Landevej
Følg søndagens store monument i Liege samt sprinterbraget i Tyrkiet
Prøv vores nye app
Giro d'Italia: Rutebeskrivelsen
10. maj 2019 00:00Foto: LaPresse - Alberto / Ferrari / Paolone / Alpozzi
Klassikerne er overstået, og det er tid til at rette blikket mod de store grand tours. Den første af disse starter på lørdag, når Italien byder på en tre uger lang festival bestående af høje bjerge, ukontrollerbart terræn, lange enkeltstarter og spændingsmætte massespurter. Til den 102. udgave har man sammensat en spektakulær rute, der må betragtes som en af de hårdeste i flere år, og som efter en relativt blød første halvdel kulminerer med ni brutale etaper, der næsten alle byder på et hav af bjerge i noget af Italiens smukkeste og vanskeligste terræn, og som afbalancerer et løb, der med hele tre, stærkt kuperede enkeltstarter giver temporytterne masser af muligheder for at sikre sig et forspring. Feltet.dk kaster et blik på hver af de 21 etaper og giver en analyse af den rute, der vil krone en fortjent vinder af en årets af Italiens største cykelløb.
Annonce
Artiklen fortsætter efter videoen.
Giroen markedsfører sig som ”Verdens Hårdeste Cykelløb i Verdens Smukkeste Land”, og det er ikke uden grund. Mens Frankrigs relativt flade geografi lægger begrænsninger på Tourens sværhedsgrad, og Vueltaen trods sine mange bjergfinaler lægger mere vægt på spektakulære afslutninger mere end det samlede omfang af vanskeligheder, har den italienske grand tour altid gjort brug af Italiens fantastiske terrænmæssige muligheder til at sammensætte en varieret og underholdende menu, hvor der kun er meget få lette dage, ofte adskillige meget lange etaper og altid en sidste uge med nogle kolossale bjergetaper af en sværhedsgrad, man ikke ser i de to øvrige grand tours.
For nogle år siden syntes mange imidlertid, at man var gået for langt. Under Angelo Zomegnans ledelse i slutningen af forrige årti udviklede Giro d’Italia sig til et næsten absurd teater. Hvert år syntes løbet at skulle overgå sig selv i hårdhed, og man nåede til et punkt, hvor mange ryttere valgte løbet fra i protest mod ruter, der bød på adskillige ekstremt stejle stigninger, lange transfers mellem etaperne og farlige nedkørsler.
Det ændrede sig, da først Michele Acquarone og siden Mauro Vegni tog over og fra 2012 fik ansvaret for at designe ruten. I et forsøg på at internationalisere løbet og igen tiltrække de største udenlandske navne, lyttede man til rytterønsket om at gøre ruten mere menneskelig og reducere de lange transporter mellem etaperne. Strategien har været en stor succes. Efter i mange år at have været totalt domineret af italienere har løbet i de senere år haft langt større appel til internationale stjerne, og under Vegnis ledelse har Chris Froome, Nairo Quintana, Alberto Contador, Bradley Wiggins, Richie Porte, Tom Dumoulin, Esteban Chaves, Mikel Landa, Geraint Thomas, Alejandro Valverde og Thibaut Pinot alle haft år, hvor det italienske løb har været et af de store mål.
Særligt ønsket om at gøre det muligt at satse på både Giroen og Touren i samme sæson har ansporet arrangørerne til at skrue lidt ned for sværhedsgraderne. Det blev særligt tydeligt i 2018, hvor den ekstra uges hvile mellem de to grand tours fik endnu flere til at overveje den vanskelige double, og det lykkedes da også en med en relativt moderat version at få både Chris Froome og Tom Dumoulin til at kaste sig ud i projektet. På den baggrund kunne man tro, at man ville fortsætte ad samme spor, men sådan er det bestemt ikke gået.
Der var nemlig lidt Angelo Zomegnan over den rute, der blev præsenteret i oktober sidste år. Det er ikke usædvanligt for Giro-arrangørerne at koncentrere de vanskeligste udfordringer i en meget bjergrig sidste tredjedel, der altid tilbringes i Alperne og Dolomitterne i det nordlige Italien. I år har man imidlertid taget det til et helt nyt niveau, når det fra 13. etape og frem går med en brutal afslutning bestående af adskillige bjergetaper, hvoraf de tre byder på mere end 5000 højdemeter, og hvor der med en enkelt undtagelse er kan gøres forskelle i kampen om den samlede sejr på hver eneste af de sidste ni dage.
Det har imidlertid også været nødvendigt at give klatrerne masser af terræn at boltre sig i. Arrangørerne har nemlig også været så smarte at sammensætte en rute, der byder på ikke færre end tre enkeltstarter med en samlet længde på 60 km, og den strategi fungerede, da de mange kilometers tidskørsel fik både Primoz Roglic og Tom Dumoulin til skippe den tempofattige Tour til fordel for den alsidige Giro. Det tvinger klatrerne til at udnytte de muligheder, der kommer i løbets svære sidste del, men de små folk skal nu ikke være så triste endda. De tre enkeltstarter er nemlig alle så kuperede, at det ikke er terræn for klassiske specialister, og efter at den korte, indledende tidskørsel er sluttet med en opkørsel ad den ikoniske og meget stejle San Luca-stigning, som vi kender fra Giro dell’Emila, byder 10. etapes 34,8 km lange enkeltstart på en 12 km lang klatretur op til målet i San Marino og den afsluttende 17 km lange enkeltstart i Verona på den lille Torricelle-stigning, der er kendt fra VM-løbene i byen.
Annonce
Den spektakulære sidste del har også en pris. Den er, at løbets første 11 etaper ikke vil byde på det helt store drama i kampen om den samlede sejr, og årets Giro ligner dermed en historisk god chance for måske at bruge den første del af løbet til at køre sig i form. Over de 11 dage udgør de to enkeltstarter på 1. og 9. etape nogle vigtige udfordringer, men derudover vil de være begrænset, hvad klassementsrytterne kan bruge den første halvdel af løbet til.
Det betyder imidlertid ikke, at terrænet er fladt og kedeligt, og at indledningen ikke vil spille en rolle. Således præges de første 11 dage af nogle sande maratonetaper, hvoraf hele fem er over 220 km lange, og flere af dem finder endda sted i det rå og barske terræn i Syditalien, hvor der måske ikke er lange stigninger, men hvor der heller ikke er meget fladt terræn. Det betyder også, at der venter nogle ganske varierede finaler med en puncheurafslutning på den lange 4. etape, en første lang stigning i finalen på den endnu længere 5. etape og endnu en puncheuretape i L’Aquila på 7. dag.
Derfor er den første uge heller ikke udpræget guf for sprinterne. Allerede på 2. etape skal de have klatrebenene skruet rigtigt på, hvis de på en tur tværs gennem Appenninerne vil have chance for at spurte om en første etapesejr. Mere regulære massespurter venter på 3. og 5. etape, og derudover skal de forsøge at overleve de mange bakker, der venter i en meget spændende afslutning på 8. etape, der med 239 km er løbets længste, og som ligger dagen inden den lange enkeltstart, som runder den første uge af.
I den anden uge handler det for sprinterne om at slå til, for her lægger med ud med to oplagte muligheder, inden der går bjerggalimatias i den til slut. 10. og 11. etape er således henlagt den helt flade Po-slette og burde give et par chancer til de hurtige folk, inden flere af dem ventes at rejse hjem forud for den svære sidste uge, der kun byder på én enkelt mulighed igen på den relativt flade, men meget lange 18. etape, som er placeret som et lille intermezzo mellem alle bjergetaperne. De to etaper er dog ganske forskellige, idet 10. etape med sine 140 km er yderst kort, mens 11. etape er et 221 km langt maraton. Den markerer imidlertid et andet af løbets temaer, nemlig hyldesten til Italiens to monumenter, og gør således brug af mange af vejene kendt fra Milano-Sanremo. Senere hyldes Il Lombardia på en 232 km lang 15. etape, der har en finale, der i alt væsentligt er den, vi kender fra sportens eneste efterårsmonument, og som blandt andet byder på den ikoniske Madonna di Ghisallo-stigning og det velkendt mål ved Como-søen.
Efter de to flade etaper indledes den bjergrige sidste del med en typisk udbryderetape mellem Cuneo og Pinerolo, hvor en meget stejl stigning et stykke fra mål og en 500 m brostensmur inde i målbyen giver mulighed for at varme bjergbenene op. Det bliver der i den grad brug for, idet der allerede 24 timer venter en af de sværeste bjergetaper. Den kommer på løbets 13. dag, hvor der over knap 200 km skal klatres mere end 5000 højdemeter, der kulminerer med en 30 km lang klatretur op til det nye mål ved Lago Serru i mere end 2200 mere højde. Dagen efter venter der endnu en vanskelig dag i bjergene, hvor 131 intense kilometer vil byde på et hav af stigninger, inden den omtalte miniudgave af Il Lombardia på 15. etape vil give klassementsrytterne endnu en mulighed for at vinde lidt tid forud for løbets sidste hviledag.
Den voldsomme tredje uge indledes, som det er blevet en relativt fast tradition, med løbets kongeetape, der som så ofte før byder på nogle af Italiens mest mytiske stigninger. Denne gang er det Passo Gavia og ikke mindst den frygtede Mortirolo, der vil udgøre hovedretten på et 226 km langt maraton med næsten 6000 højdemeter. Den følgende etape er betydeligt lettere, men byder også på mål på en bjergfinale, der kan vise sig farlig, hvis man har gravet en anelse for dybt på den foregående etape. Efter sprinternes lille intermezzo på 18. etape får klatrerne to afsluttende chancer, først i form af den relativt bløde klatretur op til San Martino di Castrozza og slutteligt med endnu en brutal bjergetape, der med mere end 5000 højdemeter lægger op til et sidste stort klatreslag. De tempostærke folk får dog mulighed for at svare igen, når løbet for anden gang på tre år slutter med en enkeltstart, der ligesom i 2010 er henlagt til den kuperede VM-rundstrækning i Verona, hvor den lille Torricelle-stigning vil sikre, at de rene klatrere ikke er alt for meget på udebane, når vinderen af den 102. udgave skal findes på den smukke Arena i hjertet af byen.
Nedenfor giver vi en beskrivelse og analyse af hver af de 21 etaper. I parentes er med mellem 1 og 5 stjerner angivet arrangørernes vurdering af sværhedsgraden.
FELTET.DKS GIRO D'ITALIA-MANAGERSPIL ER ÅBENT!
1. etape, lørdag d. 11. maj: Bologna - Bologna, 8,0 km enkeltstart (***)
Mens Tour de France varierer mellem en enkeltstart og en linjeløbsetape, og Vuelta a Espana stort set altid lægger ud med en holdtidskørsel, har man langt større opfindsomhed i RCS Sport, der står for Giro d’Italia. Ganske vist synes holdtidskørsler at være den foretrukne indledning, men enkeltstarter og flade etaper har også været brugt i de senere år. På det seneste synes præferencen at være skiftet til fordel for enkeltstarter, for efter at man i 2016 startede med en flad enkeltstart i Apeldoorn, og sidste år lagde ud med en let kuperet individuel tidskørsel i Jerusalem, er det igen i år en enkeltstart, der indleder showet. Det sker endda på en rute, der er en sand lækkerbisken for cykelfans, der vil elske at se den ikoniske San Luca-stigning i Bologna komme til sin ret som afslutning på årets første grand tour-etape. Her skal klassementsrytterne nemlig være knivskarpe fra start, når de første tidsforskelle vil blive gjort på en spændende og varieret rute, der indledes fladt, men afsluttes på den korte, stejle mur, der år efter år skaber et smukt drama i den gamle efterårsklassiker Giro dell’Emilia.
Annonce
Som sædvanlig er den indledende enkeltstart en relativt kort sag, der strækker sig over bare 8,0 km og fører feltet fra centrum af Bologna til toppen ag den berømte San Luca-stigning i byens sydvestlige udkant. Fra start går det ad en flad og lige vej mod vest, inden det første sving venter efter 1,4 km. Herefter fortsætter det flade terræn, mens man kører mod vest og siden sydvest ud til det vestligste punkt, hvor man drejer skarpt mod sydøst efter 4,4 km. Herefter følger yderligere to sving umiddelbart efter hinanden, inden man når frem til mellemtiden, der tages efter 5,9 km.
Tidstjekket tages, netop som etapen ændrer karakter. Her tager man nemlig et U-sving, der leder direkte ind på San Luca-stigningen, der her er i kategori 3. Den stiger med hele 9,7% over 2,1 km og når et maksimum på 16,0%. Den varierer mellem stejle ramper og strækninger med 8-9% og består af en smal vej. Det stejleste punkt kommer ved den røde flamme i forbindelse med et dobbeltsving, men fortsætter med at stige med 12,2%, indtil den flader ud med 5,6% over de sidste 600 m. På den sidste kilometer bugter vejen sig kun let, indtil man rammer den 50 m lange, 5 m brede opløbsstrækning.
Etapen byder over den korte distance på 228 højdemeter.
Den indledende enkeltstart er af den interessante type, som vi har set med stigende hyppighed på det seneste, dvs. et indledende fladt stykke efterfulgt af en stigning. Det er en rute, der lægger op til cykelskifte, for der er tale om to helt forskellige dele, hvor den indledende del er for sande specialister, men hvor den sidste del er så svær, at de tunge folk ikke har en jordisk chance. Alle kender San Luca fra Giro dell’Emilia og ved, at der er tale om en modbydelig sag, der er alt for svær for de tunge drenge. Omvendt er den første del lang nok til, at de små folk vil tabe tid, og dermed er der lagt op til, at to af de store favoritter, de alsidige Primoz Roglic og Tom Dumoulin, allerede fra første færd får mulighed for at gå efter en etapesejr.
San Luca har været mål for en Giro-etape tre gange tidligere, første gang i 1956, hvor Charly Gaul sejrede, senere i 1985, hvor Moreno Argentin vandt, og senest i 2009, hvor Simon Gerrans var bedste mand fra et udbrud, der også talte en ung Chris Froome. Mest er den kendt som det faste mål for den gamle klassiker Giro dell’Emilia, der sidste år blev vundet af Alessandro De Marchi efter et overraskelsesangreb, der snød alle favoritterne.
Annonce
2. etape, søndag d. 12. maj: Bologna - Fucecchio, 205,0 km (***)
Mens Touren er kendt for at have en relativt ensformig første uge med relativt mange flade sprinteretaper, betyder den mere varierede italienske geografi, at Giroen altid byder på en betydeligt hårdere indledning. Det afspejles også i årets første linjeløbsetape, der bestemt ikke er en enkel sag for sprinterne, som man ofte ser det. Tværtimod byder turen igennem Appenninerne på 2200 højdemeter og to stigninger i finalen, og selvom det formentlig alligevel ender i en spurt, er det kun de mest klatrestærke af afslutterne, der vil have en chance for at gå efter en hurtig sejr.
I alt skal der tilbagelægges hele 205,0 km, der fører feltet fra Bologne til Fucecchio. Etapen indleder den sydlige rejse ned gennem den italienske støvle og fører feltet tværs gennem Appenninerne, der er kendt som hjemsted for Tirreno-Adriatico. Fra start stiger det jævnt, mens man bevæger sig mod syd, indtil man rammer en 14,6 km lang stigning, der stiger med 3,2% i snit, men ikke er kategoriseret. Toppen rundes efter 50,9 km, hvorefter der venter et langt, let faldende stykke, der fører videre mod syd, indtil man rammer et fladt stykke omkring forplejningen, hvor man snor sig rundt i en generelt sydlig retning.
Etapen ændrer karakter, når man kører op ad en 2,7 km lang bakke, der stiger med 4,9% i snit og leder op til den første spurt, der er placeret efter 130,2 km. Efter en nedkørsel går det igennem fladlandet mod nordvest op til Empoli, hvor den anden spurt kommer efter 146,7 km, og hvorfra man kører mod nordøst op til kategori 3-stigningen Montalbano (5,8 km, 6,8%, max. 13,0%), der har top med 53,2 km igen og er en meget regulær stigning, der kun flader ud i bunden og nær toppen. En kort, teknisk nedkørsel fører mod sydvest ned til kategori 4-stigningen Vinci (11,3 km, 5,8%, max. 13,0%), der bestiges fra syd. Toppen rundes her med 37,6 km til mål, hvorefter en relativt let nedkørsel fører mod sydvest, inden terrænet flader ud, mens man kører mod syd op over en ganske lille bakke. Til slut kører man igennem fladlandet mod vest ind til Fucecchio, hvor en flad finale venter. Her er der et sving med 2,7 km igen på smalle veje, inden man rammer brede boulevarder til sidst. Der kommer yderligere to sving i rap omkring den røde flamme, hvorefter man rammer den 900 m lange, 7 m brede opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 2197 højdemeter.
Annonce
Med to ret svære stigninger i finalen er der bestemt ikke tale om en klassisk sprinteretape, men det bør alligevel ende i en eller anden form for spurt. Kun den første stigning er stejl, og den kommer for tidligt til at kunne bruges offensivt. Den sidste er en lang, regulær opkørsel, som de hårdføre sprintere nok burde klare. Det ligner derfor en dag for en reduceret massespurt, men hvor man ikke helt kan udelukke chancerne for et udbrud, hvis sprinterne tvivler på egne muligheder, og indehaveren af førertrøjen gerne giver den fra sig.
Fucecchio har aldrig tidligere været målby i Giroen og heller ikke for andre store cykelløb i dette årtusinde.
3. etape, mandag d. 13. maj: Vinci - Orbetello, 220,0 km (**)
Hvis sprinterne fandt 2. etape for hård, kan de glæde sig over, at de burde få en mere reel chance på tredjedagen. Her venter ganske vist et 220 km langt maraton med en lille bakke i finalen, men i et felt med et hav af topsprintere, burde der ikke være den store tvivl om, hvem der skal til fadet, når etapen efter en lang rejse mod syd ender i kystbyen Orbetello et par kilometer nord for hovedstaden Rom.
I alt skal der altså tilbagelægges hele 220,0 km mellem Vinci og Orbetello. Startbyen ligger nær den tyrrhenske kyst i udkanten af Appenninerne, og herfra snor man sig mod syd, inden man drejer mod øst for at køre op ad en ikke-kategoriseret stigning (6,6 km, 5,5%), der har top efter 36,8 km. Derfra går det mod sydvest via en nedkørsel ned til fladlandet, hvor den første spurt er placeret efter 63,5 km. Herefter går det mod syd det meste af dagen igennem let kuperet terræn, hvis væsentligste udfordring er en bakke (2,4 km, 5,1%), hvis top rundes efter 98,2 km. Derfra stiger det let, inden det begynder at falde, hvorefter flader ud hen mod den sidste spurt, der er placeret i Grosseto efter 167,5 km.
Annonce
Kort efter rammer man dagens væsentligste udfordring, kategori 4-stigningen Poggio l’Apparita (3,8 km, 4,8%, max. 9,0%). Fra toppen resterer imidlertid fortsat 37,7 km, der alle fører mod syd, først via let faldende og siden fladt terræn. De sidste 15 går via en stor, bred vej, der fører henover en lille tange, inden man med 5 km igen drejer skarpt mod øst. Herefter bugter vejen sig, inden der inden den røde flamme er en blød kurve, der leder ud på endnu en lille tange. Herefter følger to sving lige i rap, inden man rammer den 400 m lange, 7,5 m brede opløbsstrækning. De sidste 5 km er helt flade.
Etapen byder på i alt 1782 højdemeter.
Ruten er ikke helt flad og først og fremmest er den meget lang, men i den tidlige del af en grand tour er det meget svært at snyde de sultne sprintere. Der burde være rigeligt med ambitiøse sprinterhold til at kontrollere den lange etape, og selvom finalen finder sted langs kysten, er det sjældent så blæsende i regionen, at vinden kan ventes at spille en rolle. Der er derfor lagt op til en spektakulær og flot massespurt i en finale, der byder på store, brede veje, men også et par sene sving, der stiller krav til positioneringsevnen.
Ortebello har aldrig tidligere været målby i Giroen. Giro della Provincia de Grossetto var forbi i 2009 og 2008, hvor Marco Frapporti tog en udbrudssejr i førstnævnte år, mens etapen blev neutraliseret i sidstnævnte år som følge af en rytterprotest over en farlig finale.
Annonce
4. etape, tirsdag d. 14. maj: Orbetello - Frascati, 235,0 km (**)
I de senere år er korte etaper blevet meget populære, men Giro-arrangørerne har altid været kendt som traditionalister. De byder altid på mange lange etaper, og det også tilfældet i 2019, hvor der venter et hav af etaper af klassikerdistance. Den næstlængste af disse kommer allerede på fjerdedagen, hvor der ikke blot bydes på klassikerdistance, men også klassikerterræn. Således bydes der på hele 235 km, der fortsætter rejsen mod syd via en tur igennem kuperet terræn, hvor klassikerspecialisterne kan se frem til at boltre sig i en rigtig puncheurfinale som afslutning på en etape, der på alle måder minder om de klassikere, vi ellers netop har lagt bag os.
I alt skal rytterne alle tilbagelægge hele 235,0 km, der fører fra Orbetello til Frascati i udkanten af Rom. Fra start kører man mod nordøst væk fra kysten gennem et let stigende stykke, der kulminerer på toppen af kategori 4-stigningen Manciano (8,0 km, 3,7%, max. 10,0%), hvis top nås efter 32,8 km. Efter en nedkørsel fortsætter man mod nordøst op over en lang ikke-kategoriseret stigning (12,8 km, 3%), hvis top runder efter 63,5 km, hvorefter et længere let faldende stykke fører mod syd og sydøst ned forbi den første spurt, der er placeret efter 114,9 km.
Her indledes endnu et let stigende stykke, inden det falder videre mod sydøst med retning mod Rom, som man dog kører nordøst om. En let kuperet strækning indeholder en bakke (4 km, 3,5%) med top efter ca. 60 km, inden det falder ned mod dagens sidste spurt. Den kommer efter en bakke (1,7 km, 5,3%), et kort fladt stykke og yderligere en lille rampe og er placeret efter 186,7 km. Herfra er terrænet først fladt og siden let stigende, mens man kører mod sydøst og syd i en bue uden om hovedstaden.
Til slut kører man igennem småkuperet, men generelt let stigende terræn mod sydvest med retning mod Frascati, hvor det med 5 km igen begynder at falde i en fase, der byder på flere sving og rundkørsler. Med 3,5 km følger et let kuperet stykke, indtil man 2 km igen rammer den sidste bakke, der stiger med 4,4% i snit, er meget jævn og har et stykke på 7% i bunden. Finalen er teknisk med et sving ved den røde flamme og derefter yderligere tre sving med hhv. 700, 300 og 250 m igen, inden man rammer den 6,5 km brede opløbsstrækning, der stiger med ca. 3,6%.
Etapen byder på i alt 2973 højdemeter.
Annonce
Den første uges mange, lange etaper er ikke specielt svære, men de vil trætte rytterne betydeligt inden den afsluttende del. Det vil denne udmarvende etape også gøre, for selvom der ingen store stigninger er, skal der klatres næsten 3000 højdemeter over 235 km. Det vil kræve en del at kontrollere så langt et maraton, og derfor kunne det være en dag, hvor en udbryder kunne stjæle trøjen fra en løbsfavorit, men det mest sandsynlige er, at nogle af feltets puncheurs ser det som en chance for at tage en sejr.
Frascati har været målby fire gange tidligere, først i 1955 med sejr til Bernardo Ruiz, dernæst i 1957 med sejr til Miguel Poblet og i nyere tid i 1998 og 2007, hvor først Mario Cipollini og siden Robert Förster har taget spurtsejr. I 2006 vandt Paolo Bettini en stigende spurt foran Erik Zabel og Mikhaylo Khalilov, da Tirreno-Adriatico lagde vejen forbi.
5. etape, onsdag d. 15. maj: Frascati - Terracina, 140,0 km (*)
Et tema for Giroens indledende del er de mange enormt lange etaper, men rytterne får en chance for at komme sig en anelse på 5. etape, der er en af løbets allerletteste. Således fortsætter den lange rejse mod syd ned gennem den italienske støvle med en bare 140 km lang etape, der efter en faldende start, slutter med et helt fladt stykke nær den tyrrhenske kyst, hvor sprinterne ser frem til at komme til fadet i en første uge, hvor man skal slå til, når muligheden byder sig.
I alt skal der altså tilbagelægges bare 140,0 km, der fører feltet fra Frascati til Terracina helt ude ved den italienske vestkyst. Som det sås på 4. etape, ligger startbyen placeret midt i bakkerne øst for Rom, og derfor indledes etapen hårdt med, at man kører mod sydøst op over en ikke-kategoriseret stigning (7,6 km, 4,6%), der har top efter 8,0 km. En kort nedkørsel fører mod nordvest, inden man drejer mod syd for at bestige endnu en stigning (5,4 km, 6,3%), hvis top passerer efter 25,4 km. Efter den hårde start bliver det imidlertid betydeligt lettere, når man via en nedkørsel kører mod sydøst ned til dagens første spurt, der er placeret efter 51,5 km, inden man fortsætter igen fladlandet hen til den anden spurt, der kommer efter 67,8 km.
Annonce
Efter yderligere et fladt stykke skal der igen klatres lidt, når rytterne kører mod nordøst op til kategori 4-stigningen Sezze (3,9 km, 5,2%, max. 9%), der har top efter 87,2 km. En kort nedkørsel efterfølges af endnu en bakke (2,4 km, 4,2%) med top efter ca. 95 km, hvorefter en nedkørsel leder mod syd tilbage mod vandet. Efter 100 km bliver det igen helt fladt på det sidste stykke, der fører mod syd ud til målet ved kysten, hvor rytterne ramme rundstrækningen efter 129,3 km. Efter yderligere 1500 m krydser man stregen for første gang, og etapen afsluttes nu med en omgang på den 9,2 km lange runde, der er helt flad. Der er tre sving med 7-8 km igen, inden man rammer havnefronten, der følges mod vest, indtil man med 5 km igen drejer skarpt to gange. Med 4 km til stregen følger en U-vending, og derfra bugter den flade vej sig kun let, inden man rammer den 1500 m lange, 7,5 m brede og helt flade opløbsstrækning
Etapen byder på i alt 1376 højdemeter.
Sprinternes muligheder er hovedsageligt samlet i Giroens første del, og dette er en af de mest oplagte. Ganske vist er starten hård og vanskelig, men med så mange sprinterhold i feltet er det utænkeligt, at vi så tidligt i løbet ikke får en massespurt på en etape som denne. Til slut er der lagt op til en udmåling på ren fart i en klassisk powerspurt på en lang, lige og meget bred opløbsstrækning.
Terracina har været målby tre gange tidligere med sejre til Eddy Merckx i 1969, Guido Bontempi i 1983 og senest Ivan Quaranta i 2000, hvor det endte i en massespurt.
6. etape, torsdag d. 16. maj: Cassino - San Giovanni Rotondo, 238,0 km (***)
Hvis rytterne syntes at 4. etape var lang og udmarvende, bliver de slemt skuffede over, at der venter en endnu længere og bestemt ikke lettere etape allerede to dage senere. Med sine 238 km er 6. etape løbets næstlængste, og den byder endda på løbets første længere stigning i den absolutte finale. Efter et maraton igennem let kuperet terræn får klassementsrytterne lov til at varme klatrebenene op på Coppa Casarinelle, der tog har top med mere end 15 km til mål, og med et fladt indløb til stregen er etapen snarere en chance for at føle hinanden lidt an end rammen om et stort klassementsslag, ligesom det ligner den hidtil mest oplagte udbrudsetape i løbet.
I alt byder etapen altså på 238,0 km, der fører feltet mellem Cassino og San Giovanni Rodondo. Den første del af løbet har budt på en rejse mod syd ned langs den italienske vestkyst gennem den italienske støvle, og nu er det tid til at vende rundt et stykke, inden man når Napoli. Etapen består derfor af en tur mod øst tværs gennem den kuperede italienske støvle ud til østkysten, hvor rejsen mod nord indledes fredag.
Fra start kører man mod øst op over en lille bakke, inden et længere stigende stykke fører mod nordøst. Herfra falder det mod sydøst ned til den første spurt, der kommer efter 70,3 km, inden det går via en lille bakke videre mod sydøst. Herefter drejer man mod nordøst og øst for via et længere faldende stykke at køre ned til forplejningen, der efterfølges af en længere og mod toppen ganske stejl stigning. Derfra får det via en nedkørsel mod øst ned i fladlandet, hvor en lige, flad vej leder til byen Foggia.
I Foggia drejer man mod nord og siden nordøst for igennem fladt terræn at køre frem til finalen. Den indledes, når man rammer kategori 2-stigningen Coppa Casarinelle (15,0 km, 4,4%, max. 9%), der er en lang, meget jævn stigning, som stiger med 3.5% hele vejen op til toppen, der rundes med 17,9 km igen. Derefter går det mod nordøst via en lille nedkørsel til dagens sidste spurt, der kommer 12,9 km fra stregen. Derefter venter en 2,6 km lang bakke (5,4%), og det fortsætter med at stige, indtil der resterer 6 km. Herfra falder det let mod øst. Den næste kilometer er faldende, hvorefter det stiger, indtil man med 3,2 km drejer mod nord. Herefter venter et relativt fladt stykke, inden man drejer mod vest med 2 km ind på en nedkørsel, der leder ned til den røde flamme. Her rammer man den 1200 m lange, 7,5 m brede opløbsstrækning, der stiger med 2-3%.
Etapen byder på i alt 2841 højdemeter.
Coppa Casarinelle er måske nok lang, men det er en ganske let stigning, der slet ikke kan skabe udskilning i klassementskampen. Vi skal derfor ikke vente os store angreb, og på en etape som denne er der heller ikke en oplagt favorit til etapesejren. Det kunne derfor meget vel være en oplagt chance for et udbrud, i hvert fald hvis førertrøjen efter den indledende enkeltstart sidder på skuldrene af en klassementsrytter, der gerne vil slippe for ansvaret, på en dag, hvor de store navne formentlig er tilfredse med at komme igennem uden at brænde alt for mange kræfter af over de mere end seks timer i sadlen.
San Giovanni Rotondo har aldrig tidligere været målby for Giroen og heller ikke for et andet stort cykelløb i dette årtusinde.
7. etape, fredag d. 17. maj: Vasto - L’Aquila, 185,0 km (**)
I 2009 blev byen L’Aquila ramt af et af de værste jordskælv i Italiens nyere historie, og det fik Giroen til at lægge vejen forbi byen i 2010, hvor en dramatisk og meget våd udbrudsetape var lige ved at vende op og ned på det hele, da nogle mærkede favoritter kom til at forære David Arroyo så stort et forspring, at det kun var Ivan Basso, der senere kunne forhindre spanieren i at vinde løbet samlet. Et lignende drama skal vi ikke vente, når løbet efter 8 års fravær atter vender tilbage til den uheldsramte by, men det betyder ikke, at der ikke er fare på færde. Terrænet i Abbruzo-regionen er nemlig knaldhårdt, og da der efter et ellers ret flad etape sluttes af med en svær finale med mange stigninger og en rigtig puncheurafslutning, er der lagt op til en meget aggressiv og underholdende dag, hvor både et udbrud og en eksplosiv afslutter kan sejre.
I alt skal der tilbagelægges den for denne første uge beskedne distance på 185,0 km, der fører feltet fra Vasto ved den italienske østkyst tilbage ind i det kuperede indre af Italien og til målet i L’Aquila. Starten er let, idet man indleder etapen med at følge den helt flade kystvej mod nordvest op til byen Ortona, hvor dagens første spurt er placeret efter 39,2 km. Her drejer man mod sydvest for via et let stigende stykke at forlade vandet. Senere går det mod nord tilbage mod kysten via en faldende strækning, inden man drejer mod vest for at passere igennem bakkerne vest for Pescara. Her skal man over en bakke (4,7 km, 2,9%), der leder op til dagens anden spurt, som er placeret efter 78,1 km, inden man derefter kører direkte ind på en ny stigninge (5,5 km, 4,5%), hvis top rundes efter 85,9 km. En nedlørsel leder nu mod sydvest ned til fladlandet, og derefter fælger et langt, fladt stykke, der fører mod sydvest.
Finalen indledes, når man drejer mod nordvest for at køre op over kategori 2-stigningen Le Svolte di Popoli (8,9 km, 5,6%, max. 10%), hvis top rundes, når der resterer 46,2 km, og leder op til et plateau. Herfra stiger det kun ganske let, mens man kører mod nordvest, indtil man 25 km fra stregen rammer en ukompliceret nedkørsel, der ender 16,4 km fra mål. Herefter går det igennem fladt terræn frem til Via della Polveriera (3 km, 5,0%), der stiger med 6-8% over den nedre halvdel, men derefter flader ud. Fra toppen resterer 6,5 km, der indledes med et let faldende stykke, mens man snor sig rundt om byens slot i en ganske teknisk fase. Med 4 km igen rammer man en 2 km lang, lige nedkørsel, der fører mod syd ned til et skarpt sving med 2 km igen. Herfra stiger det over 1 km med 3%, indtil man rammer den sidste kilometer, der stiger med 7,6% i snit og når 11% på den nedre del, hvor der er et hårnålesving. Herefter retter vejen sig ud, inden man rammer den 450 m lange, 7,5 m brede opløbsstrækning, der stiger med 6,6% i snit.
Etapen byder på i alt 2606 højdemeter.
Igen er der tale om en etape, som de er flest i denne første del af Giroen. Der er tale om en ganske kuperet sag, der dog er for let til at klassementsrytterne kan bruge den offensivt. Det kunne derfor ligne endnu en dag for et udbrud, med mindre end eksplosiv klassementsrytter som Simon Yates eller en puncheur får lyst til at gå efter sejren i en ganske hård finale, hvor der på bakken op mod mål sagtens kan opstå mindre huller forrest i feltet.
L’Aquila er blevet besøgt ni gange tidligere, blandt andet med sejre til Gino Bartali i 1935 og 1935. Senest var løbet som sagt forbi, da Evgeny Petrov tog en udbrudssejr på en dramatisk og meget våd dag, og i 2005, hvor Danilo Di Luca sejrede i en stigende spurt og dermed overtog førertrøjen fra Paolo Bettini.
8. etape, lørdag d. 18. maj: Tortoreto Lido - Pesaro, 239,0 km (***)
Hvis rytterne troede, at de 238 km på 6. etape ville være det værste, de skulle udsættes for i dette løb, må de tro om. I det, der er endnu et sandt maraton, skal rytterne på løbets anden lørdag køre en enkelt kilometer længere på det, der er løbets længste etape. Til gengæld er terrænet langt fra løbets sværeste, men efter en flad indledning bydes der på en ganske kuperet finale med et hav af små bakker, der utvivlsomt vil for meget for mange af de hurtige folk, og hvor der lægges op til angreb, men hvor man også må formode, at de mest hårdføre af sprinterne vil gå efter sejren i det, der er deres sidste chance inden første hviledag.
Etapen er altså 239,0 km lang og fører feltet fra Tortoreto Lido til Pesaro. Etapen er den reelle indlednings på den lange rejse mod nord, der som så ofte før går langs den flade italienske østkyst. Etapens indledning er da også så let, som den kan være, idet næsten hele etapen består i, at man kører mod nordøst langs den flade adriaterhavskyst, hvor der ikke er skyggen af terrænmæssige udfordringer. Undervejs passerer man forbi San Benedetto del Tronto, målbyen Tirreno-Adriatico, og feriebyen Ancona, men derudover er eneste højdepunkt den første spurt, der kommer efter 127,0 km.
Modsat mange tidligere af denne type etaper følger man imidlertid ikke kysten hele vejen til mål. Kort efter spurten drejer man mod vest for via en bakke (2,2 km, 6,2%) med top efter 142,8 km, let stigende stykke og en nedkørsel at køre hen til dagens anden spurt, der er placeret efter 159,4 km. Umiddelbart herefter drejer man mod nordøst ind på kategori 3-stigningen Monte della Mattera (9,1 km, 3,9%, max. 14%), der har top efter 168,5 km, hvorefter det går videre mod nord via en nedkørsel og en bakke (3 km, 4,4%), hvis top rundes efter 182,6 km. Nu går det igennem fladlandet mod sydvest og nordvest frem til kategori 4-stigningen Monteluro (6,0 km, 3,0%, max. 12%), hvis top rundes 41,3 km fra stregen. En nedkørsel leder mod nord ud til kysten, hvor man skal over kategori 4-stigningen Gabbice Monte (2,2 km, 5,1%, max. 11%).
Fra toppen resterer fortsat 26,3 km, som fører mod sydøst ned langs kystvejen, men her er den langt fra flad. Tværtimod er den både snoet og kringlet og let kuperet med den værste udfordring en lille bakke (2,7 km, 3,7%) med top ca. 19 km fra mål. Endnu en mindre bakke har top 8 km fra stregen, hvorefter det går via en teknisk nedkørsel ned mod Pesaro. Først med 2,3 km igen flader det ud, og derefter går det igennem fladt terræn ud mod kysten med skarpe sving med 2 km, 700 m og bare 250 m fra stregen, inden man rammer den 7 m brede opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 2077 højdemeter.
Sprinterne har ikke mange chancer i den resterende del af løbet, og selvom det langt fra en enkel etape, kan de med udsigt til to lette dage formentlig tillade sig at satse på denne etape. Finalen er dog så kringlet og etapen så lang, at mange af de klassiske sprintere vil falde fra, men de hårdføre folk burde have en chance, ikke mindst fordi de sidste stigninger ikke er stejle. Terrænet er dog også så oplagt til angreb, at der kan blive lagt op til en ganske underholdende og offensiv afslutning på løbets længste etape.
Pesaro har været målby for Giroen fire gange tidligere, senest i 1986, hvor Guido Bontempi sejrede. Ingen store cykelløb er sluttet i byen tidligere i dette årtusinde.
9. etape, søndag d. 19. maj: Riccione - San Marino, 34,8 km enkeltstart (****)
I de senere år har Giroen gjort det til en tradition at have en 30-40 km lang enkeltstart i en af Italiens smukke vinproducerende regioner. De er ofte ganske kuperede, og derfor har de lange tidskørsler som regel været ganske vanskelige og ofte også tekniske. Modellen fastholdes i år, hvor det er Emilia Romagna-regionens vine, der kommer i rampelyset på en af løbets allervigtigste etaper, der har mål i miniputnationen San Marino. Den ligger midt i det italienske højland, og derfor har arrangørerne designet en endnu mere udfordrende enkeltstart end vanligt, når de sidste knap 13 km af den 34,8 km lange etape består af en lang, udmarvende stigning, der vil åbne nogle af de vigtigste forskelle i kampen om den samlede sejr i årets Giro.
I alt er årets lange enkeltstart 34,8 km lang og fører feltet fra Riccione til San Marino, ig den kan inddeles i to dele: en let stigende første del samt den afsluttende 12,2 km lange stigning. Starten går ved adriaterhavskysten, hvorfra man følger en cykelsti og derefter den flade kystvej mod nordvest, inden man drejer mod sydvest for at køre ind i landet. Herfra begynder det at stige ganske let, mens man følger den let snoede vej, der leder frem til den første mellemtid, som tages efter 11,7 km. Herfra går det videre ad den let snoede og let stigende vej mod syd og sydvest henover grænsen til San Marino, der passeres efter 19,7 km.
Efter 22,2 km tages den sidste mellemtid, og kort efter rammer man den afsluttende kategori 2-stigning. Den er i alt 12,2 km lang, fører først mod sydvest og siden nordvest og stiger med 4,5% i gennemsnit. Den kan imidlertid inddeles i to dele med en første del på 5,3 km, der stiger med 6-7% og når 11% efter 2,8 km. Herefter venter knap 3 km med 1,1% og derefter en 2 km lang nedkørsel. De sidste 2,3 km stiger igen med 6,4% i snit og når 10% lige ved den røde flamme og byder på hele fire hårnålesving, inden man rammer den 300 m lange, 5 m brede opløbsstrækning, der afsluttes med 50 m nedkørsel.
Etapen byder på i alt 725 højdemeter.
Giroens lange enkeltstarter er kendt for at være kuperede, men dette er den klart vanskeligste i mange år. Den afsluttende stigning er en ganske seriøs udfordring, og selvom den aldrig for alvor bliver stejl, er den rigeligt til at udelukke de tunge specialister fra kampen om etapesejren. Her vil klatrerne kunne begrænse deres tidstab pænt, men de vil til gengæld tabe tid på den indledende, lette del, der består af lange, lige tonserstykker. Med andre ord er det en sammensat enkeltstart, der med sin lange distance kan skabe nogle af de største tidsforskelle i løbet, og hvor Primoz Roglic og Tom Dumoulin helt sikkert lure på det, der må være deres bedste mulighed for at vinde tid på hovedparten af rivalerne.
San Marino er blevet besøgt af Giroen hele 11 gange tidligere, senest i 1998, hvor Andrea Noé sejrede, og i 1998, hvor Pavel Tonkov var stærkest. Ingen større cykelløb er sluttet i landet tidligere i dette årtusinde.
DELTAG I FELTET.DKS GIRO-MANAGERSPIL HER
Hviledag, mandag d. 20. maj
10. etape, tirsdag d. 21. maj: Ravenna - Modena, 145,0 km (*)
Et af de faste kendetegn ved Giroen er, at den næsten altid byder på nogle korte, ultraflade etaper, der enten fører feltet op langs den italienske adriaterhavskyst eller fører rytterne tværs over den flade Po-slette. En sådan etape er også på programmet i en meget sprintervenlig indledning på den anden uge, og denne gang er det Po-sletten, der er vært for løbets vel nok letteste etape. Med blot to efterfølgende muligheder tilbage efter denne er der således lagt op til et brag af en massespurt som indledning på løbets midterste uge.
I alt skal der tilbagelægges bare 145,0 km, der fører feltet fra Ravenna til Modena. Startbyen ligger helt ude ved den italienske østkyst på den sydlige del af Po-sletten, og herfra kører man mod sydvest igennem fladlandet. Hurtigt drejer man mod nordvest, hvorefter en lang, flad og let snoet vej følges. Man kører nord om Bologna, hvor løbet blev indledt en uges tid tidligere og fortsætter frem til San Giovanni in Persiceto, hvor den første spurt kommer efter 98,4 km.
Efter spurten drejer man mod nord for at køre op til Crevalcore - kendt fra Coppi e Bartali-løbet - hvor den anden spurt er placeret efter 108,0 km. Herfra fortsætter man igennem fladlandet frem til det nordligste punkt, inden man drejer mod sydvest med retning mod Modena. En næsten lige vej afbrydes først med et sidste sving med 2,2 km igen, hvorefter man med 1500 m til stregen rammer den 8 m brede opløbsstrækning, der indledes med et 450 m langt stykke med en brostensagtig belægning. Ved den røde flamme rammer man igen asfalt, og derfra er det helt en lige og flad vej, der leder frem til mål.
Etapen byder på i alt 161 højdemeter.
Der er ikke meget hokuspokus over denne etape. Po-sletten er ikke blæsende, og derfor er der hverken terrænmæssige eller klimatiske udfordringer på en etape, der er den perfekte chance for at få gang i benene igen efter en hviledag. Til slut er der lagt op til et brag af en massespurt i en helt ukompliceret finale, hvor de rene sprintere kan lade benene tale i en udmåling på ren topfart efter en kort og let dag i sadlen.
Modena er blevet besøgt af Giroen syv gange tidligere med blandt andre Fausto Coppi som vinder i 1940 og senest i 1985, hvor Daniel Gisiger sejrede. I 2009 var Baby-Giroen forbi, og det gav sejr til Patrick Facchini.
11. etape, onsdag d. 22. maj: Carpi - Novi Ligure, 221,0 km (*)
Et tema i årets Giro er, at løbet hylder Italiens to monumenter. Det sker først gang på løbets 11. etape, hvor en stor del af ruten følger en del af den strækning, der også benyttes i Milano-Sanremo, inden man slutter i Fausto Coppis hjemby Novi Ligure, hvor man vil markere mesterens 100-året for mesterens fødsel i 1919. Der er nu ikke meget Coppi-terræn over ruten, der for anden dag i træk helt og holdent er henlagt til den flade Po-slette, der som bekendt også lægger asfalt til indledningen på Milano-Sanremo. Derfor venter for anden dag i træk en helt flad dag, hvor eneste forskel fra 10. etape er den langt længere distance på 221 km, og hvor der igen er lagt op til massespurt, inden bjergene melder deres ankomst.
Med sine 221,0 km er der tale om endnu en meget lang etape, der fører feltet fra Carpi til Novi Ligure, to byer, der begge ligger på Po-sletten. Fra starten kører man mod sydvest ad en let snoet vej, inden man drejer mod nordvest for at følge en lang, lige og helt flad vej, der leder frem mod Milano. I Piacenza drejer man mod vest for at køre igennem fladlandet frem til den første spurt, der er placeret efter 147,8 km.
Efter spurten drejer man mod sydvest for kort efter at ramme den velkendt rute fra Milano-Sanremo. Den leder igennem fladt terræn mod sydvest ned til den sidste spurt, der er placeret efter 189,7 km. Kort efter når man frem til Tortona, hvorefter det begynder at stige let, mens man fortsætter mod sydvest, så man over de sidste godt 20 km vinder ca. 100 højdemeter. Til slut venter en helt ukompliceret finale, hvor en lige vej leder frem til et sidste sving med 3 km igen, hvorefter en blød kurve leder ind på den 2,8 km lange, 7,5 m brede opløbsstrækning. De sidste 3 km stiger med knap 1% i snit og den sidste km med 1,1% i snit.
Etapen byder på i alt 453 højdemeter.
Dette er sprinternes næstsidste chance, og da den næste først melder sig om mere end uge, vil det næsten med sikkerhed også være sidste etape for Caleb Ewan og måske også Fernando Gaviria, der begge har blikket rettet mod Touren også. Den vil de naturligvis ikke lade gå til spilde, og selvom det kræver arbejde at kontrollere en mere end 220 km lang etape, er der lagt op til massespurt i en enkel og ukompliceret afslutning, hvor den let stigende opløbsstrækning dog kan give et lidt andet udfald end på den foregående etape.
Novi Ligure har været målby for løbet tre gange tidligere, senest i 2010, hvor Jerome Pineau overraskende snød feltet og sejrede i en tremandsspurt med 4 sekunder ned til et felt, der ledtes hjem af Tyler Farrar. I 2007 blev Marco Pinotti italiensk enkeltstartsmester i byen.
12. etape, torsdag d. 23. maj: Cuneo - Pinerolo, 156,0 km (***)
Forud for rutepræsentationen i oktober gik der mange rygter om, at man som led i fejringen af Fausto Coppis 100-års fødselsdag ville have en etape mellem Cuneo og Pinerolo, der i for 70 år siden i 1949 var rammen om et af mesterens største soloridt, hvor han sejrede med hele 11.52 ned til ærkerivalen Gino Bartali. Dengang skulle man over berømte stigninger som Montgenevre og Sestriere, og derfor så mange frem til en stor bjergetape med legendariske stigninger, men sådan blev det ikke, da ruten for den med spænding imødesete etape blev annonceret. I stedet følger man en mere direkte og langt kortere rute mellem de to byer, hvor en svær og meget stejl kategori 1-stigning kan varme klatrebenene op efter to dage i fladlandet, men hvor afstanden til mål er så stor, at det ligner en dag for et udbrud, der skal kæmpe om sejren i en eksplosiv finale med en lille bakke inde i selve Pinerolo.
Med sine bare 158,0 km er der tale om en kort etape, der altså fører feltet fra Cuneo til Pinerolo. Fra start kører man igennem fladlandet mod nordvest frem til en lille bakke (2,4 km, 4,9%), der har top efter 20,4 km. Herefter går det mod nord via et let faldende stykke, inden man drejer mod vest og nordvest for i en let stigende fase at køre frem til den første spurt, der er placeret efter 60,8 km. Herfra falder det let mod nordøst og nord ned mod den afsluttende rundstrækning, der rammer efter 78,7 km. Herfra går det igennem fladt terræn mod nord frem til Pinerolo, hvor man for første gang skal over finalerampen (500 m, 13,2%).
I stedet for at køre over stregen drejer man mod vest for at køre igennem let stigende terræn. Senere går det mod sydøst, syd og sidst vest ind til byen Luserna San Giovanni. Her krydser man Po-floden, inden man kører mod øst via en nedkørsel frem til dagens hovedudfordring. Den indledes, når man i Bibiana drejer mod sydvest for at køre op over kategori 1-stigningen Montoso (8,8 km, 9,5%, max. 14,0%), der er ny i Giro-sammenhæng. Der er tale om en jævn sag, der efter 2 lette kilometer stiger med 10,6% over de sidste knap 7 km og når sit stejleste tykke med 2 km til toppen.
Den rundes med 32,1 km igen, hvorefter der venter en teknisk nedkørsel, der fører mod syd og øst, indtil der resterer 16 km. De er hovedsageligt let stigende og fører først mod øst og nordøst frem til den anden spurt, der kommer med 15,7 km igen. Herefter går det mod nord frem til Pinerolo, hvor man med 2500 m igen drejer to gange i træk ind på den 500 m lange brostensrampe, der stiger med 13,1% i snit og endda når 20% undervejs. Toppen rundes med 2 km igen, hvor man drejer mod øst for at følge en hurtig og halvteknisk nedkørsel, der ender med et sving 1500 m fra stregen. Derefter er terrænet fladt, mens der bydes på sving med 800 og 350 m igen, inden man rammer den 8 m brede opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 1909 højdemeter.
Montoso-stigningen er en meget led sag, der sagtens kunne gøre forskelle mellem favoritterne. Desværre kommer den nok for tidligt til at kunne bruges offensivt, og det ligner derfor en stensikker udbryderetape. Favoritterne får dog chance for at varme klatrebenene op, og har man en dårlig dag, kan man sagtens ende med at tabe tid, hvis et hold lægger pres på undervejs. Til sidst kan man forvente, at eksplosive folk som Primoz Roglic og Simon Yates vil forsøge at vinde lidt tid i en teknisk og eksplosiv finale, hvor der sagtens kan gøres mindre forskelle.
Pinerolo har været målby seks gange tidligere, første gang i forbindelse med Fausto Coppis soloridt i 1949. Franco Bitossi og Giuseppe Saronni vandt i hhv. 1964 og 1982, inden Gabriele Balducci vandt en massespurt i 2007. I 2009 tog Franco Pellizotti en solosejr, men den triumf er i dag tilskrevet Denis Menchov som følge af italienerens blodpassag. Senest vandt Matteo Trentin en spurt over Moreno Moser og Gianluca Brambilla på en stærkt underholdende etape i 2016. I 2011 var Touren forbi, og her sejrede Edvald Boasson Hagen fra et udbrud på en dag, der mest huskes for, at den førende Thomas Voeckler på en svær nedkørsel var et smut inde i en nærliggende have.
13. etape, fredag d. 24. maj: Pinerolo - Ceresole Reale, 196,0 km (****)
Den første del af årets Giro har bestemt ikke været let, men trods nogle lange etaper med mange højdemeter ventes det, at det stort set kun vil være enkeltstarterne, der har skabt forskelle, når vi når frem til løbets anden halvdel. Den er til gengæld også yderst modbydelig og byder på et hav af bjergetaper, der indledes med af de allerhårdeste. På løbets 13. dag rammer man nemlig endelig bjergene på en dag, hvor man over mindre end 200 km skal klatre næsten 5200 højdemeter, og det hele afsluttes med en ny og dræbende lang stigning op til målet ved Lago Serru i 2247 m højde, hvor en meget vanskelig sidste del vil sikre, at vi for første gang for et helt klart billede af, hvem der er Giroens bedste klatrer.
I alt skal der tilbagelægges 196,0 km, der fører feltet fra Pinerolo til Lago Serru i Ceresole Reale. Fra start kører man igennem fladt terræn mod nordvest og nordøst væk fra startbyen, inden det går mod nord op over en stigning (4,0 km, 6,3%), der har top efter 21,5 km. Derfra går det via et let kuperet stykke mod nordøst og nord ned til bunden af dagens første udfordring, kategori 1-stigningen Colle del Lys (14,9 km, 6,4%, max. 12,0%), der er en relativt jævn sag med en stejl afslutning med 2,3 km med 9,3%. Toppen rundes efter 54,3 km, hvorfra en teknisk nedkørsel leder vider mod nord. Herfra går det igennem først let faldende og siden småkuperet terræn mod øst og siden nord frem til dagens første spurt, der er placeret efter 118,6 km.
Spurten markerer starten på finalen, der indledes med den nye kategori 2-stigning Pian del Lupo (9,4 km, 8,7%, max. 14,0%), der hovedsageligt stiger med 6-10%, men har en svær 2500 m lang strækning på den nedre del, hvor det stiger med 11,2% i snit, og bestiges fra syd. Fra toppen resterer fortsat 61,7 km, der indledes med en teknisk meget vanskelig nedkørsel, der fører mod sydvest og vest, inden man når frem til den sidste spurt, der kommer efter 162,6 km i bunden af dagens sidste stigning efter et kort let stigende stykke.
Den afsluttende kategori 1-stigning er helt ny og stiger med 4,8% fra spurten og frem til mål. Officielt er den dog kun 20,3 km lang med en gennemsnitlig stigningsprocent på 5,9%, men mans skal ikke lade sig snyde. Efter de første 8 km, der efter ca. 3 km har et stejlt stykke på 9-10% og et maksimum på 14%, flader det nemlig ud nær en kunstig sø, inden det igen begynder at stiger. De sidste 7 km stiger således med 8,9% i gennemsnit og byder på lange strækninger med 9-11%. Vejen er stort set helt lige og bugter sig kun let, mens det går mod sydvest og nordvest, men de sidste par kilometer byder på et hav af hårnålesving, inden man drejer skarpt til venstre ind på den 50 m lange, 6 m brede opløbsstrækning. Efter den røde flamme stiger det med 12,4% over 500 m, men flader ud med 3,0% på de sidste 500 m.
Etapen byder i alt på hele 5181 højdemeter
Vi har skullet vente længe på bjergene, men når de endelig melder deres ankomst, bliver der ingen chance for at varme sig op. Den første bjergetape er nemlig en af de allerhårdeste og kan med det samme skabe enorme forskelle på en yderst lang og vanskelig målstigning, hvor de svære sidste 7 km kombineret med den tynde luft vil skille fårene fra bukkene. Der er derfor lagt op til et af løbets allervigtigste bjergslag, men også måske en udbrudssejr på en dag, hvor det vil kræve en del at kontrollere en etape, der blot er den første af mange.
Ceresole Reale har aldrig tidligere været målby for Giroen. I 2009 var U23-løbet Giro della Valle d’Aosta forbi, og her sejrede Dominik Nerz foran Nicolas Edet, mens en ung Thibaut Pinot forsvarede førertrøjen efter en duel med Nairo Quintana.
14. etape, lørdag d. 25. maj: Saint-Vincent - Courmayeur, 131,0 km (*****)
Efter det indledende meget vanskelige bjergslag bliver der ingen mulighed for at komme sig, for bare 24 timer senere venter endnu en modbydeligt svær etape. Modsat mange andre løb har Giroen kun sjældent gjort brug af de korte, intense bjergetaper, der er blevet så populære i de senere år, men en sådan er der på programmet på den anden dag i bjergene. Her skal der tilbagelægges bare 131 km, men alligevel bydes der på mere end 4000 højdemeter på en etape, der ifølge arrangørerne blot byder på i alt 14 km flad vej. Resten af dagen går det enten op eller ned, og selvom der denne gang ikke er mål på toppen af et bjerg men kun efter en relativt let opkørsel, er resten af etapen rigeligt svær til, at der atter kan skabes store forskelle i kampen om den samlede sejr.
I alt skal der altså tilbagelægges bare 131,0 km, der fører feltet mellem Saint-Vincent og Courmayeur. Allerede fra start går det løs, når man efter et kort fladt stykke, der fører mod vest, drejer mod nord for at køre op ad kategori 2-stigningen Verrayes (6,7 km, 8,0%, max. 13,0%), der er en stejl og relativt regulær sag med top efter 13,8 km. En teknisk nedkørsel leder nu mod sydvest ned i dalen, hvor man kortvarigt kører mod vest igennem fladlandet frem til Aosta, hvor dagens første spurt er placeret efter 33,7 km.
Etapen tager igen fat, når man drejer mod vest væk fra dalen for at køre op ad kategori 1-stigningen Verrogne (13,8 km, 7,1%, max. 13%), der ligeledes er en meget regulær stigning med en lille rampe u bunden, et kort plateau og derefter stigningsprocenter på 6-10 det meste af vejen op til toppen, der rundes efter 51,5 km. Endnu en yderst teknisk nedkørsel fører nu mod syd og vest ned i dalen, hvor man med det samme kører mod sydvest op over kategori 2-stigningen Truc d’Arbe (8,2 km, 7,0%, max. 12%), der stiger med 8-9% det meste af vejen afbrudt af et plateau midtvejs.
Fra toppen resterer fortsat 55,1 km, som indledes med en lidt lettere nedkørsel, der fører mod sydøst tilbage til dalen. Her kører man via et let stigende stykke mod nordvest frem til dagens anden spurt, der kommer efter 91,7 km på toppen af en lille bakke (2 km, 7,8%). Efter en kort nedkørsel drejer man nu mod sydvest for at køre op ad dagens hovedfordring, kategori 1-stigningen Colle San Carlo (10,5 km, 9,8%, max. 15%), der er helt regulær med en næsten konstant stigningsprocent på 9-10.
Efter toppen mangler blot 24,9 km, der indledes med en lidt lettere nedkørsel, der fører mod sydvest og siden nordøst. Bunden nås med 8 km igen, hvorefter det går mod nord op ad en stigning til målet i Courmayeur. De første 3 km stiger med 6%, hvorefter det falder let over 2 km, inden de sidste 3 km stiger let med 2,9% i snit. De sidste 5 km følger en vej, der kun bugter sig let, inden man når et dobbeltsving ved den røde flamme. Til slut buer vejen let ind på den 100 m lange, 6 m brede opløbsstrækning, der stiger med bare ca. 1%.
Etapen byder på i alt 4181 højdemeter.
Vi har efterhånden lært disse korte, intense bjergetaper at kende, og denne har potentiale til at blive en af de mest aggressive og eksplosive af slagsen. Udsigten til den hårde tredje uge kan måske anspore folk til at holde lidt igen, men gås der til stålet, kan der skabes store forskelle. Col San Carlo er i hvert fald rigeligt svær, men da den kommer relativt fra mål inden en let målstigning, er det måske en dag, hvor man i højere grad kan tabe løbet end vinde det. Samtidig er det endnu en oplagt udbrudsetape, men hvor det også sagtens kan blive en sag for favoritterne, hvis hold som Mitchelon og Astana byder op til dans fra start.
Courmayeur har kun én gang tidligere været besøgt af Giroen, nemlig i 1959, hvor Charly Gaul sejrede. I dette årtusinde har byen ikke været målby for et større cykelløb.
15. etape, søndag d. 26. maj: Ivrea - Como, 232,0 km (****)
Et af årets temaer er hyldesten til de to italienske monumenter. Den lange og flade 11. etape brugte dele af ruten fra Milano-Sanremo, og om søndagen er det så Il Lombardias tur til komme i rampelyset. Det sker på en 15. etape, der både hvad distance og terræn angår er som en forårsudgave af den italienske efterårsklassiker. Ganske vist er den første del af etapen fladere, end vi kender fra monumentet, men med en finale, der byder på den ikoniske Madonna del Ghisallo efterfulgt af Colma di Sormano - dog uden den stejle Muro di Sormano - og til slut den korte, stejle Civiglio inden det klassiske mål i Como vil meget minde om det, vi kender fra endagsløbet, og selvom sejren formentlig går til en udbryder, kan vi forvente os endnu et lille klassementsslag på Civiglio inden nedkørslen til Como-søen.
Med sine 232,0 km nærmer løbet sig samme distance som Il Lombardia, men starten går ikke i Bergamo. Derimod køres der fra Ivrea til Como, og der lægges hårdt ud ved, at man kører mod øst op over en bakke (3,9 km, 5,6%), der har top allerede efter 12,2 km. Derefter kører man mod øst ned til Po-sletten, og her rammer man terræn, der ikke minder meget om Il Lombardia. I det næste lange stykke tid kører man nemlig skiftevis mod øst og nordøst henover den flade slette. De eneste højdepunkter er de to indlagte spurter, der kommer efter hhv. 92,3 og 127,3 km, men derudover er der ikke megen adspredelse på etapens første to tredjedele.
Det ændrer sig, når man nærmer sig Como-søen. Først stiger det let, mens man kører mod nordøst frem til en lille nedkørsel, der leder ned til vandet. Som i Il Lombardia kører man herefter mod nord langs søbredden helt frem til Bellagio, der rager ud i søen på en lille tange. Her vender man rundt for at køre mod syd op over Il Lombardias mest ikoniske stigning, kategori 2-stigningen Madonna di Ghisallo (8,6 km, 5,6%, max. 14%), der som bekendt er en todelt stigning med 4 km med 9,2%, et let faldende plateau og til slut 1,2 km med 9,6%. Toppen rundes efter 173,7 km, hvorefter den velkendte, ret lette nedkørsel fører mod syd, inden man drejer skarpt mod nordvest for at køre op ad kategori 2-stigningen Colma di Sormano (9,6 km, 6,6%, max. 12,0%), der er en yderst regulær og helt jævn stigning. I Il Lombardia kører man helt op til toppen via den modbydeligt stejle Muro di Sormano, men det gør man ikke her. I stedet køres bjergspurten med 42,4 km igen, der indledes med den velkendte meget tekniske og farlige nedkørsel, der leder mod nordvest ned til søbredden. Den følges herefter via fladt terræn mod syd og sydvest hele vejen ned til Como, der nås efter 218,2 km.
I Como passerer man tæt forbi mål, inden man drejer mod øst for at køre op ad kategori 3-stigningen Civiglio, der også kendes fra Il Lombardia. Den er 4,2 km lang og stiger med 9,6% i gennemsnit med et maksimum på 14% og er en meget jævn sag, der stabilt stiger med 9-10%. Fra toppen resterer beskedne 8,7 km, der indledes med en teknisk nedkørsel, der fører mod øst og siden vest, inden det bliver fladt over de sidste 3 km. Her venter der bløde kurver, inden der kommer to skarpe sving med 1500 m igen og til sidste et sving, der leder ind på den 300 m lange, 6 m brede opløbsstrækning langs søbredden.
Etape byder på i alt 3270 højdemeter.
Finalen fra Madonna di Ghisallo og frem er den samme, som er kendt fra Il Lombardia i 2015 og 2017 med den undtagelse, at man dropper den stejle Muro di Sormano og den lille San Fermo della Battaglia, der plejer at komme efter Civiglio i den absolutte finale. I et etapeløb som dette kan vi imidlertid ikke forvente aggression allerede på de to lange stigninger, og man må formode, at favoritterne vil holde sig i skindet frem til Civiglio. Her bør der imidlertid komme angreb på den bakke, der plejer at gøre den afgørende forskel i den italienske efterårsklassiker, og derfor kan der sagtens skabe forskelle mellem de bedste. Mest sandsynligt er det dog, at etapen vil blive vundet af en udbryder på en dag, hvor mange gerne vil spare på holdet inden den sidste svære uge.
Como er blevet besøgt af Giroen fire gange tidligere, senest i 1987, hvor Paolo Rosola vandt. Først og fremmest er den kendt som en hyppig målby i Il Lombardia, senest sidste år, hvor Thibaut Pinot sejrede, og i 2017 og 2015, hvor Vincenzo Nibali begge gange var først over stregen. Andre cykelløb har ikke haft mål i byen i dette årtusinde.
SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIRO D'ITALIA HER
Hviledag, mandag d. 27. maj
16. etape, tirsdag d. 28. maj: Lovere - Ponte di Legno, 226,0 km (*****)
En af de nyere traditioner i Giroen er, at man i de senere år ofte har haft løbets kongeetape med nogle af Dolomitternes mest mytiske stigninger på tirsdagen efter den anden hviledag. Det var i hvert fald tilfældet i 2014, hvor Nairo Quintana sejrede på den legendariske og kontroversielle snevejrsetape, i 2015, hvor Mikel Landa var tæt på at knække Alberto Contador på frygtede Mortirolo, og i 2017, hvor Tom Dumoulins maveproblemer var tæt på at koste hollænderen den samlede sejr. Modellen genbruges i år, hvor der venter endnu et 226 km langt bjergmaraton med nogle af de mest kendte bjerge. Denne gang er det atter det kolossale Passo Gavia samt den brutalt stejle Mortirolo, der vil være scenen for den vel nok vanskeligste etape, og selvom der ikke er mål på toppen af en rigtig stigning, vil en passage af Mortirolo mindre end 30 km fra stregen være rigeligt til at skabe endnu mere drama.
I alt skal der altså tilbagelægges hele 226,0 km, der fører feltet fra Lovere til Ponte di Legno. Der lægges benhårdt fra land, idet man med det samme igennem let stigende terræn kører mod nordvest, inden man drejer mod nordøst for at køre op ad den ikke-kategoriserede Passo della Presolana (11 km, 5,8%), der stiger med 7,1% over de sidste 4 km og har top efter 28,2 km. En nedkørsel fører videre mod syd, inden man kører mod øst op over Croce di Salven (9,1 km, 3,9%), der har en stejl sektion i bunden, men ellers er meget let og passeres efter 45,2 km knaldhårde kilometer, der ikke har budt på en kategoriseret stigning. Herefter går det mod øst via en teknisk nedkørsel, inden man kører mod nordøst og siden nord gennem den flade dal frem til Edolo, hvor den første spurt er placeret efter 93,3 km. Kort efter rammer man den afsluttende rundstrækning, hvorefter man drejer mod nordøst for at køre ad det let stigende stykke op til målet i Ponte di Legno, hvor målstregen krydses for første gang efter 112,8 km.
Etapen afsluttes nu med en omgang på en 113,2 km lang rundstrækning, og det er alt andet end en let sag. Allerede fra start kører man mod nord op ad mytiske Passo di Gavia, der over 16,5 km stiger med 8,0% i snit, har et maksimum på 16% og er yderst regulær med stabile procenter hele vejen op. Toppen i 2618 m højde er årets Cima Coppi - Giroens højeste punkt med ekstra mange bjergpoint - og kommer efter 131,1 km. Derfra går det via en ikke alt for svær nedkørsel mod nord og nordøst ned til Bormio, der er etapens nordligste punkt.
I Bormio vender man rundt for via et let faldende dalstykke at køre mod syd og sydvest. Hele vejen ned til den sidste spurt, der kommer efter 185,9 km. Her drejer man med det samme mod sydøst væk fra dalen for at køre op ad den stejle kategori 1-stigning Mortirolo. Den stiger med hele 10,9% iver 11,9 km, men har et 6,1 km langt stykke med 12,2% i snit og et maksimum på 18% midtvejs, inden de sidste 3,1 km ”kun” stiger med 9,2%. Fra toppen, der markerer årets Montagna Pantani som minde om Pantanis soloridt på samme stigning i 1994, resterer 27,7 km, der indledes med en teknisk nedkørsel, der fører mod sydøst. Den ender med 17 km igen, hvorefter man kører mod nordøst ind mod Ponte di Legno via et let stigende stykke, der stiger med 3-4% det meste af vejen. Den let bugtende vej har et skarpt sving ved den røde flamme og derefter yderligere to bløde kurver, inden man rammer den 300 m lange, 6 m brede opløbsstrækning. De sidste 7 km stiger med 2-3% hele vejen, indtil det flader lidt ud med 1,6% over de sidste 600 m.
Etapen byder på i alt 5826 højdemeter.
Det kan godt være, at der ikke er tale om en bjergafslutning, men med næsten 6000 højdemeter over 226 km er der ubetinget tale om løbets kongeetape. Lægger man dertil, at Mortirolo er kendt som en af Italiens vanskeligste stigninger, er det klart, at der lagt op et stort drama, hvor vi utvivlsomt vil se et stort opgør mellem favoritterne. Gavia kommer for tidligt til at kunne bruges offensivt, men på Mortirolo vil det hele eksplodere. Naturligvis kan der ske en regruppering i den lette finale, men som vi så i forbindelse med Froomes soloridt sidste år, er det også på etaper som denne, at man kan tabe alt, hvis man ikke kommer med de bedste på løbets stejleste stigning. Samtidig er det en dag, hvor et udbrud har en god chance, men det er også en etape, som enhver klassementsrytter vil elske at have på sit cv.
Ponte di Legno har kun været målby én gang tidligere, nemlig i 1971, hvor Lino Farisato sejrede. I dette årtusinde har ingen større cykelløb haft mål i byen.
17. etape, onsdag d. 29. maj: Commezzadura - Anterselva/Antholz, 181,0 km (***)
Kongeetapen vil have sat sig sine spor, men der bliver ingen mulighed for at komme sig. Allerede dagen efter venter der nemlig endnu en svær bjergetape, når skærer igennem den bjergrige Trentino-region lige syd for grænsen til Østrig, og selvom der ikke er tale om mægtige stigninger som på tirsdagens etape, skal man passe på med at undervurdere onsdagens udfordringer. I anden halvdel går det nemlig op og ned det meste af tiden, og det hele slutter med en ganske stejl målstigning, hvor der utvivlsomt vil opstå nye huller på en dag, der kan blive svær for de ryttere, der gravede lidt for dybt på Gavia og Mortirolo.
I alt skal der tilbagelægges 181,0 km, der fører feltet fra Commezzadura til Anterselva/Antholz. Fra start kører man igennem let faldende terræn mod nordøst frem til den ikke-kategoriserede Passo Mendola, der bestiges fra en ny side, hvor den over 8,4 km stiger med 4,5% i snit, men stiger med 6-7% det meste af vejen og afbrydes af en nedkørsel midtvejs. Toppen rundes efter 42,7 km, hvor efter en længere, teknisk nedkørsel fører mod sydøst og nordøst ned til Bolzano, hvor Tour of the Alps sluttede for et par uger siden. Herefter venter en lidt lettere fase, hvor man kører via et let stigende dalstykke mod øst og siden nordøst hele vejen frem til Brixen, hvor dagens første spurt kommer efter 108,9 km.
Spurten markerer starten på finalen, der indledes, når man drejer mod nord for at køre op ad kategori 4-stigningen Elvas (3,4 km, 7,6%, max. 12,0%), der er jævn og har top efter 114,0 km. En nedkørsel fører mod nord, inden man drejer mod øst for at køre op ad kategori 2-stigningen Terento/Terenten (6,6 km, 7,9%), der stiger med 9,0% over 4,5 km midtvejs, inden den flader ud nær toppen, som kommer efter 135,3 km. Derfra går det via en relativt let nedkørsel ned til den sidste spurt, der er placeret efter 153 km.
Efter spurten venter 28 km, der alle er let stigende og fører mod sydøst og siden nordøst. Med 5,5 km igen rammer man den sidste kategori 3-stigning, der har en gennemsnitlig stigningsprocent på 6,9, men reelt er meget stejlere. De første 4,5 km stiger nemlig med 8,2% og når et maksimum på 12% midtvejs. Ved den røde flamme er der en lille bakke, der leder frem til skiskydningsstadionet i byen, hvor der er mål. Man kører 100 m under en tunnel ind på selve stadion, hvor man med 250 m igen drejer skarpt to gange i rap, inden man rammer den 110 m lange, 6,5 m brede opløbsstrækning. Den sidste kilometer stiger let med 1,0% i snit.
Etapen byder på i alt 3490 højdemeter.
Blandt løbets mange bjergetaper er dette ingenlunde den sværeste, og da den er pakket inde mellem langt vanskeligere udfordringer, kunne det ligne en dag, hvor de store hold lader et udbrud slås om sejren. Det betyder dog ikke, at det ikke venter et opgør mellem favoritterne, for selvom de 4,5 km stejle kilometer til sidst ikke er mange, er terrænet svært nok til, at vi også på denne dag kan se frem til, at der vil gøres mindre forskelle i kampen om den samlede sejr.
Anterselva/Antholz har ikke tidligere været målby for Giroen og i dette årtusinde heller ikke for andre store cykelløb.
18. etape, torsdag d. 30. maj: Valdaora/Olano - Santa Maria di Sala, 222,0 km (*)
Giro-arrangørerne har bestemt ikke været gode ved deres sprintere i den sidste halvdel, hvor de ikke har megen grund til at blive i løbet. I år er der end ikke en sprinteretape som afslutning, men folkene bag løbet har alligevel lagt et lille incitament til at gennemføre ind. Det sker i form af løbets 18. etape, der kommer som et relativt fladt intermezzo i en ellers bjergrig afslutning på løbet og vil give sprinterne en sidste chance for at komme til fadet og en mulighed for klassementsrytterne til at få pusten inden de sidste tre afgørende etaper.
Med sine 222,0 km er også 18. etape en meget lang sag, der fører feltet fra Valdaora/Olano til Santa Maria di Sala. Etapen indledes midt i Alperne, men slutter i fladlandet omkring Venedig, og derfor er terrænet hovedsageligt faldende. Den indledes med et let stigende stykke, der fører mod sydøst, syd og til sidst sydvest, inden man drejer mod syd for at tage hul på et langt, let faldende stykke. Man passerer igennem skisportsbyen Cortina d’Ampezzo og fortsætter derfra videre mod syd, sydøst og øst, inden man atter drejer mod sydvest og syd for at fortsætte igennem let faldende terræn frem til forplejningszonen.
Efter frokosten ændrer etapen kortvarigt karakter, når man drejer mod øst for at køre kategori 4-stigningen Pieve di Alpago (6,7 km, 4,5%, max. 11,0%), der har top efter 118,1 km. Herefter fortsætter man mod sydøst, sydvest og syd via en nedkørsel og en lille kontrabakke, inden et let faldende stykke leder mod sydvest ned mod fladlandet.
I Vittorio Veneto efter 141,1 km flader det ud, og herefter er de sidste godt 60 km helt flade. Man snor sig mod syd og sydvest forbi storbyen Treviso og forbi de to spurter, der kommer efter hhv. 159,5 og 205,1 km. Efter den sidste af disse kører man stik vest for siden at køre mod syd ned mod målbyen. Her venter en enkel finale med skarpe sving med 5300, 4700 og 2000 m igen, inden man rammer den 7,5 m brede og helt flade opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 1485 højdemeter.
Caleb Ewan ventes at være rejst hjem på dette tidspunkt, og det er også meget tænkeligt, at heller ikke Fernando Gaviria vil være med i løbet længere. Det åbner til gengæld døren for andre, og da folk som Elia Viviani, Pascal Ackermann og Arnaud Demare alle har planer om at gennemføre, burde der ikke være tvivl om, at interessen i en massespurt er stor. Udbrud har altid en større chancen mod slutningen af grand tours, men efter så mange hårde dage vil mange nok sætte pris på en lettere dag, og det ligner derfor en sidste dag for sprinterne i årets Giro.
Santa Maria di Sala har ikke tidligere været målby for Giro d’Italia og i dette årtusinde heller ikke andre store cykelløb.
19. etape, fredag d. 31. maj: Treviso - San Martino di Castrozza, 151,0 km (***)
Efter torsdagens lille sprinterintermezzo står den nu på klassementskamp over de sidste tre dage, der byder på to bjergetaper og en enkeltstart. Der lægges dog relativt let ud med en af løbets lettere dage i bjergene, hvor en kort og hovedsageligt flad etape afsluttes med klatreturen op til San Martino di Castrozza. Der er ingenlunde tale om Giroens vanskeligste stigning, men i et løb, hvor tiden er ved at løbe ud for mange, kan man alligevel se frem til angreb og formentlig også større forskelle, end hvis samme stigning var blevet brugt tidligere i løbet.
I alt skal der tilbagelægges beskedne 151,0 km, der fører feltet fra Treviso til San Martino di Castrozza. Etapen indledes på den flade Po-slette, og man lægger derfor ud med at køre igennem fladlandet mod nordvest, inden man drejer mod vest for at køre op ad en stigning (5 km, 5%), hvis top rundes efter 22,2 km. Efter en nedkørsel, der fører mod nord, fortsætter man mod nord via et let stigende stykke, indtil man drejer mod nordøst for at køre op ad endnu en bakke (2,2 km, 5,4%). Dens top rundes efter 50,0 km, hvorefter man fortsætter mod nordøst via en nedkørsel og et kort fladt stykke.
I byen Tovena drejer man mod nord for at tage hul på dagens første alvorlige udfordring, kategori -stigningen Passo di San Boldo (6,3 km, 6,8%, max. 10,0%), hvis top rundes efter 66,6 km. Derfra forsætter man mod nord via en let nedkørsel, inden man drejer mod vest for at følge en flod igennem let faldende terræn ned til dagens første spurt, der kommer efter 86,6 km. Derfra får det videre igennem let stigende terræn mod sydvest og nordvest frem til den anden spurt, der er placeret efter 109,1 km, inden man drejer mod nord for at køre op ad kategori 4-stigningen Lamon (7,4 km, 3,7%, max. 10,0%), der har top efter 116,5 km.
Efter en kort og teknisk nedkørsel begynder det at stige let, mens man kører mod nord op mod bjergene. Kort efter drejer man mod nordvest, inden man når frem til bunden af den afsluttende kategori 2-stigning, der bestiges fra syd. Der er tale om en lang, jævn stigning af en kun let snoet vej, der over 13,6 km stiger med beskedne 5,6% i gennemsnit. De første 1500 er lette, men derefter stiger den med 6-7% næsten hele vejen, kun afbrudt af et mindre 10%-stykke midtvejs. Den stabile karakter hele vejen op, hvor det dog flader ud mod toppen med 4,2% på de sidste 400 m, hvoraf de sidste 100 m er flade. Vejen bugter sig kun let efter et hårnålesving kort inden den røde flamme og buer til slut ind på den 100 m lange, 5 m brede opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 3155 højdemeter.
Det sidste store bjergslag ventes at skulle slås på lørdagens sidste store bjergetape, men denne etape er en mulighed for måske alligevel at vinde lidt tid. Den sidste stigning er ret let, og vi så i 2009, hvordan en stor gruppe spurtede om sejren, men mod slutningen af en grand tour kan det være anderledes. Sidste år var det en lignende etape, der indledte Simon Yates’ fald, og begynder rytterne at køre på pumperne, kan selv en etape som denne blive en dyr fornøjelse, også selvom der næppe er forskelle mellem de allerbedste. Samtidig kunne det være endnu en chance for et udbrud, men bliver bonussekunderne vigtige, kræver det heller ikke meget af et favorithold at kontrollere en kort, relativt let etape.
San Martino di Castrozza er tre gange tidligere blevet besøgt af Giroen, senest i 2009, hvor Stefano Garzelli spurtede sig til sejr i en relativt stor favoritgruppe på den første bjergetape. Giro del Trentino lagde vejen forbi i 2019 og her var Riccardo Ricco hurtigere end Alexandre Vinokourov og Ivan Basso som de bedste i en gruppe på ni mand.
20. etape, lørdag d. 1. juni: Feltre - Croce d’Aune-Monte Avena, 194,0 km (*****)
Den italienske geografi giver Giro d’Italia-arrangørerne den store fordel, at man kan have store bjergetaper helt frem til allersidst. Hvor man først i de senere år er begyndt at trods den logistiske udfordring og transportere hele cirkusset til Paris efter en afsluttende bjergetape bare 24 timer før afslutningen af Tour de France, har det forhold, at mål ofte har ligget i Milano betydet, at Giro-arrangørerne uden de store problemer har kunnet afvikle den sidste store bjergetape på næstsidste dag. I år har man valgt at slutte i Verona, men det har ikke gjort det meget vanskeligere at give klatrerne en sidste stor chance for at vinde tid inden den sidste enkeltstart. Som afslutning på bjergvanviddet i løbets sidste halvdel sluttes der nemlig af med en af de absolut sværeste etaper, når der over 194 km bydes på næsten 6000 højdemeter og hele fem store stigninger, inden bjergfesten kulminerer på den korte rampe, der leder op til det helt nye mål på Monte Avena.
Etapen byder på 194,0 km, der fører feltet fra Feltre til Croce d’Aune-Monte Avena. Start og mål ligger mindre end 10 km fra hinanden, og derfor har etapen karakter af en stor rundstrækning, der fører feltet rundt i noget af det vanskeligste terræn, Dolomitterne kan byde på. Fra start kører man mord nordvest og sydvest ud af Feltre, inden man efter bare få kilometer drejer mod nordvest for at køre op ad kategori 2-stigningen Cima Campo (18,7 km, 5,9%, max. 10%), der er en jævn stigning uden meget stejle passager. Toppen rundes efter 27,1 km, hvorefter en længere, ikke specielt teknisk nedkørsel fører videre mod nordvest tilbage til dalen, hvor dagens første spurt er placeret efter 58,8 km.
Der bliver ingen mulighed for at komme sig, for straks efter nedkørslen drejer man mod nord for at køre op ad kategori 1-stigningen Passo Manghen (18,9 km, 7,6%, max. 15%). Stigningsprocenten snyder, idet tre relativt flade passager på den nedre del skjuler, at de sidste 6,2 km stiger med hele 10,0%, inden toppen rundes efter 78,0 km. Efter en lang, ikke specielt svær nedkørsel, der fører videre mod nord til etapens nordligste punkt, drejer man mod nordøst og siden øst op over en lille bakke, inden man via et kort dalstykke fortsætter mod øst frem til dagens anden spurt, der er placeret efter 112,5 km.
Efter spurten tager etapen igen fat, idet man fortsætter mod øst op over kategori 2-stigningen Passo Rolle (20,6 km, 4,7%, max. 10%), der er en lang relativt let stigning, som stiger med 6,3% over de første 5,7 km, flader ud på et langt stykke midtvejs og til slut stiger med 6,5% over de sidste 6,6 km, inden toppen rundes med 60,9 km. De indledes med, at man drejer mod syd for via en teknisk nedkørsel at køre igennem 19. etapes mål i San Martino di Castrozza og videre hele vejen ned til Zorzoi, hvor finalen indledes
De sidste 22 km byder overhovedet ikke på flad vej, men på to korte, stejle stigninger. Først drejer man mod øst for at køre op ad kategori 2-stigningen Corce d’Aune (11,1 km, 5,5%, max. 16%), der kommer i to etaper med 6,5% over de første 2,4 km efterfulgt af et plateau og en stejl sidste del med 8,3% og op til 16% på de sidste 4,1 km. Fra toppen resterer bare 10,9 km, som indledes med en teknisk nedkørsel, der fører mod sydøst, inden man drejer mod vest for at køre op ad den afsluttende kategori 1-stigning. Den er bare 6,9 km lang og stiger med 7,3% og er relativt regulær sag, der ligger på 6-7% det mest af vejen med et stejleste stykke på 11% med 4 km igen. Stigningen består af adskillige hårnålesving, også på de sidste 2 km, hvor det sidste kommer med 600 m igen. Herfra bugter vejen sig let, inden man rammer den 150 m lange, 5 m brede opløbsstrækning. Den sidste kilometer stiger jævnt med knap 7%.
Etapen byder på i alt 5754 højdemeter.
Alt kan tabes på denne etape, der med næsten 6000 højdemeter har potentiale til at kaste meget op i luften bare 24 timer inden afslutningen. Meget vil dog afhænge af situationen og behovet for at tage initiativ inden den afsluttende enkeltstart, men formentlig vil flere være i en position, hvor de ikke har meget at miste ved offensiv kørsel. Etapen er brutal, men desværre er Passo Rolle også en relativt let stigning, der efterfølges af en meget lang nedkørsel. Det ligner derfor ikke nødvendigvis en dag til en stor offensiv fra distancen, men på de sidste to hidsige stigninger er der lagt op til et sidste bjergslag som afslutningen på en brutal dag i Dolomitterne, hvor et udbrud også vil have ganske gode chancer, som man ofte har set det på den sidste bjergetape i Giroen.
Croce d’Aune-Monte Avena har aldrig tidligere været etapemål i Giroen og dette årtusinde heller ikke mål for andre store cykelløb.
21. etape, søndag d. 2. juni: Verona - Verona, 17,0 km enkeltstart (***)
Mens man i Touren og Giroen stort set altid slutter med en sprinteretape, er der langt mere frihed hos Giro-arrangørerne, der flere gange inden for de seneste år har sluttet det hele af med en vigtig enkeltstart. I både 2012 og 2017 - de to seneste år med en afsluttende enkeltstart - gav det anledning til et skifte allerøverst i klassementet, og det kan måske ske igen i år, når løbet i 2019 for anden gang på tre år ender med en potentielt afgørende tidskørsel. Selvom Giroen oftest har haft Milano som målby, har man i de senere år ladet afslutningen gå på tur rundt i landet, og efter år med finaler i Brescia (2013), Trieste (2014), Milano (2015 og 2017), Torino (2016) og senest Rom (2018) er det i år Verona, der vil være rammen om den store finale. Det vil byen være med en kort, ganske vanskelig enkeltstart, der er en næsten tro kopi af den etape, der afsluttede løbet i 2010, og som gav sejr til Gustav Erik Larsson, mens Ivan Basso kronedes som samlet triumfator i byens Arena, hvor også vinderen af løbet 102. udgave vil blive hyldet.
Med sine 17,0 km er enkeltstarten relativt kort, og den består i alt væsentligt af en omgang på Torricelle-rundstrækningen, der også er blevet brugt, da der i 1999 og 2004 var VM i byen. Den kan inddeles i tre dele, hvoraf den første er flad. Her kører man fra starten i byens sydlige udkant via store, flade boulevarder mod nordøst igennem en ganske teknisk del med adskillige sving, der konstant vil bryde rytmen. Efter 5,0 km indledes anden del, når man drejer mod nord for at køre op ad kategori 4-stigningen Torricelle (4,5 km, 4,6%, max. 9,0%), der er en relativt irregulær stigning med ramper afbrudt af fladere stykker.
Toppen rundes efter 9,5 km, hvor mellemtiden tages, og derefter vender man rundt for at kører mod syd via en småteknisk nedkørsel, der er knap 4 km lang og ender med 12,8 km igen. Herefter de sidste 4,2 km let faldende eller flade og fører rytterne mod syd og sydvest ind mod centrum af Verona. Her venter igen en hel stribe sving. Blandt andet drejer man to gang i forbindelse med en passage af en bro med godt 2 km igen, men derefter bugter vejen sig kun let med bløde sving med 850 og 300 m igen. Til slut buer vejen ind på den 150 m lange, 6,5 m brede opløbsstrækning, der leder ind til målet på Piazza Bra, og herefter kan rytterne rulle direkte ind i byens smukke Arena, hvor tusindvis af tilskuere vil hylde dem for at have gennemført en yderst brutal 102. udgave af Giro d’Italia.
Etapen byder på i alt 234 højdemeter.
Enkeltstarten er en næsten tro kopi af den etape, Gustav Erik Larsson vandt i 2010, og her så vi, at det var en blanding af tempostærke klassementsryttere og klatrestærke specialister, der var med i front. Således sejrede svenskeren med 2 sekunder ned til Marco Pinotti, mens resten af top 5 udgjordes af Alexander Vinokourov, Cadel Evans og Vincenzo Nibali, der alle hentede ca. 20 sekunder på løbets samlede vinder, Ivan Basso. Det fortæller alt om, at der sagtens kan gøres væsentlige forskelle også på den allersidste rute, og selvom de lette folk kan forsvare sig hæderligt på en rute som denne, er der lagt op til, at Primoz Roglic og Tom Dumoulin får en sidste chance for at sætte sekunder i banken, inden den endelige vinder af løbet skal kåres.
Verona har været målby hele 20 gange tidligere mellem 1924 og 2010. Store navne some Alfredo Binda, Gino Bartali, Rik Van Steenbergen og Francesco Moser har alle vundet i byen, og det samme har danske Ole Ritter i 1967 og norske Knut Knudsen i 1981. Giroen var senest forbi i 2012, hvor Garmin med en sejr på holdløbet efter de første tre etaper i Danmark sendte Ramunas Navardauskas i førertrøjen på en dag, hvor Alex Rasmussen ellers havde alle chancer for at komme i lyserødt. I 2010 sluttede Giroen med en enkeltstart, der er næsten identisk med den, der bruges i år, og her vandt Gustav Erik Larsson med 2 sekunder ned til Marco Pinotti, mens Ivan Basso trods en beskeden 15. plads sikrede sig den samlede sejr. I 2007 kørte man en lang enkeltstart på næstsidste etape, og her sejrede Paolo Savoldelli suverænt foran Eddy Mazzoleni og David Zabriskie. Byen var også vært for VM i både 2004 og 1999, og begge gange blev Oscar Freire verdensmester, mens Michael Rogers (2004) og Jan Ullrich (1999) vandt enkeltstarterne. Endelig var det lille Brixia Tour forbi i 2011, hvor Sacha Modolo vandt en massespurt i byen.
SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIROEN HER!
DEL
KOMMENTARER
SENESTE
Fredag den 19. april 2024
Landevej
Lotto Dstny-rytter tilbage på cyklen for første gang efter lårbensbrud
Landevej
Søren Kragh udtaget til Liège-Bastogne-Liège
Landevej
Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare
Landevej
Formand for DCU trækker sig
Landevej
Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet
Landevej
Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse
Cross
UCI annoncerer store ændringer i cyklecross-kalenderen
Landevej
Overvældet Lopez: Vigtigste sejr i mit liv
Udstyr og test
Test: Specialized S-Works Evade 3
Landevej
Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb
Landevej
Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double
Landevej
Optakt: 5. etape af Tour of the Alps
Landevej
Mandskaberne til den danske UCI-weekend: Nyt danskerhold med
Landevej
Tour-chefen håber på Vingegaard - men helbredet er det vigtigste
Landevej
Skjelmose med stærk udmelding inden monument
Landevej
Bora mangler stjerne i Liege-Bastogne-Liege
Motion
Vi vil lave Danmarks bedste cykelmagasin - hjælp os!
Landevej
Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt
Landevej
WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument
Landevej
Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb
Landevej
Journalist med godt nyt om Quintana
Torsdag den 18. april 2024
Landevej
Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr
Landevej
Jayco vil forlænge med Yates, men økonomien er tvivlsom
Landevej
López modstod de mange angreb: I morgen bliver det bananas
Landevej
Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége
Landevej
Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv
Landevej
EF-rytter lykkelig efter comeback på kongeetapen
Landevej
Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet
Landevej
Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege
Udstyr og test
Bosch lancerer batteri til elcykler - med fire store nyheder
Landevej
Pogacar klar til at bryde Alpecins monumentstime
Landevej
Optakt: 4. etape af Tour of the Alps
Landevej
Dansk stortalent bidrager til holdløbssejr
Landevej
Evenepoel har Tour-forberedelsen på plads
Landevej
Bora nærmer sig Visma-profil
Landevej
Stjerner hylder danskere og nordmænd
Landevej
Blev toer i løbsdebut: Fransk stortalent løfter sløret for taktikken
Onsdag den 17. april 2024
Landevej
Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op
Landevej
Stærk belgier: Det var ikke et normalt Fleche Wallonne
Landevej
Stjerne spurter sig til første sejr i næsten fem år - Tour-vinderen må nøjes
Landevej
Sejrede efter vanvidsvejr i Vallonien: Jeg kan ikke tro, at jeg har vundet Fleche
Landevej
Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok
Landevej
Fænomenal brite vinder stor klassiker efter eksplosiv spurt
Landevej
Hypotermi-symptomer sender Skjelmose og holdkammerater ud af stor klassiker
Landevej
Rørt vinder: Det var en rigtig lortedag
Landevej
Dansk U23-landshold har holdet klar til stort løb
Landevej
Spanier gør vildt kup på voldsom regnvejrsetape
Landevej
Tidligere vinder ser stolt tilbage på sejr
Landevej
UAE-stjerne regner med sit hold
Landevej
Optimistisk Pidcock: I år er jeg et helt andet sted
Landevej
Optakt: 3. etape af Tour of the Alps
Landevej
Optakt: Fleche Wallonne
Landevej
Skjelmose går efter sejren i stor klassiker
Landevej
Træt Matthews: Benene er gode, men jeg er ved at være ved enden
Landevej
Rørt Bora-rytter pointerer: Specielt at køre på hjemmebane
Landevej
Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic
Landevej
Oversigt: Dagens 11 danskere ved Fléche Wallonne
Tirsdag den 16. april 2024
Landevej
WorldTour-hold kommer med opdatering på forslåede profiler
Landevej
Tidligere vinder og Fuglsang skal køre Fleche Wallonne
Landevej
Dansk talent skal hjælpe stjerne til topresultat: Han er god at lære af
INTERVIEW Landevej
ColoQuick-profil sætter ord på etapeløbssejr: Det er vildt og overraskende
Landevej
37-årig etapevinder rørt over sejr
Landevej
Italiensk veteran tager sjælden sejr
Landevej
Charmig udtaget til stor klassiker
Landevej
Vingegaard kommer med positive meldinger
Landevej
Optakt: 2. etape af Tour of the Alps
Landevej
Pidcocks træner: Han har før slået Pogacar og Van der Poel
Landevej
Hjerteproblemer får stort talent til at indstille karrieren
Landevej
Skjelmose får stærkt hold i ryggen til Flèche Wallone
Landevej
Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet
Udstyr og test
First Ride: Canyon Grizl:On
Landevej
Israel skriver kontrakt med ungdomskomet fra næste sæson
Landevej
Nyt, stort løb annoncerer ruten til første udgave
Landevej
Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner
Landevej
Oversigt: Se alle danske UCI-sejre i 2024
Landevej
Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter
Mandag den 15. april 2024
Landevej
Ung WorldTour-rytter ude med hjernerystelse efter vildt højhastighedsstyrt
Annonce
Samarbejdspartnere
Feltet.dk
Åsvinget 5
9800 Hjørring
Tlf. 51558966
info@feltet.dk
salg@feltet.dk