Prøv vores nye app
Giro d'Italia-analyse: Varsel om brud på 13 års tørke?
16. maj 2021 12:28Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

I disse dage køres Giro d'Italia, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 8. etape.

Annonce

Artiklen fortsætter efter videoen.

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

 

I de senere år har det været et mindre traume for Cofidis-mandskabet, at de har været nærmest forbandede i Tour de France. Ikke siden den fremragende 2008-udgave, hvor både Samuel Dumoulin og Sylvain Chavanel vandt etaper i de rød-hvide farver, har holdet været i stand til at vinde i det løb, der betyder mest for det lokale hold. Selvom et af feltets ældste hold har været fast deltager i løbet, siden mandskabet blev skabt i 1997, og med sin status som et af de førende franske hold har været garanteret en plads i feltet selv i de mange år, er det nærmest blevet en historie i sig selv, at Cofidis har været holdet, der aldrig vinder i Touren.

 

Det har ellers ikke skortet på forsøg på at bryde tørken. Hele to gange har man forsøgt at hente en supersprinter med adskillige grand tour-etapesejre på generaliebladet, men begge gange kom man lidt for sent. Da man fik fat i Nacer Bouhanni, var silken allerede slidt af, og da Elia Viviani kom til holdet, var det egentlig allerede ret klart, at hans sidste sejre mere skyldtes Deceuninck-holdet, end hans egen fart. Derfor er begge de store sprintersatsninger endt som gedigne fiaskoer, og Cofidis lever stadig med den nu snart 13-årige Tour-tørke som et tyngende åg.

 

Læs også
Journalist: Her er Pogacars Giro-hold

 

Faktisk er det sjovt, som holdet kun synes at kunne præstere i Vueltaen. I Giroen har man nemlig heller ikke vundet siden Damien Moniers overraskende udbrudssejr i 2010, mens man til gengæld altid har boltret sig på de spanske veje. I nogle år var det jo nærmest en fast tradition, at David Moncoutié vandt både etape og bjergtrøje, men det var også her, at Bouhanni tog sin eneste virkelig store sejr for holdet. I de senere år er Nicolas Edet gået i Moncoutiés fodspor med endnu en bjergtrøje, og han har sågar også båret førertrøjen, inden Jesus Herrada for to år siden tog holdets seneste Vuelta-triumf ved at køre fra Dylan Teuns på de sidste meter af en kort, eksplosiv målstigning.

 

Men måske er der nu håb for, at tørken kan brydes til sommer. I hvert fald lykkedes det i dag Victor Lafay at bryde den tilsvarende sejrsstilstand i Italien, da han på fornem vis kronede en dag i udbrud med at køre alene over stregen på den lille bakke op til målet i Guardia Sanframondi. Faktisk skulle man tro, at han havde taget ved lære af Herrada, for etapen var i sin natur næsten en tro kopi af den, som den spanske veteran erobrede i Spanien for to år siden. Herrada havde endda vist vejen, for Lafays sejr var for Cofidis den tredje på bare tre dage efter de foregående dages triumfer til Christophe Laporte i Vallonien og siden Herrada i Mallorca - en nærmest uhørt sejrsrække for et hold, der ikke just er forvænt med at være alt for succesrige.

 

Det lå da bestemt heller ikke i kortene, at det franske hold skulle have alt for megen succes i løbet af disse tre uger i Italien. Ganske vist er man kommet til Giroen med Viviani som en af feltets førende sprintere, men det har hele tiden været klart, at odds for en sejrsløs Viviani må være lavere end odds for en sejr til den italienske sprinter. Da halvdelen af holdet er udgjort af Vivianis tog, og resten af holdet er udgjort af de tre solide klatrere Lafay, Remy Rochas og Edet, der dog ikke just kan regnes som selvindlysende etapevinderbud, samt hjælperytteren Natnael Berhane, pegede meget på, at sejrschancen i vidt omfang stod og faldt med Viviani.

Annonce

 

Sådan gik det bare ikke! I en slags kopi af 2010-udgaven af løbet, hvor alle regnede med Moncoutié som den store stjerne, lykkedes det en af de yngre og mere upåagtede at slå til og gribe den sejr, holdet så længe har jagtet. Dengang var det Monier, der kørte alene hjem fra et udbrud, og i dag var det Lafay, der efterlignede kunsten.

