I gamle dage havde Giroen langt mere appel til feltets klatrere end Tour de France. Særligt under Jean-Marie Leblancs ledelse var det nemlig kutyme, at den franske grand tour, der er en anelse udfordret af den knap så varierede franske geografi, havde to meget lange og relativt flade enkeltstarter, der gjorde det ganske svært for feltets små ryttere at måle sig med de mere alsidige og tempostærke af slagsen. Bedre blev det ikke af, at de franske stigninger aldrig har været helt så stejle og helt så vanskelige som de italienske modstykker, og derfor var det Giroen, der var klatrernes grand tour, og Touren, der var for de mere komplette ryttere.

I de senere år er billedet blevet ændret. Efter Christian Prudhommes magtovertagelse i Frankrig er der skruet voldsomt ned for mængden af enkeltstarter, og fra 2017 til 2020 var de nærmest så få og korte, at de var næsten helt ligegyldige. Mest markant var det naturligvis sidste år, hvor den eneste enkeltstart, der end ikke var specielt langt, endda var en halv bjergenkeltstart, der mere end måske nogensinde gjorde Touren til klatrernes cykelløb.

Giroen lider desværre under at være lillebror, og derfor har det altid været en god ide at indrette ruten helt anderledes, end man gør det i Frankrig. Kun på den måde kan man nemlig appellere til feltets stjerner. Når ruterne er for ens, foretrækker både hold og ryttere næsten altid det største og mest prestigiøse af løbene, men ved at gå den modsatte vej af den franske kan løbsdirektør Mauro Vegni gøre sine hoser grønne hos de ryttere, der er blevet skuffede over den menu, Prudhomme har præsenteret.

LIVESTREAM ALLE GIRO ETAPER FRA START TIL SLUT - UDEN REKLAMER

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Det er formentlig forklaringen på, at Vegni i de senere år har skruet kraftigt op for enkeltstarterne i samme takt, som Prudhomme har skruet ned. I gamle dage var det eksempelvis ofte tilfældet, at den ene enkeltstart var en bjergenkeltstart, men en sådan har vi ikke haft siden 2016 - sjovt nok året, hvor Touren senest havde en tempotung rute. I stedet har Vegni i årene mellem 2017 og 2020, hvor enkeltstarter i Touren har været en by i Rusland, haft særligt mange enkeltstartskilometer på programmet. I 2017 var der 69,1 km, i 2019 serverede der 59,8 km, og i 2020 bød han på 64,9 km af slagsen, og det var således kun de 43,9 km i 2018, der brød trenden. I samme periode har der i Touren bare været hhv. 26,5 km, 31,0 km, 27,2 km og senest 36,2 km ensom kamp mod uret.

På den baggrund kunne man næsten regne ud, hvordan Vegni ville reagere, da Prudhomme i november med lidt forsinkelse præsenterede den mest tempotunge Tour-rute siden 2016 og denne gang endda med lutter flade enkeltstarter. Det fik alverdens klatrere til at løbe skrigende bort, og derfor var der kun én naturlig reaktion fra italienerne, nemlig at gå i den modsatte grøft endnu engang.

Som sagt, så gjort. Da Vegni i februar med endnu større forsinkelse langt om længe fik styr på coronaproblemerne og præsenteret sin rute, var der skruet gevaldigt ned for enkeltstarterne. Den lange, ofte kuperede ”vinenkeltstart”, der ellers har været en fast og ofte kuperet tradition midtvejs i løbet siden 2013, var pludselig helt væk. For første gang siden 2018 bød han kun på to enkeltstarter med en samlet distance på bare 38,9 km, og selvom specialisterne kan glæde sig over, at de begge er designet med de sande wattmonstre i tankerne, når der åbnes med 8,6 km flade kilometer i Torino på Po-sletten og sluttes med 30,3 flade kilometer i Milano ligeledes på Po-sletten, er årets rute den klart mest tempofattige i de seneste år, ikke mindst fordi der heller ikke i år er noget holdløb.

Alene det burde være nok til at få mange klatrere til at rejse til Italien - og som det fremgår af den klatrerstærke startliste er det bestemt også lykkedes at appellere til de temposvageste i feltet - men Vegni har smurt ekstra på. I de senere år har det ellers lidt for ofte været tilfældet, at de ellers mange gigantiske bjergetaper, som Giroen altid byder på, er endt med nogle ret bløde målstigninger, der har gjort det vanskeligt for klatrerne for alvor at gøre forskelle.

Sådan er det bestemt ikke i år. Denne gang synes Vegni at have gjort en dyd ud af at opsøge de sværeste målbjerge, han kan finde. De er som altid koncentreret i den sidste tredjedel af løbet, hvor der som altid er lagt op til bjergfest i Dolomitterne og Alperne, og hvor der fra næstsidste lørdag og frem bydes fem store bjergetaper, der alle har ganske svære finaler og for de flestes vedkommende også sværere, end man oftest har set det i løbet.

Det hele starter med 14. etape, der er den mest spektakulære af dem alle. Her vender sportens måske sværeste bjerg, Monte Zoncolan, nemlig tilbage efter to års fravær, men det sker nu i en lidt udvandet udgave. For anden gang i historien og for første gang siden debuten i 2003 skal det nemlig bestiges fra Sutrio- og ikke den meget svære Ovaro-side. Det gør menuen betydeligt mere overkommelig, men ændrer ikke på, at de sidste 3,1 km med sine 13,0% i gennemsnit og sit maksimum på 27% stadig er en led sag, som appellerer stærkt til de sande klatrere.

Det gør de kommende bjergetaper også. Allerede mandagen efter - årets to hviledage falder nemlig højst usædvanligt begge om tirsdagen - er der nemlig lagt op til en brutal kongeetape i Dolomitterne, hvor der over 212 km skal klatres næsten 6000 højdemeter på en af den slags bjergmaratoner, som Giroen er så kendt for. Passo Fedaia og Passo Pordoi, der med sine godt 2200 m er årets Cima Coppi, fungerer som opvarmning til det store opgør på den brutale Passo Giau, og selvom der ikke er mål på toppen, vil en af Dolomitternes stejleste stigninger igen være et slaraffenland for klatrerne.

De får mere at glæde sig over efter hviledagen. Både onsdag og fredag skal der nemlig sluttes på for Giroen helt nye stigninger, der måske er relativt korte, men med lange stykker med gennemsnitlige stigningsprocenter på ca. 10 er betydeligt sværere end det gennemsnitlige målbjerg i Giroen. Og selvom løbets sidste bjergetape om lørdagen ikke har helt samme svære afslutning, vil de næsten 4000 højdemeter over bare 164 km, herunder en stadig stejl, men lidt kort målstigning, give klatrerne en femte og sidste fremragende mulighed for at vinde tid i en sidste uge, der samlet set er lettere end i 2020, men som med sine svære finalebjerge kan gøre betydeligt større forskelle mellem de allerbedste - alt sammen vigtigt inden den afsluttende tonserenkeltstart i Milano, der med sin lange distance på hele 30,3 km kan skabe betydeligt større forskelle end den korte sag fra 2020, der endte med samme førertrøjeskifte, som vi også så på lignende ruter i 2017 og 2012.

Til gengæld har Vegni holdt lidt igen med udfordringerne i løbets første del. Der mangler bestemt ikke vanskeligheder, men her skinner ønsket om at undgå en tydelig afgørelse igennem med nogle lidt lettere finaler. Efter den korte indledende enkeltstart får vi dog et tidligt fingerpeg om klatrehierarkiet allerede om tirsdagen, hvor der skal sluttes i Sestola, men selvom Colle Passerino i finalen er stejl, er den relativt kort. Senere venter en relativt blød bjergfinale om torsdagen, hvor det kan blive svært at gøre de helt store forskelle mellem de bedste. Det vil der næppe heller være om lørdagen, hvor der skal sluttes på en kort, mere puncheuragtig stigning, eller om søndagen, hvor der ganske vist venter en opslidende dag i Appenninerne med et hav af højdemeter, men også kun bløde stigninger og en kort grusvejsrampe op mod mål.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Mere farligt bliver det om onsdagen, der altså er første dag efter den usædvanligt sene første hviledag. Her vender de grusveje, som Giroen har benyttet alt for lidt, nemlig endelig tilbage i et lille Strade Bianche, der endda gør brug af store dele af den fantastiske rute, der i 2010 gav et episk regnvejrsdrama, hvor en tilmudret Cadel Evans sejrede iført sin regnbuetrøje. Denne gang er der endda mere grus og sværere stigninger, og særligt hvis vejret er dårligt, er 11. etape en dag, der bestemt ikke skal undervurderes. Det skal torsdagens etape bestemt heller ikke, men her er etapen i Appenninerne trods de mange højdemeter mere designet for et udbrud end for et stort klassementsopgør. Derfor er det først fra lørdagens opgør på Zoncolan, at vi for alvor vil få et helt klart billede af, hvem der klatrer bedst i årets Giro - men derfra handler det så også stort set kun om bjerge.

Masser af bjerge betyder ikke nødvendigvis, at det er et mareridt for sprinterne. Faktisk kan de hurtige folk også være fint tilfredse med årets menu, hvor man synes at ville hylde Po-sletten, der som bekendt er et af Europas fladeste områder. Ikke blot afvikles begge de to enkeltstarter her, der er også en sjælden stor mængde af de helt flade ”sletteetaper”, som Giroen også er så kendt for.

Den første af disse kommer allerede på løbets første søndag, hvor sprinterne får deres første helt flade etape. Også om onsdagen skal der køres helt fladt ad Po-sletten ud til adriaterhavskysten, der også altid er rammen om nogle meget lette etaper. Det er den også den følgende fredag, hvor sprinterne allerede får deres tredje chance, da nogle ture ind i Tirrenos mure tidligt på dagen næppe kan afholde de hurtige folk fra at komme til fadet. Faktisk venter der en fjerde chance inden første hviledag, da også mandagens 10. etape giver sprinterne en mulighed inden det første hvil, og minsandten om Po-sletten ikke vender tilbage den følgende fredag, hvor også 13. etape er en tur hen ad den pandekageflade slette. Til gengæld skal der også slås til her, for derfra er der intet at komme efter for de rene sprinter over de sidste otte etaper.

Po-slettens store fokus betyder, at de mange sprinteretaper er meget lette - dog i øvrigt ofte med meget kringlede finaler - og det er sket på bekostning af de mere robuste typer, der ikke har helt så meget at komme efter som vanligt. Peter Sagan er dog ikke rejst helt forgæves til Italien, for der er i hvert fald tre etaper, der appellerer til hans ryttertype. Den første af disse kommer allerede på den første mandag, hvor en flad tur ad Po-sletten - igen - denne gang afsluttes med en tur rundt i et par bakker, der stiller betydelige krav til klatreevnerne hos de sprintere, der vil have en chance. En ny mulighed får de robuste folk først på den næstsidste søndags 15. etape, hvor en svær rundstrækning i både Italien og Slovenien byder på nogle stejle bakker, inden det slutter med en teknisk og eksplosiv finale, der både byder på stejle ramper og brosten. Sidste mulighed kommer den sidste torsdag, hvor serien af bjergetaper afbrydes af et mere end 230 km langt maraton hen ad Po-sletten - naturligvis - inden der sluttes med en serie småbakker, der både kan bruges til sene angreb og rydde ud i feltet inden en sidste reduceret massespurt i løbet, hvis altså nogen kan hente et udbrud på en etape, der vil vare en evighed. 

Til gengæld er der i år intet at komme efter for de klassiske puncheurs, da der denne gang slet ikke findes den slags hidsige finaler, som Giroen ellers er så kendt for, men de må så gribe deres chancer på udbrudsetaperne. Dem burde der nemlig være en del af. Ikke blot kan de tre Sagan-etaper blive svære at kontrollere, også de mange mellemhårde etaper, herunder grusvejsetapen, i løbets første to uger lægger i den grad op til udbrudssejre. Det samme er ganske sandsynligt i den sidste bjergrige uge, hvor den endeløse serie af bjergetaper betyder, at der ofte vil være behov for at spare så meget på kræfterne til kommende opgaver, at der er grænser for, hvor meget man kan jagte.

Det kan måske koste klatrerne et par etapesejre, men det lever de nok med. Efter flere år, hvor det har været tempospecialisterne, der har jublet og er rejst til Italien på bekostning af Touren, er det nemlig i år klatrernes Giro. Nok skal de kunne klare de knap 40 km tonserenkeltstart, men med så svære bjergfinaler har de en sjældent god mulighed for at indhente det tabte. Det er ikke mærkeligt, at Egan Bernal valgte 2020 som året, hvor Giroen skal have prioritet, eller at Dan Martin lige pludselig ændrede sine sæsonplaner, da ruten langt om længe blev præsenteret. Hvis en klatrer skal vinde en grand tour, får han ikke mange bedre chancer end denne!

Nedenfor giver vi en beskrivelse og analyse af hver af de 21 etaper. I parentes er med mellem 1 og 5 stjerner angivet arrangørernes vurdering af sværhedsgraden.

SÆT DIT GIRO MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR OVER 50.000 KRONER

1. etape, lørdag d. 8. maj: Torino - Torino, 8,6 km enkeltstart (**)
Mens Tour de France varierer mellem en enkeltstart og en linjeløbsetape, og Vuelta a Espana stort set altid lægger ud med en holdtidskørsel, har man langt større opfindsomhed i RCS Sport, der står for Giro d’Italia. Ganske vist var holdtidskørsler i flere år den foretrukne indledning, men enkeltstarter og flade etaper blev også brugt. På det seneste synes præferencen at være skiftet til fordel for enkeltstarter, for efter at man i 2016 startede med en flad enkeltstart i Apeldoorn, i 2018 lagde ud med en let kuperet individuel tidskørsel i Jerusalem, i 2019 skød det hele i gang med en spektakulær åbning i Bologna, og sidste år åbnede ballet med en meget speciel og halsbrækkende enkeltstart på Sicilien, er det for fjerde femte gang på seks år en enkeltstart, der indleder showet. Det sker dog ikke på samme spektakulære facon som i de seneste to udgaver, men derimod med en relativt og helt klassisk tonserenkeltstart i Torino, hvor en af de sande specialister ventes at skulle iføre sig årets første maglia rosa.

