Landevej
Oversigt: Se alle danske UCI-sejre i 2024
Prøv vores nye app
Giro d'Italia 2020: Ruten, etaper og etapeprofiler
02. oktober 2020 13:50Foto: Sirotti
Tour de France er knap overstået, men i det mærkelige corona-år 2020 er det allerede tid til næste grand tour, når rytterne på første lørdag i oktober indleder verdens næststørste cykelløb, der i år kan kaldes højdemeternes, bjergmaratonernes og tidskørslernes Giro d’Italia. Nok har det italienske løb for vane at designe en hård og spektakulær rute, men i år synes arrangørerne at have taget det til et nyt niveau med et design, der byder på hele syv store bjergetaper, hvoraf de tre kommer i den sidste uge og har mere end 5000 højdemeter, men samtidig hele 64,9 ikke alt for kuperede kilometers enkeltstart til at bringe balance i regnskabet. Feltet.dk kaster et blik på hver af de 21 etaper og giver en analyse af den rute, der vil krone en fortjent vinder af en årets af Italiens største cykelløb.
Annonce
Artiklen fortsætter efter videoen.
Giroen markedsfører sig som ”Verdens Hårdeste Cykelløb i Verdens Smukkeste Land”, og det er ikke uden grund. Mens Frankrigs relativt flade geografi lægger begrænsninger på Tourens sværhedsgrad, og Vueltaen trods sine mange bjergfinaler lægger mere vægt på spektakulære afslutninger mere end det samlede omfang af vanskeligheder, har den italienske grand tour altid gjort brug af Italiens fantastiske terrænmæssige muligheder til at sammensætte en varieret og underholdende menu, hvor der kun er meget få lette dage, ofte adskillige meget lange etaper og altid en sidste uge med nogle kolossale bjergetaper af en sværhedsgrad, man ikke ser i de to øvrige grand tours.
For nogle år siden syntes mange imidlertid, at man var gået for langt. Under Angelo Zomegnans ledelse i slutningen af forrige årti udviklede Giro d’Italia sig til et næsten absurd teater. Hvert år syntes løbet at skulle overgå sig selv i hårdhed, og man nåede til et punkt, hvor mange ryttere valgte løbet fra i protest mod ruter, der bød på adskillige ekstremt stejle stigninger, lange transfers mellem etaperne og farlige nedkørsler.
Det ændrede sig, da først Michele Acquarone og siden Mauro Vegni tog over og fra 2012 fik ansvaret for at designe ruten. I et forsøg på at internationalisere løbet og igen tiltrække de største udenlandske navne, lyttede man til rytterønsket om at gøre ruten mere menneskelig og reducere de lange transporter mellem etaperne. Strategien har været en stor succes. Efter i mange år at have været totalt domineret af italienere har løbet i de senere år haft langt større appel til internationale stjerne, og under Vegnis ledelse har Chris Froome, Nairo Quintana, Alberto Contador, Bradley Wiggins, Richie Porte, Tom Dumoulin, Esteban Chaves, Mikel Landa, Geraint Thomas, Alejandro Valverde, Thibaut Pinot og Primoz Roglic alle haft år, hvor det italienske løb har været et af de store mål.
Særligt ønsket om at gøre det muligt at satse på både Giroen og Touren i samme sæson har ansporet arrangørerne til at skrue lidt ned for sværhedsgraderne. Det blev særligt tydeligt i 2018, hvor den ekstra uges hvile mellem de to grand tours fik endnu flere til at overveje den vanskelige double, og det lykkedes da også en med en relativt moderat version at få både Chris Froome og Tom Dumoulin til at kaste sig ud i projektet. På den baggrund kunne man tro, at man ville fortsætte ad samme spor, men sådan er det bestemt ikke gået.
Der var nemlig lidt Angelo Zomegnan over den rute, der blev benyttet til den 102. udgave i 2019, og i 2020 synes arrangørerne endda at have givet den et ekstra nøk. Udsigten til en mindre uges hvile mellem Giroen og Touren på den oprindelige kalender kan have været årsagen. Den gjorde nemlig enhver tanke om en double til en reel umulighed, og derfor var der ingen grund til at holde igen med vanskelighederne i det løb, der oprindeligt skulle være kørt i maj.
Annonce
Det blev der i sandhed heller ikke. Med seks store bjergetaper og igen i år hele tre enkeltstarter sammensatte man en menu, hvor næsten halvdelen af etaperne lagde op til kamp om klassementet. Og minsandten om ikke coronavirus har gjort det hele endnu mere brutalt. Oprindeligt var der nemlig planlagt en let start i Ungarn med først en enkeltstart og to helt flade sprinteretaper, men da ungarerne allerede i marts meddelte, at den ide måtte udsættes til 2021, måtte arrangørerne til tegnebrættet igen. Da de sidst i juli præsenterede det nye design, der stort set var uforandret, var den indledende tidskørsel blot blevet endnu længere og dermed mere afgørende, mens de to helt flade sprinteretaper var blevet erstattet med en hård finale for stærke sprintere i Matera og ikke mindst endnu en stor bjergetape med mere end 4000 højdemeter som afslutning på den første uge. Med andre ord er det nu hele 10 af de 21 etaper, der enten køres i bjergene eller som en enkeltstart, og blandt de øvrige 11 er der tillige et uhyre varieret udbud med flade sprinteretaper, stejle mure i finalerne, masser af højdemeter og puncheurafslutninger.
Sidste år betegnede mange Tour de France som højdernes Tour, fordi man uhørt mange gange skulle op i over 2000 m højde. På samme måde vil det være helt naturligt at betegne årets Giro som højdemeternes og bjergmaratonernes Giro d’Italia. Det er nemlig nogle gigantiske bjergetaper, Vegni og co. har fundet frem til lejligheden. 5. etape (225 km med 4686 højdemeter), 9. etape (208 km med 4537 højdemeter), 17. etape (203 km med 5650 højdemeter), 18. etape (209 km med 5847 højdemeter) og 20. etape (198 km med 5364 højdemeter) kvalificerer sig nemlig alle til prædikatet bjergmaraton, og de er således alle længere end alle bjergetaper i årets Tour, ligesom det kun er Tourens 18. etape, der med sine 5000 højdemeter kan matche de samlede klatreudfordringer på de fem gigantiske dage i bjergene.
Det er vildt og voldsomt, og det er endda slet ikke det eneste. Det første klatreslag skal nemlig allerede slås på løbets 3. etape, når rytterne for tredje gang på bare fire år skal op ad vulkanen Etna, denne gang endda fra en ny og stejlere side. Hvis ikke vinden som tidligere er dræbende i de golde omgivelser, er det en brutal opkørsel, der kan koste dyrt for enhver, som ikke er klar fra start. Bare to dage senere venter så det første af de fem bjergmaratoner som første etape på det italienske fastland efter fire indledende dage på Sicilien, og selvom stigningerne ikke er stejle, er den samlede udfordring så voldsom, at man kan tabe det hele på en dårlig dag. Det kan man også, når første uge fire dage senere rundes af med et næsten identisk bjergmaraton i Appenninerne, hvor stigningerne heller ikke er voldsomt stejle, men hvor den samlede udfordring er så svær, at en dårlig dag atter kan blive dyr på den rute, der altså erstatter en af de helt flade ungarske etaper.
SE HELE GIROEN FOR KUN 99 KRONER - UDEN REKLAMER - FÅ 7 DAGE GRATIS
Derefter falder det lidt til ro med klatreudfordringer i den anden uge, og da det kun er én af de første tre bjergetaper, der har en rigtigt svær afslutning, er der ingen tvivl om, at det er en god ide at gemme det meste i tanken til den sidste uges tid, der som altid bliver helt afgørende. Efter en vigtig enkeltstart på løbets næstsidste lørdag går det således for alvor løs på søndagens 15. etape, der måske ikke har samme distance som de fem maratoner, men som til gengæld byder på en vanskelig bjergfinale på Piancavallo-stigningen, som var rammen om en af Marco Pantanis mange solosejre i løbet i forbindelse med triumfen i 1998.
Det er dog den tredje uge, der må få de fleste til at gispe efter vejret. De fem linjeløbsetaper har distancer på mellem 198 og hele 251 km, og ikke færre end tre af etaperne har betydeligt over 5000 højdemeter. Efter en opvarmning på 16. etapes 225 km med 4000 højdemeter, hvor fraværet af høje bjerge lægger op til udbrud og våbenhvile blandt favoritterne, går det for alvor løs med løbets tredje bjergmaraton på onsdagens 17. etape, hvor der venter endnu en Pantani-hyldest med målet på Madonna di Campiglio, der dog er en relativt let stigning.
En let afslutning på en svær dag kan man imidlertid ikke tale om på løbets kongeetape. Om torsdagen venter nemlig næsten 6000 højdemeter på en dag, hvor man i den absolutte finale skal over mægtige Stelvio i mere end 2700 m højde, og selvom målstigningen igen er relativt let, kommer bjerget så tæt på mål, at der venter et brutalt favoritslag. Det gør der også, når bjergfesten rundes af med det sidste af de fem maratoner på løbets næstsidste dag, hvor man igen skal op i over 2700 m højde på stejle Colle dell’Agnello, men som det er tilfældet på de fleste af bjergetaperne, er finalestigningen til Sestriere igen relativt let. Det er således kun Piancavallo og Etna, der er stejle målbjerge. På de øvrige bjergetaper er det i stedet antallet af højdemeter og distancen, der skal slide for ned mere end finalernes vanskelighed.
Med en sådan bjergmenu er der også basis for, at man kan have en pæn mængde enkeltstart, uden at det vil dræbe løbets spænding. Derfor har arrangørerne for andet år i træk brudt den tendens, vi ser i særligt Touren, hvor tidskørsler er reduceret til et minimum. Hele tre enkeltstarter venter der igen i år, og modsat sidste år, hvor de alle havde væsentlige stigninger eller var decideret bjergrige, er der denne gang tale om specialistterræn. Således lægges der ud med en usædvanligt lang åbningsetape på 15,1 km, hvor der på en speciel faldende rute er basis for at træde masser af watt, og det samme er på den pandekageflade 15,7 km lange afslutningsetape i Milano, der bare har 3 højdemeter og kun få sving. Kun på den klassiske vin-enkeltstart, der i år skal hylde Prosecco-vinen, og som denne gang starter den knaldhårde finale på løbets næstsidste lørdag, er der en anseelig mængde klatring over de 34,1 km, men der er slet ikke tale om samme udfordringer som på sidste års lange enkeltstart i San Marino.
Mens tempokongerne og bjergrytterne slikker sig om munden, har sprinterne grund til at græde. Starten i Ungarn lagde ellers op til en god rute for de rene sprintere, men da begge de to flade ungarske etaper røg i svinget til fordel for meget sværere etaper, er der nu ikke meget at komme efter for de hurtige folk. Vi skal helt hen til 4. etape, inden de overhovedet får første chance, og dernæst er det 7. og 11. etapes flade ture op langs Adriaterhavet på, som Giroen altid har mindst én af, samt 19. etapes nærmest urimeligt lange 251 km lange tur hen langs den flade Po-slette - vi kan jo ikke have en kort etape i den tredje uge i dette maratonernes afslutning - der lægger op til rigtige massespurter.
Til gengæld er der som så ofte før guf for de mere alsidige typer. Således kan de eksplosive puncheurs se frem til et herligt gensyn med 2. etapes finale i Agrigento, hvor vi havde en sand italiensk dopingsynderfest ved seneste besøg for 12 år siden. De stærke sprintere kan se frem til 6. etapes stigende spurt i Matera, hvor John Degenkolb sejrede ved seneste visit samt til 8. etape, hvor en lille mur i finalen vil kunne rydde godt op blandt de hurtige folk. Er de meget ambitiøse kan de også drømme om den næsten helt flade 12. etape, men her er de to mure i finalen så vanskelige, at de alle kommer til kort, hvis de klatrestærke skulle finde på at røre på sig.
Den etape kunne derfor godt gå til et udbrud, og udbryderne får da også masser af plads. Udover bjergetaper, hvor mange sikkert vil blive vundet af aggressive typer, burde udbrydere også slikke sig om munden ved udsigten til mur-etapen lige efter første hviledag, der i klassisk Tirreno-ånd består af de stejle sataner, som vi har lært at elske fra martsløbet. Dernæst står der skrevet udbrud med flammeskrift over 12. etapes hyldest til Pantani, hvis hjemby Cesenatico er både start og mål, samt på 16. etapes lange maraton, hvor en stejl mur både i finalen og op til selve målet lægger op til, at det en gruppe vil åbne ballet i den knaldhårde tredje uge. Derefter står der bjergmaraton for resten af tiden, kun afbrudt af fredagens lange sprintermaraton og den afsluttende enkeltstart. Og det er meget passende i denne højdemeternes, bjergmaratonernes og enkeltstarternes Giro.
Nedenfor giver vi en beskrivelse og analyse af hver af de 21 etaper. I parentes er med mellem 1 og 5 stjerner angivet arrangørernes vurdering af sværhedsgraden.
Annonce
1. etape, lørdag d. 3. oktober: Monreale - Palermo, 15,1 km enkeltstart (***)
Mens Tour de France varierer mellem en enkeltstart og en linjeløbsetape, og Vuelta a Espana stort set altid lægger ud med en holdtidskørsel, har man langt større opfindsomhed i RCS Sport, der står for Giro d’Italia. Ganske vist synes holdtidskørsler at være den foretrukne indledning, men enkeltstarter og flade etaper har også været brugt i de senere år. På det seneste synes præferencen at være skiftet til fordel for enkeltstarter, for efter at man i 2016 startede med en flad enkeltstart i Apeldoorn, i 2018 lagde ud med en let kuperet individuel tidskørsel i Jerusalem, og i 2019 skød det hele i gang med en spektakulær åbning i Bologna, er det igen i år en enkeltstart, der indleder showet. Det sker endda med en usædvanligt lang åbningsenkeltstart over hele 15,1 km, men til gengæld kommer det til at gå lynhurtigt, da man højst usædvanligt har lavet et design, der stort set udelukkende er faldende ned mod den sicilianske hovedstad, Palermo.