 

At kalde Lafays sejr et chok, er dog en klar overdrivelse. Tværtimod har franskmanden længe været et af de mere spændende franske klatretalenter med etapesejr i bjergløbet Tour de Savoie Mont Blanc, EM-sølv i U23-klassen bag en vis Marc Hirschi, fransk U23-mesterskab og en opløftende 14. plads mod de professionelle i Tour de l’Ain, mens han stadig bare var en opkomling. Han havde bare så pokkers svært ved at slå igennem i den store liga, hvor 2019 og første del af 2020 var en lang lidelseshistorie.

 

Sidst i 2020 viste han dog endelig lidt af de gamle takter i Vueltaen, og noget tyder på, at han er eksemplet på, at en første grand tour ofte gier unge ryttere et boost. I hvert fald var han allerede flyvende i Ardeche i februar, indtil et styrt kostede ham marts måned. Han er dog kommet uhyre stærkt tilbage med en 2. plads bag Enric Mas på kongeetapen i Valencia, hvor han og Rochas imponerede i kamp mod den spanske grand tour-stjerne, og derfor lå det også i kortene, at han ville kunne vinde en etape som dagens, hvor hans klatreevner kunne komme til udtryk, men det ville bare kræve, at han havnede i det rette udbrud og ikke i en gruppe med mange af de større stjerner.

 

Heldigvis for ham havde etapen det helt rigtige design. Ganske vist var der en tidlig hård bakke, men langt hovedparten af etapens indledning var flad. En flad start betyder altid, at man må stille sig op i køen til lotteriet og håbe, at det er en selv, der trækker det rette nummer i dagens Breakaway Bingo, for når et udbrud skal rammes på en sådan, kræver det mindst lige så meget held og timing som gode ben.

 

Det held havde Lafay. Et uhyre nervøst felt, der gik i panik over sidemodvind på det åbne tidlige stykke, sørgede for, at det var næsten umuligt at komme væk, før rytterne havde rundet toppen på den tidlige bakke, hvor etapens mest indlysende udbryderkandidater skulle have gjort forskellen. Da samtidig de fleste af de kandidater tillige var så passive, at mange vist må have haft søndagens etape i tankerne, var det knap så overraskende, at det blev et temmelig klatresvagt udbrud, der formedes, da elastikken langt om længe knækkede, og feltet fandt ud af, at sidemodvind altså aldrig bliver rigtigt farligt.

 

Lafay kunne se sig rundt og konstatere, at han var i gunstigt selskab. Sprinterne Fernando Gaviria og Nikias Arndt burde en klatrer som ham nok kunne få skovlen under på den 3,5 km lange målstigning, der var rigeligt stejl til at knække den slags typer. Det samme gjaldt for de to temporyttere, Victor Campenaerts og Alexis Gougeard, der til gengæld kunne blive farlige på det flade stykke forinden, og selvom Nelson Oliveira er i storform og har klatret flot i Spanien op til løbet, vidste Lafay fra deres duel i Valencia, at han var til at knække. Det samme burde Francesco Gavazzi være, for selvom denne finale i gamle dage havde været guf for den tidligere vinder af kongeetapen i Tour of Beijing, hvor han sejrede på en tilsvarende stigning, har det skrabet lidt på for veteranen, der ikke er ved fordums klatrestyrke. Til gengæld var han også manden, ingen ville have med til stregen, og derfor var Lafay tvunget til at gribe finalen offensivt an.

 

Læs også
Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

 

Truslen måtte i stedet primært komme fra klatrerne, Giovanni Carboni og Kobe Goossens, men her var der håb at hente i deres optakt. Carboni er faldet helt af på den i de senere år, hvor han slet ikke har levet op til det engang lovende talent, og selvom han var bedre forleden, har Goossens, der ellers var Lottos klassementsmand, været syg de første dage. Med tanke på, at Lafay også må regnes som den hurtigste af de tre klatrere, var missionen i alt væsentligt at holde sig til de to lette folk og sørge for at komme af med hurtige Gavazzi.