Med en distance på bare 8,6 km er der tale om en næsten halvt så lang åbningsetape som sidste år, og den har både start og mål i Torino. Starten går i byens centrum, hvor man lægger ud med en teknisk og let faldende første kilometer, der byder på to sving, det sidste med 800 m igen. Det leder ind på en lige og let faldende, der fører mod sydøst ned til floden Po, hvor man drejer mod sydvest for at køre af den flade og lige vej hen langs bredden forbi mellemtiden, der tages efter 3,8 km.

Kort efter venter den mest tekniske fase, hvor man efter to sving efter 4,7 km og 5,1 km rammer en bro, der leder over floden. På den anden side drejer man igen mod sydvest for at køre ned langs bredden til det sydligste punkt på Piazza Zara, hvor man via to sving lige i rap vender rundt. Herefter går det mod nordøst op langs bredden ad en helt lige og flad vej, der over de sidste 2,8 km er helt uden sving.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Etapen byder på i alt 46 højdemeter.

De seneste åbningsetaper har været spektakulære, først med San Luca-stigningen i Bologna i 2019 og siden med den faldende sicilianske rute i 2020. Denne gang er åbningen dog så klassisk, som den kan blive, når der lægges ud med en flad tonserenkeltstart i en storby. Ruten er ikke så teknisk, som man kan se det på denne slags etaper, og der er særligt på sidste del masser af plads til at lade wattene tale. Det ligner et opgør mellem de sande wattmonstre, der kan se frem til at benytte Po-flodens fladland til at udkæmpe et stort slag om den første maglia rosa, mens de små klatrere skal undgå at bløde alt for mange sekunder fra start.

Torino er blevet brugt som målby tre gange tidligere i dette årtusinde. Det skete senest i 2016, hvor hele løbet sluttede i byen med en kontroversiel massespurt, der førte til deklassering af Giacomo Nizzolo, hvorfor sejren i stedet gik til Nikias Arndt foran Matteo Trentin og Sacha Modolo. I 2011 startede hele løbet i byen, hvor HTC-HIghroad vandt et indledende holdløb, der sendte Marco Pinotti i førertrøjen, da de slog Radioshack og Liquigas som de nærmeste rivaler. I 2005 var der en sen enkeltstart i byen, hvor Ivan Basso rejste sig efter et maveonde, der havde kostet ham en sandsynlig samlet sejr, ved at sejre foran Vladimir Karpets, David Zabriskie og den førende Paolo Savoldelli. Derudover er byen altid mål for klassikeren Milano-Torino, der dog med sidste års udgave som en undtagelse slutter på Superga-stigningen i byens udkant.

2. etape, søndag d. 9. maj: Stupinigi - Novara, 179,0 km (**)

Mens Touren er kendt for at have en relativt ensformig første uge med relativt mange flade sprinteretaper, betyder den mere varierede italienske geografi, at Giroen ofte byder på en betydeligt hårdere indledning. Sådan er det dog ikke i år, hvor sprinterne måske nok gik glip af en flad sprinteretape som åbning, men til gengæld kan se frem til en stensikker mulighed på andendagen. Her venter nemlig en ensformig tur på den helt flade Po-slette, hvor man skal være kreativ for at finde bakker, og da det stort set aldrig blæser i området, skal meget gå galt, hvis ikke sprinterne på andendagen skal have deres første chance

I alt skal der tilbagelægges 179,0 km, der fører feltet fra Stupinigi (Nichelino) til Novara, der begge er placeret på den flade Po-slette. I et vist omfang kan man sige, at der er tale om et omvendt Milano-Torino, da startbyen er en forstad til Torino og målbyen ligger umiddelbart vest for Milano. Starten er helt flad, når man kortvarigt kører mod sydvest og sydøst ned til det sydligste punkt, hvorefter det går mod nordøst og siden øst igennem det helt flade terræn.

Nu nærmer man sig dog nogle af de småbakker, der findes på den sydlige del af Po-sletten, og derfor bliver terrænet rynket, når man slår en sløjfe mod sydøst. Kort efter drejer man mod nord for at passere dagens kategori 4-stigning, Montechiari d’Asto (1,8 km, 5,5%, max. 10%), der har 500 svære meter med 9,3% midtvejs, men ellers er ganske let. Toppen rundes efter 95,2 km, hvorefter man fortsætter mod nord op over en sidste lille bakke, men derefter er man ude af den småkuperede del af sletten.

Herfra drejer man mod nordøst, siden nord, øst og igen nordøst for at følge helt fladt terræn forbi dagens to spurter, der kommer umiddelbart efter hinanden efter hhv. 139,6 km og 152,8 km. Det ændrer dog ikke på hverken retning eller terræn, for herfra fortsætter man mod nordøst ad en lige og flad vej, inden man slutteligt kører mod nord for at kunne køre mod øst og syd ind til Novara. Her venter en teknisk ukompliceret og helt flad afslutning, der byder på et sving i en rundkørsel med 4 km igen og et sidste skarpt højresving 1500 m fra stregen, hvorefter sidste udfordring er en rundkørsel med 700 m igen på den helt flade opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 704 højdemeter.

Der er ikke megen hokuspokus over denne etape. Sprinterne er skrupsultne efter at komme i gang, og de har utvivlsomt øjnet denne etape som en herlig start på løbet. Po-sletten er stort set aldrig blæsende, og da alle sprinterholdene er friske, og udbrydere bevidste om at spare på kræfterne til senere chancer, ligner det en helt stilfærdig sprinteretape, der vil slutte med et brag af en massespurt i en ukompliceret finale.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Novara har ikke været målby for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

3. etape, mandag d. 10. maj: Biella - Canale, 190,0 km (***)

Mens man i det flade Nordfrankrig skal lede langt efter halvlange stigninger, lider Giro-arrangørerne ikke under de samme geografiske udfordringer som Touren. Selv på den flade Po-slette skal man ikke langt væk, før der melder sig alt fra høje bjerge til mellemkuperet terræn. Den mulighed gøres der brug af på løbets 3. etape, hvor det som oftest i løbet er tid til at varme klatrebenene lidt op. Det sker, når endnu en ellers let tur langs den flade slette afsluttes med fire relativt lange stigninger, der utvivlsomt kan rydde lidt ud i feltet. Man må dog formode, at løbets holdbare afsluttere anført af Peter Sagan har udset sig etapen som mål, og selvom man altid skal være opmærksom på angreb på sidste stigning med top 15 km fra stregen, kunne det ligne, at en reduceret massespurt skal afgøre løbets 3. etape.

I alt skal der tilbagelægges 190,0 km mellem Biella og Canale. Startbyen er placeret midt på Po-sletten, men målbyen ligger i udkanten af Torino umiddelbart nord for de bakker, der leder ned til den liguriske kyst. Etapen består derfor af en tur over sletten ned til bakkerne, hvor man krøller sig lidt rundt for slutteligt at køre mod nord tilbage til målbyen i fladlandet. Derfor er der heller intet hokuspokus over etapens meget lette første halvdel, der består af en helt enkel tur mod syd ad den flade slette, hvor kun lidt småbakker omkring 50 km-mærket og igen efter knap 100 km, når man nærmer sig mere kuperet terræn i udkanten af byen Asti, kan bryde monotonien en anelse. Slutteligt kører man mod sydøst ned til byen Canelli, hvor den lette del af etapen sluttes med dagens første spurt, som kommer efter 114,0 meget nemme kilometer.

Her slutter festen til gengæld for folk med hang til fladland. Nu er man nemlig nået de liguriske bakker, og man kører efter spurten med det samme mod sydvest op ad kategori 3-stigningen Piancanelli (7,6 km, 4,8%, max. 12%), der efter to lette kilometer stiger med ca. 5% hele vejen, dog afbrudt af 1000 m med 7,2% efter de første 5 km. Toppen rundes efter 122,2 km, hvorefter en teknisk nedkørsel leder mod sydøst ned til fladlandet, der følges mod sydvest ned til det sydligste punkt.

Her tager etapen fat igen, når man drejer mod nordvest for at passere kategori 4-stigningen Castino (4,9 km, 5,2%, max. 11%), der er en jævn 6%-stigning, som flader ud med 1,3% over de sidste 1100 m frem mod toppen, der rundes efter 144,5 km. En relativt let nedkørsel leder mod vest, inden man kører mod nordvest direkte op ad kategori 4-stigningen Manera (5,4 km, 5,4%, max. 10%), der ligeledes er en jævn 6%-stigning, som flader ud med 4,2% over de sidste 900 m frem mod toppen, som rundes efter 153,8 km. En slutteligt lidt teknisk nedkørsel fører videre mod sydvest, inden man rammer en let faldende vej, der fører mod vest, nordvest og nordøst ind gennem storbyen Alba.

I byen Vaccheria forlader man den let faldende hovedvej for at dreje mod sydvest og køre op ad stigningen Guarene (2,6 km, 7,1%, max. 15%), der stiger relativt jævn hele vejen, dog med en stejl 15%-rampe til allersidst. På toppen kommer dagens anden spurt efter 175,1 km, hvorfra der resterer 14,9 km. De indledes med en relativt let nedkørsel, der fører mod sydvest, inden man kører mod vest op ad en lille bakke (500 m, 6,3%, max. 12%), der har top med 5,7 km til mål. Herfra falder det let resten af vejen mod først nord og siden nordøst ind mod Canale, hvor den let faldende tendens afbrydes af de sidste 500 m, der i stedet er let stigende. Der er et skarpt sving med 4,5 km igen, inden en lige vej leder frem til en kringlet afslutning med to sving i rap med 700 m igen og igen med 400 m til stregen, hvorefter man rammer den let stigende opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 1873 højdemeter.

Det meste af etapen er ganske let, men finalen er det bestemt ikke. De tre sidste stigninger relativt svære for sprintertyper, ikke mindst den sidste, der både vil kunne rydde ud i feltet og fungere som afsæt til sene angreb, som også den lille sidste rampe vil være det. Det kan ikke udelukkes, at den slags manøvrer kan lade sig gøre, men mest sandsynligt er det, at etapen vil ende i en reduceret massespurt for de holdbare typer, der utvivlsomt har udset sig etapen som et mål.

Canale har ikke været målby for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

Læs også

Evenepoel tilbage på landevejen

4. etape, tirsdag d. 11. maj: Piacenza - Sestola, 187,0 km (***)
Det er sjældent, at man skal længere frem end til fjerdedagen, inden Giro-arrangørerne kaster feltet ud i den første bjergetape, og heller ikke i år skal man da vente længe. På løbets første tirsdag vender løbet nemlig for tredje gang på mindre end ti år tilbage til bjergbyen Sestola, hvor både Pieter Weening og Giulio Ciccone har sejret på relativt bløde bjergetaper, men denne gang benytter man en ny og langt hårdere finale. Ganske vist er finalestigningen kort, og der er ikke mål på toppen, men 4,3 km med 9,9% i den absolutte finale vil med det samme give klatrerne en første mulighed for at vinde de første sekunder, de måtte have tabt på den indledende enkeltstart.

I alt skal der tilbagelægges 187,0 km, der fører feltet fra Piacenza til Sestola. Startbyen er stadig placeret på Po-sletten, hvor første del af løbet er tilbragt, men nu bevæger man sig ind i bjergene. Fra start kører man ad en helt flad vej mod sydøst hen lans Po-sletten til byen Fidenza, der nås efter 31,6 km. Herfra sætter man kursen videre mod sydøst, stadig via den flade slette, men med retning mod bakkerne. Kort efter begynder det således at stige, når rytterne rammer en ikke-kategoriseret stigning (4,0 km, 5,5%), som leder op til dagens først spurt, der er placeret 86,8 km.

Nu er det slut med det lette terræn, for mens man fortsætter mod sydøst ind gennem bjergene, stiger det fortsat via en svær bakke (1,9 km, 7,5%) med top efter 92,7 km, inden et let stigende stykke leder videre mod sydøst. Efter en kort nedkørsel rammer man endnu en stigning (2,0 km, 5,8%) med top efter 96,8 km, inden det går ned til endnu en bakke (3,0 km, 4,1%). Endnu en kort nedkørsel leder nu frem til dagens første kategori 3-stigning, Castello di Carpineti (3,5 km, 8,6%, max. 14%), der efter 1000 m med 5,1% stiger med 9-10% resten af vejen frem mod toppen, der rundes efter 111,8 km.

Nu bliver det lagt om længe lidt lettere, når en teknisk nedkørsel leder videre mod sydøst, inden man kører videre mod sydøst ad en flad vej, der går langs en flod, inden det begynder at stige let frem til bunden af kategori 3-stigningen Montemolino (8,6 km, 5,7%, max. 18%), der skal deles i to dele. De første 5,0 er lette med 4,7% i snit, inden der venter 1650 m, der er næsten flade. Til slut tager den dog fat med 1950 m med hele 11,6% og endda 13,6% over de sidste 600 m frem mod toppen, der rundes efter 143,4 km.

Herefter venter ingen rigtig nedkørsel, men et let falde stykke, der leder mod nordøst og syd, inden man kører op ad en lille bakke mod nordøst. Nu tager man hul på en rigtig nedkørsel, der er let og leder mod sydvest, inden man drejer mod sydøst for at køre op ad en ikke-kategoriseret stigning (4,0 km, 7,3), der har top efter 170,6 km. En lille bakke leder nu mod øst frem til udkanten af Sestola, men i stedet for at køre ind til byen slår man en grim sløjfe mod syd.

Den indledes med en teknisk nedkørsel, der leder mod sydvest ned til Fanano, hvor dagens sidste spurt kommer efter 180,2 km. Her drejer man med det samme mod vest og senere nord for at køre op ad kategori 2-stigningen Colle Passerino (4,3 km, 9,9%, max. 16%), der er stejlest over de første 2 km, hvor procenterne hovedsageligt er tocifrede, inden den bliver en anelse lettere med 8-9% frem mod toppen, der rundes efter 184,5 km. Herfra resterer bare 2,45 km, der indledes med 950 m nedkørsel, inden en bakke (500 m, 4,2%) leder op til den røde flamme. Efter en ultrakort nedkørsel stiger det med 2-3% frem til de sidste 500 m, der med 0,8% er næsten flade. Finalen er ikke teknisk, da der blot er ét hårnålesving på nedkørslen, inden en let bugtende vej leder frem til et sidste sving med 500 m igen. Belægningen er brostensagtig mellem 750 m- og 250 m-mærkerne, inden man igen rammer asfalt.

Etapen byder på i alt 3085 højdemeter.

Fra de to tidligere besøg har vi lært Sestola at kende for sine bløde målstigninger, men man kan undre sig over, at de ikke tidligere er kørt denne vej op til byen. Passerino ligner rammen om en herlig finale, der er rigeligt svær for de bedste klatrere til at vinde tid, og selvom forskellene efter så kort en stigning aldrig vil blive gigantiske, kan vi allerede her få et billede af klatrehierarkiet. Udbrud plejer at sejre i Sestola, og det er bestemt ikke utænkeligt, at det kan ske igen, da den førende rytter næppe har en jordisk chance for at forsvare trøjen - medmindre han hedder Remco Evenepoel - men det er dog tænkeligt, at den unge belgier meget vel kunne have lyserøde drømme, hvis han skulle være blevet slået i Torino, og det kunne tale for, at favoritterne skal slås om sejren.

Læs også

Sådan vandt dansk stortalent for anden dag i træk

Sestola er blevet besøgt to gange tidligere i dette årtusinde, men begge gange med helt anderledes finaler. Senest var det i 2016, hvor nyprofessionelle Giulio Ciccone kørte alene hjem til sejr fra et udbrud, mens der i en større favoritgruppe kun var små huller til allersidst. Her kørte man op til mål ad den bløde vej, der i år bruges som nedkørsel, og årets afsluttende stigning indgik i stedet som en tidligere nedkørsel. I 2014 spurtede Pieter Weening og Davide Malacarne om sejren efter en dag i udbrud, og her sejrede hollænderen, mens en favoritgruppe på 23 mand nåede mål i samme tid. I dette tilfælde sluttede man dog på en blød kategori 2-stigning uden for byen, og årets afsluttende stigning indgik slet ikke. I 2018 besøgte Baby-Giroen byen, og det gav solosejr til Markus Wildauer foran Alessandro Covi og Michele Corradini.

5. etape, onsdag d. 12. maj: Modena - Cattolica, 177,0 km (*)
Giroen er måske mest af alt kendt for sine bjerge, men faktisk burde løbet også være kendt for sine næsten uhyggeligt flade etaper. Ingen af de andre grand tours har for vane at mønstre så lette etaper, som man i Italien gør, når man enten bevæger sig på Po-sletten eller op langs den flade adriaterhavskyst, hvor man typisk har mindst én etape. Faktisk havde vi allerede en Po-etape på andendagen, og minsandten om ikke arrangørerne allerede tre dage senere har en endnu lettere sag på programmet, når man kombinerer Po-sletten med et lille stykke ad den flade adriaterhavskyst. Da vind aldrig spiller en rolle, er der derfor lagt op til løbets anden fulde massespurt.

I alt skal der tilbagelægges 177,0 km, der fører feltet fra Modena til Cattolica, og de kunne ikke være meget enklere. Faktisk kunne både rutekort og profil næsten tegnes med en lineal, for der er nærmest ingen retningsændringer eller højdemeter på programmet. Således går det fra start ad en helt lige vej mod sydøst hen langs den sydlige del af Po-sletten, og selvom man har stigningerne liggende umiddelbart syd for ruten, undlader man at besøge dem, heller ikke når man efter 35,2 km når frem til Bologna, der jo ellers er kendt for klatreklassikeren Giro dell’Emilia med sin nærliggende San Luca-stigning. Heller ikke i Imola, hvor der efter 70,0 km er dagens første spurt, besøger man de stigninger, der sidste år gjorde Julian Alaphilippe til verdensmester i byen.

I stedet fortsætter man ad den flade slette videre mod sydøst, stadig ad en helt lige vej, der er nærmest helt uden sving, indtil man efter 136,4 km i byen Santarcangelo di Rubicone kører dagens anden spurt. Her drejer man mod øst for at køre det sidste stykke ud til kysten, der efter 153,1 km nås i feriebyen Rimini, hvor man rammer den helt flade og lige kystvej, der følges mod sydøst. I udkanten af målbyen drejer man dog to gange for at køre videre mod sydøst ad en vej, der går parallelt med kystvejen en anelse længere inde i lande, via hvilken man kører igennem fladt terræn til målbyen. Her venter en helt flad, men meget teknisk finale, når man inde i centrum vender rundt for at slutte på kystvejen, men i den modsatte retning end tidligere. Det betyder, at man drejer hele fem gange, nemlig med 2800, 2300, 1800, 1300 og slutteligt 1000 m igen, hvorefter man rammer den lige opløbsstrækning, der stiger let med 0,3%.

Etapen byder på i alt 327 højdemeter.

Man må næsten beundre arrangørerne for at kunne designe så enkel en etape. Det er sjældent, at en næsten 180 km lang etape byder på så få retningsændringer eller terrænmæssige udfordringer, og der kan vist ikke være tvivl om udkommet på denne etape. Vind er der nemlig kun yderst sjældent i området, og sprinterne vil dermed utvivlsomt gå efter en af deres bedste muligheder, der dog kræver, at de holder hovedet koldt i den meget tekniske finale, som stiller store krav til positioneringen.

Cattolica har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

6. etape, torsdag d. 13. oktober: Grotte di Frasassi - Ascoli Piceno (San Giacomo), 160,0 km (***)

Efter fem dage uden længere stigninger er det endelig tid til at ramme noget, der minder om rigtige bjerge, når feltet på sjettedagen bevæger sig ind i Appenninerne, der er kendt som rammen om Tirreno-Adriatico. Her har arrangørerne designet en kort etape med hele 3600 højdemeter og løbets første bjergafslutning, men man skal passe på med at overvurdere udfordringerne. San Giacomo-stigningen er nemlig ikke verdens sværeste, og selvom den mod slutningen bliver en anelse stejlere, er det næppe her, løbet bliver vundet - men måske bliver det tabt.

I alt skal der tilbagelægges bare 160,0 km, der fører feltet fra Grotte di Frasassi til toppen San Giacomo-stigningen i udkanten af Ascoli Piceno. Begge byer ligger midt inde i den stærkt kupererede indre del af den italienske støvle, men arrangører er nådige fra start. Ganske vist er starten hård, når man med det samme kører mod sydvest op og ned ad en bakke (2,0 km, 7,5%), men derefter går det ad en kun ganske let kuperet vej mod sydvest, nordøst og i lang tid mod sydøst, mens man skærer sig igennem dalen med bjerge til begge sider. Senere drejer man mod syd for at køre op ad en bakke (4,3 km, 4,7%), som leder op til Camerino efter 41,5 km, inden det går og op ned ad endnu en lille bakke frem mod en let stigende, der leder til byen Pieve Torina, hvor dagens første spurt kommer efter 54,7 km.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

Efter spurten begynder det at blive vanskeligere. Først stiger det stadig let md syd, inden man skal over endnu en bakke (3,7 km, 5,5%) med top efter 65,7 km. En kort nedkørsel efterfølges af endnu en let stigende vej, der leder mod sydøst direkte ind til kategori 2-stigningen Forca di Gualdo (10,4 km, 7,4%, max. 12%), der efter 1000 m med 3,4% byder på 2,5 km med hele 9,2%, inden den stiger relativt jævnt med 7,0% over de sidste 5,9 km frem mod toppen, der rundes efter 88,1 km. Herfra falder det kortvarigt mod sydøst, inden man skal over en lille bakke (1,1 km, 7,0%), inden endnu en ultrakort nedkørsel leder videre mod sydøst frem til bunden af kategori 3-stigningen Forca du Presta (4,8 km, 4,2%, max. 10%), der er meget let, indtil den stiger med 8,3% over de sidste 900 m frem mod toppen, som rundes efter 100,4 km i hele 1536 m højde.

Nu bliver det hele meget lettere, men ikke ud fra et teknisk synspunkt. Man kører nemlig mod nordøst og syd ad en uhyre kringlet nedkørsel, inden man rammer en lige og let faldende vej, der leder mod øst og nordøst ud mod et helt fladt område, der ligger lige øst for kysten. Netop som man når fladlandet i byen Ascoli Piceno, der ligger lige på kanten af bjergene, drejer man imidlertid mod syd for at køre op ad dagens målbjerg, kategori 2-stigningen Sia Giacomo (15,5 km, 6,1%, max. 10%). Der er tale om en relativt let stigning, der over de første 5,15 km stiger jævnt med 5,9% i snit, inden de næste 4,85 km er mere ujævne med 5,1% i snit og vekslende mellem 6-7% og 3-5%. Efter 500 flade meter tager den fat med 7,6% over de sidste 5,0 km, hvor stigningen er uhyre jævn med en helt stabil stigningsprocent på 7,4 over den sidste kilometer. Stigningen byder på mange hårnålesving på den nedre del, mens de sidste 5 km går mod syd ad e snoet vej, der retter sig ud over de sidste 2,5 km, dog med et hårnålesving lige ved den røde flamme, hvorefter vejen kun bugter sig mod venstre.

Etapen byder på i alt 3621 højdemeter.

Etapen er ordentlig mundfuld med mange højdemeter over en kort distance, men til gengæld er stigningerne relativt menneskelige. Målbjerget tager ganske vist fat i finalen, men det ligner ikke en dag, hvor det vil være let at gøre forskelle mellem de allerbedste. Forsøget vil utvivlsomt blive gjort, men det er snarere en etape, der med dårlige ben kan blive dyr, end en etape, der med gode ben kan give stor gevinst. Samtidig kunne det ligne en god dag for et udbrud, for selvom trøjeindehaveren gerne vil forsvare den, kan der nu ventes tilstrækkeligt med tidsforskelle.

Ascoli Piceno blev senest besøgt i 2004, hvor der dog var mål nede i byen, hvilket gav spurtsejr til Alessandro Petacchi foran Marco Zanotti og Andris Nauduzs - i øvrigt hans femte af i alt ni (!!!) etapesejre i den udgave. I 2000 kørtes i Tirreno-Adritiatico en enkeltstart i byen, hvor Abraham Olano sejrede foran Jan Hruska og Juan Carlos Dominguez. Målbjerget blev faktisk brugt i 2002, men fra den vestlige og ikke nordlige side. Her tog Julio Alberto Perez Cuapio en solosejr foran Cadel Evans og Dario Frigo.

7. etape, fredag d. 14. maj: Notaresco - Termoli, 181,0 km (**)
Vueltaen og Giroen er kendt som mere bjergrige end Touren, men alligevel er der stor forskel. Hvor den spanske grand tour nærmest gør sit bedste for at skræmme sprinterne væk, har de italienske arrangører altid masser at komme efter for de hurtige folk. Det gælder i den grad også i år, hvor den første uge byder på hele tre meget lette etaper, og derfor kan rytterne allerede på løbets første fredag se frem til den tredje af de næsten helt flade etaper, som Giroen er kendt for. Dermed er der lagt op til den tredje massespurt på bare seks dage - også selvom feltet undervejs skal ind til de mure, vi kender fra Tirreno-Adriatico - men denne gang sker det i en let stigende finale.

I alt skal der tilbagelægges 181,0 km, der fører feltet fra Notaresco til Termoli, og der er tale om en af de flade etaper langs Adriaterhavet, som løbet er kendt for - dog med en afstikker ind til murene. Startbyen ligger nogle kilometer inde i landet, og derfor falder det først let, når man kører mod øst ud til kysten. Her følger man den helt flade kystvej mod sydøst ned til Montesilvano.

Her indledes etapens svære del, når man kører ind i bakkerne vest for vandet. Det sker, når man kører mod sydvest op ad en bakke (2,0 km, 5,2%) med top efter 36,6 km, inden det går via et fladt og siden faldende stykke mod sydøst. Nu drejer man igen mod sydøst for at køre fladt hen langs Pescara-fløden, inden man drejer mod sydøst for at køre ind i bakkerne op til den fra Tirreno kendte by Chieti, men det sker ikke via den kendte mur. I stedet går det ad en helt jævn kategori 4-stigning (4,7 km, 5,9%, max. 12%) med top efter 62,3 km.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Nu kører man mod nordøst og øst op og nede ad en serie småbakker med top efter 70,8 km (2,1 km, 5,7%) og 78,1 km (1,4 km, 5,2%), inden man drejer mod syd for at køre op ad en bakke (2,0 km, 5,4%) med top efter 83,8 km, hvorefter det stiger let, inden en nedkørsel leder mod nordøst ind til Crecchio, hvor dagens første spurt kommer efter 93,1 km på toppen af en bakke (900, 5,4%). Herfra stiger det fortsat let mod syd, inden man drejer mod nordøst for at følge en helt lige og let faldende vej, der leder tilbage til kysten, der nås i byen Ortona efter 108,1 km.

Det markerer afslutningen på den svære del. Nu bliver det nemlig meget let, når man kører mod sydøst ad den helt flade kystvej. Undervejs passerer man den anden spurt efter 125,5 km, men derudover er der ingen udfordringer af hverken teknisk eller terrænmæssig karakter. Kun kortvarigt stiger og falder det en anelse, når man inden byen Vasto skærer lidt ind i landet, inden man slutteligt igen kører ad kystvejen mod syd, sydøst og øst ind til målbyen. Her venter dog en kompliceret afslutning, når man med 1850 m igen drejer væk fra kystvejen for at køre op ad en stejle 200 m lang bakke med et maksimum på 12%, hvorefter det stiger let frem mod den røde flamme, idet man undervejs skal igennem et sidste sving med 1100 m igen. Den sidste kilometer stiger let med 1,3% i snit og byder på bløde kurver med 700 m og 500 m igen, hvorefter vejen bugter sig let.

Etapen byder på i alt 1675 højdemeter.

Dette er en af de klassiske adriaterhavsetaper, Giroen er kendt for, men arrangørerne har krydret den lidt denne gang. Således skal man ind i Tirrenos mure, men de kommer for tidligt til at spille en rolle, og med udsigten til kun begrænset vind ligner det endnu en spurtafgørelse. Her venter en teknisk finale, hvor man meget vel kunne forestille sig, at et par folk kunne have planer om et angreb på den sidste lille rampe. Det vil dog undre, om ikke sprinterholdene har styr på det, og de hurtige folk, der kan holde sig fremme i den kringlede afslutning, kan ventes at skulle spurte på den let stigende opløbsstrækning.

