Efter fire etapesejre på fem dage og med tre mand i top 6 i klassementet har Bora kunnet gå på vandt i årets Baskerlandet Rundt, der har kunnet betegnes som lidt af et gennembrud i etapeløbssammenhæng for et mandskab, der ellers hidtil primært har gjort sig i massespurter og klassikere. Derfor kan det heller ikke undre, at Emanuel Buchmann efter gårsdagens eminente soloridt udtrykte en vis optimisme i forhold til forsvaret af trøjen på dagens afsluttende etape. Nok var der tale om en vanskelig sag med adskillige stejle baskiske stigninger, og nok lå der i kortene, at Astana ville komme blæsende med alt allerede fra løbets første svære stigning, men efter et taktisk og fysisk mesterstykke på kongeetapen lignede Bora-mandskabet ikke et, der bare lod sig knække.

Desværre gik den ikke for det tyske talent. Efter et par dage, hvor tyskerne har kunnet gå på vandet, plumpede de nemlig i med begge ben. Da Astana som forventet åbnede ballet på dagens længste stigning, forsvandt nøglehjælperne Patrick Konrad og Maximilian Schachmann nemlig som dug for solen, og da Buchmann samtidig selv kunne se Jakob Fuglsang, Ion Izagirre, Adam Yates, Dan Martin og Tadej Pogacar sejle væk i horisonten, kunne enhver se, at lokummet for alvor brændte for den bundsolide tysker, der desperat spejdede efter hjælp, men bag sig blot kunne stirre direkte ind i to par Mitchelton-øjne i form af Mikel Nieve og Lucas Hamilton, der naturligvis ingen interesse havde i at jagte deres britiske kaptajn. Allerede der var det let at læse skriften på væggen, for enhver kunne se, at det aldrig vil lade sig gøre at indhente en så eminent kvintet, der tillige havde al mulig interesse i at samarbejde - Astana, fordi de havde kurs mod samlet sejr, UAE, fordi de kunne lugte på etapesejr og en podieplads, og Yates, fordi han havde en stor chance for at redde sit løb med den sejr, han havde misset 24 timer tidligere.

Formentlig kunne det imidlertid have været helt anderledes. Buchmann er nemlig kendt som en sand dieselmotor, der som regel skal bruge et par timer på at få gang i hele maskineriet. Jeg husker således tydeligt, hvordan han i sine første Tour-optrædender dag efter dag beklagede sig over, hvor svært han havde haft det på dagens første stigninger. Til gengæld meldte han også nærmest konsekvent om, at han sidst på etaperne altid havde fundet sine ben.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Set i det lys burde Buchmann måske have luret faren. Uheldigvis for ham er det nemlig blevet enormt populært for løbsarrangører at designe disse korte, intense bjergetaper, der har potentiale til at eksplodere fra km 0, og det var da også en sådan, baskerne havde fundet frem til lejligheden i dag. Derfor havde Buchmann knap været i gang i en times tid, da Fuglsang åbnede ballet på den stejle del af Azurki-stigningen, og her måtte han sande, at han manglede eksplosionen til at gå med, da først Izagirrede dansede op til sin holdkammerat, Yates siden satte efter og til slut UAE-duoen også efterlod den lidende tysker tilbage.

Varm blev motoren til gengæld i den grad. Efter at han akkurat ikke fik lukket hullet på Azurki, valgte han klogelig at lade sig falde tilbage til det første større felt, hvor holdkammeraterne Schachmann og Konrad havde overlevet. Herefter fik han maksimal glæde af sine holdkammerater, der dog ikke kunne andet end at holde afstanden på ca. 1.45.

Det ændrede sig imidlertid, da Buchmann til slut selv åbnede for gassen. Selvom samarbejdet i front aldrig rigtigt gik fløjten, Fuglsang første som en motorcykel, og Yates endda kom med sit ventede forsøg på at distancere Izagirre nær toppen af dagens sidste stigning, gik det Buchmanns vej. Selvom alle hans forsøg på at overtale rivalerne til at give en hånd med, prellede af på de iskolde konkurrenter, faldt afstanden stille og roligt. Den heroisk kæmpende Buchmann viste sig i løbets sidste fase som dagens stærkeste mand, men desværre var det for sent. Da det afgørende slag blev slået, var hans dieselmotor stadig iskold, og derfor endte det blot med en ærgerlig 3. plads, efter at det kortvarigt så ud til at ende i den totale nedtur, da et fejlagtigt sving mod slutningen i en halv times tid havde sendt ham helt ud af podiet, indtil arrangørerne kompenserede ham for fadæsen.

I stedte endte laurbærrene i Astana-lejren - igen fristes man til at sige. Med dagens sejr til Izagirre sikrede holdet sig nemlig deres sejr 9. sejr i de 13 etapeløb, de har kørt i år, og dermed synes der slet ikke at være nogen ende på den jubelsæson, der blev indledt med samme Izagirres sejr i Valencia for nu mere end to måneder siden. Og selvom de fleste nok kunne have undet den heroisk kæmpende Buchmann sejren, er det også svært ikke at lette på hatten af det show, kasakkerne iscenesatte over de knap 120 km i brutalt baskisk terræn.

I går må der ellers utvivlsomt have hersket en trist stemning på hotellet, efter at mandskabet mildt sagt havde kørt som en sæk nødder, og meget så ud til, at en gennemført kikset taktik havde sendt en sikker Izagirre-sejr direkte i armene på Buchmann. I dag blev der imidlertid ikke eksperimenteret med sære offensiver fra Luis Leon Sanchez eller andre, som Bora ingen grund havde til at frygte. I dag fik man direkte til stålet ved at sende Fuglsang afsted, så snart terrænet for alvor blev svært, og dermed lykkedes det dem på falderebet af få reddet gårsdagens fadæse og få maksimalt udbytte af, at de havde to af de suverænt stærkeste i løbet.

Dermed var sejren til Izagirre også alt andet end ufortjent, og efter hele tre 3. pladser var det også på tide, at den bevægede basker endelig fik den store triumf i sit hjemmebaneløb. Samtidig kom det efter en klatrepræstation, han vil ikke har leveret tidligere, og mens det stadig kniber lidt med at genfinde fordums styrke på enkeltstarterne, fortsætter han med at udvikle bjergbenene med stormskridt. Egentlig har det ellers været hans fornemme enkeltstart, der har gjort ham til en af verdens bedste i ugelange etapeløb, men i de seneste to sæsoner har det faktisk primært været på stigningerne, at han har sat sig igennem. Og havde det ikke været for et styrt på 4. etape, havde hans sejrsmargin formentlig været endnu større, da han i givet fald da nok også havde været med de bedste hjem.

Sejren blev imidlertid i lige så høj grad sikret af Fuglsang, der fortsætter med at imponere i det, der ubetinget er hans bedste sæson. Ganske vist er det stadig sejren i Dauphiné, der står som karrierens højdepunkt, men ser man alene på hans fysiske formåen, er det 2019, der er højdepunktet. Sejren i Frankrig blev nemlig først og fremmest opnået med klog kørsel i den magtkamp, der var opstået mellem løbets stærkeste rytter, Richie Porte, og det stærkeste hold, Sky. Sådan har det imidlertid ikke været i år, hvor Fuglsang lige siden starten i Murcia har været blandt de klart bedste i alle sine løb, og havde det ikke været for uheldet på 4. etape samt holdinteresser, der betød, at han i dag selvsagt skulle ofre sig for sin bedre placerede holdkammerat, kan man slet ikke udelukke, at han havde sikret sig den samlede sejr i et etapeløb, der af mange betegnes som WorldTourens hårdeste blandt de ugelange begivenheder.

Fuglsang er imidlertid ikke den eneste, der har flyttet sig selv til et nyt niveau i år. Det har Adam Yates også, efter at han i dag fulgte sine fornemme præstationer i Catalonien og Tirreno-Adriatico op med endnu en etapesejr i det, der ligner en sand jubelsæson for briten, der ellers sidste år på lidt ufortjent vis var gledet i skyggen af sin indtil da knap så stærke bror. Det styrkeforhold har han i den grad udsigt til at rette op på i 2019, og det blev igen anskueliggjort, da han med sit velkendte og frygtede slangehug alligevel viste sig som stærkeste mand i frontgruppen og kunne køre alene hjem til sæsonens tredje sejr. Uheldet på 2. etape betød, at han fortsat står uden samlet triumf i et etapeløb, men når han om et par uger har rundet forårssæsonen af i Liege, kan han i hvert fald se frem mod en Tour, hvor han burde kunne få oprejsning for sidste års fiasko.

Løbet blev også endnu en dokumentation for, at det pengestærke, men i 2018 så skuffende UAE-mandskab endelig er ved at nå det niveau, deres trup berettiger til. På imponerende vis er det endda sket ved, at både holdets stjerner og deres unge talenter har leveret. Således har Alexander Kristoff nærmet sig sit gamle niveau, Fernando Gaviria har allerede taget flere sejr, og i dag viste Dan Martin også, at han burde gå en stor ardennersæson i møde, samtidig med at han endelig sikrede sig en podieplads i et løb, der med sine stejle mure altid har lignet en gave til den lille irer. Og samtidig viste de fallerede Sergio Henao og Diego Ulissi faktisk tegn på fremgang i en uge, hvor UAE-mandskabet blandede sig med Astana og Bora i kampen om titlen som løbets stærkeste.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Det skyldtes også, at Tadej Pogacar fortsatte en drømmedebut, som de færreste nok havde spået, selvom der altid er store forventninger til den regerende Tour de l’Avenir-vinder. Det er i hvert fald svært at huske, at en rytter i sin første professionelle sæson - Egan Bernal havde som bekendt allerede kørt på Androni, da han gjorde debut for Sky sidste år - allerede har leveret så store resultater. Den flotte sejr i Algarve kunne nogle måske tilskrive en tidlig formtop, men i denne uge har det slovenske fænomen vist, at han også kan køre med om sejrene i de sværeste WorldTour-løb. Og da også Jasper Philipsen allerede har en WorldTour-sejr på sit cv i sit første år, tegner fremtiden meget lys for UAE-mandskabet, der drømmer om at blive sportens stærkeste.

I denne uge var de i hvert fald blandt de bedste, for det fik helt galt for sportens sædvanlige supermagter. Efter endnu en helt igennem fejlslagen dag for Geraint Thomas endte Sky helt usædvanligt som ligegyldigt fyld i et ugelangt etapeløb, og Deceuninck fik deres løb spoleret af styrt, der sendte Julian Alaphilippe hjem til Frankrig og mærkede Enric Mas så meget, at han aldrig blev en faktor i bjergene. Heller ikke Movistar kunne spille deres sædvanlige rolle på hjemmebanen, men i lyset af hans begrænsede forberedelse har Mikel Landa nu kun grund til at være svært tilfreds med et løb, der giver al mulig grund til at tro, at han nok skal finde benene inden Giroen.

Løbet blev samtidig i høj grad en udstilling af nogle af sportens store talenter. Buchmann og Pogacar har vi allerede omtalt, men derudover bekræftede Lucas Hamilton også de enorme fremskridt, han har gjort siden den fornemme kørsel allerede i Tour Down Under. David Gaudu fandt måske ikke benene fra UAE Tour, men i dag var han måske stærkeste mand i feltet efter Buchmann. Valentin Madouas imponerede atter, endda i terræn, der burde have været en anelse for svært, og minsandten om ikke danske Jonas Vingegaard med en sublim præstation bekræftede, at vi har en lovende dansk klatrer i støbeskeen. Hugh Carthy genfandt takterne efter en skuffende præstation i Catalonien, og så glemmer man endda helt, at Schachmann legede kispus med alt og alle i de første fire dage. Faktisk var det vel kun den halvskadede Mas, en skuffende Dylan Teuns, der må være bekymret frem mod Ardennerne, samt Daniel Martinez, der ganske overraskende faldt helt sammen i dag, som fra talentlisten ikke helt leverede det, vi havde forventet.

Set i det lys havde det måske også været meget passende, hvis det havde været den unge opkomling, Buchmann, der var løbet med sejren foran de etablerede stjerner, men sådan skulle det altså ikke gå i et år, hvor man vel efterhånden godt kan tage som udgangspunkt, at Astana løber med sejren, når de stiller til start i et etapeløb. Når skuffelsen har lagt sig, kan tyskeren forhåbentlig se det positive i et løb, hvor Bora endelig spillede en nøglerolle i kampen om sejren i et af sportens historiske ugelange etapeløb. Det vidner i hvert fald om, at det tyske mandskab er klar til at være mere end blot et klassiker- og sprinterhold. Og så må han lige få lært at få startet den dieselmotor op i tide, så han ikke igen lader sig overrumple, inden der er kommet gang i maskineriet. Lykkes det, skal den sejr, han i dag gik glip af, nok komme.