Itzulia Basque Country-analyse: De tilfredse sloveneres løjtnantshow
09. april 2021 15:34Foto: Astana Pro Team
af Emil Axelgaard

I disse dage køres Itzulia Basque Country, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 4. etape.

Annonce

Det, der adskiller cykelsporten fra de fleste andre sportsgrene, er, at det på én gang er en kollektiv og en individuel sport. Der findes vel ikke andre sportsgrene, hvor vinderen er et individ, men hvor han på samme tid er så stærkt afhængig af et hold for at vinde. Selv den stærkeste rytter er prisgivet, hvis ikke han bakkes op af et stærkt kollektiv, og modsat kan selv den bedste rytter i mange sammenhæng blive slået af et bedre hold.

 

Holdets betydning har vi set mange eksempler på i de seneste år. Det mest berømte er vel Daupiné i 2017, hvor Richie Porte var den i særklasse bedste rytter, men hvor et sammenbrud af BMC-mandskabet på den sidste bjergetape betød, at løbet gled ham helt af hænde, og det blev i stedet lidt tilfældigt en velkørende Jakob Fuglsang, der udnyttede det kontrolløse anarki til at sikre sig sejren. Mange vil sikkert også huske Paris-Nice i 2018, hvor GreenEDGE-mandskabet fejlede, og hvor Marc Soler sneg sig væk til sejr på en dag, hvor det dog også i sidste ende viste sig, at Simon Yates alligevel ikke havde benene til at forsvare trøjen.

 

Det er også velkendt, at det af og til kan være en fordel at være løjtnant for den bedste mand. Mange vil sikkert huske, hvordan Stijn Devolder to år i træk udnyttede det store fokus på holdkammeraten Tom Boonen til at tage to flotte sejre i Flandern Rundt. Mange husker sikkert også, hvordan Bob Jungels kunne lukrere på Julian Alaphilippes favoritrolle til at vinde i Liege i 2018. Og Ben Hermans tog sin største sejr i Brabantse Pijl ved at drage fordel af, at alle havde fokus på Philippe Gilbert.

Se de sidste fem kilometer af 4. etape af Baskerlandet Rundt

SE OL UDEN AFBRYDELSER

 

Begge de to iagttagelser var uhyre relevante på dagens stærkt kuperede 4. etape af Baskerlandet Rundt, der stort set forløb efter den drejebog, jeg omtalte i gårsdagens analyse og optakt. Med den imponerende individuelle styrke, Primoz Roglic har vist de seneste dage, har det længe stået klart, at den måske største trussel mod hans samlede sejr i det baskiske løb ville være et hold, der på papiret er solid, men også består af en række unge folk, der er kendt for alt andet end stabilitet. I det lys har mange helt sikkert luret på drømmen om at fange Roglic i en Porte-situation og herefter udnytte den manglende kontrol til at få skovlen over det ellers så usårlige slovenske monster.

 

Det har nok hele tiden været lørdagens korte, intense kongeetape, der ud fra det perspektiv har været farligst, men også dagens etape, der ellers på papiret så knap så afgørende ud, lurede som en latent trussel over Roglic, efter at han i går viste, at Tadej Pogacar får svært ved at slå ham på ren råstyrke. Med den brutale basiske mur Erlaitz placeret med top hele 22 km fra mål lå det i kortene, at Roglic måske kunne isoleres og i hvert fald næppe kunne regne med støtte fra andre end den velkørende Jonas Vingegaard i finalen.

 

Det var den mulighed, UAE-holdet utvivlsomt lurede på. Vi så allerede på 2. etape, at de var villige til at spille Brandon McNulty-kortet og udnytte, at det arabiske mandskab i dette løb ikke blot er en slovensk enmandshær, og kunne araberne fange Roglic i en UAE-sandwich, var det klart, at det var McNulty, han måtte lade køre.

Annonce

 

Heldigvis har Vingegaard efter en lille offday i tirsdags været så godt kørende, at heller ikke Roglic er en enmandshær. Med danskeren velplaceret i klassement og en på papiret bedre klatrer end amerikaneren, kunne Jumbo tillade sig den luksus at lade Vingegaard mandsopdække sin amerikanske løjtnantkollega, placere sig i dennes hjul og på den måde enten blive fragtet gratis til stregen eller agere så irriterende et vedhæng, at McNultys offensiv ville blive ødelagt. Og skulle et sådant scenarium føre til, at løbet gled Roglic af hænde, kunne man tro på, at Vingegaard ville kunne vinde løbet på Arrate på lørdag i en løjtnantduel, der ville erstatte det ventede opgør mellem de to slovenske giganter.

