
2023-sæsonen er netop startet for WorldTour-holdene i Tour Down Under, men der er stadig ryttere, der kæmper med at finde en ny arbejdsgiver, blandt andet en tidligere vinder af både Giroen og Vueltaen.
Annonce
Højt at flyve, dybt at falde. Den gamle talemåde virker passende, når man tænker på Nairo Quintanas aktuelle virkelighed.
El Cóndor de los Andes som hans kælenavn lyder har haft store problemer med at finde et nyt hold til den nu igangværende sæson, men nu tyder det på, at colombianeren måske har fundet et nyt hjem i Italien.
Ifølge La Gazzetta dello Sport er Quintana i dialog med det italienske ProTeam Team Corratec, men ifølge avisens informationer er situationen fortsat kompliceret.
Det skyldes blandt andet, at Corratec har tilsluttet sig MPCC så sent som i slut december.
MPCC er, som nogle læsere vil vide, en organisation der arbejder for en mere troværdig cykelsport, og det ville derfor være bemærkelsesværdigt, hvis holdet vælger at tilknytte colombianeren, der først for nylig har overstået den karantæne, som han fik for brug af Tramadol under sidste års Tour de France.
På trods af dette skulle der være interesse i den tidligere superstjerne, og selvom Corratec først lige er blevet ProTeam, så kunne holdet godt være en del af vejen tilbage til WorldTouren for colombianeren.
Annonce
De er nemlig blandt de hold, som er i betragtning til et wildcard til dette års Giro d’Italia, og med en mulig Grand Tour-deltagelse i horisonten, kunne holdet være en interessant mulighed, for den tidspressede Quintana.
Da feltets ekspert Emil Axelgaard i december forholdt sig til Corratecs deltagelse i årets Giro, var han en smule skeptisk på italienernes vegne:
”De har ikke rigtig niveauet til det, og projektet er næppe bundet op på, at de skal køre Giro næste år. Jeg går ud fra, at sponsoreren må have vidst, at det ikke er specielt realistisk i 2023. Men man skal aldrig sige aldrig,” sagde Emil Axelgaard om Team Corratec.
Men med Quintana på holdkortet kunne det nye ProTeams chancer for at deltage i årets Giro blive forøget markant.
Om skiftet bliver en realitet, vil sandsynligvis blive afklaret i de kommende dage, men den tidligere Grand Tour-vinder er begyndt at følge holdet på sin Instagram, så en vis interesse er der fra colombianerens side.
Annonce
SENESTE
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce