2020 st\u00e5r i Coraens skygge, og vi cykelfans kan have sv\u00e6rt ved at finde et lyspunkt i den kommende tid. Derfor er Feltet.dks artikelserie \u2019Historiens Vingesus\u2019 tilbage med en ny r\u00e6kke af fort\u00e6llinger fra landevejene.<\/p>","
Dagens artikel omhandler et af de mest brutale cykell\u00f8b nogensinde: 1910-udgaven af Milano-San Remo. \u00c5rets f\u00f8rste monument, der skulle v\u00e6re k\u00f8rt i g\u00e5r, er det l\u00e6ngste p\u00e5 l\u00f8bskalenderen, men desv\u00e6rre er det ogs\u00e5 et af de kedeligste og mest forudsigelige l\u00f8b p\u00e5 kalenderen.<\/p>","
Det har de seneste par \u00e5rtier, v\u00e6ret et af de l\u00f8b hvor man kendte drejebogen p\u00e5 forh\u00e5nd. S\u00e5 l\u00e6nge man t\u00e6ndte for fjernsynet, inden feltet ramte Poggio-stigningen, var man sikker p\u00e5 at f\u00e5 action.<\/p>","
Tidligere var det italienske l\u00f8b dog et benh\u00e5rdt cykell\u00f8b. Med markant d\u00e5rligere veje, den samme maratondistance og cykler tunge som et ondt \u00e5r, var det italienske l\u00f8b faktisk et af de mest frygtede p\u00e5 kalenderen, og i mange \u00e5r var \u2019La Primavera\u2019 det f\u00f8rste rigtige cykell\u00f8b i s\u00e6sonen.<\/p>","
Den mest modbydelige udgave af l\u00f8bet, har uden tvivl v\u00e6ret den forf\u00e6rdelige udgave i 1910. N\u00f8gletallene fort\u00e6ller det meste af historien: 256 tilmeldte sig l\u00f8bet, 71 stillede til start og kun fire gennemf\u00f8rte i sidste ende.<\/p>","
Bag de tal ligger der et af de v\u00e6rste uvejr, et cykelfelt nogensinde har skulle k\u00e6mpe sig igennem.<\/p>
\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
Vådt daggry i Milano
Den fjerde udgave af Milano-San Remo blev skudt i gang klokken seks om morgenen i den historiske norditalienske industriby Milano. Vejrudsigten havde i flere dage vist, at det ville blive en våd og kold udgave af La Primavera, og derfor stillede kun 71 af de 256 forhåndstilmeldte rent faktisk til start.
Iblandt dem var flere stjerner som Francois Faber, der året før havde vundet Tour de France. To af løbets tidligere vindere belgiske Cyrille Van Hauwaert og hjemmebanehelten Luigi Ganna var også iblandt de startende, og førstnævnte lagde stærkest ud.
Belgieren åbnede et forspring henimod det traditionelle Turchino-pas, der stadig passeres den dag i dag.
Omme bagved kæmpede den franske cykle-cross mester Eugéne Christophe en hård kamp imod elementerne, da regnen blev til sne i takt med at han kæmpede sig op ad Turchino. Noget af det på cykel andre dele til fods i et desperat forsøg på at holde cirkulationen i gang i kroppen.
25-årige Christophe beskrev senere, hvordan han ikke kunne mærke sin krop, og hvordan andre ryttere drak brændevin fra flasken i et forsøg på at holde varmen.
Franskmanden var dog fast besluttet på at vinde. Hans sportsdirektør havde lovet ham en fordobling af hans løn, hvis han kunne vinde det italienske endagsløb, og det var penge, han gerne ville have fingrene i.
Christophe fik at vide, at han var seks minutter bag Van Hauwaert, men da han nåede tunnelen nær toppen af Turchino-passet, mødte han den forfrosne belgier, der havde søgt ly for elementernes hærgen inde i mørket.
Luigi Ganna vinderen af 1909-udgaven af Milano-San Remo
havde store problemer året efter.
En redning midt i stormen
Opløftet af sin konkurrents nedtur fortsatte Christophe optimistisk. Franskmanden indså dog snart, at han havde taget munden for fuld, da han snart kørte i 20 centimeter dyb sne og ikke kunne mærke sine lemmer
Redningen for ham kom i form af en lille landsby, hvor en beboer fik hevet den forfrosne franskmand ind fra kulden i den lokale kro. Her sad han og samlede kræfter foran pejsen efter den vilde omgang. Snart efter kom Van Hauwaert og en anden franskmand Ernest Paul også til kroen.
Sidstnævnte løb hen til ildstedet og stak sine forfrosne fingre direkte ind i flammerne i en desperat higen efter varme. Han havde uden at lægge mærke til det mistet sin ene sko et sted ude i snestormen.
Christophe, der langtfra var slået oven i hovedet, gik i gang med at få kroppen i sving med forskellige gymnastikøvelser, men de andre i rummet frarådede ham at tage ud i snestormen igen. Paul kaldte ham ovenikøbet vanvittig.
Ud ad vinduet kunne franskmanden dog se fire forhutlede skikkelser køre forbi imod San Remo, og det bragte ham snart ud på landevejen igen, dog med nyt tørt tøj, som han havde lånt af kroejeren.
Ensom majestæt i San Remo
Christophe kom hurtigt op til de fire, hvor han blandt andet så sidste års vinder Luigi Ganna. De ekstra kræfter fra hans pause gjorde dog, at franskmanden let kørte fra dem, og med kun 100 kilometer til mål følte han fornyet motivation.
Ved kontrolposten i Savona tog den 25-årige franskmand en udgået rytters reservecykel og fortsatte på den sidste færd til San Remo.
Der kiggede folk mærkeligt på ham, da han ankom. Han var alene og ikke særlig kendt. De fremmødte italienere havde håbet på at se deres egne helte, men i stedet var det en ukendt franskmand, der kom kørende og tog hæderen i det herrens vejr.
Christophe havde gennemført løbet på 12 timer og 24 minutter.
I mål i San Remo kunne Christophe se Luigi Ganna komme ind på andenpladsen. Italieneren blev dog senere diskvalificeret fra løbet, da man fandt ud af, at han havde sat sin cykel bag på en bil og var gået op ad Turchino-passet. Andenpladsen blev derfor givet til landsmanden Giovanni Cocchi, der sluttede en time efter Christophe.
En anden italiener blev diskvalificeret for at tage toget, mens den sidst-afsluttende rytter kom for sent til kontrolposten i San Remo og dermed ikke blev registreret.
Triumfens konsekvens påvirkede i flere år
Derfor var der kun fire officielt gennemførende rytter med Christophe som suveræn vinder. Historien om hans sejr blev spredt vidt og bredt i Italien, Frankrig og Belgien (de eneste reelle cykelnationer på dette tidspunkt), og hans kamp imod elementernes raseren blev prist til de stormende skyer.
I den italienske sportsavis La Gazetta skrev man således om hans sejr:
”Han er franskmand. En søn af den stolte latinske race. Hans præstation eksemplificerer kampen mellem manden og den vilde natur på denne forfærdelige dag,” stod der om Christophes sejr.
Historien var med til at løfte Milano-San Remos status til et af de hårdeste cykelløb på kalenderen, men Christophe måtte bringe nogle store personlige ofre.
Franskmanden tilbragte en måned på hospitalet for sine voldsomme forfrysninger. Så selvom han fik fordoblet sin løn, brugte han to år på at komme tilbage efter de voldsomme skader.
Christophe fik dog endnu en plads i historiebøgerne, da han i 1919 blev den første rytter i den ikoniske Maillot Jaune i Tour de France. En trøje han desværre mistede senere i løbet og aldrig vandt.
Kilde:
'Monuments: The grit and glory of cycling's greatest one-day races" af Peter Cossins