Prøv vores nye app
Itzulia Basque Country-analyse: Hvem vinder så i Romandiet?
10. april 2021 14:50Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

I disse dage køres Itzulia Basque Country, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 5. etape.

Annonce

Artiklen fortsætter efter videoen.

Forud for sæsonen blev jeg tit spurgt, om jeg troede, at Danmark kunne matche de seneste to års fabelagtige resultater. Egentlig var jeg ganske optimistisk på danskernes vegne, men jeg må også indrømme, at jeg fandt det svært at tro, at vi ville komme helt op på samme tårnhøje niveau. Med et VM, to monumenter, sejr i Gent-Wevelgem, sejr i Kuurne, sejr i Dauphiné, EM-sølv, to Tour-etapesejre, en Vuelta-etapesejr og et par enkeltstarts- og spurtsejre på WorldTouren, podiepladser i ugelange WorldTour-etapeløb og to top 5-placeringer på verdensranglisten på bare to år gør immervæk, at barren er sat temmelig højt.

 

Efter kun godt to måneder af sæsonen må jeg og alle andre imidlertid sande, at vi har kurs mod en sæson, der får de foregående til at blegne. Nu kan meget være forandret til oktober, hvis Danmark rammes af akut sejrstørke og ikke vinder meget mere i løbet af resten af sæsonen, men selvom det virker helt umuligt, at sejrene skulle kunne komme i samme takt i resten af året også, vil det være sært, om ikke succesbølgen fortsætter i et eller andet omfang. Det er i hvert fald en sæsonstart, som er helt uhørt, og som jeg ikke mindes at have set fra en tilsvarende lille nation.

 

Nu kan man naturligvis sagtens hævde, at Slovenien med kun godt en tredjedel af den danske befolkning sætter Danmark til vægs med deres suveræne dominans på etapeløbsscenen, men danskerne har noget slovenerne ikke har, nemlig bredden. Én ting er, at Danmark som bekendt er den eneste nation, der også efter Baskerlandet Rundt nu har vundet etaper i alle WorldTourens etapeløb, og sammen med Holland og Belgien er den eneste nation med to sejre blandt WorldTourens otte afviklede endagsløb. Noget andet er, at de syv WorldTour-sejre er opnået af hele seks forskellige mand!

 

Læs også
Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

 

Hvis nogen forud for sæsonen havde sagt, at Danmark ville vinde etaper i forårets fem første WorldTour-etapeløb, ville de fleste have afvist ideen. Ved nærmere eftertanke kunne det dog måske godt lade sig gøre, hvis Mads Pedersen kørte et par gode spurte, Kasper Asgreen og Søren Kragh bragede nogle suveræne enkeltstarter af, og Jakob Fuglsang fløj lige så højt i bjergene, som han har gjort i de seneste år. I dag er ideen blevet til virkelighed, og det er endda sket, selvom hverken Pedersen, Asgreen, Kragh eller Fuglsang har taget del i løjerne. I stedet er de fem sejr taget af fem forskellige ryttere, og blandt Jonas Vingegaard, Magnus Cort, Mads Würtz, Andreas Kron og Mikkel Honoré er det endda kun Cort, der kan betegnes som et større navn, der indtil videre har været en hyppig vinder på højeste niveau.

 

Forud for denne uges Baskerlandet Rundt så det da faktisk også relativt lovende ud i forhold til at holde stimen med WorldTour-etapesejre i live, men det kunne måske nok blive svært fortsat at vinde med forskellige ryttere. Cort kom nemlig til løbet som en af bare tre relativt klassiske sprintere, og derfor lå det i kortene, at EF-danskeren ville have gode chancer for at vinde dagens 5. etape, der som den eneste i årets særligt vanskelige udgave appellerede til sprinterne. Ganske vist kunne vi mønstre to andre hurtige folk i form af Honoré og Alexander Kamp, men de var snarere at regne som outsidere, og med udsigt til en hjælperrolle til Vingegaard og modstand fra to slovenske monstre for Fuglsang lignede det en vanskelig opgave at vinde en af løbets to bjergetaper.

