Giro d'Italia: Vinderkandidaterne (***)
05. maj 2022 17:04Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

Det kan godt være, at de tre mest dominerende etapeløbsryttere igennem de senere år ikke er til start, men det øger kun spændingen i en ganske åben udgave af den italienske grand tour, hvor en uhyre bjergrig og meget tempofattig rute vil krone vinderen af årets første store etapeløb. Feltet.dk giver i en serie på fem artikler en analyse af de 15 største favoritter og finder ud af, hvilke svagheder og styrker de hver især har på vejen mod at realisere drømmen om at skrive sig ind i historie som vinder nummer 104 af sportens næststørste løb.

Annonce

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIRO D'ITALIA

 EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

 

 

I de seneste år har Giroens løbsarrangør Mauro Vegni gjort en dyd ud af at gøre det modsatte af Tour de France-boss Christian Prudhomme. I de seneste år, hvor Prudhomme har reduceret enkeltstartsomfanget til det rene ingenting, har Vegni nærmet sig 70 km individuel kamp mod uret, og da franskmanden sidste år brød trenden med en pludselig enkeltstartstung rute, svarede italieneren igen med at designe den mest klatrervenlige rute i flere år.

Giro-klassiker! Mikel Landa vinder angreb og sejrer

SE MASSER AF CYKELSPORT PÅ

 

Den model var en succes i 2021, og da Prudhomme i efteråret præsenterede en Tour-menu, der både bød på ganske mange kilometer enkeltstart og endda lidt brosten, var det oplagt, at årets Giro måtte byde på en lækkerbisken for klatrerne. Sådan er det bestemt også gået med en rute, der byder på det laveste antal enkeltstartskilometer siden 1962 og i stedet en endeløs serie af bjerge, der er langt stejlere og vanskeligere, end man ser det hos den franske storebror.

 

Det har i den grad også haft appel. Richard Carapaz, Miguel Angel Lopez, Simon Yates og Mikel Landa var ikke sene til at gribe muligheden, og Romain Bardet, Emanuel Buchmann, Jai Hindley, Giulio Ciccone, Ivan Ramiro Sosa, Guillaume Martin, Alejandro Valverde og Domenico Pozzovivo lod sig også friste af en rute, hvor de ikke skal slås med den tempodisciplin, der før har voldt dem kvaler. Succesen stopper imidlertid ikke her for Vegni, der også har haft held til at tiltrække, som egentlig nok havde foretrukket en anden rute.

 

Det gælder således for Joao Almeida, der jo må sande, at man på UAE får meget svært ved at fravriste Tadej Pogacar kaptajnrollen i Touren, og det gælder for Tom Dumoulin og Tobias Foss, der må sande, at Primoz Roglic og i år også Jonas Vingegaard sidder tungt på Jumbos Tour-trone. Richie Porte har ikke lyst til at skulle igennem mere stress og positionskamp i karrierens sidste grand tour, og Wilco Kelderman vælger også at give afkald på enkeltstartskilometer for at slippe for det pres, han ikke nød under sidste års Tour. Dertil skal lægges, at Thymen Arensman i sin gennembrudssæson er sendt til en grand tour, hvo han ikke får glæde af sine tempoevner, og at de alsidige Pello Bilbao, Hugh Carthy og Pavel Sivakov også har foretrukket en tur til Italien fremfor Frankrig, og det står klart, at feltet er fremragende.

Annonce

 

Nej, Vegni har bestemt ingen grund til at være utilfreds med startlisten til den 105. udgave af verdens næststørste etapeløb. Måske ville han ønske, at rutens lille udflugt til Slovenien havde fået de to slovenske monstre til at give Giroen en overvejelse, men det var naturligvis aldrig realistisk. Det har til gengæld den fordel, at Giroen tegner til at blive betydeligt mere åben end Touren, og dermed burde der være basis for tre forrygende og spændingsmættede uger i Italien.

 

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets tre trestjernede favoritter, der alle har en reel chance for at vinde løbet.

 

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIRO D'ITALIA

 EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

 

 

Mikel Landa (***)

Når man taler om en rytter, der efterhånden er fyldt 32 år, har kørt 16 grand tours og brød igennem med en podieplads i Giroen for hele syv år siden, skulle man mene, at vedkommende havde fået masser af mulighed for at udfolde sit talent. Når man ser på Mikel Landas resultatliste, der tæller blandt andet fem top 7-placeringer i grand tours, vil det da også være voldsomt at hævde, at hans talent er gået til spilde, men alligevel sidder en hel cykelverden formentlig med fornemmelsen af, at der er noget uforløst over spanieren, at han aldrig for alvor har fået lov at vise sit potentiale og i det mindste finde ud af, hvad han vitterligt kan drive det til i et tre uger langt løb.

 

 

Den fornemmelse er aldeles velbegrundet. Man kan nemlig sagtens argumentere for, at Landa i alle de 11 grand tours, han har kørt siden gennembruddet i 2015 kun har haft ét løb, hvor intet har stået i vejen for ham. I alle andre løb er et eller andet altid kommet i vejen. Oftest har det været en holdkammerat, som har henvist ham til en rolle som hjælper. Det var mest iøjnefaldende ved gennembruddet i Giroen 2015, hvor Astanas ledelse på tåkrummende vis holdt løbets måske stærkeste rytter tilbage i et forsøg på at vinde med Fabio Aru. Senere måtte han hos Sky/Ineos agere hjælperytter for Chris Froome i flere grand tours - hvad der ikke forhindrede ham i at ende som nr. 4 i Touren i 2017 - mens han hos Movistar druknede i de interne trakasserier på et hold med tre kaptajner. Selv da han i 2019 i Giroen endelig kom til et løb som den helt entydige førstemand, blev han undervejs overhalet indenom af holdkammeraten Richard Carapaz, så han som hjælper ”blot” endte løbet som nr. 4.

 

I andre tilfælde har styrt og sygdom ødelagt løbet. Sidstnævnte var tilfældet i Giroen i 2016, hvor han ellers havde hele Sky til sin rådighed, og et styrt ødelagde hans Giro i 2017, selvom han rejste sig med både etapesejr og bjergtrøje. Friskest i erindringen er naturligvis sidste års store nedtur, hvor han efter en uhyre lovende første bjergetape, forlod løbet i en ambulance bare 24 timer senere. Det styrt var endda så slemt, at han trods en samlet sejr i Burgos aldrig blev sig selv igen, og hans Vuelta endte som noget, alle helst vil glemme.

 

Faktisk er det kun Touren i 2020, hvor intet gik galt for Landa. Her havde han for første gang et helt hold til sin rådighed, samtidig med at han undgik uheld undervejs. Resultatet var heldigvis også yderst tilfredsstillende, da baskeren for anden gang i karrieren endte sportens største løb som nr. 4, og selvom han måtte sande, at han aldrig var blot i nærheden af de to slovenere, fik han bevist, at han fortsat har fortjent at nyde den tillid, Bahrain viser ham.

 

Det er imidlertid også nu mere end halvandet år siden, og i denne vidunderbørnenes tidsalder skal man i Landas alder altid bevise, at man stadig er på samme niveau. Den garanti har vi ikke, når han i denne uge nok engang stiller til start som Bahrains altoverskyggende kaptajn i den Giro, hvor der altid synes at gå et eller andet galt.

Annonce

 

Heldigvis er der grund til optimisme. Det er stadig svært at glemme, hvor overbevisende Landa kørte, da han satte sidste års 4. etape i brand, og selvom vi aldrig fik at se, om det var et niveau, der kunne bære hele vejen, lignede Landa en mand, der måske kunne have udfordret Bernal mere end de øvrige rivaler, der i resten af løbet længe lignede statister. Til gengæld satte hans langvarige krise, der ødelagde resten af 2022, og som fortsatte ind i sæsonstarten store spørgsmål ved, om netop den etape også var det sidste, vi så til den bedste Landa.

 

Heldigvis satte Tirreno en midlertidig stopper for den spekulation. Her rejste Landa sig som en anden Fugl Føniks, og med en samlet 3. plads bag Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard i det stærkt besatte løb fik han sat en streg under, at han fortsat er en af verdens bedste klatrere. Til gengæld meldte spørgsmålene sig igen i Tour of the Alps, hvor han måske nok endte som hjælper for Pello Bilbao, men bestemt ikke virkede alt for overbevisende, slet ikke da han forsvandt i regnen på løbets sidste etape.

 

Der har da også været så mange bump på vejen i det seneste år, at jeg slet ikke føler mig sikker på baskeren. Det kan sagtens være, at den bedste Landa forsvandt i det ærgerlige styrt for et år siden, når niveauet siden da har været så svingende. Hans flotte Tirreno og hans insisteren på, at han helt med vilje denne gang er startet lidt roligere op, giver dog et håb om, at vi i de kommende tre uger får at se den Landa, der startede sidste års løb så overbevisende.

 

Skal det nogensinde lykkes ham at vinde en grand tour, skal det også være nu. Med de bare 26,6 km enkeltstart får Landa aldrig nogensinde så gode betingelser for at vinde en grand tour i et løb, hvor de allerbedste mangler. Selvfølgelig vil baskeren, der bare synes at blive ringere og ringere i kampen mod uret, stadig bløde tid til mange over de få kilometers kamp mod uret, men denne gang må det antages at have et omfang, hvor det måske kan indhentes senere.

 

Resten af ruten passer ham storartet. Landa er ikke alt for testet på de stejleste procenter, men han har i Baskerlandet bevist, at han mestrer dem fint. Det er også en forudsætning i et løb, der er kendetegnet ved nogle meget stejle finalebjerge, der tårner sig op på snart sagt alle etaperne i den sidste uge. Vi ved også, at Landa mestrer kunsten at køre stærkt gennem alle tre uger - eller har man ikke fem top 7-placeringer i en grand tour - og når han undgår uheld, plejer han også at være relativt stabil. Giroens dårlige vejr mestrer han også, som det er tilfældet for de fleste baskere, der jo tilbringer store dele af deres træningstid i silende regnvejr.

Annonce

 

Støtten kan han bestemt heller klage over. Bahrain er blevet en gigant, der næsten altid er blandt de stærkeste i alle etapeløb. Mest markant er naturligvis skyggekaptajnen Pello Bilbao, men også den stadig mere spændende Santiago Buitrago og den i år genfødte Wout Poels vil sikre, at de færreste i bjergene kan se frem til samme opbakning som Landa. Man kan måske diskutere, hvorfor holdet skulle have plads til en sprinter, der alligevel ikke har i sinde at give megen støtte, men det ændrer ikke på, at Bahrain igen i år bør være en magtfaktor, som de har været i alle grand tours i de seneste år.

 

Nej, forudsætningerne har vitterligt aldrig været bedre. Spørgsmålet er bare, om løbet kommer for sent i Landas karriere. Om han stadig er den samme fremragende rytter, han lignede, da han et år siden dansede væk fra næsten alle rivalerne i regnen i Sestola. Det er der ingen garantier for, men hans kørsel i Tirreno giver det nødvendige håb. Rammer han sit absolutte topniveau, må Landa også regnes for en af de ryttere, der også har en reel chance for faktisk at vinde løbet på en rute, der ikke kunne passe ham bedre. I det mindste vil hele cykelverdenen nok ønske, at han i det mindste får lov at køre et helt løb, hvor han kan få lov til faktisk at bevise, hvad han kan drive til. I den 17. grand tour er det vel ikke for meget forlangt.

 

 

 Livestream Giro d’Italia og 4 Jours de Dunkerque uden afbrydelser

 

Simon Yates (***)

Man kan sikkert sige meget om Simon Yates, men han er i hvert fald en stædig rad. Lige siden den højdramatiske Giro i 2018, hvor han igennem to uger kørte resten af feltet midt over for siden at eksplodere med et så voldsomt brag, at det stadig runger i Alperne og Dolomitterne, har han insisteret på, at han vil tage den sejr, han egentlig følte var hans dengang for fire år siden. Nærmest uanset hvor mange enkeltstartskilometer, løbsdirektør Mauro Vegni har lagt foran ham i noget, som næsten har kunnet ligne et forsøg på at skræmme ham væk, har Yates ikke været til at rokke. Det er ikke Touren eller Vueltaen, han vil vinde. Det er Giroen!

