SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIRO D'ITALIA

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

I de seneste år har Giroens løbsarrangør Mauro Vegni gjort en dyd ud af at gøre det modsatte af Tour de France-boss Christian Prudhomme. I de seneste år, hvor Prudhomme har reduceret enkeltstartsomfanget til det rene ingenting, har Vegni nærmet sig 70 km individuel kamp mod uret, og da franskmanden sidste år brød trenden med en pludselig enkeltstartstung rute, svarede italieneren igen med at designe den mest klatrervenlige rute i flere år.

Den model var en succes i 2021, og da Prudhomme i efteråret præsenterede en Tour-menu, der både bød på ganske mange kilometer enkeltstart og endda lidt brosten, var det oplagt, at årets Giro måtte byde på en lækkerbisken for klatrerne. Sådan er det bestemt også gået med en rute, der byder på det laveste antal enkeltstartskilometer siden 1962 og i stedet en endeløs serie af bjerge, der er langt stejlere og vanskeligere, end man ser det hos den franske storebror.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Det har i den grad også haft appel. Richard Carapaz, Miguel Angel Lopez, Simon Yates og Mikel Landa var ikke sene til at gribe muligheden, og Romain Bardet, Emanuel Buchmann, Jai Hindley, Giulio Ciccone, Ivan Ramiro Sosa, Guillaume Martin, Alejandro Valverde og Domenico Pozzovivo lod sig også friste af en rute, hvor de ikke skal slås med den tempodisciplin, der før har voldt dem kvaler. Succesen stopper imidlertid ikke her for Vegni, der også har haft held til at tiltrække, som egentlig nok havde foretrukket en anden rute.

Det gælder således for Joao Almeida, der jo må sande, at man på UAE får meget svært ved at fravriste Tadej Pogacar kaptajnrollen i Touren, og det gælder for Tom Dumoulin og Tobias Foss, der må sande, at Primoz Roglic og i år også Jonas Vingegaard sidder tungt på Jumbos Tour-trone. Richie Porte har ikke lyst til at skulle igennem mere stress og positionskamp i karrierens sidste grand tour, og Wilco Kelderman vælger også at give afkald på enkeltstartskilometer for at slippe for det pres, han ikke nød under sidste års Tour. Dertil skal lægges, at Thymen Arensman i sin gennembrudssæson er sendt til en grand tour, hvo han ikke får glæde af sine tempoevner, og at de alsidige Pello Bilbao, Hugh Carthy og Pavel Sivakov også har foretrukket en tur til Italien fremfor Frankrig, og det står klart, at feltet er fremragende.

Nej, Vegni har bestemt ingen grund til at være utilfreds med startlisten til den 105. udgave af verdens næststørste etapeløb. Måske ville han ønske, at rutens lille udflugt til Slovenien havde fået de to slovenske monstre til at give Giroen en overvejelse, men det var naturligvis aldrig realistisk. Det har til gengæld den fordel, at Giroen tegner til at blive betydeligt mere åben end Touren, og dermed burde der være basis for tre forrygende og spændingsmættede uger i Italien.

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets fem enstjernede favoritter, der kan betragtes som outsidere med en mulighed for en podieplads, hvis alt går deres vej.

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIRO D'ITALIA

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

Alejandro Valverde (*)

Det kan være svært helt at tro på, men den skulle altså være god nok. Når sæsonen er slut, vil cykelfeltet aldrig helt blive det samme igen. I 2023 vil det nemlig være slut med at nævne Alejandro Valverde i Feltets mange optakter, og det er mildt sagt en omvæltning. Gik man i gang med at tælle op, hvor mange gange den erfarne spanier igennem årene er blevet nævnt som topfavorit på Feltet.dk, vil man lynhurtigt få brug for så mange hænder, at man måtte sammenkalde ikke bare den nærmeste familie, men også venner og venners venner.

Når han på fredag indleder karrierens næstsidste grand tour - men blot den anden Giro - er Valverde imidlertid ikke favorit. Han er nemlig ikke endt i top 10 i en grand tour, siden han med det alleryderste af neglene akkurat fik klemt sig ind i top 10 i Vueltaen i 2020. I ingen af de to grand tours, han kørte i 2021, endte han med fremme, og vi skal således helt tilbage til Vueltaen i 2019 for at finde det seneste store løb, hvor Valverde har kørt med om sejren.

