Landevej
Følg den store kongeetape i Tour of the Alps
Prøv vores nye app
Giro d’Italia 2022: Ruten, etaper og etapeprofiler
05. maj 2022 17:01Foto: Sirotti
Giro d’Italia er først og fremmest kendt for sine bjerge, men i de senere år har løbet med mange enkeltstarter forsøgt at appellere til mere alsidige ryttere, der er blevet skræmt af Tour de France-ruter, der har været nærmest blottet for enkeltstartskilometer. Det er den franske grand tour ikke i år, og måske derfor er Giro-arrangørerne gået den modsatte vej med en rute, der med et hav af modbydelige og meget stejle bjerge og en kraftig reduktion af antallet af enkeltstartskilometer til det laveste antal siden 1962 lægger op til en sand fest for feltets klatrere, der i lang tid ikke har fået en bedre chance for at vinde verdens næststørste cykelløb. Feltet.dk kaster et blik på hver af de 21 etaper og giver en analyse af den rute, der vil krone en fortjent vinder af endnu en brutal udgave af Italiens største cykelløb.
Annonce
Artiklen fortsætter efter videoen.
I gamle dage havde Giroen langt mere appel til feltets klatrere end Tour de France. Særligt under Jean-Marie Leblancs ledelse var det nemlig kutyme, at den franske grand tour, der er en anelse udfordret af den knap så varierede franske geografi, havde to meget lange og relativt flade enkeltstarter, der gjorde det ganske svært for feltets små ryttere at måle sig med de mere alsidige og tempostærke af slagsen. Bedre blev det ikke af, at de franske stigninger aldrig har været helt så stejle og helt så vanskelige som de italienske modstykker, og derfor var det Giroen, der var klatrernes grand tour, og Touren, der var for de mere komplette ryttere.
I de senere år er billedet blevet ændret. Efter Christian Prudhommes magtovertagelse i Frankrig er der skruet voldsomt ned for mængden af enkeltstarter, og fra 2017 til 2020 var de nærmest så få og korte, at de var næsten helt ligegyldige. Mest markant var det naturligvis i sidstnævnte å, hvor den eneste enkeltstart, der end ikke var specielt lang, endda var en halv bjergenkeltstart, hvilket mere end måske nogensinde gjorde Touren til klatrernes cykelløb.
Giroen lider desværre under at være lillebror, og derfor har det altid været en god ide at indrette ruten helt anderledes, end man gør det i Frankrig. Kun på den måde kan man nemlig appellere til feltets stjerner. Når ruterne er for ens, foretrækker både hold og ryttere næsten altid det største og mest prestigiøse af løbene, men ved at gå den modsatte vej af den franske kan løbsdirektør Mauro Vegni gøre sine hoser grønne hos de ryttere, der er blevet skuffede over den menu, Prudhomme har præsenteret.
SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIRO D'ITALIA
EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS
SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO
Det er formentlig forklaringen på, at Vegni i de senere år har skruet kraftigt op for enkeltstarterne i samme takt, som Prudhomme har skruet ned. I gamle dage var det eksempelvis ofte tilfældet, at den ene enkeltstart var en bjergenkeltstart, men en sådan har vi ikke haft siden 2016 - sjovt nok året, hvor Touren havde en tempotung rute. I stedet har Vegni i årene mellem 2017 og 2020, hvor enkeltstarter i Touren har været en by i Rusland, haft særligt mange enkeltstartskilometer på programmet. I 2017 var der 69,1 km, i 2019 serverede der 59,8 km, og i 2020 bød han på 64,9 km af slagsen, og det var således kun de 43,9 km i 2018, der brød trenden. I samme periode har der i Touren bare været hhv. 26,5 km, 31,0 km, 27,2 km og 36,2 km ensom kamp mod uret.
På den baggrund kunne man næsten regne ud, hvordan Vegni ville reagere, da Prudhomme til 2021 præsenterede den mest tempotunge Tour-rute siden 2016 og denne gang endda med lutter flade enkeltstarter. Det fik alverdens klatrere til at løbe skrigende bort, og derfor var der kun én naturlig reaktion fra italienerne, nemlig at gå i den modsatte grøft endnu engang. Resultatet blev en sjældent tempofattig Giro, der bare bød på 38,9 km kamp mod uret.
Annonce
En Giro er ikke noget, der planlægges hen over natten, men det er alligevel svært ikke at se årets rute som et forsøg på en gentagelse af sidste års succes, der lykkedes med at tiltrække Egan Bernal til løbet. I år byder Touren nemlig på hele 53 km enkeltstart, hvilket i moderne sammenhæng er meget, og da der tillige serveres et par brosten, som nok kan få enhver spinkel klatrer til at genoverveje sin deltagelse i hvert fald én gang, havde Vegni alletiders chance for igen at lægge godter ud til klatrerne i et forsøg på at hive dem til Italien i stedet.
Som sagt, så gjort. Da Vegni i slutningen af november over flere dage præsenterede sin rute, var mange nok ved at falde ned af stolen over enkeltstartsmenuen. Ganske vist er der to af slagsen, men da begge er uhyre korte med distancer på bare 9,2 km og 17,4 km, har Vegni designet den mest tempofattige siden 1962, hvor man havde en hel udgave uden enkeltstarter. Bare 26,6 km ensom kamp mod uret kan det blive til, og tempospecialisterne må endda leve med, at der slet ikke er tale om klassisk tempotons. Tværtimod er den første enkeltstart, som afvikles allerede på andendagen i Budapests gader, både teknisk og eksplosiv, da den slutter med en kort og undervejs ganske stejl bakke, mens løbet rundes af med den samme Verona-enkeltstart som i 2019 på en rute, hvor man undervejs skal over en ikke helt let stigning. Det er enkeltstarter, hvor klatrere kan forsvare sig, og den sidste af disse kommer endda som rosinen i pølseenden, hvor løbet allerede kan have skabt så store forskelle, at en distance på bare 17,4 km kan virke helt ligegyldig.
I perioden mellem de to tidskørsler bydes der nemlig på så gevaldige klatreudfordringer, at det virker en smule usandsynligt, at førertrøjen stadig vil være i spil, når der åbnes op for kampen mod uret i Verona. I de senere år har det ellers lidt for ofte været tilfældet, at de ellers mange gigantiske bjergetaper, som Giroen altid byder på, er endt med nogle ret bløde målstigninger, der har gjort det vanskeligt for klatrerne for alvor at gøre forskelle.
Sådan er det bestemt ikke i år. Allerede sidste år gjorde Vegni en dyd ud af at opsøge de sværeste målbjerge, han kunne finde, og den trend er fortsat i år. Ganske vist er der ikke alt for mange bjergafslutninger, men flere etaper har i den absolutte finale så brutale stigninger, at det ikke gør den helt store forskel, at der ikke er mål direkte på toppen. Få enkeltstartskilometer og uhyre stejle bjerge? Det lugter i den grad af klatrernes Giro.
Til gengæld er det ikke dieselmotorernes Giro. Mens Vueltaen nu i flere år har været kendt for kun sjældent at have etaper over 200 km, og Touren også har haft relativt begrænsede distancer, har Giroen altid lagt stor vægt på at have mange gigantdistancer. Det var særligt udtalt i 2020, hvor det føltes som reglen snarere end undtagelsen, at der skulle køres langt over 200 km, men i år er Giroen blevet moderne. Væk er de lange etaper, og i å skal man kun fire gange køre mere end 200 km - og det endda med distancer på bare 201 km, 202 km, 203 km og 204 km. Ganske vist er Giroen endnu ikke hoppet med på moden med meget korte etaper, men der i den grad skruet ned for maratonetaperne i år.
Til gengæld stilles der store krav til restitutionen. Vegni sørger altid for at koncentrere de store bjergetaper i Norditalien i den tredje uge, men i år er det meget udtalt, at løbet skal vindes til sidst. Ganske vist møder rytterne allerede den første bjergafslutning på frygtede Etna, når de efter tre dage i Ungarn, der med to års coronaforsinkelse endelig får deres værtskab for Grande Partenza, og en tidlig hviledag rammer Italien og Sicilien, men denne gang skal vulkanen bestiges fra en ganske let side, hvor det i hvert fald i modvind synes ret umuligt, at vi vil få de helt store forskelle, og klassementet kan derfor frem til 9. etape meget vel primært være formet af de små afstande, andendagens korte enkeltstart i Budapest kan skabe.
Resten af den første uge og det meste af den anden uge byder nemlig næsten ikke på klassementsetaper. Den store undtagelse er 9. etape, som runder den første uge af. Her viser Vegni nemlig, at han i år er meget begejstret for meget svære stigninger, når rytterne for første gang siden Nairo Quintanas sejr i 2017 skal slutte på frygtede Blockhaus, der ligesom dengang skal bestiges fra den sværeste stigning. Modsat Etna-etapen er det en etape, der på ingen måde må undervurderes, og her vil vi få det første klare billede af, hvem der kan vinde årets Giro.
I den anden uge skal vi frem til weekenden, inden klassementskampen tager fat. Det sker om lørdagen på 14. etape med en kort og eksplosiv etape omkring Torino, hvor man blandt andet to gange skal op over Superga-stigningen, som kendes fra Milano-Torino. Det er utvivlsomt ikke her, løbet vindes, men det er endnu en etape, man bestemt ikke skal undervurdere. Til gengæld ser den efterfølgende 15. etape, hvor rytterne ellers rammer Alperne, ud til mest af alt at være opvarmning, da løbet slutter med en lang og meget blød stigning op til Cogne, hvor man nok snarere kan tabe end vinde løbet.
Det kan man til gengæld i den tredje uge, der er brutal. Som det ofte er tilfældet, lægger man dagen efter sidste hviledag ud med det, der meget vel kan betegnes som kongeetapen. Undervejs skal man over frygtede Mortirolo, men denne gang fra den lette Edolo-side, hvor den ikke skiller sig ud for sin sværhedsgrad. Det kompenserer man for ved i den fulde finale at skulle over Santa Cristina-stigningen, hvor Marco Pantani satte Miguel Indurain til vægs i 1994, og som med brutale procenter bliver rammen om et af de helt store slag, selvom der ikke er mål direkte på toppen.
Det er der heller ikke på den efterfølgende 17. etape, men det gør den ikke spor let. Ganske vist er der ikke så mange bjerge som på den foregående, men igen slutter etapen med et stejlt uhyre, der måske ikke er specielt langt og måske heller ikke har målstreg direkte på toppen, men som er rigeligt svær til at sætte scenen for endnu et stort klassementsslag.
Annonce
Efter en enkelt dag for sprinterne går det løs igen på 19. etape. Ganske vist sluttes der her på en relativt kort, men bestemt ikke let stigning, men forinden har rytterne været en tur i Slovenien for at passere en så stejl stigning, at den aspirerer til at være blandt løbets allersværeste. Nok kommer den langt fra mål, men tager et hold initiativ, kan denne etape gøre mere skade end de rigtige bjergetaper - lidt i stil med det, vi så på den ellers ikke specielt svære 20. etape i Vueltaen, hvor Miguel Angel Lopez og Egan Bernal som bekendt smed alle podiechancer væk.
Man kan dog frygte, at kræfterne spares til lørdagen. Her venter nemlig en brutal afslutning på bjergene på en anden etape, der aspirerer til prædikatet kongeetape. Hele tre store bjergpas over en relativt kort distance og løbets eneste tur op i mere end 2000 højdemeter er på menuen, og det slutter med et herligt gensyn med Passo Fedaia, der helt i stil med det, vi så i finalerne på 9., 16., 17. og 19. etape er så brutal og stejl en opkørsel, at alt kan vendes på hovedet på det allersidste bjerg. Efter den menu er det nok tvivlsomt, om de sidste 17,4 km i Verona vil blive altafgørende.
Den sidste gode uges tid er altså næsten udelukket dedikeret til klatrerne, men der er bestemt også noget at komme for alle andre. Ikke mindst løbets puncheurs vil juble over den meget sjældne chance for at gå efter løbets første førertrøje, når 1. etape slutter med en halvblød bakke, der i sig selv har været en hovedårsag til, at Mathieu van der Poel deltager i løbet. Ryttere med hang til punch og korte bakker kan ligeledes se frem til 8. etape tur rundt om Napoli, hvor en serie små, skarpe stigninger både kan bruges til at jagte etapesejr fra udbrud, gå efter en reduceret massespurt og til sene angreb. Det samme gør sig gældende på 10. etape, hvor det gælder årets muretape i det område, vi kender fra Tirreno-Adriatico. Man undgår denne gang de vanskeligste mure på en rute, der ikke er alt for svær, men det vil igen være en etape, hvor eksplosive puncheurtyper både kan gå i udbrud, satse på en spurt og gå i offensiven i finalen.
I det hele taget er der som altid i Giroen nok at komme efter for udbrydertyperne. Udover at mange af bjergetaperne formentlig vil blive vundet fra et udbrud, kan de altså måske også komme til fadet i puncheurterrænet på 8. og 10. etape. Derudover byder 7. etape på en voldsom klatretur ind gennem Appenninerne, hvor stigninger måske nok generelt er for bløde til et stort klassementsslag, men hvor det er rigeligt svært til at være den perfekt udbrudsetape. Det samme gælder om 12. etape til Genova, der med sine beskedne 204 km er løbets længste, for her bør to stigninger på turen ind mod storbyen være nok til, at selv de mest hårdføre sprintere allerede opgiver på forhånd. Dertil kommer, at 14. etape til Torino måske nok lægger op til klassementskamp, men samtidig synes som skabt til et udbrud som en sidste chance for de ryttere, der finder de rigtige bjerge for lange.
Giroen har også ry for altid at være sprintervenlig, og det er den skam også i år. De må dog leve med, at indledningen er sjældent sprinterfattig. Ikke blot berøves de chancen for den første førertrøje, den tidlige enkeltstart og den tidlige Etna-etape betyder også, at de første fire etaper bare byder på en klassisk sprinteretape. Den er til gengæld også stensikker, når det ungarske eventyr på 3. etape rundes af med en flad tur langs Balaton-søen. Når Etna er overstået, kan sprinterne også se frem til oplagte muligheder på 5. og 6. etape, inden de hårdføre typer måske kan drømme om de omtalte puncheurdage på 8. og 10. etape. Anden uge byder også på en helt flad tur på Po-sletten på 11. etape og på 13. etape en sidste mulighed, inden bjergene for alvor melder sig. Som så ofte før sørger Vegni også for at lægge en enkelt godbid ind i den tredje uge, hvor 18. etape er en kort, flad tur med mål på Po-sletten, men her vil et antal af de hurtige folk utvivlsomt have forladt løbet.
