SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIRO D'ITALIA

 EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

I de seneste år har Giroens løbsarrangør Mauro Vegni gjort en dyd ud af at gøre det modsatte af Tour de France-boss Christian Prudhomme. I de seneste år, hvor Prudhomme har reduceret enkeltstartsomfanget til det rene ingenting, har Vegni nærmet sig 70 km individuel kamp mod uret, og da franskmanden sidste år brød trenden med en pludselig enkeltstartstung rute, svarede italieneren igen med at designe den mest klatrervenlige rute i flere år.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Den model var en succes i 2021, og da Prudhomme i efteråret præsenterede en Tour-menu, der både bød på ganske mange kilometer enkeltstart og endda lidt brosten, var det oplagt, at årets Giro måtte byde på en lækkerbisken for klatrerne. Sådan er det bestemt også gået med en rute, der byder på det laveste antal enkeltstartskilometer siden 1962 og i stedet en endeløs serie af bjerge, der er langt stejlere og vanskeligere, end man ser det hos den franske storebror.

Det har i den grad også haft appel. Richard Carapaz, Miguel Angel Lopez, Simon Yates og Mikel Landa var ikke sene til at gribe muligheden, og Romain Bardet, Emanuel Buchmann, Jai Hindley, Giulio Ciccone, Ivan Ramiro Sosa, Guillaume Martin, Alejandro Valverde og Domenico Pozzovivo lod sig også friste af en rute, hvor de ikke skal slås med den tempodisciplin, der før har voldt dem kvaler. Succesen stopper imidlertid ikke her for Vegni, der også har haft held til at tiltrække, som egentlig nok havde foretrukket en anden rute.

Det gælder således for Joao Almeida, der jo må sande, at man på UAE får meget svært ved at fravriste Tadej Pogacar kaptajnrollen i Touren, og det gælder for Tom Dumoulin og Tobias Foss, der må sande, at Primoz Roglic og i år også Jonas Vingegaard sidder tungt på Jumbos Tour-trone. Richie Porte har ikke lyst til at skulle igennem mere stress og positionskamp i karrierens sidste grand tour, og Wilco Kelderman vælger også at give afkald på enkeltstartskilometer for at slippe for det pres, han ikke nød under sidste års Tour. Dertil skal lægges, at Thymen Arensman i sin gennembrudssæson er sendt til en grand tour, hvo han ikke får glæde af sine tempoevner, og at de alsidige Pello Bilbao, Hugh Carthy og Pavel Sivakov også har foretrukket en tur til Italien fremfor Frankrig, og det står klart, at feltet er fremragende.

Nej, Vegni har bestemt ingen grund til at være utilfreds med startlisten til den 105. udgave af verdens næststørste etapeløb. Måske ville han ønske, at rutens lille udflugt til Slovenien havde fået de to slovenske monstre til at give Giroen en overvejelse, men det var naturligvis aldrig realistisk. Det har til gengæld den fordel, at Giroen tegner til at blive betydeligt mere åben end Touren, og dermed burde der være basis for tre forrygende og spændingsmættede uger i Italien.

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af de to firestjernede favoritter, der kan betragtes som de største udfordrere til løbets storfavorit.

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIRO D'ITALIA

 EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

Joao Almeida (****)

