Livestream Giro d’Italia og 4 Jours de Dunkerque uden afbrydelser

I de seneste år har Giroens løbsarrangør Mauro Vegni gjort en dyd ud af at gøre det modsatte af Tour de France-boss Christian Prudhomme. I de seneste år, hvor Prudhomme har reduceret enkeltstartsomfanget til det rene ingenting, har Vegni nærmet sig 70 km individuel kamp mod uret, og da franskmanden sidste år brød trenden med en pludselig enkeltstartstung rute, svarede italieneren igen med at designe den mest klatrervenlige rute i flere år.

Den model var en succes i 2021, og da Prudhomme i efteråret præsenterede en Tour-menu, der både bød på ganske mange kilometer enkeltstart og endda lidt brosten, var det oplagt, at årets Giro måtte byde på en lækkerbisken for klatrerne. Sådan er det bestemt også gået med en rute, der byder på det laveste antal enkeltstartskilometer siden 1962 og i stedet en endeløs serie af bjerge, der er langt stejlere og vanskeligere, end man ser det hos den franske storebror.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Det har i den grad også haft appel. Richard Carapaz, Miguel Angel Lopez, Simon Yates og Mikel Landa var ikke sene til at gribe muligheden, og Romain Bardet, Emanuel Buchmann, Jai Hindley, Giulio Ciccone, Ivan Ramiro Sosa, Guillaume Martin, Alejandro Valverde og Domenico Pozzovivo lod sig også friste af en rute, hvor de ikke skal slås med den tempodisciplin, der før har voldt dem kvaler. Succesen stopper imidlertid ikke her for Vegni, der også har haft held til at tiltrække, som egentlig nok havde foretrukket en anden rute.

Det gælder således for Joao Almeida, der jo må sande, at man på UAE får meget svært ved at fravriste Tadej Pogacar kaptajnrollen i Touren, og det gælder for Tom Dumoulin og Tobias Foss, der må sande, at Primoz Roglic og i år også Jonas Vingegaard sidder tungt på Jumbos Tour-trone. Richie Porte har ikke lyst til at skulle igennem mere stress og positionskamp i karrierens sidste grand tour, og Wilco Kelderman vælger også at give afkald på enkeltstartskilometer for at slippe for det pres, han ikke nød under sidste års Tour. Dertil skal lægges, at Thymen Arensman i sin gennembrudssæson er sendt til en grand tour, hvo han ikke får glæde af sine tempoevner, og at de alsidige Pello Bilbao, Hugh Carthy og Pavel Sivakov også har foretrukket en tur til Italien fremfor Frankrig, og det står klart, at feltet er fremragende.

Nej, Vegni har bestemt ingen grund til at være utilfreds med startlisten til den 105. udgave af verdens næststørste etapeløb. Måske ville han ønske, at rutens lille udflugt til Slovenien havde fået de to slovenske monstre til at give Giroen en overvejelse, men det var naturligvis aldrig realistisk. Det har til gengæld den fordel, at Giroen tegner til at blive betydeligt mere åben end Touren, og dermed burde der være basis for tre forrygende og spændingsmættede uger i Italien.

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets fire tostjernede favoritter, der alle har en god mulighed for at køre på podiet, hvis tingene flasker sig.

 Livestream Giro d’Italia og 4 Jours de Dunkerque uden afbrydelser

Tom Dumoulin (**)

På mange måder skruer vi tiden fem år tilbage, når Giroen på fredag skydes i gang i Budapest. Skruer vi tiden tilbage til 2017, var et af de helt store spørgsmål nemlig, om Tom Dumoulin vitterligt var i stand til at køre klassement i en grand tour. Han var som bekendt braget ind på scenen med en på alle måder vanvittig og højst uventet Vuelta i 2015, og efter et 2016 med fokus på OL i enkeltstart var det i Giroen for fem år siden, at vi for alvor skulle finde ud af, om Vueltaen blot var et one-hit-wonder, eller om Dumoulin var ”the real deal”.

Tre uger senere kendte vi svaret. På den sidste enkeltstart kørte hollænderen forhåndsfavoritten Nairo Quintana effektivt ud af den lyserøde trøje, inden han stillede sig på podiet som vinder af den første grand tour, han rent faktisk prøvede på at vinde. At der vitterligt var tale om en sand grand tour-gigant, understregede han i den efterfølgende sæson med 2. pladser i både Giroen og Touren - en bedrift, der er temmelig fabelagtig, når man husker på, hvor svær Giro-Tour-kombinationen har været, efter man fik ryddet ud op i sportens knap så beundringsværdige forberedelsesmetoder.