 

Men minsandten om ikke det lykkedes for Honoré at holde den varierede sejrsstime i live, da det i dag blev ham og ikke Cort, der vandt løbets eneste flade etape. Nok kunne han have gjort sig gældende i spurten, hvor han ikke ville have været uden chance, men i stedet greb han ud efter lykken i dagens udbrud, og efter et fremragende ridt kan han nu skrive sig ind som den tredje udbrudsvinder blandt de fem danskere, der har vundet i WorldTourens etapeløb. Det er altså ret bemærkelsesværdigt, når man ved, at udbrud sjældent lykkes i WorldTourens korte etapeløb, hvor etaperne som regel vindes af enten sprintere, puncheurs, klassementsryttere eller temporyttere i mere kontrollerede finaler, og af de fire morgenudbrud, der i år er kørt hjem i et WorldTour-løb, er det kun Lennard Kämna og Thomas de Gendt, der har taget en sejr uden at køre rundt med et dansk pas - to ryttere, der i de senere år har været blandt feltets suveræne udbryderkonger. Ellers har der stået Dannebrog på resten!

Annonce

 

I dag skal vi dog sende en kærlig tanke til Josef Cerny for hans store generøsitet. Ingen kunne nemlig have fortænkt Deceuninck-mandskabet i at give sejren til en af holdets loyale arbejdsmænd, da nu etapen nu magede sig sådan, at det belgiske fik den sjældne luksus, at de selv kunne vælge vinderen. Det så vi senest på Tourens sidste bjergetape, hvor Ineos-mandskabet leverede et fornemt comeback og selv kunne vælge, om sejren skulle gå til Michal Kwiatkowski eller Richard Carapaz. Dengang var valget dog ikke svært, fordi ecuadorianeren havde kørt sig i bjergtrøjen, og derfor var det helt logisk, at sejren skulle tilfalde polakken, der tillige fortjente en belønning for sit trofaste slid igennem hele løbet.

 

I dag var valget helt sikkert sværere. For at give Honoré sejren talte det forhold, at Cerny allerede i Giroen sidste år tog en sejr, der var endnu større end denne - i øvrigt en sejr, der reddede hans karriere og sikrede ham kontrakt med Deceuninck, der ellers havde færdiggjort deres trup. Til gengæld havde Honoré allerede vundet i Coppi e Bartali i år, og da belgierne altid sætter en ære i at vinde med så mange forskellige ryttere som muligt, ville det ikke være helt ulogisk at lade Cerny få sin triumf. Det ville også være ganske rimeligt, for mens Honoré har alle karakteristika til at vinde ganske mange løb i fremtiden, er Cerny, der ganske vist har været ret succesrig i mindre løb tidligere i karrieren, mere tiltænkt en Tim Declercq-agtig rolle som holdets loyale arbejdsmand.

 

I sidste ende var det vel Giro-etapesejren, der gjorde udslaget, men måske skyldtes valget også, at Cerny egentlig lignede en mand, der nok engang var klar til at ofre sig for holdet. Da først Honoré med en voldsom forcering på dagens sidste kategoriserede stigning havde sendt Andrey Amador, Andreas Leknessund og ikke mindst Ide Schelling, der som den eneste kunne true Honoré i en spurt, til tælling, og de to Deceuninck-ryttere havde fanget Julien Bernard i en ukomfortabel dansk-tjekkisk sandwich, satte Cerny sig i finalen nemlig frem og tog den monsterføring, der gjorde det muligt for ardennerrytteren Honoré at køre væk fra Bernard på den sidste af de to små bakker, der skulle forceres i finalen ved den baskiske kyst. Det viste sig bare hurtigt, at franskmanden, der ellers nok kunne have fortjent en succes i et af de utallige udbrud, han har deltaget i på WorldTouren, var helt stegt, og derfor kunne brølstærke og utrættelige Cerny, der som en af gruppens på papiret tungeste tydeligvis havde en af sine store dage, let køre tilbage til sin holdkammerat. På det tidspunkt så det bare allerede ud til at være aftalt, at Honoré var kaptajnen, og den plan valgte man altså at holde sig til.

 

Det var ellers langt fra givet, at det skulle have været udbrydernes dag i dag. Ganske vist er de fleste sprintere igen i år løbet skrigende væk ved udsigten til en uhyre kuperet baskisk rute, men alligevel etableredes der en stor alliance mellem alle de hold, der havde en eller anden form for hurtig mand. I Baskerlandet og Catalonien, der er kendt som de to mest sprinterfjendtlige WorldTour-etapeløb sker der på de såkaldte sprinteretaper nemlig altid én af to ting. Enten er der ingen, der rigtigt tror på deres afslutter, og derfor er der ingen til at føre, eller også byder alle med en sprintertype ind i jagten, så der etableres en stor alliance mellem et hav af hold.