Når Joao Almeida på fredag tager hul på Giroen, er det tredje år i træk, han stiller til start i den italienske grand tour, og hver gang har portugiseren trukket overskrifter. Da han i den specielle efterårsudgave i 2020 var til start som ung nyprofessionel, var det kun for det gode. Almeida havde ganske vist imponeret tidligere på året, men alligevel kom det bag på de fleste, at den unge opkomling ville ende med at føre løbet i næsten alle tre uger og i sit allerførste tre uger lange etapeløb køre til Milano som samlet nr. 4. Selvfølgelig vil næsten den særlige coronaudgave altid blive husket for et knap så prangende felt, men det vidnede om, at Quick-Step-mandskabet vitterligt havde fået fingre i en stadig helt usleben diamant.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Da han vendte tilbage sidste år, var overskrifterne til gengæld helt anderledes negative. Her handlede det mest om den kontrovers, der opstod, da Almeida havde svært ved at skjule sin frustration over, at han var tvunget til at ofre sig for Remco Evenepoel, da dennes ellers meget lovende indledning sank i grus med et kollaps, der indledtes på grusvejene. Her kunne portugiseren ikke dy sig for at lufte sin utilfredshed med sin rolle som luksusløjtnant, og da Evenepoel blot sank længere og længere ned i gruset, mens Almeida tværtimod bare blev bedre og bedre undervejs, viste det sig da også i bagklogskabens ulideligt klare skære at være en klar fejldisposition at bede Almeida vente på sin kaptajn.

Dispositionen var imidlertid helt velbegrundet. På det tidspunkt havde Almeida nemlig allerede ødelagt sine egne podiechancer med en gigantisk nedtur på den regnvåde første bjergetape, og på det tidspunkt var der ingen tegn i sol, måne eller stjerner på, at han ville kunne vende det efterslæb til et positivt resultat. Nok havde Almeida gjort det pænt både i den foregående Giro og i forårets mange ugelange etapeløb, men der var ét gennemgående tema hver gang. Almeida var nok solid og en fremragende temporytter, men i bjergene havde han åbenlyse begrænsninger. Det var blevet åbenbaret for enhver i UAE Tour, Tirreno-Adriatico og Catalonien tidligere på året, og med tanke på Evenepoels lovende start på løbet og de klatreopvisninger, han havde leveret i løbet af 2020, inden han var involveret i sit grimme styrt, var det bestemt ikke ulogisk, at man satsede butikken på den rytter, der havde x-faktoren til faktisk at levere det helt store resultat.

Når det alligevel endte som en fejldisposition, skyldtes det ikke bare, at Evenepoels kollaps bare blev mere og mere udtalt, som dagene gik. Det skyldtes også, at Almeida var som forvandlet, da løbet gik ind i den tredje uge. Her var der pludselig ikke længere tale om begrænsninger i bjergene. For første kunne den seje portugiser blande sig med de allerbedste, når det blev alvor, og havde Dan Martin ikke kørt så fabelagtigt i sit udbrud på løbets 17. etape, havde Almeida taget sin første store sejr i bjergene - noget, han aldrig tidligere havde været tæt på. To dage senere blev han nr. 2 bag Simon Yates, og også på løbets sidste bjergetape var han knivskarp som tredjebedste mand bag Egan Bernal og Daniel Martinez i den favoritgruppe, der jagtede Damiano Caruso og Romain Bardet.

Det er lige præcis de tre etaper, der gør, at vi skal have store forventninger til Almeida i år. For et år siden havde det været hovedløst at regne portugiseren som vinderkandidat i et løb, der er nærmest blottet for de enkeltstarter, der for et år siden var hans eneste reelle våben, men over de tre dage i bjergene fik han bevist, at det er slut med at tale om begrænsninger i bjergene. Nu er Almeida blevet så moden, at han ikke blot er en temporytter, der kan forsvare sig hæderligt i bjergene. Nu klatrer han så godt, at han også kan vinde, når det går opad.

Den store sejr kom dog aldrig, selvom Martins flotte ridt er den eneste årsag, men den kom heldigvis tidligere i år. Almeida havde ganske vist allerede i Giro dell’Emilia og Milano-Torino i efteråret og senere på kongeetape i årets Paris-Nice, hvor han ellers ikke var på toppen, vist, at han vitterligt er blevet en topklatrer, men det endegyldige bevis kom, da han vandt kongeetapen i Catalonien i Pyrenæernes iltfattige luft. Med et vanvidsridt, hvor han nærmest førte hele vejen op ad bjerget trods den hårde modvind, havde han stadig overskuddet til at sætte Sergio Higuita og Nairo Quintana til vægs i spurten og dermed tage sin første store triumf i bjergene efter en sand magtdemonstration, man kun fornemmede, hvis man vitterligt så etapen og var bekendt, hvor slem modvinden var.