Hvad der siden skete, ved vi alle. I 2019 så alle frem til et opgør mellem Primoz Roglic og Dumoulin, men det endte i stedet temmelig tragisk, da et tidligt styrt efterlod Dumoulin med så grim en knæskade, at vi skulle om på den anden side af coronakrisen, inden han reelt var tilbage. Det var desværre slet ikke på samme niveau, for selvom han som hjælper for Roglic blev en på alle måder beundringsværdig nr. 7 i Touren og dermed satte en streg under sin klasse, var det ikke den Dumoulin, vi efterlod på den italienske asfalt i maj 2019. Siden fulgte så den frivillige pause, hvor han stillede sig selv eksistentielle spørgsmål, inden han sidste sommer til alles glæde vendte tilbage til det professionelle felt.

Det gjorde han som bekendt med bravur. Dumoulin havde ét stort mål i 2020, og det indfriede han til fulde, da han i kamp med hele verdenseliten vandt OL-sølv i enkeltstart. Og det er netop den bedrift, der gør, at vi kan tillade os at tro lidt på en gentagelse af 2017, når Dumoulin på fredag for anden gang stiller til start i en grand tour med det formål at bevise over for hele cykelverdenen, at han kan køre klassement i et stort etapeløb.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

Resten af tiden efter hans comeback har nemlig ikke været prangende. Han kørte nogle flotte etaper i Ardennerne og på brostenene i Benelux Tour, men ikke helt på det niveau, man ville forvente, at den gamle Dumoulin. Siden betød et brækket håndled, at VM gik fløjten, og i 2022 er alt gået galt. Først fik han ondt i ryggen i UAE Tour, hvor han ellers var startet så lovende med en 3. plads på enkeltstarten, siden kostede covid-19 ham både Strade Bianche og Tirreno-Adriatico, og sygdommen betød også, at han tidligt måtte forlade Volta a Catalunya, som han ikke helt var klar til. Han kom flot tilbage i Volta Limburg Classic, hvor han kørte med om sejren indtil en defekt i spurten, men i Amstel Gold Race fik vi bevist, at feltet i opvarmningsløbet slet ikke var sammenligneligt med det, han havde brillieret i en uge forinden.

Nej, Dumoulins optakt har været alt andet en prangende, men heldigvis er der grund til optimisme alligevel. Siden Limburg er det angiveligt gået ganske perfekt, og når han forbereder sig til sine mål i højderne, plejer han at ramme rigtigt. Det gjorde han forud for Giroen i både 2017 og 2018, hvor han heller ikke havde haft den helt store succes i optakten, og det gjorde han senest forud for OL, hvor han kom til start med ganske få løbsdage i benene.

Det er således ikke nødvendigvis forberedelsen, der er det største problem. Det er snarere det åbenlyse spørgsmål, om Dumoulin stadig er den rytter, vi senest så i 2018. Det var han i hvert fald ikke, da han kortvarigt var tilbage i en grand tour med 7. pladsen i 2020, men på den anden side var han i en låst rolle jo ikke langt fra de bedste. Det giver et vist håb.

Det gør hans OL-enkeltstart også. Ganske vist kan den ikke sammenlignes med en grand tour, men den beviste, at Dumoulin stadig er en verdensklasserytter. Det var trods alt Rohan Dennis, Stefan Küng og Filippo Ganna, han satte til vægs, og på den kuperede rute fik han bevist, at han også stadig kan køre opad. Det viste han også i Benelux Tour, hvor han efter en lidt rusten start kom stærkt igen på ardenneretapen, inden han kom med et overbevisende finaleangreb på brostensmurene på sidste etape.

Vi har imidlertid ikke set Dumoulin køre stærkt i bjergene siden Touren i 2020, hvor han som sagt var stærk, men ikke prangende. Denne gang befinder han sig heldigvis et bedre sted. Det kom senere frem, at han led så stærkt af et siddesår, at han var tæt på at udgå af selvsamme Tour, og i det lys var resultatet faktisk ganske imponerende. Vi ved også nu, at han mentalt var helt ude af balance, men nu skulle han efter eget udsagn have fundet sig selv og igen være tilfreds med det liv, tilværelsen som professionel atlet byder ham. Og faktisk er det ifølge ham selv lysten til at udfordre sig selv i grand tours, der er hans drivkraft nu.

De ydre omstændigheder er således på plads, men vi mangler stadig svaret på, om Dumoulin stadig er god nok. Nu har han passeret 31, og i disse år er det undtagelsen snarere end reglen, at ryttere bevarer deres niveau, når de har rundet de 30. Heldigvis giver hans kørsel ved OL håb for, at det måske kan gøre sig gældende for ham, selvom man nok også må sande, at den Dumoulin, der blev suveræn verdensmester i enkeltstart i 2017 havde kørt betydeligt stærkere på en OL-rute, der var skræddersyet til ham.

Det er årets Giro-rute til gengæld ikke. Dumoulin er åbenlyst den helt store taber ved det lave antal enkeltstartskilometer, der ikke er set så begrænset siden 1962, og derfor burde det egentlig være nok til, at han havde valgt løbet fra. Det havde han formentlig gjort tidligere i sin karriere, men med Roglic som stopklods i årets to øvrige grand tours var Giroen hans eneste reelle mulighed for at satse på en grand tour.

Heldigvis har Dumoulin vist, at han i hvert fald i gamle dage var en fremragende klatrer. Måske havde han visse vanskeligheder, da han vandt Giroen, men særligt i de to grand tours i 2018 var han meget svær at sætte i bjergene. Trods sin størrelse har han også været overraskende god på stejle procenter, som vi blandt andet så, da han i 2017 forsvarede sig flot mod Quintana på Blockhaus, der i år som bekendt er mål for den første virkelige nøgleetape. Alligevel må det trods alt regnes som en ulempe for Dumoulin, at bjergetaperne har meget stejle finalebjerge næsten hver eneste gang. Flere længere og mere moderate opkørsler havde han nok foretrukket.

Til gengæld er det en fordel, at løbet er bygget op med en meget tung afslutning. Dumoulins forberedelse har været skidt, og hans dieselmotor har ofte godt af at blive varm. Derfor er det bestemt ikke en ulempe, at løbet kun har én rigtig nøgleetape de første 15 dage, og det giver ham tid til at indhente det, han måtte have forsømt i optakten. Et hold, hvor Tobias Foss og Sam Oomen er medkaptajner, og hvor presset derfor ikke ligger entydigt på ham, er næppe heller en ulempe, og i det hele taget har Jumbo, der også tæller sidste års nr. 12, Koen Bouwman, et af de stærkeste hold i bjergene.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Det er bare ikke i sig selv nok. I sig selv betyder ruten, at Dumoulin skal være tilbage på sit allerbedste niveau, hvis han faktisk skal vinde, og efter fire år, hvor han ikke har klatret med de allerbedste, aner vi ikke, om det er tilfældet. Det gode er, at han jo praktisk talt heller ikke har haft chancen for at bevise, at han ikke kan, og derfor famler hele verden i blinde, når de skal forsøge at spå om hans niveau. Hans OL giver håb, men indikerede måske også, at den allerbedste Dumoulin måske fandtes på den anden side af den 30-års fødselsdag, der synes at blive en skarpere og skarpere grænse i moderne cykelsport. Til gengæld var svaret positivt, da Dumoulin for fem år siden sidst stillede til start i Giroen som løbets helt store og ubekendt joker. Ingen kan endnu udelukke, at svaret vil være lige så positivt denne gang.

 Livestream Giro d’Italia og 4 Jours de Dunkerque uden afbrydelser

Richie Porte (**)

Lad det være sagt med det samme. Richie Porte kommer ikke til Italien for at køre klassement. De ambitioner lagde han bag sig, da han for godt halvandet år siden endelig fik indfriet sin livslange ambition om at ende på Tour-podiet. For ham handler de kommende tre uger om at tage en smuk afsked med en grand tour-karriere, der tog sin begyndelse, da han i 2010 bragede ind på scenen med en ungdomstrøje og en samlet top 10 i det italienske løb.

Hvis alt går efter planen, kommer han heller ikke til at vinde løbet. Udover at vinke et smukt farvel drømmer den lille australier om at være den trofaste løjtnant, der kan hjælpe Richard Carapaz med at vinde sin anden Giro. Det har han gjort klart fra start, og hvis han allerede tidligt ryger ud af klassementet, er det bestemt ingen katastrofe.

Ineos og Porte ved imidlertid alt om, hvor hurtigt en Giro kan blive vendt på hovedet. Faktisk er Porte selv to gange udset som en af de helt store favoritter, men ingen af gangene lykkedes det ham at gennemføre. I 2014 kom han end ikke til start, da han blev syg i optakten, og i 2015 var det et styrt, der sendte ham hjem efter en så lovende start, at han reelt lignede en sandsynlig vinder af løbet.

Ineos kender det endnu bedre, for Porte er ikke deres eneste Giro-kaptajn, der har haft problemer. I 2013 stillede man med Bradley Wiggins, i 2016 med Mikel Landa og i 2017 med både Landa og Geraint Thomas, men i alle tilfælde blev kaptajnerne taget ud af klassementskampen. Kun i 2013, hvor Rigoberto Uran endte som nr. 3, havde man en valid plan B, og de mange nedture betyder i dag, at briterne som regel kommer til løbet med en eller anden form for backup-plan.

Den plan kunne meget vel være Porte. I hvert fald skrev han følgende i en nylig klumme til Velonews: ”My coach got me ready with the mindset of someone who was going there to try and win. That’s not to distract from the team’s primary goal but what it means is that I’ll hopefully be there in the big mountains when a lot of the GC riders are on their own. Having two of us riding together could give us an advantage both from a tactical point of view but also in terms of driving each other’s morale.”

Planen synes altså klar. Så længe Ineos kan have to ryttere inde i klassementet, vil det være ambitionen, og hvis Carapaz skulle blive den næste Ineos-kaptajn til at skride i svinget, vil hele ansvaret pludselig ligge på Portes skuldre. Om han stadig er stærk nok til at løfte det, vil tiden vise, men det virker bestemt ikke utænkeligt, at han faktisk vil kunne blande sig i kampen om sejren, hvis det pludselig skulle blive hans opgave.

Porte er nemlig stadig en pokkers god cykelrytter. Det er end ikke to år siden, at han stod på Tourens podium. Det er end ikke et år siden, at han vandt sportens sværeste ugelange etapeløb, Dauphiné. Faktisk er det kun lidt over et år siden, at han indledte en serie, hvor han endte på podiet i tre WorldTour-etapeløb på stribe.

Læs også

Hjerteproblemer får stort talent til at indstille karrieren

Det har han ikke gjort i år, og i hans alder er det legitimt at spørge, om Porte stadig er lige så god, som han var i 2021. Det har han endnu ikke helt bevist, men han har bestemt heller ikke modbevist det. I Tirreno var Tadej Pogacar måske i sin egen liga, men bag sloveneren kørte Porte helt lige op med Enric Mas, Jonas Vingegaard og Mikel Landa, og det var kun hans altid problematiske nedkørsel, som kostede ham en podieplads.

Heldigvis skal Porte ikke slå Pogacar, hvis han vil vinde Touren. Han skal end ikke slå Carapaz, for hvis han skal ende i en kaptajnrolle, vil det kræve, at ecuadorianeren er taget ud af spillet. Renser man feltet for den ecuadorianske storfavorit, er der pludselig ingen ryttere, der virker på et helt andet niveau end den Porte, vi så i Tirreno.

Til gengæld var Porte ikke helt så skarp i Alperne, men det kan meget vel hænge sammen med den sygdom, der sendte ham ud i Catalonien. Faktisk rejste han sig fornemt på sidste etape, hvor han kørte så stærkt, at han kom til at sætte sin kaptajn, da bundloyale Porte valgte at ofre sig for Pavel Sivakov. Hvis hans forberedelse siden dengang er forløbet så smertefrit, som han indikerer, får vi forhåbentlig igen den bedste Porte at se.

Der er imidlertid stadig mange forhindringer ud over den åbenlyse, at hans niveau måske ikke er, som det var engang. Ruten kunne i hvert fald have været bedre, for i denne tempofattige får han slet ikke megen udbytte, at de tempoevner, han fortsat besidder i et i hvert fald rimeligt omfang. Vi ved også, at Porte før har haft det svært med stabiliteten over tre uger, og selvom han for to uger siden igen beviste, at han sagtens kan køre stærkt hele vejen, er han ikke samme stabile garanti som Carapaz.

Der er også vejret. Porte er ikke nogen stor fan af regnvejr, og det er som bekendt ofte en kedelig følgesvend i Giroen. Der er også de mange tekniske nedkørsler, der ikke få gange har kostet australieren dyrt. Med alderen er han endda blevet endnu mere forsigtig, og det er næppe ham, der satser butikken, hvis eksempelvis Romain Bardet åbner for nedkørselsesfest.

Til gengæld passer bjergene ham udmærket. Porte har altid været solid på de stejle procenter, der kendetegner årets rute, og man kan i hvert fald ikke betvivle, at han har et stærkt hold. Selv hvis Carapaz falder ud af ligningen, er Ineos stadig et af de stærkere hold, og de burde have en fair chance for at føre Porte til sejr, hvis det pludselig mod forventning skulle blive planen.

Det kan altså godt være, at Porte ikke har ambitioner om at vinde Giroen, men der er faktisk ikke meget, der er gået efter planen i hans karriere. I den forstand ville det vel kun være helt symbolsk, hvis han faktisk endte med at runde sin grand tour-karriere af ved at tage en uplanlagt Giro-sejr. Det er bestemt ikke et usandsynligt scenarium, men det ville egentlig være meget smukt, hvis en rytter, der aldrig fik forløst sit enorme talent i de store etapeløb, skulle runde det hele af med i allersidste øjeblik at tage den grand tour-sejr, han utvivlsomt altid har haft evnerne til at opnå.

 Livestream Giro d’Italia og 4 Jours de Dunkerque uden afbrydelser

Romain Bardet (**)

Da Romain Bardet for et år siden stillede til start i sin første Giro, var entusiasmen begrænset. Franskmanden havde nemlig været igennem nogle kedelige sæsoner i 2019 og 2020, og det var svært ikke at se de manglende resultater som et udtryk for, at han havde toppet. Han havde trods alt nået den alder, hvor mange i moderne cykelsport begynder at starte et gradvist forfald, og da der ikke rigtigt var bedring at spore, var det en naturlig konklusion af drage.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour of the Alps

Giroen gav da heller ikke grund til den helt store optimisme. Ganske vist endte han som en hæderlig nr. 7, men bortset fra en fornem kongeetape var han aldrig i nærheden af de bedste. Da han på sidste bjergetape satte en fornem offensiv ind sammen med Damiano Caruso, kørte den italienske veteran ham også midt over, og han efterlod i hvert fald et helt andet indtryk, end da han i 2016 og 2017 endte på podiet i Touren.

Et år senere er det heldigvis en smule anderledes. Nok synes han stadig at være et stykke fra sit gamle niveau, men Bardet har rejst sig igen. Det gjorde han allerede med den flotte sejr på den første bjergetape i Burgos sidste sommer, selvom han løbet alligevel endte ærgerligt med et kollaps på sidste etape, mulgvis som følge af et styrt. Senere ødelagde et styrt også hans klassement i Vueltaen, men som lykkeridder lykkedes det ham at vinde en bjergetape og dermed på mindre end en måned sikre sig to af de sejre, hans karriere ellers ikke har mange af.

Hvad der særligt skaber entusiasme i år, er naturligvis hans nylige sejr i det vigtigste forberedelsesløb, Tour of the Alps. Ganske vist var han ikke oppe mod Richard Carapaz, Joao Almeida eller Smon Yates, men han sejrede foran flere af de store favoritter i form af Miguel Angel Lopez, Mikel Landa og Hugh Carthy. Det skete endda med en fornem opvisning på sidste etape, hvor et stærkt angreb satte den førende Pello Bilbap definitivt til vægs.

Hvordan kan det så være, at tiltroen hos de fleste alligevel er større til både Landa og Lopez, selvom de begge blev sat godt og grundigt til vægs af franskmanden for et par uger siden? Det skyldes formentlig to forhold. For det første har de to spansktalende kandidater vist et højere topniveau i de senere år, end vi har set fra Bardet. Lopez har trods alt slået de to slovenere på kongeetaper i Touren og Vueltaen inden for det seneste halvandet års tid, og Landa er endt som nr. 4 i Touren samt to gange nr. 3 i Tirreno og startede Giroen i 2021 uhyre lovende, inden et styrt satte ham ud af spillet.

Den anden er måske mere bekymrende. Hvis Lopez og Landa finder det niveau, de har, når de er bedst, er de formentlig i stand til at køre med om sejren. Begge har i hvert fald kørt grand tours og etapeløb, hvor man periodevist har siddet med fornemmelsen af, at de var løbets bedste mand.

Sådan har det aldrig været med Bardet. Det kan godt være, at han to gange er endt på podiet i Touren, men det er formentlig kun den allermest frankofile franskmand, der har kunnet regne Bardet som en reel vinderkandidat. I 2016 blev podiepladsen primært sikret via et flot kup på en regnvåd nedkørsel, og i 2017 var han såmænd ganske stærk, men aldrig flyvende.

Det er i virkeligheden meget sigende for Bardet. Han har et hav af flotte resultater, men sejrene er få. Den samlede sejr i Tour of the Alps var blot den anden i et etapeløb, og det første var i de unge år i det svagt besatte Tour de l’Ain. Han har også kun én podieplads i et af de store ugelange løb, nemlig 2. pladsen i Dauphiné i 2016, og den er desværre endnu ældre end hans podiepladser i Touren.

I det lys vil det være overraskende, hvis Bardet ender øverst på podiet i Verona om tre uger. Der har næppe nogensinde været gemt en grand tour-vinder i ham, og det virker usandsynligt, at der pludselig alligevel skulle kunne findes en i den fremskredne alder af 31. Bardet har alle dage været en pokkers god cykelrytter, men den x-faktor, der skaber en grand tour-vinder, synes han ikke at have.

Hvis drømmen alligevel skal indfries, er det nu. Bardet hører til blandt feltets mest temposvage, og det er derfor ikke mærkeligt, at han trods oprindelige indikationer af det modsatte alligevel valgte at gøre Giroen til sæsonens hovedmål, da den historisk tempofattige rute blev præsenteret. Den er også uhyre bagtung med næsten alle de vigtige etaper koncentreret i den sidste uge, og det er oftest her, Bardet er allerbedst. Det er ikke uden grund, at hans bedste etapeløbsresultater er kommet i grand tours, for det er her, hans motor kommer til sin ret. Bardet kan også håbe på mere af den kulde og regn, som Giroen er kendt for, da han senest i Tour of the Alps mindede os om, hvor god han er i barske betingelser.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

Med den form, han viste i Alperne, virker det da heller ikke helt umuligt, at Bardet kan kæmpe med om podiet. Så stærk har hans genfødsel været, at han i et relativt åbent løb, hvor hierarkiet bag den store favorit er relativt mudret, bestemt kan tillade sig at drømme om top 3 på en rute, der passer ham. At ambitionen ikke rækker til sejr, kan han imidlertid også se af det hold, DSM har udtaget. I forvejen mønstrer det hollandske mandskab en af de meste klatresvage trupper, men når man kun giver ham Chris Hamilton og ikke mindst den uhyre spændende Thymen Arensman som ledsagere i bjergene, har man i hvert fald ikke ambitioner om at kontrollere løbet på samme flotte vis, som holdet gjorde det for Jai Hindley og Wilco Kelderman i den sidste del af løbet for to år siden.

Succeskriteriet er et andet. Bardet har formentlig indset, at han aldrig vinder en grand tour. Til gengæld kan han nu igen tillade sig at drømme seriøst om at ende på et grand tour-podium for tredje gang i sin karriere, og det vil være et imponerende comeback fra den deroute, han syntes at have kurs mod for bare et år siden. Dengang stillede han til start uden det store forventningspres, men det gør han efter sin sejr i Alperne ikke denne gang. Allerede det er en halv succes. De kommende tre uger vil vise, om han kan tage sin genrejsning til yderligere et niveau.

 Livestream Giro d’Italia og 4 Jours de Dunkerque uden afbrydelser

Giulio Ciccone (**)

Giulio Ciccone må føle, at han er fanget i to forskellige verdener. I Italien er han på de fleste læber som den eneste reelle podiekandidat for den stolte værtsnation, der med stadig større desperation spejder forgæves efter Vincenzo Nibalis afløser. Til gengæld er det ikke megen opmærksomhed, Trek-kaptajnen får, hvis man bevæger sig uden for støvlelandets grænser, for her indgår han sjældent på mange favoritlister.

På den ene side er det helt forståeligt, men på den anden side kan det også vise sig at være en store fejltagelse. Forståeligt er det, fordi Ciccone mildt sagt ikke har haft en prangende sæson. Tværtimod har der faktisk intet været at råbe hurra for. Det så ellers lovende ud, da han trods begrænsede ambitioner kørte en flot kongeetape i Valencia, men siden dengang har intet fungeret. En 10. plads i Tirreno var skam hæderlig, men ikke en potentiel Giro-vinder værdig, og i Catalonien, hvor han ellers kom godt fra land, fejlede han på kongeetapen og endte blot løbet som nr. 21.

Når det alligevel kan vise sig at være en fejl, skyldes det, at vi skal huske, hvad der skete i Giroens første uge for et år siden. Efter et lidt tosset udbrudsforsøg havde kostet tid på den første bjergetape, var Ciccone den rytter, der var tættest på at matche den suveræne Egan Bernal på de øvrige to bjergetaper i den første uge. Efter en lille nedtur på Zoncolan var han også igen med helt fremme, da han endte som nr. 4 på kongeetapen foran stort set alle løbets forhåndsfavoritter.

På det tidspunkt lignede Ciccone en seriøs podiekandidat, men om han også kunne være endt i top 3, får vi aldrig at vide. Få dage senere styrtede han nemlig, og dermed blev to ugers hårdt tilkæmpet udgangspunkt formøblet. Samme uheld havde han senere på året i Vueltaen, men her skal det retfærdigvis siges, at han aldrig for alvor kom tæt på det niveau, han havde haft i Italien.

Sidstnævnte vidner igen om, at Ciccone ikke er den stabile type, og det vil være dumt at satse pensionsopsparingen på, at han ikke flopper, som han har gjort det meste af foråret. Det vil til gengæld også være dumt at udelukke, at han kan genfinde sit niveau fra sidste års Giro, for det har hele tiden været planen, at foråret kun var forberedelse til det største mål. Han valgte endda i sidste øjeblik at droppe sin planlagte deltagelse i Ardennerne for i stedet at tilbringe lidt ekstra i de højder, der bibragte ham hans superform for et år siden.

Selv hvis han finder sit niveau, er der imidlertid mange spørgsmål. Ciccone har stadig aldrig gennemført en grand tour som klassementsrytter, og om han er i stand til at køre stærkt over alle tre uger, ved vi derfor ikke. Det så dog ganske lovende ud, da han sidste år endte som nr. 4 på kongeetapen på løbets sidste mandag, og det er også værd at huske, at han i 2019 som udbryder og bjergkonge vandt kongeetapen over Mortirolo.

Det er vel også et spørgsmål, om hans psyke rækker. Italieneren er angiveligt ikke den mest selvtillidsfulde, og nu stiller han til start som en hel værtsnations store håb. Den rolle klarede han fint for et år siden, men dengang var han også kun en succesfuld plan B bag Vincenzo Nibali. Denne gang er det fra start Ciccone, der satses på.

Til gengæld kan han glæde sig over ruten. Ciccones enkeltstart er noget, man helst undgår at skrive hjem om, og derfor vil han elske det næsten totale fravær af enkeltstartskilometer. Hans sejr på Mortirolo-etapen viser også, at han sagtens kan begå sig på de stejle procenter, der dominerer årets finalebjerge, og han har flere gange vist, at han er god i det dårlige vejr, som ofte martrer Giroen. Selv hans hold med de unge løber Mattias Skjelmose og Juan Pedro Lopez samt erfarne Bauke Mollema ser ganske kapabelt ud.

Det kan imidlertid alt sammen være lige meget, hvis ikke han er bedre, end han har været tidligere i år. Hans kørsel på kongeetapen i Tirreno og efterfølgende dedikerede forberedelse giver imidlertid et berettiget håb om, at han vil være netop det. Sidste år lykkedes det ham som bekendt at time formen perfekt, og hvis samme opskrift fungerer igen denne gang, kan man håbe, at den Ciccone, der fløj så højt i de første to uger for et år siden, denne gang kan få lov at færdiggøre sit projekt. Sker det, er det næppe kun i Italien, at han fremover vil få en masse opmærksomhed.

 Livestream Giro d’Italia og 4 Jours de Dunkerque uden afbrydelser