Annonce
Klubberne Silkeborg, Herning og Hammel laver etapeoverbygning på de tre pinseløb i Midtjylland. De tre løb køres både som enkelte pointgivende DCU-løb og samtidig som et samlet etapeløb over de tre dage. Selve etapeløbet er ikke pointgivende og køres ikke på tid, men med pointgivning for de enkelte løb, eksempelvis 50-40-35-33-31 point osv., og vinderen kåres i Hammel. Præcis pointsystem vil fremgå af propositioner, som kommer på dcu-tilmelding.dk indenfor ca. 14 dage.
Etapeløbsoverbygningen gennemføres i alle klasser, og i de unge klasser uddeles førertrøje. Det er aftalt med Jysk-fynsk distrikt, at der ikke sker tvangsoprykning under etapeløbet. Det vil sige at evt. oprykning først træder i kraft weekenden efter - dog kører Damer deres planlagte Dame Cup.
”Etapeløbsdelen var i første omgang tiltænkt Damer (Dame Cup), Herre Junior og Herre A, men skal det være, så skal det være ordentlig,” lyder meldingen fra de arrangerende klubber i en fælles pressemeddelelse.
Udover selve pointgivningen og de normale præmier for de enkelte DCU-løb, vil der også være præmier for etapeløbsdelen, således der kåres 1-2-3 samlet i alle klasser. Selve tilmeldingen sker ved almindelig tilmelding til de enkelte løb under DCU-tilmelding. For at deltage i etapeløbet kræves start i samtlige tre løb. For Damer (Dame Cup), Herre A og Herre Junior tillades servicekørsel.
De jyske pinseløb er normalt besøgt af 800-1000 ryttere, og der forventes samme høje antal deltagere igen i år, ikke mindst på grund af de attraktive etaper, hvor der afsluttes i Hammel med blandt andet Pøt Mølle, dog ikke for U11-U15. Forhåndsinteressen er allerede stor, også fra udlandet, så der forventes stærke felter i Damer, Herre A og Herre Junior. Der er også store forventninger til U17 feltet, hvor nogle af etaperne bruges som iagttagelsesløb af landstræneren i forbindelse med årets udtagelser blandt andet Ungdoms-OL i juli 11.
Herning er nye i Pinse-selskabet, og deres rute er strategisk placeret i Ikast for at få alle etaper samlet indenfor få kilometer Silkeborg er således placeret midt imellem med ca. 25 km til Ikast og Hammel.
Igen i år er det muligt at tage campingvogne med til alle løb. Der er god plads i Silkeborg ved Designa Køkken og i Hammel ved skolen og i industriområdet. I Ikast åbnes mini-campingplads med mulighed for strøm og adgang til badefaciliteter, og der åbnes for sovesal for interesserede. Bemærk at starttidspunktet i Hammel i år rykkes fra klokken 8.00 til 9.00, som også har været et ønske fra mange, og som nu imødekommes.
Løbet i Ikast holdes med start og mål ved Idrætsefterskolerne Ikast, som er samarbejdspartner med Herning Cykle Klub om talentudvikling indenfor landevejscykling. Allerede fra skoleåret 11/12 er der 15-18 elever på cykellinjen, som dels skal morgentræne i Ikast og deltage i Hernings klubtræning.
På løbsdagen åbner Idrætsefterskolen dørene for cykelpublikummet og arrangerer rundvisning.
SENESTE
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce