Naturligvis kan det have karakter af en lidt akademisk øvelse. Ser man bort fra åbningsweekenden og Paris-Nice, har alle andre løb i alt væsentligt været forberedelse mod de store mål, der nu enten er udskudt eller aflyst. For de fleste hold er tidlige resultater derfor mest af alt en velkommen bonus, men den reelle værdi af deres sæson skulle naturligvis været blevet bestemt af de store løb, som netop stod for døren.

Alligevel kommer de tidlige resultater nu til at spille en vigtigere rolle. Det er nemlig dem, der bestemmer det momentum (eller mange på samme), som tages med på corona-pause, og da udsigten til at skulle træne til mål, man ikke aner, hvad er, stilles der i disse tider ekstra krav til rytternes motivation. I den sammenhæng er det formentlig langt sjovere at sætte sig på rammen på en regnvejrsdag, hvis man er kommet fra start, end hvis de første løb alle gik i vasken.

Fra mandag til fredag vil vores ekspert, Emil Axelgaard, hver dag evaluere sæsonstarten for tre eller fire hold, indtil alle 19 WorldTour-hold er dækket. Alt sammen ledsages det af en karakter, der er bestemt ud fra forhåndsforventningerne til holdet. Med andre ord sættes barren højere for hold som Ineos og Deceuninck-Quick Step, end de gør for Israel Start-Up Nation og Cofidis, der er de nyeste medlemmer i den fine klub.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Holdene præsenteres i omvendt rækkefølge af deres placering på UCI-ranglisten fra 2019.

Team Sunweb

Antal sejre: 7 (samlet sejr i Herald Sun Tour med Jai Hindley, tre etapesejre i Herald Sun Tour fordelt på to til Jai Hindley og én til Alberto Dainese, etapesejr i Volta ao Algarve med Cees Bol, to etapesejre i Paris-Nice med hhv. Søren Kragh og Tiesj Benoot)

Antal podiepladser: 17 (7 sejre, 6 andenpladser, 4 tredjepladser)

Top 10-placeringer: 39 (Alberto Dainese 6, Wilco Kelderman 5, Tiesj Benoot 4, Cees Bol 4, Michael Storer 4, Søren Kragh 3, Jai Hindley 3, Robert Power 3, Michael Matthews 2, Nicolas Roche 2, Sam Oomen 1, Asbjørn Kragh 1, Marc Hirschi 1)

Vurdering:

Sunweb er historien om det lille hold, der langsomt over årene udviklede sig fra at være en hollandsk miniput til at være en tysk gigant, der endte med at vinde Giroen, ende som nr. 2 i både Giroen og Touren i samme sæson og vinde to af sportens monumenter. Desværre er det også eksemplet på, hvor skrøbeligt et hold er, hvis det er baseret på relativt få kaptajner. Det blev helt tydeligt i det katastrofale 2019, hvor Tom Dumoulins styrt efterlod holdet i krise, og da øvrige store navne alle havde dårlige sæsoner, endte året som en gigantisk nedtur.

Efter tabet af Dumoulin var forventningerne til 2020 derfor ganske beskedne, også fra holdet selv, men meget tyder på, at Iwan Spekenbrinks tropper har rejst sig, præcis som de gjorde, da de sagde farvel til først Marcel Kittel og siden John Degenkolb. I hvert fald har tyskerne været en af sæsonens positive oplevelser, og stort set alle holdets ryttere er trådt i karakter og har bidraget positivt til at udfylde tomrummet efter Dumoulin.

Mest markant er det, at holdets klassikertrio bestående af Michael Matthews, Tiesj Benoot og Søren Kragh alle er kommet flyvende i gang efter et 2019, der for dem alle var knap så succesrigt. Særligt i Paris-Nice imponerede de, først med en magtdemonstration i sidevinden på 1. etape, siden med etapesejre til både Kragh og Benoot, hvor særligt dobbeltsejren og dominansen på 6. etape var smuk, og slutteligt med den samlede 2. plads til Benoot. Over hele linjen blev der leveret med en Benoot, der synes at have taget næste skridt og opnåede karrierens bedste etapeløbsresultat, med en Kragh, der med den overlegne sejr på enkeltstarten endelig udfoldede sit store potentiale, og med en Matthews, der i sæsonens første løb endelig lignede sig selv igen med en stærk enkeltstart og fornem kørsel med 2. pladsen bag Benoot på den hårde 6. etape.

Også forinden havde Benoot og Kragh imponeret i et Omloop Het Nieuwsblad, hvor Kragh sluttede som nr. 3, og Benoot lignede en mand, der måske kunne have vundet, hvis han ikke taktisk var blevet låst. Med tanke på, at holdets primære mål i nærmeste fremtid er klassikerne - som nu desværre er aflyst for forårets vedkommende - er det således helt afgørende, at holdets tre spidser i den slags løb alle leverede fra første fløjt.

Holdets anden satsning, massespurterne, gik også fremragende. Cees Bol tog karrierens største skalp, da han efter et sublimt lead-out af Casper Pedersen slog Fabio Jakobsen i Algarve, inden han imponerede i sidevinden i både Kuurne og Paris-Nice. Den unge komet, Alberto Dainese, viste sig med det samme konkurrencedygtig på WorldTour-niveau i Australien og Emiraterne og krydrede det hele med en etapesejr i Herald Sun Tour.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Det australske løb et bevis på holdets evne til at udvikle talenter. Ikke blot vandt de med Dainese, Jai Hindley fortsatte sin stille fremgang fra 2019 ved at tage den samlede sejr, vinde begge bjergetaper og ydmyge hjemmebanefavoritterne fra Mitchelton-Scott. Michael Storer spillede en nøglerolle i den forbindelse og viste med sin kørsel i Tour du Var, at han endelig har taget første skridt. Holdets tredje australske talent, Robert Power, er lige så svingende, som han plejer, men hans start i Australien vidnede om klassen.

Holdet etablerede etapeløbsnavne er også kommet godt i gang. Måske kunne resultaterne have været bedre, men Wilco Kelderman virkede overbevisende i særligt Provence og synes tilbage efter sin endeløse serie af skader. Nicolas Roche, der ellers sjældent viser noget før Vueltaen, var sjældent god i Var, og Sam Oomen er kommet pænt i gang efter sin operation og næsten et år lange pause. Faktisk er det næsten kun den katastrofale sæsonstart fra stortalentet Marc Hirschi, der kaster malurt i bægeret for et hold, der har haft succes på næsten alle fronter.

Det er bare en skam, at holdet ikke får lov at bygge videre på det gode momentum i de forårsklassikere, der i år var den helt store satsning.

Karakter: 9/10

Bahrain - McLaren

Antal sejre: 5 (samlet sejr og to etapesejre i Saudi Tour med Phil Bauhaus, etapesejr i Ruta del Sol med Dylan Teuns, etapesejr i Paris-Nice med Ivan Garcia Cortina)

Antal podiepladser: 19 (5 sejre, 8 andenpladser, 6 tredjepladser)

Top 10-placeringer: 41 (Dylan Teuns 10, Phil Bauhaus 6, Pello Bilbao 5, Mikel Landa 4, Ivan Garcia Cortina 4, Chun Kai Feng 3, Wout Poels 2, Heinrich Haussler 2, Sonny Colbrelli 2, Hermann Pernsteiner 1, Marco Haller 1, Matej Mohoric 1)

Vurdering:

2020 er år 0 i Bahrain-McLarens nye tidsregning, efter at man har sagt farvel til holdets talisman, Vincenzo Nibali, og den gamle Sky-magiker Rod Ellingworth har overtaget ansvaret for biksen. Faktisk har der været en næsten totaludskiftning på kaptajnfronten, men de tumultariske afskeder med Nibali, Domenico Pozzovivo og Rohan Dennis og med tilgangen af Mikel Landa, Wout Poels og Mark Cavendish.

Den slags omvæltning skaber naturligvis usikkerhed og tvivl, men den har araberne formået at gøre til skamme med en flot sæsonstart, hvor næsten alle kaptajnerne har leveret. Mest markant har det været, at Dylan Teuns synes at fortsætte sin gradvise udvikling med en stærk start i Valencia efterfulgt af et Ruta del Sol, hvor han overraskende vandt enkeltstarten, og et overbevisende Paris-Nice, hvor han særligt viste klassen på 1. etape, og hvor han havde kurs mod et topresultat, indtil hans hold rejste hjem før tid. Ganske vist er hans mangler i de høje bjerge nok engang blevet udstillet, men Teuns synes at have taget endnu et skridt på alle parametre, samtidig med at han har fundet lidt af den stabilitet, han har manglet.

Læs også

Journalist med godt nyt om Quintana

Faktisk er næsten alle holdets klatrere kommet hæderligt i gang. Mikel Landa var en af de tre stærkeste på stigningerne i Ruta del Sol, og hans præstation er siden blot blevet endnu mere imponerende af, at han kørte rundt med en ribbensskade, der tvang ham til at skippe Paris-Nice. Pello Bilbao manglede en del i sine to første løb, men syntes i topform i Paris-Nice, hvor han kørte en fabelagtig enkeltstart og havde kurs mod et topresultat, hvis ikke det havde været for sidevinden. Og Hermann Pernsteiner fortsatte sit høje niveau fra Vueltaen med en top 10 i Tour Down Under, der slet ikke passede ham.

Eneste lille skuffelse er Wout Poels, der oplevede endnu et af sine mange sammenbrud i UAE Tour. Heldigvis nåede han i Valencia at vise sin klasse, og læren er derfor nok fortsat bare, at man altid skal forvente både det sublime og det miserable fra den hollandske lottokupon.

Mest glæde er der måske grund til at have på klassikerfronten. Ivan Garcia Cortina bekræftede i Paris-Nice, at han er en fremtidig brostensstjerne, da han ikke blot knuste al modvind med sin fornemme etapesejr, men også ene mand forhindrede Tiesj Benoot og Julian Alaphilippe i at lukke løbet på 1. etape - alt sammen efter at han havde misset åbningsweekenden med sygdom. Og netop åbningsweekenden afspejler desværre også, at alt ikke er fryd og gammen på holdet, da holdets anden kaptajn, Sonny Colbrelli, ikke er kommet godt fra start, ligesom Matej Mohoric heller ikke i årets første etapeløb har virket til at være på vej tilbage efter et svært 2019. Opmuntring kan hentes i, at veteranen Heinrich Haussler viste, at han ikke er færdig endnu.

Sprintersatsningen har været tosidet. Glædeligt er det, at Phil Bauhaus viste nærmest skræmmende styrke i et Saudi Tour, hvor han både spurtede bedre end længe og samtidig havde en hidtil uset holdbarhed. Også Haussler kørte stærke i Arabien, hvor holdet leverede en fornem holdpræsentationen. Desværre viste samme løb sammen med UAE Tour, at det spinkle håb om en genfødsel af Mark Cavendish blot er endnu fjernere, end det var ved begyndelsen af sæsonen.

Cavendish er heller ikke den eneste, der ikke har præsteret. Enrico Battaglin ligner bestemt ikke en mand på vej mod et comeback, og Rafael Valls var uheldig med et styrt i Tour Down Under, der var et stort mål. Også Damiano Caruso har manglet en del, men det er helt efter det vanlige mønster. Og efter en svag start i Saudi Tour nåede Jan Tratnik med sin vanvittige ridt på 5. etape i Paris-Nice vat vise, at han på sine dage er ganske fænomenal.

Samlet set efterlades man med et indtryk af et hold, hvor de fleste har leveret varen i et rimeligt omfang. Måske er det kun Garcia Cortina, Teuns og Bauhaus, der for alvor skiller sig ud, men en fornuftig sæsonstart til Landa vægter også meget for holdet, der satser stort på baskeren. En skidt åbningsweekend og Cavendishs triste kørsel er lidt malurt i bægeret, men det sletter ikke indtrykket af et hold, der er kommet fornemt fra start.

Karakter: 7/10

Ag2r La Mondiale

Antal sejre: 2 (sejr i GP La Marseillaise med Benoit Cosnefroy, samlet sejr i Etoile de Besseges med Benoit Cosnefroy)

Antal podiepladser: 6 (2 sejre, 3 andenpladser, 1 tredjeplads)

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Top 10-placeringer: 33 (Benoit Cosnefroy 7, Clement Venturini 6, Romain Bardet 5, Andrea Vendrame 5, Aurelien Paret-Peintre 4, Oliver Naesen 2, Nans Peters 2, Pierre Latour 1, Lawrence Naesen 1)

Vurdering:

Under gårsdagens evaluering vakte det hovedbrud at vurdere et NTT-hold, der havde haft uventet gode resultater fra en enmandshær i form af Giacomo Nizzolo, men som derudover stort set havde været anonyme og skuffende over hele linjen. Historien gentager sig i et vist omfang hos Ag2r, selvom mønsteret her ikke er helt så udtalt.

Ag2r’s svar på Nizzolo er naturligvis Benoit Cosnefroy. Den franske komet viste med sin flyvende sæsonstart, hvor han vandt de to første løb, GP La Marseillaise og Etoile de Besseges, at det enorme spring, han tog i sit forrygende efterår, varer ved. I årets første løb var den franske superpuncheur ustoppelig, ligesom det formentlig også kun var et sent udbrud, der forhindrede ham i at vinde Drome Classic. Ti, gengæld viste hans anonyme Paris-Nice også, at han stadig er lidt af en lottokupon, der i høj grad har en stabilitet at arbejde på.

Desværre har Cosnefroy været den eneste kaptajn, der har slået til. Romain Bardet kom forfærdeligt fra start i et Tour Down Under, hvor han fejlede på en kongeetape, som hans hold havde kontrolleret hele dagen, og de positive takter, han nåede at vise i Tour du Var, forsvandt som dug for solen i et Paris-Nice, hvor han blev sat til vægs af langt tungere folk på kongeetapen. Fødslen af lille Angus Bardet i ugerne op til løbet havde ikke givet ham den bedste forberedelse, men i lyset af de sidste mange trængsler har Bardet næppe fået mere tro på sig selv de seneste uger.

Det har holdets anden etapeløbskaptajn heller ikke. Pierre Latour skuffede fælt i Besseges, og efter at sygdom kostede ham deltagelsen i Ruta del Sol, var han helt fra den i Paris-Nice. Og da holdets tredje og sidste forhåndskaptajn, Oliver Naesen, ikke fik noget ud af åbningsweekenden, har heller ikke hans start været god, selvom det retfærdigvis skal siges, at han kun har haft ét skud i bøssen i et Omloop, der endte som en taktisk affære, hvor han ikke kunne stille meget op.

Når det er anderledes end på NTT, skyldes det, at mange af holdets mindre navne har imponeret. Særligt Clement Venturini har kørt som en motorcykel, selvom de helt store resultater mangler, og specielt hans kørsel i åbningsweekenden har synlig, offensiv og lovende. Aurelien Paret-Peintre viste med sin kørsel i Besseges og Provence, at han endelig er klar til at vise sit potentiale, og Silvan Dillier virkede meget overbevisende, både på stigningerne i Ruta del Sol og med stærk kørsel i åbningsweekenden. Selv Nans Peters’ begrænsede resultater er løfterige. Det er trods alt ikke, hvem som helst der næsten vinder kongeetapen i Tour du Var efter en vinter med den frygtede kyssesyge.

Desværre har også det meste af andet geled skuffet. Tony Gallopin kom ikke godt fra start, inden han blev sat ud af spillet med en skade, og Alexandre Geniez synes at fortsætte sit totalkollaps, så man efterhånden må frygte for karrieren. Alexis Vuillermoz er slet ikke kommet i gang endnu efter sit styrt sidste sommer, og stortalentet Andrea Vendrame har trods hæderlige resultater ikke levet op til de høje forventninger.

Derfor bliver det et lidt trist billede. Bare seks podiepladser er sølle for et hold, der må indse, at alle holdets tre største navne er kommet skidt i gang. Cosnefroy redder noget af æren, ligesom de lovende takter fra Venturini, Paret-Peintre, Dillier og Peters er opløftende, men det kan trods alt ikke slette indtrykket af en halvtrist start.

Karakter: 3/10

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Groupama-FDJ

Antal sejre: 1 (etapesejr i Etoile de Besseges med Alexys Brunel)

Antal podiepladser: 6 (1 sejr, 1 andenplads, fire tredjepladser)

Top 10-placeringer: 35 (Thibaut Pinot 9, David Gaudu 7, Marc Sarreau 4, Rudy Molard 3, Alexys Brunel 3, Stefan Küng 3, Kevin Geniets 2, Valentin Madouas 1, Bruno Armirail 1, Arnaud Demare 1, Tobias Ludvigsson 1)

Vurdering:

Groupama-FDJ er et hold, der er karakteriseret ved en meget smal, men uhyre stærk top, samt en manglende bredde i en trup, der primært udgøres af hjælpere. Derfor er der også meget, der står og falder med ganske få navne for det franske hold, der gik ind til året med masser af selvtillid efter et fornemt 2019, der kulminerede med Pinots suveræne, men i sidste ende tragiske Tour de France.

Derfor er det også med det samme navnene Pinot, David Gaudu, Arnaud Demare og til dels Marc Sarreau, Stefan Küng og Valentin Madouas, man zoomer ind på, når man skal evaluere holdets sæsonstart. Her bliver det hurtigt en blandt landhandel, hvor der undervejs har været positive takter, men hvor en samlet høst på bare seks podiepladser, hvoraf de tre kaptajner kun har leveret de to og semikaptajnerne står for yderligere to.

Særligt Pinot har ikke lagt skjul på, at han havde ventet sig mere. Sandheden er da også, at han har været temmelig skuffende i lyset af de høje forventninger, men hele 9 top 10-placeringer fordelt over 14 løbsdage vidner trods alt om, at selv en dårlig Pinot slet ikke er så dårlig endda. Særligt betryggende var det at se ham på kongeetapen i Paris-Nice, hvor han på den foreløbig sidste løbsdag i den grad fik tanket selvtillid med årets hidtil bedste præstation.

Det er dog kun Gaudu, der kan tillade sig at være tilfreds med sin sæsonstart. Nok skuffede han fælt i Provence, men i UAE Tour viste han atter sit store potentiale, selvom han måske ikke helt levede op til allermest optimistiske forventninger, som man stadig ikke kan undlade at have til vidunderbarnet med det drengede ansigt. I samme UAE Tour var der også meget lovende takter fra Demare efter den triste 2019-sæson, da han blev nr. 3 på Hatta Dam, hvor stigningen nok var lidt for stejl til for alvor at passe ham. Desværre nåede han kun at køre fem dage, hvoraf de to var i bjergene, og efter nåede Demare aldrig rigtigt at komme i gang, inden det atter var forbi igen.

Hos andet geled er billedet også blandet. Küng har været en sand fornøjelse at følge både på enkeltstarterne, hvor han i Algarve kørte sin bedste enkeltstart siden skiftet væk fra BMC, og i klassikerne, hvor han måske nok manglede resultaterne, men virkede meget overbevisende i sidevinden. Desværre bliver det nu heller ikke i år, at han får chancen for at folde sig ud på de brosten, hvor hans VM-bronze vidner om et snarligt gennembrud.

Desværre har det været sløjt for Sarreau og Madouas. Sarreau fandt aldrig benene i Australien og blev siden syg i Europa. Han leverede et pænt Paris-Nice, hvor han primært skulle hjælpe Pinot, men desværre stoppedes momentum nu af coronavirus. Til gengæld glæder Madouas sig nok over at kunne starte forfra efter en sæsonstart, hvor han kun i Marseille viste sit potentiale.

Den positive overraskelse har naturligvis været unge Alexys Brunel, der allerede på sin anden løbsdag tog karrierens første - og holdets foreløbig eneste - sejr, og som står for en tredjedel af alle podiepladser. Rudy Molard gjorde det også fornemt med en top 10 i Paris-Nice, ligesom Olivier Le Gac og Kevin Geniets har været ganske imponerende i lyset af deres generelle niveau, der er et stykke fra toppen. Fabian Lienhard fik en hæderlig klassikerdebut i åbningsweekenden, og Tobias Ludvigsson kørte i Paris-Nice en af sine bedre enkeltstarter i mange år.

Med undtagelse af Madouas og Sarreau, der har haft dårlige sæsonstarter, samt folk som Benjamin Thomas, Anthony Roux og Sebastien Reichenbach, der af forskellige årsager aldrig rigtigt kom i gang, har der således været ganske mange positive tendenser, også fra de tre kaptajner. Skræller man al fornemmelse og indtryk og ser på den nøgle resultatliste, ser det imidlertid meget pauvert ud, særligt når holdets største navn trods en ret intens kalender har været et stykke fra sit vanlige niveau. Og desværre betyder coronapausen, at de aldrig fik lov at bygge videre på det momentum, der syntes at være under opsejling.

Karakter: 4/10