Annonce
Det forstår man godt. Det kan godt være, at Giroen som altid har lidt for enhver smag, men det er mere end vanligt denne gang bjerggedernes løb. Enkeltstartscyklen kan næsten lige så godt blive hjemme, og Vegni har gjort en dyd ud af at opdyrke de stejleste bjerge, han kan finde. Nogen vil savne de lange distancer, og andre vil savne højderne - to elementer, som ellers er typiske for Giroen - men enhver klatrer vil slikke sig om munden ved udsigten til en historisk god chance for at vinde en grand tour. Vi skal trods alt 60 år tilbage for at finde den seneste Giro med så få kilometer i ensom kamp mod uret.
Nedenfor giver vi en beskrivelse og analyse af hver af de 21 etaper. I parentes er med mellem 1 og 5 stjerner angivet arrangørernes vurdering af sværhedsgraden.
1. etape, fredag d. 6. maj: Budapest - Visegrad, 195,0 (**)
Mens Tour de France varierer mellem en enkeltstart og en linjeløbsetape, og Vuelta a Espana stort set altid lægger ud med en holdtidskørsel, har man langt større opfindsomhed i RCS Sport, der står for Giro d’Italia. Ganske vist var holdtidskørsler i flere år den foretrukne indledning, men enkeltstarter og flade etaper blev også brugt. På det seneste synes præferencen at være skiftet til fordel for enkeltstarter, der har været benyttet som åbning i fem af de seneste seks udgaver, tænkes der denne gang helt nyt. Da årets start i Ungarn oprindeligt var planlagt i 2020, var det ellers planen, at man skulle starte med en enkeltstart efterfulgt af to sprinteretaper, men da man denne gang har fået indlagt en ekstra hviledag og starter fredag, men gerne vil have enkeltstarten i Budapest på en lørdag, falder den første enkeltstart denne gang højst usædvanligt på 2. etape. I stedet bliver det en hel atypisk linjeløbsetape, der skyder festen i gang, for hvor indledende linjeløbsetaper ofte designes til fordel for sprinterne, er det denne gang noget så usædvanligt som en halvblød puncheuretape, der vil krone den første indehaver af årets maglia rosa, og som har været så stor en tiltrækningskraft på flere eksplosive afsluttere, at det har fået flere til at tilvælge løbet og gå efter en måske unik chance for at iføre sig løbets mest prestigiøse trikot.
Med en distance på 195,0 km er der tale om en ganske lang etape, der fører feltet fra Ungarns hovedstad, Budapest, til Visegrad. Målbyen ligger ikke langt nord for startbyen, og derfor kører man en tur rundt i det generelt flade terræn vest for Budapest. Således er det stort set helt fladt, når man fra start kører mod sydvest ned til byen Szekesfehervar, idet man kortvarigt kører mod nordvest for at køre rundt om en sø. I byen finder man løbets første spurt efter 75,3 km, og derefter sætter man kursen mod nord og senere nordøst for at fortsætte gennem fladlandet.
Annonce
I byen Zsambek drejer man efter 128,6 km mod nordvest, og nu bliver det en anelse mere kuperet, da man kører vest om et højdedrag, og sådan fortsætter det, når man drejer mod nordøst, indtil man når ned i fladlandet ved grænsen til Slovakiet. Her fortsætter man mod nordøst frem til dagens anden spurt, som kommer efter 167,5 km, hvorefter man snor sig mod øst, sydøst og slutteligt nordøst langs floden Danube, der udgør grænsen, indtil man når frem til målbyen.
I stedet for at slutte i centrum drejer man til højre for at køre mod sydøst og nord op ad målbakken, der er i kategori 4 og leder op til byens slot. Officielt stiger den med 4,2% over 5,6 km, men den skal deles i to. De første 2 km er således lette med bare 2,6% i snit, men derefter stiger den relativt jævnt med 5,1% over de sidste 3,6 km med et maksimum på 8% med 3,5 km igen og med hhv. 6,0% og 5,0% over de sidste to 500 m-segmenter. Der er et skarpt sving i bunden af bakken, hvorefter der er hårnålesving med 4000 m, 2800 m og 1000 m igen, hvorefter vejen bugter sig relativt kraftigt til højre, inden der er en blød kurve med 200 m igen.
Etapen byder på i alt 1388 højdemeter.
Det er sjældent, at puncheurs får chancen for at erobre den første førertrøje i et etapeløb, og derfor har denne etape været et selvstændigt argument for at deltage i løbet for blandt andre Mathieu van der Poel, der ligesom flere andre drømmer om en måske unik mulighed for at bære maglia rosa. Hollænderen vil da også være en af favoritterne i en finale, der appellerer til de eksplosive afsluttere. Med relativt bløde procenter kan de mest holdbare sprintere som Caleb Ewan drømme om at være i spil, men også lettere folk som Alejandro Valverde vil have udset sig denne etape, selvom procenterne nok vil favorisere lidt tungere ryttertyper.
Visegrad har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, men hvert år er det rammen om den lille 1.2-løb Visegrad 4 Kerekparverseny, der er ét af fire sammenhængende østeuropæiske endagsløb. Senest blev det vundet af Michal Schlegel i 2021.
Annonce
2. etape, lørdag d. 7. maj: Budapest - Budapest, 9,2 km enkeltstart (***)
Da den ungarske start blev planlagt i 2020, var der lagt op til en klassisk indledning med en kort enkeltstart i Budapest. Beslutningen om at indlede løbet allerede om fredagen, da begivenheden blev udsat til 2022 og ønsket om at holde enkeltstarten på en fridag, vendte imidlertid op og ned på de planer. Derfor bliver årets Giro en meget speciel grand tour, hvor den første enkeltstart kommer på andendagen - en stærkt usædvanlig placering for disciplinen. Tempospecialisterne kan dog stadig drømme om den lyserøde trøje, men de får absolut intet foræret på en rute, der byder på meget lidt tonserterræn. Således venter der en kringlet og teknisk tur ind gennem Budapest, inden det hele afsluttes med en lille stigning, og dermed er det ikke blot tempoevner, men i høj grad også punch og tekniske egenskaber, der vil blive belønnet på de første af de meget få enkeltstartskilometer, årets Giro byder på.
Med en distance på 9,2 km er der tale om en kort sag, som har både start og mål i Budapest, og den forbinder de to bydele Pest og Buda. Starten går i Pest ned Heltepladsen, hvorfra man kører 1,1 km mod sydvest ad en flad vej. Herefter venter en teknisk fase med sving efter 1,1 km, 1,8 km, 1,9 km og 2,3 km, inden man igen kører mod sydvest frem til endnu en teknisk sektion, der indledes med et sving med 3,2 km, hvorefter man drejer hele fem gange i træk, hvoraf det sidst leder hen på den store boulevard, der går langs Danube-floden.
Her kører man et kort stykke mod syd, inden man efter 4,3 km foretager en U-vending for at køre mod nord op langs floden. Efter 5,6 km foretager man endnu en U-vending efterfulgt af to skarpe og et blødt sving, inden man kører mod vest over en bro, der leder over til bydelen Buda. For enden tager man to bløde og ét skarpt sving, inden man kører mod syd ned langs Danube på den modsatte side. Med 1,8 km igen drejer man skarpt to gange, inden man efter 7,9 km tager mellemtiden.
Samtidig drejer man til venstre ind på målbakken Ponty Utca, der leder op til byens slot og er i kategori 4. Den stiger med 4,9% over 1,3 km, men skal deles i flere dele. De første 200 m stiger således med 10,0% med et maksimum på 14%, inden der følger 200 m med 7,0%, hvorefter den sidste del blot stiger jævnt med 3,4%. Stigningen byder på ét blødt sving efterfulgt af et skarpt sving og et hårnålesving, inden der er et sidste skarpt sving med 300 m igen. Den stejle del i bunde er en på en brostensagtig belægning, men derefter er det almindelig asfaltvej.
Annonce
Etapen byder på i alt 81 højdemeter.
Tempospecialisterne har i forvejen ikke meget at komme efter i løbet, og de har absolut heller ikke megen grund til at være glade for den første af de to enkeltstarter. Ganske vist er de først 7,9 km flade, men de er uhyre tekniske, og der er ikke megen plads til at åbne for gassen. Det hele slutter med en stigning, der måske nok er let det meste af vejen, men har 400 stejle meter i bunden, hvor punch og eksplosivitet belønnes. Med andre ord er der tale om en typisk enkeltstart i en storby, hvor teknisk og punch ofte spiller lige så stor en rolle som watt og muskelkraft.
Budapest har fire gange i dette årtusinde været mål for sidste etape i Ungarn Rundt. Det var senest i 2021, hvor Edward Theuns vandt en massespurt foran Olav Kooij og Timothy Dupont. Forinden var det i 2017, hvor Scott Sunderland spurtsejrede foran Meron Teshome og Carlos Alzate, i 2016, hvor Rok Korosec var hurtigere end Ahmed Galdoune og Krisztian Lovassy, samt i 2015, hvor Jan Tratnik kørte alene hjem med 11 sekunder ned til feltet anført af Andi Bajc og Krisztian Lovassy. I årene mellem 2011 og 2014 var byen vært for 1.2-løbet Central European Tour - Budapest GP, hvis sidste vinder var Erik Baska, som sejrede foran Aljaz Hocevar og Jan Tratnik i en massespurt.
3. etape, søndag d. 8. maj: Kaposvár- Balatonfüred, 201,0 km (*)
Den første del af en grand tour er ofte sprintervenlig, men i årets Giro skal man helt frem til tredjedagen, inden de hurtige folk kan se frem til den første massespurt. Den burde til gengæld heller ikke være i fare, når det ungarske eventyr rulles af med en helt flad og ganske lang tur i turistland. Her skal rytterne nemlig tilbringe en stor del af etapen og ikke mindst finalen ved bredden af den berømte Balatonsø, og selvom arrangørerne har været kreative for at finde en ganske lille kategori 4-stigning mod slutningen, burde kun et ungarsk uvejr kunne forhindre det første store sprinteropgør i årets Giro.
Annonce
Med en distance på 201,0 km er der tale om lang etape, der fører feltet fra Kaposvar til Balatonfüred. Startbyen ligger i det helt flade område syd for Balatonsøen, hvorfra man kører mod vest ad lange, lige og næsten helt flade veje. I byen Iharosbereny, der nås efter 51,7 km drejer man mod nordøst for at køre frem til den store by Nagykanizsa, hvor dagens første spurt kommer efter 69,1 km.
Her sætter man kursen kortvarigt mod nordøst inden det går ad en lige og næsten flad vej mod nord op mod Balatonsøen, inden man snor sig mod nordøst frem til byen Kedzthely, der ligger for enden af søen og nås efter 123,0 km. Nu snor man snig mod øst hen langs den flade søbred frem til dagens anden spurt, som kommer efter 147,8 km, inden man kører mod nord væk fra vandet og senere mod nordøst og øst igennem terrænet, der er en anelse mere kuperet.
Efter 171,2 km er man tilbage ved søen i byen Zanka, hvorefter man igen kører mod øst og nordøst hen langs vandet, inden man kører mod sydøst ned på en småkuperet tange, der rækker ud i søen. Her skal man over kategori 4-stigningen Tihany (2,7 km, 2,5%, max. 8%), der stiger med 4-5% over den første kilometer, men derefter blot 0,8% frem mod toppen, som rundes efter 188,4 km. De sidste 12,6 km indledes med en nedkørsel som leder mod syd ved til bunden af tangen, hvorefter man følger den flade søbred mod nord, nordvest og nordøst ind til målbyen. Det sidste skarpe sving kommer med 10 km, hvorefter vejen blot bugter sig let. De sidste 3 km er stort set flade, men efter den røde flamme stiger det let over de første 400 m, inden det falder let ned til stregen.
Etapen byder på i alt 1150 højdemeter.
Der er ikke så meget hokuspokus over etapen, der mest af alt har til formål at vise Balatonsøen frem. Sprinterne vil være sultne efter to dage uden for rampelyset, og da vi fra Ungarn Rundt ved, at det sjældent er alt for blæsende på denne tid af året, burde vi få den første massespurt i en helt enkel finale, hvor det i fravær af sving vil være farten, som taler.
Annonce
Balatonfüred har ikke været målby for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.
Hviledag, mandag d. 9. maj:
4. etape, tirsdag d. 10. maj: Avola - Etna-Nicolosi, 172,0 km (****)
Det er sjældent, at man skal længere frem end til fjerdedagen, inden Giro-arrangørerne kaster feltet ud i den første bjergetape, og heller ikke i år skal man vente længe. Rytterne når nemlig knap at sætte fødderne på italiensk jord efter det ungarske eventyr og en tidlig hviledag, inden det går løs på Sicilien. Her skal rytterne for fjerde gang på seks år nemlig op ad frygtede Etna, hvor Jan Polanc, Esteban Chaves og Jonathan Caicedo senest har sejrede. Denne gang sker det dog ad en ny og lidt lettere opkørsel, og da modvind i forvejen kan gøre forskelle på den golde vulkan ganske begrænsede, kan det være en dag, hvor vi snarere vil finde ud af, hvem der ikke vil vinde, end hvem der vil ende med trofæet i Verona.
I alt skal der tilbagelægges 170,0 km mellem Avola og toppen af Etna. Starten går ude med den sicilianske østkyst, hvorfra man ganske kortvarigt kører mod sydvest, inden man kører mod nordvest ind i landet. Det sker via en lang og let stigende vej, der leder op til Palazzolo Acreide, som nås efter 37,0 km. Her kører man kortvarigt videre mod nordvest ad en lille nedkørsel, inden det går videre i samme retning op ad en stigning (8,7 km, 4,4%), hvis top rundes efter 50,3 km.
Herefter bliver det meget lettere. Nu begynder det nemlig at falde let først mod nordvest og siden mod nordøst, indtil man er nede i fladlandet i byen Francoforte efter 80,3 km. Nu bliver det næsten helt fladt, mens man snor man sig mod nord over ca. 50 km, indtil man når frem til den nedre del af Etna. Her begynd det langsomt at stige let mod nord, først frem til byen Paterno, hvor man kører dagens første spurt efter 136,7 km, og siden til byen Biancavilla, hvor den anden spurt kommer umiddelbart derefter, nemlig efter 146,6 km.
Den sidste spurt ligger lige i bunden af opkørslen til Etna, og umiddelbart herefter drejer man mod nordøst for at køre op til målet i 1892 m højde. Stigningen er i kategori 1 og stiger med 5,9% over hele 22,8 km. De første 13 km stiger relativt jævnt med 6,5% i snit, hvorefter der er en 750 m lang nedkørsle, inden man rammer det sværeste stykke med 8,7% over 2,75 km og stigningens maksimum på 14%. Herefter stiger den imidlertid bare med 5,4% over de næste 5,5 km, inden de sidste 800 m endda falder ganske let med knap en procent Stigningen går via en snoet bjergvej, men i finalen er vejen relativt lige dog med tre hårnålesving med hhv. 4200 m, 2500 m og 1800 m igen
Etapen byder på i alt 3580 højdemeter.
Der findes nogle grimme opkørsler ad Etna, men dette er langt fra den vanskeligste. Faktisk er det en opkørsel, der ikke er ny, og hvor der kun er et sammenfald med 2018-etapen, hvor den sidste del af opkørslen var den samme, men hvor man sluttede en smule længere nede uden den sidste lette del. Bliver der modvind på de eksponerede vulkanveje, skal vi nok ikke regne med det helt store drama, men bliver der gået til stålet, er stigningen lang nok til at give de første svar. Førertrøjen vil være på spil, og er favoritterne villige til at ”låne” den ud, er en udbrudssejr ganske sandsynlig, som vi har set det ved alle de tre seneste besøg på Etna, selvom den altid er kommet som den første bjergetape.
Etna blev senest besøgt i 2020, hvor man benyttede en anden opkørsel, og hvor Jonathan Caicedo tog en udbrudssejr foran Giovanni Visconti og Harm Vanhoucke, mens Joao Almeida overtog førertrøjen. I 2018 gik Esteban Chaves overraskende i det tidlige udbrud for siden at blive hentet af Simon Yates, så de to Mitchelton-ryttere kunne tage en dobbeltsejr med etape til Chaves og førertrøje til Yates på en opkørsel, der benyttede samme sidste del som denne, selvom man sluttede længere ned ad bjerget. Også i 2017 var man forbi, igen via en helt anden opkørsel, og her tog Jan Polanc karrierens anden etapesejr, da det efter et langt udbrud akkurat lykkedes at holde favoritterne bag sig. I 2011 slog Alberto Contador lille Jose Rujano i en spændende duel på en ligeledes helt anderledes opkørsel, men den sejr har han siden fået frataget grundet sin clenbuterol-dom, og derfor er Rujano i dag officielt noteret som vinder. Derudover har det genopstandne Giro di Sicilia haft to finaler på Etna de seneste år. Det var senest for et par uger siden, hvor Damiano Caruso kørte alene hjem foran Louis Meintjes og Jefferson Cepeda på en ligeledes helt anderledes opkørsel, og derudover i 2019, hvilket gav sejr til Guillaume Martin foran Fausto Masnada og Dayer Quintana, idet der også her blev benyttet en anden opkørsel, selvom de allersidste kilometer var de samme som til denne etape.
5. etape, onsdag d. 11. maj: Catania - Messina, 174,0 km (**)
Vi er allerede nået til femtedagen, og sprinterne, der ellers ofte forkæles i løbets første del, har bare haft én chance. Heldigvis kan de se frem til en god chance på løbets sidste dag på Sicilien. Her venter nemlig en tur ved den sicilianske kyst, og selvom man undervejs skal en tur ind i landet og helt op i 1125 m højde, betyder næsten 100 lette kilometer til sidst, at alt peger i retning af en massespurt i Vincenzo Nibalis hjemby, Messina, hvis ikke den vind, der på Sicilien kan være kraftig, ændrer billedet.
I alt skal der tilbagelægges 174,0 km mellem Cattania og Messina. Starten er relativt let, idet man kører mod nordøst op langs kysten, men i starten er der en ganske lille bakke med efterfølgende nedkørsel, inden det bliver næsten helt fladt. I byen Chianchitta, der nås efter 38,7 km forlader man imidlertid vandet, idet man kører mod nordvest ad en ganske let stigende vej frem til byen Francavilla di Sicilia, hvor dagens første spurt køres efter 55,7 km.
Umiddelbart efter spurten ændrer etapen karakter, når man fortsætter mod nordvest og nord op ad kategori 2-stigningen Portella Mandrazzi (19,6 km, 4,0%, max. 9%). De første 7 km er meget lette med stigningsprocenter på under 4, men derefter stiger den relativt jævnt med 5-6% frem til de sidste 1600 m, hvor den flader ud. Toppen rundes efter 75,3 km, hvorefter en lang og teknisk nedkørsel leder mod nord ned til den sicilianske nordkyst, som nås efter 105,4 km.
Nu drejer man mod nordøst for at køre hen langs kystvejen, og det betyder, at det herfra er stort set helt fladt. Efter 136,7 km kører man dagens anden spurt, inden man når frem til det nordligste punkt, hvor man drejer mod øst for at køre op og ned ad en ganske lille bakke med top efter 149,8 km. Nu går det videre ad den flade kystvej, først mod sydøst og siden mod sydvest og syd hele vejen ind til Messina, hvor også de sidste 5 km er stort set helt flade, dog ed en lille 500 m lang bakke, der starter med 2 km igen, hvorefter det falder let ned mod de sidste 800 m, der er helt flade. Men kører ad en lige vej ind gennem centrum, indtil der kommer to sving med 1300 og 800 m igen, hvorefter det går mod nord op ad kystvejen. Med
Etapen byder på i alt 1938 højdemeter.
Man kørte en lignende etape på Sicilien i 2020, og her lykkedes det faktisk at sætte nogle sprintere på en stigning som denne. Dengang kom stigningen dog betydeligt tættere på mål, og med det sprinterfelt, vi har i år, er det svært at se, hvem der skulle lægge trykket fra distancen. Meget taler for, at vi får en helt klassisk massespurt i Messina, men Sicilien er et af de eneste områder i Italien, hvor vinden kan spille en rolle, og den kan måske udgøre en ubehagelig fare for sprintere og klassementsfolk.
Messina har to gange tidligere i de senere år været mål for et stort cykelløb, begge gange i dette løb. Det var senest i 2017, hvor Fernando Gaviria tog en spurtsejr foran Jakub Mareczko og Sam Bennett, og tidligere var det i 1999, hvor Jeroen Blijlevens var hurtigere end Jan Svorada og Massimo Strazzer.
SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIRO D'ITALIA
EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS
SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO
6. etape, torsdag d. 12. maj: Palmi - Scalea 192,0 km (**)
Den første del af løbet var ikke rar ved sprinterne, men i den sidste del af første uge ligner løbet igen mere en normal åbning på en grand tour. Bare 24 timer efter afslutningen på den anden sprinteretape venter nemlig nr. 3 i rækken, når feltet rammer den italienske støvleland. Her indledes rejsen mod bjergene i nord nemlig med en rute, der er næsten identisk med den foregående, idet man kun tidligt på etapen forlader vandet for at køre op ad en lille stigning, og derudover er der bare tale om en flad tur mod nord op langs kysten - alt sammen guf for sprinterne, hvis ikke vinden mod forventning skaber drama.
I alt skal der tilbagelægges 192,0 km, der fører feltet fra Palmi til Scalea. Startbyen ligger næsten helt nede i spidsen af den italienske støvle umiddelbart nord for Messina-strædet, og herfra kører man kortvarigt mod nordøst igennem fladt terræn væk fra vandet og frem til byen Rosarno, der nås efter 10,6 km. Her begynder det at stige let, mens man fortsætter mod nordøst fem til byen Mileto, der passeres efter 28,9 km. Her flader det kortvarigt ud, mens mans kører mod nord, inden man kører mod nordvest op ad kategori 4-stigningen Aeroporto L. Razza (3,8 km, 4,2%, max. 9%), der siger med 5-6% over de første to kilometer, men derefter er ganske let frem til toppen, som rundes efter 34,5 km.
Stigningen leder op til et fladt plateau, som kortvarigt følges mod nordøst frem til den første spurt, der er placeret efter 40,5 km, inden en let nedkørsel leder videre mod nordøst tilbage til kysten, der nås efter 57,1 km. Herfra bliver det meget let, når man følger den helt flade kystvej mod nordøst, nord, nordvest og igen nord over ca. 70 km, inden man rammer en lille bakke, der leder op til byen Paolo, som passeres efter 133,4 km. Efter nedkørslen går det videre ad den flade kystvej mod nordvest frem til den anden spurt, som kommer efter 147,9 km, inden kystvejen herefter bliver en smule mere kuperet med to ganske små bakker, den sidste med top efter 168,6 km. Herfra bliver kystvejen igen helt flad og endda stort set helt lige, og den leder direkte ind til målet i Scalea, hvor den sidste udfordring er en rundkørsel med 4600 m igen. Også de sidste 5 km er helt, helt flade.
Etapen byder på i alt 1458 højdemeter.
Det sydligste Italien er et af de få steder i landet, hvor det kan blæse lidt, og derfor kan man ikke helt udelukke, at vinden kommer i spil. Det sker dog stort set aldrig i Giroen, og med årets stærke sprinterfelt vil det undre, om ikke der venter en helt klassisk sprinteretape. Sprinterne kan så se frem til en helt enkel finale, hvor der på den lange, lige kystvej virkelig er plads til at lade farten tale.
Scalea har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i Giroen i 2000, hvor Jan Svorada spurtsejrede foran Guido Trenti og Miguel Angel Martin Perdiguero.
7. etape, fredag d. 13. maj: Diamante - Potenza, 196,0 km (****)
Efter to dage, der hovedsageligt er tilbragt ved den flade kyst, er det tid til at smage på det meget kuperede terræn, man finder i det indre af den italienske støvle i Appenninerne. Det sker på en voldsom 7. etape, der byder på næsten 5000 højdemeter over mindre end 200 km. Stigningerne i denne del af landet er dog også alle relativt bløde, og da den eneste stejle opkørsel kommer med ca. 60 km til mål, peger meget på, at det mest vil ende som en meget opslidende udbrudsetape, hvor den lyserøde førertrøje meget vel kan komme i spil for en stærk og dygtig lykkeridder.
I alt skal der tilbagelægges 196,0 km mellem Diamante og Potenza. Startbyen ligger ved den italienske kyst, og den indledende fase er derfor relativt let. Således lægger man ud med at køre finalen fra 6. etape igen, når man kører mod nord op ad den flade kystvej frem til torsdagens målby, Scalea, der passeres efter 10,1 km. Herfra fortsætter man mod nordvest op ad kystevejen, der dog her er betydeligt mere kuperet med tre mindre bakker og nedkørsler.
Lige uden for byen Maratea tager etapen fat, når man forlader vandet for at køre mod nord op ad kategori 2-stigningen Passo Colla (9,3 km, 4,5%, max. 12%), der er lidt ujævn over de første 4 km, men derefter stiger jævnt med 4-5% frem til toppen, som rundes efter 45,6 km. Her drejer man mod øst og senere nordøst for at køre ad en i starten helt let og siden mere kringlet nedkørsel ned til dalen. Den forlader man dog med det samme for at køre mod nordøst og nord op ad den alenlange kategori 1-stigning Monte Sirino (24,4 km, 3,8%, max. 12%), der er tale om en ujævn stigning, der mest af alt kun byder på bløde procenter og undervejs også næsten helt flade stykker, men som har fire kilometer med 6-8% efter 6 km, 2 km med 7,4% efter 18 km og 2 km med 8,1% efter 28 km, inden man efter 90,1 km under toppen.
Herfra venter en lang og periodevist teknisk nedkørsel, der snor sig i en generel nordlig retning, idet det mod slutningen dog kun er let faldende med en enkelt lille bakke undervejs. Ved søen Lago Pietra del Pertusillo ”vender” terrænet igen, når man kører mod nord op ad en bakke (4,3 km, 6,7%), som leder op til dagens første spurt, der er placeret efter 126,0 km. En kort og let nedkørsel leder nu mod nordvest, inden dagens vanskeligste udfordring melder sig, når man kører mod nordvest op ad kategori 2-stigningen Mont.Grande di Viggiano (6,6 km, 9,1%, max. 15%). Der er tale om en tredelt stigning med først 2 km med 7-8% og siden 3 km med hele 11-12%, inden det ”flader” ud med 7,6% over de sidste 1100 m frem mod toppen, som rundes efter 135,6 km.
Herfra resterer fortsat 60,4 km, som indledes med en ikke alt for teknisk nedkørsel, der leder mod nord ned til byen Cavello. Den nås efter 152,1 km, hvorefter man kører mod nordvest op og ned ad en bakke (5,8 km, 3,9%). Umiddelbart efter nedkørslen fortsætter man mod nordvest og nord op ad kategori 3-stigningen La Sellata (7,8 km, 5,9%, max. 12%), der er en ganske jævn opkørsel på 4-6% næsten hele vejen frem til toppen, som rundes efter 172,2 km.
De sidste 23,8 km indledes nu med en i starten teknisk og siden let nedkørsel, der leder mod nord og nordøst væk fra Appenninerne og direkte ind til centrum af Potenza. Her kører man op ad en bakke (1,9 km, 5,4%), på hvis top dagens sidste spurt kommer efter 189,0 km. Herfra resterer blot 7,0 km, der stort set alle er let faldende, mens man snor sig først ud til byens nordlige og siden vestlige udkant, hvor målet ligger. Først med 1850 m igen begynder det sat sige let, indtil man slutter med en 350 m lang bakke, der stiger med 8,0% i snit og med et maksimum på 13%. Finalen er lidt kringlet med to skarpe sving med 2000 og 1800 m igen, hvorefter man med det samme skal igennem en rundkørsel, inden der slutteligt er et skarpt sving bare 350 m fra stregen.
Etapen byder på i alt 4728 højdemeter.
Dette er en af de klassiske appennineretaper i den sydlige del af landet. Her går det op og ned hele dagen, og man kan ikke undgå at finde et enormt antal højdemeter, men stigningerne er også relativt bløde. Denne gang er det lykkedes at finde en brutalt stejl sag, men den ligger formentlig for tidligt til at spille en rolle. Etapen lugter således langt væk af en udbrudssejr og et muligt førertrøjeskifte, mens den for favoritternes vedkommende mest vil være en meget opslidende dag, som vil sætte sig i benene inden søndagens store bjergfinale.
Potenza har kun én gang tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb. Det var i Giroen i 2001, hvor Danilo Hondo spurtsejrede foran Endrio Leoni og Andrej Hauptman.
8. etape, lørdag d. 14. maj: Napoli - Napoli, 153,0 km (**)
Napoli er den største by i Syditalien, men den store by er i nyere tid stort set aldrig blevet besøgt af Giroen. Det rettes der op på i år, hvor byen for blot anden gang i dette årtusinde lægger asfalt til en Giro-finale, og ligesom det var tilfældet, da byen var vært for Grande Partenza i 2013, bliver der tale om en hel dag i fokus, da der er både start og mål i byen. Det sker på en ganske kort rute, der mest af alt finder sted på en småkuperet rundstrækning vest for byen, og i det hele taget er det en etape, der præget af et hav af småbakker og ikke meget fladt terræn. De vanskeligste af disse kommer relativt langt fra mål, og selvom man aldrig ved, hvad Van der Poel-typerne kan finde på med angreb fra distancen, taler meget for, at de holdbare sprintere vil gå efter en reduceret massespurt i den syditalienske storby.
I alt skal der tilbagelægges bare 153,0 km, der har både start og mål i Napoli. Starten går ved havnefronten i byens centrum, og herfra kører man med det samme mod sydvest hen ad kystvejen, der fra start byder på en bakke og en teknisk nedkørsel. Nu kører man med det samme mod nord op ad endnu en bakke, inden det går mod øst ned til byen Pozzuoli, som nås efter 19,3 km.
Herfra bliver det meget lettere, når man kører mod nord og nordvest væk fra vandet igennem ganske let faldende terræn, indtil man igen når ud til kysten, hvor dagens første spurt køres efter 37,4 km. Her vender van rundt for at køre mod syd ned langs vandet ad en generelt flad vej, der dog slutter med en lille bakke og en nedkørsel.
Efter 51,1 km når man ned på en lille halvø, der rækker ud i vandet vest for Napoli, og her rammer man en 19,1 km lang rundstrækning, hvor der skal køres fire omgange. Den indledes med, at man snor sig mod syd og vest hen langs den flade kyst, inden man drejer mod nordøst for at køre op ad Monte di Procida (2,1 km, 6,0%, max. 11%), der efter 500 m med 3,7% stiger relativt jævnt med 6-8%, og på hvis top der køres en enkelt kategori 4-bjergspurt på fjerde og sidste omgang efter 118,7 km, mens den anden spurt køres i bunden af bakken på sidste omgang efter 115,7 km. Rundstrækningen afsluttes herefter med, at det falder mod nordvest, inden man kører mod nordøst op og ned ad en lille bakke frem til rundstrækningens udgangspunkt.
Efter fjerde og sidste omgang kører man mod nordøst og sydøst tilbage mod Napoli. Efter 131,6 km er man tilbage i Pozzuli, og nu kører man igen starten af etapen, bare i modsat retning. Således skal man først op og ned ad en bakke, mens man kører mod øst, inden man kører mod sydvest op ad endnu en bakke (3,3 km, 4,7%). Fra toppen resterer 7,0 km, som først er faldende, indledningsvis i en lidt teknisk fase og siden ad en lige vej, der leder mod nordøst tilbage til centrum af Napoli, hvor de sidste 3 km er helt flade. Finalen er ikke alt for kompliceret, idet man kører ad en snoet vej frem til et 180-graders sving med 1000 m igen efterfulgt af to hurtige sving, der leder ind på den 900 m lange opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 2243 højdemeter.
Det er bestemt ikke nogen let etape med mere end 2000 højdemeter over kun godt 150 km, men det er ikke en dag for klassementet. En udbrudssejr er bestemt en mulighed, men det kunne sagtens være en dag, hvor Mathieu van der Poel har udset sig en mulighed for at skabe et eller andet på rundstrækningen eller den sidste lille bakke. Her kunne der blive skabt en gruppe, der kan køre hjem, men det er også ganske sandsynligt, at det ender i en reduceret massespurt.
Napoli har kun én gang tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb. Det var som vært for åbningsetapen i dette løb i 2013, hvor Mark Cavendish sikrede sig den lyserøde trøje ved at spurtsejre foran Elia Viviani og Nacer Bouhanni.
9. etape, søndag d. 15. maj: Isernia - Blockhaus, 191,0 km (*****)
Arrangørerne sørger næsten altid for at placere en stor bjergetape på den anden søndag, og det gør de i den grad også i år. Tidligere har man ofte haft nogle knap så vanskelige finaler, men i år venter der allerede i den første uge en af løbets absolut vigtigste etaper. Her vender rytterne nemlig for blot tredje gang i dette årtusinde tilbage til den uhyre stejle Blockhaus-stigning, hvor Franco Pellizotti og Nairo Quintana tog storslåede solosejre i hhv. 2009 og 2017. Denne gang kommer den brutale opkørsel endda som afslutning på en voldsom etape med mere end 5000 højdemeter, og dermed bliver det formentlig søndag d. 15. maj, at vi får det første klare svar på, hvem der kan vinde årets Giro.
I alt skal der tilbagelægges 189,0 km mellem Isernia og Blockaus, og temaet for dagens slås an fra start, når man med det samme kører mod nordvest op ad kategori 3-stigningen Valico del Macerone (3,5 km, 5,4%, max. 9%), der stiger jævnt med 7% over 2 km, inden den flader ud fem mod toppen, som rundes efter 4,8 km. En teknisk nedkørsel leder mod nordvest, inden man med det samme fortsætter mod nordvest op ad kategori 2-stigningen Rionero Sannitico (10,1 km, 6,0%, max. 10%), der stiger relativt jævn med 7-9%, men har en fjerde kilometer med hele 10,3% efterfulgt af et lettere stykke og et 1 km langt plateau.
Toppen rundes efter 18,4 km, hvorefter det falder let mod nordvest, inden man kører mod nord ad et fladt plateau. Herefter går det løs igen, når man kører mod nord op ad kategori 2-stigningen Roccaraso (7,7 km, 6,0%, max. 10%), der efter en let kilometer stiger jævnt over 4 km med 7-9%, inden flader ud over de sidste 2,3 km frem mod toppen, som rundes efter 38,2 km.
Herefter bliver etapen meget lettere. Nu går det nemlig mod nordøst, først ad et fladt plateau og siden ad en lang og faldende vej. Først efter 85,1 km ender nedkørslen, når man drejer mod nordvest for at køre ad en let stigende vej frem til en bakke (3,9 km, 5,3%), som har top efter 95,8 km. En nedkørsel leder mod nordøst, inden det stiger let mod nord frem til dagens første spurt, som kommer efter 101,5 km. Nu falder det let mod nord, inden man drejer mod sydvest for at køre ad en let stigende vej.
I byen Fara Filiorum Petri, der nås efter 124,6 km indledes finalen. Herfra kører man nemlig mod sydvest og syd op ad en ikke-kategoriseret stigning (8,9 km, 4,0%), hvoraf de sidste 2,3 km stiger med 8,4%. Toppen rundes efter 133,6 km, hvorefter det går mod syd ad en ultrakort nedkørsel, inden man drejer mod sydvest for at køre op ad kategori 1-stigningen Passo Lanciano (10,3 km, 7,6%), der efter en 2,7 km lang opvarmningsbakke og en 1450 m lang nedkørsel starter med det stejleste stykke, som består af med 2,05 km med 9,1% og med et maksimum på 14%, hvorefter det stiger jævnt med 7,1% i snit frem mod toppen, som passeres efter 145,7 km.
Toppen ligger egentlig meget tæt på mål, men man skal en tur ned og op igen. Herfra resterer nemlig fortsat 43,3 km, og de indledes med en i starten let og siden mere teknisk nedkørsel, som fører mod nordvest ned til byen Scafa. Her vender man med det samme rundt for at køre mod syd op ad en stigning (6,2 km, 4,9%) med top efter 169,4 km, hvorefter det fortsætter med at stige let med sydøst frem til dagens sidste spurt, som kommer efter 175,5 km.
Umiddelbart herefter bryder helvede løs, når man kører mod sydøst op ad kategori 1-stigningen Blockhaus. Den stiger med 8,4% over 13,6 km, men skal deles i to. De først 3,65 km stiger bare med 6-8%, men herfra stiger den relativt jævnt med 9,4% i snit med et maksimum på 14% knap 5 km fra toppen. Hovedsageligt ligger den på ca. 10%, men de sidste 2,65 km er lettere med først stigningsprocenter på ca. 8, inden der venter først 500 m med 6,2% og slutteligt 650 m med bare 4,8%. Vejen er først relativt lige, inden den efter midtpunktet har en del hårnålesving, men stigningens sidste fjerdedel går ad en stort set helt lige vej, inden man drejer skarpt med 200 m igen ind på den 6 m brede opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 5080 højdemeter.
Vi kender Blockhaus fra de to tidligere besøg i dette årtusinde, og dens stejle procenter svigter aldrig. Begge gange har der således været tale om suveræne solosejre. I 2017 var Nairo Quintana 24 sekunder foran sine to nærmeste forfølgere og kun tre mand holdt sig inden for et minut. I 2009 var forskellene endda endnu større, selvom der bare var tale om en 83 km lang etape med kun ét bjerg, da Franco Pellizotti sejrede med 42 sekunder ned til Stefano Garzelli på 2. pladsen og igen med bare tre mand inden for et minut af hans tid, men her kørte man op fra en anden og lidt lettere side. Denne gang er der tale om en brutal etape med et hav af højdemeter, og dermed burde der være garanti for et fuldtonet slag mellem løbets favoritter i et af løbets allervigtigste opgør.
Blockhaus har to gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var senest i Giroen i 2017, hvor Nairo Quintana kørte alene hjem til sejr med 24 sekunder ned til Thibaut Pinot og Tom Dumoulin, som med et stærkt comeback for første gang viste, at han kunne vinde løbet. Giroen var også forbi i 2009 på en bare 83 km lang etape, som Franco Pellizotti vandt suverænt med 42 sekunder ned til Stefano Garzelli og 48 sekunder ned til den førende Denis Menchov, dog via en anden opkørsel.
Hviledag, mandag d. 16. maj:
10. etape, tirsdag d. 17. maj: Pescara - Jesi, 196,0 km (***)
Tirreno-Adriatico er mere end noget andet kendt for sine stejle mure i området umiddelbart vest for Adriaterhavet, og meget ofte gør Giroen også stop på de stejle bakker på sin rejse mod bjergene i nord. Det gør den således også i år, når løbet genoptages efter en anden hviledag. Her fortsætter man således turen op gennem støvlen med en flad rejse langs kysten, indtil man mod slutningen skal en tur ind i det terræn, som kendetegner Italiens næststørste etapeløb. Denne gang undgår man dog de stejle procenter, og der er i højere grad tale om en serie af mange korte stigninger, der næppe kan bruges til angreb i klassementet, og i stedet lægges der an til en dag for udbrydere, Van der Poel-angreb i finalen eller en spurt i et reduceret felt som afslutning på en åben og uforudsigelig etape.
I alt skal der tilbagelægges 196,0 km mellem Pescara og Jesi, og de skal i sjælden udpræget grad inddeles i to. Således kunne de første 99,4 km ikke være enklere. De består nemlig af den helt flade tur op ad Adriaterhavets kystvej, som næsten altid er en del af Giroen, og som ofte har mundet sig ud i nogle næsten urimeligt flade sprinteretaper. Det gør de ikke denne gang, men den første del af etapen er meget, meget let, når man blot kører mod nordvest ad den flade kystvej og undervejs passerer gennem San Benedetto del Tronto, indtil man efter 99,4 km i byen Civitanova Marche kører dagens første spurt.
Herefter ændrer etapen karakter, når man kører mod vest ind i landet. Med det samme går det op ad kategori 4-stigningen Crocette di Montecosaro (8,2 km, 2,7%, max. 13%), der dog bare er en helt let opkørsel med top efter 110,8 km. En kort og let nedkørsel leder videre mod vest, inden man kører mod nordvest op og ned ad en lille bakke (1,8 km, 5,9%) i nærheden af byen Montelupone, der er kendt fra Tirreno. Nedkørslen er kun lige overstået, når man fortsætter mod nord op ad kategori 4-stigningen Recanati (3,4 km, 6,9%, max. 18%), der efter en meget let første kilometer har blandt andet 500 m med 13,8%, hvorefter den flader lidt ud, inden den tager fat med 9,9% over de sidste 450 m frem mod toppen, som rundes efter 126,3 km.
Nu bliver der kortvarigt lidt lettere, når man kører mod vest ad en teknisk nedkørsel og derefter snor sig mod skiftevis nord- og sydvest igennem relativt fladt terræn. Senere går det mod nordvest op ad en blød bakke, der leder frem til Michele Scarponis hjemby, Filottrano, hvor dagens anden spurt køres efter 153,6 km. Herfra drejer man mod nordvest og nord for at køre først nedad og siden op ad en bakke (2,1 km, 4,2%), som har top efter 163,4 km, inden det går mod nordvest og nordøst ad en undervejs lidt kringlet nedkørsel. Man forsætter herefter mod nordøst op ad endnu en bakke (1,9 km, 5,3%) med top efter 173,3 km, hvorfra det falder ad en lige vej mod nordvest ned til udkanten af Jesi.
Her indledes dagens sidste udfordring, når man kører mod vest op ad kategori 4-stigningen Monsano (4,2 km, 4,2%, max. 11%), der stiger med 2-3% over de første 2 km, derefter med 5-8% over de næste 1500 m og slutteligt bare med ca. 3% over de sidste 700 m. Toppen rundes efter 187,5 km, hvorfra der resterer bare 8,5 km, der stort set alle er faldende. De går ad en undervejs temmelig snoet vej mod først sydvest og siden sydøst ind til Jesi, hvor de sidste 1400 m stiger let, den sidste kilometer med 2,1% i snit. Den snoede vej retter sig til slut ud og byder slutteligt på et ganske blødt sving med 1400 m igen.
Etapen byder på i alt 1460 højdemeter.
Etapen er løbets muretape, men der er ikke alt for meget murterræn over de stigninger, der er fundet i år. Stigningerne er i hvert fald først og fremmest svære ved deres antal, og det gør det ikke til en dag for klassementet. Det ligner den oplagte udbrudsetape, men med en rytter som Mathieu van der Poel i feltet ved man aldrig, om der er interesse i at skabe samling for enten at iscenesætte angreb på de sene bakker eller gå efter en spurtafgørelse i et reduceret felt.
Jesi har én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i Tirreno-Adriatico i 2019, hvor Julian Alaphilippe overraskede alt og alle ved at vinde en let stigende massespurt foran Davide Cimolai og sin holdkammerat Elia Viviani.
11. etape, onsdag d. 18. maj: Santarcangelo di Romagna - Reggio Emilia, 203,0 km (*)
Giroen er kendt som et meget bjergrigt løb, men den kan også næsten hvert år præsentere en etape med så fladt terræn, at man ikke finder det i andre grand tours, enten som en tur op langs den flade adriaterhavskyst eller en tur hen over den meget flade Po-slette. En sådan venter der også i år præcis midtvejs i årets løb, hvor det netop er Po-sletten, der er rammen om årets ”madetape”, som skal hylde delikatesserne fra området omkring Parma. På en dag, hvor det eneste bemærkelsesværdige er, at etapen er en af årets få med en distance på mere end 200 km, kan der ikke være megen tvivl om, at sprinterne skal til fadet, da det meget sjældent blæser på Po-sletten.
Med en distance på 203,0 km er etapen en af årets få længere etaper, og der skal køres fra Santarcangelo di Romagna til Reggio Emilia. Startbyen ligger lige uden for Rimini ved Adriaterhavet, og herfra følger men en helt lige og flad vej, der går ad den sydlige del af Po-sletten umiddelbart nord for Appenninerne. Undervejs er eneste højdepunkt dagens første spurt, som kommer efter 76,4 km.
Efter 103,8 meget lette kilometer når man frem til storbyen Bologna, hvor man drejer i en mere nordlig retning for stadig at køre mod nordvest ad den flade slette. Undervejs kører man efter 126,7 km den anden spurt, inden man i byen Crevalcore kortvarigt kører mod nord. Kort efter drejer man igen mod nordvest, inden man slutteligt kører mod sydvest ned til udkanten af målbyen ad en relativt snoet, men stadig flad vej. I udkanten af Reggio Emilia foretager man to hurtige sving med godt 5 km igen, og derefter går det ad en flad vej ind til centrum, idet der undervejs kun er et blødt sving med 1900 m igen, hvorefter vejen bugter sig let ind på den 350 m lange og 7 m brede opløbsstrækning
Etapen byder på i alt 340 højdemeter.
Vi kender disse meget flade Giro-etaper til hudløshed, og de udløser sjældent drama. Po-sletten er både pandekageflad og næsten uden vind, og dermed er den skabt som sprinterterræn. De høje bjerge nærmer sig, og dermed tynder det ud i mulighederne for de hurtige folk, som derfor næppe vil misse chancen for at køre en rigtig boulevardspurt i en helt enkel finale.
Reggio Emilia har to gange i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, begge gange i Giroen. Det var senest i 2017, hvor Fernando Gaviria vandt en massespurt foran Jakub Mareczko og Sam Bennett, og derudover i 2001, hvor Pietro Caucchioli kørte alene hjem til en solosejr med 33 sekunder ned til en lille forfølgergruppe, hvis spurt blev vundet af Davide Rebellin foran Fredy Gonzalez.
SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIRO D'ITALIA
EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS
SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO
12. etape, torsdag d. 19. maj: Parma - Genova, 204,0 km (***)
Efter to dage med relativt meget fladt terræn rammer rytterne igen længere stigninger, når endnu en af løbets få længere etaper bringer feltet til storbyen Genova. Det sker via en tur gennem bakkerne nord for den liguriske kyst, hvor der skal klatres næsten 3000 højdemeter og forceres tre længere stigninger, hvoraf den sidste er ganske stejl. Alle kommer de for langt fra mål til at spille en rolle i klassementet, og det kunne derfor se ud til, at udbryderne får en god chance for at jagte succes i det, der vel bedst kan betegnes som klassisk mellemetapeterræn på en dag, der også vil blive emotionel grundet besøgene på Passo del Bocco, hvor Wouter Weylandt så tragisk omkom og på den genopbyggede Morandi-bro i Genova, der på så voldsom vis braste sammen for nogle år siden.
Med en distance på 202,0 km er der for anden dag i træk tale om en etape på mere end 200 km, og denne gang skal der køres mellem Parma og Genova. Starten går på Po-sletten, og derfor er første del af etapen meget enkel, når man kører ad en ganske lige vej mod sydvest, men da man med det samme forlader sletten og sætter kurs mod de liguriske bakker, er vejen konstant let stigende. Efter 55,9 km kører man dagens første spurt i byen Borgo Val di Taro, hvorefter man kortvarigt kører mod nordvest, stadig igennem let stigende terræn. Kort efter drejer man igen mod sydvest, inden det lange stigende stykke kulminerer med kategori 3-stigningen Passo del Bocco (6,0 km, 4,0%, max. 8%), der er en let opkørsel med stigningsprocenter under 5, er kendt for Wouter Weylandts tragiske dødsfald og har top efter 95,5 km i etapens højeste punkt 957 m over havet.
Herefter er det endelig slut med at køre op ad, når man tager huld på den i starten ekstremt tekniske nedkørsel, som fører mod sydvest ned mod kysten. Umiddelbart inden man når vandet drejer man i byen Carasco efter 117,2 km mod nordvest for at køre igennem ganske let stigende terræn frem til den anden spurt, som er placeret efter 132,8 km. Herfra fortsætter det med at stige let, indtil man drejer mod nod for at køre op ad kategori 3-stigningen La Colletta (9,3 km, 4,2%, max. 9%), der ligeledes er en relativt jævn stigning uden stejle procenter.
Toppen rundes efter 149,6 km og efterfølges af en relativt let nedkørsel, som leder mod sydvest og syd, inden man kører mod vest igennem let faldende terræn frem til byen San Gottardo, der nås efter 166,9 km og ligger umiddelbart nord for Genova. I stedet for at køre ind til mål drejer man mod nordvest for atkøre op ad kategori 3-stigningen Valico di Trensasco (4,3 km, 8,0%, max. 12%), der stiger relativt jævnt med 7-10%, inden den slutter med 800 m med 10-11% frem mod toppen, som rundes efter 171,3 km.
Herfra resterer stadig 30,7 km, som indledes med en meget teknisk nedkørsel, der leder mod nord ned til Piccarello. Her drejer man efter 176,1 km mod sydvest og senere syd for at følge en i starten let faldende og siden kun ganske let kuperet vej ind til udkanten af Genova. Her slår man en sløjfe ud i området vest for byen ved at kører mod nordvest, sydvest og syd, inden det går mod nordøst og sydøst tilbage mod centrum. Efter 192,3 km skal man over Ponte San Giorgio-broen, der er genopført efter Morandi-broens voldsomme kollaps, hvorefter man snor sig mod sydvest ind gennem byen ad en stor, bred motorvej. Med 2000 m igen drejer man til venstre i en rundkørsel, hvorefter der med 1000 m er et skarpt højresving, inden man rammer den let stigende opløbsstrækning, som kendes fra Giro dell’Appennino, og hvor de første 500 m er flade og de sidste 500 m stiger let med 2,6%.
Etapen byder på i alt 2785 højdemeter.
Etapen byder på ganske mange højdemeter, men det er kun den sidste stigning, der er svær. Den er til gengæld formentlig også for svær til, at de hurtige folk har mod på at forsøge sig, og selvom man aldrig ved, hvad særligt Mathieu van der Poel kan have af planer, ligner det en dag for et udbrud. En reduceret massespurt kan aldrig udelukkes, hvis der findes hold, som er utilfredse med udbruddet, men skal man spurte i Genova, skal man i hvert fald have klatrebenene skruet ganske godt på.
Udover at være målby for endagsløbet Giro dell’Appennino har Genova også været mål for Giroen tre gange i dette årtusinde. Det var senest i 2015, hvor Elia Viviani spurtede sig karrierens første etapesejr foran Moreno Hofland og André Greipel i et stigende opløb. I 2004 åbnede løbet med en prolog i byen, hvor Bradley McGee sejrede foran Olaf Pollack og Yaroslav Popovych, og i 2000 snød Alvaro Gonzalez de Galdeano sprinterne, da han kørte alene hjem med 33 sekunder ned til feltet, hvis spurt blev vundet af Jan Svorada foran Dmitry Konychev. I 2007 blev de italienske mesterskaber afviklet i byen, og her sejrede en ung Giovanni Visconti i en spurt foran Paolo Bossoni og Davide Rebellin, mens det lille Giro Riviera Ligure Ponente var forbi i 2001, hvor det blev til spurtsejr til Stefano Zanini foran Dmitry Konychev og Fabio Sacchi.
13. etape, fredag d. 20. maj: Sanremo - Cuneo, 150,0 km (**)
Den anden halvdel af Giroen byder sjældent på mange chancer for sprinterne, men inden der går klassementskamp i den, får de hurtige folk en næstsidste chance. Det sker på løbets næstsidste fredag, hvor en kort etape på bare 150 km bringer rytterne frem til Cuneo, der ligger lige for foden af de høje bjerge, hvor de store slag skal slås. Dem når man imidlertid ikke at berøre på denne dag, hvor rytterne ganske vist skal klatre op fra den liguriske kyst til den flade Po-slette, men det bør ikke kunne forhindre et sultent sprinterfelt i at gribe chancen i en let stigende spurt, inden den sidste mulighed venter næsten en hel uge senere, selvom udbrudssejre aldrig kan udelukkes på dette sene tidspunkt i løbet.
Med en distance på bare 150,0 km er der tale om en kort etape, der fører feltet fra Sanremo til Cuneo. Startbyen ligger som bekendt helt nede ved den liguriske kyst, og herfra kører man mod nordøst ad den flade kystvej - man skipper både Poggio og Cipressa - frem til den store by Imperia, der nås efter 20,3 km. Her drejer man mod nordvest for at køre væk fra vandet, hvorfor det begynder at stige let, indtil man u byen Chiusavecchia, der nås efter 31,7, tager hul på en lille stigning, som har top efter 35,7 km. Herefter går det ad en let faldende vej videre mod nordvest frem til dagens første spurt, som kommer efter 43,7 km.
Her ændrer etapen for alvor karakter, når man kører mod nordvest op på Po-sletten via kategori 3-stigningen Colle Nava (10,4 km, 6,6%, max. 10%), der er en svær og meget jævn stigning med top efter 54,1 km. Den leder direkte op på den flade slette, og det er derfor kun let faldende, når man herfra kører mod nord, nordøst og igen nord, inden man drejer mod nordvest for at køre frem til Lesegno, som nås efter 105,6 km.
Her drejer man mod sydøst for at køre ad en let stigende vej frem til dagens anden spurt, som er placeret efter 112,0 km, hvorefter man fortsætter mod sydvest og senere nord op og ned ad en lille bakke frem til byen Mondovi, som passeres efter 123,1 km. Nu drejer man mod nordvest og kort efter sydvest for at følge en let stigende vej frem til Beinette, der passeres ned 11,4 km igen, hvorefter man drejer mod nordvest for at køre ad en let stigende vej indtil målbyen på kanten af Alperne.
Det fortsætter med stige let hele vejen, men bliver stejlere til sidste med 2,6% over den næstsidste kilometer og 1,8% over den sidste kilometer. Finalen er ikke kompliceret, da man skal igennem tre rundkørsler med hhv. 4000 m, 3500 m og 2800 m igen, inden man i en rundkørsel drejer til højre med 2000 m igen. Slutteligt skal man 180 grader rundt i en rundkørsel med 1600 m igen, hvorefter man rammer opløbsstrækningen. Der er 800 m med en brostensagtig belægning, inden man rammer den sidste kilometer.
Etapen byder på i alt bare 1808 højdemeter.
Stigningen er faktisk ganske svær, men den kommer for tidligt til at spille en rolle. Den kan dog føre til dannelsen af et stærkt udbrud, og derfor kan man ikke helt udelukke, at vi så sent i løbet vil se en udbrudssejr - særligt hvis der har været mandefald blandt sprinterne. Man må dog formode, at sprinterholdene vil gøre alt for at få deres næstsidste chance, og mest sandsynligt er det, at vi vil se en let stigende massespurt i en helt ukompliceret finale.
Cuneo har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i Giroen i 2010, hvor byen var vært for holdløbet på førstedagen efter ankomsten til Italien fra starten i Holland. Her sejrede Liquigas foran Sky og HTC-Colombia, og dermed kørte de Vincenzo Nibali i karrierens første maglia rosa.
14. etape, lørdag d. 21. maj: Santena - Torino, 147,0 km (****)
Meget ofte indledes klassementskampen for alvor på løbets næstsidste lørdag, hvor man som regel har nået de høje bjerge. De rigtige bjerge må denne gang dog vente til søndagen, men det betyder ikke, at der ikke er lagt op til drama om lørdagen også. Her venter nemlig en kort og intens etape med næsten 3200 højdemeter, hvor man to gange skal over både den stejle Superga-stigning, der er kendt som målet i Milano-Torino og den korte, men stejle Colle della Maddalena, og selvom det næppe er på denne dag i Torino, at løbet bliver vundet, kan man bestemt ikke udelukkes, at der kan opstå forskelle i klassementet, samtidig med at et udbrud formentlig skal køre om sejren.
Med en distance på bare 147,0 km er der tale om en kort, intens etape, der fører fra Santena til Torino. Startbyen ligger bare få kilometer sydøst for målbyen, og etapen består derfor i en tur rundt i bakkerne øst for storbyen. Fra start er det dog fladt, når man snor sig mod nordøst, inden man kører mod nord op og ned ad to ganske små bakker. Herefter falder det let mod nordvest frem til det nordlige punkt i Gassino Torinese, der nås efter 32,3 km, hvorefter man kører mod sydvest og syd i fladt terræn ned til bakkerne øst for Torino.
Her tager etapen fat, når man kører mod syd og sydøst op ad kategori 3-stigningen Il Pilonetto (6,4 km, 5,4%, max. 12%), der stiger med 7-9% over de første 3 km, inden den flader ud frem mod toppen, som rundes efter 43,3 km. En let nedkørsel leder nu mod syd og sydøst ned til den store byen Chieri, som passeres efter 52,4 km, hvorefter man kører mod vest og nordvest ad en let stigende vej, inden det går over en bakke (3,8 km, 5,8%), hvor man på toppen efter 63,9 km rammer den afsluttende rundstrækning, hvor den vigtigste del af etapen skal afvikles. Her slutter man af med at køre den sidste del af denne, hvor det først går mod nord ad en kringlet nedkørsel, inden man kører mod sydøst op ad en bakke (1,6 km, 8,1%), som har top efter 69,6 km. En teknisk nedkørsel leder nu mod nordvest ned til Torino, hvor man efter 74,1 km krydser stregen for første gang.
Etapen afsluttes nu med to fulde omgange på rundstrækningen Den er i alt 36,5 km lang, og man lægger ud med at køre mod nordøst ad en flad vej langs Po, idet man på første omgang kører den første spurt ved Fausto Coppi-monumentet efter 76,2 km. Umiddelbart herefter kører man mod øst op ad kategori 2-stigningen Superga (5,0 km, 8,6%, max. 14%), der indtil i år var mål for Milano-Torino. Den stiger jævnt med 9,3% over de første 4 km, hvorefter den flader ud med 5,7% over de sidste 1000 m frem mod toppen, som rundes efter hhv. 83,2 km og 119,7 km.
Herefter går det mod syd ad en kort nedkørsel, inden man kører mod sydvest ad en snoet vej på et fladt plateau. Slutteligt fører en kort nedkørsel mod sydøst, inden man vender rundt for at køre mod nordvest og sydvest op ad kategori 2-stigningen Colle della Maddalena (3,5 m, 8,1, max. 20%), hvis første to kilometer stiger med 11,6% og endda har 500 m med 16,7%, inden det falder let over 500 m og slutteligt stiger med 6,5% over den sidste kilometer frem mod toppen, som rundes efter hhv. 98,7 km og 135,2 km.
Fra sidste passage resterer bare 11,8 km, som indledes med en lidt småkringlet nedkørsel, som fører mod sydvest og nord, inden man igen skal over den lille bakke (1,6 km, 8,1%), på hvis top man sidste gang efter 142,5 km kører dagens sidste spurt. Herfra falder det ad en snoet vej med to hårnålesving mod nordvest ned til Torino og Po, hvor kun de sidste 600 m er flade. Den snoede nedkørsel byder på en skarpt sving med præcis 1000 m igen, hvorefter der med det samme følger en blød kurve, inden man slutteligt drejer skarpt til højre med 600 m igen ind på en vej, der leder mod nordøst op langs Po.
Etapen byder på i alt 3167 højdemeter.
Vi kender Superga fra Milano-Torino, og den er rigeligt svær til et opgør mellem favoritterne. Den kommer dog relativt langt fra mål, og derfor er det nok snarere på Colle della Maddalena, at vi kan se angreb i klassementet. Den korte, stejle stigning vil kunne skabe mindre forskelle, ligesom den sidste lille bakke er en perfekt rampe til et angreb, men det er nok snarere en dag, hvor man med dårlige ben kan tabe tid mere, end man kan vinde det. Samtidig synes det sandsynligt, at et udbrud vil køre om sejren på en dag, der er designet som den ideelle dag til en tidlig offensiv.
Torino er blevet brugt som målby fire gange tidligere i dette årtusinde. Det skete senest i 2021, hvor Filippo Ganna vandt den indledende enkeltstart foran Edoardo Affini og Tobias Foss, samt i 2016, hvor hele løbet sluttede i byen med en kontroversiel massespurt, der førte til deklassering af Giacomo Nizzolo, hvorfor sejren i stedet gik til Nikias Arndt foran Matteo Trentin og Sacha Modolo. I 2011 startede hele løbet i byen, hvor HTC-HIghroad vandt et indledende holdløb, der sendte Marco Pinotti i førertrøjen, da de slog Radioshack og Liquigas som de nærmeste rivaler. I 2005 var der en sen enkeltstart i byen, hvor Ivan Basso rejste sig efter et maveonde, der havde kostet ham en sandsynlig samlet sejr, ved at sejre foran Vladimir Karpets, David Zabriskie og den førende Paolo Savoldelli. Derudover er byen altid mål for klassikeren Milano-Torino, der med 2020-udgave som en undtagelse er sluttet på Superga-stigningen i byens udkant, men som fra i år nu har fået et fladt mål i en af byens forstæder.
15. etape, søndag d. 22. maj: Rivarolo Canavese - Cogne, 177,0 km (****)
Det er altid i næstsidste weekend, at man rammer de høje bjerge i den nordlige del af landet, og efter at man på lørdagens etape holdt sig til bakkerne omkring Torino er det søndag tid til at ramme de rigtige bjerge. Det sker på en dag med tre store bjergpas i Alperne, men alligevel er det næppe en afgørende dag i klassementet. Den sidste opkørsel til målet i Cogne er nemlig af den helt bløde slags, og derfor ligner det en oplagt udbrudsetape, mens klassementet formentlig kun for alvor kommer i spil, hvis en favorit har en dårlig dag, eller hvis et hold tør åbne løbet på de første stigninger.
I alt skal der tilbagelægges 177,0 km, som fører feltet fra Rivarolo Canavese til Cogne. Etapen kan inddeles i to med en hovedsageligt flad tur frem til bjergene, hvor man derefter skal over tre bjergpas. Starten er således ganske let, når man kører mod nord igennem let stigende og siden mod nordøst igennem et faldende terræn. Umiddelbart vest for byen Ivrea drejer man mod nord og senere nordvest, hvorefter man følger en let stigende vej, der går langs floden Dora Baltea op til byen Pont Saint-Martin, der nås efter 38,6 km.
Her drejer man mod vest og senere nordvest for igen at køre ad en let stigende vej langs floden, idet man til slut skal over en bakke (4,9 km, 4,0%), hvorefter en kort nedkørsel leder ned til byen Saint-Vincent, der passeres efter 63,8 km. Det er etapens nordligste punkt, og herefter drejer man mod sydvest fora igen at køre langs floden, denne gang ad en vej, der først byder på to småbakker og nedkørsler og derefter er let stigende. Den leder fem til byen Pollein, hvor dagens første spurt køres efter 90,2 km.
Det markerer afslutningen på den lette del. Umiddelbart herefter drejer man mod syd for at køre op ad kategori 1-stigningen Pila-Les Fleurs (12,3 km, 6,9%, max. 15%). Der er tale om en svær stigning med 7,3% over de første 6 km og derefter 3,7 km med 8,3%, inden den flader ud med 4,0% over de sidste 2,65 km frem mod toppen, som rundes efter 104,7 km. En ekstremt teknisk nedkørsel leder nu mod syd og sydøst direkte ned til bunden af stigningen.
Man tager dog ikke en tur mere op og ned ad bjerget. I stedet kører man et kort, fladt stykke mod vest ind gennem byen Aosta, hvorefter man fortsætter mod vest op ad kategori 1-stigningen Verrogne (13,8 km, 7,1%, max. 14%). Den starter lidt ujævnt med 6,9% over de første 2,5 km, herunder en kilometer med ca. 10%, inden den flader ud over 900 m, hvorefter de næste 5 km stiger jævnt med 8,4% og de sidste 5,45 km med 6,9%, inden man runder toppen efter 136,9 km.
Herfra resterer 40,1 km, som indledes med endnu en meget teknisk nedkørsel, der fører mod syd og sydøst ned til byen Villeneuve, hvor man kører et meget kort, fladt stykke mod sydøst. Herfra kører man med det samme mod syd og sydøst op ad kategori 2-stigningen Cogne, der er etapens målbjerg. Den stiger med beskedne 4,3% over 22,4 km, men det er kun den første del, der er svær. De første 5,0 km stiger således med 6,8% og med flere stykker på 8-9%, endda med stigningens maksimum på 11%, inden der venter en 1200 m lang nedkørsel. Herefter følger 2,95 km, som stiger relativt jævnt med 7,1%, men derfra bliver stigningen let. De næste 10,0 km stiger relativt jævnt med 3,7%, og de sidste 3,25 km er endda endnu lettere med bare 2,4%. Undervejs kører man dagens sidste spurt bare 3,2 km fra mål på e brostensagtig belægning. Stigningen går ad en lang, lige vej, der kun bugter sig ganske let og er uden reelle sving, inden den bugter sig ind på den 300 m lange opløbsstrækning. I finalen stiger de sidste 500 m frem til 2 km-mærket med 6,3%, hvorefter den næstsidste kilometer stiger med bare 0,8% og den sidste kilometer jævnt med 2,3%.
Etapen byder på i alt 4019 højdemeter.
Det er lidt voldsomt at kalde finalebjerget for et bjerg. Det er snarere en lan, blød opkørsel, og etapen bliver derfor næppe alt for afgørende. Det vil i hvert fald kræve en offensiv fra distancen samt måske, at man udnytter de uhyre tekniske nedkørsler, men det ligner mere end dag, hvor dårlige ben kan koste dyrt, end hvor gode ben kan give den store gevinst. Samtidig betyder det lette målbjerg, at en udbrudssejr ligner et oplagt scenarium.
Cogne har kun to gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, nemlig U23-løbet Giro della Valle d’Aosta. Det skete seneste sidste år, hvor Georg Steinhauser kørte alene til en suveræn solosejr med næsten 4 minutter ned til Asbjørn Hellemose og Davide de Cassan. I 2008 to Anatoliy Pakhtusov en solosejr med mere end et minut ned til seks forfølgere, hvis spurt blev vundet af Edoardo Girardi foran Federico Bontorin.
Hviledag, mandag d. 23. maj:
16. etape, tirsdag d. 24. maj: Salò - Aprica, 202,0 km (*****)
En af de nyere traditioner i Giroen er, at 16. etape ofte har været løbets kongeetape, og det synes helt rimeligt at hævde, at den tradition holdes i hævd. Igen i år er der tale om en brutal start efter en hviledag, men i tråd med den generelle trend i årets løb undgår man de gigantiske distancer, der ofte har kendetegnet kongeetapen i Dolomitterne. Det gør det dog på ingen måde let, når der over 202 km skal klatres mere end 5200 højdemeter, og undervejs bydes der på en glædeligt gensyn med frygtede Mortirolo, der denne gang dog skal bestiges fra Edolo-siden, der er lettere end den mest kendte. Det kompenseres der for i finalen, hvor der som på næsten alle Mortirolo-etaper sluttes i Aprica, men hvor man dropper den lange, jævne og bløde klatretur op til mål. I stedet vender man tilbage til den uhyre stejle Santa Cristina, hvor en ung Marco Pantani fik skovle under Miguel Indurain i 1994, og selvom der efterfølgende venter en ultrakort nedkørsel, er det bestemt ikke usandsynligt, at det er på denne tirsdag, at vi får det klareste billede af, hvem der skal vinde årets Giro.
I alt skal der tilbagelægges 202 km, som fører feltet fra Salo til Aprica, og der er tale om en voldsom tur gennem Dolomitterne med passage af tre bjergpas. Starten er dog relativt let, når man snor sig mod nordvest og nordøst ad en let stigende dalvej, men den lette del får hurtigt en ende. Kort efter skal man nemlig mod nord op ad kategori 1-stigningen Goletto di Cadino (19,9 km, 6,2%, max. 12%), de er en relativt jævn stigning med enkelte vanskeligere og lettere stykker undervejs - det sværeste med 2 km med 9-11% startende ved 4 km-mærket. Toppen i 1938 m højde rundes efter 59,2 km, Hvorefter en meget teknisk nedkørsel leder mod nordvest ned til byen Breno, som passeres efter 81,1 km. En let stigende dalvej leder nu mod nordøst og nord hele vejen op til byen Edolo, hvor dagens første spurt kommer efter 112,6 km.
Edolo er kendt som startpunktet for en af opkørslerne ad Mortirolo. Man kører dog kortvarigt videre mod nordøst ad en let stigende dalvej, inden man drejer mod nordvest for at køre op ad det frygtede kategori 1-bjerg. Fra denne lettere side stiger den 7,6% over 12,6 km, hvoraf de første 9 km er relativt jævne med 7,9% i snit, dog med et 2 km langt stykke med 9-10%, inden den flader lidt ud. Ved 9 km-mærket venter 1 km med bare 2,5%, inden den slutter med de sværeste 2,6 km, som stiger med 9,6% i snit, herunder med et maksimum på 16%.
Toppen rundes efter 129,9 km, og herfra resterer fortsat 72,1 km. De indledes med en svær nedkørsel, som fører mod nord ned til dalen og byen Ravoledo. Her rammer man en let faldende dalvej, som følges mod sydvest, inden man kort inden byen Tresenda laver en lille afstikker ved at køre væk fra dalen og mod sydvest op ad en bakke (5,6 km, 8,2%, max. 16%), som leder op til byen Teglio. Det er en svær sag, der efter 1 km med 2,6% stiger med 10,6% over 3,0 km og derefter med 7,2% over de sidste 1600 m. På toppen køres dagens anden spurt efter 172,0 km, hvorefter de sidste 30,0 km indledes med en teknisk nedkørsel, som leder mod vest, syd og øst tilbage til dalen, som nås i Tresenda efter 181,9 km.
Nu indledes finalen for alvor. Et kort fladt stykke leder mod sydøst, inden man kører mod nordøst og senere øst op ad det svære kategori 1-bjerg Santa Cristina (13,5 km, 8,0%, max. 13%), der skal inddeles i tre. De første 2 km stiger bare med 2,9%, inden de næste 4,9 km stiger jævnt med 7,1% i snit. Herefter bliver den imidlertid meget svær, da den ender med 6,6, som stiger med 10,1% og byder på 500 m-segmenter på mellem 8 og 12% hele vejen op og en maksimal stigningsprocent på 13%. Toppen rundes efter 195,8 km, hvorefter der resterer bare 6,2 km, som indledes med en kun mod slutningen meget teknisk nedkørsel, der leder mod sydøst og sydvest ned til udkanten af Aprica. Med 1,4 km igen rammer man efter to hårnålesving et blødt sving, der leder ind på hovedvejen, som stiger med 3,2% op mod mål, herunder med 4,4% og bare 1,6% over de sidste to gange 500 m. Vejen er helt uden sving
Etapen byder på i alt hele 5268 højdemeter.
Man kan altid diskutere, hvilken etape der fortjener prædikatet kongeetape, men det vil ikke være urimeligt at kalde denne etape den vanskeligste. Ganske vist er Mortirolo fra Edolo-siden en relativt ordinær stigning uden den samme vanskelighed, som vi kender, men Santa Cristina er til gengæld en led satan. Den stejle afslutning er en af de bedste chancer i løbet for at gøre forskelle, og selvom en udbrudssejr ikke er helt usandsynlig på dette tidspunkt i løbet, er der næppe nogen tvivl om, at vi her vil se et af de helt afgørende slag i kampen om den samlede sejr.
Aprica har seks gange tidligere i de seneste år været mål for et stort cykelløb. Fire af gangene var i Giroen, senest i 2015, hvor Mikel Landa kørte alene hjem til sejr på en højdramatisk kongeetape med 38 sekunder ned til Steven Kruijswijk og Alberto Contador, der overlevede en krise inden Mortirolo. I 2010 kørte Michele Scarponi, Ivan Basso og Vincenzo Nibali væk på Mortirolo, inden Scarponi snød de to holdkammerater i spurten på den bløde målstigning. I 2006 kunne ingen imidlertid stoppe Ivan Basso, der kørte alene med 1.17 ned til Gilberto Simoni og 2.51 ned til Damiano Cunego og Jose Ivan Gutierrez Cataluna, mens alle andre tabte mindst seks minutter. I 2009 var det Robert Heras, Gilberto Simoni og Ivan Gotti, der kørte væk på Mortirolo, inden spanieren vandt spurten på den bløde målstigning op til Aprica. I 2020 sluttede Baby-Giroen i byen, og her slog Thomas Pidcock klart Henri Vandenabeele i en tomandsspurt, mens Samuele Zoccarato kom alene ind som nr. 3 med et tab på 1.20. I 2019 var det Juan Diego Alba, der kørte alene hjem til sejr med godt et halvt minut ned til en gruppe med Einer Rubio, Kevin Colleoni og den førende Andres Ardila.
17. etape, onsdag d. 25. maj: Ponte di Legno - Lavarone, 168,0 km (****)
Giroens tredje uge er kendt for sin brutalitet og består som regel næsten udelukkende af bjergetaper. Det gør sig også gældende i år, hvor der dagen efter kongeetapen venter endnu et stort slag i bjergene. Denne gang er det meste af etapen knap så vanskelig, men det kompenseres der for i finalen, hvor de bydes på to vanskelige stigninger. Det kulminerer på den relativt korte, men meget stejle Monterovere, og selvom der heller ikke denne gang er mål direkte på toppen, er det næppe tvivl om, at vi for anden dag i træk vil være vidner til et af de helt store slag om den samlede sejr - også selvom en udbrudssejr synes at være et sandsynligt scenarium.
Med en distance på bare 168,0 km er der tale om en af de korte og eksplosive bjergetaper, der denne gang fører fra Ponte di Legno til Lavarone. Starten er ganske brutal, idet man lægger ud med at køre mod nordøst op ad den ikke-kategoriserede Passo del Tonale (8,7 km, 6,3%), der har top efter 8,7 km. Herefter bliver det til gengæld meget let, da de næste ca. 70 km alle er faldende. I starten går det mod nordøst og øst ad en rigtig nedkørsel, der imidlertid er ganske let, inden man fortsætter mod nordøst ad en let faldende dalvej. I etapens nordligste punkt drejer man mod sydøst for at køre op ad en ganske lille bakke til byen Cles, som nås efter 54,2 km, men derfra falder det igen, først mod syd og siden sydøst.
Efter 79,8 km når man frem til byen San Michele all’Adige, og her ændrer etapen igen karakter. Her kører man nemlig mod syd op ad kategori 3-stigningen Giovo (5,9 km, 6,8%, max. 12%), der stiger jævnt med 8,5% over de første 1,75 km, hvorefter der følger et let stykke, inden de sidste 3,45 km stiger jævnt med 7,4% frem mod toppen, som rundes efter 85 km. Den leder op til et ganske kuperet plateau, som følges mod nordøst, inden man kører mod sydøst op ad en bakke (3,9 km, 6,2%), der har top efter 107,8 km. Herfra er det hovedsageligt let faldende - dog afbrudt af en lille bakke - når man kører mod syd og sydøst ned til Pergine Valsugana, hvor dagens første spurt kommer efter 121,8 km.
Herefter indledes finalen, når man kører mod sydøst op ad kategori 1-stigninge Valico del Vetriolo (11,8 km, 7,7%, max. 12%), der start med 1,65 lette kilometer med bare 4,2%, men derefter stiger jævnt med 8,3% i snit. Toppen rundes efter 134,3 km, hvorefter de sidste 33,7 km, indledes med en meget teknisk nedkørsel, som fører mod syd ned til Levico Terme. Herfra kører man et kort, let stigende stykke mod sydvest frem til den anden spurt, der kommer efter 149,9 km.
Umiddelbart herefter bliver det alvor igen, når man kører mod sydøst op ad kategori 1-stigningen Monterovere (7,9 km, 9,9%, max. 15%), der er en ganske brutal sag. De første 3,85 km stiger således relativt jævnt med 9,3%, inden den kortvarigt flader ud med 7,6% over 500 m. Herefter tager den fat med 3 km, der stiger meget jævnt med hele 11,2% i snit og med et maksimum på 15%, inden de sidste 500 m ”bare” stiger med 8,8%.
Toppen rundes 160,1 km, og herfra resterer bare 7,9 km. De går først ad en let stigende vej, som stiger med 3-4% mod syd, inden man med 3,8 km igen drejer mod vest for at køre ad en faldende og lidt småteknisk vej mod vest og nordvest ind til målbyen. Her falder det hele vejen ned til den røde flamme, hvorefter de sidste 900 m stiger med 4,0% i snit og med det stejleste stykke på 5,4% over de sidste 400 m. Der er ingen sving efter toppen af stigningen, men der er en del hårnålesving på nedkørslen på den generelt meget snoede vej.
Etapen byder på i alt 3950 højdemeter.
Den sidste stigning er ganske brutal, og der er derfor lagt op til endnu et stort slag for de ryttere, der trives på relativt korte og meget stejle stigninger. Denne gang er den samlede etape ikke så svær som den foregående, men med tirsdagen i benene kan forskellene sagtens blive lige så store. Der er ikke mål på toppen, men meget taler for, at de sidste kilometer ikke vil gøre nogen væsentlig forskel, og det vil her være muligt at vinde meget værdifuld tid - også selvom en udbrudssejr igen er ganske sandsynlig.
Lavarone har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.
18. etape, torsdag d. 26. maj: Borgo Valsugana - Treviso, 152,0 km (*)
Giroens sidste uge er altid brutal, men der er alligevel tradition for, at arrangørerne viser lidt nåde over for sprinterne ved at inkludere en flad etape på Po-sletten, når rytterne skal transporteres mellem Dolomitterne og Alperne. En sådan er der også i år, og modsat de seneste to år, hvor man har designet nogle gigantiske og meget lange transportetaper, har man denne gang valgt en ultrakort affære. I 2021 havde etapen endda også så svære stigninger, at sprinterne helt gav op, men i år er der tale om så flad en sag, at der burde være en god chance for en sidste spurtafgørelse for de sprintere, der måtte have overlevet så langt, selvom udbrudssejre i den tredje uge altid er et sandsynligt scenarium.
Med en distance på bare 152,0 km er der som sagt tale om en kort sag, der fører feltet fra Borgo Valsugana til Treviso. Den sidste del af etapen afvikles på Po-sletten, og derfor er det næsten helt fladt, men i første del, hvor man kører væk fra bjergene, er der et par småbakker. Fra start kører man mod sydøst ad en lige og let faldende vej, inden man forlader dalen for at køre mod nord op ad kategori 4-stigningen Le Scale di Primolano (2,3 km, 5,7%, max. 10%), der er ujævn og har i alt en kilometer med 6-8%, men derudover er ganske let.
Toppen rundes efter 24,8 km, og derfra følger man igen en både let faldende og let stigende vej mod nordøst frem til Feltre, som nås efter 49,3 km. Herfra falder det let mod syd, idet man dog undervejs skal over en lille bakke, inden man drejer mod nordøst for at køre ad et let stigende stykke frem til dagens første spurt, som kommer i Valdobbiadene efter 72,9 km. Det forsætter med at stige let mod nordøst, inden det igen begynder at falde let for siden at blive helt fladt. Efter 89,5 km drejer man mod nordøst for at køre op og ned ad en lille bakke, inden man kører mod syd op ad den kendte og stejle kategori 4-stigning Muro di Ca’ del Poggio (1,1 km, 12,3%, max. 19%), der er en jævn og meget stejl mur.
Toppen rundes efter 102,3 km, og herefter er de sidste 49,7 km meget lette. Det falder let mod syd og sydøst ned til Po-sletten, som nås i Susegana, hvor den anden spurt køres efter 116,7 km. Den er som bekendt næsten helt flad, og derfor falder det kun ganske, ganske let, når man kører ad en lang og lige vej mod syd ned til Treviso, hvor man krydser stregen for første gang efter 141,2 km.
Etapen afsluttes nu med en omgang på en 10,8 km lang rundstrækning, der næsten helt flad. Fra start kører man mod nord ad en lige vej, der kun afbrydes af to hurtige sving, inden en lige vej leder mod sydvest. Kort inden 4 km-mærket drejer man mod nordvest, inden der venter et sidste skarpt sving med 3000 m igen. Derefter går det ad en lige vej frem til et blødt sving med 1200 m igen, hvorefter en lige og flad vej leder frem til stregen.
Etapen byder på i alt 1215 højdemeter.
I de seneste to år er det ikke lykkedes for sprinterne at kontrollere denne fladere etape midt imellem alle bjergetaperne i den tredje uge, og udbrudssejre er altid sandsynlige på denne tid, særligt hvis mange af sprinterne er rejst hjem. Denne gang er etapen dog både kortere og lettere, og derfor burde der være en god chance for, at sprinterne kan spurte en sidste gang, inden der igen går klassementskamp i den.
Treviso har fire gange inden for de seneste 25 år været mål for et stort cykelløb. Det var senest i Giroen i 2013, hvor Mark Cavendish vandt en massespurt foran Nacer Bouhanni og Luka Mezgec. Giroen var også forbi i 2004, hvor Alessandro Petacchi tog en af sine ufattelige ni etapesejre ved at spurtsejre foran Robbie McEwan og Aliaksandr Usau, og i 1999, hvor Sergiy Gonchar vandt en enkeltstart foran Paolo Savoldelli og Laurent Jalabert. I 2010 var byen vært for de italienske mesterskaber i enkeltstart, som blev vundet af Marco Pinotti foran Dario Cataldo og Adriano Malori.
19. etape, fredag d. 27. maj: Marano Lagunare - Santuario di Castelmonte 178,0 km (****)
Fredagens etape var en puster for klassementsrytterne, og den blev forhåbentligt udnyttet godt. De sidste tre etaper bliver nemlig altafgørende med først to etaper i bjergene og siden en afsluttende enkeltstart. Der lægges ud med en etape, der på papiret kan se ganske fredsommelig ud, da den slutter med en relativt let kategori 2-stigning. Forinden har rytterne imidlertid været en tur inde i Slovenien for at køre op ad et monster, der matcher de stejleste stigninger i løbet, og selvom den kommer mere end 40 km fra mål, giver den mulighed for at iværksætte en stor offensiv fra distancen og måske vinde mere tid, end det ville være muligt på en mere klassisk bjergetape.
I alt skal der tilbagelægges 178,0 km mellem Marano Lagunare og Santuario di Castelmonte. Rytterne befinder sig fortsat på Po-sletten, og derfor er starten meget, meget let. Først kører man et kort stykke mod nordvest, inden man følger en næsten helt lige og kun ganske let stigende vej mod nord. Efter 49,9 km drejer man mod nordøst for at fortsætte frem til byen Buja, hvor dagens første spurt kommer efter 55,8 km, inden man kører mod nordøst, sydøst og igen nordøst videre igennem det ganske let stigende terræn.
Nu indledes den svære del, når man kører mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Villanova Grotte (3,7 km, 8,0%, max. 13%), hvis første 3 km stiger med 8,6%, inden den flader lidt ud med 4,1% frem mod toppen, som rundes efter 74,9 km. En kort og teknisk nedkørsel leder nu mod nordøst, nord, nordvest, sydvest og igen nord, inden man med det samme kører mod nord og øst op ad kategori 3-stigningen Passo di Tanamea (9,7 km, 5,3%, max. 9%), der midtvejs har 4 km med 6-8%, men derudover er ganske let.
Toppen rundes efter 94,3 km, og nu leder en let nedkørsel mod øst ned til grænsen til Slovenien, som passeres efter 101,1 km. Umiddelbart herefter skal man over en bakke (2,4 km, 5,8%), inden det går videre mod nordøst ad den sidste del af nedkørslen. Den slutter efter 108,5 km, hvorefter man kører mod sydøst ad en vej, der først er flad og siden faldende, indtil man efter 122,0 km når frem til byen Kobarid.
Umiddelbart efter passagen gennem byen bliver det alvor, når man kører mod sydøst op ad kategori 1-stigningen Kolovrat (10,3 km, 9,2%, max. 15%). Den er ganske modbydelig, da de første 4,4 stiger med 10,4%, hvorefter den flader ud med en kilometer med 4,3%, inden den tager fat med 9,1% i snit over de sidste 4,9 km, dog med 5-8% over de sidste 1900 m frem til toppen, som rundes efter 134,6 km.
Herfra resterer fortsat 43,4 km, som indledes med teknisk nedkørsel, der først fører mod sydøst, inden man drejer mod vest for efter 138,7 km at passere grænsen til Italien. Nedkørslen fortsætter herfra med at lede mod syd, sydvest, vest og igen sydvest, indtil man efter 160,0 km når byen Merso di Sopra. En ganske let faldende vej leder nu videre mod sydvest ind til den store by Cividale del Friuli, hvor dagens anden spurt køres efter 168,4 km.
Efter spurten kører man mod sydøst og øst ud af byen, hvorefter man med det samme fortsætter mod sydøst og nordøst op ad målbjerget til Santuario di Castelmonte (7,1 km, 7,8%, max. 14%), der er i kategori 2. De første 2,5 km stiger jævnt med 7,0%, inden der venter en 500 m lang nedkørsel. Herefter stiger de sidste 4,2 km med 8,1% i snit, men de byder med 1650 m igen på en kilometer med 10-13%, inden den flader ud med 4,8% over de sidste 650 m. Stigningen går ad en relativt lige vej, der kun byder på ganske få hårnålesving, de sidste md 1000 m igen.
Etapen byder på i alt 3487 højdemeter.
Det ligner en oplagt dag for et udbrud, men hvor selektiv den bliver i klassementskampen vil afhænge af initiativlysten. Hvis ikke den svære stigning udnyttes, vil forskellene på den sidste stigning være små, selvom en sådan bakke i den tredje uge godt kan skabe nogle afstande. Hvis til gengæld løbet åbnes på den stejle slovenske satan, kan man tilføre store tab til de folk, der måtte misse bussen, på samme måde, som det skete for Miguel Angel Lopez i Vueltaen sidste år. På papiret er det ikke den sværeste bjergetape, men den kan under de rette omstændigheder blive helt afgørende.
Santuario di Castelmonte har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.
20. etape, lørdag d. 28. maj: Belluno - Marmolada (Passo Fedaia), 168,0 km (*****)
Den italienske geografi giver Giro d’Italia-arrangørerne den store fordel, at man kan have store bjergetaper helt frem til allersidst. Hvor man først i de senere år er begyndt at trods den logistiske udfordring og transportere hele cirkusset til Paris efter en afsluttende bjergetape bare 24 timer før afslutningen af Tour de France, har det forhold, at mål ofte har ligget i Milano betydet, at Giro-arrangørerne uden de store problemer har kunnet afvikle den sidste store bjergetape på næstsidste dag. Det har ofte også været en voldsom en af slagsen, og det er bestemt også tilfældet i år, hvor løbet også slutter tæt på bjergene i Verona - også selvom arrangørerne lidt atypisk ikke har designet et alenlangt bjergmaraton. Denne gang skal der nemlig kun køres 166 km, men med hele tre store bjergpas i Dolomitterne, næsten 5000 højdemeter og tre store bjergpas, hvoraf det ene er årets Cima Coppi, nemlig Passo Pordoi i 2239 m højde, og det sidste er en herlig tilbagevenden til det meget stejle Passo Fedaia på Marmolada-gletsjeren, kunne klatrerne ikke have ønsket sig en meget bedre chance for at vinde den sidste tid inden den afsluttende enkeltstart.
Også på denne etape fortsætter arrangørerne trenden med kortere etaper, da der skal tilbagelægges bare 167,0 km mellem Belluno og Marmolada-gletsjeren eller Passo Fedaia, som opkørslen også kaldes. Starten er ganske let, idet man kører mod sydvest igennem fladt dalterræn, inden man drejer mod nord for at skære ind gennem et højdedrag via en bakke (2,7 km, 7,1%), som har top efter 21,0 km. En kringlet nedkørsel leder nu mod nordøst, inden man fortsætter mod sydøst op og ned ad endnu en lille bakke, indtil man er tilbage i dalen. Her rammer man en let stigende dalvej, som nu følges over et langt stykke mod nord og nordvest frem til dagens første spurt, som kommer efter 63,2 km.
Her ændrer etapen karakter, når man kører mod vest, nordvest og igen vest op ad kategori 1-stigningen Passo San Pellegrino (18,45 km, 6,2%, max 15%), der skal deles i flere dele. De første 8,5 stiger således med 4,4% i snit, men har også 1500 m med 8-9% undervejs frem mod et lille plateau. De næste 4,17 km stiger jævnt med 5,9%, men derefter bliver den brutal, når de sidste 5,78 km stiger med 9,0% i snit startende med 2500 m med 10-12% og derefter hovedsageligt 8-10% frem mod toppen, som rundes efter 81,9 km.
En meget let nedkørsel leder nu mod vest ned til dalen, hvor man kører mod nordøst ad en let stigende dalvej, inden etapen tager fat igen. Det sker, når man kører mod nordøst, syd og øst op ad Passo Pordoi (11,8 km, 6,8%, max. 10%), der med sin top i 2239 er årets Cima Coppi. Der er tale om en uhyre jævn stigning uden store udsving, og som har top efter 123,4 km.
Herfra resterer fortsat 44,6 km, som indledes med en teknisk nedkørsel, der leder mod øst og nordøst ned til et plateau, som følges mod øst og sydøst, inden man kører mod nordøst op ad en bakke (1,5 km, 7,3%), som har top efter 144,0 km. Herfra leder en i starten lettere og mod slutningen teknisk nedkørsel mod syd og sydøst ned til Caprile, der nås efter 154,0 km
Nu tages der hul på årets sidste bjerg, når man kører mod sydvest, nordvest, nord og vest op ad Marmolada, der er i kategori 1. Den stiger med 7,6% over 14,0 km, men skal deles i flere dele. De første 2,65 km stiger lidt ujævnt med 6,2% i snit, inden den flader ud med 2,65 km med bare 3,2%. Derfra stiger de næste 3,35 km jævnt med 6,4%, men med 6,35 km igen gå det galt. Herfra stiger de næste 3,75 km nemlig jævnt med 11,8% i snit, herunder med et maksimum på 18%, inden de sidste 2,6 km stiger jævnt med 10,5% i snit, idet den dog flader lidt ud med 6,0% over de sidste 200 m. Stigningen går ad en relativt lige vej, indtil der venter en serie hårnålesving ved 2 km-mærket. Herefter er der to sidste hårnålesving med 600 m igen, hvorefter vejen har en skarp kurve 100 m fra stregen.
Etapen byder på i alt 4718 højdemeter.
Hvis klatrerne stadig frygter den sidste enkeltstart, har de al mulig plads til at vinde ekstra tid. Man kan diskutere, om 16. eller 20. etape er årets kongeetape, men dette er utvivlsomt en af de absolut vanskeligste etaper. Ikke blot er der hele tre bjergpas, men Passo Fedaia slutter også med nogle af de sværeste kilometer i hele løbet - og det er endda stejlt hele vejen til toppen. Arrangørerne sørger altid for at lave ren relativt svær sidste etape, men sjældent har klatrerne haft så god en sidste chance for at vinde tid inden afslutningen og formentlig også gå efter en etapesejr på en dag, hvor de største formentlig gerne vil vinde.
Marmolada (Passo Fedaia) har to gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i Giroen i 2008, hvor Emanuele Sella fortsatte sin vanvittige Giro ved at tage endnu en sejr, denne gang endda foran holdkammeraten Domenico Pozzovio, inden Riccardo Ricco med en 3. plads vandt lidt tid på den førende Alberto Contador. I 2019 sluttede Baby-Giroens sidste etape her, og her tog Einer Rubio en solosejr med 25 sekunder ned til to andre colombianere, Juan Diego Alba og Andres Ardila, som sikrede sig den samlede sejr.
21. etape, søndag d. 29. maj: Verona - Verona, 17,4 km enkeltstart (***)
Mens man i Touren og Giroen stort set altid slutter med en sprinteretape, er der langt mere frihed hos Giro-arrangørerne, der flere gange inden for de seneste år har sluttet det hele af med en vigtig enkeltstart. I både 2012, 2017 og 2020 gav det endda anledning til et skifte allerøverst i klassementet, og selvom det ikke skete i 2019 eller 2021, er det atter en mulighed, når løbet i 2022 for femte gang på seks år ender med en potentielt afgørende tidskørsel. I de senere år har Giroen ladet sin afslutning gå på tur til byer som Brescia (2013), Trieste (2014), Torino (2016), Rom (2018) og Verona (2019) som afveksling til den traditionelle finale i Milano, og i år er det Verona, der for tredje gang siden 2010 får lov at runde festen af. Det gør de endda med en enkeltstart, der er helt identisk med finaleetapen fra 2019 og næsten identisk med afslutningen på 2010-udgaven, hvor den kuperede rute, der går op og ned ad Torricella-stigningen gav sejre til hhv. Chad Haga og Gustav Erik Larsson, og selvom vi i begge de tidligere udgaver blot var vidner til kroninger af vinderne Richard Carapaz og Ivan Basso i Verona amfiteater, viser historien, at en lyserød førertrøje langt fra er sikker, når Giroen slutter med en enkeltstart.
Med en distance på 17,4 km er enkeltstarten betydeligt kortere end i 2021, og den har både start og mål i Verona. Starten går i den sydlige udkant, hvorfra man kører mod nordøst ad en lige og let faldende vej, inden der følger en meget teknisk med hele syv skarpe sving, hvoraf de tre sidste kommer i forbindelse med en passage af en bro over Adige-floden efter 2,9 km. Herfra går det igennem fladt terræn mod nordøst fem til et skarpt sving, der leder mod vest og kort efter rammer man dagens hovedudfordring, når man kører mod nord op ad kategori 4-stigningen Torricella Massimiliana (4,6 km, 5,1%, max. 8%), der stiger med ca. 6% det meste af vejen, men har en kilometer på den nedre del på bare 3,6%.
Toppen rundes efter 9,5 km, hvor mellemtiden tages i det nordligste punkt, og her vender man rundt for at køre mod syd ad en i starten ret enkel, men mod slutningen mere kringlet nedkørsel, der slutter med to hårnålesving. Herefter er de sidste 3,6 km enten let faldende eller flade. Efter nedkørslen er der to hurtige sving, inden man kører ad en let faldende vej hen langs Adige-floden, som krydses efter 15,2 km i forbindelse med to hurtige sving. Herfra er det helt fladt over de sidste 2,1 km, når man kører ind gennem centrum ad en vej, der kun byder på sving med 875 m og 300 m igen, hvorefter den 6,5 m brede vej bugter sig ind på den 150 m lange opløbsstrækning, hvor tiden tages på Piazza Bra, inden rytterne kører ind på byens amfiteater for at blive hyldet.
Etapen byder på i alt 254 højdemeter.
Vi kender enkeltstarten fra de tidligere år, og den kan være lidt svær at læse. Bakken gør, at de tunge specialister er uden chance, men man skal bestemt ikke være topklatrer for at være med fremme, som vi så i 2019, hvor Chad Haga vandt foran Victor Campenaerts, og hvor folk som Tobias Ludvigsson, Josef Cerny, Luke Durbridge og Tom Bohli alle var i top 12. Generelt er det dog en enkeltstart, hvor klatrerne forsvare sig ganske godt, og grundet distancen er afstandene ikke enorme. Senest tabte Mikel Landa dog en podieplads, da en ellers syg Primoz Roglic slog ham med 31 sekunder, og det vidner om, at det bestemt er muligt at ændre på slagets gang, hvis bare forskellene er små nok.
Verona har været målby hele 21 gange tidligere mellem 1924 og 2019. Store navne som Alfredo Binda, Gino Bartali, Rik van Steenbergen og Francesco Moser har alle vundet i byen, og det samme har danske Ole Ritter i 1967 og norske Knut Knudsen i 1981. Giroen var senest forbi i 2021, hvor Giacomo Nizzolo endelig tog sin forløsende etapesejr i en massespurt foran den angribende Edoardo Affini og Peter Sagan, samt i 2019, hvor Chad Haga vandt præcis denne enkeltstart foran Victor Campenaerts og Thomas de Gendt. Byen blev også besøgt i 2012, hvor Garmin med en sejr på holdløbet efter de første tre etaper i Danmark sendte Ramunas Navardauskas i førertrøjen på en dag, hvor Alex Rasmussen ellers havde alle chancer for at komme i lyserødt. I 2010 sluttede Giroen med en enkeltstart, der er næsten identisk med den, der bruges i år, og her vandt Gustav Erik Larsson med 2 sekunder ned til Marco Pinotti, mens Ivan Basso trods en beskeden 15. plads sikrede sig den samlede sejr. I 2007 kørte man en lang enkeltstart på næstsidste etape, og her sejrede Paolo Savoldelli suverænt foran Eddy Mazzoleni og David Zabriskie. Byen var også vært for VM i både 2004 og 1999, og begge gange blev Oscar Freire verdensmester, mens Michael Rogers (2004) og Jan Ullrich (1999) vandt enkeltstarterne. Endelig var det lille Brixia Tour forbi i 2011, hvor Sacha Modolo vandt en massespurt i byen.
SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIRO D'ITALIA
EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS
SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO
DEL
DELTAG I DEBATTEN
SENESTE
Onsdag den 17. april 2024
Landevej
Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op
Landevej
Stærk belgier: Det var ikke et normalt Fleche Wallonne
Landevej
Sejrede efter vanvidsvejr i Vallonien: Jeg kan ikke tro, at jeg har vundet Fleche
Landevej
Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok
Landevej
Fænomenal brite vinder stor klassiker efter eksplosiv spurt
Landevej
Hypotermi-symptomer sender Skjelmose og holdkammerater ud af stor klassiker
Landevej
Rørt vinder: Det var en rigtig lortedag
Landevej
Dansk U23-landshold har holdet klar til stort løb
Landevej
Spanier gør vildt kup på voldsom regnvejrsetape
Landevej
Tidligere vinder ser stolt tilbage på sejr
Landevej
UAE-stjerne regner med sit hold
Landevej
Optimistisk Pidcock: I år er jeg et helt andet sted
Landevej
Optakt: 3. etape af Tour of the Alps
Landevej
Optakt: Fleche Wallonne
Landevej
Skjelmose går efter sejren i stor klassiker
Landevej
Træt Matthews: Benene er gode, men jeg er ved at være ved enden
Landevej
Rørt Bora-rytter pointerer: Specielt at køre på hjemmebane
Landevej
Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic
Landevej
Oversigt: Dagens 11 danskere ved Fléche Wallonne
Tirsdag den 16. april 2024
Landevej
WorldTour-hold kommer med opdatering på forslåede profiler
Landevej
Tidligere vinder og Fuglsang skal køre Fleche Wallonne
Landevej
Dansk talent skal hjælpe stjerne til topresultat: Han er god at lære af
INTERVIEW Landevej
ColoQuick-profil sætter ord på etapeløbssejr: Det er vildt og overraskende
Landevej
37-årig etapevinder rørt over sejr
Landevej
Italiensk veteran tager sjælden sejr
Landevej
Charmig udtaget til stor klassiker
Landevej
Vingegaard kommer med positive meldinger
Landevej
Optakt: 2. etape af Tour of the Alps
Landevej
Pidcocks træner: Han har før slået Pogacar og Van der Poel
Landevej
Hjerteproblemer får stort talent til at indstille karrieren
Landevej
Skjelmose får stærkt hold i ryggen til Flèche Wallone
Landevej
Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet
Motion
Vi vil lave Danmarks bedste cykelmagasin - hjælp os!
Udstyr og test
First Ride: Canyon Grizl:On
Landevej
Israel skriver kontrakt med ungdomskomet fra næste sæson
Landevej
Nyt, stort løb annoncerer ruten til første udgave
Landevej
Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner
Landevej
Oversigt: Se alle danske UCI-sejre i 2024
Landevej
Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter
Mandag den 15. april 2024
Landevej
Ung WorldTour-rytter ude med hjernerystelse efter vildt højhastighedsstyrt
Landevej
Se afslutningen: Nordmand vinder reduceret Tour of the Alps-spurt
Landevej
Sprinterkomet får plads på Tour de France-holdet efter styrt: En barndomsdrøm
Landevej
Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar
Landevej
Tidligere verdensmester reagerer på stor sejr
Landevej
Danskerduo klar til endnu en stor klassiker
Landevej
Uno-X afslører vilde WorldTour-planer
Landevej
Nordmand tager første sejr siden VM-triumf
Landevej
Belgisk endagsløb aflyses
Landevej
Optakt: 1. etape af Tour of the Alps
Landevej
Optakt: Tour of the Alps (Giro del Trentino)
Landevej
Medie erfarer: Verdens bedste til fransk WorldTour-hold
Landevej
Talent forlader Amstel med flere brækkede knogler
Landevej
Thomas er bedre inden Grand Tour-duel med Pogacar
Landevej
Efter Vingegaards styrt: Ineos-ejer kræver handling
Landevej
Skovbrand hærger kendt stigning
MTB
Andreassen åbner World Cuppen med top 10-placering
Bane
Danske top fem-placeringer afrunder OL-test
Søndag den 14. april 2024
Landevej
Airtox-sejr i Næstved
Landevej
Israelsk sejr og dansk top-10
Landevej
Hjemmebanesejr i Italien – dansker med fremme
Landevej
Wiebes reagerer på kæmpe bommert: Jeg kan sagtens være sur på mig selv
Landevej
Kamp skal køre sin anden Grand Tour
Landevej
ColoQuick tager stor triumf i Frankrig med kun to mand
Landevej
Se afslutningen af Amstel Gold Race 2024
Landevej
Van der Poel belyser ”vanskelig” situation
Landevej
Kæk Pidcock joker: Stort at vinde for anden gang
Landevej
Pidcock får sin Amstel-sejr i dramatisk finale
Landevej
Belgier sejrede foran Uttrups holdkammerat i Frankrig
Landevej
Martinez fuldender flot FDJ-hattrick
Landevej
Sådan blev Amstel igen afgjort med hektisk afslutning
Landevej
Amstel-fadæse: Se supersprinter juble for tidligt
Landevej
Vos: I sådanne tilfælde er der vigtigere ting end cykling
Motion
Første cykelmagasin på gaden
Landevej
Anerkendt journalist: Asgreen rygtes væk fra Quick-Step
Landevej
Optakt: Amstel Gold Race
Landevej
Supersprinters kæmpe brøler sikrer sejren til 36-årige Vos
Landevej
Optakt: Tour du Doubs
Annonce
Samarbejdspartnere
Feltet.dk
Åsvinget 5
9800 Hjørring
Tlf. 51558966
info@feltet.dk
salg@feltet.dk