Pyrenæernes højeste asfaltbelagte bjergpas hedder Col du Tourmalet, og det er et navn, som vil give genklang hos mange cykelfans i det danske land. I år kommer Tour de France atter forbi stigningen, som så mange gange tidligere har budt på store sejre og endnu større nederlag.

Tourmalet bliver rampen til målstregen
I år er Col du Tourmalet med på Tour de Frances 14. etape, som byder på kun 117,5 kilometer fra Tarbes til netop toppen af Col du Tourmalet. Bjerget fik sin Tour-debut tilbage i 1910 og i år er det ikke mindre end 87. gang, at Tour-feltet skal over Tourmalet.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Tourmalet bliver ikke så tit brugt som afslutning på en etape, som tilfældet er i år, men mere undervejs på etaper. Bjerget varierer naturligvis i stigningsgrader hele vejen til toppen, men er generelt at finde i det røde segment, mens de sidste meter til Souvernir Jacques Goddet har gennemsnitsprocenter på op til 10,9 procent.

Etapen er relativt kort, men rytterne skal lige et smut over en mindre kategori-4 stigning, inden Col du Soulor venter, hvorefter rytterne altså kan forberede sig på de 19 lange kilometer til toppen af Tourmalet, som i øvrigt samlet set byder på en gennemsnitsstigning på 7,4 procent.

En knækket forgaffel giver en tur i smedjen
Kun tre år efter debuten i Tour de France, bliver Col du Tourmalet scene for én af de historier, som senere er gået over i Tour-historien og som gerne bliver genfortalt med et par års mellemrum. I 1913 bliver Eugene Christophe nemlig hovedperson i en absurd historie fra en anden tid i cykelsporten.

Franskmanden vandt ikke La Grande Boucle året før, hvilket skyldtes, at løbet blev afgjort på point og ikke tid, som vi kender det i dag. Det ville han hævne sig for i 1913, hvor tidsklassementet atter var tilbage. Col du Tourmalet afbrød dog den aktion.

Eugene Christophe og hans Peugeot-mandskab havde forinden Col du Tourmalet kørt den førende Odile Defraye helt ud af løbet, og Christophe kunne derfor selv angribe på bjerget og for alvor køre sig i stilling til en overbevisende samlet sejr. Med et forspring på 18 minutter i klassementet ifølge løbsdirektør Henri Desgrange blæste Christophe ned af bjerget.

Ti kilometer fra nedkørslens slutpunkt knækkede Christophes forgaffel dog. Det blev skæbneafgørende. Da alt hjælp var forbudt, måtte Christophe tage cyklen på skulderen og løbe de sidste ti kilometer, mens de andre ryttere blæste forbi ham.

Nede i dalen fandt han en smedje. Efter to timers hårdt arbejde og en smule hjælp fra smedlærlingen kunne Christophe detroniseret gennemføre etapen, og i øvrigt inkassere en yderligere tidsstraf grundet lærlingens hjælp. Eugene Christophe endte med aldrig at vinde Tour de France, hans skæbne blev forsejlet på bjerget.

Læs også

Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar

En defensiv konge tager over for en anden
Det med skæbnen, der afgøres, må også være noget, som amerikanske Greg LeMond kender til. I 1991 stillede den tredobbelte Tour de France-vinder stil start med håbet om at tage titel nummer fire, og det håb blev ligeledes slukket.

Han havde ellers haft styr på situationen, indtil 12. etape hvor franske Luc Leblanc overtog hans førertrøje. Helt ude af kontrol var han ikke, og amerikaneren var fortsat nummer to i klassementet, inden 13. etape, hvor Col du Tourmalet ventede.

Da Greg LeMond startede etapen den morgen, vidste han godt, at han ikke havde gode ben. Han forsøgte at maskere det undervejs ved at sende sit Z-mandskab i front af enkelte omgange. Rivalen Claudio Chiappucci havde dog luret lunten, og ligeledes regnet ud hvordan han skulle detronisere LeMond.

Over de 232 kilometer, som etapen dengang bød på, skulle de over fem stigninger, og det hele blev afgjort på Col du Tourmalet. Her angreb Chiappucci nemlig. LeMond havde intet at skyde med, hvilket Miguel Indurain ligeledes så. Med sit karakteristiske dræbende tempo kørte Indurain stille og roligt LeMond bagud.

LeMond tabte syv minutter den dag og Tour de France-sejren var helt uden for rækkevidde. Et Indurain-æra var dermed begyndt. Den defensive forsvarende Tour-vinder blev nu afløst af en ny defensivt kørende kaptajn, som de efterfølgende fem år styrede feltet med ekstrem hård hånd, indtil han blev afløst af Bjarne Riis’ kørestil i 1996.

Præstigefyldt stigninger giver store kampe
Ovennævnte slag er dog langt fra de eneste, som har fundet sted på Col du Tourmalet. I 1963 blev Jacques Anquetil udfordret af sin landsmand Raymond Poulidor på 10. etape, som gik over Tourmalet hele to gange. Anquetil var ikke først over stigningen nogen af gangene, og var derfor sat under et stort pres, som han dog endte med at holde til. Franskmanden tog etapesejren endnu engang, og det år vandt han sin fjerde ud af i alt fem titler.

I 1993 forsøgte schweiziske Tony Rominger at udfordre Miguel Indurains benhårde Banesto-styre, hvilket han til dels fejlede i. Det gjorde han dog ikke over Col du Tourmalet på 17. etape det år. Rominger kom først over det mytiske bjerg, og havde et glimrende udgangspunkt, som dog blev punkteret. Den dag vandt Rominger ingen tid på Indurain, mens Bjarne Riis forsvarede sin samlede femteplads på den etape.

Læs også

Efter Vingegaards styrt: Ineos-ejer kræver handling

I 2012 skulle rytterne over Col d’Aubusque, Col du Tourmalet og Col d’Aspin, inden etapens sidste stigning var Col de Peyresoude - en vanvidsetape. Et tidligt udbrud med hele 40 ryttere kom afsted, herunder med deltagelse af Thomas Voeckler og Chris Anker Sørensen. Franskmanden med de mange ansigtsudtryk og lettere kaotiske kørerstil endte med at smadre afsted sammen med Brice Feillu, som han senere hægtede af.

Den dag samlede han nok point til bjergtrøjen, som sad på hans grønne Team Europcar-skuldre i resten af Tour de France det år. Chris Anker Sørensen kørte stabilt gennem hele etapen og endte med at tage de resterende udbrydere én for én, indtil han kunne slutte som nummer to på den etape.

Der er nok ingen tvivl om, at ASO-ledelsen bliver ret så upopulære, hvis de en dag beslutter sig for helt at droppe stigningen, Dette bliver dog næppe et realistisk scenare lige foreløbigt.