 

Det gjorde der som bekendt på 6. etape i Catalonien, hvor revl og krat af sprinterhold bidrog til at sikre den spurt, der gav Peter Sagan en højst tiltrængt sprintersejr. Også i dag blev der hurtigt gjort fælles front mellem Daryl Impeys Israel Start-Up Nation, Corts EF, Jon Aberasturis Euskaltel, Dion Smiths BikeExchange, Mikel Aristis Euskaltel og senere også Alex Aranburus Astana. Problemet for den store sprinteralliance var bare, at de havde dummet sig ved at lade så kraftfuldt et udbrud køre væk, for selvom flere af navnene er relativt unge, skal man ikke vide meget om cykelløb for at indse, at en gruppe med Cerny, Honoré, Amador, Leknessund, Schelling og Bernard på en kuperet rute ikke kommer tilbage af sig selv - heller ikke selvom Leknessund og Amador stadig er formsvage, Schellings form er totalt utilregnelig, og Leknessund endda havde haft en lang soloopkørsel, der tydeligvis havde kostet det norske supertalent et hav af kræfter.

 

Lidt af missionen var ellers lykkedes, da det var lykkedes ikke at få en af Astanas formstærke udbryderkonger Alex Aranburu og Omar Fraile eller den altid giftige Alexey Lutsenko med i udbruddet. Dermed blev de stærke kasakker pludselig en allieret, men da de blåklædte måske ikke helt uden grund ikke rigtigt troede på en spurt, men i stedet forsøgte at rette op på det missede udbrud med to fejlslagne offensiver, var heller ikke det nok. Derfor blev det ret anekdotisk, at Impey ikke helt uventet kunne udnytte stærkt forarbejde af formstærke Patrick Bevin til at vinde feltets spurt og dermed sætte en streg under et møgløb for israelerne, der ikke blot har mistet kaptajn Michael Woods og James Piccoli i styrt, men nu også måtte sande, at det for andet løb i træk blev ved lige-ved-og-næsten med sydafrikaneren, der ellers har været mere konkurrencedygtig i spurterne, end han har været i nogen tid.

 

Læs også
Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

 

Cort derimod kom som frygtet aldrig og tabte igen en spurt grundet sin positionering - også fordi EF-mandskabet var kørt tynde af den hårde jagt - og derfor gjorde det måske ikke helt så meget for ham, at jagten fejlede, selvom danskeren utvivlsomt havde været betydeligt mere aggressiv og tændt i positionskampen, hvis ikke det havde stået klart, at sejren for længst var røget sig en tur - noget, man i øvrigt skulle have fortalt Total-mandskabet, der nok engang blamerede sig ved at komme alt, alt, alt, alt for sent i jagten i deres desperate gentagelse af Vueltaens 5. etape, hvor de også begyndte at gøre for Julien Simon på et tidspunkt, hvor udbruddet for længst var over alle bjerge.

 

Vi skal vel heller ikke være så kede af, at det blev Honoré og ikke Cort, der holdt den danske stime i live. Det er nemlig lidt sjovere at vinde med forskellige ryttere hver eneste gang, og derfor er det næste logiske spørgsmål naturligvis, hvem det mon så bliver, når WorldTour-etapeløbssæsonen fortsætter i Romandiet om et par uger. Cort, Honoré, Würtz, Vingegaard og Kron har allerede vundet, men med 25 danskere på WorldTouren er der jo 20 at tage af endnu. Skal Fuglsang, Kamp eller Michael Valgren presse det sidste ud af ardennerformen, inden de tager pause? Eller er en stadig mere formstærk Niklas Eg klar til at slå til fra et udbrud i bjergene? Kan Jonas Gregaard varme op til Giroen med et stærkt udbrud, hvis han deltager i Romandiet efter at have kørt Tour of the Alps? Eller kan det tænkes, at Michael Mørkøv og Sam Bennett skal køre i Romandiet, og at Mørkøv udnytter en af irerens mange offdays til at spurte sig til en sjælden sejr? Mulighederne er i hvert fald mange, og én ting synes efterhånden sikkert. En dansk sejr skal vi nok få!

INFO
Optakter
Nyheder
Itzulia Basque Country
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Onsdag den 24. april 2024

Landevej
Følg Lunds trøjeforsvar og det schweiziske bjergslag
Landevej
Officielt: Disse hold skal køre 2024 Tour de France Femmes avec Zwift
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewDansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt
Landevej
Overrasket Alpecin-Deceuninck-rytter reagerer på podieplads
Landevej
Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Annonce

Landevej
Skuffet dansker reagerer på fjerdeplads
Landevej
Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr
Landevej
Video i artiklenDansk sprintertalent tager stor sejr
Bane
Ny arrangør af VM i banecykling fundet i 2025

Annonce

Landevej
Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere
Landevej
Fra arbejdsløs til guldfugl: Giro-aktuel stortalent har målsætningen klar
Landevej
Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye
Landevej
Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Annonce

