SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIRO D'ITALIA

Hvis man var i tvivl, har corona-krisen til fulde udstillet, at der i cykelverdenen intet er over, ved siden af eller blot i nærheden af Tour de France. Da den nye cykelkalender skulle lægges, kunne ASO frit vælge datoen til verdens største cykelløb, og herefter måtte alle indrette sig under de mægtige franskmænd.

De fleste fandt en løsning, de kunne leve med. Klassikerne afvikles i oktober med fin afstand til Touren, og det samme gør Vueltaen, der fint kan kombineres med den franske grand tour. Til gengæld var der krisestemning i Italien, der ikke blot var det land, hvor først kunne se deres cykelkalender falde fra hinanden, men som også måtte se, at Giroen blev placeret på et tidspunkt, hvor det er blevet stort set umuligt at kombinere med andre store cykelløb.

Det har da også haft en afgørende indvirkning på feltet, der i forvejen så relativt tyndt ud i en sæson, hvor OL betød, at Giro-Tour-kombinationen allerede så umulig ud, inden coronavirus vendte verden på hovedet. Sjældent har man haft et grand tour-felt, hvor så få klassementsryttere er til start, og hvor man normalt må være meget selektiv for at skære favoritlisten ned til 15 navne, er det denne gang nærmest en udfordring at finde 15 værdige kandidater.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Til gengæld kan arrangørerne ikke brokke sig over de ryttere, der ventes at kæmpe om sejren. Hhv. dårlig form og et styrt har sendt nr. 2 og 3 fra sidste års Tour, Geraint Thomas og Steven Kruijswijk, til Italien, hvor de slutter sig til Vincenzo Nibali, Simon Yates, Jakob Fuglsang, Rafal Majka og Wilco Kelderman, der fra sæsonstart har haft den italienske grand tour som det store mål. Det skete desværre på bekostning af Richard Carapaz, der i stedet drog til Frankrig, men når man samtidig føjer den russiske komet Aleksandr Vlasov samt de spændende talenter Ivan Ramiro Sosa, Joao Almeida og Jack Haig til feltet, er der lagt op til en uhyre spændende tur rundt i Italien, hvor det er helt umuligt at pege på én soleklar og åbenlys forhåndsfavorit. Nej, der er ikke mange, der kan køre med om top 10. Til gengæld er der sjældent mange, der reelt kan tro på, at de kan vinde løbet.

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets største favorit, der som den eneste har fået fem stjerner.

Geraint Thomas (*****)

2020 har på alle måder været året, hvor man ikke har kunnet regne med noget som helst. Det havde vi allerede vænnet os til midt i august, men alligevel var der næppe én, der ikke spurgte sig selv, om verden var gået af lave, da de så Geraint Thomas træde helt firkantet i de franske forberedelsesløb. Den normalt så velsmurte Ineos-maskine, der aldrig mistimer formen frem mod Touren, kunne se den stabile waliser slutte som Dauphiné som en beskeden nr. 37 efter at være blevet nr. 105 på løbets sidste bjergetape!

Gode råd var dyre hos Dave Brailsford, der kunne se sit trehovedede monster bestående af Thomas, Chris Froome og Egan Bernal blive reduceret til bare et almindeligt enhovedet af slagsen - endda i rygskadet tilstand. Thomas selv forstod heller ikke, hvad der var galt, og var slet ikke indstillet på i sin karrieres efterår at bruge en af sine sidste sæsoner som grand tour-kandidat på at være slagtekvæg for Bernal i verdens største cykelløb.

Derfor var Thomas ganske begejstret over, at han og Brailsford hurtigt kunne nå til enighed om, at der skulle trykkes på reset-knappen, og at fokus i stedet skulle rettes mod en Giro, som lige siden det ærgerlige motorcykelstyrt i 2017 hele tiden har sagt, at han havde ”unfinished business” med. Og med en rute med næsten 65 km enkeltstart var det i virkeligheden et helt oplagt valg for Thomas at gå efter at blive dobbelt grand tour-vinder i stedet for at kæmpe mod den slovenske overmagt på en Tour-rute, der ikke rigtigt passede ham.

Alligevel var der spørgsmål. Thomas blev ganske vist nr. 2 i Touren sidste år, men han var ikke i nærheden af det niveau, der havde givet ham sejren ét år forinden. Faktisk var næsten hele 2019 et skodår for den engang så konstante waliser, der kæmpede med alt for mange kilo gennem hele foråret og endda styrtede ud af Tour de Suisse lige inden Tour-starten.

