Prøv vores nye app
Historiens Vingesus: Tornado Tom vs. Spartacus
12. april 2020 11:00Foto: A.S.O.
af Lukas Bennike Lewerissa & Frederik-Emil Friis Jakobsen

Med cykelsæsonen 2020 aflyst eller udskudt er vi cykelfans nødt til at kigge tilbage på nogle af de tidligere udgaver af de traditionelle løb. 'Historiens Vingesus' handler denne gang om 2010-udgaven af Paris-Roubaix, hvor Tom Boonen gik efter en historisk fjerde sejr, og Fabian Cancellara viste sig uhyggeligt stærk.

Annonce

Artiklen fortsætter efter videoen.

Det er måske ikke så længe siden, men få vil nok argumentere imod, at Fabian Cancellara og Tom Boonen havde en historisk rivalisering, måske en af største og mest jævnbyrdige i cykelsportens historie. Deres tvekamp i 2010-udgaven Paris-Roubaix er fokus for denne udgave af Historiens Vingesus.

 

Fra Tom Boonens sejr i 2005 udgaven af Paris-Roubaix og Fabian Cancellaras sejr året efter, satte de to mænd sig tungt på store dele af forårsklassikerne og i særlig høj grad det franske monument.

 

De er i årevis blevet sammenlignet, og få cykelfans har ikke diskuteret, hvem af de to giganter, der var den bedste rytter.

 

Læs også
Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

 

Cancellara og Boonen har begge vundet Tour de France-etaper, monumenter, og verdensmesterskaber (Boonen i linjeløb og holdenkeltstart, Cancellara på enkeltstarten). Boonen var en glimrende sprinter, og Cancellara var i flere år den bedste enkeltstartsrytter i verden, og så var de klart deres generations stærkeste brostensryttere. 

 

Rivaliseringen Boonen-Cancellara var på samme tid fantastisk og skuffende, da de to ryttere alt for sjældent var i topform samtidig. Mange gange var der lagt op til en stor duel mellem Cancellara og Tornado Tom, bare for at duellen blev afblæst på grund af skader, defekter eller styrt.

 

2010-sæsonen var heldigvis en undtagelse, da rytterne krydsede klinger flere gange i foråret.

Annonce

 

Før 2010

Tom Boonen slog igennem tilbage i 2002, da han kom på podiet i Paris-Roubaix som blot 21-årig. Efter løbet fortalte den aldrende vinder Johan Museeuw, at Boonen ville blive den næste store belgiske klassikerkonge.  

 

Tre år senere var Boonen cementeret som den måske bedste brostensrytter i verden, da han sejrede i både Flanderen Rundt og Paris-Roubaix i 2005. Boonen rundede for en god ordens skyld sæsonen af med at blive verdensmester. Før 2010-sæsonen var Boonen tredobbelt og forsvarende Paris-Roubaix-vinder, dobbelt Flandern Rundt-vinder, den største sportsstjerne i Belgien, kendt som lidt af en festglad playboy og notorisk for sit kokainforbrug.

 

Fabian Cancellara havde måske ikke den samme farverige personlighed, og han brugte lidt længere tid på at slå igennem på brostenene, men han var kendt som en stålsat type der udstrålede autoritet. I 2006 tog han sin første sejr i Paris-Roubaix i suveræn stil, og siden blev han set som noget nær en dræbermaskine på vejen, der var i stand til at sætte store grupper fra hjul. Cancellara havde to monumentsejre og tonsvis af andre triumfer på sit CV op til 2010-sæsonen, og så var Cancellara, også kendt som Spartacus, forsvarende olympisk- og verdensmester i enkeltstart.

 

2010 før Roubaix - Sæsonstart og klassikere

Tom Boonen gik altså ind til sæsonen som sin generations største klassikerrytter, støttet af et stærkt Quickstep - Innergetic mandskab I 2010 havde han mulighed for ikke blot at tangere Roger de Vlaemincks rekord med en historisk fjerde sejr i Paris-Roubaix, men også for at blive den første rytter siden Francesco Moser til at vinde klassikernes dronning tre år i træk.