Termoli har kun én gang tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb. Det var i Giroen i 2006, hvor Tomas Vaitkus spurtsejrede foran Paolo Bettini og Olaf Pollack.

8. etape, lørdag d. 15. maj: Foggia - Guardia Sanframondi, 170,0 km (***)
Giro-arrangørerne sørger som regel for, at der er svære etaper på programmet i løbets tre afsluttende weekender, og derfor kan det ikke undre, at den første uge også i år rundes af med to bjergetaper. Som regel er de dog også forsigtige med at gøre etaperne alt for svære i denne tidlige fase af løbet, og derfor er det ikke to altafgørende etaper, der venter her. Den første af de to er den letteste, for selvom lørdagens etape byder på 3000 højdemeter og et gedigent bjerg midtvejs, sluttes der med en lang nedkørsel og en relativt kort stigning op til målet i Guardia Sanframondi, hvor det lugter af udbrudssejr og ingen forskel mellem løbets allerbedste.

I alt skal der tilbagelægges 170,0 km, der fører feltet fra Foggioa til Guardia Sanframondi. Løbet er nu nået til det sydligste punkt, og efter at ”udrejsen” er gået langs østkysten har etapen som mål at bringe feltet længere mod vest, så de på ”hjemrejsen” kan køre op midt gennem den italienske støvle. Derfor køres der mod vest det meste af dagen, og sådan går det også fra startbyen, der ligger midt i et helt fladt område. Derfor stiger det i starten kun let, når man begiver sig mod vest, inden man drejer mod nordvest for at passere en stigning (3,9 km, 6,3%), der har top efter 35,9 km. Herfra falder det videre mod nordvest, inden man atter drejer mod vest for at køre op ad et mod slutningen ganske stejlt stigende stykke, som leder op til dagens første spurt, der er placeret efter 84,0 km. Herfra falder det let mod sydvest over ca. 15 km, inden etapen for alvor tager fat.

Det sker, når man fortsætter mod sydvest op over kategori 2-stigningen Bocca della Selva (18,9 km, 4,6%, max. 10%), der er en relativt let stigning med bare 4,6% over de første 7,5 km, inden et fladt plateau over 15000 afløses af de sværeste 6,15 km, der stiger relativt jævnt med 6,1% i snit. Derfra flader den ud med bare 3,5% frem mod toppen, der rundes efter 120,2 km i 1392 m højde.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

Nu venter en først lettere, men senere meget teknisk nedkørsel, der leder mod sydøst, øst, sydvest og slutteligt vest, inden man rammer en vej, der er relativt lige og falder let mod først sydøst og siden syd ned til det sydligste punkt i Telese Terme. Her vender man rundt for at køre mod nordøst ad et let stigende stykke, der byder på dagens sidste spurt efter 162,7 km. Kort efter spurten fortsætter man mod sydøst direkte ind på målstigningen Guardia Sanframondi (3,8 km, 6,4%, max. 11%), der er i kategori 4. Efter ca. 6% over de første 800 stiger den relativt jævnt med 7,6% over 2,5 km, inden den flader ud med 4,4% over de sidste 500 m. Der er et skarpt sving med 3 km igen, hvorefter vejen byder på et par hårnålesving, det sidste lige inden den røde flamme, hvorefter der kun er en skarp kurve bare 200 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 3005 højdemeter.

Etapen lugter langt væk af et udbrud. Målbjerget er for let til, at klassementsrytterne ser nogen ide i at gå efter en sejr, og i stedet vil det formentlig spare kræfter til søndagens sværere etape. Det betyder ikke, at der ikke kan komme angreb i finalen, men det er tvivlsomt, om det lader sig gøre at skabe væsentlige forskelle på en stigning, der mangler både længde og stejlhed. Det vil den til gengæld kunne gøre i et udbrud, hvor en klatrestærk angriber meget vel kan løbe med sejren.

Guardia Sanframondi har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

9. etape, søndag d. 16. maj: Castel di Sangro - Campo Felice (Rocca di Cambio), 158,0 km (****)
Efter den lidt bløde bjergetape som indledning på weekenden bliver det lidt mere alvorligt på sidstedagen i den første uge. Her skal der nemlig klatres hele 3500 højdemeter over bare 158 km på en dag, hvor det går op og ned hele dagen i den sydlige del af Appenninerne. I dette område er stigningerne imidlertid ofte bløde, og det er også tilfældet på denne dag, hvor alle bjergene er menneskelige. Alligevel kan der måske gøres forskelle til allersidst, hvor der venter en stejl lille grusvejsrampe op til målet på den nye stigning Campo Felice, hvor de eksplosive klassementsryttere måske kan stjæle et par sekunder fra nogle af rivalerne, alt imens et udbrud forventeligt kører om sejren.

Med en distance på bare 158,0 km er der tale om en af de korte, intense bjergetaper, der fører feltet fra Casreul di Sangro til toppen af den nye Campo Felice-stigning i udkanten af Rocca di Cambio. Etapen indleder rejsen tilbage mod nord, hvor man kører op gennem det indre af den italienske støvle, og det betyder, at man skærer tværs gennem Appenninerne, der i denne sydlige del af Italien dog ofte ikke er særligt stejle. Allerede starten er hård, når man med det samme kører mod sydvest op ad en ikke-kategoriseret stigning (6,9 km, 3,4%) med top efter 12,4 km, inden en tekniske nedkørsel og et kort fladt stykke leder mod vest og nordvest.

Nu tager etapen for alvor fat, når man drejer mod nord for at køre op ad kategori 2-stigningen Passo Godi (13,9 km, 4,1%, max. 11%), der er en jævn opkørsel uden stejle passager. Toppen rundes efter 35,6 km, hvorefter en lang og i starten teknisk nedkørsel leder mod nordvest over hele 30 km, inden man forsætter mod nordvest op ad en ikke-kategoriseret stigning (11,4 km, 4,5%), der ligeledes er jævn og ikke stejl. Toppen i Fonte Ciarlotto rundes efter 77,0 km, hvorefter en periodevis svær nedkørsel leder videre mod nordvest.

Heller ikke denne gang venter der noget dalstykke. I bunden drejer man med det samme mod sydvest for at køre op ad kategori 3-stigningen Forca Caruso (12,7 km, 4,5%, max. 10%), der igen er en jævn stigning helt uden stejle procenter. Toppen rundes efter 102,1 km og efterfølges af en enkel nedkørsel, der leder mod vest ned i dalen, hvor man drejer mod nordvest for ad en let stigende dalvej at køre frem til byen Celano, hvor dagens første spurt kommer efter 121,9 km.

Umiddelbart herefter indledes finalen. Det sker, når man fortsætter mod nordvest op ad kategori 2-stigningen Ovindoli (12,4 km, 5,1%, max. 10%), der også er en af de jævne opkørsler uden stejle passager. Toppen kommer efter 135,0 km, men de sidste 23,0 km byder ikke på en nedkørsel. I stedet fortsætter man mod øst, nord og nordøst ad en let faldende vej op til byen Rocca di Cambio, hvor man skal op ad en bakke (2,5 km, 4,7%), på vis top dagens sidste spurt kommer efter 150,1 km i etapens nordligste punkt.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

Her vender man rundt for at køre mod syd ad en nedkørsel, inden man drejer mod sydvest for at køre op ad målstigningen Campo Felice (6,0 km, 6,0%, max. 14%), der er i kategori 1. Den kommer i tre faser med først en jævn start, der over 2,95 km stiger med 6,2% i snit, inden der venter 1500 lettere meter med bare 3,6%. Herefter rammer man de sidste 1550 m med grusvej, der stiger relativt jævnt med 8,2% med et maksimum på 14% på de sidste 500 m. Vejen bugter sig generelt kun let. Der er en blød kurve ved indgangen til grusvejen, og derefter er der kun nogle bløde kurver samt to hårnålesving i rap lige inden de sidste 600 m.

Etapen byder på i alt 3501 højdemeter.

På papiret ser profilen voldsom ud, men man skal ikke lade sig snyde. Alle de lange stigninger er meget bløde, og derfor er det ikke rigtigt den helt store klassementsdag. Det burde dog være muligt at vinde nogle sekunder i en spurt op ad den sidste lille grusvejsrampe efter en lang og hård dag, men det er utvivlsomt ikke her, løbet vindes. Samtidig ligner det en stensikker udbrudsetape, for der er næppe klassementshold med den store appetit på at kontrollere så hård en etape med så relativt let en finale.

Rocca di Cambio har været mål for et stort cykelløb to gange tidligere i dette årtusinde. Det var i Giroen i 2012, hvor Paolo Tiralongo spurtbesejrede Michele Scarponi på toppen på en dag, hvor kun sekunder adskilte enkelte af klassementsrytterne, der næsten alle fik samme tid. Dengang kom man dog nordfra og sluttede i bunden af den sidste rampe. Tidligere skete det i 2002-udgaven af Tirreno-Adriatico, hvor Danilo di Luca kørte alene hjem med 14 sekunder ned til Erik Dekker og Franco Pellizotti. Den sidste rampe, Campo Felice, er ikke blevet brugt i dette årtusinde. Stigningen Campo Felice blev benyttet i Giroen i 1965, 1966 og 1968.

10. etape, mandag d. 18. maj: L’Aquila - Foligno, 139,0 km (**)
I de fleste grand tours følger den første hviledag på løbets anden mandag, men denne gang byder arrangørerne rytterne på hele 10 løbsdage i træk. Som kompensation for det udsatte hvil får rytterne til gengæld en relativt nem dag i sadlen på en 10. etape, der både er kort og terrænmæssigt overkommelig. Dermed burde sprinterne få en fjerde chance på bare 10 dage, og da det herefter tynder ud i mulighederne, er det stærkt utænkeligt, at de ikke vil gribe den.

Med en distance på bare 139,0 km er der tale om en kort etape, der fører feltet fra L’Aquila til Foligno. Etapen fortsætter rejsen mod nord op gennem støvlen, og den jordskælvsramte startby er som bekendt placeret midt i Appenninerne, hvor det er stærkt kuperet. Arrangørerne undgår dog de værste stigninger frem mod målbyen, der ligger i fladlandet umiddelbart vest for bjergene.

Man får dog Appenninerne at mærke fra start, når man kører mod vest ad en let stigende vej, inden det går mod nordvest op ad en ikke-kategoriseret stigning (6,0 km, 4,2%), der har top efter 14,6 km. Herefter falder det mod sydvest ad en let nedkørsel ned til dalen, som følges mod vest og nordvest frem til dagens første spurt, som kommer efter 46,9 km på toppen af en ganske lille bakke. Herfra fortsætter man igennem fladlandet mod vest frem til Rieti, inden dalen følges mod nord.

Her venter den hårdeste del af etapen, når man fortsætter mod nordvest ind gennem Appenninerne. Først venter en bakke (3,4 km, 3,7%) med top efter 77,8 km, inden en teknisk nedkørsel fører ned til bunden af endnu en bakke (5,9 km, 3,8%), der har top efter 90,5 km. Nu kommer endnu en teknisk nedkørsel, hvorefter det går mod nord op ad kategori 4-stigningen Valico della Somma (6,7 km, 5,0%, max. 8%), hvis anden kilometer stiger med 7,6%, og som slutter med 800 m med 7,2% inden toppen, der passeres efter 100,3 km.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Herfra er de sidste 38,7 km meget nemmere. En let nedkørsel leder mod nord og nordøst ned til Spoleto, der ligger lige nord for bjergene ved indgangen til et helt fladt område. Derfor falder det kun ganske let, når man snor sig skiftevis mod nordøst og nordvest frem til dagens sidste spurt, der kommer efter 121,2 km. Herfra bliver det helt fladt, mens man kører ad en lige vej mod nordvest frem til målbyen Foligno. Den lige vej afbrydes dog ad en teknisk finale med 1300, 1100 og 1000 m igen, hvorefter vejen bugter sig næsten 0+ grader med bare 500 m til stregen. Den sidste kilometer falder let med 0,8%.

Etapen byder på i alt 1460 højdemeter.

Starten er relativt hård, og på dette tidspunkt af løbet skal man altid åbne døren for, at sprinterne kan blive snydt. Det virker dog usandsynligt på en af de få tilbageværende fladere etaper, og alt taler derfor for en massespurt efter en kort og hurtig dag. Igen handler det dog om at holde hovedet koldt i endnu en af Giroens kringlede finaler, hvor positionering kan være altafgørende.

Foligno blev senest besøgt i 2016, hvor André Greipel slog Giacomo Nizzolo og Sacha Modolo i en massespurt, og i 2014, hvor Nacer Bouhanni var hurtigere end Nizzolo og Luka Mezgec. Tirreno-Adriatico var også forbi i 2019, hvor Elia Viviani vandt en massespurt foran Peter Sagan og Fernando Gaviria, i 2016, hvor en snu Stephen Cummings i en betydeligt vanskeligere finale vandt spurten i en gruppe, der var kørt væk til sidst, og i 2003, hvor Mario Cipollini vandt en massespurt. I 2008 tog Maciej Paterski en spurtsejr i byen i det lille Giro delle Regioni.

Hviledag, tirsdag d. 18. maj: Foligno

11. etape, onsdag d. 19. maj: Perugia - Montalcino, 162,0 km (****)
Det er efterhånden mange år siden, at Strade Bianche blev introduceret og med det samme erobrede mange cykelfans’ hjerter, men af en eller anden grund har Giro-arrangørerne ikke følt sig særligt ansporet til at gøre brug af grusvejene i deres grand tour. Særligt mærkelig er det, fordi man i 2010 gjorde forsøget med en uhyre mindeværdig etape til Montalcino, hvor en mudderklædt Cadel Evans vandt på en højdramatisk dag, der sendte et uheldigt Liquigas-mandskab med Ivan Basso og Vincenzo Nibali til tælling. Kun to senere gange har der været grusveje på menuen igen, men i 2021 vender Montalcino efter 11 års fravær endelig tilbage som målby for endnu en med spænding imødeset grusvejsetape. Denne gang er der endda både mere grus og flere stigninger i finalen end i 2010, og dermed viser historien tydeligt, at man under ingen omstændigheder skal undervurdere årets 11. etape, der i øvrigt er årets vinetape og hylder Brunello-vinen - en status, der ellers plejer at tilfalde den lange enkeltstart, som i år ikke findes på ruten.