Landevej
Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag
Landevej
Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads
Landevej
Mørkøv får afgørende rolle i rekordforsøg
Landevej
Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024
Landevej
Soudal-QuickStep skriver med ny rytter
Landevej
Følg Romandiet Rundt på Feltet.dk's app
Landevej
Emma Norsgaard udtaget til Grand Tour
Landevej
Quintana kører Giroen i en ny rolle

Annonce

Landevej
Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe
Landevej
Reserve leverede kæmpe overraskelse
Landevej
Journalist: Her er Pogacars Giro-hold

Annonce

Tirsdag den 23. april 2024

Landevej
Video i artiklenSe spurten, der fik Bora-profil deklasseret
Landevej
Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg
Landevej
Favorit kommenterer afgørende fejl

Annonce

Landevej
Hot seat var hårdt for dagens vinder: Værste timer i mit liv
Landevej
Sensationel hollænder stryger til tops på teknisk Romandiet-prolog
Landevej
Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder
Landevej
Lefevere afviser: Selvfølgelig havde han sidste ord
Landevej
Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest
Udstyr og test
Video i artiklenProduktnyt: Cannondales nye Scalpel er bygget til at begejstre
Landevej
Optakt: 3. etape af Presidential Tour of Türkiye
Landevej
Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024
Landevej
Optakt: Prolog til Tour de Romandie
Landevej
Optakt: Tour de Romandie
Landevej
Verdensmesteren dropper Tour de France
Landevej
Verdensstjerne sæsondebuterer i stort etapeløb
Landevej
Pogacar øger - tronskifte hos kvinderne
Landevej
Fem danskere stiller til start i WorldTour-etapeløb
Udstyr og test
Elcyklernes kvalitet stiger: Nu er producent klar med elcykel fra øverste hylde
Landevej
Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt
Landevej
Første rytter fra nyt samarbejde: Visma sikrer talentfuld polak
Landevej
To danskere indgår: Se Uno-X Tour de France-bruttotrup

Mandag den 22. april 2024

Landevej
Ineos tager bomstærkt klatrehold med til WorldTour-etapeløb
Landevej
Tobias Lund reagerer på tredjeplads i hård spurt
Landevej
Bernal bedre end før det skæbnesvangre styrt: Vil være verdens bedste
Landevej
Cykelsportens Myter: Oplev Rolf, Holm og Bastian Emil
Landevej
Stortalent tager førertrøjen: Philipsen bliver glad, når han ser det
Udstyr og test
Test: Ekoi Gara MIPS Air
Landevej
Tysker i tårer efter triumf: Der står mange mennesker bag
Landevej
Dansk sprintertalent på podiet i tysk jomfrusejr
Landevej
Verdens bedste sprinter skriver lang kontrakt
Landevej
Quick-Step vil overveje ny Evenepoel-satsning
Landevej
Optakt: 2. etape af Presidential Tour of Türkiye
Landevej
Tidligere toprytter om sportsdirektørjob: Et helvedes job
Landevej
Kron udtaget til stort etapeløb
Motion
Vi vil lave Danmarks bedste cykelmagasin - hjælp os!
MTB
Video i artiklenHør dansk MTB-stjerne sætte ord på triumf
Landevej
Stærke danskere udtages til WorldTour-etapeløb
Landevej
Sådan gik søndagens A-løb i Uvelse
MTB
Video i artiklenSe Simon Andreassen vinde stor World Cup-sejr
Landevej
Det smadrede mine ben, siger frustreret Pidcock
Udstyr og test
Test: ABUS Gamechanger 2.0

Søndag den 21. april 2024

MTB
Video i artiklenSimon Andreassen vinder i World Cuppen
Landevej
Tre danskere i top-10 i hollandsk endagsløb
Landevej
Cort med skadesopdatering: Min mor ville køre hurtigere ned end mig
Landevej
Brown reagerer på første monumentsejr
Landevej
FDJ – SUEZ-rytter snyder favoritterne i imponerende spurt
Landevej
Danmarksmester kører sig til nyt topresultat
Landevej
ColoQuick vinder dobbeltsejr i Vejle
Landevej
Van der Poel fik "stof til eftertanke" i Liège
Landevej
Video i artiklenSe Pogacars kraftfulde angreb på La Redoute
Landevej
Rørt Pogacar tog revanche med svigermor i tankerne
Landevej
Malmberg henter topresultat i Bosnien-Hercegovina
Landevej
Skjelmose: Dét kostede mig løbet
VIS FLERE

Annonce