Annonce

 

 

Derfor møder Yates da også troligt op til løbet år efter år, men han har aldrig været i nærheden af at nå de samme flyvende højder som for fire år siden. Modsat eksempelvis Mikel Landa, for hvem der altid er kommet enten et styrt, sygdom eller en holdkammerat i vejen har der end ikke været noget, der er stået i vejen for briten i hans nu mange forsøg på at vinde løbet. Når det ikke er lykkedes, skyldes det slet og ret, at han ikke har været god nok.

 

Det var han i hvert fald slet ikke i 2019. Her var han gennem hele løbet en temmelig anonym skikkelse, der blot kunne slæbe sig til Verona som en samlet nr. 8, langt efter den samlede vinder, Richard Carapaz. I 2020 sendte en positiv coronatest ham ud af løbet, men på det tidspunkt havde et kollaps på løbets første bjergetape til Etna allerede klart indikeret, at det ikke ville blive i den særlige efterårsudgave, at han fik sin revanche. Og i 2021 endte han ganske vist endelig på podiet som nr. 3, men efter et svingende løb, hvor han nærmest skiftevis floppede og brillerede og derfor endte langt efter Egan Bernal uden reelt at udgøre nogen alvorlig trussel, selvom colombianerens krise i den sidste uge kortvarigt skabte britisk håb om, at løbet måske kunne vendes.

 

Netop sidste års Giro er et glimrende eksempel på, hvorfor det kan være svært at tro på, at det skulle gå meget anderledes denne gang. Yates er på sine gode dage en sublim cykelrytter, som han viste os i 2018 og senest, da han sendte Primoz Roglic i en gigantisk krise på den sidste etape af Paris-Nice. Det viste han os også for et år siden, da han udnyttede Bernals kortvarige krise til at vinde løbets næstsidste bjergetape og kortvarigt genskabe løbets spænding.

 

Den forsvandt dog hurtigt igen. Da Yates’ store attentat skulle komme 24 timer senere på den sidste bjergetape, var det igen Bernal, der var hammeren, og Yates, der var sømmet. Briten faldt igennem og endte etapen som nr. 6 med yderligere tidstab til alle sine værste rivaler, og det var i det hele taget fortællingen om Yates’ Giro. Han kom - igen fristes man til at sige - forfærdelig fra start med en meget svag optræden på den første bjergetape, og i det hele taget var hans første uge en lille katastrofe. Senere rejste han sig med en hæderlig grusvejsetape og stærk kørsel på Monte Zoncolan, men hver gang, man vejrede morgenluft, gik det galt. Bare to dage efter, at han på Zoncolan havde kørt sig ind i løbet igen, floppede han helt på kongeetapen, og som sagt blev hans stærke etapesejr i den sidste uge fulgt op af endnu en nedtur dagen efter.

Annonce

 

I starten forklarede han sig med, at det var det dårlige vejr. Den forklaring holdt da også noget af vejen, men kunne ikke forklare, hvorfor det gik galt mod løbets slutning. Yates har da heller aldrig tidligere virket særligt sårbar i regnvejr, og det var bestemt ikke tilfældet, da han i Nice fik Roglic til at træde firkantet på vej op ad Col d’Eze.

 

Det må åbenbart heller ikke være for varmt. Da Yates som løbets helt store favorit mislykkedes med at vinde Vuelta a Asturias i sidste uge, dagen efter sin indledende og helt suveræne etapesejr faldt helt sammen på løbets kongeetape og smed mere end 11 minutter, var forklaringen, at temperaturerne på lige over 20 grader var for høje. Hvis temperaturen skal holde sig under 20 grader, og det heller ikke må regne eller være koldt, begynder kravene til vejrguderne for en mulig Yates-sejr efterhånden at være ret høje.

 

Nej, Asturien er nok snarere bare endnu et eksempel på Yates i en nøddeskal. På to af etaperne var han helt i sin egen liga, og han satte igen en fed streg under, at han på sine gode dage formentlig også i den kommende Giro vil køre med om sejrene på de største bjergetaper. Til gengæld viste løbet - præcis som vi så det i sidste års Giro - at stabilitet for Yates stadig er en by i Rusland. Og desværre for ham er det altså stabilitet og ikke et højt topniveau, der er vejen til en sejr i en grand tour.