Det gjorde han til gengæld også med fynd og klem. Trods de vanlige erklæringer om at være hjælperytter for Nairo Quintana og alene at være etapejæger kunne veteranen som sædvanligt ikke slippe sit klassement. Iført VM-trøjen endte han som den nærmeste trussel mod Primoz Roglic, og selvom han aldrig var i nærheden af at true sloveneren, fik han trods alt skovlen under en vis Tadej Pogacar, der måske ikke var den Tour-vinder, han er i dag, men stadig kørte så stærkt, at han i sin grand tour-debut endte på podiet og vandt ikke færre end tre etaper.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

Den oplevelse er bare det seneste eksempel på, at man skal man være yderst varsom med at tro Valverde over en dørtærskel, når han siger, at han kommer til Italien for at nyde løbet og vinde etaper. Man skal nemlig bruge næsten lige så mange familiemedlemmer og venners venner for at tælle op, hvor mange gang han har sagt det samme inden Vueltaen. Alligevel er det kun én gang sket, at han er endt uden for top 10, og det var i den 2016-sæson, hvor han kørte alle grand tours - og selv da endte han ”kun” som nr. 11, fordi han havde én enkelt offday.

Derfor skulle det undre, hvis Valverde går til Giroen med den samme nonchalante attitude, som han faktisk har haft i de seneste to udgaver af Touren. Dengang havde holdet nemlig andre kaptajner at køre for, men det har de ikke denne gang. Ganske vist er Ivan Ramiro Sosa holdets erklærede klassementsrytter, men vi vil helt sikkert ikke se Valverde ofre sig for ham på samme måde, som han har gjort så mange gange tidligere, senest for Enric Mas og Miguel Angel Lopez i Touren og Vueltaen sidste år.

Faktisk taler alt for, at Valverde vil køre klassement så længe, han kan. Han vil utvivlsomt aldrig sige det offentligt, men man skal ikke glemme, at der kun er én grand tour-førertrøje, Valverde aldrig har båret. Det er som bekendt maglia rosa, og han vil formentlig give sin højre arm for, at det hul i hans endeløse generalieblad bliver lukket de kommende tre uger. Han drømmer om, at det kan ske allerede på 1. etape, men skulle det mislykkes - og det vil det efter al sandsynlighed gøre - vil han formentlig klamre sig fast til toppen af klassementet, så længe den lyserøde trøje er en realistisk option.

Når han gør det, slipper han det som regel aldrig igen. Det er ikke Valverdes natur pludselig at smide tid for få frihed til at vinde etaper. Det strider ganske enkelt mod den vindermentalitet, der har gjort ham til den sejrsmaskine, han er, og da han denne gang ikke skal ofre sig for andre, vil det bestemt ikke være overraskende, hvis han ender med endnu et storartet grand tour-resultatet.

Men er han stadig god nok? Nej, ikke til at vinde, men vi skal huske, at Valverde er en helt anden rytter end i den Vuelta i 2020, hvor han blot blev nr. 10. Det var dengang, han så ud til endegyldigt at være blevet for gammel og ikke vandt et cykelløb i halvandet år, men det er længe siden dengang. Siden da er han nok engang blevet genfødt, og vi skal ikke længere tilbage end til 2. pladserne i Strade Bianche og Fleche Wallonne og et fornemt Liege for at finde det seneste eksempel på, at 42-årige Alejandro Valverde stadig er en verdensklasserytter.

Det er klart, at grand tours er noget andet. Valverde er en bedre ardenner- end grand tour-rytter, for holdbarhed over tre uger og evner på lange stigninger var noget, der kom mindre naturligt end det punch og den timing, der altid har været hans varemærke. Alligevel endte han altså som en af ganske få i frontgruppen på den første bjergetape i sidste års Vuelta, selvom han igen havde arbejdet for sine to holdkammerater, Mas og Lopez. Desværre fik vi aldrig at se, hvad han kunne drive det til, for som bekendt styrtede han kort efter ud af løbet.

Når Valverde bliver interessant at følge i dette års løb, skyldes det også ruten. Den har nemlig et snert af Vuelta over sig, og det er ikke uden grund, at det er i sit hjemlands løb, at Valverde altid har været bedst. Denne gang er der ikke alt for mange lange stigninger, og vi skal kun én gang op over den 2000 m-grænse, der ofte har bragt Valverde i problemer. Vigtigere er det, at finalebjergene sjældent er specielt lange, men til gengæld altid stejle, og det er præcis på den slags Vuelta-agtige stigninger, at Valverde er allerbedst.

