I disse dage skulle vi alle have talt om Peter Sagans store meritter på de nordeuropæiske brosten. Det var i hvert fald Boras vigtigste forårsmål, at den slovakiske stjerne skulle sikre holdet nogle af sæsonens største resultater i de løb, de satser allermest på. Selvom mandskabet i de senere år har bredt paletten kraftigt ud, er det jo trods alt først og fremmest Sagans hold, og det er ham, der forventes at levere hovedparten af resultaterne.

Sådan er det imidlertid ikke gået. Den slovakiske superstjerne har i årets største løb været en skygge af sig selv, og i gamle dage ville det have været ensbetydende med nedtur for et hold, der traditionelt har været meget afhængig af deres helt store navn.

Heldigvis er tiderne ved at forandre sig. Selvom den ambitiøse investering i Rafal Majka og uheldige Leopold König aldrig har givet det ønskede resultat, er Ralph Denks tropper på få år blevet langt mere alsidige og slet ikke så afhængige af den mand, der for alvor bragte dem til toppen. Med en målrettet talentudvikling har man ført en hel stribe talenter mod toppen, i første omgang primært Sam Bennett og Pascal Ackermann, men nu begynder holdet også med deres unge folk at blive en magtfaktor i kuperet terræn.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

Det er i sandhed blevet åbenbaret i denne uges Baskerlandet Rundt, hvor det tyske hold har siddet på flæsket og været altdominerende fra første færd. Med tre etapesejre på fire dage har Maximilian Schachmann været her, der og alle vegne, og forud for dagens kongeetape havde han stille og roligt opbygget et forspring, der gjorde det muligt måske at tro på en samlet sejr. Alligevel var oddsene imod tyskerne. Konventionel logik tilsagde nemlig, at de baskiske stigninger omkring Eibar ville blive lidt for hård kost for den lidt tunge tysker, og selvom man havde fået placeret Patrick Konrad på en flot 2. plads, var det først og fremmest Astana med en velplaceret Ion Izagirre, der gik til dagens etape i pole position.

Hvis folk troede, at det tyske hold bare var Schachmann, måtte de imidlertid tro om. Trods en indædt og beundringsværdig fight måtte den tyske førstemand indse, at han altså stadig er for tung til at klatre med de bedste, men heldigvis havde holdet andre til at tage over i det, der var et formidabelt taktisk mesterstykke, der fortjener en medalje eller to.

Det så ellers kompliceret ud for det tyske hold at skulle forsøge at beskytte hele tre mand i en situation, hvor de var oppe mod et Astana-mandskab, der fra km 0 viste, at de havde ambitioner om at lave rav i den, men modsat kasakkerne kørte de klogt og bragte sig konstant i taktisk gunstige situationer. Først fik de placeret Konrad i den gruppe, der kom fri inden den stejle Ixua-stigning, hvilket for første gang fik bragt Astana i defensiven, og da en farlig og svært kontrollerbar situation igen opstod efter den brutale mur, var de igen snu ved at sende Buchmann med i det angreb, Astana iværksatte med Sanchez.

Med den usædvanligt velbegavede kørsel lykkedes det således gang på gang Bora at havne i en position, hvor det var dem, der havde udbruddets bedst placerede og således kunne overlade ansvaret til andre. Og det blev naturligvis gang på gang Astana, der måtte påtage sig den opgave, selvom det ved enhver lejlighed var dem, der havde indledt den offensive kørsel. Og da først Buchmann efter i første omgang alene at have kørt defensivt for at beskytte de kollektive interesser, øjnede den åbenlyse muligheder, der pludselig lå for hans fødder, så han sig ikke tilbage og åbnede op for det kolossale potentiale, han har udvist igennem en 2019-sæson, der har udsigt til at blive hans helt store gennembrud.