 

Er alt håb så ude? Nej, der er bestemt også grund til optimisme. Denne gang har Vegni ikke været ublid ed et rutedesign, der må siges at passe ham bedre end nogensinde. Én ting er, at enkeltstartskilometerne er få. De to enkeltstarter er begge også korte, tekniske, kuperede og eksplosive, og på den slags ruter er Yates faktisk ganske fremragende. Senest kørte han så god en enkeltstart i Paris-Nice, at der er grund til at to, at Yates kan blive en af årets vindere på de to tidskørsler.

 

Noget andet er designet af bjergetaperne. Yates har altid haft det svært på Giroens store bjergetaper med mange højdemeter, adskillige bjerge og lange distancer. I år er den længste etape kun 204 km lang, og løbet er helt renset for de lange bjergmaratoner. Derudover er løbet kendetegnet ved, at finalestigningerne alle er meget stejle, og som vi så med sidste sæsons etapesejr på Alpe Motta og hans to opkørsler ad Monte Zoncolan i 2018 og 2021 - samt på de to mure i Asturien i sidste uge - er Yates en af de allerbedste, når det er stejlt. Stigningen på 17. etape er endda den form for kort, stejl mur, som Yates mestrer bedre end de fleste, hvad vi så to gange i sidste uge.

Annonce

 

Faktisk er der lidt Vuelta over dette års rute, og det er ikke uden grund, at det netop var i den spanske grand tour, at Yates lykkedes med at vinde sin grand tour. De kortere etaper med kortere og stejlere stigninger er guf for briten, og derfor er det lidt ærgerligt, at han altid fravælger den spanske grand tour. Nu får han heldigvis serveret en Giro med en snert af Vuelta-karakter over sig, og det er måske det, der skal til, hvis han endelig skal lykkes med det, der efterhånden ligner en lille besættelse.

 

Yates synes også at være blevet mere holdbar. Tidligere har han som bekendt haft en klar tendens til at eksplodere til sidst, ikke blot i den berømte 2018-udgave. Sådan gik det ikke sidste år, hvor han i stedet startede svagt, men havde sine få gode dage mod slutningen af løbet. Den evne er særligt vigtig i år, hvor næsten alle vanskeligheder er koncentreret efter 15. etape, og hvor eneste meget alvorligt udfordring inden da, er Blockhaus-etapen, som passer ham godt.

 

Spørgsmålet er bare, om det er nok. Der er stadig masser af lange og høje bjerge i den tredje uge, og der er to etaper med mange og lange bjergpas og adskillige højdemeter. Først og fremmest kommer de vigtige etaper også i en lind strøm dag efter dag, og derfor skal man være knivskarp over hele løbets sidste del. Den slags kræver stabilitet, og der har vi netop problemet.

 

Yates har også et svagt hold. Nok har Damien Howson klatret bedre end nogensinde i år, men Lucas Hamilton er stadig en tam skygge af den rytter, han var sidste forår. Selv hvis han finder sig selv, er Yates omgivet af et langt svagere mandskab end løbets øvrige favoritter, og han vil være ganske let at isolere, hvis han skulle overtage førertrøjen. Derfor er det nok en god ide, hvis han venter med at køre sig i lyserødt til allersidst, og her er det i hvert fald meget heldigt, at han synes at have forbedret sine evner i den tredje uge.

 

Her vil han forhåbentlig kunne ramme det forrygende topniveau, han stillede så smukt til skue i Paris-Nice tidligere i år. Det er bare ikke nok. Han skal også ramme det både på 16., 17., 19., 20. og 21. etape, som vi formentlig vil se det fra den bundsolide Richard Carapaz. Man kan håbe, at en rute, der synes designet til ham, kan give ham den stabilitet, han altid mangler, men hans kørsel sidste år og i det nylige Vuelta a Asturias giver ikke megen håb på den front. Men hvis det mislykkes, må han jo på den igen i 2023. Vores stædige britiske rad giver formentlig først op, når han endelig har vundet løbet - hvis det altså nogensinde sker.

Annonce

 

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIRO D'ITALIA

 EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

 

Hugh Carthy (***)

Indrømmet! Det er svært at mobilisere den helt store begejstring for Hugh Carthys sejrschancer i årets Giro. Det er nemlig ikke meget positivt, der har været at sige om den langlemmede brite, siden han fik sit helt store gennembrud med 3. pladsen i Vueltaen i efteråret 2020. Faktisk har det været temmelig pauvert for Carthy, der da også går ind til årets Giro med en helt anderledes begrænset opmærksomhed, end det var tilfældet for et år siden.

 

 

Det skyldes blandt andet hans kørsel sidste år. Her startede briten ellers så stærkt med en uhyre lovende præstation på den første bjergetape, men derefter blev det aldrig rigtigt godt. En stærk kongeetape sendte ham ellers kortvarigt op på podiet, men efter en svag sidste uge endte han helt nede på en meget skuffende 8. plads.

 

Bedre blev det ikke senere på året. Han nåede ellers lige at bevise sin klasse, da han helt ud af det blå vandt på Laguna de Neila i Burgos, men hans Vuelta endte som en dundrende fiasko, hvor han tidligt forlod løbet i helt udkørt tilstand. Heller ikke sæsonstarten har på nogen måde været opløftende, da Carthy har været sat tilbage af sygdom, og hans 59. plads i Gran Camiño, 27. plads i Catalonien og 9. plads i Alperne er i hvert fald betydeligt mere pauvert end det, han leverede sidste forår.

Annonce

 

Alligevel er der grund til en vis optimisme. Sygdommen forklarer den elendige sæsonstart, og mellem den katastrofale start i Galicien og hans kørsel i Alperne, hvor han ikke var langt fra de bedste, er der sket store fremskridt. Faktisk er der grund til at tro, at han denne gang har stillet sig selv bedre, end han gjorde sidste år. Her kørte han nemlig et vanvidsprogram med deltagelse i snart sagt alle de ugelange etapeløb i foråret, hvor han endda også leverede resultater, og i det lys var det slet ikke mærkeligt, at han løb tør for kræfter og var helt udkørt i efteråret.

 

Man kan endda hævde, at det er tilbage til en ”Carthy Classic”. Tidligere har briten nemlig altid startet ganske anonymt og først fundet formen til sine grand tours. Det var i hvert fald tilfældet, da han i Giroen i 2019 for første gang viste, at han kunne blive grand tour-rytter, og hvor han efter et trist forår gennem Giroen fandt benene og var en af de allerbedste på kongeetapen. Det var også tilfældet inden den fremragende Vuelta, hvor han forinden havde kørt en ganske ligegyldig Tour, hvor ingen rigtigt bemærkede ham.

 

Da det endelig gjaldt, var Carthy imidlertid knivskarp, og da løbet var tilendebragt, var han ikke langt fra to af sportens giganter, Primoz Roglic og Richard Carapaz. Faktisk satte han endda dem begge til vægs, da han sejrede på mytiske Angliru, og det vidner om, hvor tårnhøjt et topniveau Carthy har. Det kommer bestemt heller ikke ud af det blå, for Carthy viste allerede for mange år siden i Caja Rural-trøjen, at han er gjort af det helt rigtige stof.

 

Det er han også som grand tour-rytter. Carthy er en rigtig dieselmotor, der har holdbarheden over tre uger. Det viste han både i Giroen i 2019, hvor han imponerende på kongeetapen i den sidste uge, og det viste han i Vueltaen i 2020. Sidste års Giro var en undtagelse, der formentlig kan forklares af hans vanvidsprogram i foråret.

 

Det program har været helt anderledes denne gang, og det kan nu komme ham til gode. Årets Giro er designet perfekt for ryttere, der måske har lidt rust at banke af. De første 15 etaper har kun én rigtig nøgleetape, nemlig 9. etape med mål på Blockhaus, og Carthy har dermed masser af tid til at finde de procent, han stadig manglede i Alperne.

 

Løbets karakter burde også passe ham. Ganske vist viste han i Vueltaen i 2020, at han havde forbedret tempoevnerne markant, men det så vi intet til i 2021. Her var hans enkeltstarter så pauvre, at det nok snarere er til hans fordel, at der denne gang er historisk få enkeltstartskilometer. Derudover er løbet spækket med meget stejle finalestigninger, og det er her, Carthy er allerbedst. Det så vi, da han imponerede på Mortirolo i 2019, det så vi, da han vandt på Angliru i 2020, og det så vi, da han kortvarigt blomstrede op med sejren på Lagnuas de Neila sidste efterår.

 

Carthy kunne måske have ønsket sig flere lange etaper, hvor hans motor kommer til sin ret, men den tredje uge har stadig to af de store bjergetaper med lange bjerge og mange højdemeter, hvor han for alvor trives. Når de samtidig krydres med stejle stigninger, har briten således absolut ingen grund til at klage over den menu, der serveres i år. Der er heller ikke mange af de eksplosive finaler, hvor hans manglende punch kan koste, og det burde således være en rute, hvor Carthy vil excellere.

 

Til gengæld er hans hold ikke prangende. Der er ingen genfødsel af Esteban Chaves under opsejling, og selvom Simon Carr og på sigt måske også Diego Camargo er spændende, vil han formentlig være temmelig alene i bjergene. Med sit ringe forår kommer Carthy til gengæld også til løbet som underdog, og det kan lukrere på til at slå til, når det bliver alvor til allersidst, hvor motoren gerne skulle være varm, og etaperne passer ham allerbedst.

 

Det kræver dog, at han finder de ben, han aldrig fandt sidste år. Så lang og svag en periode gør naturligvis, at ingen aner, om de stadig findes. Lighederne med optakten til hans to bedste grand tours kombineret med en klart stigende formkurve indikerer imidlertid, at der er grund til at tro, at det vil ske, hvis han kommer fornuftigt igennem de første 15 dage. Det kan godt være, at de færreste taler om Carthy lige nu, men det gjorde de færreste også i slutningen af oktober i 2020. Da vi nåede Madrid tre uger senere, var det helt anderledes. En gentagelse af det scenarium virker ikke helt umuligt for en rytter med en helt indiskutabelt grand tour-potentiale.

 

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIRO D'ITALIA

 EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

 

 

 

INFO
Optakter
Nyheder
Giro d'Italia
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Mandag den 03. oktober 2022

Blev femmer sidste år: Kron til start i endagsløb
Landevej
Ballerini var tæt på at give op inden forløsende sejr
Landevej
Test: Assos RSR Targa sommertøj
Udstyr og test
Flyvende hollænder efter 12. sæsonsejr: Fedt at slå verdenstoppen
Landevej
Trentin glæder sig trods misset spurt
Landevej
Optakt: Binche-Chimay-Binche
Landevej
Jumbo-komet basker sprintereliten
Landevej
Optakt: Sparkassen Münsterland Giro
Landevej
Efter VM-fadæse: Van der Poel tager revanche på grus
Gravel
Quickstep sejrer igen i italiensk endagsløb
Landevej
Il Lombardia uden afbrydelser: Se Vingegaard, Pogacar og resten af stjernerne
Landevej
34-årig franskmand stopper karrieren
Landevej
Optakt: Coppa Bernocchi
Landevej
Femdobbelt baneverdensmester får Uno-X-debut
Landevej
2007-verdensmesteren havde sagt stop - nu fortsætter hun karrieren
Landevej
Eksklusivt interviewForvirring i dansk VM-udtagelse - Norsgaard er "ekstremt skuffet"
INTERVIEW Landevej
Stjerne ude af monument
Landevej
De 10 største kvindelige transfers i 2022
Landevej
Se slutstillingen i Demin Cup 2022
Landevej
Marita Jensen vinder Ladies Cup i tæt afgørelse
Landevej
Medie: Ineos på vej med kvindehold - skriver med verdensstjerne
Landevej
Flere aktører revser UCI for manglende sikkerhed
Landevej
Sygdom tvinger favorit til afbud i Tyskland
Landevej
WorldTour-status: Lottos situation forværret
Landevej
Ny dansker stopper på Uno-X
Landevej
Bekræftet: Uno-X henter nordmand hos Ineos
Landevej
Oversigt: 13 danskere i to ProSeries-løb denne mandag
Landevej
Forudbestil: Mads P.s nye bog - og spar 20%
Landevej

