Det havde Alaphilippe imidlertid ikke. Med ganske f\u00e5 tr\u00e5d spurtede han f\u00f8rst op til og siden let forbi Lambrecht, inden han endda med god afstand til stregen kunne fejre sin ottende sejr, der m\u00e5ske endda var den hidtil mest overlegne. Faktisk var han s\u00e5 suver\u00e6n, at arrang\u00f8rerne registrerede en tidsforskel p\u00e5 1 sekund ned til Lambrecht og Kwiatkowski, der f\u00f8rte f\u00f8rste del af feltet an. Efter den opvisning er det efterh\u00e5nden meget sv\u00e6rt at se, hvem der kan r\u00f8re Alaphilippe i denne type finaler, og det vil i hvert fald kr\u00e6ve en Valverde i absolut topform at s\u00e6tte franskmanden til v\u00e6gs i klassikerne. Det er klart, at Fleche Wallonne med den stejlere mur og Liege med sin nye rute er to helt anderledes l\u00f8b, men Alaphilippes s\u00e6sonstart f\u00e5r i den grad Valverdes ardennertrone til at vakle.<\/p>
\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
Sejren bringer også Alaphilippe ganske tæt på at generobre den førertrøje, han også bar i tre dage i sidste års løb, inden han på spektakulær vis eksploderede på de svære etaper mod slutningen. Den frygt må man stadig have for en mand, der traditionelt har svært ved at holde sit niveau efter et par dage i et etapeløb, men inden da kan han meget vel have sat sig solidt på 1. pladsen og vundet ikke færre end tre etaper.
Det betyder også, at det formentlig er et spørgsmål om tid, inden Schachmann må tilbage i Bora-trøjen. Den hidtil ellers så usårlige tysker så for første gang helt menneskelig ud, da hans forsøg på at lukke hullet til Lambrecht fejlede. Heldigvis havde han med årvågen kørsel sikret sig fire bonussekunder undervejs på ruten, så han stadig har en buffer på 5 sekunder, men med tanke på den finale, der venter i morgen, er det sandsynligt, at det er Alaphilippe, der sover i gult, når det bliver sengetid onsdag aften.
For Michal Kwiatkowski må dagens etape også have været svær at sluge. Polakken fik ganske vist sikret sig fire vigtige bonussekunder, men det må vække alvorlige panderynker, at han end ikke var i nærheden af at matche Alaphilippe i en finale, der ellers burde have passet ham. Det var i hvert fald tydeligt, at det var en helt udkørt polak, der kæmpede for at komme forbi den unge belgier, og hans drøm om at vinde en af ardennerklassikerne er i hvert fald ikke kommet tættere på efter dagens etape.
Til gengæld var det en fornøjelse at se to af sportens mest lovende talenter vise deres enorme potentiale. Særligt Lambrecht overraskede positivt med en præstation, der havde givet en etapesejr, hvis det ikke havde været for fænomenale Alaphilippe. Belgieren havde ganske vist allerede fra sæsonstart sagt, at han ville forsøge at time formen til Baskerlandet og Ardennerne, men efter et halvsvagt Catalonien Rundt og en ikke alt for nem første sæsonstart var der ikke meget, der tydede på, at han skulle være med i kampen mod sejren. I dag fik han imidlertid konfirmeret sit enorme potentiale som puncheur - en egenskab, der også indbragte ham en flot etapesejr på kongeetapen i Tour des Fjords sidste år - og det synes således at være helt velvalgt, at han i karrierens første år har valgt at satse på klassikerne og ikke etapeløb, hvor han ellers også har et vist talent.
For det andet talent, Valentin Madouas, er tingene lidt enklere. For ham synes det at være givet, at det første og fremmest er de kuperede endagsløb, der er hans force, og i dag tog han næste skridt i en allerede meget lovende karriere ved at sikre sig en 5. plads. I det hele taget har han været knivskarp gennem hele sæsonen, hvor han har været tæt på sejre i de to endagsløb i Ardeche og Drome, og senest konfirmerede han sin gode form i fredags, hvor han var tæt på at snyde alle sprinterne i Route Adelié de Vitré. I dag opnåede han så sit første store WorldTour-resultat med en spurt, der viser, at han bliver meget interessant at holde øje med, også i Ardennerne om et par uger.
Præstationerne bliver ikke mere imponerende af, at det faktisk udviklede sig til en hårdere og mere selektiv dag, end man kunne have ventet af den ellers relativt flade rute. Det skyldes, at Astana, der nærmest kan fodre svin med potentielle kaptajner i dette løb, til fulde dokumenterede, at de er kommet til Baskerlandet med det stærkeste mandskab. Med en fuldstændig klar rollefordeling, der tilsagde, at Omar Fraile skulle have sin chance for at spurte på sin baskiske hjemmebane, brugte man Luis Leon Sanchez, Gorka Izagirre og senere Alexey Lutsenko og Pello Bilbao til at gøre løbet knaldhårdt og skabe stor udskilning. Til slut viste Fraile med en 4. plads, at han virkelig har udviklet sig til en glimrende afslutter efter choksejren over Sonny Colbrelli sidste år, og selvom det ikke blev til sejr, må man tage hatten af for, at Astana igen viste sig som et hold, der ikke er bange for at tage initiativ.
Det belønnede sig også i klassementet. Ikke blot sikrede Ion Izagirre sig et par bonussekunder undervejs, de to kaptajner, Jakob Fuglsang og samme Izagirre, var nemlig nogle af de få topkandidater til sejren, der holdt sig foran det split, der i finalen kostede lidt tid til flere af rivalerne. Dermed fik de begge bekræftet den gode form på en dag, hvor alle vidste, at der kunne opstå huller til sidst.
Samtidig kom de et stort skridt tættere på sejren, da løbets vel nok største favorit, Adam Yates, effektivt blev taget ud af kampen om sejren. Den stakkels brite, der nærmest har været forfulgt af uheld i de seneste sæsoner, punkterede på det værst tænkelige tidspunkt, hvor bilerne blev holdt tilbage som følge af den store udskilning. Selvom holdet jagtede med alt, hvad de havde, og Yates spurtede op ad bakken, var det ikke nok, og det fornemme udgangspunkt, han havde sikret sig på enkeltstarten, er nu gået op i røg. Tidstabet gør ham nu blot til en endnu større favorit til kongeetapen, men klassementsansvaret på Mitchelton-Scott må nu overlades til en heldigvis ret velkørende Mikel Nieve, der fik lov at holde sig i feltet og med en fin 20. plads bekræftede den superform, han stillede til skue i GP Miguel Indurain i lørdags.
Dagens anden taber var outsideren Rudy Molard, der ellers på våde veje havde kørt en flot enkeltstart, men som ligeledes som følge af en punktering blev sat tilbage. Heldigvis har FDJ stadig den i år så flyvende David Gaudu, der var en af de få, der undgik tidstab i finalen, og med tanke på Madouas’ 5. plads var det ikke nogen helt dårlig dag for FDJ trods det ærgerlige tidstab.
Med Yates ude af billedet kunne mange pile nu pege på Enric Mas som vinder. Hans enkeltstart under de våde betingelser i går tyder i hvert fald på, at han er i forrygende form, og det indtryk bekræftede han blot med dagens fine 11. plads. Samtidig viste den ellers så stærke Daniel Martinez lidt svaghedstegn på bakken, selvom det akkurat lykkedes ham at undgå tidstab, og Mas kn derfor håbe på, at han på fredag kan få skovlen unde den colombianske komet.
Ellers var det primært de eksplosive folk som den velkørende Patrick Konrad, Dylan Teuns og Dan Martin, der benyttede deres punch til at undgå tidstab, men også dieselmotoren Emanuel Buchmann imponerede endnu engang ved at holde sig foran splittet. Forudsigeligt var det til gengæld, at folk som Mikel Landa, George Bennett og Hugh Carthy, der pludselig har fundet formen, ikke havde accelerationen til at holde sig helt fremme. Mere skuffende var det, at det ikke lykkedes for Geraint Thomas, der ellers plejer at være glimrende i disse finaler, og det synes efter to dage at stå klart, at Tour-kongen ikke er kommet til Baskerlandet i den form, han havde håbet, og at den lidt for søde vinter måske har givet ham et lidt større efterslæb, end han havde håbet.
Den slags kvaler har Alaphilippe ikke. For ham stod vinteren nemlig ikke på flødeskumskager, champagne og fejring af en Tour-sejr. Han trænede derimod så hårdt, at han efter tre løbsdage havde to sejre, og siden da er han bare gået fra succes til succes. Hvis Valverde sover lidt halvdårligt i disse dage, skyldes det nok ikke kun, at han er øm i hele kroppen efter sit uvante møde med de flamske brosten. Og desværre må han nok indstille sig på, at de næste to etaper ikke giver ham grund til at sove blot det mindste roligere.