Det lave antal enkeltstartskilometer er også en gave. Den eneste evne, Valverde endegyldigt synes at have mistet er evnen til at køre enkeltstart, og derfor kan han kun være tilfreds med den historisk tempofattige rute. Han vil bestemt heller ikke brokke sig over, at de to enkeltstarter endda begge er kuperede og eksplosive og dermed passer ham ganske glimrende.

Til gengæld lurer vejret som en latent trussel. Valverde har altid haft store problemer i kulde og regn, og den svaghed synes blot at blive mere og mere udtalt i karrierens efterår (hvis det da ikke efterhånden er blevet vinter!). En forudsætning for et topresultat for Valverde er nok, at dette års Giro bliver betydeligt varmere og mindre regnfuldt, end det var tilfældet sidste år.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Hvis det ønske opfyldes - og Valverde har vel fortjent lidt medvind fra vejrguderne her på falderebet - kan det imidlertid blive meget interessant at se, hvor langt han stadig kan komme. Selvfølgelig vinder han ikke Giroen - det har han næppe heller holdet til - og endnu en podieplads er nok også et long-shot. Det har de på den anden side også mange gange lignet i Vueltaen, og her er det også sent i karrieren blevet til ganske mange af slagsen. Så længe den lyserøde trøje stadig er en realistisk option, vil han formentlig give sit liv for at holde drømmen om et lyserødt eventyr i live - og før vi aner det, er vi pludselig i Verona.

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIRO D'ITALIA

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

Jai Hindley (*)

Det var ikke længe, vi talte om Jai Hindley. Den australske komet var ellers på alles læber, da han højst uventet var så uendelig tæt på at vinde Giroen i 2020, selvom han egentlig blot var kommet til løbet som hjælperytter. Den opmærksomhed fik et uhyggeligt trist 2021 imidlertid hurtigt gjort kål på, og modsat sidste år, hvor der i Giro-optakten stadig var en vis forventning om, at vi ville få 2020-udgaven af Hindley at se igen, er de denne gang ikke mange, der nævner australieren som en af løbets favoritter.

Det forstår man godt. Hindley har ikke leveret ét eneste topresultat, siden han forlod podiet i Milano for halvandet år siden, men det er der faktisk også en god forklaring på. Hans forår i 2021 blev nemlig ødelagt af et genstridigt siddesår, som tvang ham ud af Giroen, og da han efterfølgende endelig var blevet rask igen og endt som nr. 7 i et Polen Rundt, der passede ham uendeligt dårligt, kostede et styrt i Slovakiet Rundt ham resten af den triste sæson.

I år har der heller ikke været megen fanfare over Hindley, men han det har faktisk været relativt opløftende. Det startede ellers uden den store bravur, men i Tirreno kørte han pludselig med i anden gruppe bag de fem forreste, kun i selskab med Damiano Caruso og Thibaut Pinot og foran navne som Pello Bilbao og Romain Bardet, som får betydeligt mere opmærksomhed inden denne Giro. Kort efter blev han nr. 8 på kongeetapen i Catalonien, og når han alligevel ikke fik noget med hjem fra løbet, skyldtes det, at han herfra blev degraderet til en på sidste etape meget værdifuld hjælper for den sejrende Sergio Higuita.

Herefter var det ikke meget, vi så til ham i Ardennerne, men det skal man ikke lægge meget i. I Fleche Wallonne var han ren hjælper for Aleksandr Vlasov, og sygdom betød, at han aldrig kom til start i Liege. Sidste gang, vi fik lejlighed til at se, hvad Hindley kunne kørte han i top 10 på kongeetaperne i både Tirreno og Catalonien, og det er faktisk temmelig opløftende, når han siden dengang har forberedt sig målrettet, og når vi husker på, at han forud for sin fabelagtige Giro i 2020 blot var blevet nr. 13 i Tirreno, der i det særlige coronaår var Giroens store forberedelsesløb.

Der er således en god forklaring på, at vi ikke har set meget til Hindley i perioden siden gennembruddet, men nu synes pilene igen at pege i den rette retning. Selv hvis han ikke skulle vise sig at være flyvende endnu, er der endda endnu mere håb at hente i hans kørsel i den fortryllende Giro for to år siden. Her kom han nemlig heller ikke flyvende fra start, men da det blev alvor sidst i løbet, var det kun Tao Geoghegan Hart og Rohan Dennis, der syntes at kunne komme i nærheden af ham i bjergene.