Etapen var også endnu et bevis på, hvordan Almeida kører sine bjergetaper. Her fornægter hans tempoevner sig nemlig ikke, for han griber dem slet og ret an, som var de en enkeltstart. Almeida deltager stort set ikke i angreb, men kører bare sin egen enkeltstart fra bund til top, og det var præcis den evne, der gjorde ham så god til at forsvare sig, dengang han fortsat var begrænset i bjergene. Nu er han blevet så god, at han kan bruge samme strategi til ikke at begrænse sit tab, men til at slide rivalerne op fra spids.

Den tilgang er heller ikke dum i årets Giro. Her er finalestigningerne på 9., 16., 17. og 20. etape kendetegnet ved at være uhyggeligt stejle, og her er en sådan tilgang ofte en god ide. Faktisk minder disse finalestigninger, om de meget stejle målbjerge, vi havde på 17.og 19. etape sidste år, og her endte Almeida som bekendt begge dage som nr. 2. Almeida har altså bevist, at han trives på meget stejle og svære finalebjerge, og det er en helt afgørende forudsætning for at vinde årets udgave af den italienske grand tour.

En anden forudsætning er restitutionen, og her er der også topkarakter til Almeida. Bare i ugelange etapeløb synes han at blive bedre og bedre dag for dag - bare tag årets UAE Tour som et eksempel - men særligt i sine to grand tours har Almeida haft en fabelagtig evne til at toppe til sidst. Det var naturligvis særligt udtalt sidste år, og i en Giro, hvor der i løbet af de første 15 etapee kun er én meget afgørende etape, er det helt afgørende at være bedst til sidst - og det plejer Almeida altså at være.

Hans alsidighed giver ham endda også andre våben. Det kan godt være, at årets rute med sine bare 26,6 m enkeltstart giver ham de ringest tænkelige muligheder for faktisk at vinde, men han bør stadig vinde tid på alle andre topkandidater end Tom Dumoulin. Derudover beviste han senest med sine samlede sejre i Polen og Luxembourg sidste efterår, at han fortsat er lynhurtig, og skulle muligheden for at jagte bonussekunder opstå, kan Almeida finde lidt tid her - særligt hvis en mindre gruppe undervejs skal spurte om etapesejre.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Han har dog også to klare svagheder. Den første er hans evner i dårligt vejr. Det står nu soleklart, at Almeida stort set altid kollapser, når det er koldt og regner. Første eksempel kom på muretapen i Tirreno sidste år, inden han som sagt smed sit klassement i sidste års Giro på den regnvåde første bjergetape. I år gik det galt for ham på den kolde sidste etape i Paris-Nice, og når han trods sin sejr på kongeetapen i Catalonien ikke vandt løbet, skyldtes det en nedtur, da Carapaz og Higuita kørte fra ham i regnen på den ellers uskyldige 6. etape. Giroen er som bekendt kendt for sit dårlige vejr, og jeg tror desværre, at Almeidas eneste vej til sejr går gennem en vejrudsigt, der lover godt vejr på de helt afgørende dage i løbets tredje uge. Ellers synes han for sårbar.

Den anden svaghed er holdet. UAE er ganske vist et af sportens stærkeste mandskaber, men A-holdet skal altså med Tadej Pogacar til Touren til juli. Almeida har nok fået en solid trup, men han er holdets eneste rigtige klatrer. Davide Formolo kan på sine gode dage være med sent på bjergetaperne, men det kan man ikke satse hverken en hel eller en halv butik på. UAE har sågar fundet plads til to mand, der alene skal fokusere på massespurter, og det ser man ikke på de andre tophold, der alle har et ensidet fokus på klassementet.

