Hvis man var i tvivl, har corona-krisen til fulde udstillet, at der i cykelverdenen intet er over, ved siden af eller blot i nærheden af Tour de France. Da den nye cykelkalender skulle lægges, kunne ASO frit vælge datoen til verdens største cykelløb, og herefter måtte alle indrette sig under de mægtige franskmænd.

De fleste fandt en løsning, de kunne leve med. Klassikerne afvikles i oktober med fin afstand til Touren, og det samme gør Vueltaen, der fint kan kombineres med den franske grand tour. Til gengæld var der krisestemning i Italien, der ikke blot var det land, hvor først kunne se deres cykelkalender falde fra hinanden, men som også måtte se, at Giroen blev placeret på et tidspunkt, hvor det er blevet stort set umuligt at kombinere med andre store cykelløb.

Det har da også haft en afgørende indvirkning på feltet, der i forvejen så relativt tyndt ud i en sæson, hvor OL betød, at Giro-Tour-kombinationen allerede så umulig ud, inden coronavirus vendte verden på hovedet. Sjældent har man haft et grand tour-felt, hvor så få klassementsryttere er til start, og hvor man normalt må være meget selektiv for at skære favoritlisten ned til 15 navne, er det denne gang nærmest en udfordring at finde 15 værdige kandidater.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Til gengæld kan arrangørerne ikke brokke sig over de ryttere, der ventes at kæmpe om sejren. Hhv. dårlig form og et styrt har sendt nr. 2 og 3 fra sidste års Tour, Geraint Thomas og Steven Kruijswijk, til Italien, hvor de slutter sig til Vincenzo Nibali, Simon Yates, Jakob Fuglsang, Rafal Majka og Wilco Kelderman, der fra sæsonstart har haft den italienske grand tour som det store mål. Det skete desværre på bekostning af Richard Carapaz, der i stedet drog til Frankrig, men når man samtidig føjer den russiske komet Aleksandr Vlasov samt de spændende talenter Ivan Ramiro Sosa, Joao Almeida og Jack Haig til feltet, er der lagt op til en uhyre spændende tur rundt i Italien, hvor det er helt umuligt at pege på én soleklar og åbenlys forhåndsfavorit. Nej, der er ikke mange, der kan køre med om top 10. Til gengæld er der sjældent mange, der reelt kan tro på, at de kan vinde løbet.

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af de to firestjernede favoritter, der kan betragtes som de største udfordrere til løbets storfavorit.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL GIROEN

Steven Kruijswijk (****)

Nu ved jeg ikke, om man i Holland også har et udtryk svarende til det danske ”Held i uheld”, men i så fald der det rimeligt at antage, at nogen har hvisket det i Steven Kruijswijks øre. Sådan følte han det ellers helt sikkert ikke, da et dumt styrt i Dauphiné med ét knuste hans store drøm om at være en del af det trehovedede Jumbo-monster, der endelig skulle have skovlen om det Ineos-mandskab, der har domineret Touren i et lille årti.

Da den værste skuffelse havde lagt sig, har Kruijswijk imidlertid al mulig grund til at gnide sig lidt i hænderne over det i første omgang så ærgerlige styrt. Ikke helt uventet viste Primoz Roglic sig jo uhyggelig på 20 af 21 etaper i årets Tour, og man skal være en uhyre optimistisk hollænder, hvis man vitterligt tror, at Kruijswijk ikke var endt som blot én i rækken af den endeløse serie af Jumbo-hjælpere, der lagde løbet i et jerngreb fra dag 1. Som Tom Dumoulin viste, var det bestemt tænkeligt, at Kruijswijk kunne være endt i top 10 alligevel, men en gentagelse af sidste års podieplads lod sig næppe gøre under de omstændigheder - og nu blev der jo ikke engang nogen jubeloplevelse i Paris at gå glip af!

Nej, så er det i virkeligheden langt, langt sjovere for Kruijswijk at gå efter den Giro-sejr, som var så stensikker for fire år siden, indtil et dumt styrt på nedkørslen fra Colle dell’Agnello ikke blot flåede den lyserøde trøje af den hollandske ”bøjles” brede skuldre, men endda endte med at skubbe den indtil da så overlegne figur helt ned fra podiet. Den oplevelse viste nemlig, at Kruijswijks format rækker til en grand tour-sejr, bare ikke i Touren, hvor niveauet er en tand for højt. Og nu hvor podiepladsen i Touren er på plads, er næste logiske mål for den hollandske dieselmotor i virkeligheden snarere at forsøge at blive den anden hollandske Giro-vinder bare tre år efter, at landet fik sin første af slagsen med ét års ærgerlig forsinkelse.

Mulighederne er også bedre, end Kruijswijk kunne drømme om. Der står nemlig ”Kruijswijk” skrevet med flammeskrift over den rute, der blev præsenteret sidste i juli. Denne Giro er som bekendt Bjergmaratonernes Giro, og det er guf for en mand, der er kendt for sin enorme dieselmotor, og som er umulig at slide ned, når højdemeterne er mange og stigningerne lange. Og det er de på de fem bjergmaratoner, som løbet byder på, og minsandten om ikke hele tre af slagsen findes i den voldsomme tredje uge, hvor Kruijswijk som regel er bedst.

Samtidig har Kruijswijk vist sig i grand tour-sammenhæng at være en habil temporytter. Det er klart, at de to tonserenkeltstarter slet ikke passer ham, men heldigvis skal han her næsten ikke bekymre sig om wattmonstre som Filippo Ganna. Det er kun Geraint Thomas, der her vil vinde væsentlig tid på hollænderen, som til gengæld står uhyre stærkt på 14. etapes lange og kuperede enkeltstart. På sidste års meget tilsvarende Tour-enkeltstart, blev Kruijswijk nemlig nr. 6 bare 31 sekunder efter Thomas, og året forinden blev han endda nr. 4 på en relativt flad Vuelta-enkeltstart. Gentager det mønster sig, er det formentlig kun Thomas, der af rivalerne slår ham på Prosecco-vinens rute i Valdobbiadene, og så bliver opgaven at få skovlen under waliseren i bjergene.

Lader det sig så gøre? Bestemt, men det bliver ikke let. Under sidste års Tour tabte han samlet set 9 sekunder til waliseren på løbets bjergetaper, til trods for at waliseren var alt andet end imponerende i den anden uge. Det skyldtes især, at Kruijswijk var skuffende på løbets sidste bjergetape, hvor han normalt er i sit es, men en sandsynlig forklaring på det tab er, at vejret reducerede distancen til bare 59,5 km, over hvilke Kruijswijks motor aldrig nåede at blive varm.

Det vil den til gengæld gøre på de monstrøse bjergetaper i Giroens tredje uge, der ikke kunne passe ham bedre, og som de gjorde, da han var så overlegen i sidste del af samme løb for fire år siden. Til gengæld passer Giroens mange mure i løbets første del ham slet ikke, men heldigvis er de placeret, så de næppe bliver specielt afgørende - især fordi alle er så bange for den tredje uge, at mange formentlig vil køre meget konservativt. Simon Yates begår i hvert fald ikke samme fejl to gange!

En udfordring er det imidlertid med Kruijswijks forberedelse. Selvom meldingen er, at det er gået gnidningsfrit med træningen efter styrtet, og at han er ganske fortrøstningsfuld, ved vi også, at Kruijswijks motor skal bruge mange løbsdage for at komme op i omdrejninger. Det kan blive dyrt i løbets indledende med en tidlig tonserenkeltstart, en puncheurfinale i Agrigento, hvor der kan tabes sekunder, og en brutal afslutning på Etna allerede på tredjedagen. Heldigvis for Kruijswijk er det herefter først 14. etape, der er meget afgørende, og til den tid skal han nok være klar.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

En udfordring er det naturligvis, at holdet er ungt, relativt svagt og i vidt omfang udgjort af lottokuponer. Koen Bouwman og Antwan Tolhoek kører, som vinden blæser, og hverken Tobias Foss eller Chris Harper har nogen erfaring i grand tour-sammenhæng. Heldigvis for Kruijswijk er det formentlig Thomas, der er i teten efter 14. etape, og da favoritfeltet er relativt smalt, er der så få folk at kontrollere i et løb med forventeligt meget store tidsforskelle, at årets Giro er én, der formentlig godt kan vindes med et knap så stærkt hold.

Så er der bare én udfordring tilbage: det forfærdelige sving på nedkørslen fra Colle dell’Agnello. Det var det, der knuste hans drøm på 19. etape for fire år siden, og minsandten om ikke selvsamme sving er med igen, denne gang på 20. etape. Kruijswijk håber formentlig, at kvoten for uheld blev opbrugt med styrtet i Dauphiné, og at det derfor denne gang går helt gnidningsfrit - og hvis et styrt, der egentlig mere er ”held i uheld” ender med at tømme uheldskontoen, kan 2020 blive året, hvor Lykkens Gudinde tilbagebetaler den uheldige hollænder for den brutale behandling, han fik i det forbandede sving for fire år siden.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL GIROEN
 

Vincenzo Nibali (****)

Indenfor flere religioner er tanken om genfødsler som bekendt en udbredt tanke, og flere steder er det i processen endda muligt at skifte art. Noget kunne tyde på, at Vincenzo Nibali bekender sig til en af disse trosretninger, for der har været flere af den slags genfødsler i de seneste år.

