To måneder efter at Wout van Aert og Remco Evenepoel gjorde august til deres egen, en måned efter at Tadej Pogacar leverede et vanvidsridt, der gjorde ham til verdens cykelhersker, et par uger efter at Marc Hirschi var et cykelsvaj fra at blive den totale ardennerkonge, og på dagen hvor Wout van Aert og Mtheiu van der Poel gav den gamle garde bøllebank i Flandern Rundt, var der endelig lys forude for feltets veteraner. Dagens 15. etape skulle nemlig være startskuddet til den vilde bjergfest, der skulle kåre vinderen af årets ultimative veteranshow som en påmindelse om, at det ikke kun er ungdommen, der kan præstere i denne vidunderbørnenes tidsalder.

Skulle snart 36-årige Vincenzo Nibali have den tredje sejr? Skulle 33-årige Steven Kruijswijk have revanche for nedturen fra 2016? Skulle 34-årige Geraint Thomas rejse sig efter den missede Tour? Skulle det endelig lykkes for 35-årige Jakob Fuglsang at slå igennem i en grand tour? Eller ville det lykkes snart 38-årige Domenico Pozzovivo, der ellers ikke var regnet som en forhåndsfavorit, endelig at sejre efter et årti som kronisk topkandidat? Selvfølgelig var der Giroens eget vidunderbarn, Aleksandr Vlasov, ligesom Simon Yates med sine 28 år ikke er nogen veteran, men med 31-årige Rafal Majka ligeledes ventende som en outsider tydede meget på, at der ville være flere grå hår at finde på podie, end vi har haft det for vane i de seneste sæsoner.

Efter den etape, der skulle have indledt ”de gamles”opgør, må vi imidlertid erklære veteranshowet for aflyst. Thomas og Kruijswijk var jo allerede elimineret, men da røgen havde lagt sig efter dagens slag på Piancavallo, stod Nibali, Fuglsang og Pozzovivo tilbage som dagens tre store tabere. I stedet kunne de så se de unge opkomlinge forsvinde på mod toppen med samme hast, som Marco Pantani gjorde det på samme bjerg for 22 år siden, og da regnskabet gjordes op, var det kun 29-årige Wilco Kelderman, der forhindrede podiet - både på etapen og i klassementet - i at være fuldstændig identisk med det, vi ser i ungdomskonkurrencen.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Alt sammen var det dog ikke overraskende. Det har jo hele tiden været ventet, at Fuglsangs holdbarhed atter ville koste i løbets anden halvdel, og hans svaghedstegn på murene i tirsdags og på gårsdagens enkeltstart blev desværre til fulde bekræftet i dag, hvor det gik, som vi har haft for vane at se det, nemlig at Fuglsang forvandles fra dominerende skikkelse i uge 1 til middelmådig top 10-rytter i uge 2 og 3. Hans generelt forbedrede niveau havde selvfølgelig givet et legitimt håb om, at det også ville sætte sig igennem i grand tours, men det er ret svært at finde eksempler på sådanne omvæltninger. Holdbarhed er noget, man enten har eller ikke har, og kaster man et blik på de senere års grand tour-vindere, er det stort kun de allerstørste som Chris Froome, Vincenzo Nibali og Alberto Contador, der har været i stand til at vinde, efter at de er fyldt de 30.

Det kan heller ikke komme som et chok, at Pozzovivo forsvandt fra scenen med samme hast, som han havde meldt sig ind som mulig vinderkandidat. Det var nemlig klart, at den aldrende italiener, for hvem det endda er et mirakel, at han stadig er aktiv efter den karrieretruende skade sidste sommer, var lidt af et wildcard, som både kunne vise sig holdbar og ende med at falde igennem. Desværre for ham ligner det mest det sidste, for selvom dårlige dage ikke er et ukendt fænomen for unge Pozzovivo heller, var der jo allerede en rust at spore på løbets 13. etape - en rust, som altså bare har bredt sig i løbet af de seneste dage.

Nej, overraskelsen var Nibali. Det så nemlig ud til, at italieneren var ved at gøre det igen, nemlig at køre en håbløs optakt for siden bare at blive bedre og bedre gennem de tre uger, inden han ville ende på podiet i Milano. Det er langt fra umuligt, at det sker, for hvis den tredje uge trods de triste vejrudsigter gennemføres som planlagt, er den så skræddersyet til Hajen, at et af hans comebacks stadig er muligt. Én ting er dog at køre på podiet. Noget andet er sejren, der lige nu virker lige så fjern, som den gjorde inden hans vanvidscomeback i 2016.

Og så er det måske alligevel ikke mere overraskende alligevel. Jeg kan huske, at jeg forud for løbet sagde, at Giroen var uhyggeligt åben, fordi der var legitime spørgsmålstegn at stille ved alle løbets seks største favoritter. For Nibali handlede det om, hvor højt topniveauet var. Sandheden er nemlig, at han er blevet gradvist ringere år for år siden kulminationen i 2014, og havde feltet ikke været så sjældent smalt i år, var der næppe mange, der havde regnet Nibali som en af de tre største favoritter. Desværre kunne dagens præstation tyde på, at der ligesom de foregående seks år er røget et par procent siden sidste sæson, og at det nok næppe bliver til flere end de fire grand tour-sejre for Hajen.

Majka må også se sig kørt bag om dansen. Det så ellers pludselig så lovende ud for polakken, der i går kørte en fremragende enkeltstart, for modsat snart sagt alle andre favoritter var der ikke rigtigt nogle spørgsmålstegn ud for hans navn. Jo, kun det sædvanlige, om ikke der som altid var en lille håndfuld, der ville klatre bedre end ham, og desværre ser det efter i dag ud til, at det går præcis, som det plejer for Majka, der engang lignede en mulig kommende grand tour-stjerne, men som i stedet har kurs mod en tilværelse som en af de mange evige top 10-ryttere.

I stedet blev det atter ungdommens fest, men de ryttere, der med desperation stirrer på en dåbsattest, hvor alderen er faretruende tæt på de 30, kan i det mindste glæde sig over, at det er frontkvartettens alderspræsident, der lige nu står med de bedste kort. De tvivlsspørgsmål man kunne have i forhold til Keldermans klatreniveau efter et par sæsoner, hvor han mildt sagt ikke har imponeret i bjergene, blev i hvert fald i dag foreløbigt besvaret på den for ham bedst tænkelige måde. Måske lignede han en presset mand, da hjælperytterne Martijn Tusveld samt særligt Chris Hamilton og Jai Hindley sprængt feltet til atomer, men på baggrund af dagens udfald har han kørt sig i pole position til at tage en grand tour-sejr til et Sunweb-hold, der mest af alt så ud til at være på sammenbruddets rand for et år siden, men som i Tour de France, Ardennerne og nu Giroen pludselig er blevet en helt alsidig magtfaktor som kontrast til den ensidige Dumoulin-maskine, det var for et par år siden.

Naturligvis er der stadig spørgsmål at stille. Den sidste uge byder på nogle gigantiske højder, der er noget helt andet end det, vi har set hidtil. Meget tyder dog på, at Kelderman efter endelig at have holdt sig på cyklen i et par måneder nærmer sig niveauet fra 2017, hvor han endte som nr. 4 i Vueltaen, og hvor han blandt andet blev nr. 4 på Calar Alto på den iltfattige side af 2000 m-grænsen. Enkeltstarten i Milano ligger også fremragende til en mand, der har genfundet tempoevnerne, og som tidligere er blevet nr. 2 på netop en tonserenkeltstart i Eneco Tour. Og vigtigst af alt bekræftede Sunweb i dag, at der i løbets uden stærke hold altså er to mandskaber med styrke til at styre begivenhederne, og at det således ikke kun er Deceuninck. Dagens opvisning var ganske enkelt imponerende, da Nico Denz og Chad Haga beredte vejen for klatrerne, der fuldstændig kørte alle så meget over, at Hindley - som selv endelig viser, at de mange tabte australske talenter altså godt kan slå igennem før eller siden - nu måske endda kan sikre to podiepladser til det tyske mandskab.

Førertrøjen er dog stadig ikke deres. Ganske vist er den blevet temmelig flosset i kanten, men den undgik akkurat at revne, hvorfor den stadig sidder på Joao Almeidas smalle skuldre. Som han gjorde det i Burgos, viste han atter, at han mere end de fleste mestrer kunsten at køre en stigning som en enkeltstart, og at han er som skabt til at forsvare en trøje og begrænse tabet mod stærkere folk. Den rust, han viste i uge 1 er definitivt væk, og selvom han ikke var lige så overbevisende som tidligere, forsvarede han sig bedre, end man kunne have frygtet. Alligevel ser det svært ud mod en Kelderman, der på alle løbets længere stigninger har været ham overlegen, og hans stærke hold med de velkørende Fausto Masnada og James Knox måtte i dag sande, at der faktisk er et mandskab, der umiddelbart er stærkere. Endelig lurer der hele tiden frygten for, om ikke Almeida kommer til at grave lidt for dybt, så det kan ende med en gigantisk eksplosion i den tredje uge. Det er nok ikke ham, der græder mest, hvis snevejret lammer de to vanskeligste etaper, som det lige nu kunne se ud til.

Kelderman og Almeida dummer sig dog gevaldigt, hvis de anser løbet som en duel. Lige nu ærgrer jeg mig mest over gårsdagens formulering i optakten, hvor jeg nøjedes med formuleringen ”Egentlig var jeg meget fristet af næsten at gøre Tao Geoghegan Hart til favorit” i stedet for at følge mavefornemmelsen og gøre tanke til handling. Briten har vitterligt lignet en af de stærkeste, siden han fik lagt skuffelsen over Thomas-exitet bag sig og fik gang i de talentfulde ben, vi desværre kun har set alt for flygtigt i de senere år. Så man på, hvem der konsekvent har virket mest overbevisende på 9., 10. og 13. etape skilte Geoghegan Hart sig ud, men for at pege på ham som vinder skulle være lidt mindre kylling end Feltet.dks alt for konservative optaktsskribent.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Nu er han imidlertid inde i billedet. Nok er 2.57 meget at indhente, men som sagt vil det ikke være verdens største sensation, hvis Almeida eksploderer i de kommende dage. Og i dag lignede Geoghegan Hart altså en mand, der aldrig for alvor var presset og formentlig kunne have opnået meget mere, hvis ikke han efter eget udsagn kun tænkte på etapesejren og tilsyneladende efter etapen slet ikke havde fattet, at han havde bragt sig dybt ind i kampen om de allersjoveste placeringer.

Der er dog ingen tvivl om, at Dave Brailsford nu lugter blod, og Geoghegan Hart har holdet til at sætte det i scene. Man må nemlig i den grad sige, at Ineos har rystet Giro-forbandelsen af sig i et løb, hvor de med Ben Swift, Salvatore Puccio, Filippo Ganna, Jonathan Castroviejo, Jhonatan Narvaez og i dag Rohan Dennis har spillet hovedroller i alle løbets betydningsfulde udbrud - alt sammen krydret med fem ud af 15 mulige etapesejre. Den offensive strategi bliver dog nok lagt på hylden nu, for nu taler meget for at holdet skal vende tilbage til plan A, nemlig at forsøge at vinde hele svineriet - bare med en anden brite end først planlagt.

Det var dog ikke kun fryd og gammen for de unge drenge. Brandon McNulty måtte enten sande, at han gravede lidt for dybt i går, eller at han trods alt fortsat er for begrænset i de høje bjerge til at være med helt i front. Og hos de lidt ældre gjorde Patrick Konrad det langt bedre end ventet på et rigtigt bjerg som dette, ligesom Pello Bilbao, der ellers kørte så skidt en enkeltstart, altså ikke er så træt, at det gør noget - ikke endnu i hvert fald.

I det store spil er det dog anekdotisk. De hverken vinder løbet eller kører på podiet, men det har nu heller aldrig været ventet. Det skulle i alt væsentligt have været et anliggende for løbets veteraner, men nu ender vi måske i stedet med et podium, der kan komme meget tæt på at være identisk med ungdomskonkurrencens top 3, hvis det altså ikke lige var for Kelderman. Imens er veteranerne igen henvist til biroller, som de har været det for det meste af denne 2020-sæson midt i vidunderbørnenes tidsalder.

Men veteranen Alexander Kristoff fik da sin obligatoriske top 5 i Flandern Rundt. Lidt normalitet er der trods alt stadig…