Den 15,1 km lange åbning fører feltet fra Monreale til Palermo. Startbyen ligger i bakkerne sydvest for Palermo, der ligger helt ude ved kysten, og det falder derfor næsten hele vejen. Man lægger dog ud med næsten med det samme at dreje skarpt mod nordøst for at køre op ad kategori 4-stigningen Monreale-Cattedrale (900 m, 4,3%), som er en helt jævn stigning hvorefter den første mellemtid tages allerede efter 1,1 km for at finde indehaveren af den første bjergtrøje.
Herefter begynder det at falde kraftigt mod nordøst ad en helt lige vej, der afbrydes af to hårnålesving efter 3,8 km. Herfra venter en snorlige vej, der kun falder let og leder ind gennem udkanten af Palermo, indtil man helt ude ved kysten tager den sidste mellemtid efter 9,4 km. Her drejer man skarpt mod nordvest for at køre op langs vandet ad en vej, der er ganske let stigende, og som byder på hele seks skarpe sving over de næste 3,7 km. Efter 13,1 km foretager man en U-vending for nu over de sidste 2 km at følge en helt lige vej, der først falder ganske let, indtil den sidste kilometer er helt flad.
Annonce
Etapen byder på i alt 74 højdemeter.
Det er svært at huske en enkeltstart med et så særegent design. Starten er voldsom, når mange eksplosive folk - måske også nogle sprintere - vil spurte om bjergtrøjen, men herefter kan de store specialister åbne op for posen på den lange, lige og faldende vej, hvor farten vil være tårnhøj. Inde i selve byen bliver det mere teknisk, men der vil i det flade terræn stadig være plads til at træde så mange watt, at det bliver en sand specialist, der vil iføre sig den første lyserøde trøje.
Palermo har to gange tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb. Første gang var ved Giroens indledende holdløb i 2008, hvor opkomlingene fra Garmin sejrede foran CSC og Columbia og sendte Christian Vande Velde i den første førertrøje. Sidste år sluttede en etape i det nye Giro di Sicilia i byen, og her vandt Manuel Belletti en massespurt foran Riccardo Stacchiotti og Sebastian Molano.
2. etape, søndag d. 4. oktober: Alcamo - Agrigento, 149,0 km (**)
Mens Touren er kendt for at have en relativt ensformig første uge med relativt mange flade sprinteretaper, betyder den mere varierede italienske geografi, at Giroen altid byder på en betydeligt hårdere indledning. Det afspejles også i årets første linjeløbsetape, der betyder, at de hurtige folk slet ikke kommer i spil med det samme. I stedet vender man tilbage til den herlige puncheurafslutning i Agrigento, hvor vi for 12 år siden havde sand dopingsynderfest med sejr til Riccardo Ricco foran Danilo di Luca, Davide Rebellin og Franco Pellizotti. Forhåbentlig er vinderen renere denne gang, når de eksplosive afsluttere efter en ellers relativt flad etape skal spurte om en eftertragtet sejr, der med en god enkeltstart måske også kan bringe den lyserøde trøje i spil.
Annonce
Med en distance på bare 149,0 km er der tale om en kort sag, der fører feltet fra Alcamo til Agrigento. Startbyen ligger i det kuperede indre af Sicilien, og derfor lægges der knaldhårdt fra land. Således kører man med det samme mod sydvest op ad en ikke-kategoriseret stigning (3,2 km, 4,7%), som har top efter 11,4 km, inden en kort nedkørsel efterfølges af endnu ikke-kategoriseret opkørsel (3,2 km, 4,8%). Med top efter 19,7 km. Nu kan rytterne se frem til et længere, let faldende stykke, som leder mod sydvest og sydøst ned til bunden af kategori 4-stigningen Santa Ninfa (4,3 km, 4,1%), der er en helt jævn opkørsel med top efter 37,5 km. Tid til at komme sig bliver der dog ikke, da en kort og let nedkørsel fører videre mod syd direkte ned til Partanna-stigningen (3,5 km, 4,1%), på hvis top dagens første indlagte spurt venter efter 46,1 knaldhårde kilometer.
Nu bliver det til gengæld meget lettere. Herfra leder en næsten lige og let faldende vej nemlig mod syd og sydøst ned til kysten, der nås i byen Sciacca. Herfra går det videre ned langs vandet mod sydøst ad en vej, der ganske vist er let kuperet, men i alt væsentligt flad. Efter ca. 110 km bliver terrænet lidt mere rynket med to lette opkørsler, inden det falder ned mod byen Porto Empedocle, hvor dagens sidste spurt kommer efter 136,9 km. Herfra forsætter man kortvarigt mod sydøst hen langs vandet, inden finalen indledes.
Det sker når, man drejer mod nord væk fra havet for at køre op ad den afsluttende kategori 4-stigning op til målet i Agrigento. De 3,7 km stiger med 5,3% i gennemsnit, hvor der indledes let med 3,8% over de første 500 m, inden der venter 1500 m med 6,2% og et maksimum på 9%. Den følgende stiger med 6,0%, inden det flader ud med 3,3% over de sidste 700 m, fordel over 500 m med 2,6% og slutteligt 5,0% på de sidste 200 m. Stigningen har sving med 3,3 og 1750 m igen, men derefter bugter vejen bugter vejen sig let ind på den 250 m lange, 8 m brede opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 2270 højdemeter.
Vi kender finalen fra besøget i 2008, hvor Ricco som sagt sejrede foran Di Luca, Rebellin og Pellizotti, der jo alle er kendt som ardennerspecialister og puncheurs. Det fortæller på glimrende vis, hvem der vil kunne gå efter sejren på en dag, der er så hård, at flere klassementsryttere, herunder den senere vinder, Alberto Contador, tabte 10 sekunder i de mange huller, der opstod undervejs. Derfor skal klassementsrytterne være fokuserede på en dag, hvor de mest eksplosive samtidig kan håbe at få del i de vigtige bonussekunder og måske endda en lyserød trøje, hvis den indledende enkeltstart er gået godt.
Annonce
Agregento blev som sagt senest besøgt i 2008, hvor Riccardo Ricco sejrede foran Danilo Di Luca og Davide Rebellin. Det er det eneste større cykelløb, der i dette årtusinde er sluttet i byen, men tilbage i 1994 blev Luc Leblanc verdensmester i byen.
SE HELE GIROEN FOR KUN 99 KRONER - UDEN REKLAMER - FÅ 7 DAGE GRATIS
3. etape, mandag d. 5. oktober: Enna - Etna, 150,0 km (****)
Giro-arrangørerne er lidt mere tilbageholdende med meget tidligere bjergfinaler end Vueltaen, men som regel kommer den første bjergafslutning ikke alt for langt inde i løbet. I år betyder aflysningen af den ungarske start, at det sker helt usædvanligt tidligt, for allerede på tredjedagen skal klatrebenene findes frem til det første bjergslag. Som det skete i både 2017 og 2018, hvor løbet også tilbragte en tidlig del af løbet på Sicilien, sker det må den frygtede vulkan Etna, der denne gang endda bestiges fra en ny side, nemlig fra nordøst. Vi ved af erfaring, at vinden kan være ret dræbende på den golde vulkan, men står den rigtigt, er der basis for store forskelle over de sidste knap 3 meget svære kilometer i en af løbets vanskeligste finaler allerede to dage efter åbningen.
Med en distance på bare 150,0 km er der tale om endnu en kort etape, som fører feltet fra Enna til toppen af Etna. Starten går inde midt på Sicilien, hvorfra man via en nedkørsel kører mod nordøst ned til en stigning, der leder mod nordøst og over to omgange kommer med hhv. 1,9 km med 8,3% og 1,4 km med 6,3%, inden toppen rundes efter 23 km. Herfra følger man en snoet og let faldende vej mod øst, men undervejs afbrydes den af flere småbakker, mest markant med et længere stigende stykke frem til Regalbuto, som passeres efter 47,1 km, inden det atter begynder at falde. Kort efter flader det ud, mens man fortsætter mod sydøst ned til byen Paterno, der nås efter 78,1 km.
Herefter ændrer etapen karakter. I stedet for at fortsætte helt ud til kysten drejer man mod nordøst for at køre op ad den ikke-kategoriserede Nicolosi-stigning (9,1 km, 4,1%), hvis top passeres efter 92,8 km. Den leder op til et plateau, der falder let mod nord frem til dagens første spurt, som passeres efter 107,4 km. Herfra går det videre mod nord over to ikke-kategoriserede stigninger med top efter hhv. 115 km (3,7 km, 5,2%) og 121 km (3,4 km, 5,6%). Slutteligt leder en let nedkørsel mod nord ned til byen Linguaglossa, hvor dagens sidste spurt kommer efter 130,9 km.
Den ligger lige for foden af ikoniske Etna, der her er kategori 1. Man drejer mod nordøst for at tage hul på stigningen, der over 18,8 km stiger med 6,8% i snit. Den første del er uhyre regulær med stigningsprocenter på ca. 7 næsten hele vejen, indtil den med 5,3 km flader ud med 1850 m med 4,2%. Herefter tager den til gengæld fat over de sidste 2850 km, som stiger med 9,1% i snit med et maksimum på 11% med 1500 m igen, inden den flader lidt ud med 8,8% over de sidste 500 m. Midtvejs har stigningen uhyre mange hårnålesving, men på de sidste 4 km bugter vejen sig kun, indtil man rammer den 50 m lange, 6,5 m brede opløbsstrækning.
Annonce
Etapen byder på i alt 3516 højdemeter.
Det er sjældent, at man finder så voldsom en bjergfinale allerede tre dage inde i løbet, og fra denne side er der tale om en meget svær stigning, særligt de sidste 3 km. Vi ved, at vinden kan slå klassementsopgøret lidt ihjel i det åbne landskab, men vi bør her blive en del klogere på løbets hierarki. Det er samtidig tænkeligt, at vi kan få en udbrudssejr med mulige førertrøje, som man ofte ser det tidligt i Giroen, ikke mindst på en dag, der med 3500 højdemeter ikke er let at kontrollere.
Etna blev senest besøgt i 2018, hvor Esteban Chaves overraskende gik i det tidlige udbrud for siden at blive hentet af Simon Yates, så de to Mitchelton-ryttere kunne tage en dobbeltsejr med etape til Chaves og førertrøje til Yates. Også i 2017 var man forbi, og her tog Jan Polanc karrierens anden etapesejr, da det efter et langt udbrud akkurat lykkedes at holde favoritterne bag sig. I 2011 slog Alberto Contador lille Jose Rujano i en spændende duel, men den sejr har han siden fået frataget grundet sin clenbuterol-dom, og derfor er Rujano i dag officielt noteret som vinder. I 1967 sejrede Franco Bitossi ved det første besøg, mens portugisiske Acacio Da Silva vandt i 1989, hvor man sluttede et andet sted på bjerget end ved de tre øvrige besøg. Sidste år sluttede kongeetapen i Giro di Sicilia i byen, og det gav sejr til Guillaume Martin foran Fausto Masnada og Dayer Quintana.
Annonce
4. etape, tirsdag d. 6. oktober: Catania - Villafranca Tirrena, 140,0 km (**)
Der er mange grunde til at forbande corona langt væk, men Giro-sprinterne har en ekstra en af slagsen. Aflysningen af den ungarske start kostede nemlig to tidlige sprinteretaper i det flade terræn mod øst, og i stedet betyder flytningen til Sicilien, at vi højst usædvanligt skal fire dage hen i løbet, før der er udsigt til den første massespurt. Den burde til gengæld også komme som afslutning på det sicilianske eventyr, for selvom man undervejs skal helt op i 1125 m højde via en meget lang stigning, er de sidste 65 km så lette, at alt taler for det første opgør mellem de hurtige folk.
For tredje dag i træk er der tale om en uhyre kort etape, der fører feltet over blot 140,0 km fra Catania til Villafranca Tirrena. Startbyen ligger helt ude ved østkysten, og herfra kører man mod nord op langs vandet ad en vej, der undervejs er først let stigende, siden let faldende og slutteligt helt flad. Efter 38,8 km ændrer etapen sig imidlertid, når man drejer mod nordvest for at køre ind i landet. Det betyder, at det begynder at stige let op forbi dagens første spurt, der kommer efter 56,3 km. Kort efter drejer man mod nord ad en let stigende vej, der leder ind på kategori 3-stigningen Portella Mandrazi (12,4 km, 5,2%), der er en lang og uhyre jævn opkørsel uden stejle procenter.
Toppen i hele 1125 m højde rundes efter 75,4 km, og den efterfølges af en ganske teknisk nedkørsel, der leder videre mod nord ned til den sicilianske nordkyst. Den nås efter 105,3 km, hvor man drejer mod nordøst for at følge den næsten helt flade kystvej op til målbyen helt oppe i Siciliens nordligste punkt. Undervejs passerer man dagens sidste spurt, som kommer efter 114,0 km, inden man når frem til Villafranca Tirrena. Her falder det ganske let med 3000 m igen, indtil det er næsten helt fladt efter den røde flamme. Finalen er til gengæld teknisk, da den lange, lige vej afbrydes ad hele fire skarpe sving med hhv 1800 m, 1500 m, 1400 m og slutteligt 850 m igen, indtil man rammer den 8 m brede opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 1765 højdemeter.
Arrangørerne har ikke kunnet dy sig for at sende rytterne op over en ganske lang og for de tunge folk ret svær stigning, men det bør ikke afholde dem fra at gå efter en spurt. Efter nogle hårde dage vil de fleste være fint tilfredse med at holde et udbrud i kort snor, inden de hurtige folk endelig kan ventes at komme til fadet i en dog uhyre teknisk finale, hvor der stilles store krav til hold og lead-out.
Villafranca Tirrena har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.
Annonce
5. etape, onsdag d. 7. oktober: Mileto - Camigliatello Silano, 225,0 km (***)
Efter fire dage på Sicilien når rytterne endelig det italienske fastland, hvor rejsen op gennem støvlen indledes. Hvis nogen havde drømt om, at det betød lidt lettere terræn end på den kuperede middelhavsø, må de desværre tro om. Rejsen mod nord indledes nemlig med et 225 km lang maraton, der byder på mere end 4500 højdemeter og en alenlang stigning mod slutningen, inden en kort nedkørsel mod mål. Selvom der ikke er tale om verdens stejleste bjerg er der bestemt mulighed for at gøre forskelle som afslutning på så voldsom en dag, og derfor kan det meget vel være en etape, hvor løbet måske næppe vindes, men hvor det sagtens kan tabes.
Det 225,0 km lange maraton fører feltet fra Milelto til Camigliatello Silano. Starten går helt nede i den italienske tåspids, hvor man lægger ud med at køre mod nordvest op ad en 4,3 km lang stigning, inden en let nedkørsel fører mod nordøst ned til kysten. Nu følger man vandet mod nordøst ad en let kuperet kystvej, indtil man fortsætter videre mod nordøst og siden sydøst for at passere ind gennem det kuperede indre. Det betyder, at man skal over en stigning (2,4 km, 5,7%) med top efter 55,1 km, inden det stiger let mod øst, inden en let nedkørsel fører videre mod øst ned til havet på den modsatte side, hvor dagens første spurt venter efter 80,2 km.
Man bliver imidlertid ikke længe ved vandet. I stedet kører man mod nord ad et let stigende stykke, som leder frem til kategori 3-stigningen Catanzaro (3,6 km, 5,3%), der er relativt regulær og har top efter 91,9 km. En kort og kringlet nedkørsel leder nu mod vest, inden man kort efter drejer mod nordvest for at passere kategori 3-stigningen Tiriolo (10,1 km, 5,3%), der er en lang, jævn opkørsel, dog stejlest i bunden, og som har top efter 111,3 km. Faktisk fortsætter det med at stige over yderligere 6,0 km, indtil man når frem til forplejningszonen helt oppe på Monte Trearie i 865 m højde.
Her når man op til et plateau, der er ganske kuperet. Således fortsætter man mod nordvest ad en ganske ubehagelig vej, der byder på flere bakker, herunder 2,2 km med 4,4% og top efter 124,8, dernæst 1,9 km med 5,3% med top efter 128,9 km, så 2,7 km med 5,3% og top efter 140,3 km og slutteligt 1,6 km med 5,5% og top i 928 m højde efter 147,7 km. Først herefter følger en meget teknisk nedkørsel, der fortsat leder mod nordvest, indtil man rammer en ikke-kategoriseret stigning (4,8 km, 6,2%), som leder mod nord og nordøst op til Rogliano efter 166,8 km. Her er der et kort, fladt plateau, inden en let nedkørsel fører mod nordvest ned til Cosenza, hvor dagens sidste spurt kommer efter 187,5 km.
Det er imidlertid kun opvarmning, for det værste mangler. Nu kører man nemlig mod nordøst op ad kategori 1-stigningen Valico di Mont, der stiger med 5,6% over hele 24,2 km. Den indledes med 6,5%, der efter en let start stiger med 6,2% i snit med helt op til 9,2% undervejs, inden den flader ud med 4,2% over de næste 5,5 km. Herefter der en lille mur med 1500 m med hele 11,6% og et maksimum på 18%, hvorefter de sidste 10,7 km stiger med 6,2%, endda uhyre jævnt nærmest uden udsving.
Toppen rundes efter 213,4 km, hvorefter de sidste 11,6 km næsten alle er faldende. Man kører nemlig mod nordøst, sydøst og slutteligt øst ad en midtvejs ganske teknisk nedkørsel, der mod slutningen retter sig ud og bliver mindre stejl over de sidste 4 km. Nedkørslen ender med 1150 m igen, hvorefter det stiger med 2,6% i snit, stejlest med 4,0% over de sidste 150 m. Efter 4 km-mørket bugter vejen sig kun let, indtil man når en U-vending med 1150 m igen, hvorefter det altså begynder at stige. Slutteligt er der to skarpe sving lige i rap, indtil man rammer den 400 m lange, 6,5 m brede opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 4686 højdemeter.
En etape som denne er uhyre let at undervurdere, fordi der ikke er tale om en bjergfinale, men det gør man ikke klogt i. Var den kommet under Touren, havde den været den etape med næstflest højdemeter, og samtidig er der tale om et alenlangt maraton. Den sidste stigning er over de sidste 10 km ikke specielt stejl, men den er svær nok til at skabe forskelle som afslutning på så voldsom en dag. Til gengæld er det også nærliggende at tro, at et udbrud har en god chance for at løbe med både etapesejr og måske førertrøje, for det kræver en enorm indsats at kontrollere så voldsom en etape - noget, de færreste har lyst til i løbets første uge.
Camigliatello Silano har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.
SE HELE GIROEN FOR KUN 99 KRONER - UDEN REKLAMER - FÅ 7 DAGE GRATIS
6. etape, torsdag d. 8. oktober: Castrovillari - Matera, 188,0 km (**)
Noget af det, der adskiller Giroen og Vueltaen fra Touren er de meget mere varierede finaler, som har større appel til flere forskelle ryttertyper fremfor Tourens mange afslutninger, der enten er for sprintere eller klatrere. Det bliver udtalt på 6. etape, der fører feltet tilbage til Matera, der senest blev besøgt for syv år siden. Dengang spurtede John Degenkolb sig til sejr på en lang, sej bakke op mod målet i byen, der ligger på et højdedrag, og selvom der denne gang er tale om et lidt anderledes indløb vil det igen være de stærke sprintere med appel til let stigende spurter, som ventes at skulle slås om sejren på løbets sjette dag.
I alt skal der tilbagelægges 188,0 km, som fører feltet fra Castrovillari til Matera. Starten er knaldhård, idet man lægger ud med at køre mod nordøst op ad den ikke-kategoriserede Valico di Campotenese (11,6 km, 4,8%, som efter et kort, fladt stykke efterfølges af en lille bakke (1,6 km, 5,8%) med top i 1081 m højde efter 20,1 hårde kilometer. Herefter går det videre mod nordvest og nord via en meget teknisk nedkørsel, inden man kører mod nordøst op ad endnu en ikke-kategoriseret stigning (8,4 km, 4,8%) med top efter 46,4 km, men faktisk fortsætter det med at stige mod nordøst og nord let helt frem til km 52,9. Nu går det mod sydøst via en kort nedkørsel, inden man kører mod nordvest op ad en lille bakke frem til dagens første spurt, som kommer efter 62,1 km.
Nu bliver etapen meget lettere. Først venter en teknisk nedkørsel, der fører mod nord, men derefter kører man mod nordøst ad en lang, lige og let faldende vej, der leder ned i fladlandet og frem til forplejningen, som nås efter 114,3 km. Nu går det mod nord via et let stigende og let faldende stykke frem til dagens anden som, der er placeret efter 135,1 km, inden det bliver pandekagefladt, mens man fortsætter mod nordøst og nord.
Finalen indledes efter 156,3 km, når man kører mod nord op ad kategori 3-stigningen Millotta (4,7 km, 6,9%), som er en meget jævn stigning med top efter 162,3 km. Herfra resterer 25,7 km, som indledes med en let og hurtig nedkørsel, der fører mod nordøst, indtil et kort fladt stykke leder frem til de sidste godt 10 km, der stort set alle er stigende og fører mod nordøst og nord.
Først stiger det med 4,4% over 2,4 km, inden det med 8,2 km flader lidt ud, selvom det stadig stiger let med ca. 3%, herunder med 3,2% over de sidste 1450 frem til 4 km-mærket. Nu falder de næste 1250 m let med 2,0%, inden der venter 750 m med hele 6,3% og et maksimum på 12%. Ved 2 km-mærket falder de næste 750 m med 2,4%, inden de sidste 1250 stiger jævnt med 2,6% i snit, stejlest med 3,3% over de sidste 500 m. Finalen er ganske teknisk, idet en lang, kun svagt bugtende vej afbrydes af et relativt skarpt sving på det stejles stykke med 2500 m igen, hvorefter der er en række bløde kurver. Slutteligt er der skarpe sving med 1200 m, 800 m og slutteligt 400 m igen.
Etapen byder på i alt 2799 højdemeter.
Selvom finalen er en anden, er det ikke overraskende, at Degenkolb vandt en knaldhård spurt her i 2013. Etapen må nemlig være udset som et af de største mål for Peter Sagan og Michael Matthews, men Bora og Sunweb får kam til deres hår, hvis de skal kontrollere den knaldhårde indledning. Resten af etapen er dog relativt let, og derfor taler meget for, at vi får den ventede hårde spurt, selvom man bestemt ikke skal undervurdere den meget svære Millotta, der kan rydde gevaldigt ud i tropperne, hvis der lægges pres på.
Matera blev senest besøgt i 2013, hvor John Degenkolb spurtede sig til sejr foran Angel Vicioso og Paul Martens. I 2003 var Fabio Baldato hurtigere end Gabriele Colombo, Giuliano Figueras og den førende Alessandro Petacchi, og i 2000 sejrede Mario Cipollini foran Dmitry Konyshev og Silvio Martinello i endnu en spurt.
7. etape, fredag d. 9. oktober: Matera - Brindisi, 143,0 km (*)
Arrangørerne skal næppe regne med at få mange julekort fra feltets sprintere som tak for den start, de har sammensat. Den første del er som bekendt ofte den fladeste, men denne gang skal vi helt frem til syvendedagen, inden sprinterne kan komme i spil for anden gang. Det gør de så også næsten med statsgaranti, for 7. etape er en af den slags, Giroen også er kendt for, nemlig korte og helt flade ture op nær den italienske østkyst. Alt taler derfor for et opgør mellem de hurtigste denne fredag i Brindisi.
I alt skal der tilbagelægges beskedne 143,0 km, som fører feltet fra Matera til Brindisi, der ligger helt nede ved adriaterhavskysten i den italienske hæl. Startbyen er gårsdagens målby, der som bekendt ligger på et højdedrag, og derfor er første del af etapen faldende. Det stiger dog let de første 7,0 km, hvor man kører mod øst, men mens man fortsætter ad den lige, flade vej begynder det hurtigt at falde let frem til Castellaneta, der nås efter 29,1 km. Her drejer man mod sydøst for at køre ad en lidt stejlere nedkørsel ned til kysten, som nu følges via en ganske let faldende kystvej mod øst og sydøst ind til Taranto, hvor dagens første spurt kommer efter 66,2 km på en ganske spektakulær bro midt i havnen.
Herefter kører man atter ind i landet, når man fortsætter mod øst ad en flad og senere let stigende vej, der begynder at stige lidt kraftigere, når man drejer mod nordøst for at køre op til den anden spurt, som kommer efter 91,5 km. Herefter begynder det til gengæld at falde ganske, ganske let resten af vejen, når man drejer mod øst og senere nordøst for at køre ud til den italienske østkyst og målbyen Brindisi. Det går ad en næsten helt lige vej, der kun falder let, indtil man slutteligt når frem til målbyen. Her falder det let, indtil man med 2,1 km igen drejer skarpt. Herefter begynder det i stedet at stige ganske let, mens der følger et mareridt af sving, når der skal drejes med 1700, 1500 og 1200 m igen, indtil man rammer den 7,5 m brede opløbsstrækning. Den sidste kilometer stiger jævnt med 0,7% i snit.
Etapen byder på i alt bare 481 højdemeter.
Det er lige så klassisk Giro som en stor bjergetape i Dolomitterne. Vi kender disse korte, flade kystetaper, der fungerer som en halv hviledag. I Puglien kan det blæse lidt mere end i resten af Italien, men det er usandsynligt, at vinden kommer i spil. Nej, alt peger på et brag af en massespurt i en dog uhyre kringlet finale, hvor man skal sørge for at holde sig til i det svinghelvede, der venter, inden man kan lade benene tale på den lange, let stigende opløbsstrækning.
Brindisi har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.
8. etape, lørdag d. 10. oktober: Giovinazzo - Vieste, 200,0 km (***)
Det kan godt være, at starten var hård ved sprinterne, men mod slutningen af den anden uge er der endelig lidt at komme efter. For anden dag i træk er der nemlig udsigt til en chance for de hurtige folk, men denne gang bliver det slet ikke så enkelt som i 7. etapes pandekageflade terræn. Denne gang skal man nemlig både overleve en ganske svær stigning midtvejs og ikke mindst en stejl lille mur i finalen, som nok vil give flere ideer til folk som Peter Sagan og Michael Matthews end de helt klassiske sprintere.
I alt skal der tilbagelægges præcis 200,0 km, som fører feltet fra Giovanizzo til Vieste ad en rute, der fortsætter rejsen mod nord op langs den italienske østkyst. Starten er da også så enkel, som noget kan være, da man følger den pandekageflade kystvej mod nordvest og til sidst nord og nordøst hele vejen forbi forplejningen frem til den første spurt, der kommer efter 90,3 meget lette kilometer.
Herefter ændrer etapen imidlertid karakter. Det sker, når man drejer mod nord for at køre ind i landet og over kategori 2-stigningen Monte Sant’Angelo, der siger med 6,1% over 9,6 km fordelt med 6,8% over de første 8,5 km, der er meget jævne, indtil den flader ud med 4,4% på den sidste del frem mod toppen, som rundes efter 106,2 km. En ganske teknisk nedkørsel leder nu mod sydøst tilbage til kysten, hvor man atter følger kystvejen mod nordøst. Denne gang er terrænet ad den snoede vej dog helt anderledes kuperet end tidligere, og man skal således over flere bakker med toppe efter hhv. 129,2 km (2,8 km, 5,6%), 137,5 km (1,6 km, 5,3%) og 143,2 km (2,9 km, 6,3%), hvor sidstnævnte faktisk fortsætter med at stige, så det i alt stiger med 3,7% over 8,0 km frem til toppen efter 148,5 km.