 

Det var i teorien enkelt nok og så alligevel ikke. Helt forventeligt angreb Campenaerts nemlig i højre og venstre på det flade stykke inden stigningen, og det var ikke just en gave for Lafay, der følte sig fanget bagude. Nu fik hans rival, Carboni, et lift af en af feltets bedste temporyttere, og det tegnede til, at løbet var ved at glide ham af hænde.

 

Men når nøden er størst, er Oliveira nærmest. Det erfarede Mads Würtz i Tirreno, hvor den ikke altid taktisk snu portugiser - jeg vælger den diplomatiske tone i dag - nærmest agerede hjælperytter for den hurtige dansker i det udbrud, der gav ham karrierens største sejr. På samme måde så tempo- og formstærke Oliveira i dag ud til at være konstant på bagkant, angribe fra front og lukke huller for alle de mere klatrestærke rivaler, så Lafay ikke var alt for langt fra Carboni, da denne forventeligt smed sin belgiske chauffør, så snart det begyndte at gå opad.

 

Det gjorde Lafay også. Hans chauffør var bare portugisisk, men ellers var han og Carboni i samme båd. Den store forskel er bare, at hvor Carbonis talent er hensygnende, synes Lafays først nu at være ved at blomstre. Derfor varede det heller ikke mange sekunder, inden det stod lysende klart, at udbruddets bedste klatrer og forhåndsfavorit også var i stand til at gøre det færdigt og gøre som Monier gjorde 11 år tidligere, nemlig at tage en Cofidis-etapesejr fra et Giro-udbrud og i samme ombæring fuldende holdets sjældne hattrick i denne uge - en stime, der endda kan forlænges yderligere, hvis Laporte i morgen gentager sin tidligere sejr i grusvejsløbet Tro-Bro Leon på den franske hjemmebane.

Annonce

 

Til gengæld blev det ikke til gevinst til Gavazzi. Det kunne ellers have været flot, hvis den italienske veteran, der i mange år har været en af feltets mest stabile top 10-ryttere i den lange serie af mindre italienske endagsløb, fik en af de sejre, karrieren har været alt for få af, selvom han bragede ind på scenen med Vuelta-gevinsten i 2011. Han viste endda også, at der stadig er lidt liv i de gamle klatreben, men desværre måtte han som så mange andre veteraner sande, at de unge drenge i dag er svære at bide skeer med.

 

Det var de også for Arndt, men det var nu svært ikke at blive imponeret over tyskeren, der er en svært undervurderet rytter. Manden, der startede som sprinter og vandt massespurter i Dauphiné og Giroen, er i dag blevet en uvurderlig og meget værdsat vejkaptajn, der har en flot evne til at slå til, når chancen melder sig. For to år siden sejrede han på en Vuelta-etape, der ellers burde have været for svær, og i dag var han såmænd ikke alt for langt fra at gentage den kunst. Han kom i hvert fald længere end Goossens, der stadig synes at kæmpe med helbredet efter en temmelig sløj præstation.

 

Sløjt gik det også i feltet, men det var nu forventeligt. Etapens sidste stigning var for kort til, at det gav mening at investere alt for mange kræfter i denne dag, og det endte derfor med den forventelige dødsmarch, da først udbruddet var kørt. Det store incitament til offensiv kørsel på målbakken var der heller ikke, når udfordringerne i de kommende to uger - og allerede i morgen - er betydeligt vanskeligere, og derfor blev det mest en procession op til toppen, inden Joao Almeida fortsatte sin genrejsning efter det, der ligner et kuldechok, med at vinde spurten i en stor, stor gruppe, der stort set talte alle de væsentlige navne.

 

Det var dog værd at bemærke, at Ineos alligevel øgede farten med Gianni Moscon til sidst. Det var næppe for at sætte et Bernal-angreb i scene, for det kom aldrig. Nej, formålet var nok snarere at se, om man kunne ryste Attila Valter og sende rivalen Remco Evenepoel i førertrøjen. Den manøvre havde nemlig tvunget belgieren til at kontrollere morgendagens knaldhårde ridt i Appenninerne, formentlig helt uden hjælp. Den mission lykkedes dog ikke, og med Attila Valter stadig i lyserødt har Deceuninck nu en solid allieret i FDJ, der også i morgen vil gøre alt i deres magt for at forsvare løbets mest prestigiøse trøje.

 

Alligevel blev etapen ikke helt udramatisk. Bahrains serie af uheld fortsatte, da Pello Bilbao røg i asfalten og smed 30 sekunder, som sender ham endnu mere klart ned som nr. 2 i det interne Bahrain-hierarki. I samme ombæring røg stakkels Louis Vervaeke af, så belgieren gled fra 5. til 10. pladsen, og episoden kostede også et dumt tidstab til Jai Hindley, der dog heller ikke i dag lignede blot en skygge af den rytter, der klatrede som en drøm for bare et halvt års tid siden.

Annonce

 

Læs også
Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

 

I stedet for klassementskamp var dagens store historie Caleb Ewans exit. Nu skal man jo som udgangspunkt tro på, hvad folk siger, men det er dog svært ikke at studse lidt over de pludselig opståede knæproblemer, der belejligt nok meldte deres ankomst dagen efter, at han mere end kraftigt havde antydet, at hjemrejsen ikke kunne komme hurtigt nok. Ewans eneste mission var som bekendt at sikre sig det første skridt på rejsen mod at blive den fjerde rytter i historien til at vinde etaper i alle grand tours i bare en enkelt sæson, og da den var opfyldt, ville enhver videre færd kun hæmme hans chancer i Touren og Vueltaen, hvor han i forvejen må ventes at døje med sin alt andet end imponerende holdbarhed. Pointtrøjen gjorde det betydeligt sværere at komme hjem uden at påkalde sig arrangørernes vrede, men nu sørgede knæproblemerne i hvert fald for, at der er grænser for, hvor meget Mauro Vegni kan tillade sig at skælde ud. Og det var vel egentlig meget heldigt, når nu det ærgerlige uheld var ude…

 

I hvert fald har det tidlige exit øget chancen for, at Ewan kan følge Giro-triumfen op med en tilsvarende i Touren. Spørgsmålet er, om Cofidis kan gøre det samme. I dag brød de i hvert fald 11 års sejrstørke i Italien, og i en tid, hvor holdet endda vinder tre gange på tre dage, synes intet længere at være helt umuligt. Måske bliver 2021 året, hvor vi endelig skal stoppe med at tale om Cedric Vasseurs tropper som holdet, der pr. definition ikke vinder i Tour de France.

 

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

INFO
Optakter
Nyheder
Giro d'Italia
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Onsdag den 24. april 2024

Landevej
Reserve leverede kæmpe overraskelse

Tirsdag den 23. april 2024

Landevej
Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag
Landevej
Følg en onsdag med reducerede massespurter i Romandiet og Tyrkiet
Landevej
Video i artiklenSe spurten, der fik Bora-profil deklasseret
Landevej
Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg
Landevej
Favorit kommenterer afgørende fejl
Landevej
Hot seat var hårdt for dagens vinder: Værste timer i mit liv
Landevej
Sensationel hollænder stryger til tops på teknisk Romandiet-prolog
Landevej
Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Annonce

Landevej
Lefevere afviser: Selvfølgelig havde han sidste ord
Landevej
Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest
Udstyr og test
Video i artiklenProduktnyt: Cannondales nye Scalpel er bygget til at begejstre
Landevej
Optakt: 3. etape af Presidential Tour of Türkiye

Annonce

Landevej
Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024
Landevej
Optakt: Prolog til Tour de Romandie
Landevej
Optakt: Tour de Romandie
Landevej
Verdensmesteren dropper Tour de France
Landevej
Verdensstjerne sæsondebuterer i stort etapeløb
Landevej
Pogacar øger - tronskifte hos kvinderne
Landevej
Fem danskere stiller til start i WorldTour-etapeløb
Udstyr og test
Elcyklernes kvalitet stiger: Nu er producent klar med elcykel fra øverste hylde

Annonce

Landevej
Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt
Landevej
Første rytter fra nyt samarbejde: Visma sikrer talentfuld polak
Landevej
To danskere indgår: Se Uno-X Tour de France-bruttotrup

Annonce

Mandag den 22. april 2024

Landevej
Ineos tager bomstærkt klatrehold med til WorldTour-etapeløb
Landevej
Tobias Lund reagerer på tredjeplads i hård spurt
Landevej
Bernal bedre end før det skæbnesvangre styrt: Vil være verdens bedste

Annonce

Landevej
Cykelsportens Myter: Oplev Rolf, Holm og Bastian Emil
Landevej
Stortalent tager førertrøjen: Philipsen bliver glad, når han ser det
Udstyr og test
Test: Ekoi Gara MIPS Air
Landevej
Tysker i tårer efter triumf: Der står mange mennesker bag
Landevej
Dansk sprintertalent på podiet i tysk jomfrusejr
Landevej
Verdens bedste sprinter skriver lang kontrakt
Landevej
Quick-Step vil overveje ny Evenepoel-satsning
Landevej
Optakt: 2. etape af Presidential Tour of Türkiye
Landevej
Tidligere toprytter om sportsdirektørjob: Et helvedes job
Landevej
Kron udtaget til stort etapeløb
Motion
Vi vil lave Danmarks bedste cykelmagasin - hjælp os!
MTB
Video i artiklenHør dansk MTB-stjerne sætte ord på triumf
Landevej
Stærke danskere udtages til WorldTour-etapeløb
Landevej
Sådan gik søndagens A-løb i Uvelse
MTB
Video i artiklenSe Simon Andreassen vinde stor World Cup-sejr
Landevej
Det smadrede mine ben, siger frustreret Pidcock
Udstyr og test
Test: ABUS Gamechanger 2.0

Søndag den 21. april 2024

MTB
Video i artiklenSimon Andreassen vinder i World Cuppen
Landevej
Tre danskere i top-10 i hollandsk endagsløb
Landevej
Cort med skadesopdatering: Min mor ville køre hurtigere ned end mig
Landevej
Brown reagerer på første monumentsejr
Landevej
FDJ – SUEZ-rytter snyder favoritterne i imponerende spurt
Landevej
Danmarksmester kører sig til nyt topresultat
Landevej
ColoQuick vinder dobbeltsejr i Vejle
Landevej
Van der Poel fik "stof til eftertanke" i Liège
Landevej
Video i artiklenSe Pogacars kraftfulde angreb på La Redoute
Landevej
Rørt Pogacar tog revanche med svigermor i tankerne
Landevej
Malmberg henter topresultat i Bosnien-Hercegovina
Landevej
Skjelmose: Dét kostede mig løbet
Landevej
Pogacar pulveriserer konkurrenterne med den perfekte opskrift
Landevej
Sådan var Pogacar atter suveræn
Landevej
Vidunderbarn fuldender UAE-dominans i tilbagevendt løb
Landevej
Jakobsen fremhæver dansk stortalent efter første dsm-triumf
Landevej
Video i artiklenSe Tobias Lund hjælpe Jakobsen til sin første sejr i år
Landevej
Topplacering giver dansk avancement på sidstedagen
Landevej
Video i artiklenFabio Jakobsen overlegen i Tyrkiet
Landevej
Optakt: Liege-Bastogne-Liege
Landevej
Optakt: Giro della Romagna
Landevej
Fléche Wallonne-vinder håber at kunne holde fast i momentum i Liége
Landevej
Van der Poel skal køre Liége-Bastogne-Liége på ny cykel
Landevej
Optakt: 1. etape af Presidential Tour of Türkiye
Landevej
Optakt: Presidential Tour of Türkiye
Landevej
Van Gils kom på podiet i Fléche Wallonne, og nu vil han gentage succesen i Liége
Landevej
Quick-Step-profil: Kan jeg redde vores forår?
Landevej
Her er startlisten til Liège-Bastogne-Liège 2024
Landevej
Skjelmose med stærk udmelding inden monument
Landevej
EF-profil tror på podiet, men 'Pogacar er i en liga for sig'
Landevej
Pogacar er glad for, at han sprang stort forberedelsesløb over
Landevej
Alaphilippe: Min moral blev knust
VIS FLERE

Annonce