Med en distance på beskedne 162,0 km er der tale om en kort etape, der fører feltet fra Perugia til Montalcino. Startbyen ligger i et helt fladt område i det indre af den italienske støvle, og derfor er der ingen terrænmæssige udfordringer, når man i den indledende fase kører igennem fladlandet mod sydvest og vest. Først efter 43,2 km, hvor man drejer mod sydvest for at skære ind igennem et kuperet naturområde, melder der sig nogle mindre bakker, hvoraf den første (1,4 km, 6,2%) er den sværeste og har top efter 46,0 km. Stykket afsluttes med en nedkørsel, der leder tilbage til fladlandet, som følges mod nordvest, indtil man drejer mod nord for at køre op ad endnu en bakke (2,6 km, 4,0%) med top efter 84,9 km. Herefter snor man sig mod nordvest ad en nedkørsel og et kort fladt stykke frem til byen Torrenieri, der nås efter 92,8 relativt lette kilometer.

Nu indledes finalen, når man drejer mod vest og nordvest for at passere det første grusvejsstykke, der er 9,1 km langt og er først let stigende og siden let faldende. Tilbage på asfalten kører man fladt mod nord, inden man drejer mod sydvest for at passere en bakke (1,1 km, 8,6%) med top efter 108,8 km. En lynhurtig nedkørsel leder ned til det andet af de fire grusvejsstykker, der er 13,5 km og efter et kort let stigende stykke byder på kategori 3-stigningen Passo del Lume Spento (13,0 km, 3,6%, max. 16%), der indledes med 1500 m med 3,4%, inden de næste 3,5 km byder på 8,5% med et maksimum på 16% og 500 m med 12,2% undervejs. Efter 3,6 km af stigningen køres dagens første spurt her efter 114,9 km på den stejlere del. Efter de første 5,0 svære kilometer venter 7,05 km, der er næsten flade med bare 0,6% i snit, inden de sidste 900 m stiger med 8,0% frem mod toppen, der rundes efter 124,6 km.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Efter stigningen, der var den afsluttende udfordring i 2010, tager man som for 11 år siden den korte, snoede nedkørsel, der leder mod nordøst ned til Montalcino, men i stedet for at køre ind til mål vender man i år rundt for at slutte med en omgang på en godt 35 km lang rundstrækning i området syd for byen. Den indledes med en let nedkørsel, der fører mod sydøst og syd ned til dagens sidste spurt, der kommer efter 136,1 km, hvorefter man drejer mod vest og nordvest ind på den tredje grusvejssektor, der er 7,6 km lang og er let stigende, herunder undervejs med 1,0 km med 6,0%. Gruset stopper på toppen af det stigende stykke, hvorefter en lid kringlet nedkørsel leder mod sydvest.

Nu indledes den afsluttende udfordring, når man kører mod vest og nordøst op ad kategori 3-stigningen Passo del Lume Spento (9,3 km, 4,6%, max. 12%), denne gang fra en anden side, hvor de første 5,0 km udgør det fjerde og sidste grusvejsstykke. Grusdelen er den letteste, idet man efter 1,25 km med 8,1% har 3,75 km, der er næsten flade med 0,7% i snit. Først når man er tilbage på asfalt tager stigningen fat med 2,0 km med 9,1% og slutteligt 2,3 km med 4,9%, herunder 500 m med 9,6% lige inden toppen, der rundes efter 158,2 km.

Herfra resterer bare 3,8 km, hvor man kører mod nordøst og nord til Montalcino. Efter et 1,3 flade kilometer venter igen samme snoede nedkørsel, som tidligere, der varer ved, indtil de sidste 750 m stiger med 3,4% fordelt over først en rampe siden et fladt stykke og slutteligt 200 stejle meter, der når helt op på 12%. Den snoede vej afbrydes af en sving med 1100 m igen og derefter et hårnålsving lige inden den røde flamme. Herfra er der yderligere sving med først 800 m og siden bare 100 m til stregen.

Etapen byder på i alt 2364 højdemeter.

Etapen var højdramatisk for 11 år siden, hvor den gjorde enorme forskelle. Det skyldtes i høj grad også det dårlige vejr og uheld, der kostede Liquigas dyrt, men hvis tidsforskellene er de samme denne gang, kan det blive en af de vigtigste etaper. Denne gang er etapen endda gjort sværere med den afsluttende rundstrækning, der byder både på mere grus og ikke mindst den ret stejle asfaltstigning lige inden stregen, da det er en ny tilføjelse i forhold til sidste år, hvor man kørte direkte til målet i Montalcino efter første passage af Lume Spento. Det er meget tænkeligt, at et udbrud skal løbe med sejren, som da Gianluca Brambilla vandt den seneste grusvejsetape i 2016, men bagude er der i hvert fald lagt op til et højdramatisk slag i kampen om den samlede sejr.

Montalcino har kun én gang været mål for et stort cykelløb. Det var på den mindeværdige grusvejsetape i Giroen i 2010, hvor en mudderklædt Cadel Evans i regnbuetrøjen spurtede sig til sejr i en kvintet foran Damiano Cunego, Alexandr Vinokourov, der overtog førertrøjen fra en uheldig Vincenzo Nibali, Marco Pinotti og David Arroyo.

12. etape, torsdag d. 20. maj: Siena - Bagno di Romagna, 212,0 km (****)
Det er meget tænkeligt, at onsdagens grusvejsslag vil have efterladt nogle ømme stænger, og derfor vil mange ryttere sikkert forbande arrangørerne langt væk for den menu, de har planlagt til 12. etape. Ganske vist byder turen gennem Appenninerne heller ikke denne gang på alt for svære stigninger, men i finalen skal man over Passo del Carnaio, der har så stejle passager, at den sagtens kan bruges til et opgør mellem favoritterne som afslutning på en gigantisk dag med næsten 4500 højdemeter over 212 km. Mens et udbrud efter al sandsynlighed skal slås om hæderen, skal klassementsrytterne i hvert fald undgå en dårlig dag på en etape, hvor ikke meget kan vindes, men meget kan tabes, og som undervejs hylder Italiens cykellegender med passager gennem hjembyerne for Alfredo Martini og Gino Bartali.

Med en distance på 212,0 km er der tale om den første relativt lange etape i årets Giro, hvor der skal køres fra Siena til Bagno di Romagna. Startbyen kendes fra Strade Bianche og ligger i et kuperet område, som rytterne får at føle, når de begiver sig mod nord. Efter et kort, fladt stykke skal de nemlig over en bakke (5,0 km, 4,7%) med top efter 15,5 km op til et plateau, der følges mod nord, inden det gælder en teknisk nedkørsel, der efterfølges af endnu en bakke (5,0 km, 4,1%) med top efter 29,4 km. Efter endnu en nedkørsel flader det endelig ud, når man fortsætter mod nord igennem let faldende og fladt terræn, der afbrydes af enkelte mindre bakker, herunder 600 m med 8% efter 68,8 km. Hele tiden kører man mod nord, idet man undervejs passerer igennem udkanten af Firenze, inden man kører mod nordvest hen langs bykanten frem til dagens første spurt, der kommer efter 76,5 km.

Læs også

Vidunderbarn lykkedes med sit ”første udbrud i karrieren”

Nu indledes den svære del, når man drejer mod nord for at passere kategori 3-stigningn Monte Morello (7,6 km, 6,6%, max. 19%), der er en ujævn sag med først 1,5 km med 3,6%, siden 2,5 km meget svære kilometer med 11,2% og sluttelig 3,6 km lettere kilometer med 6,3% inden toppen, som rundes efter 85,0 km. Den leder op til et let kuperet plateau, som følges mod nordvest, inden det går ad en let nedkørsel mod sydøst og syd ned til Le Sieci, der i 110,8 km nås nede i dalen. Nu kører man mod sydøst af et kort, fladt stykke, inden det går mod øst op ad kategori 2-stigningen Passo della Consuma (17,1 km, 5,7%, max. 10%), der efter 2 lette kilometer byder på 8,0 svære kilometer med en jævn stigning på 7,3%, inden den bliver lettere med 5,5 km med 5,5% og slutteligt bare 2,3% over de sidste 1600 m.

Toppen rundes efter 132,6 km og efterfølges af en teknisk nedkørsel, der leder mod øst og nord ned i dalen, som man skærer direkte igennem for at køre mod nordøst og nord op ad kategori 2-stigningen Passo della Calla (15,3 km, 5,5%, max. 9%), der er en meget jævn stigning med 5,0% over de første 8,0 km og 6,0% over de sidste 7,3 km frem mod toppen, der rundes efter 163,9 km. Nu leder en meget teknisk nedkørsel mod nordøst ned til dalen, hvor dagens sidste spurt kommer efter 190,9 km.

Heller ikke denne gang bliver man i dalen. I stedet drejer man med det samme mod sydøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Passo del Carnaio (10,8 km, 5,1%, max. 14%), der er en højst irregulær stigning. Efter en let start over 1,5 km venter således 1,9 km med 7,4%, en lille nedkørsel og så det sværeste stykke med 9,5% over 3,0 km. Derefter falder det igen over 650 m, inden det stiger let med 3,7% over de sidste 3,15 km frem mod toppen, der rundes efter 202,6 km. Herfra resterer bare 9,4 km, som går mod syd ad en lidt teknisk nedkørsel ned til San Pieri Bagno,, hvorefter de sidste 3,4 km går ad en let stigende og lige vej mod sydvest ind til mål, idet de sidste 3,0 km stiger med 0,9%. Der er slet ingen sving og kun tre rundkørsler med hhv. 2,6 km, 1,9 km og 700 m igen.

Etapen byder på i alt 4435 højdemeter.

Etapen lugter langt væk af udbrud, som det også var tilfældet, da man besøgte målbyen i 2017. Det er en voldsom dag at kontrollere, og det er ikke en etape, som det giver mening for andre at gå efter. Til gengæld kunne der sagtens være rum for kamp mellem favoritterne på den sidste stigning, men det stejle stykker kommer trods alt med mere end 13 km til mål. Derfor vil mange nok foretrække at spare kræfter til senere, men har man den dårlige dag, kan det sagtens blive en uhyre dyr og svær etape.

Bagno di Romagna er kun én gang tidligere blevet besøgt af Giro d’Italia. Det var i 2017, hvor det endelig lykkedes Omar Fraile at tage sin første grand tour-etapesejr som hurtigste man blandt 12 udbrydere, mens favoritfeltet længere tilbage talte bare 16 mand. Dengang sluttede man dog med en afsluttende rundstrækning efter passagen af Carnaio og nedkørslen til målbyen. Nations Cup-løbet Giro delle Regioni var forbi i 2010, hvor Angelo Pagani kørte hjem til en solosejr foran Enrico Battaglin og Siarhei Papok.

13. etape, fredag d. 21. maj: Ravenna - Verona, 198,0 km (*)
Løbet nærmer sig de høje bjerge i nord, hvor det skal afgøres, og hvor sprinterne har meget lidt at komme efter, og faktisk har arrangørerne i år renset den sidste uge for sprinteretaper. Det betyder, at de hurtige folk skal gribe de få muligheder, der er tilbage, men heldigvis burde de have lidt at se frem til, inden de går i rent overlevelsesmode. Den anden uge slutter nemlig med hele to sprinteretaper over bare tre dage, og det vil utvivlsomt være et sultent sprinterkobbel, der stiller til start på løbets 13. etape. Her vender feltet nemlig tilbage til den helt flade Po-slette, hvor de hurtige folk boltrede sig i løbets første del, og her har arrangørerne nok engang sammensat en af de helt flade etaper, som Giroen er så kendt for, og selvom der skal sluttes i Verona, som ligger lige for foden af nogle bjerge, kan der ikke være megen tvivl om, at en af løbets letteste etaper bliver for sprinterne.

Med en distance på 198,0 km er der tale om en relativt lang etape, der fører feltet fra Ravenna til Verona, og der er tale om en transportetape, der fører feltet over Po-sletten og fuldender rejsen mod nord frem mod de afgørende bjerge. Startbyen ligger helt ude ved adriaterhavskysten på den sydlige del af sletten og umiddelbart nord for bjergene, og herfra følger man en næsten helt lige og flad vej mod nordvest væk fra vandet. Der er nærmest ingen sving, før man når frem til Ferrara, hvor dagens første spurt køres efter 67,5 meget lette kilometer.

Læs også

Topsprinter får debut efter lang skadesperiode

Her kører man kortvarigt lidt mod nord, inden man atter kører mod nordvest ad den helt flade slette. Senere drejer man mod vest for at følge en lidt mere bugtende vej frem til Bagnolo San Vito, hvor dagens anden spurt kommer efter 144,6 km, hvorefter man fortsætter yderligere nogle kilometer frem til storbyen Mantova, der passeres efter 159,5 km. Her drejer man mod nordøst for at køre ad endnu en næsten helt lige og flad vej mod nordøst direkte frem til Verona, der ligger lige på kanten mellem sletten og bakkerne, og derfor er det pandekagefladt hele vejen. End ikke i finalen har arrangørerne fundet på noget krydderi, for den lige vej afbrydes kun af to ganske bløde kurver lige inden 3 km-mærket, hvorefter eneste udfordringer er en rundkørsel med 2,6 km igen og en meget stor og helt blød rundkørsel 500 m fra stregen.

Etapen byder på i alt bare 198 højdemeter.

Det vil nærmest være kriminelt, hvis sprinterne misser denne mulighed, der er deres næstsidste i løbet. Terrænet er uhyre enkelt, og det blæser aldrig på Po-sletten. Udbrud har det med at overraske på flade etaper sidst i Giroen, men det vil overraske, hvis det sker denne dag, hvor mange utvivlsomt er fint tilfredse med en meget let etape klemt inde mellem tre svære dage. Denne gang er der også masser af plads til at finde ud af, hvem der faktisk er hurtigt, da etapen for en gangs skyld ikke har en kringlet finale.

Verona har været målby hele 21 gange tidligere mellem 1924 og 2019. Store navne som Alfredo Binda, Gino Bartali, Rik van Steenbergen og Francesco Moser har alle vundet i byen, og det samme har danske Ole Ritter i 1967 og norske Knut Knudsen i 1981. Giroen var senest forbi i 2019, hvor Chad Haga ganske overraskende vandt den afsluttende enkeltstart foran Victor Campenaerts og Thomas de Gendt, og i 2012, hvor Garmin med en sejr på holdløbet efter de første tre etaper i Danmark sendte Ramunas Navardauskas i førertrøjen på en dag, hvor Alex Rasmussen ellers havde alle chancer for at komme i lyserødt. I 2010 sluttede Giroen med en enkeltstart, der er næsten identisk med den, der bruges i år, og her vandt Gustav Erik Larsson med 2 sekunder ned til Marco Pinotti, mens Ivan Basso trods en beskeden 15. plads sikrede sig den samlede sejr. I 2007 kørte man en lang enkeltstart på næstsidste etape, og her sejrede Paolo Savoldelli suverænt foran Eddy Mazzoleni og David Zabriskie. Byen var også vært for VM i både 2004 og 1999, og begge gange blev Oscar Freire verdensmester, mens Michael Rogers (2004) og Jan Ullrich (1999) vandt enkeltstarterne. Endelig var det lille Brixia Tour forbi i 2011, hvor Sacha Modolo vandt en massespurt i byen.

14. etape, lørdag d. 22. maj: Cittadella - Monte Zoncolan, 205,0 km (*****)
Det kan godt være, at navnet Monte Zoncolan ikke kan vække megen begejstring hos en cykelnostalgiker med hang til koryfæernes bedrifter i forrige århundrede, men i moderne cykelsport er det et navn, der kun mødes med ærefrygt. Det italienske bjerg i den nordøstlige del af landet har nemlig siden sin debut i 2003 indskrevet sig som den for mange af sportens professionelle sværeste stigning, og derfor jubler alverdens cykelsport hver eneste gang, det stejle monster indgår som en del af Giroen. Det gør den i år, hvor den vender tilbage for syvende gang og for første gang siden 2018, og som det næsten altid er tilfældet sker det som det vigtigste slag i den næstsidste weekend. Denne gang har arrangørerne nådige, da rytterne denne gang sendes op ad den betydeligt lettere Sutrio-side, som ellers kun er blevet benyttet ved debuten i 2003, og ikke den brutale Ovaro-side, der er blevet benyttet de fem gange. Det gør opkørslen betydeligt mere menneskelig, men det ændrer ikke på, at der på løbets næstsidste lørdag venter et helt afgørende slag i kampen om den samlede sejr.

Med en distance på 205,0 km er der tale om en lang etape, der fører feltet fra Cittadella til toppen af frygtede Monte Zoncolan. Startbyen ligger på Po-sletten umiddelbart syd for bjergene, og derfor er den første del af etapen lige så nem som alle andre etaper i den helt flade del Norditalien. Den flade slette følges således mod øst og nordøst helt op til kanten af bjergene, som følges videre mod øst, nord og nordøst. Først efter næsten 75 km berører man akkurat stigningerne, når man kører op ad kategori 4-stigningen Castello di Caneva (3,4 km, 3,8%, max. 11%), der er en let og jævn stigning med top efter 76,9 km. Derfra kører man videre mod nordøst helt oppe ved kanten af bjergene, og det betyder, at de følgende kilometer er ganske let stigende, inden man kører lidt længere ind på sletten, hvor det flader ud frem mod den første spurt, der kommer efter 120,6 relativt lette kilometer.

Nu ændrer etapen karakter. Her drejer man nemlig mod nord for at køre direkte ind i bjergene via først et kort, fladt stykke og siden kategori 2-stigningen Forcella Monte Rest (10,5 km, 5,9%, max. 12%), der starter let med 2,5 lette kilometer, men derefter stiger relativt jævnt med 6,8% over 7,0 km og slutteligt med 5,6% over de sidste 950 m fem mod toppen, der rundes efter 146,9 km. Den efterfølges af en nærmest urimeligt svær nedkørsel, der fører mod nordvest og nordøst ned mod dalen, idet den undervejs afbrydes af en lille bakke (2,4 km, 5,3%), der har top efter 158,4 km. Nede i dalen rammer man en let faldende vej, der fører mod øst og sydøst hen langs Tagliamento-floden til byen Tolmezzo, hvor man drejer mod nordøst og nord for at følge en let stigende vej, der går langs Torrente But-floden frem til dagens anden spurt, der kommer efter 186,3 km i byen Arta Terme.

Her varer det ikke længe, inden helvede bryder løs. Et ganske kort stykke ad dalvejen, der fører mod nord, resterer og leder frem til byen Sutrio, hvor man drejer mod vest for at køre op ad kategori 1-bjerget Monte Zoncolan, der altså her bestiges fra den lette side, hvor den stiger med 8,5% over 14,1 km med et maksimum på hele 27%. Efter 500 næsten flade meter inde i Sutrio tager den fat med 9,0 km, der stiger meget jævnt med 8,3% i snit, inden den lader ud med 1500 med bare 4,5%. Herefter rammer man imidlertid den stejle del, der viser, at vi altså taler om Europas mest modbydelige cykelbjerg. De sidste 3,1 km stiger nemlig med hele 13,0% i snit, endda med 18,8% over de sidste 500 m, hvor man når helt op på de maksimale 27%. Stigningen har en hel serie hårnålesving på den nedre del, men over de sidste 3,1 stejle kilometer er der kun tale om en vel, der bugter sig let med en sidste blød kurve bare ca. 50 m fra stregen.

Læs også

Se Lunds reaktion på ny sejr

Etapen byder på i alt 3532 højdemeter.

Sutrio-siden kan ikke rigtigt sammenlignes med Ovaro-siden, der er kendt som Europas sværeste cykelstigning. Det er den ingenlunde fra denne side, men der er stadig tale om en brutal bjergafslutning. Allerede den lange, jævne del i begyndelsen er svær, og det hele toppes med den brutale 3,1 km lange rampe mod toppen, hvor der vil være garanti for drama. Da stigningen for hidtil eneste gang blev benyttet i 2003, tog Gilberto Simoni et stort skridt mod den samlede sejr ved at tage hele 34 sekunder til sin rival, Stefano Garzelli, der endda endte som nr. 2 på en etape, hvor kun fire modstandere var inden for et minut af Simonis tid. Det vidner om, at etapen trods det lidt lettere format er og bliver en nøgledag, hvor et udbrud får svært ved at holde hjem til en sejr på et bjerg, alle stjernerne drømmer om at erobre.

Monte Zoncolan er kun én gang tidligere blevet besteget fra denne side. Det var ved debuten i 2003, hvor Gilberto Simoni sejrede med 34 sekunder ned til Stefano Garzelli og 39 sekunder ned til Francesco Casagrande. I alle andre tilfælde er den besteget fra Ovaro-siden. Det var senest i 2018, hvor en ellers kriseramt Chris Froome rejste sig fra de døde og i en vild finale akkurat holdt den førende Simon Yates bag sig, mens Domenico Pozzovivo blev nr. 23. Forinden var man forbi i 2014, hvor Michael Rogers tog en dramatisk udbrudssejr på næstsidste etape, efter at en tilskuer havde sat hans rival Manuel Bongiorno ud af spillet. Nairo Quintana sikrede sig den samlede sejr lidt længere ned ad bjerget, da han og Rigoberto Uran som de bedste af favoritterne fulgtes ad hele vejen op. I 2011 tog Igor Anton en stor solosejr, mens Alberto Contador cementerede sin føring ved at blive nr. 2 foran Vincenzo Nibali og Michele Scarponi. I 2010 lagde Ivan Basso grunden til sin samlede sejr ved at knuse rivalerne og sejre med hele 1.19 ned til Cadel Evans og 1.30 ned til Michel Scarponi, og i 2007 sejrede Gilberto Simoni for anden gang, da han og holdkammeraten Leonardo Piepoli kørte fra rivalerne og krydsede stregen side om side foran Andy Schleck.

15. etape, søndag d. 23. maj: Grado - Gorizia, 147,0 km (***)
Både Giroen og Vueltaen sørger normalt altid for at have to store bjergetaper i den næstsidste weekend - måske særligt fordi de afvikles uden for ferieperioder - men den trend brydes i år, hvor denne fase løbet - med undtagelse af Monte Zoncolan naturligvis - er usædvanligt let. Det skyldes formentlig, at arrangørerne har designet en tredje uge med lutter svære etaper og enkeltstarter, og derfor har der været nådighed på denne næstsidste søndag, hvor sprinterne kan få en formentlig sidste chance, inden den står på ren lidelse (eller et tidligt exit). Det bliver dog langt fra så let som på fredagens helt flade etape, for på denne korte etape, der fører feltet fra Italien frem til en rundstrækning, der delvist ligger i Slovenien, og tilbage til en flad finale på begge sider af den slovensk-italienske grænse, er der flere korte og meget stejle stigninger, også i den absolutte afslutning, hvor en stejl rampe truer alle, der vil spurte. De kan både fungere som afsæt for angreb og som perfekte lejligheder til at tynde ud i feltet, og derfor er det kun de mest holdbare sprintere, der er i spil til at gribe denne mulighed, hvis deres hold da kan holde det samlet.

Med en distance på bare 147,0 km er der tale om en meget kort etape, der går mellem de italienske byer Grado og Gorizia, men hovedsageligt afvikles på slovensk territorium. Starten er ganske spektakulær, for startbyen ligger helt ude på kanten af en tange midt i Adriaterhavet, og herfra kører man med det samme mod nord over en ganske lang bro, der bringer feltet ind til det italienske hovedland, der i det nordøstlige hjørne er helt fladt. Det går således ad en helt flad vej mod nordvest frem til Cervignano del Friuli, hvor man efter 16,1 km drejer mod øst og siden nordøst og igen øst for at køre igennem det helt flade terræn frem mod bakkerne på kanten til Slovenien.

Dem når man endelig frem til efter ca. 30 km, hvor man kører mod nordøst op ad en dobbeltstigning, der først stiger med 5,1% over 2,7 km og efter et plateau stiger med 7,4% over 1,2 km frem mod toppen, der rundes efter 40,6 km. En let nedkørsel leder nu mod vest og sydvest tilbage til det helt flade område, som følges mod vest og nordvest frem til dagens første spurt, der er placeret efter 53,7 km. Herfra går det videre gennem fladlandet mod nordøst og nord frem til den afgørende rundstrækning, der rammes efter 63 km.

Rundstrækningen er i alt 31,5 km lang, skal køres to hele gange og er placeret delvist på italiensk og delvist på slovensk territorium. Med det samme går det således igennem fladlandet mod nord over grænsen, hvor man drejer mod nordøst for at passere kategori 3-stigningen Gornje Cerovo (1,7 km, 8,5%, max. 15%), der bare bliver stejlere og stejlere med 500-segmenter på hhv. 6,0%, 8,6% og 9,6%, inden den stiger med 12,0% over de sidste 200 m frem til toppen, der passeres efter hhv. 67,6 km og 99,1 km. På toppen går det videre mod nordøst ad en lille nedkørsel, inden det går mod nord op over to bakker (hhv. 900 m med 6,9% og 600 m med 7,3%). Derfra falder det let mod sydvest, inden man kører mod syd ad et let stigende stykke, hvorefter det falder let igen mod vest, syd og sydvest, idet man undervejs igen kører ind i Italien. Rundstrækningen afsluttes med et helt fladt stykke, der fører skiftevis mod sydøst, nordøst og sydøst.

Efter de to omgange tager man hul på en tredje omgang, hvilket betyder, at man for tredje gang skal over Gornje Cerovo. Toppen passeres efter 129,0 km, hvorefter der resterer 18,0 km. Denne gang følger man dog kun den lille nedkørsel mod nordøst, men forlader herefter rundstrækningen inden de to småbakker. I stedet går det via et faldende stykke mod sydøst tilbage til Italien, hvor man kører op ad en lille bakke til byen Oslavia, hvorefter det falder mod syd det sidste stykke ind til Gorizia/Gorica, der er en både slovensk og italiensk by, hvor grænsen går tværs ned gennem byzonen.

Læs også

Ny triumf til Lidl-Trek-talent

I stedet for at køre direkte ind til mål slår man en sløjfe mod nord, idet man ad en helt flad vej kører mod nordøst og siden sydvest frem til dagens anden spurt, der kommer efter 144,0 km. Kort efter drejer man mod sydøst og passerer grænsen for at køre op i det nærliggende højdedrag, så man skal over en 1 km lang bakke, der stiger med 5,9% i snit, men med 7,4% over de sidste 500 m, der når op på 14%. Toppen nås med præcis 3,0 km igen, hvorefter en stejl og lidt teknisk nedkørsel leder mod øst tilbage til fladlandet, som følges mod syd ned langs grænsen. Med 1,6 km igen drejer man skarpt mod vest for at køre tilbage til Italien ad en let stigende vej, der går gennem en rundkørsel, inden det ved den røde flamme begynder at falde, samtidig med at man rammer 500 m med brosten med 800 m igen. De ender, når man med 300 m igen drejer skarpt til højre ind på den helt flade opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 1678 højdemeter.

På papiret ser etapen ganske tilforladelig ud, men finalen med den stejle stigning på rundstrækningen og ikke mindst den stejle rampe til slut vil utvivlsomt gøre det både underholdende og aggressivt. Der er ingen tvivl om, at særligt Peter Sagan har blik på denne etape som en formentlig sidste og en af de bedste chancer i løbet, men det kan kræve sit at hente både udbrud og undgå farlige sene angreb. Det hele kompliceres af en kringlet finale med både et sent sving og 500 m med brosten, og derfor bliver det utvivlsomt både spektakulært og nervepirrende, når løbets sidste flade etape skal finde sin afslutning.

Gorizia er blevet besøgt af Giroen fem gange tidligere og var endda vært for Grande Partenza i 1968. Senest skete det i 2001, hvor Pablo Lastras kørte alene hjem fra et udbrud og sejrede foran Giovanni Lombardi og Uros Murn. I 2006 var byen vært for de italienske mesterskaber, hvor Paolo Bettini spurtede sig til sejr i en lille gruppe foran Mirko Celestino og Danilo di Luca. Det lille Giro del Friuli Venzia Giulia er ofte forbi, og vi har i de senere år set spurtsejre til Francesco di Felice (2019), Georg Zimmermann (2018), Marco Benfatto (2012) og Grega Bole (2007), mens etapen blev aflyst i 2011.

16. etape, mandag d. 24. maj: Sacile - Cortina d’Ampezzo, 212,0 km (*****)
En af de nyere traditioner i Giroen er, at 16. etape ofte har været løbets kongeetape, og sådan er det også i år. Her skydes den afgørende uge i Dolomitterne og Alperne nemlig i gang, men som noget nyt sker det allerede inden den sidste hviledag. Den udsættes nemlig til tirsdag, og derfor er det nogle trætte stænger, der på en gigantisk dag med 212 km og hele 5700 højdemeter skal over nogle af Dolomitternes mest kendte stigninger. Passo Fedaia og Passo Pordoi fungerer som brutal opvarmning til frygtede Passo Giau, og selvom der heller ikke denne gang er mål på toppen af den frygtede knold, viser historien tydeligt, at en af Dolomitternes vanskeligste stigninger gang på gang er rammen om et brutalt bjergslag i iltfattig luft, der vil gøre billedet af klassementet meget klarere, inden den med en dags forsinkelse står på hviledag.

Med en distance på 212,0 km er der tale om en af Giroens klassiske lange etaper, og den fører fra Sacile til skisportsbyen Cortina d’Ampezzo i hjertet af Dolomitterne. Startbyen ligger på Po-sletten lige syd for bjergene, og derfor går det løs fra start. Kun 13,1 km går ad en let stigende dalvej mod nordvest, inden man drejer mod øst for at passere kategori 1-stigningen La Crosetta (11,6 km, 7,1%, max. 11%), der er en uhyre regulær stigning uden udsving og med top efter 25,3 km.  En teknisk nedkørsel leder nu mod nord og nordvest ned til dalen, som følges mod nordvest, sydvest og vest op over to mindre bakker igennem ellers fladt terræn. Senere drejer man mod nordvest for at følge en let stigende dalvej, der leder forbi den første spurt efter 90,9 km og frem til byen Caprile, der nås efter 113,8 km.

Her tager etapen fat igen, når man drejer mod sydvest ind op kategori 1-stigningen Passo Fedaia (14,0 km, 7,6%, max. 18%), der er en meget irregulær stigning. De første 2,65 km stiger med 6,2% og leder op til dagens anden spurt, der kommer efter 119,0 km. De næste 2,65 km er lette med 3,2%, inden den igen tager fat med 3,35 km med 6,4%. Det er dog først de sidste 5,35 km, der er brutale med først 11,8% i snit over 2,75 km og siden 2,6 km med 10,5%, inden toppen rundes efter 128,1 km i 2057 m højde.

Efter stigningen går det mod nordvest, sydvest og nordvest af en kun kortvarigt teknisk nedkørsel ned til skysportsbyen Canazei, der nås efter 141,3 km. Her går det med det samme lås, når man kører mod nordøst og øst op ad Passo Pordoi (11,8 km, 6,8%, max. 10%), der med sin top i 2239 m højde er årets Cima Coppi og er en meget jævn stigning nærmest uden variation. Toppen rundes efter 153,2 km, hvorefter en meget teknisk nedkørsel leder mod øst og nordøst ned til Arabbas, hvorfra man kører mod øst, sydøst, nordøst, syd frem til udkanten af Caprile, man også passerede tidligere på etapen, inden det går videre mod nordøst frem til Ponte T. Condalonga, der nås efter 184,7 km. Undervejs er terrænet stærkt kuperet med flere mindre bakker med toppe efter 173,8 km (500 m, 7,0%) og 181,2 km (2,2 km, 6,4%). 

Herfra indledes finalen, når man kører mod nord og øst op ad kategori 1-stigningen Passo Giau (9,9 km, 9.3%, max. 14%), der er kendt som en yderst stejl og meget regulær stigning, der stort set er uden udsving, men dog sværest i bunden med 9,8% over de første 3,1 km og lettest ved toppen med 8,9% over de sidste 2,7 km. Toppen i 2233 m rundes efter 194,5 km, hvorfra der resterer 17,5 km, der næsten alle er faldende. Det går mod nordøst ad en meget kringlet nedkørsel til udkanten af målbyen, hvor man med 2,3 km igen i et hårnålesving drejer mod sydøst med retning mos centrum. Med 1650 igen bliver nedkørslen mindre stejl, inden de sidste 750 m stiger med 4,6% og slutter med 300 m brosten. Vejen bugter sig let, inden man drejer to gange for at passere en flod med 1300 m igen, inden der er en relativt skarp kurve i bunden af bakken. Derefter drejer man to gange i rap med 500 m igen, inden der er et sidste skarpt sving, inden man rammer de 300 m med brosten.

Læs også

Journalist: Her er Pogacars Giro-hold

Etapen byder på i alt hele 5710 højdemeter.

Det er en af den slags kongeetaper, Giroen er så kendt for. Både distancen og antallet af højdemeter er gigantisk, og selvom der ikke venter en bjergafslutning, bydes der på flere af Dolomitternes mest mytiske tinder. I 2012 var vi vidner til en identisk finale på en lidt lettere etape, og her så vi et fantastisk opgør på den brutale Giau, der er en af Giroens sværeste stigninger. Ganske vist gør den lange distance til mål en regruppering mulig, men man skal bestemt ikke udelukke, at bedste mand kører alene hjem på dagen, der passer de rene klatrere perfekt, og hvor tidsforskellene mellem de bedste måske kan være små, men som ned til udkanten af top 10 eller resten af top 20 kan ende med at være enorme.

Cortina d’Ampezzo har kun én gang tidligere været mål for et stort cykelløb i dette årtusinde. Det var i Giroen i 2012, hvor Joaquim Rodriguez var hurtigste mand foran Ivan Basso og Ryder Hesjedal i en gruppe på seks favoritter. Dengang var etapen betydeligt lettere, men finalen med Passo Giau var den samme.

Hviledag, tirsdag d. 25. maj: Canazei

17. etape, onsdag d. 26. maj: Canazei - Sega di Ala, 193,0 km (****)
Giroens tredje uge er kendt for sin brutalitet, og det kommer efter den lidt forsinkede hviledag til udtryk allerede 48 timer efter kongeetapen. Ganske vist er den hovedsageligt faldende 17. etape ikke den sværeste, men den slutter til gengæld brutalt med først en opvarmning på Passo San Valentino og siden en tilbagevenden til den stejle Satan, Sega di Ala, der var rammen om en herlig etape i Giro del Trentino i 2013. Måske mangler bjerget Monte Zoncolans ekstreme stejlhed, men der er stadig tale om en bjergafslutning, der kan måle sig med løbets mest frygtede stigning, og derfor vil vi her være vidner til et meget vigtigt slag i kampen om den samlede sejr.

Med en distance på 193,0 km er der tale om endnu en halvlang etape, der fører feltet fra skisportsbyen Canazei til toppen af Sega di Ala. Det meste af etapen er ret let, og fra starten i 1436 m højde kører man ad en let faldende dalvej mod sydvest ned til Predazzo, der nås efter 22,5 km. Her drejer man mod vest og senere sydvest for at følge en næsten flad dalvej, der kun kortvarigt afbrydes af en lille lidt teknisk nedkørsel. Nu forlader man dog dalen for at køre mod syd op ad kategori 3-stigningen Sveseri (2,9 km, 9,7%, max. 17%), der er en jævn og meget stejl sag med top efter 57,9 km. Derfra venter en teknisk kun ganske kortvarigt kompliceret nedkørsel, der leder mod syd og sydvest ned til dalen, hvor dagens første spurt køres i Trento efter 91,3 hovedsageligt faldende kilometer.

Nu bliver det helt fladt, når man fortsætter mod syd og senere sydvest ad en flad dalvej, der leder frem til Chizzola, hvor man rammer en 65,1 km lang rundstrækning, hvor der skal køres en omgang. Først fortsætter man ad den flade dalvej mod syd og sydvest, indtil man drejer mod nordvest og nord for at passere kategori 1-stigningen Passo San Valentino (14,8 km, 7,8%, max. 14%), der er en relativt jævn stigning, som efter 1500 m med 5,5% byder på 8,0 km med hele 8,9%, inden en let kilometer med 4,8% leder frem til de sidste 4,3 km, der stiger jævnt med 7,4%. Toppen rundes efter 155,2 km, hvorefter en teknisk nedkørsel leder mod nordøst og øst ned Chizzola, hvor rundstrækningen afsluttes.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Herfra kører man kortvarigt mod syd ad samme dalvej som først på rundstrækningen, men i stedet for at køre frem til San Valentino fortsætter man mod sydvest ad en anden dalvej. Den leder direkte frem til bunden af kategori 1-stigningen Sega di Ala (11,2 km, 9,8%, max. 17%), der er et lille monster. De første 6,0 km stiger jævnt med 10,4%, inden den flader ud med 7,5% over en kilometer for atter at tage fat med 2,5 km med 12,1%, herunder en første kilometer med knap 16%. Først de sidste 1500 m er lettere med 4,8%, idet den sidste kilometer dog stiger med 5,5%. Stigningen byder i starten på en endeløs serie af hårnålesving, men de sidste 3 km følger en næsten helt lige vej.

Etapen byder på i alt 3704 højdemeter.

Måske er vi flere, der husker Sega di Ala fra 2013, og det kan undre, at den ikke er blevet brugt siden. Der er nemlig tale om en uhyggeligt svær stigning, der utvivlsomt kan skabe meget store forskelle. Den er nemlig både lang og stejl uden væsentlige muligheder for at komme sig. Det er tænkeligt, at et udbrud kan køre om sejren, når holdene skal spares til de kommende dage, men der er ingen tvivl om, at vi på denne onsdag vil komme meget tættere på at finde løbets samlede vinder.

Sega di Ala er kun én gang tidligere i dette årtusinde blevet brugt som mål i et stort cykelløb. Det var på sidste etape af Giro del Trentino i 2013, hvor Vincenzo Nibali sikrede sig den samlede sejr ved at sejre med 8 sekunder ned til Mauro Santambrogio og 44 sekunder ned til Przemyslaw Niemiec og Fabio Aru.

18. etape, torsdag d. 27. maj: Rovereto - Stradella, 231,0 km (**)
Giroens sidste uge er altid brutal, men der er alligevel tradition for, at arrangørerne viser lidt nåde over for sprinterne ved at inkludere en flad etape på Po-sletten, når rytterne skal transporteres mellem Dolomitterne og Alperne. En sådan er der også i år, og netop fordi der er tale om en transportetape bliver det igen en næsten urimeligt lang sag. Sidste år førte det som bekendt til rytterprotest, men det har altså ikke afholdt arrangørerne fra at prøve igen med et 231 km langt maraton, der er løbets længste etape. Til gengæld har de indlagt lidt krydderi, der desværre betyder, at de fleste sprintere må sande, at den sidste uge er helt uden muligheder. Et par sene stigninger kan nemlig både betyde, at et udbrud har en god chance for at holde, fungere som afsæt for sene angreb eller rydde så meget ud i feltet, at særligt en Peter Sagan kan lugte blod på en af de få af årets etaper, der virkelig passer ham.

Som sagt skal der tilbagelægges hele 231,0 km, der fører feltet fra Rovereto til Stradella. Som vi har set det efterhånden mange gange i årets løb, er der tale om endnu en af de næsten helt flade ture på Po-sletten. Man starter nu midt i Dolomitterne nær Gardasøen, men arrangørerne er nådige ved at lade rytterne køre mod sydvest ad en helt flad vej nær søen med kun enkelte rynker, indtil man mellem Brescia og Verona når frem til den berømte slette i byen Peschiera del Garda, der nås efter 62,6 km. Herfra går det videre mod sydvest ad sletten over de sidste meget små bakker, inden man fortsætter mod sydvest ad en vej, der er helt flad og næsten helt lige, indtil man når Cremona, hvor dagens første spurt køres efter 134,2 km. Det ændrer dog ikke på terrænet. Den flade vej fortsætter mod sydvest ned til Piacenza, der nås efter 167,3 km, og herfra kører man videre ad en helt lige vej mod vest med direkte retning mod Stradella.

Her kunne etapen være endt som en klassisk sprinteretape, men det gør den ikke. Stradella ligger nemlig lige nord for et kuperet område, og lige inden man når byen, drejer man i stedet mod sydvest for at køre ind i bakkerne. Efter 196,1 km går det op ad en let bakke (3,8 km, 4,2%), inden en kringlet nedkørsel leder mod vest, hvorfra man fortsætter mod vest og syd op ad kategori 4-stigningen Castana (5,3 km, 4,0%, max. 11%), der stiger jævnt med ca. 5% over de første 3 km, men derefter flader ud med først 1 km med 1,9% og slutteligt 1700 m med 3,4% frem mod toppen, der rundes efter 208,6 km.

De sidste 22,4 km indledes nu med en teknisk nedkørsel, der leder mod syd og vest, inden en lige vej leder mod nord. Her drejer man mod vest for at køre op ad en bakke (1,4 km, 7,5%), der har top med 14,1 km igen, hvorefter en kun kortvarigt teknisk nedkørsel leder mod nordøst frem til Broni, hvor dagens sidste spurt køres efter 222,0 km. Herfra får det mod sydøst op ad den sidste bakke (2,1 km, 6,0%), der er en meget jævn stigning med 5,5% over den første kilometer og derfra 6,5% over de sidste 1100 m. Fra toppen resterer 6,2 km, der først går via en lidt kringlet nedkørsel mod øst med et sidst hårnålesving lige inden 3 km-mærket. Med 2,9 km igen drejer man ind på en næsten helt lige vej, der leder mod nord og kun afbrydes af to rundkørsler med hhv. 1,6 og 1,0 km igen. Det falder let, indtil den sidste kilometer er næsten helt flad.

Etapen byder på i alt 1396 højdemeter.

Læs også

Oversigt: Se alle danske UCI-sejre i 2024

Sprinterne må forbande arrangørerne lille rundtur til sidst langt væk. Nu skal de overveje, om de vil gå i gang med at kontrollere en 231 km lang etape for måske at blive sat på de sene bakker, hvor af særligt de sidste to bestemt ikke er helt lette. Man må formode, at Peter Sagan har udset sig etapen som en stor chance, men det kræver formentlig at kontrollere så både så lang en etape og en finale, der lægger op til angreb. Med andre ord venter et uforudsigeligt maraton, der kan gå til både en holdbar sprinter, en tidlig udbryder og en eksplosiv finaleangriber.
 
Stradella har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

19. etape, fredag d. 28. maj: Abbiategrasso - Alpe di Mera (Valsesia), 176,0 km (****)
Fredagens maraton var en puster for klassementsrytterne, og den blev forhåbentligt udnyttet godt. De sidste tre etaper bliver nemlig altafgørende med først to etaper i Alperne og siden en afsluttende enkeltstart. Der lægges endda brutalt ud med en stor bjergetape med 3300 højdemeter og tre bjergpas, og hvis rytterne troede, at onsdagens målstigning var den eneste brutale nye opfindelse, må de tro om. Også fredag skal der nemlig sluttes på en for løbet ny perle, når man skal op ad Alpe di Mera, der med sin relativt korte længe og voldsomme stejlhed er en næste tro kopi af det Sega di Ala, der blev besøgt bare 48 timer tidligere.

Med en distance på 176,0 km er der for en gangs skyld tale om en ikke så lang etape, der denne gang fører feltet fra Abbiategrasso til toppen af Alpe di Mera. Startbyen ligger lige vest for Milano på den helt flade Po-slette, og derfor er starten meget let, når man følger en flad vej mod vest frem til Novara, der nås efter 23,9 km. Herfra drejer man mod nordvest for at følge en helt lige og kun ganske let stigende vej mod nordvest med retning mod Alperne, og når man når bjergene, fortsætter man bare ad den let stigende dalvej mod nordvest frem til Orta San Giulil, der mås efter 69,4 lette kilometer.

Nu ender fornøjelighederne, når man forlader dalen for at køre mod nordøst op ad kategori 1-stigningen Mottarone (15,4 km, 6,7%, max. 14%), der er en meget ujævn stigning. Efter 2 km med 6,9% stiger den med bare 2,4% over 3,5 km, inden den tager fat med 3,5 km med hele 10,1%. De næste 3,5 km er lettere med 5,9%, inden den slutter stejl med 2,9 km med 8,5% inden toppen, der rundes efter 85,1 km. En meget teknisk nedkørsel leder nu mod øst ned til Lago Maggiore, hvor man følger den flade søbred mod nordvest frem til dagens første spurt, der kommer efter 107,6 km. Her forlader man søen for at køre ad en let stigende dalvej mod vest og sydvest.

Etapen tager fat igen, når man drejer mod syd og senere vest for at passere kategori 3-stigningen Passp della Colma (7,5 km, 6,4%, max. 11%), der er sværest i bunden med 5 km med 7,3%, inden en næsten flad kilometer leder fem til de sidste 1,5 km, der stiger med 6,4%. Toppen rundes efter 137,4 km, hvorefter en meget teknisk nedkørsel leder mod vest ned til dalen og byen Varallo. Her drejer man mod nordvest og siden sydvest for at følge en let stigende dalvej forbi dagens sidste spurt, der kommer efter 161,6 km og frem til byen Scopello, der nås efter 166,0 km.

Her indledes et helvede, når man drejer mod syd for at kører op ad kategori 1-bjerget Alpe di Mera (9,7 km, 9,0%, max. 14%). Der er tale om en jævn, men meget stejl stigning, som dog starter lettere ud med 2,9 km med 6,7%, inden de næste 2,1 km stiger med 9,0%. Herefter bliver den endnu sværere med 4,7 km, der er uhyre regulære med et gennemsnit på 10,4, idet den dog flader ud over de sidste 250 m. Stigningen har et hav af hårnålesving, men med 800 m igen retter vejen sig ud, inden der melder sig et sidste hårnålesving knap 100 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 3378 højdemeter.

Etapen er næsten en tro kopi af 17. etape, både hvad angår generel sværhedsgrad og det relativt korte, men meget jævne og stejle målbjerg. Med andre ord er der igen tale om så svær en finale, at der kan gøres store forskelle i klassementet. Med tanke på lørdagens etape, der samlet set er endnu voldsommere, er det tænkeligt, at et udbrud får lov at køre om sejren, men der er garanti for drama blandt favoritterne til sidst. Spørgsmålet er så, om resultatet bliver det samme som om onsdagen på den næsten identiske etape, eller om trætheden betyder, at hierarkiet pludselig er helt anderledes.

Læs også

Danske hold uden succes i Italien

Alpe di Mera har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

20. etape, lørdag d. 29. maj: Verbania - Valle Spluga-Alpe Motta, 164,0 km (*****)
Den italienske geografi giver Giro d’Italia-arrangørerne den store fordel, at man kan have store bjergetaper helt frem til allersidst. Hvor man først i de senere år er begyndt at trods den logistiske udfordring og transportere hele cirkusset til Paris efter en afsluttende bjergetape bare 24 timer før afslutningen af Tour de France, har det forhold, at mål ofte har ligget i Milano betydet, at Giro-arrangørerne uden de store problemer har kunnet afvikle den sidste store bjergetape på næstsidste dag. Det har ofte også været en voldsom en af slagsen, og det er bestemt også tilfældet i år, også selvom arrangørerne lidt atypisk ikke har designet et alenlangt bjergmaraton. Denne gang skal der nemlig kun køres 164 km, men med hele tre store bjergpas i Alperne og næsten 4000 højdemeter har klatrerne store muligheder for at vinde den sidste tid inden søndagens afgørende enkeltstart.

I alt skal der altså tilbagelægges bare 164,0 km, der fører feltet fra Verbania til Valle Spluga-Alpe Motta. Startbyen ligger egentlig midt i Alperne, men arrangører er i det meget nådige hjørne. Fra starten får rytterne nemlig lov at kører mod nordøst, nord og igen nordøst hen langs den flade bred af Maggioresøen, idet de undervejs efter 16,9 km kører dagens første spurt og efter 22,1 km kører ind i Schweiz. I byen Locarno, der nås efter 33,6 km forlader man søen, men fortsætter alligevel ad en først flad og siden let faldende dalvej mod nordøst frem til byen Soazza.

Herfra er der ikke mere flad vej resten af dagen. Nu fortsætter man nemlig mod nord og nordvest op ad den mægtige kategori 1-stigning Passo San Bernardino (23,7 km, 6,2%, max. 12%), der er en alenlang og meget jævn stigning, der dog gradvist bliver lettere og lettere. Således stiger de første 7,0 km med 8,0%, inden en næsten flad kilometer leder frem til 6,5 km med 7,4%, inden 1800 m nedkørsel fører frem til 6,7 km med 6,7%.

Toppen i 2065 m højde rundes efter 106,2 km og efterfølges af en meget teknisk nedkørsel, der leder mod nordvest, inden man fortsætter mod nordvest ad en helt lige og let faldende dalvej, der leder frem til byen Splügen. Her drejer man mod syd for at passere kategori 1-stigningen Splügenpass/Passo dello Spluga (8,9 km, 7,3%, max. 12%), der stiger næsten helt konstant med 7,8% i snit, idet man efter 2,5 km dog rammer 1 km med bare 3,9%.

Toppen, der samtidig markerer grænsen til Italien, rundes efter 134,9 km, hvorefter de sidste 30,1 km indledes med en i starten og mod slutningen meget teknisk nedkørsel, der leder mod sydøst og syd ned til byen Campodolcino. Her vender man rundt for at køre mod nord ad en let stigende vej, inden det går direkte mod først nord, siden nordøst og slutteligt sydvest op ad Valle Spluga-Alpe Motta (7,3 km, 7,6%, max. 13%), der ligeledes er i kategori 1. Man skal ikke lade sig snyde af data, da den kommer i to hug. Først stiger det jævnt med 8,7% over 4,0 km, inden den næste kilometer er flad med bare 0,8%, og her kører man efter 161,7 km den sidste spurt. Derefter tager den igen fat med 2 km, hvor den næste 2 km stiger med hele 9,8%, herunder 10,3% over den første kilometer, inden den flader ud med 4,6% over de sidste 500 m, herunder 2,3% over de sidste 300 m. Vejen har en endeløse serie af hårnålesving, men de tynder ud mod slutningen, hvor der på den sidste kilometer kun er en kurve med 700 m igen og et sidste hårnålesving 500 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 3867 højdemeter.

Målbjerget er måske ikke verdens længste, men det er ganske stejlt, og efter en hård dag burde det være svært nok til at gøre forskelle. Først og fremmest er etapen dog designet med meget lidt flad vej i den sidste halvdel, og det lægger op til store offensiver fra Mikel Landa-typerne, hvis der er tid, der skal vindes inden den sidste enkeltstart. Der burde derfor være garanti for drama, og selvom man aldrig skal udelukke en udbrudssejr, taler meget også for, at feltets bedste klatrere gerne vil gå efter sejren på løbets sidste bjergetape.

Valle Spluga-Alpe Motta har ikke tidligere i dette årtusinde været brugt som mål for et stort cykelløb.

21. etape, søndag d. 30. maj: Senago - Milano, 30,3 km enkeltstart (***)
Mens man i Touren og Giroen stort set altid slutter med en sprinteretape, er der langt mere frihed hos Giro-arrangørerne, der flere gange inden for de seneste år har sluttet det hele af med en vigtig enkeltstart. I både 2012, 2017 og 2020 gav det endda anledning til et skifte allerøverst i klassementet, og selvom det ikke skete i 2019, er det atter en mulighed, når løbet i 2021 for fjerde gang på fem år ender med en potentielt afgørende tidskørsel. I de senere år har Giroen ladet sin afslutning gå på tur til byer som Brescia (2013), Trieste (2014), Torino (2016), Rom (2018) og Verona (2019), men for anden gang i træk sluttes der i år i løbets traditionelle målby, Milano. Her venter der som i 2017 og 2020 en pandekageflad enkeltstart, og da der i årets ellers tempofattige udgave er skruet gevaldigt op for distancen, der er den dobbelte af sidste års, skal man bestemt ikke udelukke, at vi kan opleve samme drama, som vi gjorde på Milanos veje i 2012, 2017 og 2020.

Med sine 30,3 er enkeltstarten betydeligt længere, end man normalt ser det på sidste etape, og den fører feltet fra Senago til centrum af Milano. Startbyen er en nordvestlig forstad til storbyen, og herfra starter man med fire hurtige sving inde i byen, inden man kører mod vest ud til to rundkørsler, hvor man begge gange drejer mod venstre for derefter at køre mod øst tilbage mod Senago. I udkanten af byen drejer man mod syd for at følge en lige vej ned langs bygrænsen, inden man drejer mod øst for stadig ad en helt flad og nu også lige vej at køre mod øst frem til første mellemtid, der tages efter 9,2 km.

Efter tidstjekket følger man en helt lige og flad vej mod sydøst, inden tilsvarende vej leder mod nordøst frem til en teknisk passage med hele fire sving på mindre end en kilometer. Derfra går det videre ad en flad vej mod nordøst frem til en park, hvor man drejer skarpt, inden vejen bugter sig frem mod endnu et teknisk stykke med hele fire sving relativt tæt på hinanden. Herefter retter vejen sig igen ud, når man igennem fladlandet kører mod sydøst ned til den anden mellemtid, der tages efter 19,7 km.

Efter tidstjekket kommer der tre relativt hurtige sving, inden det bliver helt enkelt, når man rammer en lige, bred og flad hovedvej, der leder mod sydvest ind mod centrum af Milano. Modsat tidligere er finalen heller ikke så kompliceret, da den lige vej først ender med et sving med 900 m igen. Derefter er der yderligere to sving med to sving med 600 og 250 m igen, inden man rammer den 6 m brede opløbsstrækning på Piazza Duomo. De sidste 600 m er alle på brosten.

Etapen byder på i alt bare 26 højdemeter.

Så kan specialisterne ikke slikke sig mere om munden. Bare 26 højdemeter og masser af lige veje, hvor wattmonstrene virkelig kan åbne for gassen, gør dette til en drømmeenkeltstart for de store motorer, der alle drømmerom en prestigiøs sejr på en af cykelsportens vigtigste pladser, Piazza Duomo - også selvom årets rute er betydeligt mere teknisk end sidste år. Med den lange distance er der også plads til, at særligt Remco Evenepoel kan give de små klatrere lidt af et nyrestød, og tidsforskellene vil være betydeligt større, end de var over den halve distance sidste efterår. Det er bestemt ikke umuligt, at trøjen kan skifte ejermand igen, som den gjorde i 2020, 2017 og 2012, hvor Tao Geoghegan Hart, Tom Dumoulin og Ryder Hesjedal alle flåede den af spinkle klatrere i allersidste øjeblik netop på Piazza Duomo.

Milano er den by, der oftest har været besøgt af Giroen. Det skete senest sidste år, hvor Filippo Ganna tog sin fjerde etapesejr ved suverænt at vinde foran Victor Campenaerts og Rohan Dennis, mens Tao Geoghegan Hart rev trøjen af Jai Hindleys skuldre. Forinden var man forbi i 2017, hvor Jos van Emden vandt en flad enkeltstart foran Tom Dumoulin, der med sin 2. plads i sidste øjeblik hev førertrøjen af Nairo Quintana, og i 2015, hvor Iljo Keisse snød sprinterne på sidste etape. I 2012 vandt Marco Pinotti en enkeltstart, der gav den samlede sejr til Ryder Hesjedal på bekostning af Joaquim Rodriguez, og det samme gjorde David Millar i 2011. Mark Cavendish var den sidste sprinter, der vandt her tilbage i 2009, hvor byen imidlertid blev besøgt midt i løbet og ikke på sidste dag. Pinotti vandt også en enkeltstart i 2008, mens Maximilano Richeze tog en spurtsejr i 2007 (efter diskvalificeringen af Alessandro Petacchi). Også Robert Förster (2006), Alessandro Petacchi (2004 og 2005), Mario Cipollini (2001 og 2002) samt Mariano Piccoli (2000) har vundet spurtsejre i byen i dette årtusinde, mens Serguei Gonchar vandt en enkeltstart i 2003. Den første vinder i byen var Dario Beni i første udgave i 1909.

LIVESTREAM ALLE GIRO ETAPER FRA START TIL SLUT - UDEN REKLAMER