Netop den holdbarhed, som han dog har til gode endegyldigt at bevise, er helt afgørende i årets Giro, der i løbet af de første 15 dage kun byder på én nøgleetape, som endda kommer så sent som på 9. dagen. Hvis Hindley forbedrer sig lige sår markant gennem løbet, som han gjorde for to år siden, er det alt mulig grund til at tro, at han vil være flyvende i løbets sidste del, hvor langt de største forskelle kan og skal gøres. Denne gang skal han heller ikke slås med de mange enkeltstartskilometer, der ødelagde hans løb i 2020, og ruten synes på alle måder at være skræddersyet til en ren klatrer som Hindley, der i 2020 beviste, at han mestrede de fleste slags stigninger og de fleste typer af bjergetaper, også selvom han stadig har vist så lidt i bjergene, at det er svært helt at pinpointe, hvor han har sine største forcer.

Læs også

Hjerteproblemer får stort talent til at indstille karrieren

Hindley kan også glæde sig over et stærkt hold. Nok skal han dele kaptajnrollen med både Emmanuel Buchmann og Wilco Kelderman, men hvor tyskerens deroute synes fuldendt, og hollænderen nok er det mest sikre, men ikke specielt prangende kort, er det Hindley, som synes at have den bedste chance for at komme rigtigt langt. Det er næppe uden grund, at han klart overstrålede Kelderman i Giroen i 2020, og mens man nogenlunde kan regne med, at hollænderen vil køre et godt løb - hvis altså han holder sig på cyklen - er det Hindley, der måske kan overraske og lave noget rigtigt stort, som han gjorde det for to år siden.

Det vil stadig være modigt at satse pensionsopsparingen på endnu en podieplads til australieren. Dertil har han vist for lidt, og selvom hans optakt har været lovende, har han stadig ikke været med helt i front. Det var han imidlertid heller ikke før den sidste uge i 2020, og det bør i den grad give grund til optimisme hos Bora-ledelsen. Til gengæld har Hindley også til gode at bevise, at hans topniveau faktisk rækker hele vejen i et løb, der er stærkere besat end den historisk svagt besatte Giro, hvor han excellerede. Det bevis har vi endnu ikke fået, men det synes ikke længere helt umuligt, at vi vil få et bekræftende ja over de kommende tre uger. Gør vi det, skal vi igen til at snakke om Hindley - denne gang forhåbentlig lidt længere tid end sidste gang.

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIRO D'ITALIA

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

Wilco Kelderman (*)

Man skal nok være hollænder for at få pulsen helt op i det røde felt ved udsigten til at følge Wilco Kelderman i årets Giro. Det er bestemt ikke ment som nogen kritik. Tværtimod er hollænderen en fremragende cykelrytter, der er endt i top 10 i de fem seneste grand tours, han har gennemført. Faktisk vil han formentlig møde langt mere sympati end de fleste, for der kan ikke være mange, som ikke føler med en mand, der har smagt så meget asfalt og ligget så meget i e sygeseng, som den evigt uheldige Kelderman har.

Det er imidlertid ganske sigende, at de fem omtalte grand tours er endt med placeringer som nr. 3, 4, 5, 7 og 10. Lige så pålidelig og tilregnelig, han i kraft af sine lange serie af topplaceringer er, lige så lidt spektakulær har hans kørsel været. Kelderman har aldrig reelt været regnet som en seriøs vinderkandidat, og han er på mange måder nutidens svar på Haimar Zubeldia, der fik den ene top 10-placering efter den anden uden nogensinde at gøre megen væsen af sig.

Undtagelsen er naturligvis Giroen i 2020. Her var Kelderman så tæt på at vinde, at det formentlig kun var Rohan Dennis’ forvandling til bjergrytter, der forhindrede ham i at gøre det. Det løb er imidlertid ikke alt for meget værd som reference for dette års Giro, der kan præsentere et startfelt, som ikke rigtigt tåler sammenligning med det, vi havde for to år siden.

Bedre blev det af, at Kelderman jo end ikke var løbets bedste. Tværtimod blev han i den tredje uge klart overstrålet af både Geoghegan Hart, Hindley og Dennis, og de var altså hverken Richard Carapaz, Joao Almeida, Miguel Angel Lopez, Mikel Landa eller Simon Yates, som han skal forbi, hvis han skal vinde årets Giro. Nej, løbet var vel snarere en understregning af, at lige så stabil og solid en klatrer, Kelderman er, lige så langt fra den absolutte elite har han altid været.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour of the Alps

Det bliver naturligvis ikke bedre af, at den engang så fremragende enkeltstart, der var hans stærkeste våben, i dag er hensygnet så meget, at det sagtens kan ende med at årets tidskørsler snarere er en ulempe, som de i et vist omfang var det i sidste års Tour. Det gør heldigvis ikke så meget på en rute, hvor enkeltstartskilometer er lige så sjældne, som bjergetaper er det i Danmark Rundt, men det gør ikke just billedet bedre, at hans absolut stærkeste våben nu synes forvandlet til en lille svaghed.

Bedre er det heller ikke af, at Kelderman har haft en forfærdelig optakt. Der findes vel næppe nogen rytter, der har haft så mange alvorlige styrt som hollænderen, der har tilbragt en stor del af sin karriere på hospitalet. Det skete desværre senest i efteråret, hvor et styrt i Benelux Tour viste sig langt mere alvorligt end først antaget og betød, at han gennemlevede en vinter, han beskrev som ganske horribel.

Det kunne også ses, da han i februar startede i Valencia, hvor han - selvfølgelig - endte med at udgå efter styrt, og det var ikke blevet alt for meget bedre i Drome-Ardeche eller i Tirreno, hvor den ellers så stabile Kelderman blot blev nr. 19. Herefter kom han endelig tilbage på sporet med en træningsperiode, der var så god, at han valgte at droppe Tour of the Alps, men da han i Liege skulle have den sidste løbsfart i benene inden Giroen, skete det igen. Kelderman røg naturligvis i asfalten, og selvom skaderne angiveligt ikke var slemme, var det endnu en streg i regningen i en optakt, der bestemt ikke er gået som håbet.

Nu skal det imidlertid ikke alt sammen være én lang klagesang. Kelderman er en fremragende cykelrytter. Det er mindre end et år siden, at han endte som nr. 5 i Tour de France, og hvis han i tiden mellem Tirreno og Giroen har fået lagt den ringe forberedelse bag sig og nået samme niveau, som han havde sidste sommer, er det bestemt ikke utænkeligt, at han når et tilsvarende resultat her. Dertil har han nemlig den stabilitet, som nu har givet ham så mange top 10-placeringer, og han har bevist, at han kan håndtere båden den tredje uge og det dårlige vejr, Giroen ofte martres af. Bora har også et af de stærkeste og bredeste mandskaber, og det giver nogle muligheder for at tage nogle taktiske risici, når man har hele tre kaptajner. Den slags kan naturligvis koste det hele, men det kan også være det, der giver et forspring - et forspring, som måske i sidste ende kan bringe ham i spil til podiet.

Til gengæld kan man diskutere, om ruten er helt ideel. Kelderman er ikke vild med de stejle procenter, og i år er finalebjergene stort set alle stejle. Fraværet af enkeltstarter skal i dag måske næsten regnes som en fordel, men i år er der ikke råd til, at man har det svært, hvis stigningsprocenten kommer over de 10. Det har Kelderman for så vidt ikke, men længere og mere moderate opkørsler havde været til hans fordel.

Det ændrer dog ikke på, at Kelderman nok skal lave et resultat, hvis han kan holde sig på cyklen og ikke lider for meget under en optakt, som giver ekstra spørgsmålstegn. Det fortæller hans historik og stabilitet, men til gengæld vil det nok også være en overraskelse, hvis han gentager podiepladsen fra 2020 i et felt, der er betydeligt stærkere. Skulle det alligevel lykkes, vil han til gengæld have gjort mange af disse betragtninger til skamme og bevise, at det næste gang ikke kun er hollændere, der har grund til at imødese hans grand tours med høj puls og begejstring.

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIRO D'ITALIA

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

Pello Bilbao (*)

Da Pello Bilbao stillede til start i Giroen i 2018, var der næppe mange, der havde regnet ham som klassementsrytter. På det tidspunkt havde han allerede kørt fem grand tours, og han havde aldrig skænket klassementet en tanke. Faktisk var det først i løbet af foråret, at han var begyndt at vise sig lidt frem i de store WorldTour-etapeløb, men hans resultater antydede bestemt ikke, at han havde kurs mod nogen stor etapeløbskarriere.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

Den Giro gav imidlertid Bilbao nye ideer. Egentlig var han kommet til løbet som hjælper for Miguel Angel Lopez, men da de tre uger var omme, var han endt som nr. 6. Det var måske ikke sig selv voldsomt imponerende i et felt, hvor der manglede noget dybde, men det blev startskuddet til et karriereskifte for Bilbao.

