de Gendt 1, Stefano Oldani 1, Tomasz Marczynski 1)

Vurdering:

På mange måder ligner historien om Lotto Soudal historien om Trek-Segafredo, men der er dog også markante forskelle. De nøgne data viser 6 podiepladser og 28 top 10-placeringer, hvilket er et beskedent udbytte i forhold til mange andre hold. Af disse er de fire imidlertid sejre, og alle de fire triumfer er endda kommet på WorldTouren. Med andre ord: det er igen historien om kvalitet fremfor kvantitet.

Forskellen til Trek-Segafredo er imidlertid, at Lotto reelt set har været en enmandshær. Mens de fleste af Treks hovednavne har vist sig frem, har Lottos sæson indtil videre stort set alene handlet om Caleb Ewan. Den lille australier har med to sejre i Tour Down Under samt ikke mindst endnu en fornem sejr på Hatta Dam i UAE Tour bekræftet sin status som den sejrsmaskine, han atter blev i 2019. Og med en sejr i en massespurt, en let stigende finale og en stejl mur har han vist, at hans kan vinde i et hav af forskellige finaler.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Problemet er bare, at han er den eneste af holdets kaptajner, der for alvor har vist noget. Det kan let forklares med, at de øvrige først skulle toppe senere på sæsonen, men ser man isoleret på sæsonstarten, er det ikke meget, vi har set til John Degenkolb, Philippe Gilbert eller Tim Wellens.

Egentlig har det set positivt ud for særligt Degenkolb, der så bedre ud end længe i sidevinden i Kuurne og ikke mindst med sin nærmest sensationelle top 20 på kongeetapen i Paris-Nice, men bortset fra en god spurt i Valencia har han ikke vist sig meget i resultatlisten. På samme måde så Gilbert efter lidt sygdom op til åbningsweekenden ud til at være på rette vej, men resultater har han endnu ikke leveret.

Værre er det med Wellens. Belgieren har for vane at starte som lyn og torden, men i år har han bevidst holdt lidt igen. Han var da også sjældent februarsvag i Algarve, og siden betød sygdom en skidt åbningsweekend og afbud til Paris-Nice. Heller ikke Carl Fredrik Hagen kom lovende i gang, men det kan formentlig forklares med en ambitiøs plan om at køre Giro-Vuelta - en plan, der nu er gået i vasken.

Opløftende takter kom også fra Thomas de Gendt, der atter var tæt på en af sine vanvidsbedrifter på kongeetapen i Paris-Nice, hvor han også bekræftede sin genfødsel som temporytter med en 4. plads på enkeltstarten. Sander Armee var i årets første løb bedre, end han har været siden Vuelta-etapesejren i 2017, og unge Harm Vanhoucke viste i årets første løb endelig, hvorfor han regnes som en lovende klatrer. Og Matthew Holmes skabte en gigantisk sensation ved at vinde kongeetapen i Tour Down Under, men den bedrift blev senere sværtet en anelse til af en overraskende skidt præstation i Ruta del Sol.

Det efterlader os med en blandet landhandel. Resultaterne har været få, men af høj kvalitet, og samtidig har de reelt kun været leveret af én mand. For de øvrige kaptajner har takterne generelt været lovende, men det sletter ikke indtrykket af, at Lotto har været lidt for meget af en enmandshær - også selvom de øvrige kaptajner først skulle præstere senere.

Karakter: 6/10

EF Pro Cycling

Antal sejre: 9 (to colombianske mesterskaber med hhhv. Daniel Martinez og Sergio Higuita, 2 etapesejre i Etoile de Besseges med hhv. Magnus Cort og Alberto Bettiol, samlet sejr i Tour Colombia 2.1 med Sergio Higuita, tre etapesejre i Tour Colombia 2.1 fordelt med én til Sergio Higuita og Daniel Martinez samt en holdløbssejr, sejr i Drome Classic med Simon Clarke)

Antal podiepladser: 25 (9 sejre, 7 andenpladser, 9 tredjepladser)

Top 10-placeringer: 50 (Sergio Higuita 9, Tanel Kangert 6, Daniel Martinez 5, Magnus Cort 5, Simon Clarke 4, Alberto Bettiol 3, Neilson Powless 3, Jonathan Caicedo 3, Moreno Hofland 3, Hugh Carthy 2, Kristoffer Halvorsen 2, Jens Keukeleire 1, Sean Bennett 1, Lawson Craddock 1, Tom Scully 1, James Whelan 1)

Læs også

Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt

Vurdering:

Om det er de lyserøde farver, skal jeg lade være usagt, men sandt er det i hvert fald, at EF har været et forvandlet hold, siden holdet iførte sig de iøjnefaldende trøjer forud for 2019-sæsonen. Inden da havde holdet ry for at kunne kvæle selv det mest åbenlyse talent, men sidste år var tendensen, at man kun blev bedre af at skifte til Jonathan Vaughters’ hold. Den tendens er fortsat i 2020.

De nøgne data afslører det hele. Deceuninck-Quick Step og UAE-Team Emirates er de eneste WorldTour-hold, der har vundet mere, og også på podiepladser og top 10-placeringer ligger de højt. De er endda fordelt ud over et hav af forskellige ryttere, og selvom nogle resultater er opnået i løb med svagere besætning, er der et stort antal, der har gjort det godt.

Det er nærliggende at starte med den sydamerikanske armada. Måske manglede feltet noget dybde, men det var alligevel en ganske overbevisende magtdemonstration, holdet leverede i Tour Colombia, hvor de ryddede podiet med Sergio Higuita, Daniel Martinez og Jonathan Caicedo og undervejs vandt tre af de seks etaper, selvom de var uden sprinter. Holdløbet i sig selv gav dem på papiret matchbold fra start, men deres magtdemonstration på både tidskørslen og i bjergene var imponerende.

Alle kom de også flyvende fra start. Martinez ligner med endnu en enkeltstartstitel og en flot sejr på etapeløbets kongeetape en mand, der er tilbage efter et skadesramt 2019. Caicedo skuffede fælt i sit første år på WorldTouren, men er nu klar til at vise, at Richard Carapaz ikke er den eneste dygtige ecuadorianer. Og Higuita ligner stadig en lysende stjerne efter at have gjort rent bord i Colombia og have taget den gode form med sig til Paris-Nice, hvor han måske nok skuffede lidt på kongeetapen, men imponerede stort i sidevinden og derved sikrede sig en fornem 3. plads i et løb, der egentlig slet ikke passede ham. Endelig viste Rigoberto Uran i sit første løb efter det grimme Vuelta-styrt ganske hæderlige takter, når man tager udgangspunktet i betragtning, og dermed er alle holdets sydamerikanere startet stærkt.

Det er de imidlertid ikke alene om. Magnus Cort har været nærmest skræmmende i sine første løb. Ikke blot vandt han sin første massespurt siden Clasica de Almeria for tre år siden, han klatrede også fabelagtigt i Provence og kørte en forrygende enkeltstart i Besseges. I Besseges viste Alberto Bettiol også sit enorme potentiale, og havde han blot holdt sig til i sidevinden, havde han vundet samlet som supplement til triumfen på enkeltstarten. Desværre satte sygdom ham siden tilbage, men han nåede at vise, at sejren i Flandern Rundt ikke var noget tilfælde.

Flere har vist lovende takter. Jens Keukeleire skuffede måske i åbningsweekenden, men kørte et fornemt Cadel Evans Great Ocean Road Race, hvor han sikrede en podieplads i et WorldTour-løb. Hugh Carthy, der er kendt som en langsom starter, var overraskende februarstærk på Mont Ventoux i Provence. Med hele seks top 10-placeringer og en misset sehr i det knaldhårde løb i Ardeche, hvor kun Remi Cavagnas soloridt snød ham for triumfen foran flere stjerner, har Tanel Kangert været flyvende fra start, og Simon Clarke er klar til at bygge videre på et stærkt 2019 med sejren i Drome Classic og overraskende stærk klatring i Tour du Var.

Der har dog også været nedslående oplevelser. Neilson Powless skuffede i de australske løb, særligt i Herald Sun Tour, hvor han i et svagt felt ikke var nær så stærk som håbet, og han synes at være gået helt i stå. Heller ikke Kristoffer Halvorsen imponerede i de første spurter, hvor han slet ikke syntes at have samme fart som tidligere, selvom han til gengæld var overraskende holdbar. Tejay van Garderen kom skidt fra start med en svag enkeltstart i Paris-Nice, og Ruben Guerreiro leverede slet ikke i sit første løb for holdet i Provence.

Værre var det for holdets klassikerstjerne. Sep Vanmarcke var i et Omloop, hvor han eksploderede til sidst, slet ikke så stærk, som han plejer, men i Paris-Nice nåede han at vise, at formen slet ikke er så ringe. Mere uheldige var Michael Woods og Sebastian Langeveld, der intet nåede at vise, inden de blev sendt til tælling af styrt, og Woods har desværre udsigt til lang tid i sygesengen.

Heldigvis har andre taget over, hvor andre har svigtet, og der har været langt flere opløftende end negative takter. Man savner måske lidt flere resultater på WorldTouren, men Higuitas og Keukeleires tredjepladser på højeste niveau sikrer, at det er svært at finde meget at brokke sig over hos Vaughters’ tropper.

Læs også

Bora mangler stjerne i Liege-Bastogne-Liege

Karakter: 8/10

Mitchelton-Scott

Antal sejre: 8 (2 australske mesterskaber med hhv. Luke Durbridge og Cameron Meyer, et sydafrikansk mesterskab med Daryl Impey, 2 etapesejre i Herald Sun Tour med Kaden Groves, etapesejr i Ruta del Sol med Jack Haig, samlet sejr og etapesejr i UAE Tour med Adam Yates)

Antal podiepladser: 21 (8 sejre, 8 andenpladser, 5 tredjepladser)

Top 10-placeringer: 56 (Jack Haig 9, Daryl Impey 7, Kaden Groves 5, Luka Mezgec 5, Esteban Chaves 5, Adam Yates 4, Simon Yates 4, Damien Howson 4, Lucas Hamilton 3, Luke Durbridge 2, Dion Smith 2, Michael Hepburn 2, Andrey Zeits 1, Cameron Meyer 1, Alex Edmondson 1, Nick Schultz 1)

Vurdering:

Nu bliver det kompliceret. Hvordan vurderer man et hold, der på den ene side leverede en af den korte sæsons mest imponerende præstationer, da Adam Yates knuste alle verdensstjernerne med en magtdemonstration i det stærkt besatte UAE Tour, men som samtidig skuffede i den australske sæson, som holdet ellers altid satser stort på med en stjernebesat besætning? Det er ikke let, og man kan sagtens finde gode argumenter for, at vi er både langt oppe og længere nede på karakterskalaen.

Lad os starte med det positive. Yates’ kørsel i UAE Tour var ikke bare flot. Den var dybt beundringsværdig, da han ikke blot besejrede, men nærmest knuste Tadej Pogacar, der forinden havde vist storform og udpeget løbet som et stort mål. Det vidner om, at den lille brite måske havde udsigt til et endda endnu bedre forår end den forrygende sæsonstart, han havde i 2019, og han sikrede dermed, at holdet sidder på sejrene i ét af de bare fem WorldTour-løb, der nåede at blive kørt.

Han var imidlertid ikke alene. Jack Haig har med 9 top 10-placeringer i to spanske etapeløb, hvor han begge steder endte som en samlet nr. 2, bekræftet sit uhyre store potentiale, og det blev endda kronet med karrierens blot anden sejr på kongeetapen i Andalusien. Unge Kaden Groves har allerede to sejre, og selvom de kom i det lille Herald Sun Tour, har det nogen vægt, at han to gange slog Alberto Dainese, der har udsigt mod en karriere som en af de bedste rene sprintere. Altid loyale Andrey Zeits kom fantastisk fra start uden sin elskede Astana-trøje med fornem kørsel i Ruta del Sol, Alex Edmondson fortsatte de lovende takter fra efteråret med en fremragende enkeltstart på en hård rute i Ruta del Sol, og Lucas Hamilton nåede at give prøver på talentet som hjælper i Tour Down Under.

Desværre gik resten af den australske sæson ikke godt. Nok gjorde holdet rent bord ved de australske mesterskaber, hvor det har stor vægt, at Luke Durbridge igen besejrede Rohan Dennis, men i det store billede tæller den slags mesterskaber ikke helt så meget. Langt vigtigere var Tour Down Under, hvor holdet trods deltagelse af Simon Yates og Daryl Impey kom hjem uden etapesejre og 6. og 7. pladser i klassementet. Nok passede ruten Impey dårligt, og nok var Yates i asfalten, men resultatet stod slet ikke mål med forventningerne.

Lidt opmuntring var der i Cadel Evans Great Ocean Race, hvor Impey og Yates begge var overbevisende, men hvor det i sidste ende blot blev til endnu en 3. plads til Impey. Til gengæld var Herald Sun Tour en lille ydmygelse, da storfavoritten Yates faldt helt igennem, og Damien Howson ikke kunne være tage over. Det var en halvpinlig affære for et hold, der så ud til at skyde gråspurve med kanoner, og det kan Groves’ fine etapesejre ikke redde.

Holdets tredje stjerne kom heller ikke godt fra start. Kørslen i Colombia gav bestemt ikke indtryk af, at Esteban Chaves er på vej tilbage, og holdet var helt usynlige i åbningsweekenden. Sidstnævnte er dog svært at være voldsomt skuffet over, da holdet efter tabet af Matteo Trentin reelt er reduceret til en statistrolle på brostenene.

Med andre ord er der lidt af det hele. Ser man på tallene, har holdet et hav af topplaceringer, men mange kommer i svagt besatte nationale mesterskaber eller i Herald Sun Tour og Tour Colombia, hvor feltet var meget smalt. Simon Yates, Chaves og til dels Impey er begge kommet haltende fra start, men til gengæld har Adam Yates været en af sæsonens store oplevelser. Sejren i UAE Tour er så stor, at det samlede billede er positivt, men der må alligevel være visse panderynker på sportsdirektør Matt Whites kontor.

Karakter: 7/10