\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
Bjergrytterne skal kæmpe med Hejlsmindebakkens 40 højdemeter.
Mange muligheder
Søger man andre udfordringer end dem, der kommer på Tour-ruten, er der flere muligheder i Kolding-området. Tæt på byens centrum ligger to bakker - Agertoften og Alpedalsvej - der begge stiger med over 10 %, mens Dimen i Aabenraa byder på Danmarks længste stigning med toppede brosten. De 650 meter og 40 højdemeter er et lille stykke Belgien og samtidig en helt igennem rystende oplevelse. Ydermere har VisitKolding udgivet en fin oversigt over lokale cykelruter.
Men intet weekend-getaway uden forkælelse, og efter Hejlsmindes stigningsprocenter samt Christiansfelds brosten sætter min cykelmakker og jeg kursen mod Kolding. Her triller vi gennem Strandhuse-området, hvor millionvillaer ligger side om side med udsigt over vandet. Der ligger kvarterer, som lige så godt kunne befinde sig på Strandvejen nord for København, og efter nogle kilometer ankommer vi til Hotel Koldingfjord.
Christianfelds mange brosten giver belgiske associationer.
Hotel i fredede bygninger
Hotellet har en fortid som sanatorium, og de smukke palæer, der omkranser en firkantet indergård, stod klar i 1911. Efter en ombygning åbnede Hotel Koldingfjord i 1990 i en udgave, der minder om de slotte, der ligger ned til Comosøen.
Hovedbygningen, hvori receptionen og restauranterne befinder sig, ligger nærmest vandet. Under middagen har man således første parket til fjorden, og tager man kaffen med ud på terrassen, har man en pragtfuld udsigt over fjordens sydlige kyst, der strækker sig helt ud til Lillebælt. Rundt om hotellet ligger bøgeskov, og der er direkte adgang til et rutenet af kombinerede cykel- og løbestier.
Der bliver taget godt imod cyklende gæster på hotellet. Der er mulighed for at låse køretøjet inde for natten, og ankommer man uden cykel, råder hotellet over flere, der står til fri afbenyttelse. På regnfulde dage kan de mest ivrige cyklister holde formen ved lige i kælderen, hvor der er fitnessrum med spinningcykler.
Tapasanretning fra Koldingfjord - enkelt og elegant.
Lokale råvarer
Den specielle og indbydende atmosfære, der hersker i de majestætiske bygninger, går igen i restauranten, hvor der venter en rigtig god spiseoplevelse. Køkkenet har et dansk præg, hvor man bruger lokale råvarer og anvender lokale leverandører af fx laks og fjerkræ, så efter vores timer i sadlen sætter vi os spændte til bords.
Over et glas cremant får vi præsenteret aftenens menu, der starter med jomfruhummer ledsaget af en australsk chardonnay. Herefter kommer hovedretten - sommerbuk med asparges og stegte kartofler - hvor det saftige kød får fint modspil af rødvinen, en fyldig gigondas. Vi slutter med ostebord samt kaffe og et lille petit four-udvalg. Alt er flot anrettet, og vores tjener fortæller levende om både vinen og maden, så vi nyder måltidet, mens mørket sænker sig, og lysene blinker på den modsatte side af fjorden.
På Hotel Koldingfjord afholdes mange konferencer, så på hverdage er hotellet ofte fuldt booket. Til gengæld tilbyder Koldingfjord nogle fordelagtige ferie- og weekendophold, hvor overnatning samt menuer fås for priser, der ligger væsentligt under hverdagspriserne. Der kan også indhentes gode tilbud på hverdage, hvor der ikke er booket med konferencer.
Er man nysgerrig på den kommende Tour-rute i Sydjylland, og har man mulighed for at ankomme i weekenden eller på ferien, er Hotel Koldingfjord et perfekt beliggende udgangspunkt for ture i noget af Danmarks flotteste natur.
Køkkenchefen kan sit kram.
Se mere om: Hotel Koldingfjord - Hotel og konference i Kolding