Søndag den 02. oktober 2022

Coquard vandt fransk duel: De andre tøver
Landevej
Fransk sejrherre troede sejren var væk
Landevej
Nicklas Amdi Pedersen vinder Demin Cup
Landevej
Viviani om Mohoric-triumf: De fortjente sejren
Landevej
Skuffet efter styrt og 15. plads: Jeg følte mig virkelig godt kørende
Landevej
Dansk sportsdirektør efter offensiv kørsel: Et fedt løb
Landevej
Fransk sprinter slår Démare - landsmand tager samlet sejr
Landevej
DJ Evenepoel spiller op: Se den enorme belgiske hyldest
Landevej
Norsk talent tager samlet sejr i fransk etapeløb
Landevej
Test: MAAP-tøj
Udstyr og test
Fransk talent fortsætter sit gennembrud i belgisk uvejr
Landevej
Optakt: Tour de Vendée
Landevej
Viceverdensmester sejrer i ungdommens Lombardiet Rundt
Landevej
Fattet Vingegaard efter tabt trøje: Jeg er ikke en sprinter
Landevej
Fik skovlen under Vingegaard: Sad bare på hjul
Landevej
Her er Corts løbsprogram for sidste del af sæsonen
Landevej
Video i artiklenSe Mohoric nappe sejren fra Vingegaard
Video
Video i artiklenAbsurd tæt afgørelse: Slovener stjæler Vingegaards triumf
Landevej
Ingen forlængelse: Quintana rygtes videre til fransk mandskab
Landevej
Laporte om dopingbeskyldninger: Det er patetisk
Landevej
Optakt: 6. etape af CRO Race
Landevej
Optakt: Famenne Ardenne Classic
Landevej
Sejren ikke i hus: Forhåbentlig kan jeg beholde førertrøjen
Landevej
Efter vilde rygter: Lefevere giver Ineos en pris på Evenepoel
Landevej
Succesfuld talentspejder udpeger næste store talent
Landevej
Oversigt: 15 danskere i fire løb denne søndag
Landevej
Australien tager afsked med et verdensmesterskab - og får et nyt
Gravel
Endnu en colombianer forlader Arkea
Landevej
Quick-Step-profil misser resten af sæsonen
Landevej
Stjerne før finale mod Vingegaard: Løbet er ikke ovre
Landevej

Lørdag den 01. oktober 2022

Colbrelli: En bedre udgave af Lutsenko havde vundet VM
Landevej
Evenepoel viser sin nye VM-trikot frem – Se den her
Landevej
Har sin bedste sæson nogensinde: Måske er jeg som en god vin
Landevej
Fortsætter glimrende sæsonstart: Belgier vinder i Meulebeke
Cross
”Jeg havde mistet troen på mig selv” – Mas genfinder selvtillid efter første sejr i år
Landevej
Pogacar maner til ro efter Mas-afklapsning
Landevej
BikeExchange udtager dansk stagiaire til flere løb
Landevej
“Jeg satsede” - Teenager gav Vingegaard kamp til stregen
Landevej
Jumbo-Visma med dobbeltsejr i Pyrenæerne
Landevej
Mas moser Pogacar på ikonisk mur
Landevej
Video i artiklenNærmer sig 50: Se alle de danske UCI-sejre i 2022
Landevej
Vingegaard efter ny sejr: Jeg skulle gamble
Landevej
Video i artiklenSe Vingegaard vinde kongeetapen i CRO Race
Video
Video i artiklenVingegaard vinder vild kongeetape
Landevej
Roubaix-vinder sejrer på hjemmebane i Giro dell'Emilia
Landevej
Her er vinderne af DM i holdløb
Landevej
Optakt: 5. etape af CRO Race
Landevej
Optakt: Giro dell’Emilia
Landevej
Groenewegen: Vores tog skal være stærkere
Landevej
Eksklusivt interviewU23-danmarksmester drager på udlandseventyr: Ambitionerne er store
INTERVIEW Landevej
Stybar gør cross-comeback med ét mål i sigte
Cross
Jumbo-chef forklarer holdets succes som ”totalcykling”
Landevej
VIS FLERE

Annonce