Naturligvis kan det have karakter af en lidt akademisk øvelse. Ser man bort fra åbningsweekenden og Paris-Nice, har alle andre løb i alt væsentligt været forberedelse mod de store mål, der nu enten er udskudt eller aflyst. For de fleste hold er tidlige resultater derfor mest af alt en velkommen bonus, men den reelle værdi af deres sæson skulle naturligvis været blevet bestemt af de store løb, som netop stod for døren.

Alligevel kommer de tidlige resultater nu til at spille en vigtigere rolle. Det er nemlig dem, der bestemmer det momentum (eller mange på samme), som tages med på corona-pause, og da udsigten til at skulle træne til mål, man ikke aner, hvad er, stilles der i disse tider ekstra krav til rytternes motivation. I den sammenhæng er det formentlig langt sjovere at sætte sig på rammen på en regnvejrsdag, hvis man er kommet fra start, end hvis de første løb alle gik i vasken.

Fra mandag til fredag vil vores ekspert, Emil Axelgaard, hver dag evaluere sæsonstarten for tre eller fire hold, indtil alle 19 WorldTour-hold er dækket. Alt sammen ledsages det af en karakter, der er bestemt ud fra forhåndsforventningerne til holdet. Med andre ord sættes barren højere for hold som Ineos og Deceuninck-Quick Step, end de gør for Israel Start-Up Nation og Cofidis, der er de nyeste medlemmer i den fine klub.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er udskrevet

Holdene præsenteres i omvendt rækkefølge af deres placering på UCI-ranglisten fra 2019.

NTT Pro Cycling

Antal sejre: 6 (etapesejr i Tour Down Under med Giacomo Nizzolo, etapesejr i Etoile de Besseges med Ben O’Connor, sydafrikansk mesterskab med Ryan Gibbons, to etapesejre i Tour de Langkawi med Max Walscheid, etapesejr i Paris-Nice med Giacomo Nizzolo)

Antal podiepladser: 15 (6 sejre, 5 andenpladser, 4 tredjepladser)

Top 10-placeringer: 35 (Giacomo Nizzolo 9, Max Walscheid 7, Carlos Barbero 4, Edvald Boasson Hagen 3, Reinardt van Rensburg 3, Ben O’Connor 2, Ryan Gibbons 1, Ben King 1, Michael Valgren 1, Samuele Battistella 1, Stefan de Bod 1, Dylan Sunderland 1, Victor Campenaerts 1)

Vurdering:

Er én rytter nok til at redde et helt hold? Det spørgsmål presser sig på, når man bliver bedt om at forholde sig til NTTs sæsonstart. Forud for sæsonen var der megen tale om en mulig Riis-effekt, men den er der foreløbig ikke megen sport af. Til gengæld kan man i den grad tale om en Nizzolo-effekt.

Med sine to WorldTour-sejre i Tour Down Under og Paris-Nice samt 2. pladserne i Kuurne-Bruxelles-Kuurne og Race Torquay har italieneren nemlig endelig lagt knæskaderne bag sig og nærmet sig det niveau, han havde, da han to år i træk var Giroens mest stabile sprinter. Desværre har han også været en ren enmandshær på det sydafrikanske hold, og hvis støtten havde været en anden, kunne det være blevet til mere. Eksempelvis kunne Nizzolo måske have vundet i Kuurne, hvis NTT blot havde taget bare en enkelt føring i jagten på Kasper Asgreen, og måske kunne brølstærke Nizzolo have vundet Le Samyn, hvis ikke han havde været Palle alene i verden.

For resten af holdet har det være sløjt. Roman Kreuzigers gradvise henfald mod anonymitet synes at fortsætte, Louis Meintjes’ pludselige sammenbrud fortsætter, Victor Campenaerts så uhyre lovende ud i UAE Tour, men fejlede, da det endelig gjaldt i Paris-Nice, Ben O’Connors genrejsning rakte desværre ikke ud over etapesejren i Besseges, og Enrico Gasparotto nåede intet at vise i et uheldsramt Saudi Tour. Heldigvis viste Michael Valgren stigende form i bjergene i Paris-Nice, men åbningsweekenden endte desværre som endnu en skuffelse, og allermest ondt gjorde det at se det tidligere supertalent Edvald Boasson Hagen falde helt igennem i det ikke specielt stærkt besatte Le Samyn.

Naturligvis kan man finde lidt glæde i Max Walscheids to etapesejre i Langkawi, men skal vi være ærlige, burde en sprinter af hans kaliber have vundet mere i et svagt besat løb, hvor NTT var eneste WorldTour-hold, og hvor lokale Mohd Harrif Saleh vandt hele to etaper, selvom det kun var lykkedes én eneste gang tidligere i hans første otte optrædender i løbet. Et større lyspunkt er det måske, at Domenico Pozzovivo er kommet hæderligt tilbage efter sit karrieretruende styrt, men da han stadig er resultatløst, redder det ikke meget.

Naturligvis skal det i vurderingen afspejles, at forventninger til et hold, der har rodet rundt i bunden af ranglisterne i mange år, naturligvis var begrænsede, men ser man kvaliteten i truppen, er det skuffende, at kun ét af holdets store navne har leveret. Seks sejre i forhold til de syv fra 2019 og allerede en fordobling af antallet af WorldTour-sejre gør naturligvis, at der er fremgang at spore, men det skyldes i alt væsentligt alene Nizzolo. Derfor bliver karakteren lav, selvom resultaterne på papiret er bedre end sidste år.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

Karakter: 4/10

Cofidis, Solutions Credits

Antal sejre: 2 (etapesejr i Tropical Amissa Bongo med Attilio Viviani, etapesejr i Tour des Alpes Maritimes et du Var med Anthony Perez)

Antal podiepladser: 11 (2 sejre, 2 andenpladser, 7 tredjepladser)

Top 10-placeringer: 46 (Elia Viviani 7, Guillaume Martin 6, Emmanuel Morin 6, Attilio Viviani 6, Jesus Herrada 4, Nicolas Edet 4, Nathan Haas 3, Damien Touze 3, Piet Allegaert 2, Simone Consonni 1, Anthony Perez 1, Eddy Finé 1, Cyril Lemoine 1, Victor Lafay 1)

Vurdering:

Hvor NTT mangler én oplagt stjerne, men er afhængig af præstationer fra en stribe mellemstore navne, står og falder Cofidis reelt med Elia Viviani. Holdets tilbagevenden til WorldTouren retfærdiggøres reelt af, at de har én af de seneste sæsoners klart mest vindende ryttere, og hele holdets transferstrategi er da også bygget op om den italienske stjerne.

På den baggrund har sæsonstarten været en katastrofe. Man kunne ikke forvente, at Viviani ville kunne vinde med samme takt i sine nye omgivelser, men det har været svært problematisk, at han har været så meget ringere, end han har været hidtil. Styrtet i Tour Down Under hjalp ham ikke, men det har gjort næsten ondt at se, hvor langt fra de bedste han var i spurterne i Almeria, Algarve og Paris-Nice. Ikke bare sejrene mangler. Viviani har blot været på podiet to gange, og det er alt, alt for lidt for en mand, der allerede har kørt ganske mange spurter i år.

Heldigvis er der håb at finde i holdets anden nye stjerne. Guillaume Martin har lagt et ekstra lag til sit niveau og har virket bedre end tidligere i både San Juan og Paris-Nice. Desværre betyder hans ringe enkeltstart også, at det ikke har omsat sig i de store resultater, som det jo i alt væsentligt handler om. Det samme er tilfældet for Nicolas Edet, der bare synes at blive bedre og bedre, men selvom en bjergtrøje i Paris-Nice er flot, tæller den ikke rigtigt i det store billede.

I det hele taget er det den generelle historie. Anthony Perez er vågnet op igen med sin etapesejr i Tour du Var, men han har kun det ene resultat. Attilio Viviani har fået en flot start med sejr i Afrika, men heller ikke det er nok til at løfte et hold. Piet Allegaert fortsatte de lovende takter med nogle gode spurter i Argentina, og Damien Touze synes at være tilbage på sporet efter en svær sæson. Desværre mangler resultaterne.

Endelig har holdets øvrige store navne også skuffet. Jesus Herrada har slet ikke været så stærk i februar, som han plejer, og Nathan Haas har desværre slet ikke sparket gang i karrieren igen efter skiftet væk fra Katusha. Simone Consonni har kun ageret lead-out man for Viviani, og stakkels Christophe Laporte nåede kun at køre én dag, inden han blev sat på sidelinjen med et brækket håndled.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Alt sammen efterlader det holdet med for få resultater. Nok var forventningerne ikke store, men med Viviani på holdet burde det være blevet til mere.

Karakter: 2/10

CCC Team

Antal sejre: 0

Antal podiepladser: 8 (0 sejre, 3 andenpladser, 5 tredjepladser)

Top 10-placeringer: 31 (Simon Geschke 5, Matteo Trentin 5, Josef Cerny 3, Jakub Mareczko 3, Kamil Maleckis 3, Ilnur Zakarin 2, Victor De La Parte 2, Fausto Masnada 2, Attila Valter 2, Greg van Avermaet 1, Georg Zimmermann 1, Patrick Bevin 1, Gijs van Hoecke 1)

Vurdering:

Sidste år kunne CCC-manager Jim Ochowicz undskylde de manglende resultater med, at det først alt for sent lykkedes ham at redde det gamle BMC-mandskab, og at de bedste ryttere derfor var afsat til anden side. Den går imidlertid ikke i 2020, hvor holdet for første gang har kunnet arbejde mere aktivt på at styrke truppen, hvilket er sket med erhvervelserne af først og fremmest Matteo Trentin og Ilnur Zakarin, men også af Fausto Masnada og Jan Hirt.

Særligt to ting har været vigtige. For det første skulle 2019-sæsonens høst på bare 6 sejre kraftigt forbedres, og for det andet skulle holdet blive mindre afhængige af Greg van Avermaet, blandt andet ved også at køre klassement i etapeløbene, hvor de hidtil har været ret anonyme. Desværre tyder intet på, at førstnævnte vil lykkes for siden midten af februar har holdet været WorldTourens eneste, der stadig er uden sejre.

Set i det lys er sæsonstarten katastrofal, men ser man på truppen, er det også indlysende, at holdet aldrig vil komme til at vinde mange løb. Faktisk har sæsonstarten budt på et væld af lovende præstationer, men det har bare ikke omsat sig i de store resultater.

Først og fremmest er det værd at bemærke, at Zakarin efter nogle svære år synes på vej tilbage efter en yderst lovende præstation på sidste etape i UAE Tour. I Emiraterne imponerede også Victor De La Parte, der fortsætter med at blomstre op i den orange trøje. Jakub Mareczko har efter sit katastrofale 2019 lignet en mand, der efter sin næseoperation har rejst sig lidt igen, ikke mindst med den flotte, men lidt for lange spurt i Provence. Trods en uheldig sæsonstart med en hjerteoperation bekræftede Patrick Bevin i Algarve, at han nu er en af de allerbedste temporyttere, og Josef Cerny gav med sin flotte kørsel i Murcia prøver på det, han viste, inden han skiftede til WorldTouren.

Læs også

Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter

Udover Zakarin er også andre nyerhvervelser kommet godt i gang. Det gælder for stortalentet Attila Valter, der gjorde det fremragende i Tour du Var. Her viste Fausto Masnada også, at holdet kan regne med den klatrestærke italiener, og selv Kamil Malecki og Michal Paluta, der ellers mest er komme til holdet i kraft af deres polske pas, har været synlige og vist sig flot frem. Unge George Zimmermann har skuffet lidt på stigningerne, men været offensiv og var tæt på en etapesejr i Besseges.

Den allermest positive overraskelse har dog været Simon Geschke. Tyskeren lignede en rytter, der allerede havde toppet, men i år har han været bedre end i mange, mange år. En podieplads i et WorldTour-løb er nærmest uhørt for holdet, men det opnåede Geschke sensationelt i Tour Down Under. Og i Algarve kørte han igen med de allerbedste på stigningerne og i klassementet.

Desværre er holdets to største navne, Trentin og Van Avermaet, stort set uden resultater, men faktisk har det været bedre, end tallene viser. Van Avermaet har været brølstærk, men har stort set ikke kørt ét eneste løb, der passede ham, hvis man ser bort fra et Omloop, hvor taktikken låste ham. Og Trentin skuffede måske nok en anelse i finalen af Omloop, men han kørte i det mindste med om sejren efter en tid, hvor også han kørte en serie løb, der slet ikke passede ham.

Derfor er CCC et svært hold at vurdere. Resultaterne har manglet, som det runde nul ved antallet af sejre viser, men langt de fleste ryttere har vist lovende takter, når de endelig har kørt i terræn, der passede dem. Det er bare en anelse for lidt, at det kun er Geschke og til dels Zakarin og De La Parte, der både har leveret resultater på den store scene og samtidig levet op til eller overgået deres potentiale. Særligt Geschkes kørsel trækker op, men antallet af topresultater er for få for holdets kaptajner, også selvom løbene ikke har passet dem. Og med nul sejre må det uundgåeligt ende med en karakter i den lavere ende af skalaen.

Karakter: 3/10

Israel Start-Up Nation

Antal sejre: 3 (etapesejr i Vuelta a San Juan med Rudy Barbier, etapesejr i Tour of Antalya med Mihkel Raim, sejr i Le Samyn med Hugo Hofstetter)

Antal podiepladser: 15 (3 sejre, 5 andenpladser, 7 tredjepladser)

Top 10-placeringer: 54 (Rudy Barbier 8, Patrick Schelling 7, Dan Martin 5, Hugo Hofstetter 5, Mihkel Raim 4, André Greipel 3, Nils Politt 3, Travis McCabe 3, Mads Würtz Schmidt 3, Tom van Asbroeck 2, Itamar Einhorn 2, Davide Cimolai 2, Matteo Badilatti 1, Rick Zabel 1, Matthias Brändle 1, James Piccoli 1, Omer Goldstein 1, Guillaume Boivin 1, Krists Neilands 1)

Vurdering:

Som den helt nye dreng i klassen var forventningerne til Israel Start-Up Nation beskedne. Nok har holdet fået et par tunge drenge i form af Dan Martin og Nils Politt samt veteranen André Greipel, men truppen er stadig på papiret en af WorldTourens klart svageste og smallest besatte. Derfor regner ingen med, at det israelske dominerer, og de vil altid være underdogs på den store scene.

Læs også

Nyt, stort løb annoncerer ruten til første udgave

Set i det lys har holdet leveret langt over forventning. Faktisk er det svært at pege på ryttere, der ikke har levet op til eller overgået forventningerne i den første del af sæsonen for et hold, der efterhånden har vist sig som et ganske godt sted at tage hen, hvis man vil banke liv i en karriere, der synes i tilbagegang.

Det synes at være sket for stort set alle holdets lidt satsede nyerhvervelser. Nok sker det først efter et år hos holdet, men særligt Rudy Barbier har i år været som forvandlet, først med den flotte sejre i San Juan og siden med en flot 3. plads i uhyre skrapt selskab i UAE Tour. Også holdets anden franske sprinter, Hugo Hofstetter, der ellers gik helt i stå i et trist 2019 og har været kendt som den stabile sprinter, der altid endte i top 10, men aldrig vandt, er i år en helt ny rytter, først og fremmest med sejren i Le Samyn, men også med flot kørsel i Paris-Nice og Kuurne. Og André Greipel nåede i Tour Down Under at give håb om, at han igen vil vinde cykelløb, inden et styrt desværre satte hans sæson på pause.

Også på andre områder har det imidlertid set godt ud. Dan Martin er måske ikke sig selv endnu, men efter et svært 2019 har det været yderst opløftende at se ham i Valencia og Algarve, og havde det ikke været for en meget stærk Miguel Angel Lopez, havde han også vundet kongeetapen i det portugisiske løb. Mads Würtz har aldrig været bedre, end han var i sidevinden i Paris-Nice, og Rick Zabel leverede på den ikoniske Hatta Dam i UAE Tour det vel nok bedste resultat i karrieren i så stærkt besat et felt. Og efter en skidt sæsondebut imponerede Krists Neilands i Paris-Nice, indtil sygdom desværre sendte ham til tælling.

Naturligvis er der også ryttere, der har det sværere. Mange havde ventet mere af Nils Politt i Omloop, men han rejste sig flot igen med stærk kørsel i sidevinden i Paris-Nice. Davide Cimolai har skuffet en anelse i sine spurter, men har trods alt ikke været helt væk, og Tom van Asbroeck har også været en anelse under niveau, selvom det delvist kan forklares med arbejdet for holdet. Travis McCabe skuffede i spurterne i Sydamerika, Daniel Navarro får nok aldrig rejst sig igen, og stakkels Ben Hermans nåede aldrig i gang, inden han blev sendt på en lang pause efter et grimt styrt tidligt i Tour Down Under. Endelig var det skuffende at se den ellers lovende James Piccoli fejle i de australske løb.

Holdet har også draget fordel af deres deltagelse i mindre løb i Tyrkiet og Rwanda, hvor Mihkel Raim har kunnet sikre sig en lidt let sejr, og Patrick Schelling kunne levere en serie resultater. I de løb var de imidlertid også eneste WorldTour-hold, og faktisk har Schelling været ganske skuffende i sine første løb i Sydamerika.

Det er derfor ikke så meget det boost, de små løb giver til statistikkerne, der giver en positiv bedømmelse af holdet. Nej, det handler om, at stort set alle holdets ryttere har forbedret sig i forhold til sidste år og har overgået de relativt beskedne forventninger, man på forhånd kunne have til den nye dreng i klassen.

Karakter: 7/10