Almeida kan komme under pres, hvis han har en trøje at forsvare, og det kan han meget vel få efter den bløde opkørsel af Etna, hvis han har kørt en god enkeltstart i Budapest. Heldigvis har han råd til at tabe den undervejs. Hvis mønsteret er, som det plejer, bliver Almeida nemlig først rigtig god til allersidst, og hvis han kører en tredje uge, som han gjorde for et år siden, er det formentlig alligevel her, han skal vinde løbet. Og i virkeligheden foreligger muligheden for, at tempostærke Almeida kan erobre trøjen på den afsluttende enkeltstart, som vi har set det ske for Ryder Hesjedal i 2012, Tom Dumoulin i 2017 og Tao Geoghegan Hart i 2020 vel. UAE har jo i hvert fald gode erfaringer med at vende en grand tour på hovedet på en sen enkeltstart, hvis man husker, hvad der skete i Touren i 2020.

Sker det, vil Almeida igen trække overskrifter. Det gør han nemlig tilsyneladende altid, når han ankommer til Italien for at køre grand tour. Først var det via den byge af superlativer, der fulgte, da en ung nyprofessionel opkomling tilbragt næsten tre uger i lyserødt. Dernæst var det i en byge af kontroverser på et hold, der havde to kaptajner, som ikke helt kunne enes. Hvis han slutter løbet lige så stærkt, som han har for vane, er det bestemt ikke umuligt, at det denne gang kan skyldes, at Giroen har fået sin første portugisiske vinder eller den første portugiser på podiet nogensinde.

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIRO D'ITALIA

 EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

Miguel Angel Lopez (****)

Man må først og fremmest beundre Miguel Angel Lopez for hans gudbenådede evner som cykelrytter, der allerede kom til udtryk, da han helt ud af det blå vandt Tour de l’Avenir, selvom han stort set aldrig havde kørt et UCI-løb tidligere, og som lynhurtigt gjorde ham til en sand superstjerne, nærmest inden han havde forladt kravlegården. Man må imidlertid også beundre ham for sin evne til altid at blive en hovedrolleindehaver i en grand tour - uanset om det er for det dårlige eller det gode.

Lopez har i løbet a de seneste seks sæsoner kørt 10 grand tours, og hver gang har han været i søgelyset. I sin debut i Vueltaen i 2016 var det for det negative, da hans dengang meget uheldige tendens til altid at vælte hurtigt sendte ham ud af et løb, hvor mange ellers havde set ham som en af de mulige store åbenbaringer. Året efter var det hans vanvittige uge, hvor han tre gange i træk gav Chris Froome og resten af eliten bøllebank i de høje bjerge i Andalusien. Da han deltog i Giroen og Vueltaen i 2018, var det også for det gode, da han med to podiepladser satte en fed streg under sit enorme etapeløbspotentiale, som syntes at føre til den helt uundgåelige konklusion, at han måtte vinde en grand tour før eller siden.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

Fire år senere er det imidlertid endnu ikke sket. De efterfølgende seks grand tours er nemlig alle endt med nogle kedelige overskrifter. I Giroen i 2019 skyldtes det den dramatisk sidste bjergetape, hvor en generelt skidt kørende Lopez endte med i frustration at gå i boksemode over for en tilskuer, og i Vueltaen samme år skyldtes det et lille kollaps efter en uhyre lovende indledning, hvor han sågar var kørt fra den på det tidspunkt hel uovervindelige Primoz Roglic på den første bjergetape. I Touren i 2020 skyldtes det en på alle måder horribel sidste enkeltstart, der på én gang sendte ham fra 3. til 6. pladsen, og få uger senere var det også en kedelig overskrift, der fortalte om, hvordan Lopez var styrtet ud af Giroen, inden han havde kørt 10 km.

Sidste år kulminerede den negative omtale imidlertid. I Touren var en helt anonym Lopez et af løbets helt store mysterier, indtil han forsvandt ud ad bagdøren, hvad han senere har forklaret, åbenbart var som følge af et dekret fra holdet og stærkt mod hans vilje. Det dramatiske højdepunkt fulgte få uger senere på den højdramatiske 20. etape i Touren, hvor endnu et dekret om ikke at jagte bag holdkammeraten Enric Mas kostede ham den podieplads, han ellers syntes at have sikret sig, og hvor han efterfølgende på uhyre kontroversiel vis forlod løbet i vanære.

Med den historik kan vi næsten være sikre på, at vi kommer til at tale en masse om Lopez i de kommende tre uger, men desværre kunne meget tyde på, at det kun bliver for det negative. Sådan har det i hvert fald mestendels været i hans seneste seks grand tours, og vi skal tilbage til 2018 for at finde det seneste løb, der faktisk var en entydig succes. Helt galt er det naturligvis gået i de seneste tre løb, som han end ikke har gennemført, og det er ikke just den bedste baggrund at have forud for endnu et forsøg på et tre uger langt løb.

Alligevel er der en god grund til at regne Lopez som en af de mest oplagte vinderkandidater i årets løb. Renser man al balladen fra, har Lopez nemlig flere gange i den kontroversielle periode bevist, at hans topniveau fortsat bringer ham op i den absolutte elite. I de seneste sæsoner har det jo praktisk talt været umuligt at køre fra de to slovenske monstre i bjergene i grand tours, men det har lige netop Lopez magtet at gøre - endda to gange.

Første gang det skete, var på kongeetapen i Touren i 2020. Det var ellers her, Primoz Roglic og Tadej Pogacar så ud til at have mindst et par gear mere end alle andre, men da de skulle op ad brutale Col de la Loze, kunne hverken den eller den anden slovener følge Lopez, der slet og ret satte dem til vægs og sikrede sig sin første Tour-etapesejr på den smukkest tænkelige måde. Den anden gang var på kongeetapen i sidste års Vuelta, hvor Roglic dagen efter en gigantisk magtdemonstration på Lagos di Covadonga led et meget sjældent nederlag på den stejle lillesøster til Angliru - og igen var det Lopez, der var hans overmand. Faktisk kan man tage 2019-udgaven af Vueltaen med, for som sagt kørte Lopez fra Roglic på den første bjergetape, hvad der ellers var en helt uhørt bedrift i den sæson.

På sine store dage er Lopez altså så god, at selv slovenerne kan blive stakåndede, men han er mere en bare end døgnflue. Var alt ikke gået op i drama og interne kontroverser mellem han og Enric Mas, var han blevet nr. 3 i sidste års Vuelta. Og i Touren i 2020 lå han jo altså til at blive nr. 3 bag de to slovenere indtil den enkeltstart, der var så katastrofal, at selv Michael Rasmussen ville blive lidt imponeret over, hvor galt det kan gå på en sidste tidskørsel.

Hvis Lopez finder det niveau, vi ved, han har, og som han altså havde senest i Vueltaen sidste år, har han en historisk god chance for endelig at vinde sin grand tour. Selvom han har kørt overraskende gode enkeltstarter uden for grand tours, er det altid gået helt galt i de store etapeløb, og derfor er det en sand gave, at han denne gang kan se frem til det laveste antal enkeltstartskilometer siden 1962. Lopez vil næppe nogensinde få en lignende tempofattig menu serveret, og alene det gør chancerne historisk gode.

Det gør bjergmenuen også. Den byder på et hav af meget stejle finalestigninger, særligt på 9., 16., 17. og 20. etape, og det er sandt guf for Lopez. Alle stigningerne kan nemlig minde om de to bjerge, hvor han tog sine kongeetapesejre i Touren i 2020 og Vueltaen i 2021, og her var det som bekendt slovenerne, han gav baghjul. Denne gang er det ”bare” Carapaz og co., og når han kan slå de to monstre, burde han jo også kunne sætte sig igennem i betydeligt svagere konkurrence. Han vil savne højderne, hvor han er allerbedst, men Vueltaen sidste år beviste, at han sagtens kan klare sig uden.