Siden dengang har han nemlig udviklet sig til etapeløbsrytter, men det har aldrig været i toppen af holdenes hierarkier. Der er nemlig meget bedre klatrere end Bilbao, og i 2019 nøjedes han da også med at satse på mindre etapeløb. I de seneste to sæsoner har han imidlertid kørt to grand tours, én som hjælper og én som kaptajn, selvom det nu sidste år kun var Jack Haigs styrt, der gav ham en lidt uventet chance i Touren.

Det har også været en pæn succes. I 2020 skabte han et mindre mirakel, da han endte på Giroens 5. plads, selvom han kom til løbet umiddelbart efter en Tour, der sluttede så tæt på Giroens start, at man knap kunne nå på toilettet i den mellemliggende periode. Sidste år lykkedes det ham i Haigs fravær at ende på en flot 9. plads i Touren.

Alligevel er det svært at betegne Bilbao som en rigtig grand tour-rytter. Hans vanvidskalender i 2020 og det forhold, at han i 2021 også kørte sin bedste grand tour i andet forsøg, vidner om, at hans restitution og motor gør ham særdeles velegnet til at satse på de længste etapeløb. Han har også bevist, at han har den stabilitet, der gør en god grand tour-rytter, og det er derfor ikke helt tilfældigt, at han synes altid at gøre det godt, når han får chancen i klassementet.

Det er noget andet, der mangler. Der er en grund til, at Bilbao aldrig satsede på bjergrige etapeløb i begyndelsen af hans karriere. Han er nemlig slet ikke rigtig klatrer. Han er bare pokkers god til at begrænse sine tab ved at køre stigningerne i sit eget jævne tempo og lade de mere klatrestærke folk om at angribe hinanden længere fremme.

Den strategi er effektiv, hvis man vil være nr. 5 i Giroen eller nr. 9 i Touren. Den er bare ikke alt for god, hvis man vil mere end det. Bilbaos top 10-placeringer er derfor blevet opnået på den lidt kedsommelige måde, hvor han uden for kameraets fokus har holdt sig til dag ud og dag ind med så stor regularitet, at han alligevel er endt langt fremme.

Derfor er det også ret svært at forestille sig, at det bliver nu, Bilbao brager ind på scenen som podiekandidat. Når man alligevel kan tillade sig at skrue forventningerne lidt mere op i år, skyldes det, at han har forbedret sig ganske markant i år. Det startede med en uventet podieplads i et UAE Tour, han ikke skulle have kørt, og blev fulgt op af et fremragende Strade Bianche, hvor han trods defekt i det moment, hvor Tadej Pogacar kørte væk, endte som nr. 5. Siden har han kørt en række flotte etapeløb med en 9. plads i Tirreno, en 5. plads i Baskerlandet og senest en 4. plads i Alperne, hvor han længe havde kurs mod den samlede sejr.

Den fik han imidlertid ikke, og det er problemet i en nøddeskal. Da løbet skulle afgøres på den sværeste etape, var der igen bedre klatrere end Bilbao. Samme mønster så vi i Tirreno, hvor han kort efter det lovende Strade Bianche blot endte i tredje gruppe på kongeetapen. I Baskerlandet måtte han også sande, at der på kongeetapen var fem mand, der var stærkere end ham.

Læs også

LIVE nu: Stejl mur skaber åben finale

Det er der nemlig fortsat, selvom Bilbao synes at have taget et ekstra skridt i år og virkede ganske overbevisende de første fire dage i Alperne. Samtidig er hans engang så gode enkeltstart tilsyneladende fortsat forsvundet, da hans seneste gode tidskørsel nu ligger tilbage i 2020-sæsonen. Det problem er knap så stort i dette års Giro, men det er til gengæld den voldsomme bjergmenu, hvor der altså er bedre klatrere end Bilbao.

Skal det alligevel ende med en podieplads, skal han formentlig turde satse. Det er Landa, der er Bahrains kaptajn, og da Bilbao kun er plan B, kan det måske åbne døren for, at man tør bringe ham i spil med offensiv kørsel. Den slags er han altid mand for, som vi så det, da han iscenesatte Damiano Carusos flotte angreb på 20. etape sidste år, og det vil han være igen, hvis det er led i Bahrains taktik. Dertil kommer, at hans eminente nedkørsler giver ham nogle muligheder, særligt hvis vi også rammes af det dårlige vejr, der ofte præger Giroen.

Det er imidlertid også den slags opfindsomhed, der skal til, hvis Bilbao skal forbedre sine hidtidige grand tour-resultater mærkbart. Dertil har han trods sin fremgang fortsat for store klatremæssige begrænsninger, som vi har set det i alle de tre seneste etapeløb, han har kørt. Det synes i hvert fald at skulle kræve lidt mere opfindsomhed end den konservative ”jeg-begrænser-tabet”-strategi, der hidtil har været hans vej til sine top 10-placeringer i grand tours. Den fjerde top 10-placering i en grand tour på bare fem år vil imidlertid også være en fremragende bedrift af en rytter, ingen rigtigt så som klassementsrytter for bare fire år siden.

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIRO D'ITALIA

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

Thymen Arensman (*)

Der findes de ryttere, hvor man med det samme kan se, i hvilken retning deres karriere vil gå. En spinkel klatrer eller en lynhurtig sprinter tager man sjældent fejl af, men for mange andre er det mere mudret. Er man klatrestærk og eksplosiv kan det eksempelvis være lidt svært at finde ud, om talentet er størst i kuperede klassikere, eller om potentialet rækker længst i etapeløbene.

For nogle er det imidlertid helt uklart, og det er Thymen Arensman et godt eksempel. Da han i den mærkelige 2020-sæson blev professionel, startede han sin karriere med et temmelig mudret generalieblad. I 2018 var han således som bare 18-årig blevet nr. 2 i Tour de l’Avenir bag en vis Tadej Pogacar og foran en stjerneparade bestående af Gino Mäder, Aleksandr Vlasov, Clement Champoussin, Ivan Ramiro Sosa, Joao Almeida, Eddie Dunbar og Tobias Foss, der vel at mærke alle var mellem 20 og 22 år gamle, men tidligere på året var han også blevet nr. 3 i Paris-Roubaix bag Stan Dewulf og Julius van den Berg og lige foran en vis Jasper Philipsen - igen tre ryttere, der var mindst 20 år gamle. Kun Tom Pidcock, der både vandt Baby-Giroen og Paris-Roubaix som U23-rytter, kan vel i de seneste år prale af så alsidig en resultatliste, for det er ikke hvem som helst, der kan være med helt i front i to løb, der er så forskellige, som de overhovedet kan være.

Hans to første år som professionel gjorde bestemt ikke billedet mere klart. Faktisk var de temmelig skuffende, for Arensman, der med sine 190 cm ikke er prototypen på en bjergrytter, lignede længe en rytter med for store begrænsninger i bjergene. Således var hans bedste resultater to flotte udbrud i Vueltaen i 2020 og ikke mindst en fabelagtig 3. plads på den sidste enkeltstart i Vueltaen sidste år - enkeltstarter mestrer vores alsidige talent nemlig også - men når det gik opad, haltede det altid.

Jeg var derfor allerede ved at afskrive ham som potentiel klassementsrytter. Han virkede for tung til de rigtige bjerge, og han var nok snarere en mere tempostærk dieselmotor med hæderlige klatreevner. Til gengæld var der med det samme én ting, der stod tydeligt frem, nemlig at hans motor var fremragende i den tredje uge af en grand tour. I sin første Vuelta i 2020 kørte han således en god enkeltstart, var tæt på at vinde fra udbrud og endte i samme tid som den samlede nr. 4, Dan Martin, på den sidste bjergetape, selvom han tidligere i løbet slet ikke havde været fremme i bjergene. I 2021 var det på løbets allersidste dag, at han kørte sin fremragende enkeltstart.

Læs også

Skjelmose får stærkt hold i ryggen til Flèche Wallone

Det er som bekendt den tredjeugesmotor, der skaber en god grand tour-rytter, men det hjælper ikke meget, hvis man ikke kører godt nok opad. Teorien om de manglende klatreevner er imidlertid i den grad stået for fald i år. Allerede i UAE Tour fornemmede man, at han havde forbedret sig mærkbart, men det helt store gennembrud kom, da han endte som samlet nr. 6 i et meget stærkt besat Tirreno-Adriatico.

Alligevel haltede det stadig lidt. På kongeetapen var Arensman fortsat relativt langt fra de bedste på den eneste dag med virkelige bjerge, og det mønster gjorde sig egentlig også gældende i den første del af Tour of the Alps. Her var han igen ganske godt klatrende, men undervejs på stigningerne var der folk, der var bedre end ham.

Det var der imidlertid ikke, da de nåede til den vanskeligste etape på sidstedagen. Her kunne hverken Miguel Angel Lopez, Mikel Landa, Pello Bilbao, Richie Porte eller Pavel Sivakov følge Arensman, som sammen med sin kaptajn, Romain Bardet, og sin tidligere holdkammerat Michael Storer kørte fra alt og alle. Resultatet blev ikke blot en samlet sejr til Bardet. Arensman endte også som nr. 3 og med en ungdomstrøje på skuldrene.

Den bedrift vidnede om, at han nu kan klatre. Det var nemlig på den korte, eksplosive og meget stejle Stronach-stigning, han kørte væk, og han har aldrig lagt skjul på, at han er bedre skabt til længere stigninger. Det var derfor i uvant terræn, at han pludselig excellerede, og selvom det elendige vejr næppe har været en fordel for robuste Arensman i kamp med de små klatrere, var det alligevel en bedrift, der vidnede om potentialet.

Det gode ved det hele var, at det skete på dag 5 i et etapeløb, hvor han igen åbenlyst blev bedre og bedre undervejs. Kan vi bruge hans to Vueltaer som rettesnor, vil han være endnu bedre i den tredje uge af den kommende Giro. Det er som bekendt ikke nogen dum ting, når han kan se frem til et løb, hvor de første 15 dage kun byder på én rigtig nøgleetape, og hvor løbet i den grad vindes i den sidste uge.

Enkeltstart kan han som bekendt også køre. Den tekniske 2. etape er nok ikke ideel for ham, men 21. etape i den tredje uge burde ligge lige så meget til hans højreben, som sidste etape i Vueltaen, hvor han blev nr. 3, gjorde. Nu vinder man som bekendt ikke denne Giro på sine tempoevner, men Arensman vil i hvert fald kunne vinde lidt tid på de to etaper også.

Hans rolle er dog også ret klar. Han erklærede tirsdag over for Wielerflits, at han ikke kommer for at køre klassement eller vinde ungdomstrøjen. Det handler alene om at støtte Bardet, samtidig med at han skal lære. DSM har imidlertid før ladet en ung rytter holde sig til, mens fokus har været på kaptajnen. Det var som bekendt sådan, Jai Hindley blev nr. 2 i en Giro, hvor alt ellers handlede om Wilco Kelderman, og det virker helt logisk, at Arensman i hvert fald ikke skal smide tid med vilje - særligt ikke hvis han lægger ud med at køre en god enkeltstart og alligevel sidder med Bardet hele vejen til toppen af Etna. DSM er helle ikke et hold, der ventes at skulle tage ansvar, og der burde derfor være plads til, at Arensman kan køre et fint klassement.

Hvor langt rækker det så? Klatreevnerne er nok ikke gode nok til at blande sig i den absolutte top, og han vil savne nogle flere enkeltstartskilometer. Alligevel er det svært ikke at være svært fascineret af, at en rytter, der indtil nu som professionel nærmest udelukkende har markeret ved sin evne til at køre stærkt i den tredje uge af grand tours, pludselig nu også kan klatre med de bedste.

Det lugter i hvert fald af den komplette grand tour-pakke, og det minder mig lidt om Richard Carapaz. I Vueltaen i 2017 lavede han nemlig ”en Arensman” ved ret anonymt at køre nogle flotte bjergetaper i den sidste uge, hvilket fik mig til at pege på ham som den store joker til Giroen i 2018. Her viste han sig som bekendt rigtigt nok at have den perfekte tredjeugesmotor, og med sin samlede 4. plads endte han som løbets helt store overraskelse.

Arensman ender næppe som nr. 4 i dette løb. Ej heller vil et topresultat være samme overraskelse, som det var med Carapaz, når nu hollænderen faktisk kommer til løbet med en samlet 3. plads i det vigtigste optaktsløb. Alligevel kunne de kommende tre uger meget vel munde ud i en præstation, der giver visse mindelser om det, vi så fra ecuadorianeren for fire år siden. Sker det, har vi endelig fundet ud af, hvad det er, Arensman er rigtigt god til.

 SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIRO D'ITALIA

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO