Dette er anden del af Feltet.dk´s store interview med Jens Voigt. Du kan her læse første del, der handler om tiden efter tyskerens egen professionelle karriere.

Chris Froome havde blot vundet et enkelt Tour de France.

Wout Van Aert og Mathieu van der Poel var to cyklecross-talenter.

Se afslutningen på Primus Classic

SE MASSER AF CYKELSPORT PÅ

Jonas Vingegaard var en tilsyneladende temmelig gennemsnitlig dansk juniorrytter.

Og Juan Ayuso var en 12-årig skoledreng.

Meget er sket, siden Jens Voigt i 2014 kørte cyklen i garagen. Nye og nærmest uset unge ryttere dominerer nu sporten. Det behøver man ikke have kørt 18 år som professionel for at kunne se.

Men hvordan ser en mand, hvis konkurrenter hed alt fra Tony Rominger (f. 1961) og Sean Yates (f. 1960) til Simon Yates (f. 1992) og Julian Alaphilippe (f. 1992), på cykelsporten anno 2022?

”Da jeg var en rytter, var en kilometer 1300 meter. Alting var større, hurtigere og hårdere!”

Sådan indleder Voigt sit svar på det spørgsmål. Men tyskeren taler ikke på vegne af sig selv.

I stedet imiterer han i sin karakteristiske karismatiske stil de mange tidligere ryttere, som han har oplevet give udtryk for en sådan holdning. En holdning, han ikke selv deler.

”Jeg har et par regler for tiden efter et karrierestop. Lad være med at være en vrissen gammel mand, som har det sådan: ”Da jeg var yngre, var alting….”

”Nej! Det var det ikke. Det var det ikke. Det var anderledes, men ikke bedre eller værre. Bare anderledes. Alting udvikler sig. Det samme gælder cykling.”

Jens Voigt efter afslutningen på sin aktive karriere i 2014. Foto: Trek Factory Racing.

Voigt henviser først og fremmest til den øgede professionalisme, som i dag præger sporten. Der er flere penge til rådighed. Rytterne har alt fra osteopater, kiropraktorer og massører.

Tyskeren erkender, at professionalismen har gjort rytterne bedre. Ikke desto mindre misunder han ikke ligefrem alle dele af nutidens professionelle liv som rytter.

”De vejer deres mad. Jeg ville have det sådan, beklager jeg bander: ”Er du fucking sindssyg?” At veje maden? Tælle kalorier? Men det er, hvad de gør i disse dage. Så de kører så meget hurtigere. De holder længere. Dengang ville du køre Tour de France, og det var så det. Slut på året for mig. Nu kører rytterne bare videre.”

”Miljøet er bedre for atleten. Og jeg tror også, at der er lidt flere penge i sporten nu, end da jeg var yngre. Men det kommer med den pris, at efter løbet kan du hurtigt tage hjem om mandagen og kysse din kone, og så er det tilbage på træningslejr eller til løb.”

Den mere systematiske og videnskabelige måde at leve som rytter på gør Voigt ”på en måde glad” for, at han ikke længere er aktiv. Og livet væk fra løbene er ikke det eneste, der giver den evigt fightende tysker en sådan følelse.

”I moderne cykling ville de kunne lide min store motor. Men de ville ikke kunne lide, at jeg tænkte: ”Ah, se det gule hus på den venstre side. Jeg tror, at jeg vil angribe der.”

”Der ville de sige: ”Nej! Planen er at blive ved holdet. Du kører 125 watt i de første 30 minutter, og så kører du i front og kører 365 watt i 30 og et halvt minut.”

”Jeg er ikke frisk på det. Jeg tror, at jeg ville kæmpe med at finde en plads i moderne cykling. Jeg ville stadig være fysisk god og stærk. Men jeg tror, at jeg ville være mindre glad,” fortæller Voigt.

Nutidens stjerneskud

Voigt har imidlertid også set sprækker i nutidens kalkulerende cykelsportsparadigme, særligt fra ryttere, som ikke har satset på landevejen i deres tidlige seniorkarriere.

”Jeg beundrer virkelig den sportslige side af moderne cykelsport. Hvor godt de kører. Jeg tror, at I vil være enige i, at i de seneste 2-2,5 år er landevejscykling blevet så meget mere åbent og uforudsigeligt, hvilket, i forhold til timing, kommer med ankomsten af de unge supertalenter, som Pidcock, Wout Van Aert og Van der Poel.”

”De her gutter er fuldstændig lige glade med gamle taktikker. De angriber med 50 kilometer igen. Og de lykkes med det. Før ville man bare have grinet. ”Han angriber med 50 kilometer igen på egen hånd? Han vil dø. Vi fanger ham let igen”. Ikke mere i disse dage. De unge gutter lykkes med det.”

”Så cykelsporten er blevet meget mere interessant og meget mere åben. Som jeg sagde, så elsker jeg, hvordan løbene køres, og hvor uforudselige de er blevet.”

Jens Voigt elsker at se Wout Van Aert og Mathieu van der Poel køre ræs. Foto: Sirotti.

Den i dag 51-årige tysker blev først professionel i midten af 20´erne. I 1990´erne var det ikke noget bemærkelsesværdigt syn. Lignende tilfælde er ingenlunde sensationsstuff i dag, men det er yngre monument- og Grand Tour-vindere bestemt heller ikke.

Eksempelvis blev kun to Grand Tours vundet af ryttere under 24 år i løbet af Voigts 18 år som professionel. I de følgende otte har dette tal været fire, alle siden 2019.

Hvorfor ser vi i dag, modsat tidligere, det her billede af unge ryttere, som dominerer?

”Den første ting, som falder mig ind, er, at professionel cykelsport startede med watt-målinger, test og rådgivning i hver en del af cykellivet. Det siver ned til de unge ryttere.”

”Da jeg var professionel, eller for ti år siden, så ville de unge ryttere komme ind, og så ville de have to år til at lære. Men nu gennemgår rytterne alt den læring i en alder af 12-15 år.”

”Så når de er 18 år, så har de, når vi snakker om teknologi, træningsmetoder og ernæring, den samme uddannelse som en 35-årig pro. For de unge ryttere har gjort det siden 12-årsalderen. Så de behøver ikke lære mere. De træner allerede bedre og mere videnskabeligt ved en yngre alder.”

”De er basalt set allerede på deres peak som 18- eller 19-årig. Det er derfor, at de kan hoppe op i det professionelle liv og være succesfulde med det samme.”

Juan Ayuso, 19, Remco Evenepoel, 22, og Enric Mas, 27. Podiet i Vueltaen 2022. Foto: Sirotti.

Voigt har dog også sine bekymringer på vegne af multitalenter som Pidcock, van der Poel og Van Aert.

”Bobby Julich og jeg har en podcast, hvor jeg har sagt: ”Lad os se, hvor længe de holder”. For hvis du har folk som Pidcock, van der Poel og Van Aert, som går fra mountainbike, cyklecross og til landevej, og de er fuldstændig fantastiske til det hele. Men, hvis du brænder lyset i begge ender, så vil det give en masse lys. Vidunderligt.”

”Men i sidste ende vil de to flammer mødes på midten, og lyset er væk. Så de er måske, måske, som et stjerneskud på tværs af himlen efterladende hele verden i benovelse - og så er det væk.”

”Så det afhænger af, hvad du vil have. I min karriere var jeg aldrig et stjerneskud, men i det mindste var jeg en solid måne. Jeg var der altid, når folk kiggede op. Men jeg var aldrig så spektakulær som Pidcock eller de andre unge gutter.”

”Så lad os se, hvor længe deres karrierer varer, fordi det er en masse intensitet. Alt den træning og de træningslejre. Lad os se, hvor længe deres sind er villig til at gøre det. Men jeg kan kun gentage mig selv: Jeg beundrer den måde, de kører løb på, og hvor fit og professionelle de er i dag.”

Kan de unge blive ved?

Som professionel i sine 40´ere ved Voigt om nogen, hvad det kræves for at have en lang karriere. Derfor er det nærliggende at høre tyskerens bud på, hvordan pivunge fænomener som Juan Ayuso, Tadej Pogacar og Remco Evenepoel såvel som de travle Pidcock, van der Poel og Van Aert skal agere for at gøre ham kunsten efter.

”Jeg tror, at du skal være modig for at tage en pause. Du har kun én krop. Når den først er væk, så er den svær at få tilbage.”

”Vi havde sagen med Mathieu van der Poel. Han styrtede ved OL og tog noget tid til at komme tilbage. Så han var nødt til at stoppe der. Måske er det et tegn fra hans krop: ”Hey, tag det med ro, ven. Jeg kan ikke tre sportsgrene i den samme sæson på et verdensklasseniveau. Måske vælg én eller to af dem og giv mig nok tid i midten til at komme mig”.”

”Lyt til din krop. Hold godt øje med den. Og lad være med at overgøre det. Lad dig ikke rive med. Tom Pidcock sagde engang i vores podcast, at han ville være verdensmester i cyklecross, mountainbike og på landevejen i det samme år.”

”Han er regerende olympisk mester (i MTB, red.). Han er den regerende cyklecross-verdensmester. Han blev firer ved MTB-VM. Jeg tror, at han trak sig fra landevejs-VM, men indtil da var han ikke langtfra. Da en 20-årig for 20 år siden sagde, at han ville være verdensmester tre gange på et år, ville man reagere med et ”pffff, stop med at drømme”. Nu er han ikke langtfra.”

”Lad være med at blive fristet af at kræve for meget af din krop. Vær modig. Sig, at du har brug for en pause. At din krop har brug for en pause. At dit hoved har brug for en pause. Jeg tror, at det vil være en hemmelig for dem til at holde længere,” slutter den tidligere CSC-rytter.

I sin aktive karriere kørte Jens Voigt for blandt andre Credit Agricole, Team CSC og Trek Factory Racing. Han tog 58 professionelle sejre, herunder to etaper i Tour de France.

Netop Tour de France er emnet for tredje og sidste del af vores interview med Jens Voigt. Det kan du læse i de kommende dage her på Feltet.dk.