Det er næsten af sportens grundregler, at ryttere altid topper i deres tid på Deceuninck-Quick Step. Det er meget sjældent, at ryttere får noget positivt ud af at skifte væk fra det belgiske superhold, der har en helt særlig evne til at få det maksimale ud af deres ryttere. Således skal man blot se på, hvordan ryttere som Marcel Kittel, Gianluca Brambilla, David De La Cruz, Tony Martin og i mindre omfang også Dan Martin har haft det svært efter at have forladt Patrick Lefeveres stald.

Som bekendt er der dog ingen regel uden undtagelse, og måske er Maximilian Schachmann netop en sådan. Det er i hvert fald bemærkelsesværdigt, hvilket gennembrud den fænomenale tysker har oplevet i sin første tid, efter at det lykkedes Bora-mandskabet formentlig med en kombination af en fed check og en tysk base at sikre talentets underskrift på en kontrakt. Lige siden han på så ærgerlig vis måtte se en mulig podieplads i Strade Bianche forsvinde med en dum punktering, har han nemlig været her, der og alle vegne. Bare 24 timer efter den store grusvejsskuffelse, tog han sæsonens første sejr i GP Industria, og senest var han en fænomenal hovedaktør i Volta a Catalunya, hvor det lykkedes ham at sikre både en 1., 2., 3. og 4. plads i løbet af de bare syv dage.

I dag var han der så igen, det tyske vidunderbarn. Allerede på forhånd var det klart, at han måtte regnes som en af favoritterne til den indledende enkeltstart i Baskerlandet Rundt. Schachmann er således både dobbelt sølvvinder ved U23-VM og bronzevinder fra sidste års EM hos eliten, og han har allerede i sin tid hos Quick-Step opnået adskillige topplaceringer i enkeltstarter på højt niveau. Alligevel kunne man med nogen ret spørge, om den stejle basiske mur ikke ville give ham en lille ulempe i forhold til folk som Julian Alaphilippe og Michal Kwiatkowski, der er sande specialister på netop denne type stigninger.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Den antagelse skulle imidlertid vise sig at være forkert. Schachmann var ganske enkelt i en klasse for sig i et løb, hvor han sejrede med hele 9 sekunder ned til nr. 2, og hvor kun 8 mand kunne holde sig inden for et halvt minut af hans vindertid på den ellers blot 11,3 km lange rute. På den flade første del var han sammen med Lawson Craddock den hurtigste, på den stejle mur var han også en af de allerhurtigste, og heller ikke på nedkørslen tabte han tid, selv ikke til de teknisk eminente Alaphilippe og Kwiatkowski.

Dermed fik Schachmann også viste, hvorfor han er så spændende en cykelrytter. Dagens rute testede nemlig rytterne over næsten hele spektret, og Schachmann var altså blandt de bedste i alle faser. Som ardennerspecialist blæste han op ad bakken, han kørte en forrygende nedkørsel, og som tempospecialist drog han fuld fordel af den flade del. Der er ganske enkelt ikke mange ting, Schachmann ikke mestrer, og det blev stillet til fuld skue i dag.

Med sejren er tyskeren nu også i pole position i kampen om den samlede sejr, men her har han stadig en udfordring. Hans eneste virkelige begrænsning er nemlig de høje bjerge, og selvom han åbenlyst er i mageløs form, må man stadig formode, at han kommer til kort mod de rigtige klatrere på løbets kongeetape. Heldigvis har han forinden tre finaler, der burde passe ham, og kan han her sikre sig en solid høst af bonussekunder, har han alligevel en chance for faktisk at vinde løbet.