Det var det taktiske spil, der åbnede døren, men det var Buchmanns egen formidable styrke, der gjorde det muligt at udnytte åbningen. Lige siden han på sin allerførste løbsdag på Mallorca i januar leverede et lignende soloridt, har det været klart, at den tyske dieselklatrer har taget et enormt spring siden sidste efterår. Den flotte opvisning på Mallorca blev fulgt op af et stærkt UAE Tour, hvor han sammen med David Gaudu var den eneste, der kunne følge Valverde og Roglic til dørs, og i dag kom så den fortjente belønning for den flotte sæsonstart, da han med næsten skræmmende styrke holdt først feltet og siden den stærke forfølgertrio bag sig med en sådan effektivitet, at det først var på Arrate-stigningens sidste del, at han for alvor begyndte at tabe tid. Og da Schachmann og Konrad længere tilbage fightede så heroisk, at de fortsat ligge hhv. nr. 3 og 6 i klassementet, kan det tyske mandskab endda gå ind til kongeetapen med muligheden for igen at spille deres kort så vellykket, som de gjorde det med dagens taktiske mesterstykke.

Mens Boras kørsel fortjener en plads i cykelsportens ABC, må der være kraftige tømmermænd i Astana-lejren. Det kasakhiske mandskab havde det på papiret stærkeste mandskab og spillede da også kraftigt med musklerne undervejs, men det lykkedes alligevel holdet med til tider lidt hovedløs kørsel at smide en meget sandsynlig samlet sejr væk. Ion Izagirre var nemlig så velplaceret i klassementet, at langt den klogeste tilgang havde været at udnytte supermandskabet til at sætte et knaldhårdt tempo, der kunne slide de tungere Konrad og Schachmann op og derefter stole på, at Izagirre med hjælp fra Fuglsang kunne gøre arbejdet færdigt på Arrate.

Det gjorde de imidlertid ikke. I stedet virkede de nærmest desperate efter absolut at skulle have sendt en ellers ganske velkørende Luis Leon Sanchez i offensiven. Det gav måske nok god mening forud for den svære Ixua-stigning, der kunne have isoleret Izagirre og Fuglsang, men at man forsøgte samme taktik efter passagen af den stejle stigning, virkede intet mindre end hovedløst. Resultatet blev, at man i stedet lynhurtigt fik foræret den årvågne Buchmann et lille minut, og da man langt om længe indså, at man havde brændt nallerne og kaldte Sanchez tilbage til feltet, var det for sent. Den tyske dieselmotor blev aldrig set igen, og selvom Fuglsang og Izagirre på Arrate viste, at de kunne have gjort arbejdet færdigt, hvis blot holdet havde kørt ”rigtigt”, er de nu efterladt i en situation, hvor den samlede sejr ser meget fjern ud.

Modsat Schachmann er Buchmann nemlig ikke en fyr, der slides op i bjergene, og da han er bakket op af et hold, der gør Astana rangen stridig som det stærkeste, kræver det et Bora-agtigt mesterstykke, hvis Astana skal få den sejr, som Izagirre med den rette tilgang kunne have sikret. Måske de skulle ringe til Dave Brailsford og få et tip eller to. Kontrollerende Sky-kørsel havde i hvert fald været langt mere effektivt end talrige Astana-angreb.

Astana blev nu heller ikke hjulpet af de andre storhold. Movistar, Mitchelton-Scott og UAE sad alle med talrige folk i det felt, der apatisk så til, mens Buchmann løb med det hele, og først til allersidst sendte det spanske hjemmehold Jose Joaquin Rojas frem for at hjælpe den heroisk kæmpende, men meget ensomme Gorka Izagirre, der gjorde alt for at bringe sin lillebror tilbage i spillet. Særligt mærkeligt var det, at det Mitchelton-hold, der 24 timer forinden havde taget det fulde ansvar på en etape, der ikke lå til deres højreben, slet intet foretog sig. Og da Adam Yates helt som forventet viste sig i stand til at køre med de bedste, blev det blot endnu mere uforståeligt, at australierne kørte et overraskende anonymt løb på en dag, hvor man havde både Mikel Nieve samt den ekstremt lovende Lucas Hamilton med helt fremme til at sætte den britiske kaptajn op til etapesejr.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Også UAEs passivitet var uforklarlig. Både Diego Ulissi og Sergio Henao viste ellers endelig lovende takter efter en meget svær tid, men ingen af dem blev sat frem for at føre. Mandskabet havde ellers i den meget velkørende Tadej Pogacar et oplagt bud på en etapevinder, og Dan Martin måtte også have øjnet en mulighed for måske endda at vinde samlet. Begge viste sig da også ganske stærke på Arrate-stigningen, men deres passivitet gjorde, at belønningen udeblev, og at Martin ikke har udsigt til den podieplads, der kunne have været hans, hvis ikke Buchmann var kørt væk.

Movistars passivitet var måske lettere at forklare. Mikel Landa er trods alt netop kommet tilbage efter en længere skadespause, og man kunne derfor ikke forvente, at han ville være i stand til at køre med om etapesejren. Faktisk var det ganske lovende, at baskeren endte som nr. 7 efter meget offensiv kørsel, og selvom han til sidst betalte prisen for sin aggression, er det meget løfterigt frem mod Giroen efter en meget svær tid, hvor han har tilbragt mere tid på lazarettet end på cyklen i det seneste lille års tid.

Etapen endte til gengæld som en lille skuffelse for flere af sportens talenter. Det gælder særligt for sidste års vinder på Arrate, Enric Mas, der trods tidlig aggressivitet skuffede på den sidste stigning. Det kan muligvis forklares med to styrt på to dage, men det var tydeligt, at spanieren havde ambitioner om meget mere. Også Daniel Martinez måtte indse, at træerne efter sejren på kongeetapen i Paris-Nice altså ikke vokser ind i himlen, og unge David Gaudu fik sig en lille mavepuster efter et UAE Tour, hvor han lignede en mand, der kunne køre fra de allerbedste. Endelig måtte Dylan Teuns med bekymring konstatere, at den sygdom, der ramte ham i marts, muligvis har sat ham betydeligt tilbage inden de klassikere, der er hans store mål.

Andre har mere grund til tilfredshed. Det gælder for Bauke Mollema, der efter en katastrofal start på løbet viste, at der stadig er lidt liv i de ben, der ellers har set ud til at være på vej mod en deroute i den seneste tid, og både Bjorg Lambrecht og Valentin Madouas gjorde det flot på en etape, der ellers på papiret kunne have været lidt for svær. Og unge Hamilton imponerede igen stort i et år, hvor han har fået sit helt store gennembrud og nu også viser, at han kan blande sig med de bedste i et af sportens hårdeste WorldTour-løb.

Og så er der naturligvis Sky. Det britiske mandskab har ganske vist været ramt af en stribe uheld, men det hører alligevel til sjældenhederne, at man oplever et ugelangt etapeløb, hvor holdet glimrer ved sit fravær. Det var imidlertid tilfældet på en dag, hvor Geraint Thomas’ forfærdelige sæsonstart fortsatte, og hvor hverken David De La Cruz eller Diego Rosa var i stand til at gribe den chance, der pludselig var blevet dem givet. Sidste år var briterne ellers her, der og alle vegne i forårets ugelange etapeløb, men i år har de skullet prise sig lykkelige for Egan Bernal, der er den eneste, der har leveret på forventeligt niveau. Og da det bestemt heller ikke fungerer i klassikerne, oplever det britiske superhold lige nu en sjælden krise. Det er godt, at kontrakten med Ineos allerede er underskrevet.

Har de brug for inspiration, kan de jo blot se mod Tyskland. Her viser Bora nemlig, hvordan det skal gøres, hvis holdets stjerne er inde i en svær tid. I gamle dage havde en Sagan-nedtur været synonym med akut alarm på et mandskab, der var synonym med den trefoldige verdensmester, men sådan er det ikke længere. Der var i hvert fald ikke mange, der havde troet, at holdet efter fem dage i det baskiske etapeløb skulle stå med fire etapesejr, en førertrøje og tre mand i klassementets top 6.

Måske kan den succes også tjene som motivation for Sagan inden søndages store slag på de nordfranske brosten? Det er der i hvert fald utvivlsomt et par mand i Bora-ledelsen, der håber.