Indrømmet! Årets Giro var på forhånd ikke den mest imødesete grand tour - i hvert fald ikke her på optaktsskribentens kontor. I forvejen lignede Giroen en taber i kampen om de spændende navne, da planerne blev lagt i løbet af vinteren, og da først coronavirus havde været i gang, og både Remco Evenepoel og Richard Carapaz var blevet elimineret, var det altså en lidt halvlunkent felt, der skulle kæmpe om verdens næstvigtigste cykeltrofæ. Nok var topnavnene spændende, men bredden manglede, og når man kom direkte fra en Tour, hvor stort set hele verdenseliten havde været samlet, var det altså en lidt tynd omgang, italienerne bød på. Og bedre blev det ikke af, at coronavirus, en tabt vandflaske og en gang maveonde viste sig som en særdeles slagkraftig kombination, der på en god uges tid kunne eliminere hele fire af de seks forhåndsfavoritter.

Af og til kan et svagt felt dog være en velsignelse. Efter dagens enkeltstart er løbet nemlig så pivåbent, at antallet af seriøse vinderkandidater er sjældent stort ved indgangen til den tredje uge. Tænker man bare tilbage til de sidste to grand tours, hvor Primoz Roglic på dette tidspunkt lignede en sikker vinder begge gange - indtil vidunderbarnets vanvidsridt i Vogeserne ville det anderledes - er det i hvert fald noget helt andet, vi går ind til, når de rigtige bjergetaper for alvor melder sig fra i morgen, der er indledning til den brutale og voldsomme finale, der - om coronavirus og vejrguderne vil - er noget af det vanskeligste, vi har set længe.

Meget af dagens enkeltstart gik nu ellers, som man kunne have spået. På forhånd så det ud til, at tempospecialisterne Brandon McNulty og Wilco Kelderman stod med gode chancer for at vinde tid, ligesom Joao Almeidas vilde overraskelse på Sicilien også havde indskrevet ham som en sandsynlig vinder. Det lå også i kortene, at Jai Hindley og Patrick Konrad ville være blandt taberne i top 10, og at Domenico Pozzovivo nok var mest i forsvar. Tao Geoghegan Hart stod med gode chancer for at bringe sig tilbage i kampen om top 10, og selvom han på papiret skulle have været en vinder, vidste vi også, at der var en stor risiko for, at trætheden før eller siden ville ramme Pello Bilbao.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Det forudsigelige blev imidlertid iblandt så mange interessante overraskelser, at klassementet blev langt mere åbent, end man på forhånd kunne have spået. Forud for løbet kunne man stille legitime spørgsmål ved de fleste, men den eneste garanti var vel, at Vincenzo Nibali ville være en af de bedste i den tredje uge og dermed også med i kampen om sejren. Hans uhyggelige stabilitet på store bjergetaper i den tredje uge gjorde ham til det indlysende topnavn, efter at særligt Geraint Thomas og Steven Kruijswijk blev elimineret, og rejsen mod toppen skulle indledes i dag.

Det gjorde den imidlertid ikke. Nok passede ruten ham dårligere end de tre fra sidste år, men dagens 23. plads er langt under standard for en mand, der sidste år endte som nr. 3, 4 og 9 på løbets tre tidskørsler. Sammenlignet med de fleste rivaler undgik han katastrofen, men han fik sig så stor en lussing af to af de vigtigste, at et tidstab på 2.30 til en så ukendt og uforudsigelig størrelse som Almeida gør, at Hajen nu må sove langt mere uroligt, end han gjorde, da han fik til køjs i morges. Bedre er det ikke blevet af, at det i forvejen svækkede Trek-mandskab nu er uden den bronchitisramte Giulio Ciccone, som ellers skulle have været nøglen til angreb i den tredje uge - angreb, der efter i dag blot er blevet endnu mere påkrævede, end de var det i går.

Endnu værre gik det dog for den anden tilbageværende forhåndsfavorit, Jakob Fuglsang. Hans kørsel på 10. etape havde ganske vist allerede givet den lidt ærgerlige fornemmelse af, at historien er ved at gentage sig, og at danskerens holdbarhed igen er begyndt at halte i løbets anden halvdel. Den frygt blev desværre forstærket kraftigt af dagens pauvre resultat, hvor han endda blev slået af Pozzovivo, der nok var en glimrende temporytter engang - tænk bare på den legendariske 3. plads bag Fabian Cancellara og Tony Martin i Vueltaen - men som i de senere år mere har været på det temponiveau, hans statur indikerer, at han burde. Havde det været 2016 eller 2017, havde man ikke været så bekymret, for dengang var enkeltstarten en stor svaghed hos danskeren, men i lyset af hans store forbedringer de senere år, kan det næsten kun læses som et tegn på træthed og nedslidning, at det af de vigtige navne kun lykkedes ham at slå de temposvage Konrad og Hindley.

Nu er der desværre pludselig meget langt op til toppen, hvor to ryttere har skilt sig ud. Det gælder naturligvis først og fremmest Almeida, der bekræftede, at Patrick Lefevere mestrer kunsten at tage en ung klatrer og tilføre ham nogle tempoevner, han ikke tidligere har haft. Efter 1. etape kunne man sagtens tro, at 2. pladsen alene skyldtes den medvind, der for ham var kraftigere end for næsten alle andre, men i dag viste han, at han er klar til at gå i Rigoberto Urans fodspor som en klatrer, der af Lefevere er blevet forvandlet til tempostærk etapeløbsrytter.

Det betyder også, at Almeida fra i dag for alvor skal tages seriøst som vinderkandidat. Naturligvis ved vi ikke, hvordan han klarer den tredje uge, men efter lidt rust i uge 1 lignede han både på 10. og 12. etape en af de absolut stærkeste. Forspringet er endda så stort, at han kan tillade sig at afgive lidt sekunder hist og her ved brug af løbets stærkeste mandskab anført af en særligt i går stadig stærkere James Knox, en Fausto Masnada, der i dag også af Lefevere blev forvandlet fra temposvag klatrer til etapeløbsrytter med evne til at forsvare sig i disciplinen, og en Mikkel Honoré, der fortsætter med at imponere, og han har endda endnu en enkeltstart i baghånden. Minsandten om ikke det kan ende med, at den rytter, der lignede et lidt halvtamt forsøg på en løjtnant for Remco Evenepoel nu måske kan ende med at vinde det hele - også selvom coronavirus og vejrguder viser sig fra deres nådige side.

Den anden rytter, der har skilt sig ud, er Wilco Kelderman. Efter i dag må han føle sig så meget lettere, at han nok kommer til at flyve op ad bjergene de kommende dage. I dag faldt der nemlig en sten fra hjertet, da han fik bevist, at de tempoevner, han ellers tabte i et af sine mange styrte, og som han aldrig siden har kunnet genfinde, nu er på plads igen. Nuvel, han er ikke så stærk, som da han i 2017 blev nr. 2 bag Chris Froome på Vueltaens enkeltstart, men han nærmer sig. Nu skal han bare bevise, at det også ledsages af nogle klatreevner, der i de høje bjerge ikke har været imponerende, siden han blev stamgæst på alverdens asfalt og hollandske hospitaler, og så er han lige pludselig en uhyre stærk vinderkandidat, når også han har både hold og enkeltstart som våben i den sidste del af løbet.

Toppens to mest udprægede klatrere lever også i spillet. Rafal Majka var vel dagens mest positive overraskelse. Naturligvis vidste vi godt, at han har det med at gøre det godt på kuperede enkeltstarter i grand tours - blandt andet var han særligt god i 2019 - men på denne trods alt relativt flade rute var det alligevel ikke helt forudsigeligt, at han skulle blive fjerdebedste klassementsrytter, kun slået af de tre, der vel kan betegnes som specialister. Selvfølgelig får han sig en lussing på wattenkeltstarten i Milano, men med dagens etape succesrigt af vejen er Majka inde i den reel kamp om sejren.

Det er Pozzovivo naturligvis også. Italieneren har indtil nu været den mest overbevisende på stigningerne, og med hans generelle enkeltstartsniveau i de senere år kunne denne lørdag have været dyr. Det blev den heldigvis ikke, og hvis ikke den rust, han viste i går, er et alarmerende tegn, må løbets hidtil bedste mand i bjergene også tages seriøst - også selvom der allerede nu skrives på den regning, der venter i Milano.

Manden, der udskriver regninger, er Brandon McNulty. Egentlig var det en forløsning at se ham igen, for det var så deprimerende i de seneste år gang på gang at se ham skuffe på enkeltstarterne. Mange husker sikkert, hvordan han som juniorrytter var så uhyggelig, at også Mikkel Bjerg blev kørt midtover, men siden da har der været langt mellem snapsene.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Det har der heldigvis ikke været, siden har føjet titlen WorldTour-rytter til visitkortet. Allerede på Sicilien var han skræmmende stærk, selvom det ikke fremgik af resultatlisten, for her var han i særklasse blandt de ryttere, der kørte i modvind. Og i dag var han om muligt endnu mere overbevisende, så han nu kun endnu mere kan ærgre sig over den dårlige dag i uge 1, hvor han smed den tid, der kunne have sendt ham op som nr. 2, bare 43 sekunder efter Almeida. Nu venter så den helt store test i de høje bjerge, men bedømt på hans kørsel på Etna i Giro di Sicilia sidste år samt den overbevisende kørsel, vi har set siden nedturen på 5. etape, ligner han en mand, man også må regne som reel kandidat. Ja, faktisk er det fra løbets top 7 vel kun den udmattede Bilbao, der ligner en mand på vej helt væk, og som ikke står med de store langsigtede perspektiver.

At klassementskampen blev åbnet så meget, var overraskende, men det var selve etaperesultatet til gengæld ikke. Ineos havde formentlig allerede indkøbt champagne, så de kunne fejre den forudsigelige dobbeltsejr, og det eneste spørgsmål var vel, om den længere distance og mere kuperede rute ville gøre det muligt for Rohan Dennis at true Filippo Ganna. Det skulle dog hurtigt vise sig som en umulighed i den overlegne Ineos-magtdemonstration, og selvom Dennis kom tættere på end hidtil, fik Ganna bevist, at hans motor og klatreevner rækker til de fleste ruter. Og Ineos-festen blev fuldendt af, at den stadig mere velkørende Tao Geoghegan Hart fik vendt en skidt start på etapen til et stort skridt tilbage mod en top 10, der synes mere og mere sikker på baggrund af det tårnhøje niveau, han har vist på stigningerne de seneste dage.

I det hele taget var det for specialisterne meget som forventet. Thomas de Gendt bekræftede, at han atter skal regnes som en af de bedste på lange, kuperede grand tour-enkeltstarter, som Tanel Kangert også skal det. Jonathan Castroviejo er stadig ikke helt sig selv og synes at betale en pris for sin forbedrede klatring, mens Victor Campenaerts fortsætter den nedtur, der har varet ved i hele 2020. Jan Tratnik har også været som genfødt i år, og mest overraskende var det nok snarere, at Josef Cerny også på denne ret kuperede rute kunne fortsætte den march mod toppen, han indledte på sidste enkeltstart sidste år, samt at Matteo Sobreros flotte resultat på Sicilien vitterligt er udtryk for nye evner i disciplinen. Og så må vi ærgre os over, at Mikkel Bjerg ikke fulgte op på 1. etape, men i lyset af både de kræfter, han har brugt hidtil, og hans generelle enkeltstartspræstationer i år kom skuffelsen ikke helt ud af det blå.

Nej, det eneste, man i dag virkelig kunne forundres over, var vel, at Nibali var så langt fra sit vanlige niveau. Det gør utvivlsomt ondt hos langt de fleste italienere, men smider Mauro Vegni den italienske klaphat og ser på Giroen som en forretning, kunne han næppe have ønsket sig noget bedre. Sjældent har en grand tour været mere åben end denne gang, og med et hav af forskellige nationaliteter i spil i et løb, der ellers ofte har været en meget italiensk affære, er der masser af basis for pæne seertal, når løbet når sit klimaks i den vilde tredje uge.

Og hvem der vinder? Your guess is as good as mine!