 

Sådan ser billedet ikke helt ud, efter at røgen har lagt sig i timerne efter slaget på Erlaitz. Ganske vist forløb etapen efter det mulige manuskript, men McNulty og Vingegaard fik ikke den tidsgevinst, der kunne have elimineret de to slovenere. Selvom McNulty fik den sjældne ære at køre Roglic ud af en førertrøje, er det med Arrate lurende i horisonten fortsat det slovenske monster, der må være favorit til den samlede sejr.

 

Sådan behøvede det dog ikke at være, for løbet kunne være gledet Roglic helt af hænde i dag, og det endda selvom de unge Jumbo-drenge egentlig gjorde det bedre, end man kunne have frygtet. De ventede angreb i klassement væltede nemlig ned over Roglic, da først Bahrain og BikeExchange på den ikoniske Jaizkibel-stigning efter en vild og vanvittig start på etapen havde sat et tempo, der skulle gøre det muligt at isolere det slovenske monster. Ikke overraskende var det den altid aggressive og underholdende Mikel Landa, der var toneangivende, og lige så ventet var det, at McNulty var aktiv igen.

 

Til gengæld var det måske uventet, at amerikaneren på de stejle procenter var så flyvende, at han pressede Jumbo til det yderste, så ud til at have Landa på grænsen og lykkedes med at distancere Esteban Chaves, som stadig er en tam udgave af den smilende dræber, han var for to uger siden i Catalonien. Man må imidlertid bare tage hatten af for det amerikanske talent, der indtil denne uge har været temmelig begrænset i bjergene, men som med ét er sprunget ud som den kommende amerikanske grand tour-stjerne, han blev udpeget til, da han i 2016 dominerede juniorklassen totalt. I dette løb har han ganske enkelt været her, der og alle vegne, og nu skal vi altså også vænne os til, at McNulty kan sætte de bedste tol vægs på en stejl mur som denne.

 

Heldigvis er McNulty ikke det eneste talent, der blomstrer i disse dage. McNulty-truslen blev nemlig i første omgang effektivt afværget af Vingegaard, der igen understregede det tårnhøje topniveau, der snart ikke kan undgå at sende ham til Touren, hvis Tom Dumoulin i sidste ende vælger at give afkald på sin plads blandt de otte, der allerede er udtaget. Med en Angliru-agtig føring fik danskeren effektivt elimineret den amerikanske trussel inden toppen, men desværre for Roglic var det bare starten på trængslerne.

Annonce

 

Heldigvis havde han stadig Vingegaard ved sin side, men det var også klart, at den ikke specielt kraftfulde og nu temmelig udkørte dansker umuligt kunne kontrollere af finalen alene. Og da de mange outsidere helt som ventet begyndte at skyde på Roglic i højre og venstre, var der kun ét at gøre. Jumbo-duoen skulle koncentrere sig om de to UAE-trusler, og det skulle ske ved, at Roglic koncentrerede sig om Pogacar og Vingegaard om McNulty.

 

Desværre for Roglic er McNulty ustoppelig i disse dage, og derfor var han allerede klar til nye angreb efter det fejlslagne første forsøg. Pludselig var den amerikanske fugl igen fløjet i det angrebsfest, der fulgte i kølvandet på muren, og i det lotteri, det altid er, når man skal køre en ukontrollerbar finale, var det Ion Izagirre, Pello Bilbao, Emanuel Buchmann og Esteban Chaves, der fik gevinst på deres lod i lotteriet. Da først de var kommet afsted sammen med de to slovenske løjtnanter, lå det i kortene, at etapen var afgjort.

