LIVESTREAM ALLE GIRO-ETAPER FRA START TIL SLUT - UDEN REKLAMER

I de seneste år har Giroens løbsarrangør Mauro Vegni gjort en dyd ud af at gøre det modsatte af Tour de France-boss Christian Prudhomme. I de seneste år, hvor Prudhomme har reduceret enkeltstartsomfanget til det rene ingenting, har Vegni nærmet sig 70 km individuel kamp mod uret, og da franskmanden i år brød trenden med en pludselig enkeltstartstung rute, svarede italieneren igen med at designe den mest klatrervenlige rute i flere år.

Målet var selvfølgelig at appellere til alle de stjerner, der løb skrigende væk, da Prudhomme afslørede Tour-ruten i november, og den strategi er i den grad lykkedes. Mest markant er det, at Egan Bernal har fået Ineos-ledelsens tilladelse til at droppe holdets vigtigste løb, Tour de France, for endelig at give sig i kast med løbet på hans europæiske hjemmebane, men også relativt temposvage folk som Simon Yates, Aleksandr Vlasov, Emanuel Buchmann, Mikel Landa, Jai Hindley, Domenico Pozzovivo, Clement Champoussin, Davide Formolo, George Bennett og Romain Bardet var lynhurtige til at gøre det italienske løb til sæsonens altoverskyggende mål. Trods sine forbedringer på enkeltstartscyklen var også Hugh Carthy vild med den bjergrige rute, og Dan Martin var endda så forelsket, at han i april pludselig ændrede planer og skiftede grand tour-hest på et normalt alt, alt for sent tidspunkt.

Det stopper endda ikke her. Allermest hype er der om Remco Evenepoel, der ikke har ladet sig friste af Tourens mange enkeltstartskilometer, men er holdt fast i beslutningen om at køre en af de mindre grand tours inden debuten i verdens største cykelløb. Grundet usikkerheden om hans niveau efter den lange skade får han endda selskab af en anden komet, Joao Almeida, og sidste års nr. 9, Fausto Masnada, på et skræmmende stærkt Deceuninck-mandskab, der måske kun kan matches af det stjerneensemble, der med Pavel Sivakov, Daniel Martinez og Ivan Ramiro Sosa skal støtte Bernal på Ineos. Marc Soler får endelig sin store chance som grand tour-kaptajn, og Pello Bilbao skal efter fornemme Giro sidste år agere skyggekaptajn for Landa. Trods et dumt styrt i optakten kommer Vincenzo Nibali alligevel til start med Bauke Mollema i rollen som etapejæger og nu måske som støtte for Giulio Ciccone, der i lyset af Hajens uheldige optakt pludselig kan øjne en mulig personlig chance.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Nej, Vegni har bestemt ingen grund til at være utilfreds med startlisten til den 104. udgave af verdens næststørste etapeløb. Måske ville han ønske, at rutens lille udflugt til Slovenien havde fået de to slovenske monstre til at give Giroen en overvejelse, men det var naturligvis aldrig realistisk. Med al den hype, Evenepoels første grand toue skaber, og den opmærksomhed, som Bernal altid skaber, kan Vegni med tryghed se frem mod et garanteret supershow på to hjul over de kommende tre uger!

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets fem enstjernede favoritter, der kan betragtes som outsidere med en mulighed for en podieplads, hvis alt går deres vej.

SÆT DIT GIRO MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR OVER 50.000 KRONER

Daniel Martinez (*)

Egentlig burde der ikke være nogen synderlig grund til at nævne Daniel Martinez her. Colombianeren har nemlig haft en alt andet end spektakulær grand tour-karriere. Faktisk er hans bedste samlede resultat i et tre uger langt etapeløb den 28. plads, han sikrede sig i sidste sæsons Tour de France, og når man betænker, at han i dag har deltaget i seks af den slags løb, er det ikke just noget, der sender cykelverdenen på den anden ende.

Der er dog en god forklaring på de pauvre resultater. Martinez har nemlig ikke just været heldig i sine grand tours. Hans storslåede ambitioner i sidste sæsons Tour og Vuelta rakte nemlig ikke længere end til hhv. 2. og 1. etape. Allerede der røg han nemlig så kraftigt i asfalten, at klassementet sejlede langt væk, og selvom han i Touren rejste sig flot ved at vinde en etape - i Vueltaen udgik han desværre - fik vi aldrig rigtigt at se, hvad han kunne.

Bedre var det ikke de første løb. Martinez var ikke en af de kometer, der bragede ind på cykelscenen, før han var fyldt 20, og da han i en ganske ung alder deltog i Giroen i både 2016 og 2017, var han ikke i nærheden af dagens niveau. Det var han heller ikke i 2018, hvor han gjorde debut i Touren som ydmyg hjælper for Rigoberto Uran, og da han i 2019 stillede til start i Vueltaen, var det mest af alt for at finde form efter en trist sæson, der var blevet ødelagt af først et styrt og siden sygdom umiddelbart inden starten på det spanske løb.

Det er den pauvre historik, der gør Martinez til så stor en ubekendt i de kommende tre uger. Ingen aner, hvor langt topniveauet rækker over tre uger, for vi har stadig til gode at se ham gennemføre en grand tour med den klasse, han i dag besidder. Til gengæld synes selvsamme klasse efterhånden at være ganske stor, for Martinez kan prale af en skalp, som de fleste cykelryttere drømmer om at sikre sig.

Den tog han i august, da han nærmest sensationelt vandt Criterium du Dauphiné, som regnes som det sværeste af de ugelange etapeløb. Sidste års særlige kalender betød endda, at løbet var om muligt endnu mere stjernespækket, end det plejer, og selvom hovedårsagen til Martinez’ triumf var den styrtfestival, der sendte en stor del af favoritterne ud af løbet - herunder Primoz Roglic, der reelt allerede havde vundet løbet - var det alligevel en ganske overbevisende præstation, Martinez leverede over de fem dage. Først fulgte han favoritterne til dørs, så længe Jumbo stadig var i kontrol, og da hollænderne pludselig gled ud af billedet, og der opstod anarki, kunne han med en stor offensiv på sidste tape, hvor han endda slutteligt kørte fra en vis Tadej Pogacar (ganske vist i formsvag tilstand), sikre sig en triumf, de færreste havde regnet med - næppe heller ham selv.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Rammer han samme niveau til denne Giro, kommer Martinez langt - i hvert fald hvis han får lov. Ligesom Pavel Sivakov er han nemlig i den situation, at holdet faktisk helst ser, at han ikke vinder. Planen er, at det skal ske med Bernal, og Martinez får kun sin chance, hvis uheld eller dårlig ryg sender kaptajnen ud af spillet. Netop den skrøbelige ryg gør dog, at det scenarium bestemt ikke er usandsynligt, og belært af erfaringerne fra sidste år, hvor det som bekendt var Tao Geoghegan Hart og ikke Geraint Thomas, som vandt løbet for Ineos, taler meget for, at både Sivakov og Martinez skal holdes inde i klassementet, så længe det lader sig gøre.

Ruten er til gengæld nok ikke helt ideel for Martinez. Han er nemlig en af de få colombianere, der har enkeltstarten som et vigtigt våben, og derfor kunne han nok have ønsket sig et tidskørselskvantum, som vi har set det i de senere år. Han har dog stadig knap 40 km tonserterræn at gøre godt med, og selvom den slags enkeltstarter ikke er hans spidskompentence, bør han kunne vinde tid på langt hovedparten af feltets klassementsryttere.

Den store test kommer i bjergene. Her er Martinez trods sin Dauphiné-sejr stadig et relativt ubeskrevet blad, og selvom han som colombianer utvivlsomt vil elske de mange tinder med top i over 2000 m højde, er der store spørgsmålstegn ved hans klatring. Der har nemlig været stor forskel på hans top- og bundniveau, og hans klatring i foråret 2019 var mildt sagt skuffende. Til gengæld så vi også, da han i 2019 slog Miguel Angel Lopez og Simon Yates i Paris-Nice, og da han tæskede Egan Bernal på kongeetapen i Colombia sidste år, at hans topniveau kan føre ham rigtigt langt.

Det er de store udsving, der er problemet, og det kunne måske indikere, at han får svært ved at holde niveau over alle tre uger. Vi ved det bare ikke, når hans grand tour-historik er så begrænset, som den er. Hans optakt har heller ikke været sublim, da et styrt i foråret betød en lang løbspause frem mod et Tour of the Alps, hvor han bestemt ikke var imponerende og derfor nok kun rangerer som nr. 3 i et Ineos-hierarki, det ikke er let at komme til tops i.

Usikkerhederne er dog tilstrækkeligt store og topniveauet tilstrækkeligt godt til, at Martinez vitterligt kan skabe overraskelsen. Det vil naturligvis kræve en nedtur til Bernal, og det vil kræve, at han holder sig på cyklen også de to første dage. Til gengæld har Martinez før taget en choksejr i et af sportens allerstørste etapeløb - og gentager han det i løbet af denne maj, er hans grand tour-historik jo pludselig slet ikke så pauver længere.

SÆT DIT GIRO MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR OVER 50.000 KRONER

Joao Almeida (*)

Egentlig skulle vi slet ikke have talt om Joao Almeida i disse dage. Det var nemlig slet ikke en del af planen, at den lille portugiser skulle stille sig klar på rampen i Torino på lørdag. Da Deceuninck lagde sæsonplanen, var Giroen nemlig Remco Evenepoels, og planen var i stedet, at Almeida skulle være holdets spydspids i Vueltaen.

De planer holdt dog kun til februar. Da det stod klart, at Evenepoel havde været lidt for ivrig med sin træning og forværret sin skade så meget, at den stod på ekstra pause, kunne det lige pludselig se svært ud for belgieren at nå til Giroen i topform. Derfor blev der justeret på planerne, og Almeida blev pludselig alligevel sendt til Italien med ambitioner om at begå sig i klassementet.

Læs også

Fænomenal brite vinder stor klassiker efter eksplosiv spurt

Skal man tro Evenepoel, er det endda portugiseren, der er kaptajn i de kommende tre uger. Som det fremgår af min analyse af den belgiske vidunderknægt, lugter det nu lidt af et røgslør, der mest af alt skal hjælpe med at fjerne det gigantiske pres, der længe har været bygget op omkring en mand, som trods sin beskedne alder allerede er blevet en nationalikon i verdens mest cykelbegejstrede land.

Uanset om den vurdering er rigtig eller ej, bør der dog være garanti for, at Almeida i første omgang skal forsøge at køre sit klassement. Usikkerheden om Evenepoels niveau efter så lang en pause er for stor, og derfor spilles der utvivlsomt på to heste, indtil vejen måtte vise, at belgieren er lige så stærk, som jeg forventer. Sker det, bliver Almeida lynhurtigt forvandlet til den luksushjælper, han også var, da han hjalp Evenepoel med at vinde i Algarve og Burgos, men hvis til gengæld løbspausen har været for lang, eller holdbarheden over tre uger bare ikke rækker, får Almeida naturligvis sin chance for at se, om han kan forbedre den 4. plads, han på yderst imponerende vis sikrede sig i sin grand tour-debut sidste år.

Jeg må dog indrømme, at jeg har svært ved helt at tro på det projekt. Man kan i hvert fald undre sig over, at portugiseren hos bookmakerne tilskrives større chancer end Jai Hindley, der for bare seks måneder siden viste sig at være ham ganske overlegen i bjergene. Dengang havde Almeida endda næsten 65 km enkeltstart at gøre godt med, og her slog han sin australske rival med hele 3.57. Alligevel var det samlede resultat et helt andet, for Hindley klatrede så meget bedre end portugiseren, at afstanden mellem de to var hele 2.18 i australierens favør.

Hindley kørte altså fra Almeida med mere end seks minutter i bjergene, og det er et glimrende vidnesbyrd om, hvor portugiseren har sine mangler. Han er ellers blevet det nyeste eksempel på, at Deceuninck kan forvandle snart sagt hvem som helst til tempospecialist, for den forud for sidste års Giro på enkeltstarten ret ubeskrevne Almeida har udviklet sig til en af verdens allerbedste i disciplinen. Det kom lidt som et chok i oktober, hvor han med tre fremragende enkeltstarter imidlertid viste, at 1. etapes overraskende 2. plads ikke var et tilfælde, men det har han til fulde bekræftet i år, hvor han er blevet nr. 3, 6 og 7 på de tre WorldTour-enkeltstarter, han har kørt.

Til gengæld årets tre WorldTour-etapeløb, UAE Tour, Tirreno og Catalonien, også bekræftet, at Almeida er lige så begrænset i bjergene, som han var i sidste års Giro. Det er ikke uden grund, at selv de ret store tidsgevinster på enkeltstarterne i Tirreno og Catalonien ikke var nok til at sikre ham mere end en samlet 6. og 7. plads. Og selvom han blev nr. 3 i UAE Tour, hvor han fik en stor gevinst i sidevinden, var det altså ikke voldsomt skræmmende at blive bøllebanket af Tadej Pogacar og Adam Yates og kun køre lige op med Florian Stork på løbets kongeetape.

Det er endda særligt i de rigtige bjerge, at Almeida har sine udfordringer. Som puncheur er han derimod fremragende, som vi også så det i sidste års Giro, og han har også hurtigheden til at sikre sig bonussekunder, som han så smukt gjorde det sidste år. Problemet er bare, at de evner kun i begrænset omfang belønnes i den kommende Giro, og desværre gælder det også for de tempoevner, der altså denne gang kun skal hjælpe Almeida over knap 40 km. Når 65 km ikke var nok i 2020, er det svært at se, at 40 er det i 2021 - særligt når konkurrencen i bjergene synes uendeligt meget skarpere.

Bedre bliver det ikke af, at målbjergene denne gang er meget sværere på en rute, der i sjældent set grad appellerer til klatrerne. Almeida har ganske vist sig som en sand konge til at forsvare sig i bjergene, men hvis han dag ud og dag ind skal forsøge at begrænse et tab på den ene stejle målstigning efter den anden, samtidig med at han venter på en ikke alt for lang enkeltstart i Milano, er det altså lidt svært at se, hvordan han skulle vinde løbet. Til gengæld har han den fordel, at han i hvert fald har bevist, at han er holdbar over tre uger - og det er da et godt første skridt.

Først og fremmest har han dog sin alder på sin side. Med sine 22 år er Almeida stadig en grønskolling, og af den slags unge ryttere skal man altid vente sig, at der pludselig kan komme et gevaldigt boost af niveauet. Det har vi ganske vist ikke set i årets første etapeløb, hvor bjergene stadig har været en lidelseshistorie, men det kan måske komme til det løb, han virkelig har forberedt sig på. Om han så også får lov at udnytte et sådant eventuelt boost, bestemmer han dog ikke selv. Det gør en vis Remco Evenepoel - og så kan det jo alligevel ende med, at vi må tilbage til plan A, og Almeida atter skal rette fokus på Vueltaen, når han har nået Milano om tre uger.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

SÆT DIT GIRO MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR OVER 50.000 KRONER

Clement Champoussin (*)

I de senere år har vi vænnet os til, at der som regel altid er en ung rytter, der overrasker os alle i hver grand tour. Richard Carapaz har vel egentlig gjort det to gange i Giroen, først med sit gennembrud i 2018 og siden med den sejr, der for de fleste nok kom en anelse uventet. Tadej Pogacars Vuelta-debut i 2019 var så skræmmende god, at ingen i denne verden kunne have forventet, at han ville finde tre etaper, og selv hans styrke i Touren kom vel bag på de fleste. Vueltaen sidste år bød på det helt store gennembrud til Hugh Carthy, der tog en uventet podieplads, og sidste års Giro endte jo som den helt store fest for de unge outsidere, da Tao Geoghegan Hart, Jai Hindley og Joao Almeida satte sig på tre af placeringerne i top 4.

Hvem kan så overraske os i år? Med tanke på den lange liste af favoritter i årets meget stærkt besatte felt, vil det undre, om vi ser endnu en Carthy-agtig podieplads eller måske endda en Geoghegan Hart-agtig sejr. Mindre kan dog også gøre det, og skal man pege på én rytter, der i de kommende tre uger kan gå fra at være relativt ukendt i det bredere cykelpublikum til at få stor opmærksom, må det være Clement Champoussin.

Det er nu ikke, fordi Champoussin ikke har fået opmærksomhed i cykelkredse. Faktisk har han længe været anset som den næste franske klatrer, efter at han i 2019 blandt andet blev nr. 4 i Tour de l’Avenir og suverænt vandt Giro della Regione Friuli Venezia Giulia. Desværre er nyere fransk cykelhistorie bare brolagt med så mange eksempler på stortalenter, der endte med at fejle, at man altid gør klogt i at klappe hesten et par ekstra gange, inden man mener at have fundet manden, der kan bryde den nu 36-årige franske Tour-tørke.

Det gør Champoussin nu nok heller ikke. Han er næppe nogen Pogacar, men mindre kan bestemt også gøre det (ellers ville det godt nok være store krav af stille til verdens cykelungdom!) Champoussin har nemlig med sin flotte kørsel i karrierestarten vist, at han i hvert fald har potentialet til at blive et større fransk cykelnavn og ikke bare endnu et spildt talent.

Det startede allerede i hans grand tour-debut i Vueltaen. Egentlig havde han skuffet meget i sæsonens første måneder, men pludselig var der hul igennem til de talentfulde ben. Faktisk var han lige ved at skabe den helt store overraskelse på løbets anden bjergetape, hvor et uventet angreb i en stilstand var ganske tæt på at række til sejr, men nu blot førte til en mere anonym 10. plads. Den 10. plads gentog han få dage senere på den meget svære Moncalvillo-stigning, inden han desværre kollapsede i den tredje uge og blot endte løbet som nr. 31.

Det er dog først og fremmest sæsonstarten i 2021, som er løfterig. Her startede han som lyn og torden i første Ardeche, hvor han og David Gaudu var de i særklasse stærkeste, og det siger ganske meget, når man ved, hvor stærkt Gaudu har kørt i år. Bare få dage senere var han som den eneste Egan Bernals ligemand på stigningerne i et uhyre stærkt besat Trofeo Laigueglia - og det vel at mærke bare få dage inden, samme Bernal kørte fra en vis Pogacar og sikrede sig en podieplads i Strade Bianche!

Det vidner om, at Champoussins topniveau allerede nu synes at være tårnhøjt. Til gengæld har resten af sæsonen også vist, hvad der er hans store svaghed, nemlig manglen på stabilitet. Lige så god, Champoussin var i Ardeche og Laigueglia, lige så skuffende har han nemlig været i sine senere optrædender i først Catalonien og senest i et meget pauvert Romandiet.

Den slags vækker bekymring, når det kommer fra en mand, der allerede i Vueltaen netop led under manglende stabilitet og holdbarhed. Eksempelvis smed han næsten 19 minutter på 2. etape bare 24 timer før den sensation, han næsten skabte på 3. etape, og den slags udsving er der jo slet ikke råd til i en grand tour. Faktisk er lige netop konsistens den allervigtigste egenskab i en grand tour, og det taler for, at Champoussin i hvert fald skal udvikle sig meget endnu, hvis han skal blive årets overraskelse.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

Derfor tror jeg heller ikke rigtigt på projektet. Romandiet gjorde i hvert fald ikke chancen for en overraskelse meget større, men her kan hans pauvre indsats dog muligvis forklares af den lammende kulde, der sendte mange af de små klatrere til tælling. Problemet er bare, at den undskyldning ikke nødvendigvis er gangbar, hvis Giroen rammes af det dårlige majvejr, vi jo har set relativt ofte.

Champoussin har også andre udfordringer. Han overraskede faktisk stort på Vueltaens enkeltstart, der ellers kørte på det tidspunkt, hvor han var reduceret til hængt kat, men i år han hans tidskørsler i Catalonien og Romandiet mildt sagt ikke været noget, mange vil skrive hjem om. Der venter derfor nok nogle gedigne prygl på Po-slettens flade strækninger, og selvom Geoffrey Bouchard har imponeret stort i år, er det jo næppe heller Ag2r, der dikterer slagets gang i bjergene.

Det skal de nu heller ikke. Champoussin vinder trods alt næppe løbet. Hans opgave er at teste sig selv og bekræfte det enorme potentiale, han viste både Gaudu og Bernal tidligere på året. Med en rute, der mere end vanligt er designet for klatrere, har han i hvert fald fået lagt omstændighederne til rette, så det vitterligt kan lade sig gøre. Det kræver bare, at han viser den stabilitet, der hidtil for ham har været en by i Rusland, og det er der ikke rigtigt noget, der tyder på. På den anden side ved vi jo, at hver grand tour nu om dage altid byder på en ung overraskelse, så hvorfor skulle Champoussin ikke hjælpe med at holde den trend i live?

SÆT DIT GIRO MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR OVER 50.000 KRONER

Dan Martin (*)

Som det fremgår af årets ruteanalyse, er det ikke svært at se, hvad der var løbsdirektør Mauro Vegnis ide med at designe en rute, der i sjælden grad synes at være en gave til klatrerne. Med en tempotung Tour-rute var det helt logisk at gå i den modsatte grøft og forsøge at designe et løb, der kunne tiltrække de mange klatrere, der havde grædt snot, siden Christian Prudhomme løftede sløret for 2021-udgaven af det franske etapeløb.

Når man ser på årets felt, er det åbenlyst, at den mission er lykkedes, men det tydeligste bevis på succesen er hverken Egan Bernal, Emanuel Buchmann, Aleksandr Vlasov eller Hugh Carthy, der alle formentlig har ruten som hovedårsagen til deres Giro-satsning. Det er derimod Dan Martin, for helt frem til april var det slet ikke planen, at han i disse dage skulle have kurs mod Torino.

Nej, Martin skulle gøre, som han plejer. Efter en benhård ardennerkampagne skulle han lige nu puste ud og forberede sig på Touren, hvor han og Chris Froome skulle udgøre Israel Start-Up Nations dobbeltsatsning i klassementet. Med tanke på Froomes trængsler blev hans tilstedeværelse i Frankrig endda pludselig endnu mere nødvendig, efterhånden som den britiske Tour-konge fik den ene lussing efter den anden.

Derfor kom det også som lidt af en bombe, da Martin pludselig ændrede planer, droppede sine elskede klassikere, lod Michael Woods være Froomes ledsager i Frankrig og i stedet rettede blikket mod Giroen. Det var imidlertid alt sammen Vegnis skyld, for da italieneren endelig fik styr på coronakaosset og langt om længe præsenterede sin rute i februar, var Martin ved at falde på halen af begejstring.

Læs også

Hypotermi-symptomer sender Skjelmose og holdkammerater ud af stor klassiker

Det så ellers ud til, at hans grand tour-karriere havde peaket. Nogle uheldsramte, men ret flotte Tour-optrædender i 2016 og 2017 var blevet efterfulgt af to gedigne fiaskoer i 2018 og 2019 for et UAE-mandskab, hvor han aldrig rigtigt fandt sig til rette, og efter et styrt i Dauphiné gik det om muligt endnu ringere i sidste års udgave af det franske etapeløb, hvor han var skræmmende langt fra sit niveau. Med tanke på Martins efterhånden fremskredne alder var der nok mange, der allerede havde ringet til den irske cykelkirkegård for at bestille en kiste og en plads til den ellers så succesrige nevø til Stephen Roche.

Den kiste og plads kan heldigvis nu bruges til en anden. I sidste års Vuelta opstod Martin nemlig fra de døde med sin måske flotteste grand tour til dato, hvor han på imponerende vis gjorde det umulige ved at overspurte superpuncheuren Primoz Roglic på den eksplosive stigning på 3. etape, inden han endte løbet som nr. 4 efter længe at have været en del af podiekampen. Selvom man sagtens kan hævde, at han nok var stærkere i 2016 og 2017, og at hovedårsagen til det bedre resultat nok var, at kroppen denne gang ikke var urimeligt forslået, genantændte det den ellers næsten udbrændte grand tour-fakkel for Martin, der nu igen har fået troen på, at han stadig kan nå at få den podieplads, han mangler.

Det var derfor, at han fik så store julelys i øjnene i februar. Med sit rutedesign har Vegni givet ireren hans livs chance for at indfri den ambition, for årets Giro er med sine mange meget stejle målbjerge skabt til en mand, der har det allerbedst på de stejleste procenter, særligt når de ikke er for lange. I det lys burde Martin juble ved udsigten til Monte Zoncolan, Sega di Ala og Alpe di Mera, der burde ligge ganske pænt til hans højreben.

Udfordringer er der dog også nok af. Den første er selvfølgelig, at Martin skal holde sig på cyklen over tre uger, og som historien desværre viser, taler meget for, at allerede den del vil mislykkes for en mand, der så sent som i Tour of the Alps smed et sikkert topresultat som følge af et styrt. Selv hvis det skulle lykkes, skal han stadig overvinde de knap 40 km tonserenkeltstart, og selvom han kørte sit livs enkeltstart i Vueltaen og muligvis kan have forbedret sig, har han i den disciplin altid været blandt de allerringeste af klassementsrytterne.

Derudover er der holdbarheden og topniveauet. Martin har trods alt aldrig klatret med de allerbedste, og det gør han næppe heller i dette meget skarpe felt. Og selvom hans mange top 10-placeringer i grand tours viser, at den ukuelige fighter aldrig går helt ned i en total eksplosion, vidner også den ellers så flotte Vuelta, at Martin altid veksler alt for meget mellem gode og halvdårlige dage. Den slags er der slet ikke råd til i en grand tour - særligt da ikke når bjergetaperne i den sidste uge kommer så hyppigt, at man skal være knivskarp hver eneste dag.

Selvsamme bjergetaper er måske også lidt for voldsomme. Martin er mere puncheur end klatrer, og selvom der i år heldigvis er de samme bjergmaratoner som i 2020, ligner særligt kongeetapen og den afsluttende alpeetape voldsomme mundfulde for en fyr som Martin. Samtidig kunne hans overraskende sårlige præstation på Angliru i november måske indikere, at han slet ikke er så god på stejle procenter, når stigningerne er lidt længere end de puncheurfinaler, han elsker. Endelig er hans hold i hvert fald helt ude af stand til at forsvare bare skyggen af en førertrøje hele vejen til Milano.

Men det er jo heller ikke maglia rosa, der fik Martins julelys til at stråle så smukt i februar. Det var udsigten til at få den podieplads, som Hugh Carthy snød ham for i november. Og noget kunne tyde på, at han efter et meget sygdomsramt forår faktisk har timet sin form ganske perfekt. I hvert fald klatrede han som en drøm i Tour of the Alps, hvor han var en af de klart stærkeste, indtil han altså - igen, igen - måtte en tur på rumpen. Holder de ben hele vejen til Milano, kan det måske alligevel være, at podiedrømmen bliver opfyldt i overtid. Sker det, har Vegni i hvert fald fortjent det første julekort fra Irland, når nu irerne kan bruge tiden på at skrive sådanne i stedet for at grave ud til den grand tour-grav, der ellers var bestilt til Martin for bare godt et halvt år siden.

SÆT DIT GIRO MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR OVER 50.000 KRONER

Læs også

Stjerne spurter sig til første sejr i næsten fem år - Tour-vinderen må nøjes

Pello Bilbao (*)

Coronavirus kastede 2020-sæsonen op i luften og skabte en kalender, der kastede alle - selv cykelsportens allermest garvede veteraner - helt ud på dybt vand. I løbet af sommeren blev der spekuleret i ét væk på, hvem der ville mon have fordel af den omstrukturerede kalender, og hvordan rytterne mon ville gribe den uhyre travle, men meget kompakte sæson an.

Én ting var de fleste dog enige om. Det var ikke rigtigt muligt at kombinere Giroen og Touren denne gang. Jo, det kunne godt lade sig gøre for sprintere som Peter Sagan og Elia Viviani, der ikke skal grave dybt hver eneste dag, men for klassementsryttere ville det være en umulighed. Det virkede ganske enkelt utænkeligt, at man med Touren i benene kunne køre med de bedste på hver eneste etape over tre år i en Giro, der indledtes bare 13 dage efter afslutningen på verdens største cykelløb.

Der var da heller ingen, der havde den slags planer. Det gjaldt heller ikke for Pello Bilbao, der slet ikke skulle have været til start i Italien. Han skulle i stedet hjælpe Mikel Landa med at vinde Touren, og derefter kunne man måske se på, om ikke han skulle køre Vueltaen også.

Derfor kom det også som en overraskelse, at Bilbao bare to dage inden starten på Sicilien pludselig fremgik af den endelige trup, Bahrain grundet den særegne kalender præsenterede urimeligt sent for de stakkels optaktsskribenter, der allerede var færdige med deres arbejde. Nu var katastrofen heldigvis ikke så stor, for jeg havde aldrig drømt om at give Bilbao bare en enkelt stjerne. Dels var det ifølge holdet slet ikke planen, at han skulle køre klassement - det skulle Hermann Pernsteiner - dels var det helt utænkeligt, at han skulle holde hele vejen, særligt da når vi taler om en mand, der ikke er rigtig klatrer, og hvis eneste topplacering i en tidligere grand tour var e 6. plads i Giroen i 2018, hvor han ikke havde været i nærheden af at følge de bedste.

Den stjerne skulle dog utroligt nok vise sig at have været fuldt berettiget - og faktisk skulle han have haft flere end blot en enkelt. Mens vi sikkert var mange, der ventede på hans helt logiske eksplosion, trodsede Bilbao al logik og i stedet for at blive træt og tabe niveau, blev han nærmest bare bedre og bedre. Selvom han på ærgerlig vis måtte se Joao Almeida stjæle hans 4. plads på den sidste enkeltstart, endte manden, der burde være feltets mest udkørte, sensationelt som nr. 5 - endda næsten fire-fem minutter foran de eneste to overlevende af løbets forhåndsfavoritter, Jakob Fuglsang og Vincenzo Nibali.

Resultatet var bemærkelsesværdigt af flere årsager. Mest åbenlyst var det sensationelt, fordi det jo ikke kunne lade sig gøre - basta! Man kan ikke blive nr. 5 i en grand tour, der starter to uger efter en anden grand tour, hvor man trods hjælperrolle er blevet nr. 16. Men det kunne det altså alligevel, og det vidner om en næsten uhyggelig holdbarhed, som vi vel også så et glimt af, da Bilbao i 2018 begik den svære kunst at vinde en bjergetape i Dauphiné, selvom han bare en uges tid forinden var endt som nr. 6 i Giroen.

Det var imidlertid også bemærkelsesværdigt, fordi grundstenen blev lagt i bjergene. Bilbao har aldrig været en rigtig klatrer, og han har altid været klart begrænset i de rigtige bjerge. Hans force har i stedet været de efterhånden glimrende tempoevner, han pludselig fandt lidt ud af det blå i Giroerne i 2018 og 2019. I 2020 kørte han til gengæld tre meget skuffende enkeltstarter, hvor han endda endte med at tabe tid til klatrere i den disciplin, der burde have været hans våben, men til gengæld forsvarede han sig selv heroisk i bjergene, hvor han altså nærmest toppede i den tredje uge.

I år synes han endda endnu bedre. Ganske vist kom han rustent fra start, men gennem hele foråret er Bilbao bare blevet bedre og bedre. I april blev han først nr. 4 i GP Indurain og siden nr. 6 i Baskerlandet, inden han i Tour of the Alps leverede måske den bedste klatrepræstation i de rigtige bjerge hidtil, da han med en sublim nedkørsel sikrede sig sejr på kongeetapen og endte som nr. 2 bag den suveræne Simon Yates.

Læs også

Rørt vinder: Det var en rigtig lortedag

Egentlig burde løbsprogrammet bekymre, for Bilbao har med 22 løbsdage i løbet af foråret presset sig selv voldsomt hårdt for en mand, der har Giroen som ambition. Nu ved vi jo imidlertid, at det faktisk næsten kun kan blive for lidt. Bilbao er åbenbart manden, der helst skal være dødtræt for at præstere, og derfor var det måske endda en fejl, at han ikke lige klemte Romandiet og Catalonien ind i programmet også…

Nej, det var nu trods alt nok klogt at holde lidt igen, men Bilbao er heldigvis ved at være så varm, at der er grund til at have visse forventninger. Det gælder særligt, fordi ruten er så bagtung, at meget kunne tale for, at Bilbao rammer sin topform, når løbet skal afgøres. Det er nemlig stadig helt givet, at der er mange, der i de rigtige bjerge klatrer bedre end ham, men måske styrkeforholdet kan udlignes lidt i den tredje uge, som det gjorde det i den seneste Giro.

Til gengæld er det også helt klart, at Bilbao ikke klatrer godt nok til at vinde en Giro, der mere end vanligt er designet for klatrere. Skal han nogensinde på podiet i en grand tour, kræver det formentlig flere enkeltstarter, og så kræver det i hvert fald helt entydigt, at han genfinder de tempoevner, han ikke har vist siden 12. pladsen på enkeltstarten i Touren. Giroens enkeltstarter var svært skuffende, og heller ikke i år har Bilbao levet op til tidligere standard på sine to relativt pauvre tidskørsler. I forvejen er flade tonserenkeltstarter ikke hans kop te, og selvom han stadig kan ventes at vinde tid på mange af favoritterne i Milano og Torino, skal der være fremgang at spore, hvis det skal blive rigtigt godt.

Bilbao er heller ikke plan A. Hans flotte resultat i 2020 har ganske vist sikret ham en rolle som en beskyttet plan B, men hvis Landa kører med om podiet eller sejren, er Bilbao reduceret til en hjælperrolle. Landa er nemlig en kaptajn, der slider meget på sit hold i bjergene, hvor han ofte beder den tage ansvar, og derfor kan Bilbao blive tvunget til at ofre egne chancer.

Heldigvis for ham er der en vis sandsynlighed for, at Landa ikke vinder løbet, og derfor kan det være meget smart af holdet at holde to kort i spil. Hvor langt klatreevnerne så rækker på denne bjergtunge rute, kan man godt være lidt i tvivl, men Tour of the Alps giver i hvert fald altid grund til optimisme. Og skulle det mislykkes, er der jo altid al mulig grund til at tro, at Bilbao vil være flyvende, når han til juni stiller til start i Touren med Giroen i benene - særligt da fordi der i år er en uges mindre hvile, end der plejer!

SÆT DIT GIRO MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR OVER 50.000 KRONER

LIVESTREAM ALLE GIRO-ETAPER FRA START TIL SLUT - UDEN REKLAMER