Den stabile, glubske og altædende haj, vi så i karrierens begyndelse forsvandt nemlig i 2014. Her blev der indledte en ny trend, hvor Hajen fra Messina stort set kun var synlig grand tours, og i stedet var den forvandlet til et tamt lam i de fleste andre løb. Til gengæld havde selvsamme haj i netop 2014 skarpere tænder end nogensinde, da han slugte alt og alle i en magtdemonstration under Touren, og siden da har de sylespidse tænder også været synlige flere gange.

I de senere år er de dog blevet temmelig slidte. Ikke blot har vi set mere til lammet end til hajen, der har slet heller ikke været samme bid i det sicilianske havdyr, når det endelig har vist sig. Og faktisk har 2020 været så meget lam og så lidt haj, at jeg havde besluttet mig for, at Nibali ikke stod langt oppe på favoritlisten til årets Giro.

Men det forandrede sig sidste søndag i Imola. Selvom en altid ærlig Nibali overfor landstræner Davide Cassani havde meddelt, at formen ikke rakte til at indfri livsambitionen om en regnbuetrøje, og at der derfor skulle køres med et langt fladere hierarki end først planlagt, var der pludselig mere haj end lam over den Nibali, der længe kørte med de bedste i den gruppe, der etableres til sidst. Ganske vist måtte han sammen med Maximilian Schachmann strække våben, da der en sidste gang blev skruet lidt ekstra op for gassen, men med tanke på det lam, der i Tirreno vel ikke blot vat tamt, men også halt, var der tale om en gedigen genfødsel, som vi efterhånden har vænnet os til dem siden 2014 hver eneste gang, hans grand tour-mål har nærmet sig.

Alligevel er der spørgsmål, der står ubesvaret hen. Det kan godt være, at Nibali altid finder sit topniveau, når det gælder, men det topniveau har været støt dalende i de senere år - især siden styrtet i Touren i 2018. Sidste år blev han ganske vist nr. 2 i Giroen, men han var aldrig i nærheden af blot at presse den suveræne Richard Carapaz, og resten af modstanden var svag. Primoz Roglic var nemlig så syg, at han selv betragtede 3. pladsen som et mirakel, og en ellers velkørende Mikel Landa blev hurtigt forvandlet til luksushjælper for den flyvende Carapaz.

Nej, man skærer sig ikke længere alt for meget til blods på de sicilianske hajtænder, men i Imola så vi, at de godt kan bide sig fra sig. Og når det alligevel kan blive lidt halvfarligt, skyldes det, at årets Giro er nærmest som skræddersyet til hjemmebanehelten.

Nibalis styrke har altid været den tredje uge. Det var selvfølgelig mest markant, da han leverede sit vanvidscomeback i 2016, men i stort set alle grand tours har han været bedst i de døende dage. Det har særligt gjaldt på de største bjergetaper med lange stigninger, store højder og mange højdemeter, som vi så netop i 2016, men også da han i 2017 vandt kongeetapen, der mest huskes for Tom Dumoulins dårlige mave, eller da han sidste år satte et stort angreb ind på Carapaz på Mortirolo ligeledes på kongeetapen. Den egenskab bliver guld værd i Bjergmaratonernes Giro, hvor der venter tre gigantiske bjergetaper til allersidst. Og skulle oktober melde sin ankomst med regn og kulde, vil Hajen fra Messina være som en fisk i det vand, der vil falde i stride strømme fra himlen.

Dertil kommer, at den første del er relativt overkommelig. Meget paradoksalt bliver Nibalis værste dag formentlig den svære afslutning på Etna på hjem-øen Sicilien, for VM viste klart, at hajens tænder stadig skal slibes lidt til. Kommer han godt igennem den dag, vil løbet først for alvor blive genstartet på 14. etape, og til den tid plejer der at være bid i tænderne.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

Enkeltstarterne er heller ikke nogen stor ulempe. Naturligvis får han som alle andre prygl af Thomas, men i forhold til de fleste af rivalerne er han enten bedre eller jævnbyrdig, også selvom han altid er lidt svær at regne med i den disciplin. Kører han som sidste år, hvor han kom fra de ganske vist noget mere kuperede tidskørsler med hhv. en 3., 4. og en 9. plads er der i hvert fald grund til optimisme - som der også er i forhold til et hold, der er ganske stærkt, især hvis den coronaramte Giulio Ciccona når at finde formen til i hvert fald den anden halvdel.

I Tirreno så det ud til, at de hårdt prøvede italienske fans snarere skulle på landet og besøge en fårefarm, hvis de skulle finde den helt, der har givet dem så mange berusende oplevelser, men nu kan det alligevel være, at de skal ned til Messina-strædet for igen at finde deres elskede haj. Det kan godt være, at de som katolikker ikke selv trods på genfødsler, men noget tyder på, at lammet igen er blevet til en haj, der i hvert fald har så skarpe tænder, at et Giro-hattrick ikke længere kan udelukkes.

HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL GIROEN