Italiensk banetalent rygtes til Team Sky
18. august 2018 11:31 af Lasse Wedege PenningFoto: Simon Wilkinson/SWpix.com

FIlippo Ganna er verdensmester på banen, og selvom han lige nu kører på landevejen for UAE Team Emirates, er Team Skys succes med at omdanne banetalenter åbenbart tillokkende.

 

 

I hvert fald skriver La Gazzetta dello Sport, at Ganna næste år vil skifte de arabiske klædedragter ud med Team Skys.

 

Ganna har ambitioner om at fokusere mest på banen lige nu, da OL-guld i holdforfølgelsesløb i 2020 med det italienske landshold stadig er det helt store mål på den korte bane. I 2017 og 2018 har han dog fået chancen på landevejen for UAE Emirates uden den helt store personlige succes

 

"Det er det største mål for mig de kommende år," siger Ganna om OL til Cyclingnews.

 

Transformationerne af Bradley Wiggins og Geraint Thomas fra olympisk guldvinder på banen til Tour de France-vinder gør åbenbart Team Sky til en mere attraktiv arbejdsgiver i den periode, mener den italienske avis at vide. Ganna afviser dog rygterne over for Cyclingnews.

 

Italien har de seneste år arbejdet hårdt på deres banehold, og det har betalt sig med VM-medaljer to år i træk. Ganna har selv vundet VM- og EM-guld i individuel forfølgelse. På landevejen har han identificeret sig som tempotalent, men resultaterne har været noget svingende. Hans største resultat er en femteplads på enkeltstarten i Tour of California i maj måned.

DEL
KOMMENTARER