Efter en kort nedkørsel venter så kategori 4-stigningen La Guardiola (1,4 km, 6,0%), som har 500 m med 7,9% midtvejs og har top efter 157,3 km, inden der kommer en 700 m lang bakke med 5,6% og top efter 164,8 km. Herefter bliver det endelig lidt lettere, mens man fortsætter mod nord ad den snoede kystvej frem til den afsluttende rundstrækning. Den rammes efter 173,6 km lige i bunden af en lille mur (1,0 km, 9,3%), som stiger med hhv. 7,2% og hele 11,4% over de to 500 m-segmenter og har et maksimum på 17%, hvorefter man kører de sidste 10,1 km ind til mål, hvor stregen krydses for første gang i forbindelse med den sidste spurt efter 185,5 km.
Etapen afsluttes nu med en hel omgang på den i alt 14,5 km lange rundstrækning, der indledes med, at man følger den flade kystvej, inden man kører mod sydvest ind i landet op over muren, der for anden gang passeres med 10,1 km igen. Fra toppen falder det via en let nedkørsel mod syd, inden en relativt lige og let faldende vej leder mod nordvest og nord. Med 4 km igen drejer man mod sydøst, hvorefter det stiger let frem de sidste 2,3 km. De indledes med, at det falder ned mod kystvejen, der slutteligt følges mod sydøst ind til mål, så den sidste kilometer er stort set helt flad. Vejen har nogle ret skarpe kurver lige inden den røde flamme, hvorefter man rammer den 1000 m lange, 7,5 m brede opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 2191 højdemeter.
Der er næppe tvivl om, at de tunge sprintere vil finde den lille mur voldsom, især fordi den kommer efter en meget vanskelig anden del af etapen. Til gengæld må etapen være guf for folk som Peter Sagan og Michael Matthews, der næppe har råd til at lade denne chance gå fra sig. Med en let start taler meget derfor for, at Sunweb og Bora vil tage kontrol, men etapen er også så svær, at man ikke helt kan udelukke en udbrudssejr.
Vieste har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.
9. etape, søndag d. 11. oktober: San Salvo - Roccaraso (Aremogna), 208,0 km (****)
Det kan godt være, at den sydlige og centrale del af Italien ikke byder på de samme høje bjerge som i nord, men Appenninerne i landets indre giver stadig mulighed for at sammensætte nogle voldsomme etaper med et hav af højdemeter. En sådan etape havde vi allerede på femtedagen, og minsandten om arrangørerne ikke også runder den første uge af med et sandt klatremaraton med urimeligt mange højdemeter. Hele 208 km med mere end 4500 højdemeter venter på en etape, hvor de sidste 90 km nærmest alle er stigende. Det kan godt være, at stigningerne ikke er alt for stejle - i hvert fald bortset fra en stejl rampe op mod mål - men har man en dårlig dag, kan man meget vel smide tid dagen inden første hviledag, som vi så i samme finale i 2016, hvor den senere vinder Vincenzo Nibali tabte sekunder til sine værste konkurrenter.
I alt skal der tilbagelægges hele 208,0 km med start i San Salvo og mål på Aremogna-stigningen i udkanten af Roccaraso. Igen går starten helt ude ved adriaterhavskysten, men man starter med at skære ind gennem landet mod nord via en lille bakke (1,9 km, 5,1%) med top efter 3,7 km. Herfra går det imidlertid ned til vandet, hvorefter den flade kystvej følges mod nordvest frem til Fossacesia Marina, der nås efter 30,4 km.
Herfra drejer man ind i landet ved at køre mod sydvest ad en let stigende vej, der begynder at stige en anelse mere, når man senere drejer mod nordvest. Det hele kulminerer med 2,3 km med 4,4%, som leder op til den første spurt, som kommer efter 75,6 km. Herfra fortsætter det faktisk med at stige mod sydvest, inden man drejer mod nordvest for at følge en kringlet, men kort nedkørsel.
Etapen tager for alvor fat, når man drejer mod sydvest for at køre op ad kategori 1-stigningen Passo Lanciano (12,7 km, 6,9%), som indledes let med 4,6% over 2,0 km, men derefter har 2,3 km med 8,7% og et maksimum på 14%, inden den jævnt stiger med 7,2% over 5,8 km og slutteligt jævnt med 6,6% over de sidste 3,6 km frem mod toppen, som rundes efter 100,4 km. Nu venter en mod slutningen meget teknisk nedkørsel, der leder mod nordvest ned til forplejningen, som passeres efter 117,1 km.
Herfra går det stort set opad resten af vejen. Man lægger ud med at køre mod syd op ad en ikke-kategoriseret stigning (8,4 km, 5,7%), som efterfølges af en ultrakort nedkørsel, inden det går videre op ad først en bakke (2,6 km, 5,5%) og siden kategori 2-stigningen Passo San Leonardo (13,8 km, 4,5%), der ikke er verdens sværeste. De første 3,4 km er de sværeste med 5,8% og et maksimum på 11%, men derefter følger 7,7 km med bare 3,7% og ingen stejle passager, inden den stiger jævnt med 5,1% over de sidste 2,65 km frem mod toppen, som rundes efter 154,7 km.
Nu bliver der kortvarigt lidt ro, når rytterne følger en periodevis kringlet nedkørsel videre mod syd, indtil man drejer mod sydøst for at passere kategori 2-stigningen Bosco di Sant’Antonio (9,4 km, 5,1%), der er jævn uden stejle procenter og har top efter 181,4 km. Den leder op til et fladt plateau, som følges mod sydøst frem til dagens sidste spurt, som kommer efter 194,0 km.
Herefter indledes finalen, når man drejer mod sydvest ind på Amerogna-stigningen, der er i kategori 1. Den stiger med 5,7% over 9,6 km, men er meget ujævn. Således stiger de første 4,75 km bare jævnt med 5,8%, inden det falder med 1,3% over 2,35 km. Herefter venter slutteligt en 2,5 km lang rampe med et gennemsnit på 7,2%, men hvor de første 1500 m bare stiger med 3-5%, inden den tager fat med 10,6% over den sidste kilometer med et maksimum på 12% lige inden selve stregen. Efter nogle indledende hårnålesving følger stigningen en 6 m vej, der kun bugter sig let med en sidste kurve ca. 200 m fra stregen.
Etapen byder på i alt 4537 højdemeter.
Etapen er i næsten en kopi af 5. etape. Igen er der tale om et alenlangt bjergmaraton med mange højdemeter, men igen er der også hovedsageligt tale om 5%-stigninger, der aldrig bliver stejle. Det kræver en jætteindsats at kontrollere, og det ligner derfor en stensikker dag for et udbrud. Favoritterne skal imidlertid være varsomme, for selvom den sidste stigning kun er stejl på den sidste kilometer, så vi for fire år siden, at der kan være tid at tabe, hvis man har den forkerte dag på en etape, der er så lang og opslidende.
Aremogna-stigningen i Roccaraso har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var på første bjergetape i 2016, hvor Tim Wellens holdt hjem fra det tidlige udbrud, og hvor Jakob Fuglsang, Ilnur Zakarin og Tom Dumoulin kørte væk og vandt tid, men desværre for Fuglsang kunne han se sin kaptajn Vincenzo Nibali tabe nogle sekunder til sine vigtigste rivaler.
Hviledag, mandag d. 12. oktober
10. etape, tirsdag d. 13. oktober: Lanciano - Tortoreto, 177,0 km (***)
Enhver der har set Tirreno-Adriatico har lært at elske løbets ikoniske muretaper, der nær adriaterhavskysten byder på små, stejle sataner på smalle, snoede veje, der aldrig giver ro til at komme sig. En sådan har arrangørerne sammensat til dagen efter første hviledag, hvor rejsen mod nord op langs vandet fortsættes, men hvor man slutter med at køre en omgang på en rigtig Tirreno-rundstrækning. Stigningerne kommer nok for langt fra mål til, at favoritterne tør satse alt for voldsomt, men mens et udbrud formentlig løber med sejren, skal man bestemt ikke udelukke, at der kan ske ting og sager også hos de store navne.
I alt skal der tilbagelægges 177,0 km, der fører feltet fra Lanciano til Tortoreto ad en rute, der fortsætter rejsen mod bjergene i nord. Man starter lidt inde i lande og lægger ud med at køre ad en nedkørsel mod nord ned til kysten, hvorefter man følger den kun ganske let kupere kystvest mod nordvest frem til Francavilla di Mare. Her drejer man mod sydvest for at køre ind i landet via en stigning (2,9 km, 5,1%) og et let stigende stykke efterfulgt af en kort nedkørsel, inden det er tid til en Tirreno-klassiker, når rytterne skal op til den berømte by Chieti, hvor afgørende Tirreno-etaper ofte sluttede for år tilbage, via en kategori 4-stigning (1,5 km, 9,3%), der endda stiger med 11-12% på den første kilometer, inden den flader ud nær toppen, som rundes efter 47,1 km.
En teknisk nedkørsel fører nu mod nordvest og nord tilbage til kysten, der rammes lige nord for Pescara. Herefter går det nok engang ad kystvejen mod nordvest, først via et lidt småkuperet stykke og siden via helt fladt terræn. Efter 110,1 km passerer man den første spurt i Giulianova, men kort efter skifter terrænet karakter. Det sker når man drejer mod nordvest for at køre ind i landet og op over kategori 4-stigningen Tortoreto (2,9 km, 7,3%), som indledes med 1,7% over 600 m, og så har 400 m med 15,1% og et maksimum på 18%. Dernæst stiger den med 7,2% over de sidste 1,8 km fordelt over 6,0%, 11,4%, 7,2% og 5,9% over hhv. de første 300 m og dernæst de tre sidste 500 m-segmenter og med et maksimum på 18%. Toppen rundes efter 120,0 km, hvorfra en kringlet nedkørsel leder mod øst ned til kysten og byen Tortoreto, hvor man dog ikke krydser stregen.
I stedet kører man mod nord op ad den helt flade kystvej, indtil man drejer mod vest og sydvest for at passere kategori 3-stigningen Colonnella (3,1 km, 9,2%), der stiger med 6,0% over de første 500 m, men derefter med 10,1% i snit resten af vejen og med 18% midtvejs, hvorefter det dog bliver lidt lettere med 7-9% frem til toppen, som rundes efter 138,0 km. Derfra falder det let mod sydvest, indtil man kører op ad en mur (900 m, 9,7%), som har 500 m med 13,6% og et maksimum på 24% og dernæst 500 m med 5,5%, der leder frem til dagens sidste spurt, som kommer efter 144,0 km.
Nu bliver det lidt lettere med en let faldende vej, der leder mod sydøst, indtil man rammer et meget kringlet stykke, hvor man snor sig rundt i bakkerne vest for Tortoreto. Først venter den lille Colle Luna (3,4 km, 4,0%) med top efter 154,5, inden man rammer endnu en stigning med navnet Tortoreto (2,5 km, 7,1%), som kommer med to stejle 500 m-ramper fra start og midtvejs på hhv. 10,8% og 9,4% og med et maksimum på 20% på midten. Toppen passeres efter 159,5 km, og derefter skal man for anden gang over kategori 4-stigningen Tortoreto. Denne gang er det dog kun de sidste 1800 m, der stiger den med 7,2% fordelt over 6,0%, 11,4%, 7,2% og 5,9% over hhv. de første 300 m og dernæst de tre sidste 500 m-segmenter og med et maksimum på 18%.
Toppen rundes med 11,0 km igen, hvorefter det går via en kringlet nedkørsel mod øst tilbage til Tortoreto. Her følger man en flad og lige vej mod nordvest, indtil man drejer skarpt med 5 km og 3,5 km igen, hvorefter man kører mod sydøst ad den helt lige og flade 8 m brede kystvej, der kun afbrydes af en rundkørsel med 1700 m igen.
Etapen byder på i alt 2058 højdemeter.
Enhver, der har kørt Tirreno-Adriatico vil vide, at disse mur-etaper kan være ganske begivenhedsrige og selektive, og der er således bestemt mulighed for at gøre forskelle, hvis man har mod til at tage initiativ. Vi er imidlertid også kun stadig midtvejs i løbet, og derfor kan det meget vel ende med, at der køres relativt konservativt fra favoritterne. Uanset hvad ligner det en dag, som udbrydere må have kigget sig ud som en god mulighed.
Tortoreto var senest vært for et stort cykelløb, da Matthias Krizek i 2012 vandt en etape i Baby-Giroen i byen. I 205 vandt Marco Pinotti det italienske enkeltstartsmesterskab ved at slå Marzio Bruseghin og Dario Cioni her, og i 200 vandt Danilo di Luca en etape i det hedengangne Giro d’Abruzzo her.
11. etape, onsdag d. 14. oktober: Porto Sant’Elpidio - Rimini, 182,0 km (**)
Det gode ved rejsen op langs den italienske adriaterhavskyst er, at det er så let at variere terrænet. Det kræver bare et lille smut ind i landet at lave bjerg- eller muretaper i Appenninerne, men man kan også bare følge den flade kystvej, som vi så det på 4. etape. Den slags lette kystetaper er på programmet hvert år, og denne gang får sprinterne endda to af dem. Således er der lagt op til endnu en let og flad dag, når løbet på sin anden onsdag fortsætter rejsen mod nord op mod de høje bjerge.
I alt skal der tilbagelægges 182,0 mellem de to kystbyer Porto Sant’Elpidio og Rimini, og denne gang sørger man for at holde sig til kystvejen det meste af dagen. Således lægger man ud med at følge den mod nordvest igennem helt fadt terræn - dog med en lille afstikker ind til Osimo, som ikke ændrer på den flade karakter - og det er først, når man kører vest om storbyen Ancona efter ca. 45 km, at der kommer en lille rynke på profilen. Kort efter rammer man imidlertid igen kystvejen, og så går det helt lige og fladt mod nordvest hele vejen frem til den første spurt i Pesaro efter 105,9 km.
Her bliver kystvejen både snoet og rynket. Først skal man over kategori 4-stigningen Monte San Bartolo (3,1 km, 5,2%), der er en jævn opkørsel med top efter 111,3 km, inden en nedkørsel efterfølges af endnu en lille bakke og derefter endnu en nedkørsel. Nu bliver vejen igen lige og flad hele vejen frem til Misano Adriatico efter 132,1 km.
Her drejer man mod nordvest væk fra kysten, hvilket giver anledning til et par bakker, først Misano Monte (1,7 km, 4,0%) med top efter 140,2 km og siden Coriano (700 m, 7,1%), på hvis top den anden spurt kommer efter 144,1 km. Næste bakke (1,4 km, 5,5%) har top efter 151,7 km, og den sidste, Santa Cristina (1,3 km, 6,0%) passeres efter 158,2 km.
Herefter er de sidste 23,8 km lette. Det falder ganske let mod nordvest, indtil man efter 166,1 km drejer mod øst for at køre ad en ganske let faldende vej ud mod kysten og Rimini, hvor de sidste 8,5 km er stort set helt flade. Inde i Rimini bliver det kringlet, da der på de sidste 5 km er skarpe sving med 4600 m, 4000 m, 3800 m, 3500 m, 2400 m og 2300 m igen. Herefter følger man en lige vej ned langs kysten, som afsluttes med to skarpe sving lige i rap, hvorefter man rammer den 600 m lange og 8 m brede opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 1191 højdemeter.
Bakkerne i finalen kan godt bruges til at lægge lidt pres, men de kommer for langt fra mål til at kunne bruges til det store. Dette er en af de dage, sprinterne har sat det fedeste kryds ved, og da det aldrig blæser i området, ligner det en stensikker massespurt, hvor den kringlede finale dog stiller meget større krav til hold og lead-out end til sprinteren selv.
Rimini var senest vært for et stort cykelløb i forbindelse med holdløbene i Settimana Coppi e Bartali i 2003 og 2002. I 2003 sejrede Lampre og kørte Jan Svorada i førertrøjen, mens det i 2002 var Mapei-Quick Step, der benyttede en triumf til at sende Dario Cioni til tops i klassementet.
12. etape, torsdag d. 15. oktober: Cesenatico - Cesenatico, 204,0 km (****)
Dopingfortid til trods er Marco Pantani stadig en italiensk folkehelt, der år efter år hyldes i Giroen. Det sker også på løbets 12. etape, der har både start og mål i hans hjemby, Cesenatico ved den italienske adriaterhavskyst. Her har man designet en etape, der fuldstændigt følger ruten fra motionsløbets Nove Colli Gran Fondo, der med sine 3800 højdemeter over 204 er en meget krævende affære. Som vi ved fra Memorial Marco Pantani ligger selve Cesenatico dog så langt fra bakkerne, at der næppe er mulighed for kamp i klassementet på det, der ligner en stensikker dag for et stærkt udbrud.
I alt skal der tilbagelægges 204,0 km med start og mål i Cesenatico. Etapen er designet som en stor rundstrækning, der fører feltet ind i det stærkt kuperede terræn syd for målbyen, der selv ligger helt ude ved kysten. Starten er dog ganske fredsommelig, idet man snor sig mod vest væk fra havet ad en vej, der kun er ganske let stigende. Efter 26,1 lette kilometer drejer man mod syd for at passere en ikke-kategoriseret stigning (2,4 km, 5,6%) med top efter 31,3 km for med det samme at køre op til Polenta (2,5 km, 4,2%), som nås efter 35,9 km. Nu følger man en nedkørsel mod nordvest og sydvest, indtil en let stigende vej går mod sydøst og syd.
Den vanskelige del rammes efter 55,3 km, når man tager hul på San Matteo (3,9 km, 6,3%), som har top efter 59,6 km og med det samme efterfølges af den lille Pieve di Rivoschio (800 m, 7,2%) med top efter 64,5 km. En let nedkørsel fører så mod øst, nordøst og sydvest, indtil man drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 4-stigningen Ciola (6,0 km, 6,4%), der stiger med 8,3% og maksimalt 12% over de første 3,0 km og dernæst jævnt med 4,5% resten af vejen op til toppen, der rundes efter 76,9 km. Nu leder en teknisk nedkørsel mod sydvest direkte ned til bunden af kategori 3-stigningen Barbotto (4,5 km, 8,4%), der er en svær sag med en jævn start på 7,3% over 3,5 km og siden hele 12,1% og et maksimum på 17% over den sidste kilometer frem til toppen, der rundes efter 90,3 km.
På toppen drejer man mod nord ad en let stigende vej, inden det begynder at falde mod nord og nordøst ned mod Sogliano al Rubicone. Kort inden byen, der kendes fra Coppi e Bartali, drejer man mod syd for at køre op ad Monte Tiffi (1,8 km, 9,8), der har et maksimum på 16%, og som kendes fra kongeetapen i samme løb, og som har top efter 112,3 km. Efter kun en ultrakort nedkørsel, der leder mod sydvest går det opad kategori 3-stigningen Perticara (8,1 km, 4,7%), der stiger ujævnt med 5,5% over de første 3,6 km med et maksimum på 12% og lange stykker på 8-9%, inden den stiger med 4,1% over de sidste 4,5 km, igen ujævnt med stykker på 7-8% på den nedre del frem mod en let sidste kilometer med 2-3%, inden toppen rundes efter 121,7 km.
Nu venter en teknisk nedkørsel, som fører mod øst ned til dagens første spurt, som kommer efter 130,4 km. Her drejer man med det samme mod sydøst for at passere kategori 3-stigningen Madonna di Pugliano (9,1 km, 5,5%), der skal deles i to med først 4,0 jævne kilometer med 7,7% i snit og et maksimum på 12%, siden 2,5 km med bare 1,7% og slutteligt 2,6 km, der jævnt stiger med 6,0% i snit. Toppen rundes efter 140,4 km, hvorefter det går mod nordvest ad en småkringlet nedkørsel og siden mod nord ad en ikke-kategoriseret stigning (4,7 km, 4,5%) med top efter 154,8 km. Nu falder det atter mod nordøst ad en til tider teknisk nedkørsel.
Sidste udfordring indledes, når man drejer mod sydvest ind på kategori 4-stigningen San Giovanni in Galilea (4,7 km, 5,7%), som stiger med 7-8% over de første 2 km, men derefter blot med 3-6% resten af vejen. Toppen tundes, når der resterer 30,5 km, som indledes med en teknisk ikke alt for vanskelig nedkørsel, som fører mod vest, nordøst og nord ned til den sidste spurt, som kommer efter 189,2 km. Nu går det mod nord og nordøst ad en ganske let faldende vej, indtil de sidste 4 km er stort set helt flade. Vejen afbrydes af to skarpe sving lige inden 2 km-mærket, inden et sidste sving leder mod nordvest ind på den 1,4 km lange, 7,5 m brede opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 3812 højdemeter.
Det er svært at finde mere udprægede udbryderetaper end denne. Terrænet er alt for svært til, at det giver mening for nogen at forsøge at skabe samling, og samtidig er stigningerne så langt fra mål, at det er ubrugeligt for klassementsrytterne. Alt peger på en vild start, indtil et udbrud er etableret, hvorefter feltet kan rulle til mål, mens der kæmpes om at tage en udbrudssejr, som Manuel Belletti gjorde ved seneste besøg i 2010.
Udover altid at være målby for Memorial Marco Pantani, hvis seneste udgave i august blev vundet af Fabio Felline, var Giroen senest forbi i 2010, hvor Manuel Belletti var hurtigste mand fra et udbrud, og i 1999 var Ivan Qaranta vandt en massespurt. Baby-Giroen gjorde stop i 2010 med solosejr til Paolo Locatelli og i 2009, hvor Enrico Peruffo var hurtigste mand i en tremandsspurt.
13. etape, fredag d. 16. oktober: Cervia - Monselice, 192,0 km (**)
Løbet nærmer sig de høje bjerge i nord, hvor det skal afgøres, og hvor sprinterne har meget lidt at komme efter. Inden klassementskampen for alvor indledes i den næstsidste weekend, er der dog et sidste stykke af rejsen, der skal tilbagelægges, og her kunne de hurtige folk have drømt om at få en sidste chance. Etapen afvikles nemlig i det næsten helt pandekageflade terræn omkring Venedig, men arrangørerne har alligevel været så modbydelige at finde to meget stejle bakker, der effektivt udelukker sejr for langt de fleste sprintere, så det kun er de allermest hårdføre, der måske kan få en chance - hvis de da tør gøre forsøget og tage kontrol på en dag, hvor afslutningen er for voldsom for selv en Michael Matthews, hvis der for alvor gås til stålet.
I alt skal der tilbagelægges 192,0 km, som fører feltet fra Cervia til Monselice. Begge byer ligger i det nordøstlige hjørne omkring Venedig, hvor det er fladere end et billardbord, og derfor er der ikke meget hokuspokus over indledningen. Her går det mod nordvest i området øst for Bologna, og selvom man hurtigt forlader vandet, ændrer det ikke på, at det er helt - som i helt - fladt. I udkanten af Ferrara drejer man mod nord for at passere forplejningen og køre frem til den første spurt, som kommer efter 118,5 km, inden man fortsætter mod nord frem til målbyen Monselice, der nås efter 143,2 pandekageflade kilometer.
Nu kunne vi have afsluttet etapen med et brag af en massespurt, men det gør vi ikke. Uden at passere målstregen fortsætter rytterne nemlig mod nordøst, siden nordvest og nord igennem fladlandet frem til dagens anden spurt, som er placeret efter 155,2 km, der fortsat alle har været flade. Det ændrer sig imidlertid nu, for Monselice ligger i udkanten af en kuperet ø midt i fladlandet, og nu kører man mod sydvest for at skære direkte ind gennem dette område. Det betyder, at man skal over kategori 4-stigningen Il Roccolo (4,1 km, 8,3%), der er en irregulær mur med først 500 med 1,6%, så 900 m med 10,2%, herunder et maksimum på 20%, siden 1600 m med mere beskedne 6,7% og slutteligt 1000 m med 13,4% og et maksimum på 17% lige ved toppen, der rundes, når der resterer 29,5 km.
Efter den første mor går det mod sydvest ad en ikke alt for kringlet nedkørsel direkte ned til bunden af kategori 4-stigningen Calaone (2,1 km, 9,8%). Den har ikke samme udsving som den foregående, men er til gengæld helt regulær med nærmest konstante procenter hele vejen op til toppen - dog med et kort maksimum på 18% - som rundes med 15,9 km igen. De indledes med en kort og meget teknisk nedkørsel, der fører mod syd, inden det går igennem helt fladt terræn mod øst tilbage til Monselice. Her er der sving med 2800 og 2200 m igen, inden man drejer næsten 180 grader ind på den bare 400 m lange, 8 m brede opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 825 højdemeter.
De sidste to stigninger er så voldsomme, at der sagtens kunne køres klassement, hvis ikke de var kommet så langt fra mål. Derfor kan en fyr som Michael Matthews og måske Peter Sagan drømme om, at det vil gå så langsomt, at de kan komme med hjem til en reduceret massespurt. Risikoen er imidlertid stor, for de risikerer enten at blive sat, eller at ryttere kører væk på de vanskelige procenter. Derfor kan det også meget vel være, at de opgiver med det samme, og at det i stedet bliver endnu en etape for et udbrud.
Monselice har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.
14. etape, lørdag d. 17. oktober: Conegliano - Valdobbiadene, 34,1 km enkeltstart (****)
I de senere år har Giroen gjort det til en tradition at have en 30-40 km lang enkeltstart i en af Italiens smukke vinproducerende regioner. De er ofte ganske kuperede, og derfor har de lange tidskørsler som regel været ganske vanskelige og ofte også tekniske. Modellen fastholdes i år, hvor det er Prosecco-vinene, der kommer i rampelyset på en af løbets allervigtigste etaper, der har mål i Valdobbiadene, som det var tilfældet på samme ”vin-enkeltstart” i 2015. Dengang leverede Alberto Contador en sand magtdemonstration i den silende regn og sikrede sig så stort et forspring, at han havde råd til hele to kriser senere i løbet. Ligesom for fem år siden er der udsigt til, at Prosecco-vinenes hjemsted bliver rammen om et nøgleslag i kampen om årets Giro-titel.
I alt skal der tilbagelægges 34,1 km, hvilket er i overensstemmelse med nyere tradition og ikke de vanvittige 59,4 km, som Contador tilbagelagde for fem år siden, og de fører fra Conegliano til Valdobbiadene. Starten er skabt til specialister, da det går mod nordvest ad en snorlige vej, der kun er ganske let stigende, så man over de første 6,3 km vinder 41 højdemeter. Herefter venter der imidlertid en voldsom udfordring, der ikke just er skabt til tempocykler, når rytterne drejer mod sydvest for at passere kategori 4-stigningen Muro di Ca del Poggio (1,1 km, 12,3%), der er relativt regulær, dog med 19% efter 400 m og 16% på toppen, der rundes efter 7,4 km, hvor den første mellemtid tages.
Efter muren fortsætter det med at stige let, mens man kører mod nordvest, men snart drejer man mod vest og senere sydvest og syd ad en kun let snoet vej, der bortset fra en lille bakke på første del er ganske let faldende. Senere drejer man mod vest for at følge en lige vej frem til anden mellemtid, der tages efter 17,1 km. Det ændrer dog ikke etapens karakter, da man herefter fortsætter af en næsten lige vej mod nordvest og sydvest, idet terrænet dog nu i stedet er let stigende, indtil man når den sidste mellemtid efter 25,1 km i San Martino.
Nu bliver det igen lidt vanskeligere, når man drejer mod nordvest for at køre op til Guia. Det begynder at stige mere og mere, de sidste 2,7 km med 4,6% i snit fordelt over fire 500 m-segmenter på 1,7%, 5,1%, 1,7% og 6,5% og slutteligt 700 m med hele 7,2%. Toppen rundes efter 28,4 km, men herefter stiger det fortsat let af en småsnoet vej, der leder mod sydvest. Med ca. 5 km igen begynder det til gengæld at falde ganske kraftigt ad en vej uden væsentlige tekniske udfordringer, og således falder det med 5,1% fra 2,2 km-mærket, indtil de sidste 400 m i stedet stiger med 5,0%. Vejen afbrydes kun af et skarp sving med 750 m og igen med 300 m igen, indtil man rammer den 6 m brede opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 508 højdemeter
Årets vin-enkeltstart minder meget om dem, vi har set i de foregående år - i hvert fald hvis man ser bort fra sidste års meget bjergrige klatretur til San Marino. 508 højdemeter er ganske meget over den relativt korte distance, og begge stigninger er så svære, at de stille krav til klatreevnerne - ikke mindst den stejle mur, der kan ødelægge al rytme. Til gengæld er der også lange, lige strækninger, hvor specialisterne virkelig kan åbne for gassen, og ruten synes ikke så teknisk som i tidligere udgaver. Overordnet er der således ingen tvivl om, at klatrerne stadig vil bløde, og at særligt specialisten Geraint Thomas har sat kryds ved denne etape som dagen, hvor han måske skal vinde Giroen.
Valdobbiadene blev som sagt senest besøgt ved enkeltstarten i 2005, hvor Vasil Kiryienka udnyttede en tidlig start til at sejre foran Luis Leon Sanchez og Alberto Contador, der trods horribelt vejr var tæt på sejren og tog enorme tidsmængder til alle sine rivaler. I 2009 vandt Alessandro Petacchi en tidlig massespurt foran Tyler Farrar og Francesco Gavazzi. I 2018 var Baby-Giroen forbi, og her blev det til spurtsejr til sprintertalentet Alberto Dainese.
15. etape, søndag d. 18. oktober: Base Area Rivolto (Frecce Tricolori) - Piancavallo, 185,0 km (****)
Den første del af årets Giro har bestemt ikke været let, men trods nogle lange etaper med mange højdemeter er det i de første to uger kun de to enkeltstarter og Etna-etapen, der for alvor har givet mulighed for at vinde løbet. De øvrige har primært handlet om ikke at smide det hele, men det ændres der som altid på i den tredje uge, der i år endda er endnu mere voldsom, end den plejer. Efter det helt afgørende slag på enkeltstarten får rytterne lejlighed til at varme op til den sidste uge med den første bjergetape i Dolomitterne, hvor der er blevet plads til nok en Pantani-hyldest med afslutning på den meget vanskelige Piancavallo-stigning, der var scenen for en af hans store sejre på vej mod triumfen i 1998.
I alt skal der tilbagelægges 185,0 km, som fører feltet fra Base Area Rivolto til toppen af Piancavallo. Starten er en luftbase, hvor man skal fejre den 60. fødselsdag for det italienske luftvåben Frecce Tricolori, der ofte har lavet luftshows i forbindelse med Giroen. Den ligger i fladlandet omkring Venedig, og derfor stiger det kun ganske let, når man fra start kører mod nord. Undervejs kommer der dog en lille bakke (2,3 km, 6,4%), som efter 41,9 km leder op til Anduins, men herefter stiger det fortsat kun ganske let, mens man fortsætetr mod nord.
Det ændrer sig, når man rammer kategori 2-stigningen Sella Chianzuta (10,6 km, 5,4%), der er en jævn stigning med 6,3% i snit det meste af vejen bortset fra lidt lettere stykker nær bund og top, der mås efter 65,1 km. Herefter venter en teknisk nedkørsel, der fører mod nordøst, indtil man kører mod nord op ad en lille bakke for slutteligt at køre nedad mod vest og nordvest til dagens første spurt, der ommer efter 81,3 km i etapens nordligste punkt.
Nu venter man rundt ved at køre mod sydvest ad en let stigende dalvej, indtil man rammer Forcella di Piruso (3,0 km, 6,7%), der er en ganske jævn stigning med en stejlere top på 8-10%. En kort og let nedkørsel fører så mod sydvest, indtil man drejer mod syd for at passere kategori 2-stigningen Forcella di Monte Rest (7,4 km, 7,5%), der efter en let start over 1 km stiger relativt jævnt med 8,0% i snit og et maksimum på 11%. Toppen rundes efter 105,2 km, hvorefter endnu en meget svær nedkørsel leder videre mod syd ned til dalen, hvor man følger en let faldende dalvej mod syd og slutteligt sydvest.
Etapen tager igen fat, når man rammer kategori 2-stigningen Forcella Pala Barzana (13,3 km, 4,4%), der kan deles i to. Den første del er relativt let, for efter 1150 m med 6,2% følger 3,35 km med bare 1,5%. Herefter stiger den med 5,9% over de næste 3,2 km - blandt andet med 1,8 km med 7,1%, som leder op til dagens anden spurt, der er placeret efter 135,9 km - inden en lille nedkørsel over 1300 m leder frem til de sidste 4,35 km, som stiger jævnt med 7,4% i snit og et maksimum på 11% på det første stykkke.
Toppen rundes efter 134,4 km og efterfølges af endnu en meget svær nedkørsel, som fører mod vest ned i dalen. Nu går det ad en let faldende dalvej mod sydøst og sydvest ned til bunden af den afsluttende stigning, Piancavallo, der er i kategori. Den bestiges fra sydøst og stiger med 7,8% over 14,9 km, men skal deles i to. De først 9 km er meget svære med 8-10%, men så følger to kilometer med bare 4-6%. Med 3,1 km igen tager den atter fat med 7,3% og et maksimum på 9%, indtil det lige inden den røde flamme flader ud med 4,2% over det sidste stykke, endda blot 2,7% over de sidste 150 m. Stigningen har mange hårnålesving på den stejle del, men derefter afbrydes en relativt lige vej kun af to af disse lige ved den røde flamme, hvorefter vejen bugter sig ind på den 100 m lange, 7,5 m brede opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 4475 højdemeter
Piancavallo blev senest besøgt i 2017, hvor Mikel Landa endelig fik sin udbrudssejr efter mange forsøg. Længer tilbage vandt Thibaut Pinot favoritternes slag foran Domenico Pozzovivo og Ilnur Zakarin, mens Nairo Quintana og Vincenzo Nibali fik skovlen under Tom Dumoulin, der tabte 1.09 og måtte afgive førertrøjen til colombianeren. Forinden sejrede Marco Pantani i 1998 med 13 sekunder ned til Pavel Tonkov og Alex Zülle.
Hviledag, mandag d. 19. oktober
16. etape, tirsdag d. 20. oktober: Udine - San Daniele del Friuli, 229,0 km (****)
En af de nyere traditioner i Giroen er, at man i de senere år ofte har haft løbets kongeetape med nogle af Dolomitternes mest mytiske stigninger på tirsdagen efter den anden hviledag. Sådan bliver det imidlertid ikke i år, hvor man efter den sidste lille pause lægger ud med en etape, der slet ikke rammer de høje bjerge. Det betyder dog ikke, at det er en let sag, for helt i overensstemmelse med temaet for årets tredje uge er der tale om et alenlangt maraton med mere end 4000 højdemeter. Det hele afgøres med næsten tre omgange på en rundstrækning med en stejl, lille mur, der ligger for tidligt til en kamp i klassementet, samt en rigtig puncheurfinale på endnu en stejl lille sag, og det lægger op til en fascinerende kamp om sejren i et forventeligt udbrud.
Som altid i denne tredje uge skal der tilbagelægges en gigantisk distance på hele 229,0 km, der fører feltet fra Udine til San Daniele del Friuli. Starten er tilforladelig, idet man kører mod nord, sydøst og nordøst ad en helt flad vej, men hurtigt går det galt, når man kører mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Madonna del Domm (10,8 km, 7,1%), der efter 650 lette meter stiger jævnt med 8,8% over 7,55 km med et maksimum på 12%, inden den flader lidt ud med 6,3% over de sidste 2,55 km frem til toppen, der rundes efter 31,0 km. En meget teknisk nedkørsel leder nu mod nordøst og syd ned til Cividale del Friuli i dalen, som nås efter 47,4 km.
Her kører man en omgang på en 40,4 km lang rundstrækning. Den er hovedsageligt flad, idet man følger en helt flad dalvej mod nordøst, nord, syd og slutteligt øst, inden man kører mod syd og sydvest op ad kategori 3-stigningen Monte Spig (4,7 km, 8,3%), der er en stejl sag med hele 10,3 i snit mellem km 2 og 4, inden den flader ud med 4,8% over den næste kilometer og slutteligt stiger med 7,1% over de sidste 700 m frem til toppen, der rundes efter 77,2 km. Nu leder en småteknisk nedkørsel mod sydvest og ved tilbage til Cividale del Friuli, hvor rundstrækningen afsluttes med dagens første spurt efter 87,8 km.
Efter spurten kører man ad en let stigende dalvej - dog afbrudt af en bakke (1,1 km, 5,4%) efter 106,2 km - mod vest, nord, nordvest og slutteligt nordøst, indtil man drejer mod nordvest ind på kategori 2-stigningen Monteaperta (3,3 km, 7,6%), der stiger med 9-11% over de første 2 km, men derefter kun 4,0% frem til toppen, der rundes efter 123,0 km. Nu fører en teknisk nedkørsel mod nordvest, indtil man rammer en let faldende dalvej, der fører mod sydvest ned til den afsluttende rundstrækning, der rammes efter 152,9 km.
Her lægger man ud med at køre de første 22,2 km af den i alt 26,9 km lange runde. Først skal man mod nord op over den lille Castello di Susans (800 m, 8,7%, max. 16%), inden et kort, fladt stykke leder mod nordvest og sydvest frem til hovedmenuen, kategori 3-stigningen Monte di Ragogna, der bestiges fra syd. Der er stale om en stejl mur, der over 2,8 km stiger med hele 10,4% fordelt over 2 km med 11,2% og et maksimum på 16% og 800 m med 8,1%. Toppen rundes første gang efter 162,1 km og efterfølges af en ikke alt for svær nedkørsel, der leder mod sydvest ned i dalen. Nu får det igennem stort set helt fladt terræn mod sydøst ned til målbyen, hvor stregen krydses første gang efter 175,1 km på toppen af en lille mur.
Etapen afsluttes nu med to hele omgange på rundstrækningen, som indledes med et fladt stykke, der fører mod nordøst op til Castello di Susans, der passeres igen efter hhv. 180,6 km og 207,6 km - første gang med dagens anden spurt på toppen. Monte di Ragogna passeres efter hhv. 189,0 km og 216,0 km, således at der er 13,0 km hjem efter sidste passage. De består som bekendt primært af en flad dalvej, men med 2 km igen rammer man en lille 500 m lang bakke med et maksimum på 8%, hvorefter en nedkørsel leder ned til de sidste 850 m, der stiger med 6,5% i snit. De første 800 m stiger imidlertid med 9,4% med et maksimum på hele 20%, inden det kortvarigt falder for slutteligt at tage fat igen med 10% på de sidste 300 m. Finalen er i første omgang ikke videre teknisk, da en let bugtende vej først afbrydes af et blødt sving med 1300 m igen, men til gengæld drejer man næsten 180 grader med 800 m igen, inden vejen til slut buer meget skarpt ind på den 200 m lange, 6,5 km brede opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 4053 højdemeter.
I teorien kunne en etape som denne give ideer til puncheurs som Diego Ulissi, men det virker som en umulig opgave i den tredje uge at kaste sig ud i at kontrollere så lang en etape med så mange højdemeter. Snarere ligner det en dag for et udbrud, mens favoritterne næppe vil udnytte de stejle stigninger til noget, selvom de dog skal være meget opmærksomme i finalen, hvor der utvivlsomt kan være sekunder at vinde og tabe, når der slutteligt skal spurtes op ad den sidste mur til mål.
San Daniele del Friuli har kun én gang i dette årtusinde været mål for et UCI-løb. Det var i sidste års udgave af U23-løbet Giro del Friuli Venezia Giulia, hvor Clement Champoussin sejrede foran Szymon Tracz og Einer Rubio.
17. etape, onsdag d. 21. oktober: Bassano del Grappa - Madonna di Campiglio, 203,0 km (*****)
Det kan godt være, at tirsdagsetapen var lettere, end den plejer, men det gælder ikke for uge 3 som helhed. Den er nemlig uhyre brutal med ikke færre end tre etaper på mere end 200 km på ca. 200 km og med mere end 5000 højdemeter. Der vil være delte meninger om, hvilken der er vanskeligst, men der lægges dog nok ud med den letteste af de tre, når det onsdag gælder 17. etape. Let er imidlertid et stort ord om en 203 km lang etape med 5650 højdemeter fordelt over hele fire bjergpas, men da de sidste to stigninger ikke er de vanskeligste, heller ikke målbjerget Madonna di Campiglio, er det snarere etapens samlede voldsomhed end stejle procenter, der skal skabe forskelle, der da heller ikke for alvor kom mellem de bedste ved seneste besøg i 2015.
I alt skal der tilbagelægges 203,0 km, som fører feltet fra Bassano del Grappa til toppen af Madonna di Campiglio. Starten er tilforladelig, idet man lægger ud med at køre mod sydvest og vest ad den flade Po-slette, inden man drejer mod nordvest for at følge en let stigende vej med retning mod bjergene. Efter 39,5 lette kilometer går det løs, når man rammer kategori 1-stigningen Forcella Valbona, der over hele 21,9 km stiger med 6,6% i snit. De første 5 km er jævne med 6,5%, inden 1150 lette meter med 4,3% leder frem til det sværeste stykke, nemlig 3,55 km jævnt med 7,7% i snit. Derefter følger 8,05, der ligeledes stiger jævnt med 6,5%, dog med stigningens maksimum på 11% efter i alt 15 km. De sidste 4,15 km er ujævne med 6,5% fordelt med to stejle stykker på 9-10% og flade del med 3-5%.