Skulle det kikse, har Bora imidlertid andre kort at spille. Patrick Konrad, der ellers har været en skygge af sig selv siden et styrt i Algarve, rejste sig fornemt og kørte med en 6. plads det, der vel kan kaldes hans livs enkeltstart. Med sin gode spurt og som en mere klatrestærk type end Schachmann er han en glimrende plan B for det tyske hold, hvis virkelige kaptajn, Emanuel Buchmann, der i år har kørt som en sand motorcykel, ligeledes med en 15. plads gjorde det fornemt på en eksplosiv rute, der ikke passede ham. Dermed står det tyske hold, der i lyste af Peter Sagans klassikertrængsler, trænger til opmuntring, fremragende inden de kommende fem etaper.

Alligevel er det svært at komme udenom, at Adam Yates vel kørte sig ind som løbets favorit efter dagens enkeltstart. Det var nemlig denne etape, der var den største udfordring for den formstærke brite, der har været skræmmende stærk gennem hele sæsonen. På forhånd stod det klart, at den stejle mur ville gøre det muligt for den ellers temposvage Yates at gøre det betydeligt bedre end vanligt, men han kunne næppe have regnet med at slå alle sine værste rivaler. Det gjorde han imidlertid, og selvom hans forspring er relativt beskedent, står han i en position, hvor han ikke nødvendigvis skal køre specielt offensivt for faktisk at vinde løbet.

Det kræver dog, at han for skovlen under Daniel Martinez. Allerede inden løbet fremstod colombianeren som en farlig dark horse, efter at han i Paris-Nice havde konfirmeret, at han er noget så sjældent som en colombiansk tempospecialist og ved at slå en vis Miguel Angel Lopez på kongeetapen samtidig havde vist, at han nu kan klatre med de allerbedste. I dag kombinerede han de to evner til at sikre sig en 2. plads, der bringer ham i en fremragende position til at skabe den næste lille EF-overraskelse efter Alberto Bettiols store flamske triumf i går. Han er i hvert fald den bedst placerede klatrer, og knækker de tre klassikerspecialister på kongeetapen, er det ham, der reelt er at betragte so løbets øjeblikkelige førstemand efter en etape, hvor holdkammeraten Lawson Craddock med en 13. plads også fortsatte de lovende takter fra sæsonstarten, og hvor dieselklatreren Hugh Carthy, der havde skuffet så fælt i Catalonien, pludselig leverede en chokenkeltstart på en rute, han burde have afskyet.

Man må nemlig formode, at kongeetapen kan blive lidt for svær for Kwiatkowski og Alaphilippe. De har begge store chancer for at sikre sig mange bonussekunder i de kommende dage, men de har også begge deres begrænsninger på lange stigninger. Kwiatkowski fandt i hvert fald sin grænse i Paris-Nice, og Alaphilippe viste senest i Tirreno-Adriatico, at han har en kedelig tendens til at falde sammen efter et par dage i et etapeløb. Begge har en reel mulighed for faktisk at vinde løbet, specielt hvis de udnytter de kommende klassikeretaper optimalt, men de vil være meget sårbare, når klatrerne lægger tryk på i Eibar på fredag.

Alaphilippe og Deceuninck har i givet fald en fuldgod erstatning. Dagens mest bemærkelsesværdige præstation leverede Enric Mas nemlig. Blandt rytterne i top 10 var han nemlig den eneste, der kørte på plaskvåde veje, og derfor er det temmelig bemærkelsesværdigt, at han endte etapen som nr. 8. Allerede i Catalonien var det tydeligt, at han efter en skuffende start bare blev bedre og bedre, og da dagens resultat slet ikke afspejler, hvor stærkt han egentlig kørte, skal man ikke blive overrasket, hvis han bliver helt umedgørlig på fredag. Noget kunne i hvert fald tyde på, at det catalanske etapeløb var det, han manglede for at finde topformen.

Sky kan til gengæld få sværere ved at vinde, hvis Kwiatkowski skulle falme. Holdet anden kaptajn, Geraint Thomas, kørte med en 9. plads ganske vist en hæderlig enkeltstart på en rute, der var langt fra optimal for Tour-kongen, men man kunne alligevel have ventet sig mere af waliseren, der sidste år var stærkeste mand i alle sine ugelange etapeløb mellem Algarve og Dauphiné bortset fra et lille flop i Romandiet. Han har tydeligvis nået et konkurrencedygtigt niveau og vil helt sikkert også være langt fremme på kongeetapen, men det kan være svært at se, hvordan han skal indhente det tabte til de formstærke Mas og Yates og måske også til jokeren Martinez.

Læs også

Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt

Heller ikke det ellers så brølstærke Astana-mandskab kan være helt tilfredse. Holdets bedste kort, Ion Izagirre, der altid kører stærkt på sin baskiske hjemmebane, måtte med en 7. plads indse, at han stadig ikke er den temporytter, han var i årene på Movistar, og Jakob Fuglsang måtte desværre som forventet indkassere et lidt for stort tidstab på en eksplosiv rute, der ikke just var hans kop te. Alexey Lutsenko kunne med en 21. plads heller ikke helt fortsætte de forrygende takter fra sæsonstarten. Til gengæld var det stærkt opløftende at se Pello Bilbao rejse sig efter et svært skuffende Catalonien Rundt og en gang bronkitis, der kostede ham GP Miguel Indurain, og med sin 11. plads sikrede han, at kasakkerne fortsat har det bredeste spektrum af klassementsryttere.

Andre ryttere, der kan være tilfredse, er Dan Martin og Dylan Teuns, der begge gjorde det glimrende på en rute, hvor de drog maksimal fordel af deres specialle på de stejleste procenter, og Mikel Landa kan vel egentlig heller ikke være helt utilfreds med en 29. plads, hvis han husker på, at han netop er kommet tilbage efter en skade og er alt andet end tempospecialist. Det ændrer dog ikke på, at Movistar med et relativt svagt mandskab ført an af en kaptajn, der ikke er i topform, får svært ved at vinde dette hjemmebaneløb, hvor de ellers altid er en magtfaktor. Det var ligeledes lovende at se de unge talenter Lucas Hamilton og Tadej Pogacar bekræfte deres stærke sæsonstart, ligeso Amanuel Ghebreigzabhier atter fik vist, at det altså ikke kun er hans navn, der gør ham interessant.

For andre var etapen sværere. David Gaudu måtte sande, at han altså selv på en enkeltstart som denne slet ikke er konkurrencedygtig, og George Bennett tabte helt sikkert også mere tid end ventet. Verst gik det dog for Bauke Mollema, der med en helt horribel præstation fortsatte sin deroute som klassementsrytter. Dermed fortsætter 2019 med at være et forfærdeligt år for Trek, hvis kaptajner alle synes at skuffe i enhver sammenhæng.

Det går Rohan Dennis også. Dette var ganske vist slet ikke en enkeltstart, hvor han gik til start som den favorit, han ellers oftest er, men alligevel er det stærkt bekymrende, at han end ikke kom i top 20. Mere og mere tyder efterhånden på, at skiftet til Bahrain-Merida var en gennemført dårlig ide, for indtil nu har det været en sæson helt til skraldespanden. Det er da også bemærkelsesværdigt, at verdensmesteren ikke har udtalet sig til offentligheden, siden han fik sig sin store dukkert i Tirreno-Adriatico. Noget kunne tyde på, at han også selv er bekymret!

Den slags overvejelser har Schachmann ikke grund til at have. Selvom også han har foretaget et modigt holdskifte, er der i hvert fald intet, der tyder på, at det har haft en negativ effekt på hans præstationer. Tværtimod rider han i øjeblikket på en bølge, der synes at kunne føre ham næsten, hvorhen han ønsker.

Spørgsmålet er bare, om det også kan føre ham til toppen af podiet, når det baskiske etapeløb på lørdag slutter i Eibar. Logikken siger, at kongeetapen bliver for hård, men hvem tør afskrive det tyske vidunderbarn, der ikke synes at lade sig begrænse af noget som helst?