Derfor var der en berettiget tvivl, om Thomas var ved at være for gammel. I en alder af 34 er det bekymrende, når en nedadgående trend igennem to år kulminerer med det, der i Dauphiné lignede et mindre kollaps. Derfor havde Thomas meget at bevise, da han efter en måneds pause stillede til start i Tirreno. Havde han kunnet fokusere på et nye mål efter så gigantisk en skuffelse? Og rakte den gamle krop stadig til at blande sig med de bedste?

Heldigvis blev svaret to rungende ja’er. På de italienske stigninger var han måske overmatchet af Simon Yates og Rafal Majka, men det blev alligevel til en fornem 2. plads. Dertil kom, at han på den afsluttende enkeltstart genfandt de tempoevner, der gjorde ham til en af verdens bedste i 2017 og 2018, og det bekræftede han blot med en uhyre overbevisende fjerdeplads på den flade tonserrute ved VM, hvor han trods fraværet af den Garmin, der i denne disciplin er et helt afgørende våben, var meget tæt på at tage medalje i et uhyre stærkt felt.

Dermed er Thomas på sporet mod en stor Giro. Hans klatring både i 2019 og senest i Tirreno vidner om, at den Thomas, der knuste al modstand i Touren i 2018, ikke længere findes, men i dette felt kan mindre heldigvis gøre det. Og med udsigt til en rute med næsten 65 km enkeltstart vidner VM-præstationen om, at Thomas allerede nu har minutter i banken i forhold til alle sine rivaler.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Særligt de to flade tonserruter, der starter og slutter løbet, er en gigantisk fordel for waliseren, der i den slags terræn er alle sine rivaler overlegen. Den lange enkeltstart midtvejs i løbet passer konkurrenterne bedre, men under sidste års Tour, hvor han bestemt ikke var på toppen i løbets anden uge, tog han på en lignende, men lidt kortere rute stadig 31 sekunder til Steven Kruijswijk og 53 sekunder til Jakob Fuglsang, der er to af rivalerne her i Italien, og der er ingen grund til at tro, at han ikke vil sikre sig lignende gevinster mod i forhold til Simon Yates, Aleksandr Vlasov, Vincenzo Nibali og Rafal Majka, som han alle pryglede i Tirreno for et par uger siden - især fordi Thomas synes at være en helt anden temporytter i 2019 end i 2020

Det er da også på tidskørslerne, at han skal vinde løbet. I bjergene vil det primært handle om forsvar, som det gjorde i sidste års Tour, hvor han specielt i den anden uge var uhyre rusten og sårbar. Det har han ikke råd til i år, hvor den tredje uge er så brutal, at enkeltstartsgevinsterne kan smelte lige så hurtigt, som etaperne kan blive ændret, hvis oktobersneen skulle falde tidligt - et scenarium, Thomas næppe vil brokke sig over.

Der er en risiko for, at Thomas smider løbet. Kører han som på Tourmalet sidste år, vinder han ikke Giroen. Til gengæld ved vi, at han normalt er flyvende i den tredje uge. I sine to forsøg som klassementsrytter, hvor han også er kommet til vejs ende, har løbets sidste del været uhyre overbevisende, ikke mindst sidste år, hvor han var en helt anden, inden han var det i den svage uge 2. Og den egenskab er vigtig i en Giro, hvor der nok venter et uhyre vigtigt tidligt slag på Etna, men hvor løbet i alt væsentligt afgøres fra 14. etape og frem.

Meget taler for, at Thomas vil køre sig i lyserødt senest på 14. etape, og det stiller naturligvis krav til holdet. Heldigvis ser det ganske overbevisende ud - selvom det i skrivende stund ikke er bekræftet - da Ineos ventes at stille med et udpluk af den ganske vist ustabile komet Ivan Ramiro Sosa, der vil elske den sidste uge, en delvist genrejst Tao Geoghegan Hart, den lovende Eddie Dunbar samt solide klatrere som Jonathan Castroviejo, Sebastian Henao, Jhonatan Narvaez og Rohan Dennis. Så solid en trup kan blive ganske nyttig i et løb, hvor kun 3. og 15. etape har meget svære målbjerge, og hvor man derfor kan komme langt med god støtte.

Ja, der er stadig usikkerhed om, hvor højt et niveau 34-årige Thomas kan finde denne gang, men meget peger på, at det er tilstrækkeligt i et løb, hvor der ingen slovensk overmagt er. Naturligvis vil det også kræve, at det britiske storhold skulle kunne bryde den Giro-forbandelse, der har hvilet tungt over dem siden starten, men Froome viste os trods alt i 2018, at det lader sig gøre. Og skulle stabile Thomas og dermed et nødlidende Ineos-mandskab alligevel ende med at lave et topresultat i en grand tour, er verden trods alt ikke gået helt af lave alligevel.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIRO D'ITALIA