I torsdags var der dømt Jumbo-bashing både i feltet og på de sociale medier. Det hollandske mandskab blev flittigt kritiseret for deres taktik på den ukontrollerbare 4. etape, hvor de havde ladet Jonas Vingegaard lege Brandon McNultys skygge i stedet for at lade den danske løjtnant blive hos Primoz Roglic og agere defensiv arbejdsmand i stedet for irriterende vedhæng til amerikaneren. Resultatet af taktikken blev da også, at McNulty kørte den slovenske forhåndsfavorit ud af trøjen, og efterfølgende var både Tadej Pogacar og Jakob Fuglsang meget vokale og for Pogacars vedkommende måske også en anelse hånlig i udfaldene mod den plan, der havde kostet Roglic trøjen. Heller ikke de sociale medier var skånsomme i deres kritik af Jumbo-mandskabets kørsel.

Personligt forstod jeg den aldrig. Der har nu ellers været masser af årsager til at kritisere hollænderne tidligere. Eksempelvis var der vel ikke mange, der forstod deres kørsel på Vueltaens sidste bjergetape, hvor de holdt udbruddet i så kort snor, at Richard Carapaz nær havde fået de bonussekunder, der kunne have givet ham sejren. Der var også grund til at være skeptisk over for deres meget omfattende kontrol under sidste års Tour, hvor de bestemt ikke sparede på kræfterne, og selvom det ikke var den kørsel, der i sidste ende kostede sejren, er det ikke svært at forestille sig, at den manglende økonomiseren kunne have kostet dyrt undervejs.

I torsdags var der bare anderledes omtanke bag manøvren. Som jeg skrev i analysen efter 4. etape, er der nemlig flere årsager, at det er meget tvivlsomt, om Roglic havde tabt væsentligt mindre tid ved at have brugt Vingegaard til at jagte i stedet, men til gengæld havde det betydet, at Jumbo ikke havde haft en taktisk vigtig plan B i klassementet. For det andet var det slet ikke så dumt at miste førertrøjen til den mindst farlige af de to UAE-ryttere, for selvom det nok ikke helt var en del af forhåndstaktikken i torsdags, kunne et trøjetab faktisk komme dem til gode på dagens korte, intense kongeetape, der skulle afgøre løbet.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Det har nemlig været klart, at Roglics største trussel ikke har været hans egen styrke. Den har været lige så skræmmende, som den plejer. Nej, det har i stedet var det unge, urutinerede Jumbo-hold, der nok bestod af dygtige unge klatrere, men også ryttere, der stort set alle er kendt for manglende stabilitet. Man skal ikke tænke længe på 2019-udgaven af løbet for at erindre, hvordan selv Bora og Astana, der dengang var løbets to stærkeste mandskaber, havde deres hyr med at kontrollere de to etaper på murene omkring Eibar, og med dagens kongeetape som en slags kopi af disse kunne det blive lidt af en udfordring for Jumbo at holde styr på det hele - og især på McNulty, der over løbets første dage angreb i højre og venstre.

Nej, med McNulty i førertrøjen var rollerne byttet om. Nu var det UAE, der var i defensiven, og med ét var McNulty ikke længere en ustyrlig loppe, der hoppede op og ned og var umulig at fange for Roglic og Jumbo. I stedet var han nu reduceret til en stærk, men menneskelig klatrer, som Roglic nok kunne få bugt med, og samtidig var det nu Jumbo, der kunne køre frigjort og kun hjælpe UAE i det omfang, det var nødvendigt.

Det var altså ikke svært at se den teoretiske fordel af ikke at skulle forsvare sig, da det i dag gik løs med den traditionelle kongeetape, der blev endnu mere episk og ukontrollerbar end for to år siden. Spørgsmålet var bare, om teorien også gjaldt i praksis, for det var samtidig klart, at en Roglic i offensiven gjorde ham mere sårbar over for en defensiv Pogacar, der meget vel kunne ramme ham i nakken, hvis han som forventet fik skovlen under McNulty.

Der var dog ikke megen frygt for Pogacar over det Jumbo-hold, der tilsyneladende stortrivedes med for en sjælden gangs skyld ikke at skulle forsvare en førertrøje med defensiv kørsel. Tværtimod overtog de UAE-holdets rolle som de ustyrlige lopper, der angreb i højre og venstre, og det varede ikke længe, inden Roglic havde fået sendt både Sam Oomen og Antwan Tolhoek, der begge i dette løb har delvist rejst sig efter en skuffende tid, i det brølstærke udbrud, der slap fri efter den helt forudsigelige vanvidsstart, hvor også de mange slagne klassementsryttere, der intet havde at miste, var gået i offensiven. Alligevel havde UAE-mandskabet bestået første del af etapen, for da roen kortvarigt sænkede sig over det ustyrlige felt, var det lykkedes at undgå de største trusler fra udbruddet, der med Mauri Vansevenant som bedst placeret med et tab på ca. halvandet minut, ikke var nogen umiddelbar fare. Pogacar og McNulty sad stadig godt beskyttet af ellers formsvage Rafal Majka samt tilbagevendte Diego Ulissi, mens den stadig ikke helt formstærke Marc Hirschi ventede ude foran.

Til gengæld bestod UAE-mandskabet ikke nedkørslen fra dagens fjerde stigning, hvor det ellers så ud til, at der ville være plads en kortvarig puster. Da Astana-mandskabet med Alex Aranburu og Ion Izagirre pludselig forcerede, var begge de to UAE-kaptajner bemærkelsesværdigt fraværende, og da bunden var nået, måtte man spejde langt efter det arabiske mandskab. Ulissi og Majka var sejlet helt agterud, og hverken Pogacar eller McNulty var at finde i den lille gruppe, Astana-mandskabet havde trukket fri.

Det var der til gengæld andre, der var. Allerede tidligt på etapen virkede Roglic betydeligt mere årvågen, end han plejer at være, når han sover i sidevinden, falder på en nedkørsel eller fumler med en regnjakke. Denne gang sad han sammen med den altid opmærksomme Alejandro Valverde limet til Astana-duoens baghjul sammen med David Gaudu, der i dette løb har virket så letbenet, at han vel nærmest uden at anstrenge sig alligevel sad så langt fremme, at han af sig selv kom med Astana-toget. Og så brændte lokummet i Emiraterne pludselig så voldsomt, at end ikke den baskiske syndflod, der var varslet, men aldrig materialiserede sig, kunne have slukket den igen.

Hirschi blev ellers hurtigt kaldt tilbage, men kampen var tabt på forhånd. Det var nemlig feje hold, når UAEs tre mand skulle forsøge at holde snor i en gruppe, hvor Aranburu og Omar Fraile arbejdede for Izagirre, Carlos Verona og senere Enric Mas for Valverde samt Tolhoek og Oomen for Roglic. Helt galt gik det, da UAE-mandskabet traf en taktisk beslutning, der får Pogacars kritik af Jumbos kørsel i torsdags til nærmest at se komisk ud.

Selvfølgelig var der noget smukt i, at McNulty skulle have sin chance, men det var komplet uforståeligt, at Pogacar blev ofret til sammen med Hirschi nede i dalen at holde snor i en gruppe, hvor arbejdskraften var så omfangsrig, at det aldrig ville kunne lade sig gøre at hente dem i fladlandet. Allerede da stod det klart, at UAE-mandskabets eneste redning var formentlig var diamantben til Pogacars på den efterfølgende og meget stejle stigning, hvor det lå i kortene, at Roglic ville åbne for gassen. At tro at McNulty kunne være det slovenske monsters ligemand, var i bedste fald naivt, men til gengæld var der grund til at tro, at Pogacar kunne bringes tilbage i spillet, hvis et par solide McNulty-føringer særligt i dalen havde bidraget til at holde snoren stram.

Nu endte det desværre også med, at den ellers så flyvende McNulty havde en regulær offday, der måske bekræfter, at restitution ikke er spidskompetencen for manden, der eksploderede under Giroen i efteråret, men selv en flyvende McNulty havde fået meget svært ved at stille noget op. På den stejle Krabelin viste Roglic nemlig, hvorfor han er et ubarmhjertigt monster, da han i en ellers helt lige kamp mod Pogacar øgede afstanden og samtidig satte to af de i dette løb mest velkørende ryttere, Mikel Landa og Valverde til tælling. Kun den franske guldfugl Gaudu, der fortsatte med at være lige så let på vingerne, som han har været i hele løbet, og uopslidelige Hugh Carthy, hvis dieselmotor selvfølgelig var varm på en dag, hvor det endelig handlede om mange højdemeter og ikke eksplosive mure, kunne være med, da Roglic viste, hvorfor han så længe har været regnet som verdens bedste etapeløbsrytter.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Alligevel skal han nok prise sig lykkelig for, at Gaudu og Carthy var så modstandsdygtige. Havde han kørt hele gruppen midt over, havde han næppe holdt hele vejen, for selv Roglic kan blive træt. Uden den hjælp, han fik i dalen, og ikke mindst af Gaudu, der valgte at lege fransk TGV-tog på sidste stigning, kunne udfaldet nemlig have været helt anderledes. Pogacar fik langt om længe nogen hjælp af Adam Yates, Mauri Vansevenant og Valverde og senere også af Izagirre og Pello Bilbao, der kom op bagfra, og da han mod slutningen af etapen igen var overladt til sig selv og beviste, hvor uopslidelig hans dieselmotor er, var det måske kun i kraft af Gaudu, at Roglics storslåede projekt lykkedes.

Derfor var det også kun rimeligt, at der blev indgået en fransk-slovensk alliance. Lige så meget som Roglic havde fortjent den samlede sejr, der blev opnået med den aggression, han altid har haft, men lidt for sjældent viser i løb, hvor han kronisk kører rundt i en førertrøje, lige så meget havde den genfødte Gaudu fortjent at vinde etapen. Det kan godt være, at hans styrt i Paris-Nice fik hans stjerne til at falme lidt, men i dag understregede han det, vi allerede så i februar, nemlig at guldfuglen er tilbage på det niveau, han havde i 2019. Og selvom hans to Vuelta-etapesejre på papiret tæller mere end en sejr i Baskerlandet Rundt, er der ingen tvivl om, at dagens ridt er det smukkeste, vi har set fra franskmanden. Kun Carthy havde også fortjent at få del i hyldesten, men han kan så glæde sig over, at dagens kørsel bekræfter, at han nok skal blive en nøglekomponent i den Giro, der indledes om bare fire uger.

At Jumbo fik fuld valuta for torsdagens manøvre, blev helt tydelig, da podiebillederne blev taget. Her var det nemlig hverken Pogacar eller McNulty, der stod på skamlens 2. plads, men derimod Vingegaard, der sikrede en uhyre sjælden dobbeltsejr til et Jumbo-hold, der i de seneste år har været bygget temmelig ensidigt op om Roglic. Medmindre man har et så skræmmende stærkt hold, som Ineos havde i deres catalanske magtdemonstration, lader den slags sig som regel kun gøre, når man kan køre offensivt og ikke defensivt, og det var præcis, hvad Jumbo-mandskabet kunne i dag. Havde Roglic stadig ført løbet, havde Vingegaard for det første ikke været så velplaceret i klassementet, og for det andet var den formstærke dansker blevet brændt af i et forsøg på at kontrollere dagens etape og dermed næppe endt i top 10.

Selvom Vingegaard ikke var løbets næst- og næppe heller tredjestærkeste - det så vi på muren i onsdags - og først og fremmest kan takke de taktiske omstændigheder for den samlede andenplads, sætter resultatet en streg under det enorme potentiale, den unge dansker har - et potentiale, vi første gang for alvor fik udmålt omfanget af på den mageløse dag i Polen for to år siden. At det er ham, der skal overtage Tom Dumoulins Tour-plads, hvis den bliver ledig, bør ikke længere være til diskussion, og nu kan man håbe, at det taktiske tomandsspil giver lidt ideer til Jumbo-ledelsen inden Ardennerne, hvor det måske kan være en fordel at have to kort at spille mod Pogacar og Hirschi, i hvert fald i et ukontrollerbart løb som Liege og desværre dog ikke i Amstel, hvor det nok er Wout van Aert, der vil agere Roglics potentielle medkaptajn.

Ugen har også en fed streg under Valverdes genfødsel, men han kan ærgre sig over, at han akkurat ikke havde benene til at matche Roglics på Krabelin. Var han kommet med over den stejle Satan, taler meget for, at den spanske veteran havde haft en fair chance for at vinde på Arrate for tredje gang i karrieren. Nu endte han i stedet på en 7. plads, der ikke helt afspejler hans styrke i løbet, men til gengæld kan han nu rejse nordpå med forventning om at spille den rolle i Ardennerne, som en ardennerkonge fortjener.

Ugen var også positiv for Vansevenant, der nok havde sine begrænsninger i dag, men har sat en streg under sit enorme potentiale. Det var også opløftende at se Esteban Chaves i dag, for hans i dag ikkeeksisterende restitution var denne gang ikke det vanlige problem i et løb, hvor han måske nok ikke havde det tårnhøje catalanske niveau, men kun blev bedre og bedre undervejs. Pello Bilbao bekræftede med en 5. plads også den pæne fremgang, vi så under sidste års Giro, og James Knox og Ruben Fernandez, der ellers har været på vej mod deroute, har i dette løb vist liv igen.

Til gengæld må løbet være en bitter pille for Ineos. Ganske vist var Yates tæt på at gå på podiet, men drømmen om, at han skulle være tredje led i et tremandsopgør med de to slovenske giganter, blev hurtigt slukket. Tværtimod måtte den lille brite sande, at han var milevidt fra løbets to suverænt stærkeste ryttere. En mulig forklaring kan dog være det relativt hårde program med to af de sværeste løb på tre uger - skrap kost for en mand, der ikke er kendt for sin holdbarhed. Og han er da i det mindste en opmuntring på et hold, hvor Richard Carapaz er sjældent langt fra sit niveau, og Tao Geoghegan Hart og Eddie Dunbar er bekymrende langt fra noget som helst.

Heller ikke Landa kan være spor tilfreds. Baskeren havde lagt op til den helt store offensiv, men i dag var han en tam skygge af den rytter, der ellers har virket så overbevisende gennem hele løbet, og det skulle hurtigt vise sig, at hans arbejdssky kørsel alene skyldtes dårlige ben. Endnu værre var det dog for en anden Giro-favorit, Emanuel Buchmann, der efter styrtet i Dauphiné stadig er en bekymrende skygge af den rytter, der betog os alle i 2019. Og da Maximilian Schachmann i den grad kom ned på jorden efter den flotte klatring i Paris-Nice, og Wilco Kelderman styrtede ud af et løb for 117. gang i karrieren, endte løbet som en mindre katastrofe for det på papiret så skræmmende Bora-mandskab.

Så har Astana mere grund til at være tilfredse. De kommer trods alt fra løbet med sejr på en tredjedel af etaperne og en samlet top 10 med Izagirre, der med klog taktisk kørsel sikrede et resultat, som niveauet vel reelt ikke rakte til. Desværre har løbet også sat en streg under, at baskeren næppe nogensinde genfinder den kørsel, vi senest så fra ham i dette løb for to år siden, og de bekymrende tendenser for Jakob Fuglsang fortsætter desværre også. Ganske vist blev han som Buchmann sat af på nedkørslen, men det kan ikke læses som et tegn på gode ben, at han slet ikke er en del af en offensiv, hans eget hold lancerer. Der tegner sig uheldigvis mere og mere et billede af, at alderen kan have ramt danskeren, der har været under niveau hele året, og som får sværere og sværere ved at klynge sig til håbet om, at formen kommer til Ardennerne.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Her kan Sergio Higuita stadig regne med at spille en rolle. I dag kollapsede den lille colombianer igen - præcis som han gjorde det i Tirreno - og det står efterhånden mere og mere tydeligt, at holdbarhed næppe er hans spidskompetence. Til gengæld har han også i dette løb vist et lovende topniveau, der kunne indikere, at en fremtidig satsning på netop Ardennerne er vejen frem. Desværre var han ikke ene om at kollapse, da løbet også var én dag for langt for Ilan van Wilder, men i lyset af hans stærke comeback efter de mange skader har han absolut ingen grund til at være utilfreds med løbet.

Det har Roglic, Vingegaard og Jumbo bestemt heller ikke. Efter den gigantiske nedtur i Dauphiné og Paris-Nice, hvor styrt berøvede det slovenske monster to stensikre sejre, lykkedes det ham nemlig endelig at bryde en for ham alenlang tørke i ugelange etapeløb, som har betydet, at hans seneste sejr i et kort etapeløb var i Tour de l’Ain helt tilbage i begyndelsen af august. Nu er han imidlertid tilbage på sporet efter en uge, hvor han både på enkeltstarten og i bjergene fik tanket værdifuld selvtillid forud for den ventede tvekamp mod Pogacar, og han fik samtidig set, at Vingegaard vil være en solid erstatning til sommer, hvis Dumoulins cykel forbliver i garagen. Nå ja, og så griner han og Vingegaard nok en ekstra gang i flyet på vej mod Ardennerne, når de læser, hvad Pogacar, Fuglsang og alle Kloge-Ågerne fra de sociale medier ytrede sig om i torsdags. Som bekendt er det nemlig den, der ler sidst, som også ler bedst.