Toppen rundes efter 61,2 km, hvorefter en kun mod slutningen teknisk nedkørsel leder mod nordvest ned i dalen. Her kører man 10,4 km mod nord ad en flad vej, inden man drejer mod nordvest for at passere kategori 1-stigningen Monte Bondone, der over 20,2 km stiger med 6,8%. Den er særdeles irregulær med først 3 km med 9,1%, inden en kilometer med bare 3,7% leder frem til 3,5 km, som jævnt stiger med 7,6%. Nu flader den ud med bare 3,4% over 4,4 km, inden den bliver meget svært med 6,1 km med 9,0% og flere stejle passager, herunder 15% med 4 km til toppen. Til slut stiger de sidste 2 km med bare 4,2%, inden toppen rundes efter 117,5 km.
Efter stigningen fortsætter man mod nordvest ad en meget teknisk nedkørsel, inden man kører mod nordvest op ad en stejl bakke (2,3 km, 7,7%) med top efter 147,6 km, inden flad vej leder mod sydvest ned til dagens første spurt, som kommer efter 154,0 km. Herefter fortsætter man mod sydvest ind på kategori 3-stigningen Passo Durone, der stiger med 6,0% over 10,4 km fordelt over 6,1% på de første 3,8 km, siden 1700 m med bare 2,5% og en svær afslutning med 4,9 km med 7,1% og et maksimum på 10%. Toppen rundes efter 164,9 km, hvorefter en ikke alt for vanskelig nedkørsel leder mod vest ned i dalen.
Nu bliver der endelig lidt til at komme sig, idet man kører mod nord og nordøst ad en let stigende dalvej frem til dagens anden spurt, der kommer efter 185,8 km. Vejen fortsætter yderligere 3,1 km, inden man drejer mod nordøst ind på Madonna di Campiglio, der er i kategori 1. Den stiger med i alt 5,7% over 12,5 km, men er ikke specielt svær. De første 9,85 km stiger således meget jævnt med 6,4% i snit og et maksimum på 9% efter 9 km, inden de sidste 2,65 er næsten flade med bare 2,8% og meget stabile procenter. Stigningen har et par hårnålesving på den nedre del, men over de sidste 5 km bugter vejen sig kun let, indtil man rammer den 650 m lange, 6,5 m brede opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 5650 højdemeter.
Antallet af højdemeter og distancen gør det til en voldsom sag, men det er nok snarere en dag, hvor løbet kan tabes end vindes. De sidste to stigninger er nemlig relativt lette, ikke mindst målbjerget, og vi har da også ved tidligere besøg set, at den kun sjældent har gjort forskelle mellem de allerbedste - hvis man da ikke er så suveræn som Pantani i 1999. Med tanke på den voldsomme tredje uge kan favoritterne muligvis gribe etapen relativt konservativt an, især hvis der er modvind på målbjerget, og der er gode chancer for en udbrudssejr.
Madonna di Campiglio blev senest besøgt i 2015, hvor Mikel Landa spurtsejrede, da han sammen med løbets to øvrige top klatrere, Alberto Contador og Fabio Aru, samt Yury Trofimov nåede mål samlet med 38 sekunder ned til de jagtende Steven Kruijswijk og Andrey Amador. I 1999 sejrede Marco Pantani suverænt på tredjesidste etape med 1.07 ned til en forfølgergruppe, inden han på dramatisk vis blev hevet ud af løbet efterfølgende for for høj hæmatokritværdi. I 2013 startede Tour de Pologne højst usædvanligt i Italien, hvor Diego Ulissi var hurtigste mand blandt de 15, der nåede mål samlet. Endelig var der i 2011 mål i Giro del Trentino, hvor Roman Kreuziger vandt sidste etape ved at sejre i en spurt foran Emanuele Sella og Yaroslav Popovych, mens Michele Scarponi vandt samlet som én af de 12 mand, der nåede mål 24 sekunder senere i en favoritgruppe.
18. etape, torsdag d. 22. oktober: Pinzolo - Laghi di Cancano (Parco Nazionale dello Stelvio), 207,0 km (*****)
Hvis rytterne synes, at de 203 km og 5650 højdemeter på 17. etape var voldsomme, skal de slet ikke tænke på det, der venter dagen efter. Her skrues der nemlig op for vanskelighederne på begge parametre, så der skal klatres i alt hele 5847 højdemeter over hele 207 km på endnu et af de bjergmaratoner, der er temaet for den tredje uge. I finalen skal rytterne endda over mægtige Stelvio, der med sin højde på 2758 er årets Cima Coppi, og da det hele slutter med en lidt kortere, men bestemt ikke let kategori 1-stigningen vil en brutal torsdag d. 22. oktober blive en helt afgørende dag i kampen om den samlede sejr i årets Giro.
I alt skal der altså tilbagelægges 207,0 km, som fører feltet fra Pinzolo til Laghi di Cancano i Nationalparken Stelvio. Modsat på den foregående etape vises der ingen nåde fra start, da rytterne med det samme kører mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Campo Carlo Magno, der stiger med 5,8% i snit over 14,0 km, og som en irregulær sag med stykker på 7-8% vekslet med lettere passager på 4-6%, inden toppen rundes efter 14,0 km. En først let og siden teknisk nedkørsel fører mod nord ned i dalen, hvor man følger en let faldende dalvej mod nordøst over 14,1 km.
Etapen tager fat igen, når man kører mod nord op ad kategori 1-stigningen P. Castrin/Hofmandjoch, der er en todelt sag over hele 22,15 km. Således stiger de første 6 km jævnt med 5,6%, inden de følgende 4,75 blot stiger med 1,5% og endda efterfølges af 2,6 km let nedkørsel med 3,0%. Herefter tager den til gengæld for alvor fat med 8,8% med hele 9,1% i snit, hvoraf de første 4 km er lidt lettere mere hovedsageligt 7-8%, inden de sidste 4,65 km er voldsomme med 9-11% og et maksimum på 13% ca. 3,5 km fra toppen, der rundes efter 65,9 km.
Nu venter etapens letteste del, der indledes med en kun periodevis teknisk nedkørsel, der afbrudt af en lille bakke leder mod nord og nordøst ned til Lana, der nås efter 90,1 km. Herfra kører man mod nord og nordvest op ad en halvhård bakke op til det nordligste punkt, hvor man drejer mod sydvest og senere vest for at følge en let stigende dalvej, der leder frem mod Stelvio. Mod slutningen bliver den helt flad, inden den slutter i forbindelse med dagens første spurt efter 144,5 km.
Nu er det slut med lav puls, når rytterne drejer mod sydvest for at bestige mægtige Passo dello Stelvio (eller Stilfserjoch), der er årets Cima Coppi. Fra denne side stiger den med 7,5% i snit over 24,7 km og skal deles i to. De første 10,5 km er ikke alt for vanskelige med først 6,35 med 5,6% og siden 4,15 km med 6,5%, men begge sektion har stejlere passager på ca. 9% undervejs. Herefter bliver den imidlertid meget voldsomt over de sidste 14,2 km, der er meget jævne med 8,7% i snit og et maksimum på 12%, som nås efter i alt 15 km.
Toppen i 2758 m højde rundes efter 169,4 km, hvorefter de sidste 37,6 km indledes med en meget teknisk nedkørsel, der leder mod sydvest ned til udkanten af Bormio. Her drejer man mod vest for at følge en let stigende dalvej over 4,9 km frem til dagens sidste spurt, som kommer efter 196,4 km.
Nu gælder det dagens sidste udfordring, når rytterne drejer mod nordøst for at klatre op ad kategori 1-stigningen Torri di Fraele. Den stiger med 6,9% i snit over 9,0 km og bortset fra en let 2. og 8. kilometer stiger der meget jævnt med 7-9% hele vejen med 6,6% over den sidste kilometer frem til toppen, som rundes efter 205,1 km. Herfra resterer bare 1,9 km, der først falder over 500 m, inden en helt flad kilometer leder frem til de sidste 500 m, der stiger let med 3,5%. Den sidste stigning er uhyre spektakulær med 117 hårnålesving, inden man efter toppen kører ad en vej, der kun bugter sig ganske let, indtil en lidt skarpere kurve leder ind på den 200 m lange og 6,5 m brede opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 5847 højdemeter.
Man kan altid diskutere, hvilken etape der er løbets kongeetape, men ingen vil kunne brokke sig, hvis man peger på 18. etape. Ganske vist er den sidste stigning ikke specielt lang eller voldsomt stejl, men etapen bør ende med at gøre store forskelle. Stelvio er brutal, både i kraft af sin længde, sin stejlhed og sin højde, og efter toppen er der stort set ingen tid til at komme sig. Nok er der mere end 60 km enkeltstart, men dette store bjergmaraton i løbets tredje uge giver i den grad klatrerne mulighed for at svare igen over for tempospecialisterne.
Laghi di Cancano har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.
19. etape, fredag d. 23. oktober: Morbegno - Asti, 253,0 km (*)
Giro-arrangørerne har bestemt ikke været gode ved deres sprintere i den sidste halvdel, hvor de ikke har megen grund til at blive i løbet. I år er der end ikke en sprinteretape som afslutning, men folkene bag løbet har alligevel indlagt et lille incitament til at gennemført, som de har for vane. Det sker i form af løbets 19. etape, der kommer som et relativt fladt intermezzo i en ellers bjergrig afslutning på løbet og vil give sprinterne en sidste chance for at komme til fadet og en mulighed for klassementsrytterne til at få pusten inden de sidste to afgørende etaper. Arrangørerne har imidlertid ikke tænkt sig at gøre det let for de hurtige folk, for i en uge, hvor distancer under 200 km synes at være bandlyst, skal der tilbagelægges ikke færre end 253 km (!!!) på den helt flade Po-slette, inden sprinterne kan drømme om løbets sidste massespurt.
I alt skal der altså tilbagelægges beskedne 253,0 km, som fører feltet fra Morbegno til Asti, der ligger på den pandekageflade Po-slette, hvor hovedparten af Milano-Sanremo finder sted. Startbyen ligger i bjergene på grænsen til Schweiz, men arrangørerne er nådige og lader rytterne følge en helt flad vej med et hav af tunneler mod vest og sydvest uden at sende dem ind i de stigninger, vi kender fra Il Lombardia. Efter 72,4 næsten helt flade kilometer når man frem til selve Como, hvorfra man fortsætter mod syd op over og ned ad en ganske lille bakke, der leder ned i fladlandet på Po-sletten.
Herfra falder det kun ganske, ganske let, når man fortsætter mod syd og passerer gennem forstæderne vest for Milano, der nås igen to dage senere, inden man drejer mod sydvest for at køre frem til dagens første spurt efter 145,5 km. Herfra bliver det helt fladt, når man forsætter mod sydvest og syd ad lange, lige veje frem til udkanten af Alessandria.
Her drejer mand mod vest og sydvest for at følge en først let stigende og siden let faldende vej frem til dagens sidste spurt, som kommer efter 227,2 km. Nu bliver vejen betydeligt mere snoet med en ganske lille bakke, når man i udkanten af et mere kuperet område kører først mod sydvest og siden nordvest. Slutteligt drejer man mod vest ind på en helt lige og flad vej, der leder ind til målet i Asti, hvor de sidste 5 km er stort set helt flade. Den lange, lige vej afbrydes først af to sving lige i rap med hhv. 800 og 550 m ugen, hvorefter man rammer den 7,5 m brede opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 2063 godt skjulte højdemeter.
Hvor meget vil sprinterne pine sig selv for at få denne chance? Den sidste sprinteretape inden denne kommer allerede på 11. etape, og derfor skal de hurtige folk overleve ufatteligt mange bjerge for at få denne mulighed. Det er meget tænkeligt, at flere vil falde fra undervejs - ikke mindst de, der også har kørt Touren - men der bør trods alt være en række hurtige folk, der øjner dette som en gylden mulighed. Man kan i den grad diskutere fornuften i, at rytterne skal køre 253 km, og det vil kræve en jætteindsats at kontrollere. Det kræver imidlertid også en jætteindsats at sidde en hel dag i udbrud, og selvom udbrudssejre i den tredje uge af grand tours forekommer også på helt flade etaper, ligner det løbets sidste massespurt - også fordi det aldrig blæser på Po-sletten.
Asti har kun én gang tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb. Det var i netop Giroen i 2003, hvor Alessandro Petacchi spurtsejrede foran Jan Svorada og Giovanni Lombardi på en etape, der modsat denne var en kort sag på bare 117 km.
20. etape, lørdag d. 24. oktober: Alba - Sestriere, 198,0 km (*****)
Den italienske geografi giver Giro d’Italia-arrangørerne den store fordel, at man kan have store bjergetaper helt frem til allersidst. Hvor man først i de senere år er begyndt at trods den logistiske udfordring og transportere hele cirkusset til Paris efter en afsluttende bjergetape bare 24 timer før afslutningen af Tour de France, har det forhold, at mål ofte har ligget i Milano betydet, at Giro-arrangørerne uden de store problemer har kunnet afvikle den sidste store bjergetape på næstsidste dag. Det har ofte også været en voldsom en af slagsen, og det er bestemt også tilfældet i år, hvor bjergmaratonernes Giro klatremæssigt rundes af med endnu en gigantetape med 5300 højdemeter over 198 km samt fire store bjergpas, herunder det 2744 m høje og meget stejle Colle dell’Agnello samt månelandskabet på Col d’Izoard i Frankrig. De sidste to stigninger er relativt lette, men på næstsidste dag i en grand tour kan man stadig tabe alt på gulvet på så vanskelig et bjergmaraton.
I alt skal der tilbagelægges 198,0 km, som fører feltet fra Alba til den kendte skisportsby Sestrere. Starten er ganske let, idet man starter på den flade Po-slette, og derfor stiger det kun ganske let, når man indledningsvis kører mod sydvest og siden vest frem til dagens første spurt, som kommer efter 58,0 km, idet det dog gradvist bliver noget stejlere. Den tendens fortsætter, når man kører videre mod vest ad en nu ret kraftigt stigende vej, der leder frem til dagens vanskeligste udfordring i Alperne.
Den indledes, når man drejer mod nordvest for at passere mægtige Colle dell’Agnello, der over 21,3 km stiger med 6,8% i snit. Man skal dog ikke lade sig snyde af tallene, for de første 5,25 km stiger blot med 5,6% i snit, inden det bliver meget let med 5,55 km med kun 3,1%. Til gengæld er de sidste 10,5 km voldsomme med hele 9,3% i snit og med flere 500 m-segmenter med stigningsprocenter over 11 og et maksimum på 15%, der nås både efter 13 og 18 km.
Toppen i hele 2744 m højde, der samtidig er grænsen til Frankrig, rundes efter 105,6 km, hvorefter rytterne kører mod nordvest af den nedkørsel, der i 2016 kostede Steven Kruijswijk den samlede sejr. Den er dog kun en anelse teknisk nær toppen, men ellers meget let ad en lang, lige vej, der leder ned til Ville-Viella, som nås efter 126,4 km. Her kører man 2,6 km mod sydvest ad en flad dalvej, inden man drejer mod nordvest og senere nord for at køre op ad mægtige Col d’Izoard med sit berømte månelandskab. Man kommer ikke helt nedefra, og derfor er den her blot 14,2 km med et gennemsnit på 7,1%. De første 6,66 km er relativt lette med stigningsprocenter på hovedsageligt 5-8, men derefter venter 4,99 km, der stiger jævnt med 9,1% og et maksimum på 14% efter i alt 7 km. En kort 500 m lang nedkørsel ved Stelle Coppi-Bobet-mindesmærket efterfølges nu af 2 km med 8,6%, som indledes med 14 i bunden.
Toppen i 2360 m højde rundes efter 145,1 km, hvor efter en teknisk nedkørsel leder mod nord til Cervieres, der nås efter 154,5 km. Her drejer man mod nordvest for at køre hen til Briancon, hvor man skal op ad en lille bakke (1,4 km, 8,7%), der leder op til dagens sidste spurt, som kommer efter 166,0 km. Herefter fortsætter man ad en let stigende vej mod nordøst og derefter direkte ind på kategori 2-stigningen Montgènevre, der over 8,4 km stiger med 6,0%. Der er tale om en relativt regulær sag, som efter en let start stiger med 6-8% det meste af vejen - med et maksimum på bare 9% - indtil den flader ud med 2,% på den sidste lille kilometer frem mod toppen, som rundes efter 177,3 km.
De sidste 20,7 km indledes nu med en kun mod slutningen teknisk nedkørsel, der undervejs passerer grænsen til Italien og leder ned til Cesana Torinese. Her kører man med det samme mod sydøst og siden nordøst op ad den sidste kategori 1-stigning til målet i Sestriere. Der er tale om en relativt let sag, der over 11,4 km stiger med 5,9% i snit. De første 3 km stiger med 6,8% og når stigningens maksimum på 9%, inden det flader ud med 5,0% over de næste 4,5 km. Den vanskeligste del følger så med 3,5 km, som stabilt stiger med 7,0% i snit og når 9% med 2 km igen, inden de sidste 400 m er stort set flade med bare 1,8%. Stigningen har kun fem hårnålesving, det sidste med 4 km. Herefter bugter vejen sig kun let, indtil man rammer den 250 m lange, 7 m brede opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 5364 højdemeter.
Alt kan tabes på denne etape, der med 5300 højdemeter har potentiale til at kaste meget op i luften bare 24 timer inden afslutningen, men de sidste to stigninger er ikke alt for svære. I den første uge af løbet havde de næppe gjort den helt store forskel, men som afslutning på så svær en Giro og så svær en etape kan man alligevel sætte en del tid i banken inden løbets sidste enkeltstart. Meget vil naturligvis afhænge af klassementet og behovet for at vinde sekunder, for det er en finale, hvor et stærkt hold kan komme langt, men hvis der er behov for aggression, venter der endnu et stort slag, inden klassementet skal finpudses på tidskørslen i Milano.
Sestriere er blevet besøgt fire gange i dette årtusinde, hver gang enten på 19. eller 20. etape. Senest skete det i 2015, hvor Fabio Aru kronede sit fantastiske comeback ved at tage sin anden sejr på bare to dage, mens Alberto Contador afværgede en gigantisk nedtur på Finestre og alligevel forsvarede førertrøjen. I 2011 kørte Vasil Kiryienka hjem til en stor solosejr fra et udbrud, mens samme Contador i kamp med favoritterne nok engang sikrede sig en samlet sejr, der dog siden er blevet ham frataget. I 2005 fortsatte Jose Rujano sit gennembrudsløb ved at køre alene hjem til sejr foran Gilberto Simoni og Danilo Di Luca, og i 2000 vandt Jan Hruska en bjergenkeltstart, mens Stefano Garzelli med en 3. plads sikrede sig den samlede sejr på næstsidstedagen. Touren var senest forbi i 1999, hvor Lance Armstrong kørte alene hjem til sin anden sejr på to dage, og så husker de fleste, at Bjarne Riis ligeledes to en solosejr på en forkortet etape i 1996.
21. etape, søndag d. 25. oktober: Cernusco Sul Naviglio - Milano, 15,7 km enkeltstart (**)
Mens man i Touren og Giroen stort set altid slutter med en sprinteretape, er der langt mere frihed hos Giro-arrangørerne, der flere gange inden for de seneste år har sluttet det hele af med en vigtig enkeltstart. I både 2012 og 2017 gav det endda anledning til et skifte allerøverst i klassementet, og selvom det ikke skete sidste år, er det atter en mulighed, når løbet i 2020 for tredje gang på fire år ender med en potentielt afgørende tidskørsel. I de senere år har Giroen ladet sin afslutning gå på tur til byer som Brescia (2013), Trieste (2014), Torino (2016), Rom (2018) og Verona (2019), men for første gang siden 2019 sluttes der i år i byens traditionelle målby, Milano. Her venter der som i 2017 en pandekageflad enkeltstart, der denne gang har bare 3 højdemeter, og selvom distancen denne gang er kortere end for tre år siden, viste Tom Dumoulin os dengang, at man sagtens kan stjæle førertrøjen på stærk kørsel på Po-slettens og storbyens flade tonserveje.
Med sine 15,7 km er enkeltstarten relativt kort, og den fører feltet fra Cernusco Sul Naviglio til centrum af Milano. Startbyen er en nordøstlig forstad til storbyen, og der lægges ud med en teknisk start med fire hurtige sving i rap. Det sidste tages efter 1,5 km, der er ganske let faldende, og herefter rammer man en helt flad vej, der leder mod vest og siden sydvest og er helt uden sving.
Der kommer endelig to hurtige sving lige ved mellemtiden, der tages efter 10,3 km, men derefter rammer man atter en let lige og flad vej, der leder mod sydvest ind mod centrum- Først her bliver det igen lidt teknisk med tre sving på sidste kilometer, nemlig med 900 m, 600 m og 250 m igen, indtil man rammer den 6 m brede opløbsstrækning på den berømte Piazza Duomo. De sidste 600 m er alle på brosten.
Etapen byder på i alt bare 3 højdemeter.
Så kan specialisterne ikke slikke sig mere om munden. Bare 3 højdemeter og lidt sving i starten, ved mellemtiden og på den sidste kilometer er alt, hvad der bydes på som krydderi på en rute, der ellers består af lange, lige og flade veje, hvor wattmonstrene virkelig kan åbne for gassen. Specialister som Rohan Dennis, Filippo Ganna og Victor Campenaerts drømmer alle om en prestigiøs sejr på en af cykelsportens vigtigste pladser, Piazza Duomo, men også Geraint Thomas vil være i spil til både etapesejr og tidsgevinst. Om forskellene er små nok til, at førertrøjen kan skifte ejermand over så kort en distance, er ikke givet, når man ser på de forudgående vanskeligheder, men er det tæt, skal man bestemt ikke udelukke, at eksempelvis Thomas kunne køre sig i lyserødt, som Dumoulin gjorde, da han for tre år siden flåede trøjen af Nairo Quintana i allesidste øjeblik netop på Piazza Duomo.
Milano er den by, der oftest har været besøgt af Giroen. Det skete senest i 2017, hvor Jos van Emden vandt en flad enkeltstart foran Tom Dumoulin, der med sin 2. plads i sidste øjeblik hev førertrøjen af Nairo Quintana, og i 2015, hvor Iljo Keisse snød sprinterne på sidste etape. I 2012 vandt Marco Pinotti en enkeltstart, og det samme gjorde David Millar i 2011. Mark Cavendish var den sidste sprinter, der vandt her tilbage i 2009, hvor byen imidlertid blev besøgt midt i løbet og ikke på sidste dag. Pinotti vandt også en enkeltstart i 2008, mens Maximilano Richeze tog en spurtsejr i 2007 (efter diskvalificeringen af Alessandro Petacchi). Også Robert Förster (2006), Alessandro Petacchi (2004 og 2005), Mario Cipollini (2001 og 2002) samt Mariano Piccoli (2000) har vundet spurtsejre i byen i dette årtusinde, mens Serguei Gonchar vandt en enkeltstart i 2003. Den første vinder i byen var Dario Beni i første udgave i 1909.
DEL
DELTAG I DEBATTEN
SENESTE
Torsdag den 25. april 2024
Onsdag den 24. april 2024
Landevej
Tour de Romandie-analyse: Da den franske plasterkrise blev endnu mere akut
Landevej
Følg Lunds trøjeforsvar og det schweiziske bjergslag
Landevej
Officielt: Disse hold skal køre 2024 Tour de France Femmes avec Zwift
INTERVIEW Landevej
Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt
Landevej
Overrasket Alpecin-Deceuninck-rytter reagerer på podieplads
Landevej
Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet
Landevej
Skuffet dansker reagerer på fjerdeplads
Landevej
Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr
Landevej
Dansk sprintertalent tager stor sejr
Bane
Ny arrangør af VM i banecykling fundet i 2025
Landevej
Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere
Landevej
Fra arbejdsløs til guldfugl: Giro-aktuel stortalent har målsætningen klar
Landevej
Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye
Landevej
Optakt: 1. etape af Tour de Romandie
Landevej
Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag
Landevej
Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads
Landevej
Mørkøv får afgørende rolle i rekordforsøg
Landevej
Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024
Landevej
Soudal-QuickStep skriver med ny rytter
Landevej
Følg Romandiet Rundt på Feltet.dk's app
Landevej
Emma Norsgaard udtaget til Grand Tour
Landevej
Quintana kører Giroen i en ny rolle
Landevej
Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe
Landevej
Reserve leverede kæmpe overraskelse
Landevej
Journalist: Her er Pogacars Giro-hold
Tirsdag den 23. april 2024
Landevej
Se spurten, der fik Bora-profil deklasseret
Landevej
Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg
Landevej
Favorit kommenterer afgørende fejl
Landevej
Hot seat var hårdt for dagens vinder: Værste timer i mit liv
Landevej
Sensationel hollænder stryger til tops på teknisk Romandiet-prolog
Landevej
Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder
Landevej
Lefevere afviser: Selvfølgelig havde han sidste ord
Landevej
Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest
Udstyr og test
Produktnyt: Cannondales nye Scalpel er bygget til at begejstre
Landevej
Optakt: 3. etape af Presidential Tour of Türkiye
Landevej
Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024
Landevej
Optakt: Prolog til Tour de Romandie
Landevej
Optakt: Tour de Romandie
Landevej
Verdensmesteren dropper Tour de France
Landevej
Verdensstjerne sæsondebuterer i stort etapeløb
Landevej
Pogacar øger - tronskifte hos kvinderne
Landevej
Fem danskere stiller til start i WorldTour-etapeløb
Udstyr og test
Elcyklernes kvalitet stiger: Nu er producent klar med elcykel fra øverste hylde
Landevej
Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt
Landevej
Første rytter fra nyt samarbejde: Visma sikrer talentfuld polak
Landevej
To danskere indgår: Se Uno-X Tour de France-bruttotrup
Mandag den 22. april 2024
Landevej
Ineos tager bomstærkt klatrehold med til WorldTour-etapeløb
Landevej
Tobias Lund reagerer på tredjeplads i hård spurt
Landevej
Bernal bedre end før det skæbnesvangre styrt: Vil være verdens bedste
Landevej
Cykelsportens Myter: Oplev Rolf, Holm og Bastian Emil
Landevej
Stortalent tager førertrøjen: Philipsen bliver glad, når han ser det
Udstyr og test
Test: Ekoi Gara MIPS Air
Landevej
Tysker i tårer efter triumf: Der står mange mennesker bag
Landevej
Dansk sprintertalent på podiet i tysk jomfrusejr
Landevej
Verdens bedste sprinter skriver lang kontrakt
Landevej
Quick-Step vil overveje ny Evenepoel-satsning
Landevej
Optakt: 2. etape af Presidential Tour of Türkiye
Landevej
Tidligere toprytter om sportsdirektørjob: Et helvedes job
Landevej
Kron udtaget til stort etapeløb
Motion
Vi vil lave Danmarks bedste cykelmagasin - hjælp os!
MTB
Hør dansk MTB-stjerne sætte ord på triumf
Landevej
Stærke danskere udtages til WorldTour-etapeløb
Landevej
Sådan gik søndagens A-løb i Uvelse
MTB
Se Simon Andreassen vinde stor World Cup-sejr
Landevej
Det smadrede mine ben, siger frustreret Pidcock
Udstyr og test
Test: ABUS Gamechanger 2.0
Søndag den 21. april 2024
MTB
Simon Andreassen vinder i World Cuppen
Landevej
Tre danskere i top-10 i hollandsk endagsløb
Landevej
Cort med skadesopdatering: Min mor ville køre hurtigere ned end mig
Landevej
Brown reagerer på første monumentsejr
Landevej
FDJ – SUEZ-rytter snyder favoritterne i imponerende spurt
Landevej
Danmarksmester kører sig til nyt topresultat
Landevej
ColoQuick vinder dobbeltsejr i Vejle
Landevej
Van der Poel fik "stof til eftertanke" i Liège
Landevej
Se Pogacars kraftfulde angreb på La RedouteAnnonce
Samarbejdspartnere
Feltet.dk
Åsvinget 5
9800 Hjørring
Tlf. 51558966
info@feltet.dk
salg@feltet.dk