Lopez synes også at være kommet sig over sine børnesygdomme. Tidligere var han altid involveret i et hav af styrt, men det hører i dag til sjældenhederne. Tidligere var han også altid rusten i starten af løbet, inden han fandt benene i den sidste del, men det problem har heller ikke været så udtalt på det seneste. Skulle han igen have lidt rust, er det heller ikke en katastrofe på en rute, hvor kun 9. etape ser meget svær ud blandt de første 15 etaper, og hvor løbet helt entydigt afgøres i den tredje uge. Her er det ikke nogen dårlig ballast at have vundet kongeetaper på 17. og 18. dag i to grand tours de seneste to sæsoner. Lopez mester mere end de fleste kunsten at køre stærkt til sidst.

Læs også

Dansk talent skal hjælpe stjerne til topresultat: Han er god at lære af

Han bakkes faktisk også op af et ganske kapabelt hold. Astana har ellers været helt anonyme i år, men til dette løb, der reelt set skal redde deres sæson, kommer de med næsten alt, hvad de har. I lyset af det, vi har set fra Vincenzo Nibali de seneste sæsoner og fra David de la Cruz i år, kan han måske ende med at være lidt alene til allersidst, men hvis Nibali og De la Cruz topper i den tredje uge, hvad der synes at være en god chance for, og Joe Dombrowski, Vadim Pronskiy og Harold Tejada kan bygge videre på den klart stigende formkurve i optaktsløbene, har Lopez utvivlsomt et af de bedste hold til sin rådighed.

I år er der alligevel lidt ekstra usikkerhed. Sæsonstarten har nemlig været katastrofal for Lopez. Nok plejer han aldrig at være flyvende inden sine grand tours, men han har altid kørt med helt i front. Det har han slet ikke i år, hvor han lagde ud med at skuffe i Andalusien, hvor han ellers lignede en mulig vinder, og siden leverede en sjældent ringe indsats i Tirreno. Heldigvis så det meget bedre ud i Alperne, hvor hans etapesejr var flot, men også lidt taktisk betinget, og hvor hans svage kørsel på 2. etape og ikke alt for overbevisende 5. etape giver en lille frygt for, at Lopez ikke er helt så god som tidligere - også fordi han sidste år kun for alvor fandt sine gode ben i Vueltaen.

Den tvivl gør, at det vitterligt er en reel mulighed, at Lopez falder helt igennem. Det er sket så mange gange inden for de seneste sæsoner, at den tid, hvor Lopez var en stabil garanti, definitivt synes ovre. Det er imidlertid ikke helt unormalt i de sene år af karrieren - bare se på, hvordan Nibali udviklede sig fra en rytter, der altid kørte stærkt hele året, til en rytter, der kun toppede i grand tours, og Chris Froome var delvist igennem samme udvikling - og hans klare fremgang fra Tirreno til Alperne tyder på, at han er på rette vej.

Om den vej fører hele vejen, ved vi først i Verona, men én ting synes næsten givet. Lopez vil før eller siden have tiltrukket sig overskrifter. Det plejer han nemlig at gøre i grand tours, men i de seneste tre år har det desværre næsten udelukkende været for det negative. Iblandet de mange negative overskrifter har imidlertid også været to kongeetapesejre, hvor han satte de to slovenske monstre til vægs, og det giver håb for, at vi om tre uger i Verona for første gang siden 2018 vil runde en grand tour af med at hylde Lopez for noget positivt - og på denne rute er det bestemt ikke utænkeligt, at det kan blive for en sejr.

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIRO D'ITALIA

 EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO