Forud for sæsonen blev jeg tit spurgt, om jeg troede, at Danmark kunne matche de seneste to års fabelagtige resultater. Egentlig var jeg ganske optimistisk på danskernes vegne, men jeg må også indrømme, at jeg fandt det svært at tro, at vi ville komme helt op på samme tårnhøje niveau. Med et VM, to monumenter, sejr i Gent-Wevelgem, sejr i Kuurne, sejr i Dauphiné, EM-sølv, to Tour-etapesejre, en Vuelta-etapesejr og et par enkeltstarts- og spurtsejre på WorldTouren, podiepladser i ugelange WorldTour-etapeløb og to top 5-placeringer på verdensranglisten på bare to år gør immervæk, at barren er sat temmelig højt.

Efter kun godt to måneder af sæsonen må jeg og alle andre imidlertid sande, at vi har kurs mod en sæson, der får de foregående til at blegne. Nu kan meget være forandret til oktober, hvis Danmark rammes af akut sejrstørke og ikke vinder meget mere i løbet af resten af sæsonen, men selvom det virker helt umuligt, at sejrene skulle kunne komme i samme takt i resten af året også, vil det være sært, om ikke succesbølgen fortsætter i et eller andet omfang. Det er i hvert fald en sæsonstart, som er helt uhørt, og som jeg ikke mindes at have set fra en tilsvarende lille nation.

Nu kan man naturligvis sagtens hævde, at Slovenien med kun godt en tredjedel af den danske befolkning sætter Danmark til vægs med deres suveræne dominans på etapeløbsscenen, men danskerne har noget slovenerne ikke har, nemlig bredden. Én ting er, at Danmark som bekendt er den eneste nation, der også efter Baskerlandet Rundt nu har vundet etaper i alle WorldTourens etapeløb, og sammen med Holland og Belgien er den eneste nation med to sejre blandt WorldTourens otte afviklede endagsløb. Noget andet er, at de syv WorldTour-sejre er opnået af hele seks forskellige mand!

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Hvis nogen forud for sæsonen havde sagt, at Danmark ville vinde etaper i forårets fem første WorldTour-etapeløb, ville de fleste have afvist ideen. Ved nærmere eftertanke kunne det dog måske godt lade sig gøre, hvis Mads Pedersen kørte et par gode spurte, Kasper Asgreen og Søren Kragh bragede nogle suveræne enkeltstarter af, og Jakob Fuglsang fløj lige så højt i bjergene, som han har gjort i de seneste år. I dag er ideen blevet til virkelighed, og det er endda sket, selvom hverken Pedersen, Asgreen, Kragh eller Fuglsang har taget del i løjerne. I stedet er de fem sejr taget af fem forskellige ryttere, og blandt Jonas Vingegaard, Magnus Cort, Mads Würtz, Andreas Kron og Mikkel Honoré er det endda kun Cort, der kan betegnes som et større navn, der indtil videre har været en hyppig vinder på højeste niveau.

Forud for denne uges Baskerlandet Rundt så det da faktisk også relativt lovende ud i forhold til at holde stimen med WorldTour-etapesejre i live, men det kunne måske nok blive svært fortsat at vinde med forskellige ryttere. Cort kom nemlig til løbet som en af bare tre relativt klassiske sprintere, og derfor lå det i kortene, at EF-danskeren ville have gode chancer for at vinde dagens 5. etape, der som den eneste i årets særligt vanskelige udgave appellerede til sprinterne. Ganske vist kunne vi mønstre to andre hurtige folk i form af Honoré og Alexander Kamp, men de var snarere at regne som outsidere, og med udsigt til en hjælperrolle til Vingegaard og modstand fra to slovenske monstre for Fuglsang lignede det en vanskelig opgave at vinde en af løbets to bjergetaper.

Men minsandten om ikke det lykkedes for Honoré at holde den varierede sejrsstime i live, da det i dag blev ham og ikke Cort, der vandt løbets eneste flade etape. Nok kunne han have gjort sig gældende i spurten, hvor han ikke ville have været uden chance, men i stedet greb han ud efter lykken i dagens udbrud, og efter et fremragende ridt kan han nu skrive sig ind som den tredje udbrudsvinder blandt de fem danskere, der har vundet i WorldTourens etapeløb. Det er altså ret bemærkelsesværdigt, når man ved, at udbrud sjældent lykkes i WorldTourens korte etapeløb, hvor etaperne som regel vindes af enten sprintere, puncheurs, klassementsryttere eller temporyttere i mere kontrollerede finaler, og af de fire morgenudbrud, der i år er kørt hjem i et WorldTour-løb, er det kun Lennard Kämna og Thomas de Gendt, der har taget en sejr uden at køre rundt med et dansk pas - to ryttere, der i de senere år har været blandt feltets suveræne udbryderkonger. Ellers har der stået Dannebrog på resten!

I dag skal vi dog sende en kærlig tanke til Josef Cerny for hans store generøsitet. Ingen kunne nemlig have fortænkt Deceuninck-mandskabet i at give sejren til en af holdets loyale arbejdsmænd, da nu etapen nu magede sig sådan, at det belgiske fik den sjældne luksus, at de selv kunne vælge vinderen. Det så vi senest på Tourens sidste bjergetape, hvor Ineos-mandskabet leverede et fornemt comeback og selv kunne vælge, om sejren skulle gå til Michal Kwiatkowski eller Richard Carapaz. Dengang var valget dog ikke svært, fordi ecuadorianeren havde kørt sig i bjergtrøjen, og derfor var det helt logisk, at sejren skulle tilfalde polakken, der tillige fortjente en belønning for sit trofaste slid igennem hele løbet.

I dag var valget helt sikkert sværere. For at give Honoré sejren talte det forhold, at Cerny allerede i Giroen sidste år tog en sejr, der var endnu større end denne - i øvrigt en sejr, der reddede hans karriere og sikrede ham kontrakt med Deceuninck, der ellers havde færdiggjort deres trup. Til gengæld havde Honoré allerede vundet i Coppi e Bartali i år, og da belgierne altid sætter en ære i at vinde med så mange forskellige ryttere som muligt, ville det ikke være helt ulogisk at lade Cerny få sin triumf. Det ville også være ganske rimeligt, for mens Honoré har alle karakteristika til at vinde ganske mange løb i fremtiden, er Cerny, der ganske vist har været ret succesrig i mindre løb tidligere i karrieren, mere tiltænkt en Tim Declercq-agtig rolle som holdets loyale arbejdsmand.

I sidste ende var det vel Giro-etapesejren, der gjorde udslaget, men måske skyldtes valget også, at Cerny egentlig lignede en mand, der nok engang var klar til at ofre sig for holdet. Da først Honoré med en voldsom forcering på dagens sidste kategoriserede stigning havde sendt Andrey Amador, Andreas Leknessund og ikke mindst Ide Schelling, der som den eneste kunne true Honoré i en spurt, til tælling, og de to Deceuninck-ryttere havde fanget Julien Bernard i en ukomfortabel dansk-tjekkisk sandwich, satte Cerny sig i finalen nemlig frem og tog den monsterføring, der gjorde det muligt for ardennerrytteren Honoré at køre væk fra Bernard på den sidste af de to små bakker, der skulle forceres i finalen ved den baskiske kyst. Det viste sig bare hurtigt, at franskmanden, der ellers nok kunne have fortjent en succes i et af de utallige udbrud, han har deltaget i på WorldTouren, var helt stegt, og derfor kunne brølstærke og utrættelige Cerny, der som en af gruppens på papiret tungeste tydeligvis havde en af sine store dage, let køre tilbage til sin holdkammerat. På det tidspunkt så det bare allerede ud til at være aftalt, at Honoré var kaptajnen, og den plan valgte man altså at holde sig til.

Det var ellers langt fra givet, at det skulle have været udbrydernes dag i dag. Ganske vist er de fleste sprintere igen i år løbet skrigende væk ved udsigten til en uhyre kuperet baskisk rute, men alligevel etableredes der en stor alliance mellem alle de hold, der havde en eller anden form for hurtig mand. I Baskerlandet og Catalonien, der er kendt som de to mest sprinterfjendtlige WorldTour-etapeløb sker der på de såkaldte sprinteretaper nemlig altid én af to ting. Enten er der ingen, der rigtigt tror på deres afslutter, og derfor er der ingen til at føre, eller også byder alle med en sprintertype ind i jagten, så der etableres en stor alliance mellem et hav af hold.

Det gjorde der som bekendt på 6. etape i Catalonien, hvor revl og krat af sprinterhold bidrog til at sikre den spurt, der gav Peter Sagan en højst tiltrængt sprintersejr. Også i dag blev der hurtigt gjort fælles front mellem Daryl Impeys Israel Start-Up Nation, Corts EF, Jon Aberasturis Euskaltel, Dion Smiths BikeExchange, Mikel Aristis Euskaltel og senere også Alex Aranburus Astana. Problemet for den store sprinteralliance var bare, at de havde dummet sig ved at lade så kraftfuldt et udbrud køre væk, for selvom flere af navnene er relativt unge, skal man ikke vide meget om cykelløb for at indse, at en gruppe med Cerny, Honoré, Amador, Leknessund, Schelling og Bernard på en kuperet rute ikke kommer tilbage af sig selv - heller ikke selvom Leknessund og Amador stadig er formsvage, Schellings form er totalt utilregnelig, og Leknessund endda havde haft en lang soloopkørsel, der tydeligvis havde kostet det norske supertalent et hav af kræfter.

Lidt af missionen var ellers lykkedes, da det var lykkedes ikke at få en af Astanas formstærke udbryderkonger Alex Aranburu og Omar Fraile eller den altid giftige Alexey Lutsenko med i udbruddet. Dermed blev de stærke kasakker pludselig en allieret, men da de blåklædte måske ikke helt uden grund ikke rigtigt troede på en spurt, men i stedet forsøgte at rette op på det missede udbrud med to fejlslagne offensiver, var heller ikke det nok. Derfor blev det ret anekdotisk, at Impey ikke helt uventet kunne udnytte stærkt forarbejde af formstærke Patrick Bevin til at vinde feltets spurt og dermed sætte en streg under et møgløb for israelerne, der ikke blot har mistet kaptajn Michael Woods og James Piccoli i styrt, men nu også måtte sande, at det for andet løb i træk blev ved lige-ved-og-næsten med sydafrikaneren, der ellers har været mere konkurrencedygtig i spurterne, end han har været i nogen tid.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Cort derimod kom som frygtet aldrig og tabte igen en spurt grundet sin positionering - også fordi EF-mandskabet var kørt tynde af den hårde jagt - og derfor gjorde det måske ikke helt så meget for ham, at jagten fejlede, selvom danskeren utvivlsomt havde været betydeligt mere aggressiv og tændt i positionskampen, hvis ikke det havde stået klart, at sejren for længst var røget sig en tur - noget, man i øvrigt skulle have fortalt Total-mandskabet, der nok engang blamerede sig ved at komme alt, alt, alt, alt for sent i jagten i deres desperate gentagelse af Vueltaens 5. etape, hvor de også begyndte at gøre for Julien Simon på et tidspunkt, hvor udbruddet for længst var over alle bjerge.

Vi skal vel heller ikke være så kede af, at det blev Honoré og ikke Cort, der holdt den danske stime i live. Det er nemlig lidt sjovere at vinde med forskellige ryttere hver eneste gang, og derfor er det næste logiske spørgsmål naturligvis, hvem det mon så bliver, når WorldTour-etapeløbssæsonen fortsætter i Romandiet om et par uger. Cort, Honoré, Würtz, Vingegaard og Kron har allerede vundet, men med 25 danskere på WorldTouren er der jo 20 at tage af endnu. Skal Fuglsang, Kamp eller Michael Valgren presse det sidste ud af ardennerformen, inden de tager pause? Eller er en stadig mere formstærk Niklas Eg klar til at slå til fra et udbrud i bjergene? Kan Jonas Gregaard varme op til Giroen med et stærkt udbrud, hvis han deltager i Romandiet efter at have kørt Tour of the Alps? Eller kan det tænkes, at Michael Mørkøv og Sam Bennett skal køre i Romandiet, og at Mørkøv udnytter en af irerens mange offdays til at spurte sig til en sjælden sejr? Mulighederne er i hvert fald mange, og én ting synes efterhånden sikkert. En dansk sejr skal vi nok få!