 

Roglic kunne nemlig ikke stille meget op. Ganske vist fik han selskab af Antwan Tolhoek, der efter nogle sløje år rejste sig, da man manglede ham allermest, men den lille hollænder havde åbenlyst gravet så dybt, at han var chanceløs mod en gruppe, hvor fem af seks mand havde en klar interesse i at samarbejde. Bedre blev det ikke af, at den potentielle allierede for Roglic, nemlig EF, der havde en klar interesse i en spurt med Sergio Higuita og en god hjælper i Hugh Carthy, lidt overraskende kom på bagkant, da Higuita nok engang viste, at han er svært utilregnelig ved at blive sat på en mur, der ellers passede ham. Inden EF-duoen havde genfundet fronten og Carthy iført sig arbejdstøjet, var McNulty-toget allerede kørt, og den langlemmede brite var ude af stand til at matche de fem samarbejdende udbrydere, også da han senere fik hjælp af Tolhoek.

 

Det var faktisk ved at gå helt galt for Roglic. Farten var temmelig lav, og afstanden voksede løbende til så faretruende et niveau, at selv ikke kongeetapen pludselig kunne være en garanti for, at tabet til McNulty kunne elimineres. Heldigvis kom der hjælp bagfra, da Richard Carapaz og Enric Mas kom tilbage til frontgruppen, og da både Adam Yates og Alejandro Valverde kunne se deres podiechancer truet, blev de begge sendt til fronten. Det var akkurat nok til at sikre, at Roglic med et tab på 23 sekunder stadig kan føle sig overbevist om, at det er noget, der kan indhentes på lørdag.

 

Faktisk er vi i den lidt paradoksale situation, at alle næsten kan være fint tilfredse. Det er nemlig ikke nødvendigvis dårligt for Roglic, at trøjen nu sidder på McNultys skuldre. På lørdag havde han nemlig udsigt til, at amerikaneren igen ville angribe i højre og venstre samt fra oven og fra neden, og at Jumbo-mandskabet kunne få gigantiske problemer med at kontrollere etapen. Det problem har han ikke længere, nu hvor McNulty og UAE-mandskabet på lørdag vil gribe løbet helt anderledes konservativt an.

Annonce

 

Faktisk kan Jumbo og UAE nu være allierede, da begge har en interesse i, at et samlet felt rammer Arrate. Den ukontrollerbare angrebsfest, vi havde i udsigt, kan nu blive betydeligt lettere at holde styr på, hvis det brølstærke UAE-hold og Jumbo gør fælles front i at tæmme de mange folk, der har tid at vinde. Dermed har Roglic pludselig fået mindsket betydningen af sit hold og er i stedet i højere grad overladt til at bevise, at han selv kan vinde den tid på McNulty, der er påkrævet. Og så har det i øvrigt den positive danske sidegevinst, at Vingegaard på lørdag formentlig ikke kommer på overarbejde gennem hele dagen, og at der derfor nu kan lure en samlet dansk top 5 i klassementet.

 

Sjovt nok kan begge de to slovenere være tilfreds. Mens Roglic nu har fået en allieret til at kontrollere på lørdag, har Pogacar også fået en langt større chancen for selv at vinde løbet. Nu er det nemlig ikke længere ham, der skal i offensiven på lørdag, men derimod Roglic. Rollerne vil være byttet om i forhold til i går, og det øger alt andet lige chancen for, at Pogacar kan slå kontra på et Roglic-angreb og vinde den tid, han ikke kunne vinde i går. Da McNulty må tilskrives en reel chance for at vinde løbet, og Vingegaard nu i højere grad kan køre sit eget klassement, var det faktisk en ganske god dag for både kaptajner og løjtnanter på de to dominerende hold.

 

Hvem er så taberne? Jo, det er alle de andre. Det er alle de ryttere, der drømte om en gentagelse af Dauphiné fra 2017, hvor en isoleret Roglic ville koncentrere sig så meget om Pogacar, at der var fri leg for alle andre til at køre væk. Det var præcis det, der skete for fire år siden, da en isoleret Porte koncentrerede sig om Chris Froome og derfor måtte lade Fuglsang løbet med sejren. Det var det scenarium, der kunne have givet en overraskelse i stil med det ridt, vi så fra Emanuel Buchmann for to år siden, hvor kontrollen også var fraværende, men det scenarium ser nu betydeligt mindre sandsynligt ud, når UAE er gået fra at være en offensiv til en defensiv faktor.

 

Den eneste virkelige malurt i bægeret var naturligvis, at Vingegaard ikke fik sin etapesejr. Alt i sol, måne og stjerner pegede ellers på, at den på papiret ganske hurtige dansker efter 20 km på hjul ville kunne overspurte de fem følgesvende, hvoraf i hvert fald Buchmann, Chaves og Izagirre ikke er kendt for deres spurtstyrke. McNulty havde rigeligt travlt med at gå efter førertrøjen, og dermed var truslen i første omgang kun Bilbao, der i sine unge dage var hurtig nok til at vinde en ganske vist svagt besat spansk massespurt.

 

Desværre var Vingegaard åbenbart mere udkørt end som så efter sit hårde arbejde på muren. I hvert fald var der ikke meget punch i den spurt, der var kræfter til, og dermed blev det lidt overraskende den bestemt ikke spurtstærke Izagirre, som fik skovlen under en Bilbao, der stadig spejder langt efter sin gamle hurtighed. På sin vis var det ganske fortjent, når nu det var Astana, der havde kontrolleret etapen, efter udbruddet var kørt, og dermed fik kasakkerne for anden gang i dette løb taget en populær baskisk hjemmebanesejr efter den i en tidligere analyse omtalte Astana Classic, som består i at skabe en overtalssituation i en ukontrollerbar finale, hvor der kan angribes på skift.

Annonce

 

Med danske øjne kan vi så ærgre os over, at det var Izagirre og ikke Fuglsang, der trak loddet med gevinst, for så kunne danskeren som minimum have haft kurs mod en top 10 i klassementet. Til gengæld var det nok meget fint, at Izagirre, der ellers havde kurs mod katastrofe i årets store sæsonmål, alligevel fik noget med hjælp og det endda hans første etapesejr i et løb, hvor han ellers har været på podiet hele tre gange. Og så kan Astana-holdet glæde sig over, at de med to sejre på tre dage har fået sagt effektivt farvel til katastrofestarten og ikke længere har kurs mod en gentagelse af den rædselsfulde begyndelse fra 2017-sæsonen.

 

Lad os så lige slutte med at kippe med flaget for de formstærke afsluttere. Det var nemlig en sand fornøjelse at se, hvordan den i sidste sæson så hensygnende Patrick Bevin for fjerde dag i træk leverede en imponerende bedrift, der nok engang vidner om, at Israel Start-Up Nation altså slet ikke er så ringe til at sparke liv i karrierer igen. Det var også herligt at se Alex Aranburu bekræfte det store niveauspring, vi har fornemmet gennem hele sæsonen. Og det var herligt at se crossrytteren Quinten Hermans for første gang også på WorldTour-niveau bevise, hvorfor han med sit fremragende Tour de Walonie i 2018 beviste, at han har kurs mod at blive den næste Zdenek Stybar, Wout van Aert, Mathieu van der Poel og Tim Merlier, altså en crossrytter med store muligheder på landevejen. Det er først nu, at han for alvor koncentrerer sig om asfalten, og selvom han nok mere er Merlier end Van Aert og Van der Poel, bliver han uhyre spændende at følge i fremtiden.

 

Det gør Roglic, Pogacar, McNulty og Vingegaard også, og den næste store styrkeudmåling kommer på lørdag, hvor det efter dagens blanding af kortene nu er Roglic, der skal i offensiven, McNulty, der skal være defensiv, og Pogacar, der skal være klar til at slå kontra. Det skete alt sammen efter en etape, der nok engang understregede, hvordan holdarbejde betyder alt, og at det ikke altid er en ulempe at være løjtnant for en af løbets bedste ryttere. Og sjovt nok kan alle fire egentlig være fint tilfredse med, hvordan de nye kort blev givet - i hvert fald indtil de er blevet spillet kl. 17.30 lørdag eftermiddag.

INFO
Optakter
Nyheder
Itzulia Basque Country
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Video i artiklenLIVE nu: Hvem tager første stik i Vuelta-generalprøven i Burgos?

Landevej

Video i artiklenOptakt: 1. etape af Vuelta a Burgos

Landevej

Video i artiklenOptakt: Vuelta a Burgos

Landevej

Video i artiklenDanmark i finalen trods styrt: Se hele semifinalen mod Storbritannien

Video

Landstræner: Har aldrig oplevet noget lignende

Bane

Eksklusivt interviewBaneekspert efter drama: Det overrasker mig

Bane

Ironisk Rodenberg med stikpille til kritikere efter drama

Bane

Annonce

ANNONCE