 

Cancellara, der i 2010 kørte sin sidste sæson på Bjarne Riis’ Team Saxo Bank, var derimod på jagt efter revanche for en noget forkølet klassikersæson i 2009, hvor han udgik af Flandern Rundt og rullede over målstregen i Roubaix som nummer 49, næsten syv minutter efter sin belgiske rival.

 

Boonen åbnede i vanlig stil sæsonen med to etapesejre i yndlingsløbet Tour of Qatar - et løb, han samlet vandt fire gange og nåede 22 etapesejre i! - og en enkelt i det helt nye Tour of Oman. Det fulgte han op med stærk og offensiv kørsel i Omloop Het Nieuwsblad, hvor en punktering dog satte ham ud af spillet, en etapesejr i Tirreno-Adriatico og en andenplads i Milano-San Remo, hvor kun en lynhurtig og lynende intelligent Óscar Freire kunne slå ham.

 

Læs også
Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

 

Cancellaras sæsonstart var knap så overvældende, men en samlet sejr i Tour of Oman og en tiendeplads i den første udgave af det italienske endagsløb Strade Bianche viste dog, at formen var hvor den skulle være, hvilket gav løfter om en knivskarp duel mellem de to i forårets brostensbelagte klassikere.

 

Da Cancellara havde sprunget den belgiske åbningsweekend over, blev Dwars door Vlaanderen scenen for det første opgør mellem de to giganter. De endte dog med at neutralisere hinanden, og i stedet kunne danske Matti Breschel køre alene hjem til en smuk sejr i sin dannebrogstrøje.

 

Et par dage senere, i E3 Prijs Vlaanderen, fik vi dog endelig lov at se de to specialister folde sig helt ud. Boonen udførte selv den første grovsortering af favoritterne med sit evigt tilbagekommende ryk på Taaienberg, og det var også Tornado Tom, der skabte løbets afgørende udskilning med et angreb på Paterberg, som kun to ryttere kunne følge: Omloop-vinderen Juan Antonio Flecha og så selvfølgelig Fabian Cancellara. De tre fulgtes ad til godt en kilometer fra målstregen, hvor Cancellara med et veltimet angreb og sublim cykelhåndtering gennem et sving efterlod sine følgesvende, og kørte først over målstregen i Harelbeke. 1-0 til Spartacus.

 

Næste punkt på klassikerprogrammet var Gent-Wevelgem. Bernhard Eisel vandt løbet, mens både Boonen og Cancellara udgik undervejs for at spare sig til Flandern Rundt, hvor de to for alvor skulle vise sig at være de stærkeste i feltet. Løbets første afgørende moment fandt sted på Molenberg, godt 40 kilometer. fra målstregen. Cancellara angreb kort før toppen, Boonen kørte efter, men ingen andre kunne følge med. Der var Boonen og Cancellara, og så var der alle de andre. De fandt hurtigt ind i et sømløst samarbejde, og øgede langsomt men sikkert deres forspring til forfølgerne.

Annonce

 

Det var hvad mange cykelsportsentusiaster havde drømt om - endelig en direkte styrkeudmåling mellem to af sportens største stjerner, og så tilmed i et af sportens største løb! Afgørelsen faldt på muren i Geraardsbergen, 16 kilometer fra målstregen. Siddende og med uhørt elegance accelererede Cancellara, mens Boonen huggede og asede for at følge med.

 

De belgiske tv-producere lod kameraet følge Boonen hele vejen til toppen, og da de endelig forsøgte at finde Cancellara, var hullet allerede på mere end ti sekunder. I mål var afstanden 1 minut og 15 sekunder. 2-0 til Spartacus, og denne gang på knockout og rå styrke snarere end kløgt og teknik.

 

Cancellara i vildt angreb

Cancellara suveræn i Flandern.

 

Optakt og Løbet

Dermed var scenen sat for Paris-Roubaix: Hvis Cancellara vandt, ville han skrive sig ind i historien som en af blot 10 ryttere, med sejre i både Flandern og Roubaix i samme sæson, og ville sætte sig tungt på tronen som sportens dominerende brostensrytter. Hvis Boonen vandt, ville han udligne rekorden for fleste sejre i Helvedet i nord, og han var da også opsat på revanche.

 

Efter nederlaget i Flandern udtalte han til Cyclingnews, at han ikke var bange for sin schweiziske modstander, og at han vidste hvordan han skulle slås: ”Jeg har en simpel plan. Hvis han kører, bliver jeg nødt til at følge ham. Du kan ikke give ham et par meter, så er han væk”

Annonce

 

Læs også
Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

 

Det kan måske virke som om, at denne udgave af Historiens Vingesus fokuserer alt for meget på Boonen og Cancellara, men det kan ikke overdrives i hvor høj grad de to var omdrejningspunkt for Paris-Roubaix i 2010. Medierne udpegede de to som løbet største favoritter, og som den amerikanske cykelsportsjournalist Neal Rogers formulerede det i Velonews, så var der 200 ryttere på løbets startliste, men kun to navne på alles læber før starten: Tom Boonen og Fabian Cancellara. I samme boldgade kan man i feltet.dk’s egen optakt til løbet læse, at ”faktisk tør undertegnede (feltet.dk’s Mads de Wolff red.) allerede nu bekendtgøre, at årets vinder af Paris-Roubaix vil komme fra enten QuickStep eller Team Saxo Bank”.

 

Det vildeste man kunne forestille sig, var altså at det blev en holdkammerat til en af de to, der løb af med sejren, som Stijn Devolder f.eks. gjorde to år i træk i Flandern Rundt. Men ingen var i tvivl om, hvem der kom til at forme løbet.

 

Der var dog også andre ryttere, der havde en chance for at blande sig. De mest hyppigt nævnte var Matti Breschel, der udover sin smukke sejr i Dwars door Vlaanderen også havde imponeret med flot kørsel i Flandern Rundt, og Juan Antonio Flecha, der som nævnt mødte op med en sejr i Omloop og en podieplads i E3 under bæltet, og desuden var flankeret af et Sky-hold, der blandt andre talte den dengang fremstormende unge nordmand Edvald Boasson Hagen.

 

Udover de to bestod favoritfeltet af folk som Thor Hushovd fra Cervélo-holdet, der med sig også havde den dygtige og erfarne brostensbetvinger Roger Hammond, altid stabile men aldrig sublime George Hincapie fra BMC, Björn Leukemans fra Vacansoleil, der sluttede som nummer fire i Flandern Rundt og måske til nød Gent-Wevelgem-vinderen Bernhard Eisel. Derudover rummede startlisten blandt andre Servais Knaven, der ville tangere rekorden for flest Paris-Roubaix gennemførsler, hvis han nåede i mål, og en ung slovak ved navn Peter Sagan, der fik sin debut i Helvedet i nord.

 

Efter et minuts stilhed til ære for den nyligt og tragisk bortgåede Franco Ballerini, der selv vandt to gange i Roubaix, blev løbet skudt i gang, og Cancellaras Saxo Bank hold fik hurtigt greb om begivenhederne, med danske Kasper Klostergaard med i det store morgenudbrud og Cancellara selv flankeret af Breschel og tidligere brostenskonge Stuart O’Grady forrest i feltet. Det var da også Saxo Bank, der førte feltet ind på Arenberg-skovens frygtede pavé, med Cancellara forrest og Breschel i hans hjul, i hver deres nationale mesterskabstrøje.

Annonce

 

Det varede dog ikke længe før Boonen satte en stopper for den rød-hvide tandemkørsel ved at klemme sig ind på schweizerens hjul, og et par hundrede meter senere tog han fronten uden større besvær. De to favoritter sad hvor de skulle, og virkede begge klar til at skrue op for gassen.

 

De to favoritter holdt godt øje med hinanden.

 

Over de næste 30 kilometer forholdt alle løbets forhåndsfavoritter sig dog i nogenlunde ro, mens morgenudbruddet langsomt men sikkert blev halet ind af et overraskende stort felt, og det var først da de sidste rester af udbruddet var opslugt, men 60 kilometer til mål, at løbets finale blev sat i gang af en voldsom acceleration fra Tom Boonen, der dog hurtigt blev kørt ind igen. Herefter fulgte 10 kilometer med klassisk klassikerkørsel, hvor ryttere stikker i højre og venstre på mellemstykkerne, og favoritterne sætter farten over de nordfranske pavéer.

 

Og så, med 50 kilometer til mål, faldt afgørelsen. Efter at have været meget aktiv forrest i gruppen, satte Boonen sig kortvarigt bagerst i gruppen, tilsyneladende for at proviantere og tage bestik af situationen. Foran havde en halvfarlig gruppe sneget sig væk, med blandt andre outsideren Leukemans og Leif Hoste, der tidligere var kørt på podiet i Flandern Rundt. Et par ryttere forsøgte halvhjertet at køre efter, men opgav hurtigt, og i det øjeblik de slog ud, kørte Cancellara kontra. Han fik hurtigt 10 meter, så 50 og så 100 - langt mere end de par meter, som Boonen selv havde forudset ville afgøre løbet til Cancellaras fordel.  På tv-billederne ser man en belgisk mester, der febrilsk forsøger at komme frem og få lukket hullet, og som den legendariske tv-kommenator Michel Wuyts udtrykte det på belgisk tv: ”Oh lalalalalala, Balen, we have a problem!” (Balen var i mange år Tom Boonens hjemby red.).

 

Læs også
Vingegaard kommer med positive meldinger

 

Boonens forudsigelse skulle vise sig at holde stik. Cancellara strøg op til frontgruppen med Leukemans og Hoste netop som de kørte ind på den anden af løbets tre fem-stjernede pavéer, brostenene ved Mons-en-Pévèle, og kørte lige forbi dem. En frustreret Leukemans slog ud med armen, tilsyneladende i protest mod afstanden til de forankørende motorcykler, men givetvis ligeså meget i affekt over, at han ikke kunne følge det schweiziske eksprestog, der elegant susede fra ham.

Annonce

 

Tilbage hos resten af favoritterne havde alle, der ikke hed Tom Boonen, tilsyneladende givet op, og belgieren stod for langt det meste af føringsarbejdet. Men lige lidt hjalp det, og Cancellara øgede konstant. Ved næste brostensstykke var afstanden vokset til 30 sekunder. Med 35 kilometer til mål var afstanden 1 minut og 20 sekunder, og da Cancellara nåede den sidste af de femstjernede pavéer, Carrefour de l’Arbre, var afstanden næsten tre minutter.

 

Her fik den hektiske jagt endelig Boonen til at løbe tør for kræfter, så Thor Hushovd og Juan Antonio Flecha, der havde ført langt mindre i gruppen, kunne køre væk og tage henholdsvis anden- og tredjepladsen. Foran lettede Cancellara på gassen på de sidste kilometer, men var stadig i mål to minutter foran Hushovd og kørte over stregen i ensom majestæt.

 

Fantastisk sejr til Spartacus.

 

En udkørt Tornado Tom blev slået i spurten af Roger Hammond og måtte således nøjes med en femteplads, efter et løb han dog havde mere ære af, end de fleste. Servais Knaven kom i mål, og tangerede dermed Raymond Impanis’ gamle rekord, ved at gennemføre sit sekstende Paris-Roubaix. Den unge Peter Sagan kom også i mål, dog først efter tidsgrænsen, men sejren var ingen af dem i nærheden af. 3-0 til Spartacus, efter en af de mest dominerende indsatser i Paris-Roubaix’s moderne historie.

 

Efterspil

Med en magtdemonstration i Roubaix havde Fabian Cancellara trukket sig sejrrigt ud af duellen med Boonen i 2010, og han havde opnået en status som den bedste brostensrytter i verden. Selvom denne status selvfølgelig er en ære, må den utvivlsomt også have irriteret Cancellara, da han sæsonen efter blev fuldstændig mandsopdækket i brostensklassikerene.

Annonce

 

Cancellara missede sandsynligvis endnu en sejr i Paris-Roubaix og Flandern Rundt på grund af modstandernes uvillighed til at samarbejde med ham. Folk som Hushovd var en torn i øjet på Cancellara i 2011, da de øjensynligt fulgte den samme taktik, som Boonen havde beskrevet forud for Paris-Roubaix - sid på hjul og håb på du kan vinde spurten. 

 

Tornado Tom havde begrænset succes resten af 2010-sæsonen, da skader ødelagde det meste af efteråret. Boonen skuffede også i 2011, han opnåede en sejr i Gent-Wevelgem, men han udgik af Paris-Roubaix efter styrt, og resten af den sæson var mærket af styrt og skader. 

 

Tom Boonen lignede måske en rytter, der havde sine bedste år bag sig efter to skuffende sæsoner. Det indtryk blev dog ændret gevaldigt, da han i 2012 lavede han et imponerende comeback ved at tage den historiske, rekordtangerende fjerde sejr i Paris-Roubaix.

I 2012-udgaven af helvede i nord satte Boonen alt og alle med over 50 kilometer til mål, hvilket unægteligt mindede lidt om Fabian Cancellaras angreb to år tidligere - måske ville Belgieren ikke overskygges af sin schweiziske rival?

 

Læs også
Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

 

Boonen vandt desuden Flandern Rundt, Gent-Wevelgem og E3 Harelbeke i samme sæson, og overgik derved Cancellaras resultater fra foråret 2010. Samme år var Cancellara ude det meste af foråret med et brækket kraveben, og Boonen var mærket af skader året efter, da Cancellara sikrede sig sin tredje sejr på de franske pavéer. De to ryttere undgik desværre hinanden meget resten af deres karrierer, selvom de begge opnåede store resultater.

 

I en periode på ca. ti år dominerede Tom Boonen og Fabian Cancellara brostensklassikerne, og det er svært at beskrive, i hvor høj grad de satte sig på Paris-Roubaix. I perioden 2005 - 2015 vandt de Paris-Roubaix syv ud af ti gange, og en af dem var på podiet alle år undtagen et.

   

Fans diskuterer stadig, hvem der var den bedste af de to, og hvem der har den flotteste resultatliste. Der er ikke plads til at sammenligne alle deres sejre og medaljer her, men det er værd at bemærke, at Boonen beskrev dem som jævnbyrdige på vejen.

Annonce

 

”Når vi begge er i form, så er vi ret ens. Den eneste forskel er, at han har mere udholdenhed, og jeg er en smule hurtigere,” fortalte Boonen til Bicycling.com.

 

I 2010 viste Cancellara den udholdenhed og det sammen med en styrke, der gjorde, at der opstod dybt seriøse anklager om motordoping. Ingen af disse anklager er dog blevet bevist, og Cancellara blev ved med at køre som en motorcykel efter indførslen af cykelscanninger.

 

De to ryttere har ofte skulle forholde sig til hinanden, og de har begge udtrykt stor respekt for hinandens evner. Spartacus har beskrevet sin ærgrelse over, at de kun sjældent kunne duellere i de største løb. Cykelfans bør dele den skuffelse, men også huske tilbage på de smukke øjeblikke, hvor de to mødte hinanden i topform. Paris-Roubaix i 2010 var et sådant øjeblik.

INFO
Historiens Vingesus
Nyheder
Fabian Cancellara
Nyheder Profil Resultater Statistik
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Onsdag den 17. april 2024

Landevej
Følg den store kongeetape i Tour of the Alps
Landevej
Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op
Landevej
Stærk belgier: Det var ikke et normalt Fleche Wallonne
Landevej
Sejrede efter vanvidsvejr i Vallonien: Jeg kan ikke tro, at jeg har vundet Fleche
Landevej
Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok
Landevej
Fænomenal brite vinder stor klassiker efter eksplosiv spurt
Landevej
Hypotermi-symptomer sender Skjelmose og holdkammerater ud af stor klassiker
Landevej
Rørt vinder: Det var en rigtig lortedag
Landevej
Dansk U23-landshold har holdet klar til stort løb
Landevej
Spanier gør vildt kup på voldsom regnvejrsetape
Landevej
Tidligere vinder ser stolt tilbage på sejr
Landevej
UAE-stjerne regner med sit hold
Landevej
Optimistisk Pidcock: I år er jeg et helt andet sted
Landevej
Optakt: 3. etape af Tour of the Alps
Landevej
Optakt: Fleche Wallonne
Landevej
Skjelmose går efter sejren i stor klassiker
Landevej
Træt Matthews: Benene er gode, men jeg er ved at være ved enden
Landevej
Rørt Bora-rytter pointerer: Specielt at køre på hjemmebane
Landevej
Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic
Landevej
Oversigt: Dagens 11 danskere ved Fléche Wallonne

Tirsdag den 16. april 2024

Landevej
WorldTour-hold kommer med opdatering på forslåede profiler
Landevej
Tidligere vinder og Fuglsang skal køre Fleche Wallonne
Landevej
Dansk talent skal hjælpe stjerne til topresultat: Han er god at lære af
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewColoQuick-profil sætter ord på etapeløbssejr: Det er vildt og overraskende
Landevej
37-årig etapevinder rørt over sejr
Landevej
Italiensk veteran tager sjælden sejr
Landevej
Charmig udtaget til stor klassiker

Annonce

Landevej
Vingegaard kommer med positive meldinger
Landevej
Optakt: 2. etape af Tour of the Alps
Landevej
Pidcocks træner: Han har før slået Pogacar og Van der Poel
Landevej
Hjerteproblemer får stort talent til at indstille karrieren
Landevej
Skjelmose får stærkt hold i ryggen til Flèche Wallone
Landevej
Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet
Motion
Vi vil lave Danmarks bedste cykelmagasin - hjælp os!
Udstyr og test
First Ride: Canyon Grizl:On
Landevej
Israel skriver kontrakt med ungdomskomet fra næste sæson
Landevej
Nyt, stort løb annoncerer ruten til første udgave
Landevej
Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner
Landevej
Oversigt: Se alle danske UCI-sejre i 2024
Landevej
Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter

Mandag den 15. april 2024

Landevej
Ung WorldTour-rytter ude med hjernerystelse efter vildt højhastighedsstyrt
Landevej
Video i artiklenSe afslutningen: Nordmand vinder reduceret Tour of the Alps-spurt
Landevej
Sprinterkomet får plads på Tour de France-holdet efter styrt: En barndomsdrøm
Landevej
Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar
Landevej
Tidligere verdensmester reagerer på stor sejr
Landevej
Danskerduo klar til endnu en stor klassiker
Landevej
Uno-X afslører vilde WorldTour-planer
Landevej
Nordmand tager første sejr siden VM-triumf
Landevej
Belgisk endagsløb aflyses
Landevej
Optakt: 1. etape af Tour of the Alps
Landevej
Optakt: Tour of the Alps (Giro del Trentino)
Landevej
Medie erfarer: Verdens bedste til fransk WorldTour-hold
Landevej
Talent forlader Amstel med flere brækkede knogler
Landevej
Thomas er bedre inden Grand Tour-duel med Pogacar
Landevej
Efter Vingegaards styrt: Ineos-ejer kræver handling
Landevej
Skovbrand hærger kendt stigning
MTB
Andreassen åbner World Cuppen med top 10-placering
Bane
Danske top fem-placeringer afrunder OL-test

Søndag den 14. april 2024

Landevej
Airtox-sejr i Næstved
Landevej
Israelsk sejr og dansk top-10
Landevej
Hjemmebanesejr i Italien – dansker med fremme
Landevej
Wiebes reagerer på kæmpe bommert: Jeg kan sagtens være sur på mig selv
Landevej
Kamp skal køre sin anden Grand Tour
Landevej
ColoQuick tager stor triumf i Frankrig med kun to mand
Landevej
Video i artiklenSe afslutningen af Amstel Gold Race 2024
Landevej
Van der Poel belyser ”vanskelig” situation
Landevej
Kæk Pidcock joker: Stort at vinde for anden gang
Landevej
Pidcock får sin Amstel-sejr i dramatisk finale
Landevej
Belgier sejrede foran Uttrups holdkammerat i Frankrig
Landevej
Video i artiklenMartinez fuldender flot FDJ-hattrick
Landevej
Sådan blev Amstel igen afgjort med hektisk afslutning
Landevej
Video i artiklenAmstel-fadæse: Se supersprinter juble for tidligt
Landevej
Vos: I sådanne tilfælde er der vigtigere ting end cykling
Motion
Første cykelmagasin på gaden
Landevej
Anerkendt journalist: Asgreen rygtes væk fra Quick-Step
Landevej
Optakt: Amstel Gold Race
Landevej
Supersprinters kæmpe brøler sikrer sejren til 36-årige Vos
Landevej
Optakt: Tour du Doubs
VIS FLERE

Annonce